baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Wed, 12 Aug 2026 05:00:04 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk Helt almindelige mennesker https://baptist.dk/helt-almindelige-mennesker/ Thu, 09 Jul 2026 12:02:47 +0000 https://baptist.dk/?p=21725 ’Acts2Movement – Tro i bevægelse’ skal være med til at fuldende missionsbefalingen inden pinsen 2033. Vil du være med?


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/05-baptist-dk-3-pkt-03-helt-almindelige-mennesker.mp3

Missionsbefalingen:

Jesus sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18-20

Det handler om helt almindelige mennesker. At vi er til stede med vores tro i vores nærmiljø. Det er ikke svært, hvis bare man tør tage det første skridt. Frimodigt. Med en overbevisning om, at dét, vi har som kristne, forandrer liv. Som Jesus forhåbentlig har præget dit liv, kan også andre menneskers liv blive forvandlede.

Håb

At være kristen handler om flere slags håb. Selvfølgelig håbet om, at der er en evighed, vi kan tilbringe sammen med Gud, og hvor alt er godt og fuldendt. Men også håb for dette liv. At vi ikke er skabt til at være nok i os selv. Vi er skabt til fællesskab, kærlighed, glæde, fred – alt godt. Det har vi fået til opgave at dele med alle, der ikke oplever det. Som kirker støtter vi hinanden i at arbejde for netop det.

 At være kristen handler om flere slags håb. … Men også håb for dette liv.

Vi deler

Vi er helt almindelige mennesker, der deler det, vi tror på, med andre helt almindelige mennesker. Det gør vi gennem vores vidnesbyrd: med ord, gennem vores handlinger i omsorg for dem, der har et behov, vi kan afhjælpe, og ved at bede for mennesker, vi færdes iblandt, med navns nævnelse.

Vi kan jo starte med at læse Bibelen fra ende til anden og lade den vokse i vores bevidsthed. Og samtidig være med til at støtte at alle mennesker har adgang til en Bibel på deres hjertes sprog.

Endelig er vi kaldet til at arbejde for frihed, ikke mindst friheden til selv at vælge, hvad vi vil tro på. Det har været baptisters hjertesag i 500 år. Religionsfrihed. Vi kæmper for, at selv dem, vi er uenige med, skal have ret til deres overbevisning.

A2M – atom

Det er netop, hvad Acts2Movement vil hjælpe os til. Vi kalder det A2M – alt fysisk er jo skabt af atomer.

Verden over har kristne af alle overbevisninger, katolikker og pinsefolk, metodister og baptister, sat pinsen 2033 som mål.  Baptist World Alliance, BWA, har sendt visionen videre til bl.a. BaptistKirken, og vi har grebet den.

En vision, der har en dato, kræver en plan. Den har BWA givet os. Vi kan sammen med andre kristne opfylde missionsbefalingen, at alle folkeslag skal høre budskabet om Jesus inden år 2033. Det kræver, at vi hver især griber en eller flere udfordringer.

En vision, der har en dato, kræver en plan.

Bibelstien – en ny app

Du kan starte med at læse Bibelen sammen med andre. Her får du hjælp af BaptistKirkens nye app, Bibelstien, som kan downloades fra medio august, og som har en bibellæseplan fra 30. august i år. Efter to år har du læst hele Bibelen ved at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit 😊), for vi ved godt, at nogle dage lykkes det ikke. – Vi kan også støtte de bibeloversættere, der er i gang med at oversætte Bibelen til et af de 1.156 sprog, som Bibelen for to år siden ikke var oversat til. I løbet af de seneste to år er dette tal faldet til 700 – så det, vi ikke troede muligt, er muligt. At alle sprog har en Bibel i år 2033!

Det kan du gøre

Del dit vidnesbyrd med én person om året. Gør gode gerninger – ligesom dengang du var spejder – for tre nye mennesker eller familier hvert år. Nogle har måske mod på at være hyrde for sit nabolag. Altså skrive i jeres interne kommunikation, at I stiller jer til rådighed, hvis mennesker har brug for en samtale eller en forbøn. Det er nok ikke lige det første, de fleste af os gør. Men nogle har den frimodighed allerede. Endelig kan vi skrive under på BWAs Religionsfrihedspagt, måske kan alle menigheder fejre en gudstjeneste, hvor vi gør det sammen?

Vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især.

Altså – vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især. Og sammen kan vi opfylde missionsbefalingen inden pinsen 2033 – Kirkens 2000-års fødselsdag.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> ’Acts2Movement – Tro i bevægelse’ skal være med til at fuldende missionsbefalingen inden pinsen 2033. Vil du være med?


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/05-baptist-dk-3-pkt-03-helt-almindelige-mennesker.mp3

Missionsbefalingen:

Jesus sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18-20

Det handler om helt almindelige mennesker. At vi er til stede med vores tro i vores nærmiljø. Det er ikke svært, hvis bare man tør tage det første skridt. Frimodigt. Med en overbevisning om, at dét, vi har som kristne, forandrer liv. Som Jesus forhåbentlig har præget dit liv, kan også andre menneskers liv blive forvandlede.

Håb

At være kristen handler om flere slags håb. Selvfølgelig håbet om, at der er en evighed, vi kan tilbringe sammen med Gud, og hvor alt er godt og fuldendt. Men også håb for dette liv. At vi ikke er skabt til at være nok i os selv. Vi er skabt til fællesskab, kærlighed, glæde, fred – alt godt. Det har vi fået til opgave at dele med alle, der ikke oplever det. Som kirker støtter vi hinanden i at arbejde for netop det.

 At være kristen handler om flere slags håb. … Men også håb for dette liv.

Vi deler

Vi er helt almindelige mennesker, der deler det, vi tror på, med andre helt almindelige mennesker. Det gør vi gennem vores vidnesbyrd: med ord, gennem vores handlinger i omsorg for dem, der har et behov, vi kan afhjælpe, og ved at bede for mennesker, vi færdes iblandt, med navns nævnelse.

Vi kan jo starte med at læse Bibelen fra ende til anden og lade den vokse i vores bevidsthed. Og samtidig være med til at støtte at alle mennesker har adgang til en Bibel på deres hjertes sprog.

Endelig er vi kaldet til at arbejde for frihed, ikke mindst friheden til selv at vælge, hvad vi vil tro på. Det har været baptisters hjertesag i 500 år. Religionsfrihed. Vi kæmper for, at selv dem, vi er uenige med, skal have ret til deres overbevisning.

A2M – atom

Det er netop, hvad Acts2Movement vil hjælpe os til. Vi kalder det A2M – alt fysisk er jo skabt af atomer.

Verden over har kristne af alle overbevisninger, katolikker og pinsefolk, metodister og baptister, sat pinsen 2033 som mål.  Baptist World Alliance, BWA, har sendt visionen videre til bl.a. BaptistKirken, og vi har grebet den.

En vision, der har en dato, kræver en plan. Den har BWA givet os. Vi kan sammen med andre kristne opfylde missionsbefalingen, at alle folkeslag skal høre budskabet om Jesus inden år 2033. Det kræver, at vi hver især griber en eller flere udfordringer.

En vision, der har en dato, kræver en plan.

Bibelstien – en ny app

Du kan starte med at læse Bibelen sammen med andre. Her får du hjælp af BaptistKirkens nye app, Bibelstien, som kan downloades fra medio august, og som har en bibellæseplan fra 30. august i år. Efter to år har du læst hele Bibelen ved at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit 😊), for vi ved godt, at nogle dage lykkes det ikke. – Vi kan også støtte de bibeloversættere, der er i gang med at oversætte Bibelen til et af de 1.156 sprog, som Bibelen for to år siden ikke var oversat til. I løbet af de seneste to år er dette tal faldet til 700 – så det, vi ikke troede muligt, er muligt. At alle sprog har en Bibel i år 2033!

Det kan du gøre

Del dit vidnesbyrd med én person om året. Gør gode gerninger – ligesom dengang du var spejder – for tre nye mennesker eller familier hvert år. Nogle har måske mod på at være hyrde for sit nabolag. Altså skrive i jeres interne kommunikation, at I stiller jer til rådighed, hvis mennesker har brug for en samtale eller en forbøn. Det er nok ikke lige det første, de fleste af os gør. Men nogle har den frimodighed allerede. Endelig kan vi skrive under på BWAs Religionsfrihedspagt, måske kan alle menigheder fejre en gudstjeneste, hvor vi gør det sammen?

Vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især.

Altså – vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især. Og sammen kan vi opfylde missionsbefalingen inden pinsen 2033 – Kirkens 2000-års fødselsdag.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/helt-almindelige-mennesker/feed/ ”… selv i vores lille korps kan de små blive store” https://baptist.dk/selv-i-vores-lille-korps-kan-de-smaa-blive-store/ Sun, 05 Jul 2026 10:56:33 +0000 https://baptist.dk/?p=21622 Spejdernes Lejr 2026 samler mere end 30.000 spejdere. Danske Baptisters Spejderkorps er med som ét af korpsene bag lejren, hvor håb, handling, tro og fællesskab bliver til spejderliv under åben himmel.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/spejdernes-lejr-2026.mp3

I juli 2026 begynder en ny by at vokse op i Hedeland Naturpark. Ikke med parcelhuse og asfalt, men med telte, rafter, bålsteder og mudrede sko. Her lærer børn og unge noget om sig selv ved at løse opgaver sammen med andre.

Fra den 18. til den 26. juli 2026 bliver Hedeland Naturpark mellem Roskilde og Høje-Taastrup rammen om Spejdernes Lejr 2026. Mere end 30.000 spejdere sætter kurs mod lejrpladsen. 5.000 af dem er internationale spejdere fra over 50 lande.

For baptistspejderne begynder den store lejr lokalt. I kredsene, hvor børn, unge og førere pakker rygsække, planlægger turen og rejser af sted for at blive en del af noget, de ikke kan skabe alene. Samtidig er Danske Baptisters Spejderkorps med som ét af de fem korps bag Nordens største spejderlejr.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Baptist.dk har talt med spejderchef Tue Sandbæk og vicespejderchef Karoline Bundgaard om, hvad Spejdernes Lejr 2026 betyder for det lokale baptistspejderarbejde:

”For os baptistspejdere er Spejdernes Lejr en enestående mulighed for at blive en del af noget større. Lejren giver spejdere og førere oplevelsen af at indgå i et landsdækkende fællesskab, hvor tusindvis af spejdere samles om de samme værdier, aktiviteter og eventyr. Det er med til at give en forståelse af, at man er en del af en bevægelse, der rækker langt ud over ens lokale kreds og eget korps.

For spejderne giver lejren mulighed for at skabe nye venskaber, møde andre spejdertraditioner og få oplevelser, som vi som et mindre korps ikke kan tilbyde alene. For førerne er lejren en kilde til inspiration, erfaringsudveksling og nye idéer, som kan bringes hjem og styrke det lokale spejderarbejde.”

Det er en vigtig pointe for et lille korps: Den store lejr erstatter ikke det lokale arbejde. Men den kan give noget tilbage til det.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Alle ind i fællesskabet

’Alle ind i fællesskabet’ er temaet for Spejdernes Lejr 2026. Det er et stort udsagn. På en spejderlejr bliver det til noget, man kan mærke: i patruljen, ved lejrbålet, i underlejren og i de opgaver, der kun kan løses sammen.

På lejren er fællesskabet organiseret i fire tematiske underlejre: Havet, Landet, Byen og Skoven. En nødvendig opdeling, når 30.000 mennesker skal bo, spise, sove og finde vej samme sted. Men den har også en pointe: Det enorme skal gøres nært.

Hvornår mærker spejderne så fællesskabet stærkest på en stor lejr? Karoline og Tue er ikke i tvivl:

”Særligt ved de store fælles samlinger, åbningslejrbål og afslutningslejrbål oplever mange spejdere følelsen af at være en del af noget, der er større end dem selv. Når tusindvis af spejdere synger, jubler og deler oplevelser, opstår en stærk følelse af sammenhold og tilhørsforhold. For mange spejdere er det ved de store lejrbål, man oplever det stærkeste fællesskab.

Blandt de mange frivillige fra alle korps er der også et stærkt fællesskab med fokus på at få opgaverne løst bedst muligt. Venskaber opstår, når vi står sammen med vores forskelligheder.”

Spejdernes Lejr

– arrangeres i fællesskab af de fem korps i Foreningen Spejderne: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Baptistspejdere i et større fællesskab

Spejdernes Lejr arrangeres af de fem korps i Foreningen Spejderne. Danske Baptisters Spejderkorps er ét af dem.

For et lille korps er en fælleslejr en adgang til oplevelser, ressourcer og fælles energi, som korpset ikke kan løfte alene. Samtidig bringer hvert korps sin egen tradition med ind i helheden. Hvad bidrager baptistspejderne særligt med? Karoline og Tue svarer:

”Vi som baptistspejdere bringer noget særligt ind i det tværkorpslige fællesskab. Som et lille spejderkorps er der kort vej fra idé til handling, stærke relationer og en kultur, hvor alle kender hinanden. Vi er med til at vise, at spejderarbejde kan udfolde sig på mange måder.

Lejrbål på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Vi kan bidrage med vores egen identitet, og det styrker mangfoldigheden i fællesskabet. Det tværkorpslige fællesskab bliver stærkere, når både store og små korps deltager aktivt.

Samarbejde på trods af forskelle i livsopfattelse, tro, samfundsstatus og økonomisk formåen er en af spejderfællesskabets største styrker. Spejdere bærer forskellene ind i fællesskabet. På den måde lærer børn og unge at forstå og samarbejde med andre, der ikke ligner dem selv.”

Spejdernes Lejr 2026 og bæredygtighed

Spejdernes Lejr 2026 har fokus på bæredygtighed i stor skala. Lejren planlægger 750.000 måltider. Mindst 500.000 af dem bliver vegetariske, og mindst en tredjedel bliver økologiske. Affaldet skal sorteres i otte fraktioner.

På den måde bliver bæredygtighed ikke kun noget, spejderne taler om. Det bliver noget, de øver sig i – sammen.

 

Mere end aktiviteter

Programmet rummer over 300 aktiviteter – fra internationale møder og praktiske udfordringer til FabLab på RUC. For spejdere er aktiviteter aldrig bare tidsfordriv. De er måder at lære ansvar, samarbejde og mod på. Fællesskab handler ikke kun om holdninger, men om at øve sig sammen.

Hvad håber spejdercheferne så, at spejderne tager med hjem fra lejren – ud over gode minder?

”Drømmen er, at når spejderne rejser hjem fra Spejdernes Lejr 2026, er det ikke kun rygsækken, der er fyldt. De tager hjem med nye venskaber, store oplevelser og minder for livet.

En stor spejderlejr er også med til at udvikle nye færdigheder, som kan tages med hjem. Spejderne vil blandt andet lære at tage ansvar og arbejde sammen i fællesskaber på tværs af korps. Gennem leg, eventyr og samarbejde udvikler de både selvtillid og mod til at prøve nye ting.”

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Tro midt i spejderbyen

Samlingsområdet på Aktivitetscenter Øst er et særligt område på Spejdernes Lejr 2026. Her ligger den kirkelige base, “Kirken”, som giver plads til eftertanke, fordybelse, fortællinger, leg, kreativitet og sang.

Det kirkelige tilbud har mange former: Morgenandagter, alternative gudstjenesteformer, Taizé-andagter, aftennadver, beatbox-gudstjeneste, pop-up-aktiviteter og et escape room med gamle profetier, stjernekort og mystiske spor.

Her er ikke mange kirkebænke, salmebøger eller traditionelle højmesser. På en spejderlejr flytter troen ud under teltdugen. Den får form gennem samtaler, sang, nysgerrighed, stilhed og fællesskab.

For Tue Sandbæk og Karoline Bundgaard handler det ikke om at gøre lejren til en prædikestol. Det handler om at være til stede.

”Vi udspringer af baptisterne, og de fleste af os har et tilhørsforhold til en menighed. På lejren giver det os mulighed for at bringe de baptistiske traditioner med ind.

Spejdere og gæster får mulighed for at lære om andet end den traditionelle folkekirke, som alle kender. Vi skal ikke ud for at prædike og omvende folk, men der er plads og mulighed for, at alle, der har lyst eller brug for det, kan komme og få en snak.”

I Samlingsområdet findes også Samlingspunktet, et stort telt for ro, nærvær og samtaler. Her kan spejderne trække sig lidt fra lejrens tempo, høre oplæg eller deltage i talks.

Søndag den 19. juli kl. 13.00 er der fælles lejrgudstjeneste.

Oversigt over en del af SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

At blive set

Lejrsalmen “Aldrig alene” henter inspiration i fortællingen om Zakæus – manden, der blev set af Jesus og kaldt tilbage i fællesskabet. Det er en stærk fortælling at tage med ind i en lejr med 30.000 deltagere.

I et stort fællesskab risikerer den enkelte at forsvinde. Man bliver én blandt mange. En lille stemme i et stort kor. En spejder i en uniform, der ligner de andres.

Derfor er ”Aldrig alene” et vigtigt budskab fra kirken på lejren: Fællesskab er først sandt, når det enkelte menneske bliver set.

Karoline har reflekteret over budskabet og lejrens betydning for den enkelte spejder:

”Spejdernes Lejr kan noget særligt. Det er blandt andet en unik mulighed for at være frivillig. Jeg har tidligere haft flere frivillige i mine teams og har set flere bruge det som en legeplads, hvor der er mulighed for at udvikle sig uden at være bange for at mislykkes eller fejle. De har brugt det som en mulighed for at komme videre – nogle endda i en retning, de ikke havde troet, de skulle gå.

Selv på vores egne lejre er der muligheder, om end i mindre størrelse. Det er her, vi kan sætte en lille spire, som senere kan få mulighed for at vokse sig større.

Det er derfor, det er vigtigt, at vi holder fast. For selv i vores lille korps kan de små blive store.”

Baptistspejderne rejser ikke kun til Hedeland for at være med på en stor spejderlejr. De kommer med erfaringer fra lokale kredse og menigheder, hvor spejderarbejdet bygger på tro, ansvar og fællesskab.

Når lejren slutter, forsvinder byen igen. Teltene er pakket sammen. Rafterne båret væk. Græsset får lov at rejse sig.

Men noget bliver tilbage.

Ikke i Hedeland, men i spejderne selv: modet til at handle, erfaringen af at høre til – og en stille fornemmelse af, at ingen er alene.

Læs mere her

Læs om Hans Christians Dahl oplevelser under Spejdernes Lejr 2022 i artiklen:
”Alle har ret til et godt udeliv”

eller læs om demokratiet i spejderkorpset i artiklen:
Demokrati i blå uniform

Du kan også prøve at skrive “spejder” i søgefeltet, hvis du vil se flere artikler om spejderarbejdet. Husk at du altid kan finde flere informationer på https://baptistspejder.dk/ og på Facebook: https://www.facebook.com/DanskeBaptistersSpejderkorps

Alle baptistspejderne på Spejdernes Lejr 2022 (Foto: Bjarne Fich / SPEJDERNE)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Spejdernes Lejr 2026 samler mere end 30.000 spejdere. Danske Baptisters Spejderkorps er med som ét af korpsene bag lejren, hvor håb, handling, tro og fællesskab bliver til spejderliv under åben himmel.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/07/spejdernes-lejr-2026.mp3

I juli 2026 begynder en ny by at vokse op i Hedeland Naturpark. Ikke med parcelhuse og asfalt, men med telte, rafter, bålsteder og mudrede sko. Her lærer børn og unge noget om sig selv ved at løse opgaver sammen med andre.

Fra den 18. til den 26. juli 2026 bliver Hedeland Naturpark mellem Roskilde og Høje-Taastrup rammen om Spejdernes Lejr 2026. Mere end 30.000 spejdere sætter kurs mod lejrpladsen. 5.000 af dem er internationale spejdere fra over 50 lande.

For baptistspejderne begynder den store lejr lokalt. I kredsene, hvor børn, unge og førere pakker rygsække, planlægger turen og rejser af sted for at blive en del af noget, de ikke kan skabe alene. Samtidig er Danske Baptisters Spejderkorps med som ét af de fem korps bag Nordens største spejderlejr.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Baptist.dk har talt med spejderchef Tue Sandbæk og vicespejderchef Karoline Bundgaard om, hvad Spejdernes Lejr 2026 betyder for det lokale baptistspejderarbejde:

”For os baptistspejdere er Spejdernes Lejr en enestående mulighed for at blive en del af noget større. Lejren giver spejdere og førere oplevelsen af at indgå i et landsdækkende fællesskab, hvor tusindvis af spejdere samles om de samme værdier, aktiviteter og eventyr. Det er med til at give en forståelse af, at man er en del af en bevægelse, der rækker langt ud over ens lokale kreds og eget korps.

For spejderne giver lejren mulighed for at skabe nye venskaber, møde andre spejdertraditioner og få oplevelser, som vi som et mindre korps ikke kan tilbyde alene. For førerne er lejren en kilde til inspiration, erfaringsudveksling og nye idéer, som kan bringes hjem og styrke det lokale spejderarbejde.”

Det er en vigtig pointe for et lille korps: Den store lejr erstatter ikke det lokale arbejde. Men den kan give noget tilbage til det.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Alle ind i fællesskabet

’Alle ind i fællesskabet’ er temaet for Spejdernes Lejr 2026. Det er et stort udsagn. På en spejderlejr bliver det til noget, man kan mærke: i patruljen, ved lejrbålet, i underlejren og i de opgaver, der kun kan løses sammen.

På lejren er fællesskabet organiseret i fire tematiske underlejre: Havet, Landet, Byen og Skoven. En nødvendig opdeling, når 30.000 mennesker skal bo, spise, sove og finde vej samme sted. Men den har også en pointe: Det enorme skal gøres nært.

Hvornår mærker spejderne så fællesskabet stærkest på en stor lejr? Karoline og Tue er ikke i tvivl:

”Særligt ved de store fælles samlinger, åbningslejrbål og afslutningslejrbål oplever mange spejdere følelsen af at være en del af noget, der er større end dem selv. Når tusindvis af spejdere synger, jubler og deler oplevelser, opstår en stærk følelse af sammenhold og tilhørsforhold. For mange spejdere er det ved de store lejrbål, man oplever det stærkeste fællesskab.

Blandt de mange frivillige fra alle korps er der også et stærkt fællesskab med fokus på at få opgaverne løst bedst muligt. Venskaber opstår, når vi står sammen med vores forskelligheder.”

Spejdernes Lejr

– arrangeres i fællesskab af de fem korps i Foreningen Spejderne: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Baptistspejdere i et større fællesskab

Spejdernes Lejr arrangeres af de fem korps i Foreningen Spejderne. Danske Baptisters Spejderkorps er ét af dem.

For et lille korps er en fælleslejr en adgang til oplevelser, ressourcer og fælles energi, som korpset ikke kan løfte alene. Samtidig bringer hvert korps sin egen tradition med ind i helheden. Hvad bidrager baptistspejderne særligt med? Karoline og Tue svarer:

”Vi som baptistspejdere bringer noget særligt ind i det tværkorpslige fællesskab. Som et lille spejderkorps er der kort vej fra idé til handling, stærke relationer og en kultur, hvor alle kender hinanden. Vi er med til at vise, at spejderarbejde kan udfolde sig på mange måder.

Lejrbål på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Vi kan bidrage med vores egen identitet, og det styrker mangfoldigheden i fællesskabet. Det tværkorpslige fællesskab bliver stærkere, når både store og små korps deltager aktivt.

Samarbejde på trods af forskelle i livsopfattelse, tro, samfundsstatus og økonomisk formåen er en af spejderfællesskabets største styrker. Spejdere bærer forskellene ind i fællesskabet. På den måde lærer børn og unge at forstå og samarbejde med andre, der ikke ligner dem selv.”

Spejdernes Lejr 2026 og bæredygtighed

Spejdernes Lejr 2026 har fokus på bæredygtighed i stor skala. Lejren planlægger 750.000 måltider. Mindst 500.000 af dem bliver vegetariske, og mindst en tredjedel bliver økologiske. Affaldet skal sorteres i otte fraktioner.

På den måde bliver bæredygtighed ikke kun noget, spejderne taler om. Det bliver noget, de øver sig i – sammen.

 

Mere end aktiviteter

Programmet rummer over 300 aktiviteter – fra internationale møder og praktiske udfordringer til FabLab på RUC. For spejdere er aktiviteter aldrig bare tidsfordriv. De er måder at lære ansvar, samarbejde og mod på. Fællesskab handler ikke kun om holdninger, men om at øve sig sammen.

Hvad håber spejdercheferne så, at spejderne tager med hjem fra lejren – ud over gode minder?

”Drømmen er, at når spejderne rejser hjem fra Spejdernes Lejr 2026, er det ikke kun rygsækken, der er fyldt. De tager hjem med nye venskaber, store oplevelser og minder for livet.

En stor spejderlejr er også med til at udvikle nye færdigheder, som kan tages med hjem. Spejderne vil blandt andet lære at tage ansvar og arbejde sammen i fællesskaber på tværs af korps. Gennem leg, eventyr og samarbejde udvikler de både selvtillid og mod til at prøve nye ting.”

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Tro midt i spejderbyen

Samlingsområdet på Aktivitetscenter Øst er et særligt område på Spejdernes Lejr 2026. Her ligger den kirkelige base, “Kirken”, som giver plads til eftertanke, fordybelse, fortællinger, leg, kreativitet og sang.

Det kirkelige tilbud har mange former: Morgenandagter, alternative gudstjenesteformer, Taizé-andagter, aftennadver, beatbox-gudstjeneste, pop-up-aktiviteter og et escape room med gamle profetier, stjernekort og mystiske spor.

Her er ikke mange kirkebænke, salmebøger eller traditionelle højmesser. På en spejderlejr flytter troen ud under teltdugen. Den får form gennem samtaler, sang, nysgerrighed, stilhed og fællesskab.

For Tue Sandbæk og Karoline Bundgaard handler det ikke om at gøre lejren til en prædikestol. Det handler om at være til stede.

”Vi udspringer af baptisterne, og de fleste af os har et tilhørsforhold til en menighed. På lejren giver det os mulighed for at bringe de baptistiske traditioner med ind.

Spejdere og gæster får mulighed for at lære om andet end den traditionelle folkekirke, som alle kender. Vi skal ikke ud for at prædike og omvende folk, men der er plads og mulighed for, at alle, der har lyst eller brug for det, kan komme og få en snak.”

I Samlingsområdet findes også Samlingspunktet, et stort telt for ro, nærvær og samtaler. Her kan spejderne trække sig lidt fra lejrens tempo, høre oplæg eller deltage i talks.

Søndag den 19. juli kl. 13.00 er der fælles lejrgudstjeneste.

Oversigt over en del af SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

At blive set

Lejrsalmen “Aldrig alene” henter inspiration i fortællingen om Zakæus – manden, der blev set af Jesus og kaldt tilbage i fællesskabet. Det er en stærk fortælling at tage med ind i en lejr med 30.000 deltagere.

I et stort fællesskab risikerer den enkelte at forsvinde. Man bliver én blandt mange. En lille stemme i et stort kor. En spejder i en uniform, der ligner de andres.

Derfor er ”Aldrig alene” et vigtigt budskab fra kirken på lejren: Fællesskab er først sandt, når det enkelte menneske bliver set.

Karoline har reflekteret over budskabet og lejrens betydning for den enkelte spejder:

”Spejdernes Lejr kan noget særligt. Det er blandt andet en unik mulighed for at være frivillig. Jeg har tidligere haft flere frivillige i mine teams og har set flere bruge det som en legeplads, hvor der er mulighed for at udvikle sig uden at være bange for at mislykkes eller fejle. De har brugt det som en mulighed for at komme videre – nogle endda i en retning, de ikke havde troet, de skulle gå.

Selv på vores egne lejre er der muligheder, om end i mindre størrelse. Det er her, vi kan sætte en lille spire, som senere kan få mulighed for at vokse sig større.

Det er derfor, det er vigtigt, at vi holder fast. For selv i vores lille korps kan de små blive store.”

Baptistspejderne rejser ikke kun til Hedeland for at være med på en stor spejderlejr. De kommer med erfaringer fra lokale kredse og menigheder, hvor spejderarbejdet bygger på tro, ansvar og fællesskab.

Når lejren slutter, forsvinder byen igen. Teltene er pakket sammen. Rafterne båret væk. Græsset får lov at rejse sig.

Men noget bliver tilbage.

Ikke i Hedeland, men i spejderne selv: modet til at handle, erfaringen af at høre til – og en stille fornemmelse af, at ingen er alene.

Læs mere her

Læs om Hans Christians Dahl oplevelser under Spejdernes Lejr 2022 i artiklen:
”Alle har ret til et godt udeliv”

eller læs om demokratiet i spejderkorpset i artiklen:
Demokrati i blå uniform

Du kan også prøve at skrive “spejder” i søgefeltet, hvis du vil se flere artikler om spejderarbejdet. Husk at du altid kan finde flere informationer på https://baptistspejder.dk/ og på Facebook: https://www.facebook.com/DanskeBaptistersSpejderkorps

Alle baptistspejderne på Spejdernes Lejr 2022 (Foto: Bjarne Fich / SPEJDERNE)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/selv-i-vores-lille-korps-kan-de-smaa-blive-store/feed/ Når Gud giver os ord https://baptist.dk/naar-gud-giver-os-ord/ Sat, 23 May 2026 19:16:24 +0000 https://baptist.dk/?p=21477 Pinse er kirkens fødselsdag. Vi fejrer, at Gud stadig giver sin kirke mod, sprog og kærlighed til at række evangeliet videre


Lyt til pinseinspirationen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/05/pinsepraediken-2026.mp3

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Pinse er kirkens fødselsdag. Vi fejrer, at Gud stadig giver sin kirke mod, sprog og kærlighed til at række evangeliet videre


Lyt til pinseinspirationen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/05/pinsepraediken-2026.mp3

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/naar-gud-giver-os-ord/feed/ Kast nettet ud https://baptist.dk/kast-nettet-ud/ Thu, 07 May 2026 04:00:35 +0000 https://baptist.dk/?p=21276
Der bliver i dag talt meget om forskelligheder og om, at vi er uenige. Derfor har jeg i længere tid tænkt meget på, hvad det vil sige, at vi er uenige, og hvad der egentlig er vigtigt, at vi har fokus på?

Jeg har tænkt på følgende spørgsmål: Hvad er egentlig vores kald som følgere af Jesus – og kaldet til vores tjeneste for Herren? Jeg har derfor læst om, da Jesus kalder de første disciple.

Jesus råbte ud til dem: “Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere.”

Det syntes jeg er et helt fantastisk vers og ord – MENNESKEFISKERE. Vi er kaldet til at være menneskefiskere. Ikke med fordømmelse eller krav om perfektion – men med åbne hænder og åbne hjerter.

Vores opgave er ikke at sortere, dømme eller afgøre, hvem der ’passer ind’. Den opgave tilhører Gud! Vi må møde mennesker dér, hvor de er. Se dem. Lytte. Række ud. Invitere ind – indgå i relation med andre mennesker! For Guds kærlighed er ikke for de få – den er for alle slags mennesker, i alle livets situationer.

Nogle gange kan vi måske blive usikre: Gør vi det rigtigt? Siger vi det rigtige? Men måske handler det ikke om at gøre det perfekt, men mere om at være villige. Villige til at elske, selv når det er svært. Villige til at dele håb, selv når vi selv tvivler. Vi skal ikke bære ansvaret for resultatet. Vi skal bare kaste nettet – og stole på, at Gud gør resten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Der bliver i dag talt meget om forskelligheder og om, at vi er uenige. Derfor har jeg i længere tid tænkt meget på, hvad det vil sige, at vi er uenige, og hvad der egentlig er vigtigt, at vi har fokus på?

Jeg har tænkt på følgende spørgsmål: Hvad er egentlig vores kald som følgere af Jesus – og kaldet til vores tjeneste for Herren? Jeg har derfor læst om, da Jesus kalder de første disciple.

Jesus råbte ud til dem: “Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere.”

Det syntes jeg er et helt fantastisk vers og ord – MENNESKEFISKERE. Vi er kaldet til at være menneskefiskere. Ikke med fordømmelse eller krav om perfektion – men med åbne hænder og åbne hjerter.

Vores opgave er ikke at sortere, dømme eller afgøre, hvem der ’passer ind’. Den opgave tilhører Gud! Vi må møde mennesker dér, hvor de er. Se dem. Lytte. Række ud. Invitere ind – indgå i relation med andre mennesker! For Guds kærlighed er ikke for de få – den er for alle slags mennesker, i alle livets situationer.

Nogle gange kan vi måske blive usikre: Gør vi det rigtigt? Siger vi det rigtige? Men måske handler det ikke om at gøre det perfekt, men mere om at være villige. Villige til at elske, selv når det er svært. Villige til at dele håb, selv når vi selv tvivler. Vi skal ikke bære ansvaret for resultatet. Vi skal bare kaste nettet – og stole på, at Gud gør resten.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/kast-nettet-ud/feed/ Trosfrihed er mere end jura https://baptist.dk/trosfrihed-er-mere-end-jura/ Tue, 14 Apr 2026 20:02:08 +0000 https://baptist.dk/?p=21182 Med afsæt i Acts2Movement skriver Chin Chin om en frihed, der er mere end en rettighed: et kald til at leve troen ud, dele evangeliet og stå sammen med forfulgte kristne


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/trosfrihed-acts2learn.mp3

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 2000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere i ‘Omsorg begynder med at standse op‘ (Omsorgsstien)

Og læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Med afsæt i Acts2Movement skriver Chin Chin om en frihed, der er mere end en rettighed: et kald til at leve troen ud, dele evangeliet og stå sammen med forfulgte kristne


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/trosfrihed-acts2learn.mp3

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 2000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere i ‘Omsorg begynder med at standse op‘ (Omsorgsstien)

Og læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/trosfrihed-er-mere-end-jura/feed/ ”Vær ikke forfærdede” https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/ Sat, 04 Apr 2026 20:25:35 +0000 https://baptist.dk/?p=21138 Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/feed/ Find håb i bøn https://baptist.dk/find-haab-i-boen/ Thu, 05 Mar 2026 05:00:09 +0000 https://baptist.dk/?p=20972
Jeg havde egentlig tænkt mig, at denne torsdagstanke skulle handle om fasten og vaner, og hvordan vi kan bryde med ‘faste’ vaner, der måske fylder uheldigt. Men mens jeg skriver denne ‘tanke’, fylder tanker om krig, usikkerhed og elendighed i verden for meget.

Breaking news lørdag morgen hed: “Endnu en krig i Mellemøsten er startet”.

I Danmark fylder det, at vi netop sidste uge fik udskrevet valg. Og aldrig har befolkningen været mere i tvivl om, hvor krydset skal sættes.

En gravid mor, hvis baby muligvis er meget syg spørger: “Simon, vil I ikke have os med i jeres aftenbøn?”

Når krig og ødelæggelse, usikkerhed og splittelse, modløshed og sorg fylder allermest, så er håbet stadig at finde i bøn. Iranerne beder om frihed. Danskerne beder og håber på et godt og trygt valg. Og den gravide mor beder i desperation, efter håb og lys der, hvor hun er ramt af mørket.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Jeg havde egentlig tænkt mig, at denne torsdagstanke skulle handle om fasten og vaner, og hvordan vi kan bryde med ‘faste’ vaner, der måske fylder uheldigt. Men mens jeg skriver denne ‘tanke’, fylder tanker om krig, usikkerhed og elendighed i verden for meget.

Breaking news lørdag morgen hed: “Endnu en krig i Mellemøsten er startet”.

I Danmark fylder det, at vi netop sidste uge fik udskrevet valg. Og aldrig har befolkningen været mere i tvivl om, hvor krydset skal sættes.

En gravid mor, hvis baby muligvis er meget syg spørger: “Simon, vil I ikke have os med i jeres aftenbøn?”

Når krig og ødelæggelse, usikkerhed og splittelse, modløshed og sorg fylder allermest, så er håbet stadig at finde i bøn. Iranerne beder om frihed. Danskerne beder og håber på et godt og trygt valg. Og den gravide mor beder i desperation, efter håb og lys der, hvor hun er ramt af mørket.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/find-haab-i-boen/feed/ Nyheder, der bringer håb på en mandag https://baptist.dk/nyheder-der-bringer-haab-paa-en-mandag/ Thu, 12 Feb 2026 05:00:05 +0000 https://baptist.dk/?p=20860
Vinteren bider og vejrudsigten er ikke til meget trøst. I mit fjernsyn handler nyhederne om naturkatastrofer, gale statsmænd og krigens rædsler. Min avis flyder over med historier om omsorgssvigt, politisk svigt og udkantsdanmarks undergang. Og så på en mandag…

Min digitale postkasse udstøder endnu et suk. En regning? Eller bare en reklame?

Nej, denne gang er der Nyhedsbrev fra ”Verdens Bedste Nyheder” – et utroligt nyhedsmedie, der kun fortæller om fremskridt og løsninger på klodens største udfordringer. Denne mandag får jeg historien om Dara på Vestbredden, der sender dadler til Danmark og en beretning om firhjulstrækkere, der kører kondomer og p-piller langt ud på landet i Tanzania.

Med ”Verdens Bedste Nyheder” indfinder håbet sig på en mandag.

Håbet – en mærkelig størrelse, der er i familie med forventninger og fætter til drømme og længsler.
Håbet – der er grundlag for alle store forandringer i vores liv.
Håbet – der får fællesskaber til at fungere, vokse og skabe liv.
Håbet – der aldrig fuldt ud bliver til virkelighed.
Håbet – som vi ikke kan leve uden.

Nogle gange får håbet os til at handle, andre gange kan vi ikke andet end at håbe. ”Verdens Bedste Nyheder” rammer min indbakke med historier om håb, der bliver til handling.

Da jeg har læst om Daras dadler, glæder jeg mig over, at mit liv både rummer et håb for denne verden og et håb om en ny himmel og en ny jord.

Og jeg så en ny himmel og en ny jord.
For den første himmel og den første jord forsvandt,
og havet findes ikke mere.

Og den hellige by, det ny Jerusalem,
så jeg komme ned fra himlen fra Gud,
rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.
Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.

 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.

(Johannes Åbenbaring, kapitel 21, vers 1 til 4)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
Vinteren bider og vejrudsigten er ikke til meget trøst. I mit fjernsyn handler nyhederne om naturkatastrofer, gale statsmænd og krigens rædsler. Min avis flyder over med historier om omsorgssvigt, politisk svigt og udkantsdanmarks undergang. Og så på en mandag…

Min digitale postkasse udstøder endnu et suk. En regning? Eller bare en reklame?

Nej, denne gang er der Nyhedsbrev fra ”Verdens Bedste Nyheder” – et utroligt nyhedsmedie, der kun fortæller om fremskridt og løsninger på klodens største udfordringer. Denne mandag får jeg historien om Dara på Vestbredden, der sender dadler til Danmark og en beretning om firhjulstrækkere, der kører kondomer og p-piller langt ud på landet i Tanzania.

Med ”Verdens Bedste Nyheder” indfinder håbet sig på en mandag.

Håbet – en mærkelig størrelse, der er i familie med forventninger og fætter til drømme og længsler.
Håbet – der er grundlag for alle store forandringer i vores liv.
Håbet – der får fællesskaber til at fungere, vokse og skabe liv.
Håbet – der aldrig fuldt ud bliver til virkelighed.
Håbet – som vi ikke kan leve uden.

Nogle gange får håbet os til at handle, andre gange kan vi ikke andet end at håbe. ”Verdens Bedste Nyheder” rammer min indbakke med historier om håb, der bliver til handling.

Da jeg har læst om Daras dadler, glæder jeg mig over, at mit liv både rummer et håb for denne verden og et håb om en ny himmel og en ny jord.

Og jeg så en ny himmel og en ny jord.
For den første himmel og den første jord forsvandt,
og havet findes ikke mere.

Og den hellige by, det ny Jerusalem,
så jeg komme ned fra himlen fra Gud,
rede som en brud, der er smykket for sin brudgom.
Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.

 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.

(Johannes Åbenbaring, kapitel 21, vers 1 til 4)

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/nyheder-der-bringer-haab-paa-en-mandag/feed/ Invitation til fællesskab https://baptist.dk/invitation-til-faellesskab/ Wed, 11 Feb 2026 11:10:04 +0000 https://baptist.dk/?p=20866 I en usikker verden er det fristende at holde fast i det velkendte og trygge. Den mulighed er kun et privilegium for dem, der føler sig sikre!


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/03/14-baptist-dk-1-pkt-12-invitation-til-faellesskab.mp3

Jesus’ disciple oplevede alt andet end tryghed, da de en nat på Genesaret Sø blev fanget i et voldsomt stormvejr. Midt i deres desperation blev de mødt af Jesus, der opmuntrende kaldte: “Kom ud til mig!”

For i enhver situation – uanset om den er spændende eller hverdagskedelig – kalder Jesus os med et kærligt og opmuntrende kom. Jesus’ invitation til at gå på vandet må have været udfordrende. Det stred mod al menneskelig erfaring. Alligevel havde Peter tillid til Jesus og gik ud på hans ord.[1]

Meget af det, vi før oplevede som sikkert, er i opbrud. Usikkerheden præger vores samfund og påvirker os på mange niveauer. Mange mennesker søger tro, håb og tryghed. Det kræver mod at tage nye skridt i troen – for nogle føles det lige så usikkert som at træde ud af en båd midt ude på søen!

Peter blev ramt af tvivl og flyttede blikket væk fra Jesus – og han begyndte at synke. Men Jesus lod ham ikke synke. Han rakte hånden frem og løftede ham op. Sådan er vores frelser: Han griber ud og rejser os op, når omstændighederne, prøvelserne og synden er ved at tage magten over os.

Kirken som Kristus’ krop

I Jesus’ udstrakte hånd ser vi også det kald, han giver til sin kirke. Som Kristus’ krop på jorden er vi sat til at række ud med den samme bevægelse af nåde, løft og fællesskab. Men ligesom Peter kan vi miste fokus på Jesus og blive overvældet af omgivelserne. Vi værner om det kendte, det trygge, det velafprøvede. Vi holder af ’vores måde’ at gøre tingene på.

Uden helt at opdage det, risikerer vi at stille os tilfredse med at være en lukket forsamling for dem, der allerede er inde. Men kirken er ikke kaldet til at lukke sig om sig selv. Jesus’ fællesskab er altid på vej ud. Jesus spiser med dem, andre sorterer fra. Han inviterer dem, der står udenfor. Han taler troens ord til mennesker, som ingen andre regner med.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at vokse i troen på Gud og spejle Guds kærlighed i livet.

En kirke med åbne døre

Fællesskab i Kristus handler ikke om at ensrette mennesker, men om at møde dem med evangeliet.

Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til at troen kan deles ærligt.

Et åbent fællesskab er ikke uforpligtende, men vi tør tværtimod dele det, der betyder noget: tro, håb, tvivl og liv. Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til, at troen kan deles ærligt. Det kræver generøsitet at give plads til, at andre kan komme med deres spørgsmål, erfaringer og egne måder at udtrykke troen på.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop. Mindre optaget af at bevare det velkendte og mere optaget af at være et fællesskab, der spejler Guds gæstfrihed. Det betyder, at vi skal åbne vores hjem, vores gudstjenester, vores bibelstudier og vores liv – ikke som arrangementer, men som steder, hvor mennesker kan finde tilhør og troens sprog.

Når vi tør lade fællesskabet være både åbent og trofast, sker der noget smukt: Kirken bliver et sted, hvor mennesker ikke bare ’kommer’, men hører til. Hvor vi ikke kun deler aktiviteter, men deler liv. Og hvor Kristus bliver synlig midt iblandt os, fordi vi gør, hvad han gjorde: åbner døren, inviterer ind og går sammen.

Lad os tage skridtet sammen

Jesus kalder stadig: “Kom!” – ikke ind i det velkendte, men ud i det levende fællesskab, hvor troen får plads til at vokse. Han rækker hånden frem, og vi er kaldet til at gøre det samme. Lad os blive kirke, der åbner døre og hjerter. Lad os invitere mennesker ind – ikke til en klub, men til et fællesskab, hvor vi deler liv, håb og tro.

Det kræver mod. Det kræver generøsitet. Men det er her, vi ser Guds rige vokse: når vi tør stå ud af båden og sammen finde fodfæste i hans nåde. Så lad os tage skridtet – og række hånden ud. For Kristus går foran.

[1] Matthæusevangeliet kap. 14, vers 22-32

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> I en usikker verden er det fristende at holde fast i det velkendte og trygge. Den mulighed er kun et privilegium for dem, der føler sig sikre!


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/03/14-baptist-dk-1-pkt-12-invitation-til-faellesskab.mp3

Jesus’ disciple oplevede alt andet end tryghed, da de en nat på Genesaret Sø blev fanget i et voldsomt stormvejr. Midt i deres desperation blev de mødt af Jesus, der opmuntrende kaldte: “Kom ud til mig!”

For i enhver situation – uanset om den er spændende eller hverdagskedelig – kalder Jesus os med et kærligt og opmuntrende kom. Jesus’ invitation til at gå på vandet må have været udfordrende. Det stred mod al menneskelig erfaring. Alligevel havde Peter tillid til Jesus og gik ud på hans ord.[1]

Meget af det, vi før oplevede som sikkert, er i opbrud. Usikkerheden præger vores samfund og påvirker os på mange niveauer. Mange mennesker søger tro, håb og tryghed. Det kræver mod at tage nye skridt i troen – for nogle føles det lige så usikkert som at træde ud af en båd midt ude på søen!

Peter blev ramt af tvivl og flyttede blikket væk fra Jesus – og han begyndte at synke. Men Jesus lod ham ikke synke. Han rakte hånden frem og løftede ham op. Sådan er vores frelser: Han griber ud og rejser os op, når omstændighederne, prøvelserne og synden er ved at tage magten over os.

Kirken som Kristus’ krop

I Jesus’ udstrakte hånd ser vi også det kald, han giver til sin kirke. Som Kristus’ krop på jorden er vi sat til at række ud med den samme bevægelse af nåde, løft og fællesskab. Men ligesom Peter kan vi miste fokus på Jesus og blive overvældet af omgivelserne. Vi værner om det kendte, det trygge, det velafprøvede. Vi holder af ’vores måde’ at gøre tingene på.

Uden helt at opdage det, risikerer vi at stille os tilfredse med at være en lukket forsamling for dem, der allerede er inde. Men kirken er ikke kaldet til at lukke sig om sig selv. Jesus’ fællesskab er altid på vej ud. Jesus spiser med dem, andre sorterer fra. Han inviterer dem, der står udenfor. Han taler troens ord til mennesker, som ingen andre regner med.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab.

Jesus skabte ikke en klub – han skabte et levende trosfællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at vokse i troen på Gud og spejle Guds kærlighed i livet.

En kirke med åbne døre

Fællesskab i Kristus handler ikke om at ensrette mennesker, men om at møde dem med evangeliet.

Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til at troen kan deles ærligt.

Et åbent fællesskab er ikke uforpligtende, men vi tør tværtimod dele det, der betyder noget: tro, håb, tvivl og liv. Det kræver mod at invitere mennesker tæt nok på til, at troen kan deles ærligt. Det kræver generøsitet at give plads til, at andre kan komme med deres spørgsmål, erfaringer og egne måder at udtrykke troen på.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop.

Derfor må vi som kirker øve os i at være mindre klub og mere krop. Mindre optaget af at bevare det velkendte og mere optaget af at være et fællesskab, der spejler Guds gæstfrihed. Det betyder, at vi skal åbne vores hjem, vores gudstjenester, vores bibelstudier og vores liv – ikke som arrangementer, men som steder, hvor mennesker kan finde tilhør og troens sprog.

Når vi tør lade fællesskabet være både åbent og trofast, sker der noget smukt: Kirken bliver et sted, hvor mennesker ikke bare ’kommer’, men hører til. Hvor vi ikke kun deler aktiviteter, men deler liv. Og hvor Kristus bliver synlig midt iblandt os, fordi vi gør, hvad han gjorde: åbner døren, inviterer ind og går sammen.

Lad os tage skridtet sammen

Jesus kalder stadig: “Kom!” – ikke ind i det velkendte, men ud i det levende fællesskab, hvor troen får plads til at vokse. Han rækker hånden frem, og vi er kaldet til at gøre det samme. Lad os blive kirke, der åbner døre og hjerter. Lad os invitere mennesker ind – ikke til en klub, men til et fællesskab, hvor vi deler liv, håb og tro.

Det kræver mod. Det kræver generøsitet. Men det er her, vi ser Guds rige vokse: når vi tør stå ud af båden og sammen finde fodfæste i hans nåde. Så lad os tage skridtet – og række hånden ud. For Kristus går foran.

[1] Matthæusevangeliet kap. 14, vers 22-32

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/invitation-til-faellesskab/feed/ Det er om natten, man ser nordlys https://baptist.dk/det-er-om-natten-man-ser-nordlys/ Sun, 08 Feb 2026 10:40:39 +0000 https://baptist.dk/?p=20808 Daniel Øhrstrøm fortæller om det at leve med alvorlig sygdom, om store åndelige velsignelser – og det at gerne ville være præst.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/02/det-er-om-natten-man-ser-nordlys.mp3

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Daniel Øhrstrøm fortæller om det at leve med alvorlig sygdom, om store åndelige velsignelser – og det at gerne ville være præst.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/02/det-er-om-natten-man-ser-nordlys.mp3

Daniel Øhrstrøm har skrevet en let læst, men ikke letbenet bog om sygdom, tro og uventede velsignelser. Den hedder ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Vi følger ham igennem godt tre års hospitalsindlæggelser og utallige operationer, op og nedture, frygten for at dø fra sine tre, nu fire børn og sin kone. Mest af alt er det en trosvandring med store velsignelser i mørket – større end det er de fleste forundt.

Daniel Øhrstrøm, 46, er journalist ved Kristeligt Dagblad, en elsket foredragsholder, musiker og sangskriver.

Forfatter Daniel Øhrstrøm (Foto: Pelle Rink / Bibelselskabet)

Han fortæller i bogen om flere store åndelige oplevelser midt i mørket. Bl.a. møder han Jesus i menneskers ansigter – og sin elskede afdøde farmor – i en MR-scanners klaustrofobiske indre. Møder, der blev til velsignelser, gav trøst og håb.

Fangekoret

Det mest bevægende afsnit i bogen handler om Louise Adrian, der var Fangekorets ”mor” i 30 år og som døde i 2024. Hun og Daniel var hinandens livsvidner – Louise fik kræft et halvt år efter Daniel blev syg, og de fulgte hinandens liv tæt. Hendes sidste hilsen til ham handlede om hans nyfødte datter, Gerda Rose, der er født med Downs syndrom. En hilsen han fik kun få dage før Louise døde.

Jesus-bønnen er gennemgående i bogen, fra allerførste side til den sidste. Bønnen, han begiver sig ind i narkosen med, hver gang han skal opereres, og for det meste vågner han med en salme i tankerne.

Jesusbønnen stifter Daniel netop bekendtskab med, da han følger Fangekoret i et halvt år for at skrive en bog om koret og Louise i 2012.

Han skriver: ”Livets dybeste mening er fællesskab. Vi fødes og dør alene, men vi lever sammen og har brug for hinanden. Fællesskab fordriver frygt, fordi næstekærlighed fordriver frygt. Uden kærlighed er vi intet. For alting er ingenting uden kærlighed.”

Netop Louise Adrian formåede at se de store kriminelle bamser som mennesker, der er elskede uanset deres fortid.

Bogens omslag (Bibelselskabet)

Daniel skriver: ”Vi kan hurtigt dømme hinanden og alt for mange lever livet som korrekturlæsere, der kun går op i at finde andres fejl. (…) Louise var en tingfinder efter det gode i dem, der allerede var blevet stemplet som onde.”

Slægtninge i troen

Daniel bor med sin familie på Bornholm, hvor han også prædiker i Baptistkirken Bornholm. Netop her sætter han pris på fællesskabet. ”Det er gode folk i den kirke. Et utroligt godt fællesskab, fordi de lever som slægtninge i troen. Det er der noget smukt i.”

Jeg fanger ham på telefonen i en pause på pastoralseminariet, hvor han læser lige for øjeblikket. Han håber på at blive præst.

”Jeg vil være med til at formidle Guds kærlighed, trøst og håb. Vi lever i en frygtsom tid. Der bliver talt om åndelig oprustning og samtidig nedlægger regeringen Store Bededag. I stedet er der brug for flere foldede hænder og hænder, der rækker ud.”

Guds spørgsmål

I bogen sætter han ord på de to spørgsmål, Gud stiller mennesker allerførst i Bibelen. Han spørger Adam, der netop har forrådt Gud: ”Hvor er du?” og Kain spørger Han, efter at Kain har slået sin bror Abel ihjel: ”Hvor er din bror?” Det er de spørgsmål, Gud også stiller os. Han søger fællesskab med os uanset og ønsker, at vi står i relation til hinanden.

Daniel siger: ”Vi skal søge tilbage i fællesskab med Gud og med hinanden. Der er mange ensomme mennesker og kirke handler om fællesskab, når vi er bedst.”

Om ”Det er om natten, man ser nordlys”.

Forfatter: Daniel Øhrstrøm
Sidetal: 198 sider
Indbinding: Softcover med flapper
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-338-1
Mål: 14 x 20 cm.

https://www.bibelselskabet.dk/Webshop

Terapi at skrive

Han fortæller, at det med at skrive er en måde at tænke på for ham. Det er nærmest terapeutisk. Allerede da han lå på intensiv afdeling på sygehuset i Rønne begyndte han at skrive om sin sygdom på Facebook.

”Jeg vidste jo ikke, om jeg overlevede. Jeg læste min egen journal: der var mistanke om leverkræft. Det var det ikke, men jeg fik en blodforgiftning efter en kikkertoperation, der i stedet afslørede en autoimmun sygdom. Og siden fik jeg konstateret kræft i både tolvfingertarmen og blindtarmen, så den blev fjernet. Men jeg troede først, det var en dødsdom. Egentlig var det derfor et eksistentielt testamente til mine børn, jeg skrev. Jeg skrev mine pointer ned, så børnene kunne bruge dem, hvis jeg ikke var der længere. En slags flaskepost.

På Facebook fik jeg mange hilsner fra folk, der kunne bruge det, jeg skrev. Så da jeg kunne, begyndte jeg at holde foredrag om livsmod under alvorlig sygdom, og om håbet om evigheden…”

Det var disse Facebook-skriverier, der blev basis for både bogen og foredragene rundt i Danmark.

Sygehus som kirke

En af hans pointer er glæden over det danske sygehusvæsen, hvor man ikke regnes efter status. Her er fattig og rig lige værdige, og der sendes en helikopter efter dem begge.

”Når vi går ind i sygehuset, er det som at gå ind i kirken. Vi hænger vores titler i våbenhuset, og tager ens tøj på. Jeg har bedt aftenbøn med mange medpatienter, både direktører og førtidspensionister.”

Udtrykket ”Det er om natten, man ser nordlys” fik han fra frikirkepræsten Poul Kirk, som er en anden af Daniels livslange venner.

Den seneste skanning fra februar viser, at han nu stadig er kræftfri. Og lige nu er han glad og taknemmelig over at gå på pastoralseminariet – selvom det betyder, at han igen er væk fra familien i lang tid. Han har efterhånden rig erfaring i at prædike, og dog vil hans udfordring som folkekirkepræst nok være, siger han, at han skal skrive sine prædikener ned.

”Normalt har jeg bare en disposition, ligesom et foredrag, hvor jeg taler mere frit. Men jeg skriver hver eneste dag. Det er min måde at tænke på.”

Og det har altså manifesteret sig i mere end 15 bøger om andre mennesker, mens den seneste altså handler om ham selv. Jeg var ved at skrive sidste. Det håber jeg ikke, det bliver!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/det-er-om-natten-man-ser-nordlys/feed/