Jytte Abildstrøm tager farverigt imod i døren i det økologiske bofællesskab Munksøgård ved Roskilde kl. otte en aften. Hun skulle lige have et foredrag i Holbæk først. Hun placerer os på en lille forhøjning i stuen, og så taler hun den næste time som et vandfald, så jeg har svært ved at følge med på tasterne. Hun strøer om sig med navne på miljø-koryfæer, hun har mødt. Hendes hukommelse er imponerende.

Når hun skal fortælle om sit forhold til skabelsen, begynder hun med at sige, at hun er vokset op med salmer og folkeeventyr. Hun elsker de gamle salmer, og fra nettet ved jeg, at hun lytter til morgenandagten i radioen hver morgen. Forældrene lærte hende, at der skal være konsekvens bag ordene.

Jytte Abildstrøm er stadig lynende klar og i fuldt vigør. Ud over sit engagement for klimaet maler den tidligere teaterdirektør i øvrigt også ikoner, der ses i baggrunden.

Jord, luft, vand og ild

Da Jytte var syv år i 1941 blev hendes far arbejdsløs. Familiens held var, at de kendte en gæstfri landbofamilie i Klippinge – på gården Lykkebæk. Her fik Jytte respekt for arbejdet med jorden: ”Vi ville være sultet uden den dejlige familie”.

Som otte-årig spurgte Jytte sin far: ”Hvor længe kan man grave tørv op?” Hun havde allerede fattet, at naturens ressourcer er begrænsede. Det var ilden. Respekten for luften fik hun, da hun som ung besøgte en veninde i England, hvor der blev gravet kul og koks til elektricitet. Der var sort støv overalt. Folk døde som fluer af tuberkulose. Og hun spurgte sig selv: ”Skal vi have lys på bekostning af helbredet?”

Hun sparer på vandet. I bofællesskabet bruger de regnvand til tøjvask. De bruger et sandfilter til at rense spildevandet: ”Det gør, at vi alle skal tænke over, hvad vi vasker tøj og kroppen i …”. Bofællesskabet vander grøntsagerne med regnvand, og urin fra toiletterne kommer ud på markerne: ”Brug aldrig fæces (afføring) til gødning”, understreger hun.

Miljøåret satte spor

Hun har altid boet i Vanløse – altså indtil hendes ældste søn, Lars, var med til at skabe det økologiske bofællesskab. Efter miljøåret skiftede Jytte spor. Forældrene hjalp hende med at købe en kolonihave, hvor hun byggede en masseovn, havde solfangere på taget til varmt vand, et multtoilet med et lille hul til urin og et stort hul til afføring, et rodzoneanlæg rensede spildevandet og en solcelle opladede et batteri til de to pærer, der var i huset. Et nul-energi-hus. Og naboerne kaldte hende ‘dit økologiske røvhul’.

I 20 år har hun boet i Munkesøgård, hvor 100 familier bor i fem enklaver: ”To små solceller på husets tag, som jeg har fået lov at sætte op, leverer halvdelen af mit årlige strømforbrug, men hvis jeg dør, skal jeg pille dem ned … – for jeg bor til leje”, siger hun. ”Hvis jeg dør?” griner jeg. Det bliver nok nogle andre, der piller solfangeren ned. Men der er alvor bag Jyttes grin.

Det er tragisk

”For 32 år siden sagde børnene: ’Er der en fremtid, når jeg bliver stor?’ Det er tragisk, at det nu er børnene, der skal stille de voksne til regnskab. Vi skulle have handlet meget før.” Jytte Abildstrøm er bange for at føle sig magtesløs og ked af det. Derfor holder hun stadig foredrag – og giver skideballer. Så sent som samme dag havde hun brugt en af sine gentagne vendinger: ”Du har vundet…” og den ældre dame spurgte, hvad hun havde vundet. ”En skideballe”. Fordi damen ikke brød sig om teglsten som solfangere, ”fordi røde tegl er pænere”. ”Skam dig”, sagde Jytte til hende.

Hun er kendt som et energibundt. Var teaterdirektør i Riddersalen i næsten 40 år. Undervejs fik hun bygget et økologisk inspirationshus i baggården til teateret, og det inspirerer endnu inde på Frederiksberg. Hun glæder sig i dag over, at der er andre børn, som hun selv, der får øjnene op for naturens sammenhæng med vores liv. Med ‘haver til maver’ er ringen sluttet til gården i Klippinge, når børn får adgang til skolehaver og viden om bæredygtighed.

Parti-fe for Alternativet

Hun kastede også sine årvågne øjne på Uffe Elbæk, allerede da han var kulturminister. Da han skabte Alternativet, blev hun deres ‘parti-fe’: ”De har kampen for miljøet øverst på dagsordenen. Det er det vigtigste!” Uffe Elbæk har i øvrigt besøgt hende i bofællesskabet.

Hun har et meget skeptisk forhold til kirkernes og skolernes indsats for miljøet: ”Jeg har boet hos mange præster, og det er da en skandale, at man ikke må sætte solfangere op på præstegårdene, kirkerne eller skolerne. De burde da være de første til at være holistiske.” Hun harcelerer også over turismen og det aftryk, både fly og krydstogtskibe sætter på verden.

Ydmyghed, nøjsomhed og næstekærlighed

Jytte Abildstrøm har masser af slogans: ”Nu kan det kun gå fremad” fra H.C. Andersens eventyr ”Hørren”– lettere omskrevet. ”Klogskab skaber magt, og visdom krævet er ydmygt tjenersind”, siger hun og mindes en såkaldt lærd professor, der sagde, at ”giften først når ned til grundvandet om 80 år … og så er vi jo døde”.

Og Jytte fortsætter: ”Jeg kæmper for de kommende generationer.” Hun slutter med endnu et slogan: Der er tre ord, vi skal ændre: ”Forbrug, vækst og konkurrence” skal blive til ”ydmyghed, nøjsomhed og næstekærlighed.” Hun og de unge er enige: ”Det vigtige er, at vi alle gør en indsats, som hjælper jord, luft, ild og vand. Til glæde for kommende slægter.”

Baptistiske og jødiske rødder

Og så en lille sidehistorie: Da Jytte Abildstrøm har budt velkommen, tager hun straks en bog fra hylden. Til min overraskelse er det ’Den blå’ – altså baptisternes historie. Hun har fået den af Bent Hylleberg, forklarer hun, og afslører, at hendes oldefar var en af de første baptister – eller rettere, han var ”en dygtig lægprædikant i Københavns Baptistmenighed” i slutningen af 1800-tallet, som der står i ’Et kirkesamfund bliver til’ (s. 87).

Jytte Abildstrøm har baptistiske aner. Hendes oldefar hed Hans Urban Hansen, som faktisk er afbilledet i ”Et kirkesamfund bliver til”.

Han hed Hans Urban Johansen (1851-1931) og var en driftig og ydmyg mand. Der er et billede af ham i historiebogen, hvor han sidder på ’Hammelvognen’: ”Omkring 1886 fremstillede han Danmarks første benzindrevne automobil. Han havde evner, der kunne have ført ham vidt i industrien, men han havde ingen ambitioner om meget andet end at forblive en god kristen. Han anskaffede sig i øvrigt aldrig selv en bil!”, står der i billedteksten. Han er også afbilledet på s. 201.

Bent Hylleberg fortæller, at Jytte var gæst i seniorkredsen i Tølløse i foråret, og virkelig i hopla. Hun vidste så faktisk ikke, at hendes oldefar var baptist, men det afslørede samtalen om den kreative forfar.

Og i løbet af samtalen med mig, fortæller hun så også, at hun faktisk er jøde: ”Min rigtige farfar hed Zabell og stammede fra Gystrow i Mecklenburg. Han var halvt jøde – så min mor var især nervøs under krigen. Men ingen opdagede noget, idet min farmor for længst var blevet gift Abildstrøm!”

Relateret

• 12. sep. 2024 - Hersk over jorden
• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv
• 28. sep. 2023 - Klimatosser i dømmeland
• 09. feb. 2023 - Forvalter af skaberværket

Find flere

Lyt til artiklen her:

Hvert år, når vi passerer Fastelavn, popper der synspunkter op om, hvad ’fasten’ går ud på. Aviser, livsstilsblade og andre medier spørger folk om, hvad de faster fra, og måske også hvorfor de faster. Og det er godt! Tænk, at folk, som de er flest, inddrager kirkeårets faser i deres omtanke. Men så godt som alle svar gør mig frustreret. På søndag passerer vi Midfaste – vi er altså halvt igennem fasten. I år er min oplevelse (næsten) den samme som tidligere, desværre!

Faster vi fra – eller til?

Fasten er en periode på 40 dage i kirkeåret. Den ligger forud for påskens store begivenheder med Jesus i centrum. Fasten har altså noget med evangeliets centrum at gøre. Den forbereder påsken, ligesom adventstiden forbereder julen. Men hvordan forbereder vi os så som danskerne på påsken?

De lærde udtaler sig

Kristeligt Dagblad skrev Askeonsdag – den dag fastens 40 dage begyndte – om fasten med overskriften: Fasten handler både om fravalg og tilvalg. Denne overskrift synes at være skabt af de tre, der blev spurgt om, hvad faste betyder for dem. En teologistuderende vender blikket indad og prøver at droppe de konstante nyheder. En højskoleforstander holder pause fra de sociale medier for i stedet af forberede sig på påsken ved at læse i Bibelen. Og en præst tager på stilhedsretræte, hvor ’et nyt fokus for mig vil blive at se på kroppen som et tempel. Det er et udtryk, som Paulus bruger. At tage sig godt af sit tempel kan være en gudsdyrkelse og ikke bare en kropsdyrkelse, som vi kender det fra fitnesscentrene’.

Her møder vi ’fasten’ som fravalg. Ofte drejer fravalget sig om at holde pause – fra fx chokolade (det får præsten også nævnt) og fra alkohol. Og for ikke at stå tilbage i et tomrum må fasten så også bestå af tilvalg. I livsstilsbladene vælger de fleste at fokusere på kroppen. I Kristeligt Dagblad vælger de tre, der blev spurgt, altså at pleje deres åndelige form – og derfor går de ind i sig selv.

Fasten gennem kirkehistorien

I den første del af fasten i år dukkede der et interessant link op i min indbakke. Her beskrives i ord og ved hjælp af grafik, hvordan kristne siden kirkens første tid har opfattet fasten. I oldkirken hører vi fx om to ugentlige fastedage (fravalg) og om fastetid forud for voksendåben (forberedelse, tilvalg). Kristne fastede som udtryk for sorg over Jesu død eller over deres egne synder. I middelalderen fastede kristne stadig to dage om ugen, men reglerne blev mildere. Til gengæld blev de overvåget af præsterne. Sammenlagt skulle kristne faste 180 dage om året.

Folkekirken.dk’s oversigt

Oversigten, som ’Folkekirken.dk’ står bag, slutter med en omtale af fasten år 2020. Her står bl.a.: Hvert år markerer folkekirken fasteperioden mellem fastelavn og påske. Men der er ingen forventning om, at medlemmer faster i praksis. Fastfood, slik, alkohol, tv-kiggeri eller andet forbrug er nogle af de ting, folk giver afkald på i 40 dage. Det kan blandt andet være for at give sit åndelige liv opmærksomhed. Eller for at dyrke fællesskabet i stedet for sig selv. – Altså både fravalg og tilvalg. Den historiske oversigt kan ses her https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/faste/fasten-gennem-tiden.

Forstemt og lang i ansigtet

Alt det nævnte – i Kristeligt Dagblad og på Folkekirken.dk – er oplysende. Vi bliver klogere på, hvad fasten var og hvordan den opfattes i dag. Men det sker kun i en beskrivende form. Hvis vi skal være godt informeret om, hvordan vi bør faste, kan vi ikke nøjes med det deskriptive. Vi må have fat i noget normativt. Hvor finder vi normen for, hvad vi – som kristne – i dag bør forstå ved ’at faste’. Den overvejelse findes (næsten) ikke.

’Skriften alene’

Et Kristeligt Dagblad, der skriver om tro, etik og eksistens, og en Folkekirke, der er navngivet efter Martin Luther, burde i tide og utide pege på det bibelske perspektiv. Luther pegede på den norm, der hed ’Skriften alene’ – ofte skete det i et opgør med kirkens afsporede tradition. Og ’i Skriften’ drejede det sig for Luther om at tage ved lære af dét, Jesus tænkte og gjorde. Vil vi vide, hvad faste er, må vi have fat i, hvad Jesus læste i de skrifter, der var ’hans bibel’. Her efterlades vi ikke uden normer.

Af Profeten Esajas, kapitel 58

Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen,
løft din røst som hornet!
Forkynd mit folk dets overtrædelse
og Jakobs hus dets synder.
Mig søger de dag efter dag,
de ønsker at kende mine veje;
som et folk, der øver retfærdighed
og ikke svigter sin Guds bud,
spørger de mig om lov og ret,
de ønsker at være Gud nær.

»Hvorfor ser du ikke, når vi faster,
og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.«
På fastedagen driver I handel,
og jeres arbejdere jager I med.
I faster i kiv og strid
og kaster med sten i ondskab.
Når I faster, som I nu gør,
bliver jeres bøn ikke hørt i himlen.
Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?

Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

Hvis du fjerner åget
og holder op at pege fingre og tale ondt,
rækker den sultne dit brød
og mætter den forkuede,
så skal dit lys bryde frem i mørket
og dit mulm bliver til højlys dag.
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter.

Kilderne, vi kan øse af

Forud for sin offentlige indsats fastede Jesus i 40 dage. Vi véd ikke, hvori hans faste bestod, men antallet af dage fortæller, at det var en forberedelsestid. Og læser vi, hvad evangelierne skriver om Jesu ord og handlinger efter fasten, får vi en idé om, hvori hans forberedelse bestod. Om fasten har Jesus ganske givet læst i det afsnit hos profeten Esajas, der leverer kilderne til det meste af Jesu selvforståelse, nemlig kap. 40-66. Normen – for det, ’faste’ var i traditionen bag Jesus – står skarpt formuleret i Esajas kap. 58 (se spalten).

Jesus satte andre mennesker i centrum

At ’faste’ bestod for Jesus ikke i at sætte sig selv i centrum, men i at gøre andre til genstand for dét, Gud vil have gjort i verden: ’Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg. Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.’  Det er den profetiske forståelse, Jesus trækker på, når han kritiserer sin samtids selvoptagne fastepraksis. Set i det lys, er det utroligt, hvad faste er blevet til i kirkens historie og nutid – ligesom megen (kristen) bøn også er blevet afsporet som skinbarlig egoisme.

’Bøn og faste’ sker for at …

Efter at have lært den lektie hos Esajas udfoldede Jesus den form for ’faste’ som sin livsstil – resten af sit liv. Det beskriver evangelierne. Det er jo Gudsriget, der kommer med ham, og det er den livsstil, han kaldte sine efterfølgere til at praktisere. Herudover siger evangelierne ikke meget om ’faste’ ud over nogle få gange at bruge begreberne ’bøn og faste’. De to hører sammen. ’Faste’ er at forstå som et handlingsråb, der svarer til bønnens råb med ord om, at Guds rige må bryde frem. ’Bøn og faste’ sker med en hensigt – at hjælpe andre, der er i nød. Den hensigt bør alle fastens tilvalg og fravalg altid have for øje.

Fasten er et opgør med verden

Kristen faste finder sted, når vi sætter medmennesket i centrum for evangeliets nyskabende ord og nye handlingsmønstre. Og det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden. ’Bøn og faste’ er kampmidler, der skal til for at drive ondskaben på flugt i denne verden. At gøre den kristne faste til en slags ’forbudstid’ på 40 dage forud for påsken holder derfor ikke. Det forfladiger radikaliteten i Jesu budskab – og det skærer fordringen ud af evangeliet om at tage vare på medmenneskets ve og vel – hele året.

… det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden.

Mit forbehold med ’næsten’

Ovenfor har jeg skrevet ’næsten’ i en parentes to gange. Det skyldes, at der trods alt er lyspunkter. Retfærdigvis skal det siges, at den nævnte hjemmeside – folkekirken.dk – begynder med at citere nogle bibeltekster om ’fasten’. Blandt dem er også Esajas 58. Men det, der udebliver, er en sammenkædning af de citerede tekster, så det fremgår, hvad ’faste’ betyder. Men også at Jesus fandt kilderne hos Esajas til det, der hos ham blev til Gudsrigets ’bøn og faste’ i kampen mod verdens ondskab.

Inspirationen

Også på dette webmedie – baptist.dk – har en skribent reflekteret over, hvad faste betyder. Hun er også årsag til mit ’næsten’ ovenfor. Ved fastens begyndelse skrev hun i Torsdagstanken: ’Jeg har ingen endelige svar, men jeg ved, at hverken slankekur, forbrug eller afhængighed skal motivere mig. I stedet vil jeg motiveres af, at jeg kan få mere tid med Gud, når jeg giver afkald. I stedet for at spise kan jeg læse i min bibel. I stedet for at shoppe kan jeg bede. I stedet for at scrolle på sociale medier kan jeg lovsynge.’ – Her handler fasten både om fravalg og om tilvalg. Og om et løfterigt blik til den bog, der motiverer os til at forstå, hvad ’faste’ er.

Måske flere lyspunkter?

Et lyspunkt ville være, hvis det blev muligt at lytte til Esajas 58, når fastetidens bibelske læsninger lyder. Den profetiske tekst fra Esajas, som Jesus lærte af, er ikke med blandt Folkekirkens foreskrevne læsninger i fastetiden. Hvorfor ikke, spørger jeg med forbavselse. Men en endnu større forundring får jeg brug for, hvis Esajas 58 ikke popper op i fastens læsninger i baptistkirkerne, hvor søndags tekster kan vælges med frihed – og måske (også) med omtanke.

Om vi på denne baggrund beslutter at ’faste’ – i korte perioder eller gennem et langt liv – det er et personligt valg. Gerne på baggrund af samtale med andre. Men også på en oplyst baggrund i de bibelske skrifter, der fortæller, hvad ’fasten’ i kristen forstand går ud på.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch, f. 1982:

• medlem af Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Den økumeniske bevægelse udfoldede sig i det tyvende århundrede ud fra et ønske om kristen enhed. At ’de alle må være ét’ blev set som forudsætningen for et troværdigt vidnesbyrd om Guds rige. Det græske begreb økumeni er dog ikke nyt, men betyder den beboede verden i sin helhed.[1]

Fra det fjerde århundrede kom økumeni til at betegne det, alle kristne har tilfælles. Det begyndte med det første økumeniske koncil i Nikæa i år 325. Her satte kejser Konstantin (272-337) Romerrigets kristne biskopper til at blive enige om kristendommens grundlag. Forinden havde der nemlig været stridigheder om centrale trosspørgsmål, især om Jesus’ identitet. Var han Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Var Jesus Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Mødet i Nikæa år 325

Det vigtigste produkt af dette økumeniske koncil var den nikænske trosbekendelse. Det slås fast, at Jesus er Guds enbårne Søn, og at det betyder, at Jesus har samme uskabte væsen som sin fader. At Jesus har samme væsen som Gud, var nødvendigt at understrege mod en række bevægelser i og uden for kirken, som benægtede Jesus’ guddommelighed.

Nogle afviste fx treenighedslæren med henvisning til, at Gud ifølge Bibelen er én. Men ifølge den teologi, der lå til grund for den nikænske trosbekendelse, udelukker Guds enhed ikke, at Jesus også er guddommelig. Gud består tværtimod af tre ligeværdige personer, Fader, Søn og Helligånd, i ét fælles guddommeligt væsen, som nogle af oldkirkens teologer, herunder Basileos af Cæsarea (330-379) formulerede det.

Kernen i evangeliet

Det er i grunden ikke meget mere mystisk, end at menneskeheden består af en mangfoldighed af personer med et fælles menneskeligt væsen. Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet. Evangeliets kerne er nemlig, at Guds Søn blev menneske for vores frelses skyld, som det også hedder i den nikænske bekendelse. At alt er skabt ved det samme Guds Ord, som også blev menneske i Jesus for at redde mennesker fra døden, er helt afgørende i klassisk kristendom. Nægter man, at Jesus er Gud selv, nægter man også, at det er Gud, der er kommet os til undsætning i ham. Det er med andre ord selve evangeliet, der er på spil.

Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Afviser man den nikænske bekendelse eller treenighedslæren, har man ikke bare stillet sig udenfor kristendommen i en bestemt historisk formulering, men er også gået på kompromis med evangeliet. Jesus er mere end fx bare en lærer, der viser, hvordan vi kan omvende os til Gud. Vi kan ikke frelse os selv, men Guds Ord er blevet menneske for at tage del i vores død, så vi kan få del i hans liv. Sådan udtrykte en af den nikænske bekendelses fremmeste forkæmpere, Athanasius af Alexandria (296-373), det. Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Konstantin var ligeglad

Roden til kirkelig enhed er i sidste ende Jesus selv, ikke en bestemt dogmatik eller lære. Netop derfor er det så afgørende, hvem Jesus er. Man kunne mene, at den nikænske bekendelse og treenighedslæren var et produkt af politisk ensretning og indblanding i kirkens tro. Kejser Konstantin udtrykte dog selv ligegyldighed overfor striden om Guds væsen, så treenighedslæren blev ikke påduttet kirken udefra.

Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet.

Protestanter vil ofte hævde, at Bibelen er den eneste autoritet i trosspørgsmål. Det efterlader dog spørgsmålet om, hvilke skrifter, der bør høre med i Bibelen, og hvordan de skal læses. Her bliver det klart, at Bibelen må læses som et vidnesbyrd om Gud, der er kommet til os i Jesus.

Den nikænske bekendelse er stadig rammen for det økumeniske arbejde. Ikke så meget fordi kirkernes enhed skal findes i en bestemt historisk formulering, men fordi den angår Guds identitet i Jesus, som altid er det fælles fundament.

[1] oikos betyder hus

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Danske Kirkers Råd har i samarbejde med forlaget Eksistensen og Teologi for Lægfolk udgivet en ny præsentation af kirkelivet i Danmark. I hvert fald den organiserede del, som samles omkring Danske Kirkers Råd.

Det er der blevet en læseværdig bog ud af, hvis man er nysgerrig på andre end sin egen sammenhæng. Hver kirke, uanset størrelse, får ca. 14 siders præsentation, skrevet af dem selv. Jeg kan ikke anmelde bogens afsnit om BaptistKirken – for det har jeg selv skrevet. Men jeg har fået nye vinkler og oplysninger om alle de andre kirker, som er beskrevet.

Kirkelig mangfoldighed

Der er to indledende kapitler, som dels handler om den kirkelige mangfoldighed i Danmark og dels trækker tråde til den internationale økumeni. Flere gange i bogen gøres der opmærksom på, at selvom vi i Danmark oplever, at kristendommen bliver marginaliseret, bl.a. fra politisk hold, så vokser den kristne Kirke voldsomt på internationalt plan. Særligt Tonny Jakobsen fra Mosaik har en glimrende beskrivelse af væksten i den pentekostale kirke, især i det globale syd. Det samme gør sig i øvrigt gældende for baptistkirkerne på verdensplan.

Det er spændende, hvad de enkelte skribenter har fået ud af de samme spørgsmål: Nogle lægger vægt på organisationen, andre på teologien, nogle på tilblivelsen af netop deres kirke, og andre på den lange historie og særpræget – f.eks. de østlige, ortodokse kirker. Alt i alt afspejler de forskellige vinkler også hver enkelt kirkes selvbillede.

Vil favne nydanskere

Fra baptisternes nære samarbejdspartner, Evangelisk Frikirke Danmark begynder generalsekretær John Nielsen med at fortælle baggrunden for deres navneskifte fra Det Danske Missionsforbund. Ret interessant. Især fæstner jeg mig ved, at de fjerner ordet ”danske” for at signalere, at de ønsker også at favne nydanskere.

Det bringer mig til et af de store emner i bogen, migrantmenighederne. Allerede i bogens indledning problematiseres dette udtryk.

”Hvor længe vil vi kalde andre for migranter, når vi alle udgør en del af den religiøse og kirkelige mangfoldighed i Danmark”, spørger Mads Christoffersen og Jan Nilsson i kapitlet om ”Den kirkelige mangfoldighed i Danmark”.

Det følges op af kapitlet netop med overskriften ”Migrantmenigheder.” Her står: ”…da det under flygtningekrisen (i 2015) blev udbredt at bruge begrebsparret ”flygtninge og migranter” i offentligheden, begyndte ordet migrant at få den konnotative betydning ”ikke rigtig flygtning” eller ”bekvemmelighedsflygtning”. Så selvom migrant i sig selv er et neutralt ord, der dækker over, at en person har bevæget sig, så har det i manges øjne fået en negativ konnotation, der betegnet er illegitimt opholdsgrundlag.”

Stigmatiserende

Når vi bruger ordet migrantmenighed, definerer vi denne ved det, den ikke er, dansk, og det kan opleves stigmatiserende, gør forfatterne af dette afsnit, bl.a. Søren Dalsgaard fra Folkekirkens Migrantsamarbejde, opmærksom på. De henter i kapitlet et udtryk fra England; etniske minoritetsmenigheder.

Vi bruger selv ofte betegnelsen migrantmenighed i BaptistKirken. Sammen med de to internationale menigheder udgør de jo en fjerdedel af BaptistKirken. Måske vi skulle til at tænke på, hvad disse menigheder så skal hedde – hvis vi har brug for, at de skal samles under én betegnelse. Det kunne være interessant, om de selv kunne definere, hvad de vil kaldes.

Måske John Nielsen har fat i noget, når han netop skriver om nydanskerne. Kunne de samlet set hedde Nydanske menigheder?

Den universelle kirke

Nydanskere dækker så stadig ikke over de internationale menigheder, hvor det typisk er mennesker, som ikke bliver danskere, men har Danmark som et stoppested i et studie- eller karriereforløb. Men de er måske netop migranter, mennesker der flytter sig rundt i verden, og sådan set netop giver os en illustration på den universelle kirke, hvor fysiske grænser ikke gælder i Guds rige.

En interessant detalje er, at både Den katolske Kirke – af biskop Czeslaw Kozon – og den ortodokse kirke – af Emil Bjørn Hilton Saggau – betegner deres kirker som ”den næststørste kirke på verdensplan”. Saggau er forsker ved Lund Universitet med speciale i ortodokse kirker, og han skriver ovenikøbet ”på verdensplan kun overgået af den katolske kirke”. Spørgsmålet er, hvilken kirke Kozon vil beskrive som den største? Der findes dog over en mia. katolikker i verden.

Det er svært at spå

Bogens afsluttende kapitel af Maria Munkholt Christensen; ”Det er svært at spå… især om Kirken”, tager udgangspunkt i en klog og relevant samtidsanalyse. Her betegnes vores tids dominerende mennesketype: ”Det omflakkende individ, der bevæger sig uforpligtende rundt og kun opholder sig flygtigt i fællesskaber og i parforhold.”

Det genkender vi fra udfordringen i at finde frivillige til det kirkelige arbejde, både lokalt og nationalt.

Hun beskriver også de kirkesplittende udfordringer i pluralismen med bl.a. mange kønsidentiteter og samlivsformer. Som igen fører til polarisering, især imellem generationerne. ”Kirkerne kan have svært ved at rumme alle aldersgrupper og holdninger på én gang og tyr til at differentiere deres ’udbud’”.

Det er også en genkendelig tendens i baptistkirkerne.

Hun giver en indsigtsfuld og klog afslutning, hvor der opfordres til, at vi nærmer os hinanden omkring dåb og nadver, at vi ser hinanden som medvandrere på Guds mission. Hun opfordrer til yderligere dialog – og som redskab til dette er det en god idé at læse denne bog på forhånd. Det vil give et oplyst grundlag til at fortsætte en gensidig og respektfuld samtale kristne og kirker imellem.

Bogen præsenteres lørdag den 28. maj kl. 12 på Himmelske Dage.

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Topbilledet viser Missionsforbundets ledelse, forbundsrådet, sommeren 2019

Missionsforbundet er en evangelisk frikirke, der opstod i 1888. Den blev født ud af en vækkelse, hvor en række nye menigheder blev til. Disse menigheder dannede i 1888 et forbund med det formål at arbejde sammen i mission. Forbundet har i dag 17 menigheder og knap 2000 voksne medlemmer i Danmark. Internationalt er Missionsforbundet med i IFFEC, International Federation of Free Evangelical Churches.

Guds børns enhed og synderes frelse

Missionsforbundets pionér var den svensk-amerikanske evangelist Frederik Franson, der som teenager immigrerede fra Sverige til USA. På møder med evangelisten Moody gav Franson sit liv til Kristus, og snart følte han sig kaldet til at afholde store kampagner i stil med Moodys. Inden længe ledte Gud ham tilbage til rødderne, til hjemlandet Sverige, hvor der opstod store vækkelser overalt, hvor Franson kom. Ud af disse vækkelser dannedes Det Svenske Missionsforbund. Det samme skete i Norge.

I Danmark holdt Franson store vækkelsesmøder i København og rundt omkring på Sjælland. Hans tid i Danmark blev dog kort, da han blev fængslet og udvist af landet, dømt for kvaksalveri på grund af hans forbøn for syge. Men han nåede at sætte sig nogle dybe spor. Hans forkyndelse handlede om menneskers frelse, Jesus’ snare genkomst og kaldet til mission. For at opfylde missionsbefalingen så han behovet for samarbejde med alle kristne. Derfor blev Missionsforbundet født med mottoet: ’Guds børns enhed og synderes frelse’.

Livet over læren

En anden formulering, der har kendetegnet Missionsforbundet, er ‘livet over læren’. Missionsforbundet opstod ud af en vækkelse, hvor det afgørende var forkyndelsen af evangeliet til frelse og omvendelse. Det var ikke bestemte læresætninger, der formede Missionsforbundet. Vægten blev lagt på livet med Kristus, et liv i omvendelse og helliggørelse.

På trods af det har Missionsforbundet naturligvis nogle læremæssige grundholdninger. Et par skrifter har defineret, hvad vi grundlæggende står for: ’Synodeudtalelsen’ fra 1967 og ‘Tro Til Tiden’, der udkom i 2013. I det sidstnævnte er ovenstående sætning omformuleret til ‘Livet før læren’. Først må mennesker opleve livet i Kristus. Derefter må de lære at leve som kristne.

Først må mennesker opleve livet i Kristus. Derefter må de lære at leve som kristne.

Fokus på livet i Kristus skaber rum for tanken om ‘Guds børns enhed’, der altid har kendetegnet Missionsforbundet. Vigtigere end at være enige i alle teologiske standpunkter er det, at se livet i Kristus hos hinanden, og på den baggrund begive sig ud på en fælles vandring. Vi lægger vægt på enighed i det væsentlige og plads til divergerende holdninger i det mindre væsentlige. Skal der alligevel siges noget om Missionsforbundets grundholdninger, er det et bibelsyn, der kan betegnes som værende teologisk konservativt; et menighedssyn, hvor mennesker optages på troens bekendelse alene, og et sakramentsyn, der skaber rum for, at mennesker med forskellige holdninger kan danne menighed sammen med det formål at fremme Guds mission i verden.

Vision 2022

Mission har altid haft sin centrale plads i kirkesamfundet. I Danmark kommer det i disse år til udtryk gennem ‘Vision 2022, Menigheder som lever og vokser’. Dette er er en satsning på discipelskab, menighedsudvikling, dannelse af nye trosfællesskaber og nye menigheder, socialt engagement og netværk mellem menighederne. Der er et mål om at påbegynde fem nye menighedsplantninger inden 2022.

Gudstjeneste i en romalandsby i Rumænien.

International mission

Missionsforbundets internationale mission foregår i Thailand, Myanmar, Ghana, Rumænien og Grønland. Arbejdet udfolder sig bl.a. i fængsler, i flygtningelejr, på bibelskole, på børnehjem, i roma-landsbyer, blandt kriseramte kvinder og i menigheder og menighedsplantninger.
Vil du vide mere om Missionsforbundet, så besøg en af vores menigheder eller se http://www.missionsforbundet.dk.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere

Mødet med denne mindesten trækker stadig spor i mit liv. Modige mennesker handlede på deres tro og værdier. Gør vi stadig det?

Lersøparken var fuld af hundeluftere og motionsløbere, da jeg så ‘dåbsstenen’ første gang. Det var nytårsaftensdag 2013 og vi skulle have billeder af mindestenen til Baptistkirkens 175 års jubilæum. Jeg havde læst om den, men det satte uventet mange tanker i gang at stå lige foran den.

“Det har været koldt at gå ud i søen og skulle under vandet for at blive døbt!” tænkte jeg. Men det gjorde de, den lille flok mennesker, der blev de første danske baptister den 27. oktober for nu 180 år siden.

I 1839 var det også en ulovlig handling (!) og lederen, P. C. Mønster, blev fængslet 5 gange fra 1839-1845, i sammenlagt 2 år.

Jeg er fuld af respekt for, at de turde handle på deres overbevisning og således var med til at bane vej for religionsfrihed i Danmark med Grundloven i 1849. De var ganske almindelige mennesker, der handlede på deres tro på Gud – og tog konsekvenserne af deres handlinger.

“Til grin for andre” er måske den tanke, jeg tumlede mest med efter besøget. For det var jo også dét, de var, de første der en mørk morgen gik ud til søen. ”Døbere” eller “baptister” blev de kaldt i et forsøg på latterliggørelse.

I dag har de navne en anderledes klang – men har vi større tolerance over for mennesker, der er anderledes end os? Baptister verden over har altid kæmpet for bl.a. religionsfrihed – for alle – også dem, vi er dybt uenige med. Kan vi fejre og respektere vores baptistforfædre (og mødre) på bedre måde end ved fortsat at dele Guds kærlighed og evangeliet med andre mennesker?

Jeg har valgt det originale billede fra 2013 med graffiti og visne blade, for det minder mig om, at vi skal leve og omsætte vores tro i hverdagslivet.

I dag er dåbsstenen renset pænt – men de værdier, den minder om, er under forfald. Har vi trosfrihed for alle? Ser vi på alle mennesker med samme værdi, fordi vi alle er skabt i Guds billede?

Er du i nærheden af København, så besøg Lersøparken og se mindestenen for vores ’pionerer’ fra 1839. Tænk med taknemlighed over, hvor stor betydning deres mod og indsats fik for os som kristne i Danmark.

Her fortæller Bent Hylleberg om de første danske baptisters banebrydende kamp for religionsfrihed i Danmark.

Hvilke værdier er vi villige til at handle på i dag?
Inspirerer arven fra anabaptisterne stadig?
Læs “Døberbevægelsen i grundrids” fra side 9.

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. dec. 2025 - ’Never again’ – heller ikke i Danmark
• 15. okt. 2025 - Desperat hetz mod døbere på pietismens tid
• 21. jul. 2025 - Dogmer eller økonomisk vækst?

Find flere

Ved Menno Simons hus i Bad Oldesloe er der en lille mindelund. Her står en blodbøg. Den blev plantet i 2012, og en mindeplade fortæller, at blodbøgen blev plantet af repræsentanter fra Det lutherske Verdensforbund og Mennonitternes Internationale Konference.

Det skete for at markere udsoningen mellem lutheranere og mennonitter, efter at de lutherske kirker i 2010 bad om undskyldning for, at lutherske kirker gennem tiden – helt tilbage til Martin Luther selv – har forfulgt eller opfordret til forfølgelse af døbergrupper, fordi de praktiserer voksendåb og forkaster både edsaflæggelse og militærtjeneste.

‘Det lille museum’ for Menno Simmons i Bad Oldesloe. Foto: Bent Hylleberg

Udsoning mellem kirker og religioner

Udsoningen mellem lutheranere og mennonitter er et godt eksempel på, hvad der er kirkens rolle i den politiske verdensfred. Den skal selv gå foran i bestræbelserne på at slutte fred mellem mennesker af forskellige teologiske og religiøse opfattelser. For 500 år siden var det strid mellem de kristne konfessioner, der bidrog til krig i Europa, og der skulle gå lige så lang tid, før udsoning kunne realiseres. Nok er der fortsat forskelle mellem lutheranere og mennonitter, men de er ikke anledning til forfølgelse.
I dag er det ofte uenigheder og konflikter mellem religionerne, der bidrager til at skabe ufred mange steder i verden, når økonomiske og politiske magtinteresser benytter sig af eller blander sig med religiøse idealer og drømme om det perfekte samfund.

Vi kan ikke afskaffe religion, fordi der er religiøst motiverede konflikter.

Vi kan ikke afskaffe religion, fordi der er religiøst motiverede konflikter – ligesom vi heller ikke kan afskaffe politik eller økonomi, fordi de er årsag til krig om land, ressourcer eller adgang til nye markeder. Vi er nødt til at finde måder, som kan forhindre, at politiske, økonomiske eller religiøse uenigheder udvikler sig til krig. Vi er nødt til at oparbejde måder, hvorpå vi kan leve med vores forskelligheder, så de bliver en styrke og ikke en byrde. Her har kirken fortsat meget at lære – ikke mindst de nationale storkirker i verden.

Forbered freden

Der skal være en røst i verden, der insisterer på, at det er bedre at forberede freden end krigen. Kirken skal sammen med andre institutioner være en sådan røst. Det kræver, at kirken er forsonet med sig selv, hvis den skal virke forsonende i verden.

Nok er det ikke altid, at verdens politiske ledere lytter til kirkens røst, men der kommer altid en ny situation efter en krig eller en konflikt, hvor det er vigtigt, at der er personer, som har troværdighed og legitimitet, når freden skal etableres. Kirken og dens folk kan tænke langsigtet, fordi kirken hviler på mange århundreders opsamlet erfaring for, hvordan vi håndterer, at historiske begivenheder afløser hinanden.

Midt i den mest udsigtsløse situation er det kirkens opgave at forkynde håb midt i håbløsheden.

Midt i den mest udsigtsløse situation er det kirkens opgave at forkynde håb midt i håbløsheden. Håbet indeholder en anden dimension end optimisme, fordi det går dybere og er mere udholdende. Håbet kan udtrykkes i form af den jødisk-amerikanske filosof Hannah Arendts udsagn om, at vi ikke fødes for at dø, men for at få en ny begyndelse.

Kirkens budskab og indsats i verden hviler på tanken om, at der altid kommer en tid til en ny begyndelse, så vi kan leve vores liv i overensstemmelse med Skaberens hensigt – et liv i fred, glæde, taknemlighed og retfærdighed.

Det betyder, at vi betragter verdens krige og konflikter som en udfordring til at få skabt fred og ikke som en trussel om vores egen undergang. Vi skal ikke være drevet af frygten, men af håbet om, at det kan lade sig gøre, at mennesker kan leve livet i hele dets fylde.

FN’s Verdensmål

Det er vigtigt at huske, at der skal være mere at miste ved en krig, end der skal være at vinde. Det skal ikke kunne betale sig at gå i krig, men det skal kunne betale sig at søge freden. Det kræver, at der er adgang til arbejde, uddannelse, sikkerhed og offentlige institutioner, der fungerer uden korruption.
Hvis ikke politikerne og borgerne er i stand til at sikre de forhold, så må kirken råbe samfundet op, så det lever op til sit ansvar. Et skridt på vejen er, at kirken bakker op om FN’s Verdensmål, der går ud på at skabe forudsætninger for fred.

At skabe og holde fred kræver tid, udholdenhed og vedvarende indsats.

At skabe og holde fred kræver tid, udholdenhed og vedvarende indsats. Det tog 500 år, før lutheranere og mennonitter forsonede sig. Så lang tid behøver det ikke altid at tage, men eksemplet viser, hvad det kræver, når majoritet og minoritet skal finde ud af det.

Europa er et helt andet sted end for 500 år siden. Nok er der fortsat store udfordringer, når freden skal holdes, men med erfaringerne fra Den Westfalske Fred i 1648 og to verdenskrige i det 20. århundrede har kirken sammen med resten af det europæiske samfund fundet metoder til at opretholde freden, som vi også skal huske kan gælde resten af verden.

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset
• 22. dec. 2025 - At leve uden at bekymre sig (for meget)

Find flere

Det følgende er overvejelser over to kirkehistoriske oktober-begivenheder: Markeringen af 500-året for reformationen, idet Martin Luther slog sine teser op på kirkedøren i Wittenberg den 31. oktober 1517, og dannelsen af den første danske frikirke den 30. oktober 1839, da BaptistKirken blev stiftet i København.

Kirken

Kirkehistorien lærer os, at der egentlig kun findes to modeller at være kirke på. Den ene kender vi i en dansk sammenhæng fra Folkekirken og dens forløbere som konge- og statskirke – et eksempel på de store kulturbærende kirker. Den anden finder vi i frikirkerne, der i nyere tid opstod på reformationstiden. Her i landet fik de dog først lov til at etablere sig, da vi fik religionsfrihed med Grundloven af 1849.

Alle kirker er til for at pege på det, Jesus sagde og gjorde.

Kirke er et begreb, vi kender fra Ny Testamente. Kirke betyder ’dét, der hører Herren til’. Alle kirker er til for at pege på det, Jesus sagde og gjorde. Hans budskab handler om, hvad der sker, hvor Guds herredømme vinder frem. Hans egen programerklæring lød: ’Tiden er inde, Guds Rige er kommet nær. Omvend jer og tro på Evangeliet’[1]. Herpå gik han i gang med at engagere mennesker, der reagerede positivt på den udfordring. Sådan blev kirken til – ’Guds folk’ blev synligt i ’det nationale folk’.

Ordet kirke betegnede altså fra begyndelsen en gruppe mennesker, der ’kaldtes ud’ af den sammenhæng, de levede i. Når de havde erfaret og lært, hvad Evangeliet gik ud på, sendte Jesus dem tilbage til deres kultur med den opgave at forandre menneskers livsvilkår. Kristne skulle fremme det gode, det glade og alt dét, der allerede nu fremelsker, at Guds Rige kommer. Det var meningen med at bygge kirke – være Guds folk – i de kulturer, hvor de kristne levede. Sådan blev kirkens opgave – dét, der kaldes mission – defineret af Jesus[2].

Forløbet

De første 300 år blev kirken forfulgt i Romerriget. I 300-tallet tog kejserne kirken i deres tjeneste. Først fik den en række privilegier, herpå blev den kejsernes redskab til at undertrykke andre. Over to generationer skiftede kirken position. Fra at være en forfulgt ’fri kirke’ blev kirken efter år 400 brugt som ’kejserkirke’ til at forfølge alle andre. Den oprindelige ’frie kirke’ blev til ’konge- og statskirker’, hvor herskerne udøvede tvang over deres undersåtter, der alle var blevet døbt som spæde og nu skulle fastholdes som ’kulturkristne’.

Indtil oplysningstiden ca. år 1800 blev Europa domineret af kirker, der var blevet ét med den kultur, de levede i. Disse ’storkirker’ blev oftest brugt af magthaverne til at dæmme op for andre trosformer – også for andre kristne, der ønskede at danne frikirker. Det gjaldt fx døberne på reformationstiden, da baptisterne – i datiden kaldet anabaptister – fra 1525 forsøgte at danne de første ’frie kirker’ i nyere tid. På samme måde forfulgte den lutherske statskirke her i landet andre trosopfattelser, indtil vi fik religionsfrihed i 1849.

Det er derimod døbernes fortjeneste, at kirken blev genopdaget.

Det er Martin Luthers fortjeneste, at Evangeliet om Guds nåde blev frigjort fra alle former for menneskers præstationer. Luthers reformation gjaldt menneskets frelse ved troen alene. Det er derimod døbernes fortjeneste, at kirken blev genopdaget. Døberne ville ikke blot reformere kirken ved at afskaffe misbrug. De ville ’restaurere’ kirken – dvs. genskabe dens oprindelige form bagom den udvikling, som de romerske kejsere begyndte i 300-tallet, og som blev videreført af paver, konger og fyrster op igennem middelalderen. De ville sætte kirken fri ved at tage den ud af hænderne på øvrigheden, der misbrugte kirken til at herske over folket. Døberne ville skabe frie kirker.

Flugten

Denne udvikling forklarer, hvorfor det blev frikirke-kristne, der oftest kæmpede for samvittigheds- og religionsfrihed. Det gjorde de ikke kun for selv at overleve. Den frihed, de ønskede, skulle gælde alle trostyper. I 1500-tallet lød en af døbernes teser: ’En tyrk (muslim) eller en kætter kan ikke overvindes med magtmidler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn’[3]. Døbernes kirke-forståelse var hverken protestantisk eller katolsk. De skabte fra 1525 ’fri-kirke’ med tre træk: 1) Kirken skal være fri af enhver form for øvrighed, hvad enten det var fyrsten, kejseren eller byrådet. 2) Kirken et er fællesskab, som den enkelte tilslutter sig af ’egen fri vilje’ på baggrund af forkyndelse, tro, dåb og tjeneste. Og 3) Evangeliet sætter mennesker i frihed; det tvinger ingen, hvorfor der skal være religionsfrihed for alle på lige vilkår – for såvel kristne, jøder som muslimer.

I 1500-tallets kristendomskultur blev døberne fordømt som både kættere (dåbssyn) og oprørere (frikirke). Rigsdagen i Speyer vedtog i 1529, at alle døbere i Romerriget skulle henrettes. På kejserens side stod både katolikker, lutheranere og reformerte kristne. I 1531 skrev Luther, at fyrsten skal ‘straffe anabaptisterne med sværdet’. Ved den såkaldte ’religionsfred’ i 1555 vedtog storkirkerne to retningslinjer: Den, der regerer, bestemmer religionen, og dem, der regeres, skal rette ind efter regentens trosopfattelse – eller emigrere! Men alt dette gjaldt kun for katolikker og lutheranere – efter trediveårskrigen i 1648 også for de reformerte. Derimod fik døberne ingen rettigheder. De blev hverken regnet for katolikker eller protestanter. Som ’afvigere’ gik de døden i møde og blev martyrer – eller flygtninge.

Døbernes kamp for samvittigheds- og religionsfrihed slog altså ikke igennem.

Døbernes kamp for samvittigheds- og religionsfrihed slog altså ikke igennem. Tidens stats- og fyrstekirker fortsatte krigen mod muslimerne og forfølgelsen af døberne. Religionsfrihedens fortalere blev som følge heraf ofte døbere, der emigrerede og satte deres ønske om trosfrihed igennem efter flugten til Amerika. Her var plads til ’frie kirker’, der ville leve i en anden kirkemodel end ’statskirken’. Den første af slagsen med religionsfrihed for alle blev dannet af baptisten Roger Williams i den amerikanske stat Rhode Island i 1639.

Tvangen

I løbet af 1820rne slog vækkelsen igennem i den danske bondekultur. Kongen forsøgte at tvinge de vakte, så de blev indenfor statskirken. Men flere frisindede, bl.a. Grundtvig, gik i brechen for tros- og samvittigheds-friheden. Det lykkedes dog at holde de fleste vakte indenfor kongekirkens rammer. Men i 1839 brød et fåtal ud af statskirken og dannede den første frikirke. I tiåret, inden Grundloven sikrede religionsfriheden for alle, blev baptisternes præster fængslet, og deres spædbørn, der ’henlå udøbte’, blev tvangsdøbt af kongens embedsmænd – dvs. af politi og lutherske præster i skøn forening.

Alt og alle skulle rette ind efter kongens trosopfattelse og forblive i hans statskirke.

Hvis man ønskede trosfrihed og ville bryde med statskirkens tvang, kunne man emigrere – evt. flytte til fristaden Fredericia. Sådan var vilkårene i landet for kun 180 år siden. Alt og alle skulle rette ind efter kongens trosopfattelse og forblive i hans statskirke. I en dansk sammenhæng blev det også en baptist – P. C. Mønster – der som den første appellerede til kongen for at få religionsfriheden indført for alle her i landet. Men hans andragende blev standset i Stænderforsamlingen i Roskilde – af den lutherske kongekirkes øverste biskop![4]

Opgaven

I dag hører vi ofte i en dansk sammenhæng, at frikirkerne står i skyggen af Folkekirken. Det er korrekt i ét perspektiv, nemlig hvad størrelser angår – i Danmark. Men ikke når det gælder den sag, vi som kirker er fælles om: At sætte Evangeliet i spil i det danske folk. Her står vi som kirker side om side. På den måde optræder vi ’økumenisk’, dvs. vi er optaget af at få Evangeliet forkyndt og efterlevet her og på resten af ’den beboede jord’ – dét perspektiv, Jesus gjorde til det væsentligste for alle, der ønsker at høre til Guds folk. I kirken består opgaven i at ville tjene andre[5] – at ville være til stede som Guds folk for at gøre godt mod ’alt andet godtfolk’[6].

I lyset af Evangeliet består kirkernes mission i at tjene den kultur, vi som kristne er en del af.

I lyset af Evangeliet består kirkernes mission i at tjene den kultur, vi som kristne er en del af. I dag kommer mange kristne til vort land som migranter og flygtninge. Halvdelen af disse arbejder ud fra frikirkerne. Hvad enten vi er etniske danske kristne eller farverige kristne fra kirker langt herfra, er opgaven den samme: At tjene Guds Rige til bedste for de kulturer, vi er en del af. Og at række så langt ud i verden, som ressourcerne tillader – sammen med alle andre kristne – til ’den beboede jord’. Den opgave er begge kirkeformer i dag optaget af at løse – ofte i fællesskab.

Friheden

Frihed er for den del af Guds folk, der hører til i den frikirkelige model, helt afgørende. At være frikirke betyder således flere ting:

• At værne om kirkens frihed til om nødvendigt at tale enhver statsform midt imod.
• At virke for samvittigheds- og religionsfrihed for alle mennesker.
• At den enkelte altid tilslutter sig kirkens fællesskab af egen fri vilje.
• At være engageret i mission nær og fjern uden at udøve tvang over mennesker.
• At sikre kirkers og trossamfunds frihed til at arbejde på tværs af nationale grænser.
• At forsvare alle kristnes frihed til overalt at vidne om Kirkens opstandne Herre.
• At vidne så mennesker alle steder kan erfare ’den frihed, hvortil Kristus har befriet os’[7].

I dag har vi – Gud ske tak og lov! – ingen former for ’tvang til tro’ her i landet. Både folkekirke og frikirker virker som ’Guds folk’ blandt ’alt andet godtfolk’ for, at Evangeliet må blive hørt og troet. På den måde skabes der ’kirker’, der arbejder for, at Guds Riges virkelighed – med tro, håb og kærlighed – sættes i spil i folket. Det er det, kirke går ud på! Og den slags sker aldrig ved magtens ånd. Det sker kun ved ’Ånden magt’ – ved Guds Ånd, der sætter mennesker i frihed.

Hvad fremtiden byder på af kirke-modeller er svært at sige. Men folkekirke-modellen er på retur, hvor den har stået stærkest. Også i Skandinavien. Alt tyder på, at det er den ’frie kirke’-model, der har fremtiden for sig.  

[1]  Se Markus-evangeliet kap. 1, vers 15

[2]  Se Matthæus-evangeliet kap. 28, vers 16-20

[3]  Se ’Anabaptist!’, Forlaget Apophasis, 2017.

[4]  Se http://www.baptisthistorie.dk/2016/12/20/bent-hylleberg-p-c-moensters-ansoegning-om-religionsfrihed-1840/

[5]  Markus-evangeliet kap. 10, vers 20-24.

[6]  Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 13-16.

[7]  Paulus’ brev til Galaterne, kap. 5, vers 1.

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

 Johannes Aakjær Steenbuch

• ph.d. i patristik
• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken i Danmark

Danske baptister har fra begyndelsen i 1839 med rette insisteret på, at evangeliet altid er nyt, og at det personlige gudsforhold ikke kan reduceres til stive rammer. ”På ny! mit løsen hedder” begynder således en af Julius Købners salmer.[1]

Baptister har været gode til at gennemføre et af reformationens grundprincipper: Ad fontes – til kilderne! Man har som reformationstidens døbere ikke villet nøjes med at reformere kirken, men ville i stedet tilbage til dens nytestamentlige form. Så måtte traditionerne komme i anden række.

Alligevel er der gode grunde til at besinde sig på sin historie og sine rødder.

Vi har brug for ”rødder”

Evangeliet rammer ”lodret fra oven”, som Karl Barth udtrykte det. Men kirken lever dog stadig i tiden, på historiens vilkår. At evangeliet fornyer alt, når det virkelig høres, ændrer ikke ved, at vi stadigvæk er mennesker i verden, af kød og blod.

Derfor har vi brug for historie, tradition og rødder. Det er netop i krydspunktet mellem historie og evangeliet, at kirken opstår. Vi har brug for begge dele, for mennesket er ikke et historieløst væsen.

Den bibelske fortælling om Guds historie med mennesker rummer begge aspekter. Som den reformerte teolog Jürgen Moltmann bemærker, bliver Gud i bibelen ”forstået gennem erindret historie, og erindret historie fører til håbet om kommende historie.”

Det er netop i krydspunktet mellem historie og evangeliet, at kirken opstår.

At stilstand er død, er en udbredt tanke i et konkurrencepræget samfund, hvor man for alt i verden ikke må sakke bagud.

Men bør kirken ikke her være en modkultur eller i hvert fald et sted, hvor det er ok ikke at kunne følge med udviklingen, og hvor vi ikke hele tiden behøver at være ”på vej”, men i stedet kan hvile vores trætte fødder?

Bekendelsesdåben er det centrale for baptister

Vi er som mennesker fejlbarlige, og det gælder også vores teologi. Vi ser kun stykkevis forklarer Paulus, og det betyder, at vi hos enhver teolog, selv den største, kan finde både skidt og kanel.

Baptisters helt store fortjeneste er, for mig at se, at man ikke har villet identificere sig med en bestemt teolog, men at man har villet tage udgangspunkt alene i evangeliet om Jesus Kristus.

At være baptist handler ikke om at bekende sig til en systematisk teologi eller en kompliceret trosbekendelse, for dåben er alene vores trosbekendelse.

Dåben er alene vores trosbekendelse.

I bekendelsesdåben bekender vi os som myndige mennesker overfor Gud, der i sin Søn allerede har gjort alt, hvad der skal til for at sætte mennesker fri.

Den frihed betyder også frihed i fællesskab med andre kristne, og baptisters dåbssyn indebærer således et anti-autoritært kirkesyn.

Hvad kan vi så lære af historien?

Men for at forstå, hvad det så videre betyder, er vi nødt til at tænke teologisk. Og der kan inspirationen fra historien være gavnlig.

Vi kan lære af historien, for historien giver os et sprog, som gør det muligt at tænke klart og præcist. Den kan ikke fortælle os, hvordan vi skal bære os ad i dag, og den kan ikke gøre det ud for god, aktuel forkyndelse. Men historien kan relativere stejle synspunkter, lære os at tænke kritisk og oplyse os, når vi mangler en brugbar synsvinkel.

Som en ”hjemmegroet bevægelse” har danske baptister mulighed for at rumme flere teologiske traditioner.

Fra reformationstidens døbere kan vi lære at tage Jesu ord og forkyndelse alvorligt, uden at forsøge at bortforklare den med spekulativ teologi og filosofi. Når Jesus forbyder sine disciple at herske og regere, at dømme og fordømme, og at lade andre kalde sig ”fader” eller ”lærer”, så mener han det.

Reformationstidens døbere lagde også særlig vægt på, at kirken med missionsbefalingen er sendt til verden for at forkynde Guds altomfattende kærlighed. Den tanke har inspireret mange baptister siden.
Dog mener jeg, at vi skal passe på med at identificere os alt for entydigt med reformationstidens døbere.

En hjemmegroet bevægelse

Danske baptister er historisk en ”hjemmegroet” bevægelse med rødder i 1800-tallets vækkelse, herunder også den grundtvigske. Men hurtigt vandt tyske og engelske ”partukularbaptister” indflydelse blandt danske baptister.

Partikularbaptisterne havde en reformert og på mange måder calvinsk teologi. Derved stod man på flere punkter i modsætning til reformationstidens døbere.

For mig at se er partikularbaptisternes helt store teologiske indsigt, at det alene er Jesus, der frelser. Det er ikke os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. Troen er ikke en betingelse, men et tegn på nåden.

Kan vi finde ud af at kombinere den indsigt med reformationstidens døberes vægtlægning på Guds kærlighed, er vi nået langt.

Som en ”hjemmegroet bevægelse” har danske baptister mulighed for at rumme flere teologiske traditioner.

Derved kan vi udfolde det potentiale, som i særlig grad findes hos baptister, nemlig at være et sandt økumenisk fællesskab, med plads til forskellighed i kraft af den enhed, der alene findes i Kristus.

[1]     Baptisternes salmebog nr. 372

Relateret

• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 23. jan. 2025 - Enhed
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand

Find flere

Bent Hylleberg:

• formand for Baptistkirken i Danmark
• tidligere studieleder på Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi og rektor på BaptistKirkens teologiske Seminarium

• cand. theol. fra Aarhus Universitet

De første danske baptister blev af myndighederne i 1840´erne afkrævet svar på, hvad de troede.  P.C. Mønster ville ikke skrive en trosbekendelse for baptisterne. Derimod fastslog han, at ‘Det nye Testamente … helt og holdent er vor eneste Trosregel’. Samtidig afleverede han ‘Den lutherske Bekendelse’ (CA) fra 1530 til myndighederne med sine egne kommentarer. Vi véd altså, hvordan Mønster vurderede den vigtigste af de lutherske bekendelser. Heraf fremgik bl.a.:

• Mønster anerkendte CAs udsagn om Gud, om Jesus og om frelsen. Luthers grundlæggende lære om frelsen, der alene gives af Guds nåde, var også baptisternes tro.
• Mønster så ikke CAs omtale af kirken som ‘de helliges forsamling’ virkeliggjort i det danske folk. Den stats- og kongekirke, han erfarede, tog han afstand fra. Tanken om kirken som ‘en fri kirke’ udtrykte han ved at hævde, at hverken kongen eller dennes biskopper, men ‘alene Menigheden har Ret til, lovlig og redelig, at beskikke til embederne i Kirken’.
• Når det gælder sakramenterne – et begreb, Mønster brugte! – var han enig med CA om, at disse ‘skal være tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os, fremsat til at vække og styrke troen i dem, der bruger dem’. Derimod var han ikke enig i den lutherske kirkes praksis. Dåben er ikke for børn, og nadveren må kun nydes af dem, der er døbt efter Det nye Testamentes forskrift – derimod ikke forskelsløst af alle barnedøbte.[1]

Den lutherske Reformation er efter sit inderste Væsen en Personalhistorie omsat i Kirke- og Verdenshistorie.

I den danske baptisme blev der snart stridigheder om, hvorvidt man skulle bekende sig til den calvinsk prægede udgave af baptismen, der kom hertil fra udlandet med J.G. Oncken og J. Købner. De medbragte en trosbekendelse fra 1847, som Købner havde forfattet. To år senere blev den formelt alle danske baptisters officielle bekendelse – bortset fra Mønsters menighed. Menigheden i Aalborg rettede senest ind og opgav kun hårdt presset deres lutherske tolkning af nadveren som et sakramente, der formidler Guds nåde, til fordel for en mere calvinsk nadveropfattelse.

For 100 år siden – i 1917

For 100 år siden, da 400-året for reformationen nærmede sig, skrev dansk baptismes mest betydende teolog P. Olsen et lejlighedsskrift med titlen: Martin Luther og hans Reformation. Han begyndte således: ”Den lutherske Reformation er efter sit inderste Væsen en Personalhistorie omsat i Kirke- og Verdenshistorie. Deri ligger baade dens Fortrin og dens Begrænsning.” Allerede her antyder P. Olsen, hvor han står i gæld til Luther, og hvor han ikke kunne følge ham. Han skriver bl.a.:

• ”Meget i Luthers Væsen forklares ud fra hans Afstamning og Barndomsoplevelser. Strengheden i Hjemmet og i Skolen hjalp til at skabe i ham ‘Angst’ – Angst for Gud og den dybeste Respekt for Myndigheder af enhver Art.” Også ”Luthers Grovhed i Tale og hans Voldsomhed over for Modstandere kan føres tilbage til alt dette.” (s. 5)
• Luthers opdagelse af betydningen af Romerbrevet 1,17[2] forvandlede ham ifølge P. Olsen: ”Det var det, Skriften kalder Genfødelse, Luther oplevede, da han ved Troen kunde gribe Guds Naade i Kristus, og det forvandlede ham til en fri og glad Kristen. Hele hans følgende Liv er særpræget af denne store Oplevelse.” (s. 8)
• Efter bondekrigen i 1525, hvor titusinder af bønder blev dræbt med Luthers billigelse, fastslår P. Olsen kritisk om den reformator, der fulgte tiden mere end Skriften: ”Sin Reformations aandelige Karakter reddede han ud af Krisen; men Folket vendte sig fra ham, og han selv tabte Troen paa, at det evnede at ordne sit eget religiøse Liv. Den Ordning mente han nu at maatte overlade til Fyrstemagten.” (s. 32f) Og P. Olsen konkluderer: ”Dette hører til den halvgjorte Side af Luthers Reformationsværk.” (s. 35)
• På trods af Luthers forlis, når det gælder kirkens fornyelse, anerkender P. Olsen hans storhed som reformator af evangeliet: ”Vi staar alle i dyb Gæld til den Luther, der gennemkæmpede sin store Kamp med Gerningshelligheden og fandt frem til Troen paa Guds frie Naade og brød med Pavekirken og forkyndte Samvittighedernes og Sjælenes Frihed paa Grundlag af det guddommelige Ord. Saa langt kan vi alle istemme Løsenet: Tilbage til Luther! Thi det betyder det samme som: Tilbage til det ny Testamente!” (s.35)[3]

For 40 år siden – i 1977

Da jeg skrev mit speciale om luthersk og baptistisk dåbsforståelse[4], opdagede jeg i hvor høj grad, danske baptister er præget af Luthers teologi. Det kommer til udtryk på bl.a. disse områder:

• Luthers tanke, at alt i evangeliet bygger på Guds løfter – både når nåden rækkes os via ordet og gennem sakramenterne – er et afgørende grundlag for danske baptister i dag. Blandt andet dette blev baggrunden for, at jeg i 1980´erne blev fortaler for ‘det overførte medlemskab’, hvorved en barnedøbt kan optages i en baptistmenighed uden fornyet dåb.
• Luthers påpegning af, at ‘gode gerninger ikke gør en mand god, men at en god mand gør gode gerninger’ har også sat spor hos danske baptister. Al tale om efterfølgelse og om at være Jesus’ disciple bygger på Guds gerning. Herudaf springer både spiritualitet og etik. Først når vi hviler i Guds nåde, kan vi slippe for at sætte fokus på os selv, rette troens tak til Gud og begynde at tjene vort medmenneske. Leve frit og glad – med ansvar for næsten.
• Det er en tanke værd, at danske baptister stort set har modstået både syndfrihedslære og forskellige former for herlighedsteologi. Bag det ligger, tror jeg, en ‘luthersk baptisme’, hvor Luthers realistiske syn på ‘et kristenmenneske’ er fastholdt: En kristen er ‘på samme tid både synder og retfærdiggjort’.
• Luthers berømte udsagn, om at alle kristne – ‘alt, hvad der er krøbet ud af dåben, er viet til præst, biskop og pave’ – kan træde frem for Gud for andre med bøn om tilgivelse og livsmod, har sat dybe spor hos os. Det gælder forståelsen af nådegaverne, der gives hver enkelt til fælles gavn, men også at menighedsmødet er det centrale sted, hvor ligestillede søstre og brødre inspireret af Helligånden tager beslutninger om fællesskabets liv og virke. Hvad kirkeforståelsen angår, gennemfører den ‘lutherske baptisme’ reformatorens ærinde i langt højere grad end Luther selv og hans efterfølgere.

Luthers tanke, at alt i evangeliet bygger på Guds løfter – både når nåden rækkes os via ordet og gennem sakramenterne – er et afgørende grundlag for danske baptister i dag.

Hvorfor taler præsten ikke om Jesus?

Da vi opholdt os i Bosten, USA, først i 1980´erne med vores drenge på 6 og 8 år, tilhørte vi en af byens baptistkirker. Drengene forstod ikke meget engelsk, men nok til at stille dette spørgsmål en søndag, vi gik fra kirke: ”Far, hvorfor taler præsten ikke om Jesus?” Fra kirkegang i Danmark var de vant til at høre om Jesus – både i søndagsskolen og i prædikenen, der knyttede til ved ‘søndagens evangelium’. Så meget ‘luthersk baptist’ var deres far, at han som præst fulgte Folkekirkens læsninger, hvor en tekst fra evangelierne sætter fokus på Jesus. I Bosten skete det sjældent. Her blev prædikenens emne slået op foran kirken, hvor det i ugens løb skulle pirre folks nysgerrighed. Om søndagen prædikede præsten om emnet ud fra en frit valgt passende tekst – ofte fra Det gamle Testamente. Selv små drenge kunne lytte sig til denne baptist-spiritualitet, der lå langt fra en dansk ‘luthersk baptist’-prædiken – baseret på et evangelium med Guds nåde i centrum.

Hvad kirkeforståelsen angår, gennemfører den ‘lutherske baptisme’ reformatorens ærinde i langt højere grad end Luther selv og hans efterfølgere.

Jesus i centrum – uden varme?

Som i Bosten forholder det sig naturligvis ikke blandt baptister, som de er flest udenfor landets grænser. Generelt står Jesus centralt i de fleste baptisters forkyndelse, mens det treenige aspekt hos Gud er sjældnere at træffe. Hvis Gud som Skaber og som Helligånd præger dansk baptisme, skyldes det Grundtvig mere end Luther. Luthers virkningshistorie er generelt svag, når det gælder den treenige Guds handlen. Derimod står loven (synden) og evangeliet (frelsen) centralt.

Den klassiske danske baptist-gudstjeneste, der er bygget op med en temmelig forudsigelig liturgi, giver gudstjenesten et ‘luthersk præg’, som jeg ofte savner, når jeg besøger baptister i udlandet. Derimod præges deres gudstjeneste sædvanligvis af stor begejstring og en gæstfri atmosfære. Vores ‘lutherske baptisme’ kan vinde stort ved at blive beriget af andre baptisters åndspræg. Det behøver vi – uden at vi derfor skal opgive vores eget grundlag i den ‘lutherske baptisme’.

Summa summarum – amen!

Uden plads til de mange nuancer vil jeg svare ‘Ja’ på spørgsmålet i overskriften! I hvert fald så længe evangeliet om Guds nåde er grundlaget for troen og kærligheden hos os. Troen vender sig med tak mod Gud. Og kærligheden udfolder sig som tjeneste overfor alle, vi møder – i kirke og i mission, i hjem og i hverdag. Hvor det er ‘dansk baptisme’, har vi meget at takke Martin Luther for!

[1] Se http://baptistteologi.dk/2016/11/07/et-kirkesamfund-bliver-til-danske-baptisters-historie-gennem-150-aar/ s. 22f

[2] I evangeliet ”åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro’”.

[3] I 400-året for den lutherske reformation i Danmark skrev P. Olsen en kort ‘læreopfattelse’ for danske baptister. Heraf fremgår min pointe meget tydeligt: Vi er Luther dybt taknemlige for hans reform af evangeliets kerne, men kritiske når det gælder hans manglende reform af kirken, se http://baptistteologi.dk/2016/04/25/p-olsen-danske-baptisters-almindelige-laereopfattelse-1936/

[4] ‘Én dåb. Forholdet mellem luthersk og baptistisk dåbsforståelse – den aktuelle spænding mellem det teologiske indhold i den lutherske kirkes tolkning af barnedåben og baptistkirkens tolkning af bekendelsesdåben belyst på baggrund af konfrontationen mellem Martin Luther og døberbevægelen på reformationstiden’, Århus Universitet 1977.

Relateret

• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 29. jul. 2022 - Det, vi er enige om
• 25. maj. 2022 - Kirken den er… økumenisk
• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 05. maj. 2020 - En doktordisputats værdig

Find flere