Lyt til artiklen her:

Når efteråret 2026 nærmer sig, bliver Tro i bevægelse konkret i BaptistKirken. Fra søndag den 30. august 2026 er menigheder og enkeltpersoner inviteret til at tage del i en fælles bibellæseplan, en prædikenserie over syv søndage og en fornyet samtale om, hvordan tro bliver til bevægelse i hverdagen.

Tro i bevægelse er ikke endnu et nyt projekt, der skal lægges oven i alt det andet, der foregår i kirken. Det er en invitation til at finde sprog, retning og fornyet frimodighed i det kald, kirken har fået i missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28.

Acts2Movement er et initiativ fra Baptist World Alliance (BWA) – baptisternes verdensorganisation. Ideen forbinder lokale menigheder i Danmark med baptister i hele verden. Målet er, at både enkeltpersoner og menigheder bliver opmuntret og inspireret til at gå nye veje i mission i lokalområdet.

Fem stier ind i hverdagen

Kernen i både BWA’s Acts2Movement og BaptistKirkens danske udgave, Tro i bevægelse, er de fem stier: Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien.

Bibelstien handler om at lade Bibelen få plads og betydning i hverdagen. Vidnestien handler om at fortælle troværdigt om troen. Nabostien retter blikket mod de mennesker, vi lever tæt på. Omsorgsstien sætter fokus på tro, der viser sig i handling over for medmennesker. Og Frihedsstien minder os om, at religionsfrihed ikke er en selvfølge.

Tilsammen peger de fem stier på, at mission begynder lige dér, hvor vi bor, arbejder, går i skole, mødes og deler hverdag med andre.

Tro i bevægelse skal hjælpe os til at komme i gang, så missionsbefalingens ord bliver til liv i relationer, samtaler og konkrete handlinger.

Der er udarbejdet en oversigt over de fem stier til både enkeltpersoner og menigheder. Den viser, at engagement kan se forskelligt ud. Nogle tager de første skridt. Andre løber længere. Nogle oplever, at de får mod til at svæve. Udtrykkene gående, løbende og svævende er inspireret af Esajas’ Bog kapitel 40, vers 31 og skal minde om, at ikke alle skal gøre det samme – men alle kan tage et skridt.

Oversigten kan hentes her.

To nøgleaktiviteter i efteråret 2026

Den 30. august 2026: Start på fælles bibellæseplan
Baptister begynder at læse Bibelen efter en ny fælles bibellæseplan. Der bliver udviklet en gratis app til mobiltelefoner som støtte, men man kan også deltage uden appen. Læser man to kapitler om dagen, kommer man gennem hele Bibelen på to år.

Den 30. august til den 11. oktober 2026: Syv søndage med Acts2Movement – Tro i bevægelse
Menigheder bruger syv fælles prædikentemaer med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 2. Serien opmuntrer og engagerer menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Et kors som påmindelse

Som en konkret opmuntring er der udarbejdet et foldbart Tro i bevægelse-kors. Tag korset med i tasken eller brug det som bogmærke i Bibelen. Brug det som en daglig påmindelse om kaldet til at gå ud med evangeliet.

Menigheder kan få korsene tilsendt. Spørg i din lokale menighed, om der er kors på vej – eller tag initiativ til, at menigheden får nogle tilsendt.

Du kan se korset her.

Baptister læser Bibelen

Den første store fælles aktivitet begynder søndag den 30. august 2026. Her begynder baptister i hele landet at læse Bibelen sammen.

Baggrunden er enkel: Baptister læser Bibelen. Derfor er der udviklet en fælles bibellæseplan. Den er tænkt som en konkret hjælp til daglig bibellæsning og læsefællesskab om Bibelen.

Den 30. august kan du begynde at bruge en ny, gratis app til telefonen. Den gør det lettere at følge med i bibellæseplanen. Du læser fortsat i din fysiske bibel, og derfor kan du også være med uden appen. Den er tænkt som støtte, ikke som forudsætning.

Planen lægger op til, at du læser ét eller to kapitler om dagen. Læser du to kapitler dagligt, kommer du gennem hele Bibelen på to år. Du kan følge planen alene, sammen med mennesker, du allerede kender, eller sammen med mennesker, du ikke kender endnu. Appen hjælper med at forbinde dig til andre læsere.

På den måde bliver bibellæseplanen både en personlig praksis og en mulighed for fællesskab.

Syv søndage med fælles retning

Tro i bevægelse opfordrer menighederne til at bruge en fælles prædikenserie over syv søndage fra den 30. august til den 11. oktober 2026. Serien tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, og den skal opmuntre og engagere menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Prædikenserien samler flere af de centrale spor i Tro i bevægelse: Bibelens betydning, det personlige vidnesbyrd, troens handlinger, kærlig opmærksomhed, tvivl, valg og fælles mission. Første søndag falder sammen med starten på den fælles bibellæseplan og sætter fokus på kirkens store kald frem mod 2033: at nå hele verden med evangeliet inden kirkens 2000-års fødselsdag.

Derefter følger seks søndage, hvor menighederne får mulighed for at arbejde videre med, hvordan troen bliver konkret i ord, relationer og handling. Serien slutter den 11. oktober med understregningen af, at kirken ikke står i opgaven alene eller i egen kraft, men er sendt på fælles mission med Helligåndens hjælp.

Læs mere om prædikenserien her.

Hvad er næste skridt?

Acts2Movement – Tro i bevægelse bliver konkret i efteråret 2026. Men bevægelsen begynder allerede, når vi spørger os selv og hinanden: Hvilket skridt kan vi tage?

For nogle er det første skridt at begynde på bibellæseplanen. For andre kan det være at tage de fem stier op i menighedsrådet, i en smågruppe eller ved kirkekaffen. Nogle vil bruge prædikenserien som anledning til samtale om mission i lokalområdet. Andre vil bruge opfordringen til at kontakte deres naboer eller vise kærlig opmærksomhed over for mennesker, der har brug for omsorg.

Tro i bevægelse er ikke et program. Det er en invitation til at lade troen få retning, krop og handling – dér, hvor vi er sat i verden.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Skriv til webredaktion@baptist.dk, hvis du mener, der mangler noget.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Livsforvandling gennem bibellæsning (Bibelstien)
Tro i bevægelse – At vidne (Vidnestien)
Tro i bevægelse – Naboskab – om at bede for nabolaget (Nabostien
Tro i bevægelse – Omsorg begynder med at standse op (Omsorgsstien)
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura (Frihedsstien)

Tro i bevægelse – Helt almindelige mennesker. Baggrund og opdatering juli 2026.
Tro i bevægelse – ‘Gud gav Kyle en drøm’. Portræt af Kyle Henderson
Tro i bevægelse – Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
En visionær plan for verdensmission

Acts2Movement – Læs mere om Baptist World Alliances initiativ:

Meget mere information om den verdensomspændende bevægelse blandt baptister på https://acts2movement.org/

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning

Find flere

Indimellem ligger Kristi Himmelfartsdag. I de fleste menigheder er dagen en temmelig overset helligdag. På gudstjenestelisten på baptistkirken.dk er der ikke én eneste gudstjeneste Kristi Himmelfartsdag.

Men læser man beretningen i Apostlenes Gerninger 1,3-12, er det svært at forstå, at dagen ikke fylder mere.

Jesus lover disciplene, at de skal døbes med Helligånden “om ikke mange dage”. Forventningen griber dem, og de spørger: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Disciplene får ikke en dato, men et løfte og en opgave: “Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer…” Og Jesus gentager løftet om, at der vil ske store ting, når Helligånden kommer.

Og så sker det: Jesus forlader disciplene – på en sky. To mænd i hvide dragter dukker op og forklarer, at Jesus vil komme tilbage på samme måde, som de så ham stige til himmels.

Det er en tekst, der har det hele: drama, store løfter, uforklarlige hændelser og en ‘cliffhanger’ af en afslutning.

Jesus levede som menneske på jorden. Han overvandt døden og opstod fra graven. Men himmelfarten fortæller os, at han ikke bare vender tilbage til den samme begrænsede tilstedeværelse som før. Som menneske på jorden var Jesus ét sted ad gangen. Med himmelfarten peger han frem mod en anden og større nærhed – gennem Helligånden.

Derfor er Kristi Himmelfartsdag ikke bare en mærkelig mellemdag mellem påske og pinse. Den minder os om, at vi lever mellem løftet og opfyldelsen. Vi venter – men vi skal handle, mens vi venter. Vi venter med en opgave: at leve og dele budskabet om Gud, der blev menneske af kærlighed til os.

Kristi Himmelfartsdag er en overset helligdag. Men den rummer både løftet, opgaven og ventetiden. Den er værd at fejre.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson voksede op langt fra havet. Faktisk var han fem år gammel, før han første gang så havet. Til gengæld kendte han bjergene. “Jeg var helt sikker på, at det var der, Gud var,” fortalte han med et smil.

Men denne aften var det ikke bjergene, han ville tale om.

Det var strandene.

Som indledning fortalte han historien om et barn, der for første gang så havet. Barnet kendte kun bølger fra et vandland. Da barnet næste morgen så det virkelige hav uden for vinduet, løb det ind til sine forældre og råbte, at nogen allerede havde tændt for bølgerne.

For Kyle Henderson blev historien et billede på troen. Nogle gange opdager vi, at det, vi troede, vi kendte, kun var en lille del af noget meget større.

Og i apostlen Paulus’ liv er strandene ikke kun geografiske steder. Strandene bliver steder, hvor Gud kalder, sender, udfordrer og forandrer.

Lars Midtgaard (tv) tolkede Kyle Henderson med stort engagement og indlevelse (Foto: Henrik Andersen)

Frygtens strand

Efter mødet med Jesus på vejen til Damaskus begynder Paulus at prædike og undervise. Men modstanden kommer hurtigt. Flere gange bliver han truet på livet og han blive holdt fanget i Cæsarea i to år. Til sidst bliver han sendt mod Rom med skib fra kysten ud for Cæsarea.

Kyle Henderson kaldte det “frygtens strand”.

“Vi er bange for, hvad folk vil sige om os. Hvordan de vil tage imod os. Og om vi kan opnå noget,” lød det i prædikenen.

Det er en strand, mange kender. Ikke nødvendigvis som et fysisk sted, men som et indre sted. Dér, hvor man trækker sig. Dér, hvor man skjuler sig. Dér, hvor kaldet bliver for stort, og frygten får lov at bestemme retningen.

Kyle Henderson fortalte videre om Paulus rejse til Tarsus, hans fødeby. Han forsvinder nærmest ud af fortællingen. Paulus er allerede forfulgt af jøderne og han har brug for at skjule sig. Mens Paulus skjuler sig, arbejder Gud videre et andet sted. I Antiokia vokser en ny menighed frem. Mennesker begynder at følge Jesus og væksten er stor. Barnabas bliver sendt afsted for at finde Paulus og bringe ham til Antiokia. Missionen lykkedes og et helt år underviste de to ’en stor skare’ sammen, før de senere blev sendt ud på deres første missionsrejse.

BaptistKirkens Inspirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Når Barnabas kommer til stranden

Barnabas finder Paulus og henter ham ind i tjenesten igen.

Det blev et af prædikenens stærkeste billeder. Ikke bare Paulus kald. Men Paulus, der bliver fundet.

“Mange af os har været på den strand, hvor der var et menneske, der ledte efter os og opsøgte os,” sagde Henderson.

Han pegede på Barnabas som den type menneske, der ser noget i andre, før de selv kan se det. En, der opmuntrer. En, der tror. En, der inviterer.

“Vi har alle brug for en Barnabas, der kommer til vores strand,” sagde han.

For Henderson var det ikke kun bibelhistorie. Han fortalte om en præst i sin egen ungdom, der så på ham og troede på, at han kunne blive leder. Troede på, at han kunne gøre en forskel. Og inviterede ham ind i et liv og en tjeneste, han ikke selv havde forestillet sig.

Det var en stille, men afgørende pointe i prædikenen: Kald kommer ikke altid som en dramatisk stemme fra himlen. Nogle gange kommer kaldet gennem et menneske, der tør sige: Jeg ser noget i dig.

Kyle Hendersons illustrationer til aftenens prædiken var langtfra kedelige! (Foto: Henrik Andersen)

Stranden, hvor man sendes

Barnabas tager Paulus med til Antiokia. Her underviser de sammen, og her bliver disciplene for første gang kaldt kristne. Henderson fortalte om et besøg i Antiokia, hvor han stod ved stedet for den første kirke. Ikke ret langt væk lå en ældre hedensk kultplads, hvor mennesker søgte svar på spørgsmål om døden og evigheden.

Netop dér forkyndte Paulus, at der er en anden vej: Jesus Kristus.

Senere sender lederne i menigheden Paulus og Barnabas videre på missionsrejse. De lægger hænderne på dem, beder for dem og sender dem videre.

Også den strand kendte Henderson fra sit eget liv.

I 27 år havde han været præst i den samme menighed i Athens i Texas. Han havde en god stab, en stærk kirke, et hjem, børn der var vokset op dér, og en plan om at blive i tjenesten frem til pensionen. Men så oplevede han, at Helligånden kaldte ham videre.

“For to år siden kom Helligånden til mig og sagde: Jeg vil, at du skal gøre noget andet. Jeg vil, at du skal rejse,” fortalte han.

Det er en sætning, der rummer både tro og tab. For at følge Guds vej kan betyde, at man må forlade det sted, hvor man er tryg.

Da lydighed blev vigtigere end tryghed

På en senere rejse stod Kyle Henderson og hans kone, Cindy, i byen Troas i Tyrkiet ved kysten over for Makedonien på den anden side af Det Ægæiske Hav. Fire dage tidligere havde de oplevet, at Gud kaldte dem til at rejse hjem og sige præstestillingen op.

De havde endnu ikke fortalt det til nogen.

“Vi stod på den strand, og tårerne løb ned ad kinderne på os begge to,” fortalte han. “Vi vidste, at lydigheden mod Gud var bedre end den tryghed, vi kendte.”

For Henderson blev stedet flettet sammen med Paulus’ syn i Troas: En mand fra Makedonien står og kalder: “Kom over til Makedonien og hjælp os.”

Det er let at tale om kald, når det handler om en anden. Sværere, når kaldet betyder opbrud i ens eget liv. Henderson fortalte, at hans forsøg på at følge Guds kald var fyldt med udfordringer og tvivl. Han talte om usikkerhed, tårer og det spørgsmål, der ofte melder sig, når man vender hjem efter at have oplevet et kald: Skal jeg fortsætte, som jeg plejer, eller skal jeg gøre noget andet? Skal jeg følge kaldet?

“Sound of Zion” stod for aftenens lovsang (Foto: Henrik Andersen)

Bundet af Ånden

Mod slutningen af sin prædiken vendte Henderson tilbage til Paulus i Apostlenes Gerninger kapitel 20. Paulus er på vej mod Jerusalem. Han ved ikke præcist, hvad der venter ham. Han ved kun, at Helligånden har gjort det klart, at der venter lænker og trængsler.

Alligevel fortsætter han.

“Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde,” lyder Paulus’ ord i vers 24.

Henderson pegede på, at Paulus var “bundet af Ånden”. Ikke bundet af frygt. Ikke bundet af menneskers forventninger. Ikke bundet af traditioner eller egne præferencer. Bundet af Guds kald.

“Mange af os er bundet af mennesker. Eller vi er bundet af traditioner. Eller vi er bundet af vores præferencer,” sagde han. “Men hvad der overgår alt det, er Helligåndens kald.”

Det var prædikenens skarpeste udfordring. For de fleste ønsker, at frygten skal forsvinde, før de tager næste skridt. At planen skal være klar. At risikoen skal være væk. Men sådan beskriver Henderson ikke troen.

Tro er ikke at kende hele rejsen.

Tro er at stole på Gud, mens man tager det næste skridt.

Og måske begynder det netop på stranden. Dér, hvor man ikke længere kan blive stående. Dér, hvor man enten må vende tilbage til det kendte – eller gå ombord og følge sit kald.

Du kan læse mere om Kyle Henderson, Acts2Movement og Tro i bevægelse i artiklerne:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…

Find flere

Men tidsånden har skiftet retning. I dag mærker vi i stedet splittelse, mistillid og polarisering. Og kirkerne? Vi er ikke hævet over det. Vi påvirkes også. Af frygt. Af trangen til at vælge side, til at skære væk. Af frygten for at tage fejl.

Men evangeliet kalder os i en anden retning. Ikke væk fra verden men midt ind i den. Som mennesker, der insisterer på fællesskab, der lytter før de taler, og som tør rumme uenighed. Jesus kaldte både toldere og fiskere, både ivrige og tvivlende.

Det må også være vores kald: at gå mod tidsånden når den splitter og i stedet lade Helligånden føre os sammen. Ikke mod enshed, men mod en enhed, hvor vi lærer af vores forskellighed og bruger den som et redskab til at møde alle mennesker med evangeliet.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere

Når jeg stiller mig spørgsmålet, skyldes det den seneste debat og oplevelser i forbindelse med krigen i Ukraine.

Debatten har bølget om Folketingets gudstjeneste den 24. februar var at spænde Gud for en ensidig politisk vogn.

Ved et møde i Danske kirkers Råd fortalte biskoppen i Metodistkirken, som har tilsyn med menighederne i Ukraine, at menighederne der ikke bad om fred, men om sejr. Derfor var spørgsmålet: kan vi bede Gud om at støtte den ene side? I debatten har præster med tilknytning til Ukraine tilsvarende sagt, at vi skal bede om en retfærdig fred.

Jeg tror Gud er med de sørgende og bange, uanset hvilken side af fronten de befinder sig på. Jeg tror vi skal råbe til Gud med al vor bekymring og angst og for mennesker der lider, og så må vi hvile i:

“Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” Romerbrevet 8,26.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Torben Andersen, præst i Hjørring Baptistkirke og medlem af ledelsen i Baptistkirken i Danmark.

”Når Helligånden meget konkret puster nyt liv til tankerne, kan de give en fornyet tro på, hvad Gud formår at gøre ved sin Ånd.” Det opdagede Torben som en sammenhæng mellem dette års sommerstævnetema, ”gen-Opdag de gode nyheder” og det kommende: ”gen-Opdag det gode fællesskab!” Han fortæller:

Brønden

I juli var min kone, Else Marie, og jeg på Treldenæs Camping mellem Vejle og Fredericia. Vi placerede campingvognen på en tør og god plads tæt på vandhanen. Så var der ikke så langt til friskt vand og vi kunne følge lidt med i, hvad der skete på pladsen. Mange falder i snak ved vandhanen og ofte hjælper man hinanden. På et tidspunkt sagde Else Marie: ”Det er jo næsten bibelsk, at brønden er mødested for mennesker på tværs af alder og køn.”

Men det, der talte stærkest til mig, var det grønne græs i en kort radius omkring vandhanen. Midt i sommerheden og tørken var der det friskeste grønne græs omkring en vandhane på Treldenæs Camping.

Helligånden skaber nyt liv på selv de tørreste steder.

”Det må jeg have et billede af”, sagde jeg. Helligånden var allerede på spil og jeg kunne se, hvordan jeg ville bruge illustrationen i min forkyndelse. Vand giver liv og grønt græs selv i den tørreste sommer. Hvorfor var der vand? Jo, dels fordi man spildte vand, mens man fyldte nyt i kander og flasker, og dels fordi der var et hul i cementkummen. Overskudsvandet skulle nemlig ikke stå og blive ulækkert, men lige så stille løbe ud på jorden. Resultatet var grønt græs tæt på vandkilden. Et af de bibelske billeder på Helligånden er vand. Helligånden skaber nyt liv på selv de tørreste steder. Det spildte vand talte også til mig om Guds kærlighed. Om ødselhed når det gælder at sprede Guds kærlighed og de gode nyheder!

Naturbrand

Senere på sommeren var vi igen nogle dage på camping. Denne gang i Nordjylland og da hørte vi om en voldsom naturbrand midt i sommerhusområdet i Blokhus. Det var galt nok med et nedbrændt hus og et par beskadigede, men hold da op, hvor kunne det have gået helt galt.

Det gik op for os, da vi mindre end en uge efter branden var hjemme igen i Pandrup og gik en aftentur i Blokhus. Da skete det igen. En illustration voksede frem af jorden og Else Marie kunne mærke, at jeg blev inspireret.

”Det må jeg have et billede af”, sagde jeg, og gik samme tur et par dage senere med mit kamera. På brandtomten var alt sort og svedent. Jorden syntes gold, men i udkanten af tomten, så jeg grønne spirer vokse frem af den sorte jordbund. Hvorfor? I samme øjeblik kom tanken til mig. Brandvæsenet havde sprøjtet og pøset vand på i uanede mængder for at slukke ilden. På det tidspunkt af sommeren var det stadig knastørt, men vand gav liv og nye spirer voksede frem. Hvordan kunne det ske så hurtigt? Jo, der har været et rodnet eller nogle frø med et mægtigt potentiale til at vokse frem en dag. Hvad, der manglede, var vand og noget udrensning. Da vandet flød, ganske vist i dette tilfælde på tragiske vilkår, vældede spirerne frem. Vand giver liv og vand er åndeligt set også her et billede på Helligånden. Samtidig talte billedet også til mig om, at frøene var der. Under overfladen var et rodnet med enormt potentiale for vækst. I disse år tales der meget om forandring og at tænke nyt, hvilket kan være meget rigtigt og have sine årsager, det være sig i menighed eller kirkesamfund, men dybest set handler det mere om at få det frem, som allerede er tilstede som skjult potentiale. At genopdage det gode fællesskabs muligheder og se, hvad Gud vil med sin menighed og kirke!

Herved kommer jeg til min anden inspiration denne sommer.

Forskelle

Udgangspunktet her er Scot McKnights undervisning på sommerstævnet i Lindenborg de fem formiddage. At genopdage evangeliet. Jeg havde læst noget af ham i forvejen, så mine forventninger var store, og de blev mere end indfriet. En både enkel, dyb og relevant undervisning på samme tid.

Hvad er kirken tænkt at være, spørger han. Hvis kirken er, hvad den er tænkt at være, hvordan ser så det kristne liv ud?

Inspirationen blev kun større, da jeg hjemme igen begyndte at læse en bog af ham, jeg havde købt i bogteltet: A Fellowship of Differents (Et fællesskab af forskelle) med undertitlen: Ved at vise verden Guds design for liv i fællesskab. En del af hans undervisning på stævnet uddybes faktisk i denne bog, der handler om kirken og det at være menighed med især Paulus og de første menigheder i Romerriget som eksempler. Hvad er kirken tænkt at være, spørger han. Hvis kirken er, hvad den er tænkt at være, hvordan ser så det kristne liv ud? Det er, hvad denne, for mig, meget inspirerende og relevante bog handler om.

Scot McKnight siger bl.a.: ”Kirken, som Gud designede den, er at være et fællesskab med forskellige og forskelle. En blanding af mennesker fra alle hjørner: mænd og kvinder, rige og fattige, sorte og hvide, og alle derimellem. Et fællesskab af forskelle udtrykker kirken som Guds verdens-forandrende-sociale eksperiment med henblik på at bringe forskellige og forskelle til bordet for at dele liv med hinanden som en ny måde at være familie på, idet man viser verden kærlighed, retfærdighed, fred, forsoning og hvordan livet sammen er designet af Gud til at være.”[1]

Her er mangfoldighed en rigdom og ikke en begrænsning. Her sættes den anden højere. Her drejer det sig ikke om få sin egen mening eller vision gennemført. Her søger man ikke bare fællesskab med de ligesindede. Her handler det om at være fællesskab med dem, som Gud har sat mig sammen med, så broget det fællesskab end ser ud.

”Gud er en farverig Gud”, lød det ofte for år tilbage i Naturlig Kirkevækst materialet til stor inspiration for mange, mig selv inklusiv. Jeg tænkte: ”Hvis Gud er farverig, hvordan kan det så være, at vi så ofte gør ham så sort/hvid?”

Jo, det er et privilegium at være en del af det kristne fællesskab og se, hvad Gud vil gøre med det!

Hvad Scot McKnight igen og igen understreger er, hvor banebrydende og anderledes det har været, at jødekristne og hedningekristne sammen har dannet husmenigheder og delt liv og tro med hinanden, så forskellige de end har været. Jeg oplevede denne sommer en større kærlighed til menigheden / kirken – så bøvlede forskellige meninger, personrelationer, prioriteringer, nytænkning og dagsordener end kan være nogle gange. Jo, det er et privilegium at være en del af det kristne fællesskab og se, hvad Gud vil gøre med det!

Det grønne græs og de grønne spirer taler til mig igen. Jeg tror, Helligånden er på spil. Ser vi potentialet for vækst, der hvor Helligånden allerede er på færde? Vover vi at genopdage det gode fællesskab med udgangspunkt i de gode nyheder med Jesus i centrum? Måske er det ikke altid så megen nytænkning, vi har brug for, men snarere et nyt syn på menigheden / kirken for at kunne se, hvad Gud allerede har tænkt med dette fællesskab?

[1] Scot McKnight, A Fellowship of Differents, Zondervan, 2014. Min oversættelse fra bogens omslag.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Ved den første kristne pinse hører mange mennesker fra forskellige steder i verden om, hvad Jesus liv og tjeneste blandt mennesker har betydet.

I skabelsesberetningen hører vi, hvordan Gud blæser livsånde ind i den menneskeskikkelse, han har lavet af en lerklump. Mysteriet pinsedag er, at det, der allerede har ånd, beåndes på ny. Der finder en ny skabelse sted. På den første skabelsesdag blev verden skabt; på den første pinsedag fik de kristne ny retning i kraft af modtagelse af Helligånden. Pinsen er kirkens dåbsdag, og noget nyt bliver til: ’De var fælles om alt … og delte ud til alle efter enhvers behov”.[1]

Pinse betyder nyt liv

Nyt liv for kirken og nyt liv for det enkelte menneske i kirken. Alle mennesker er født med en ånd, som en ulmende glød i en brændeknude. Pinsens vindstød puster liv i denne indre glød og genopliver det, som synes hendøende, og giver ny retning til det, der er vildledt.

Det vilde er, at åndens kraft ikke kan begrænses eller styres af os. Pinsens under er ikke en indre mystisk erfaring, som vi kan holde for os selv, eller reservere til dem, der er magen til os selv.

Pinsens under er en udgydelse af Guds energi, som berører alle, der er til stede. I Apostlenes Gerninger kapitel 2 fortælles det, at Gud har opgivet at reservere sig selv til jøderne. Nu sker det, som blev fremsagt af profeten Joel: ’Jeg vil udgyde af min ånd over alle mennesker’.[2]

Alle mennesker er inkluderet, alle er budt op til dans, sang og jubel; men nogen griber ikke chancen, de håner og mobber disciplene: ’De har drukket sig fulde i sød vin’.[3]

Uimodståeligt nyt liv

Jesus Kristus er Guds største under.[4] Ved den første skabelse med syndefaldet stod det klart, at døden var menneskets skæbne. Kristus er den nye Adam, som giver evigt liv.[5] Kristus har løskøbt os, så vi ved ham får del i Helligånden, som skænker os nyt liv: Ufortjent, uimodståeligt nyt liv!

[1]    Apostelenes Gerninger kap. 2, vers 44-45

[2]    Apostelenes Gerninger kap. 2, vers 17

[3]    Apostelenes Gerninger kap. 2, vers 13

[4]    Apostelenes Gerninger kap. 2, vers 22

[5]    1. Korintherbrev kap. 15, vers 45

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 11. feb. 2026 - Invitation til fællesskab

Find flere

De to oldkirkelige bekendelser taler begge om Helligånden. Den apostolske trosbekendelse (ca. år 200) fastslår ganske kort: ’Vi tror på Helligånden’. I trosbekendelsen fra Nikæa (år 325) og Konstantinopel (år 381) lyder det i den ældste form: ’Vi tror på Helligånden, som er Herre og som levendegør, som udgår fra Faderen, som tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen, som har talt ved profeterne’. De formuleringer er – sammen med de bibelske udsagn om Helligånden – baggrunden for det, vi som kristne bekender om Helligånden i dag.

Hvordan forstår vi Helligånden?

Her følger nogle bud. Helligånden er ’Den nuhandlende Gud’ eller ’Den udøvende magt i Gud’. Og mere dristigt: ’Den feminine side af treenighedens væsen: Trøsterkvinden, Vejlederen, Veninden’. Det sidste har sin baggrund i, at ’Ånden’ på hebraisk er et hunkønsord. Den dag i dag omtaler svenskerne Helligånden som ’Hun’. Hvad mener vi om at bekende, at det er Guds Søn (Jesus) og Guds Datter (Helligånden), der arbejder på at gøre os til Guds børn?

Helligånden er ’Den nuhandlende Gud’ eller ’Den udøvende magt i Gud’. Og mere dristigt: ’Den feminine side af treenighedens væsen: Trøsterkvinden, Vejlederen, Veninden’.

Normalt taler vi om Helligåndens person (identitet) og Helligåndens gerning (mission). Helligånden er en selvstændig aktør (person), der handler på samme måde som Faderen og Sønnen, dvs. Hun skaber og frelser (mission). Helligånden er altså ikke ‘kun’ en upersonlig kraft eller energi, men som Faderen og Sønnen er Hun en person, der varetager sin del i frelsens økonomi. Hun er Levendegøreren, der sammen med Sønnen fører alt, hvad Gud vil frelse, hjem til opstandelsens liv i Guds Rige. Når vi bekender troen på ’Den treenige Gud’, tilbeder vi ’Skaberen, Frelseren, og Fuldenderen’, der virker for at bringe alt det skabte – mennesker, historien, kosmos – til Guds evige Rige.

Hvor virker Helligånden?

Det er forskelligt, hvordan vi i de kristne kirker erfarer, at Gud Helligånd er på spil. Blandt ortodokse kristne i Østkirken drejer det sig om forholdet mellem ’Sønnen og Ånden’ – om forståelsen af Guds indre liv, om treenighedens mysterium. I Vestkirken kom det primært til at handle om det, Helligånden gør: Romersk-katolsk teologi knytter Helligånd og præsteskab sammen. Helligånden formidles af biskoppen, hvis denne står i den apostolske tradition. Protestanter knytter Helligånden til Ordet, dvs. til forkyndelse og sakramenter. I de klassiske pinsekirker flyttes accenten fra det, Gud gør (det objektive) til vores erfaring som kristne (det subjektive) – Helligånden erfares via nådegaverne, især tungetalen. Men lige meget, hvor vi ligger eftertrykket, må vi spørge: Er det altid Helligånden, der handler? Eller skyldes det, der erfares, andre åndsmagter? Hvem eller hvad er på spil?

Helligånden er på spil i ’hele Gud folk’ – altså i menigheden.

Helligånden – og vi baptister

Som baptister hører vi hjemme i Vestkirken, men vi er hverken katolikker eller protestanter. Døberne prøvede på reformationstiden at fastholde en balance: Som kristne erfarer vi Helligånden personligt. Heri ligner vi ’pinsefolket’. Samtidigt påpegede de, at Helligånden også virker via fællesskabet, men Hun er ikke knyttet primært til biskoppen (katolsk) eller til forkyndelse og sakramenter (protestantisk). Helligånden er på spil i ’hele Gud folk’ – altså i menigheden. I forordet til døbernes bekendelsesskrift fra 1527[1] hedder det: ’I alt dette har vi erfaret, at enheden med Faderen og med Kristus, som binder os sammen, har været hos os sammen med deres Ånd’. Menigheden som helhed er altså ’stedet’, hvor Gud formidler Evangeliet i dag.[2]

Gud har to hænder, hvormed han vil favne alt, hvad han har skabt. De hænder er hans Søn og Ånd.

I Vestkirkerne bliver Helligåndens gerning altså knyttet til kirkens liv, men med fokus forskellige steder. Det ser ofte ud, som om vi bekender troen på Den treenige Gud på denne måde: Vi tror på Faderen, Sønnen og Kirken! Vi lever fattigt med en sådan Helligånds-glemsel! Vi bekender med rette, at Helligånden er Sønnens Ånd, der frelser og udruster til tjeneste. Men vi fortrænger, at Helligånden tillige er Faderens Ånd, der skaber og opretholder vores verden.

Kan vi udtrykke det sådan: ’Således elsker Gud verden, at han sendte sin Søn og sender sin Ånd … ’?

Oldkirkens Helligånds-perspektiv

Det er afgørende, at vi fastholder oldkirkens perspektiv på Helligåndens gerning. Vi kan beriges af Irenæus[3], der brugte et billede: Gud har to hænder, hvormed han vil favne alt, hvad han har skabt. Disse hænder er hans Søn og Ånd. Grundtvig har omskrevet billedet til en salme, hvori det lyder: ’Gud, vi er i gode hænder, / dine hænder, gode Gud! / Gud, vi er i dine hænder, / kærlighedens hænder to! / Dine hænder, sang de ældste, / er din Søn og Helligånd, / thi med dem du frelste, / løste vore trællebånd, / og af dem på barnesæde / evig mættes vi med glæde!’[4] Gud Fader vil favne alt det skabte. Derfor sender han Ånden og Sønnen ind i verden. Kan vi udtrykke det sådan: ’Således elsker Gud verden, at han sendte sin Søn og sender sin Ånd … ’?

Helligånden – sendt til kirken

Helligånden kalder os til at være med i Guds mission. Det sker på flere måder:

• Helligånden skaber den kristne kirke ved hjælp af evangeliets forkyndelse,
• Helligånden kalder os til dåb og tjeneste, og Hun udruster hver enkelt af os med nådegaver til fælles gavn[5],
• Helligånden sætter os i stand til at tjene i Guds mission. Vi bliver i stand til at vidne, så evangeliet forstås verden rundt[6].

Helligånden former os efter Jesus´ billede og skaber kirken som dét fællesskab, der skal være redskab for og tegn på, at Guds rige er virksomt i verden. I alt dette har vi at gøre med Guds helliggørende Ånd, Spiritus Sanctus.

Helligånden – sendt til verden

Helligånden og alle menneskers liv hører sammen på flere måder:

• Helligånden skaber liv. Hun ’svævede over vandene’[7] – dvs., at Guds Ånd blæser liv i alt levende.
• Helligånd og frihed hører sammen: ’Ånden blæser, hvorhen den vil’[8]. Ingen kan sætte grænser for Helligåndens virke.
• Helligånden og ‘Åndens frugt’ hører sammen[9]. Takket være Helligånden kan vi opleve Guds godhed i mødet med alle mennesker.

Det betyder, at Gud er på færde i sin verden, før vi som kirke når frem og ud! I alt dette har vi med Helligånden at gøre som Guds skabende Ånd, Spiritus Creator.

Et par gode øvelser …

Prøv at analysere, hvilken Helligånds-forståelse I kan læse ud af de mest kendte Helligånds-salmer, som I synger? Hvilken forståelse af Helligånden afspejler de lovsangskor, I bruger? Hvordan stemmer det med denne artikels præcisering af, hvem Helligånden er, og hvad Hun vil?

Alt, hvad vi gør, kan ikke stamme fra Helligånden!

Når Helligånden har med mennesker – bl.a. biskopper, præster og menigheder – at gøre, så er der grund til at være på vagt. Alt, hvad vi gør, kan ikke stamme fra Helligånden! Vi må altid ’bedømme ånderne’ for at sikre, at det er Helligånden, der er på spil. Nævn nogle kriterier, der afslører, at det er Helligånden, der er på spil i Guds verden, i ’vores’ kirke og i dit liv!

Her følger fire kriterier, der kan pejle os ind på, om det er Helligånden, der sætter os og verden i bevægelse:

• Peger dét, der sker, på Jesus Kristus?
• Opbygger dét, der forkyndes, menigheden?
• Har dét, der er i spil, blik for kirkens mission?
• Hvilken etik fører dét, der sker, med sig?

Kan disse kriterier bruges? Tilføj gerne andre!

1 Schleithembekendelsen, anabaptisternes (døbernes) første redegørelse for deres tros- og livsforståelse.
2 Se Matthæus-evangeliet kap. 18, vers 15-20, der blandt døberne kaldes ’Kristi regel’. Det, der her er beskrevet som Jesus Kristus’ nærvær, omtales også i Johannes-evangeliet. Denne beretning kalder vi ofte ’den johannæiske pinse’, idet Jesus ånder på disciplene (menigheden) og siger: ’Modtag Helligånden!’ Se Johannes-evangeliet kap. 20, vers 19-23.
3 Irenæus (ca.130-ca.200), der var biskop i Lyon i Frankrig, var den vigtigste teolog i det 2. århundrede.
4 Se Folkekirkens salmebog, nr. 675
5 1 Korintherbrev kap. 12, vers 4-12
6 Se Apostlenes Gerninger kap. 2 om pinsens begivenhed
7 1 Mosebog kap. 1, vers 2; se også Salme 104, vers 24-30
8 Johannesevangeliet kap. 3, vers 8
9 Galaterbrevet kap. 5, vers 13-26, især vers 22

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken

Find flere