baptist.dk https://baptist.dk baptist.dk er Baptistkirken i Danmarks hjemmeside med aktuelle artikler om liv og tro blandt baptister, venner i andre kirker og sammenhænge – og fra vores indsats ude i den store verden. Her finder du også tidløse temaer og evigt aktuelle artikler fra bladet baptist.dk i en af de fem sektioner: teologi, personer, debat, kirkeliv og internationalt. Sun, 19 Apr 2026 18:29:23 +0000 da-DK hourly 1 https://baptist.dk/wp-content/themes/baptist/images/feed.png144144baptist.dkhttps://baptist.dk ”Vær ikke forfærdede” https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/ Sat, 04 Apr 2026 20:25:35 +0000 https://baptist.dk/?p=21138 Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Midt i uro, frygt og usikkerhed lyder påskens ord fra den tomme grav stadig med samme styrke: ”Han er opstået, han er ikke her.” Derfor lever håbet


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/04/paaskepraediken2026-lars-midtgaard.mp3

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: ”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”  Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet, kapitel 16, vers 1-8

Når man som jeg har haft det privilegium at studere teologi, har man også haft et fag, der hedder homiletik, altså prædikenlære. Og en af de ting, vores lærer sagde flere gange, var: ”Lad være med at bruge tid i din prædiken på at fortælle menigheden, hvor svært det har været at skrive netop denne prædiken. Det kan menigheden ikke være tjent med at høre på.”

Og jeg er helt enig. Det har jeg forsøgt at efterleve gennem årene. Men her vil jeg alligevel bryde princippet.

For gennem det meste af min præstetid har det været sådan, at de allersværeste prædikener at forberede er dem, der skal holdes på kirkens største helligdage: juleaften, pinsedag – og ikke mindst påskedag. Hvorfor? Fordi jeg ofte oplever, at jeg ikke kan bringe noget nyt ind i de kendte beretninger. Jeg tænker tit: Hvordan skal jeg kunne sige noget, de ikke har hørt før? Hvordan skal jeg kunne komme med en ny vinkel eller en ny refleksion til dem, der lytter?

Det er let at få den tanke, at menigheden tager hjem og sidder omkring frokostbordet og siger: ”Ja, der var jo ikke noget nyt i det. Det har jeg hørt før. Mange gange.”

”Læs den igen, far!”

Sådan har jeg også tænkt forud for disse linjer. Indtil jeg forleden kom til at tænke på, hvordan det var, da mine børn var små, og jeg skulle læse højt for dem. Mange af jer, som har eller har haft små børn, har garanteret haft den samme oplevelse. Når jeg skulle læse højt, spurgte jeg ofte: ”Hvad skal vi så læse i aften?”

De valgte en bog og sagde: ”Du skal læse den her, far.”

Så kunne jeg svare: ”Jamen, den har vi jo læst mindst 100 gange.”

”Ja,” var svaret, ”men du skal læse den igen, far!”

”Jamen, vi har læst den så mange gange, og du kan jo hele bogen udenad. Du kan alle sætningerne, alle ordene.”

”Læs den igen, far!”

”Ja, men du skal læse den igen, far!”

Der er et eller andet ved børn: De kan føle en kæmpestor glæde ved at høre en god beretning igen og igen. Det gør tilsyneladende noget godt for dem, at de kan genkende næsten alt i en historie, som har gjort dem godt.

Og så slog det mig forleden: Tænk, hvis vi kunne nærme os påskens beretning præcis som et lille barn, der beder om at få læst den samme bog for 117. gang:

”Læs den igen, far!”

”Det var der ikke noget nyt i…”

Tænk, hvis vi kunne møde beretningen om påskedag som et lille barn og sige:

Fortæl mig det igen, far. Fortæl mig igen om den tomme grav. Fortæl mig igen, hvordan din søn led de frygteligste pinsler på korset for min skyld. Fortæl mig igen, hvordan du sejrede over døden. Og hvordan graven var tom, da de kom derud.

Fortæl mig igen, hvordan englen sagde til kvinderne: ”Hvorfor i alverden leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her.” Fortæl mig igen, hvordan det, der skete dengang, og det, du gjorde, har sat mig fuldstændig fri. Fortæl mig igen, hvordan jeg er fuldstændig og for evigt tilgivet. At alt det forkerte i mit liv er vasket bort på grund af det, du gjorde dengang.

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Jeg tror, at hvis vi kan tage påskens beretning ind på samme måde, som et barn vælger den samme bog for 117. gang og med forventning i stemmen siger: ”Fortæl den igen, far!”, så kan vi gå hjem fra kirken – eller hvordan du nu fejrer påskedag – og samles omkring påskefrokosten med familien og sige til hinanden:

”Ja, det var der jo ikke noget som helst nyt i.” Og så kan vi tilføje: ”Nej, heldigvis.”

Et eksistensgrundlag?

Er det – dybest set – ikke netop denne beretning, der er et umisteligt grundlag for vores liv? Er det ikke denne beretning, der er vores eksistensgrundlag?

Det er det. Selvom jeg må indrømme, at mit liv, sådan som det undertiden ser ud, ikke altid vidner om det. Men Kristus er mit et og alt. Det, han har gjort for mig, er årsagen til min eksistens. Det er denne beretning, der er grunden til, at vi findes, og at vi overhovedet har kraft til at leve det liv, Gud har skænket os. Og derfor er det også den beretning, der giver livet dets allerdybeste mening. Ingen er som han. Det skyldes den beretning, vi har foran os i dag – og som de fleste af os har hørt 117 gange. Vi behøver ikke høre noget nyt.

Det er den samme velkendte beretning, som viser os, at vi indimellem har det ligesom kvinderne på vej til graven: fyldt med frygt og ængstelse. Totalt chokerede over det, der er sket, og uden den mindste anelse om, hvad fremtiden vil bringe. Alt, de kan se for sig, er mørke og fortvivlelse. På vejen derhen siger de til hinanden: ”Hvem skal vi dog få til at hjælpe os med at få den tunge sten rullet væk fra graven?”

Er det ikke dit og mit liv i en nøddeskal en gang imellem? Er det ikke sådan, vi oplever livet fra tid til anden: Hvad skal jeg gøre? Hvem skal jeg få til at hjælpe mig? Jeg står med en byrde så stor, at jeg ikke selv kan klare den. Hvem kan hjælpe mig? Hvem vil hjælpe mig? Og så oplever vi – præcis som kvinderne – at stenen på mirakuløs vis bliver rullet væk. Uden at vi ved hvordan. Uden at vi selv gør det. Som ved en usynlig hånd. Ved en usynlig kraft.

Tre ord, der giver tryghed i livet

Det er også denne velkendte historie, som minder mig om, at jeg indimellem – ja, ikke så sjældent endda – er som kvinderne, der inde i graven møder den unge mand i hvide klæder. Ham, der siger til dem: ”Vær ikke forfærdede!”

Måske er det netop disse tre små ord, der udgør hele essensen, hele kernen i påskens budskab: ”Vær ikke forfærdede!”

Vær ikke forfærdet. Vær ikke urolig. Vær ikke bange. Vær ikke bekymret. Alting er nu faldet på plads. Du behøver ikke længere være forfærdet.

Hvilket fantastisk budskab. Midt i en tid, hvor der ellers er nok at være forfærdet over.

”Vær ikke forfærdede!”

Påskens måske mest centrale budskab rammer lige ind i det. Jesus sagde på korset langfredag: ”Det er fuldbragt!” Derfor kan englen sige til os ved den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet!”

Jeg har gennem de seneste par år haft det sådan, at jeg har følt mig mere ængstelig og bekymret for fremtiden, end jeg tidligere har gjort i mit liv. Ikke så meget for min egen skyld. Når man fylder 63 næste gang, tænker jeg: ”Det skal nok gå for mit vedkommende. Jeg har haft et godt liv.” Men jeg er mere ængstelig og urolig for dem, der skal følge efter mig. Mine børn og mine børnebørn. Verden rundt omkring os: krig i Europa, krig i Mellemøsten, uro mange steder i verden, energikrise, inflation. Hvem er ven, og hvem er fjende? Hvordan skal det gå dem, der kommer efter mig?

Her kommer påskens budskab til mig – og til dig – fra den tomme grav: ”Vær ikke længere forfærdet. Vær ikke længere bange eller urolig.”

Jeg begyndte med at fortælle om børnene, der helst vil have læst op af en god bog, som de har hørt hundrede gange. Hvorfor vil de mon det?

Jeg tror, det giver dem glæde og tryghed at høre et velkendt budskab, som har gjort dem godt gang på gang. Det fylder dem med fred og ro indeni. Hvorfor jager vi så efter noget nyt? Hvorfor skal der hele tiden vise sig noget nyt, spændende og mere indholdsrigt rundt om hjørnet for dig eller mig? Er det, fordi vi har svært ved at finde fred i det, som Gud taler til os?

Det budskab, som stadig sætter fri

Påskedag samles vi om det gamle og meget kendte budskab, som de fleste af os har hørt rigtig mange gange før. Men det er stadig det budskab, som sætter fri. Det er det budskab, som sætter mennesker fri – mennesker, som måske hører det for allerførste gang i dag. Eller som forholder sig til det for allerførste gang. Som for første gang oplever: ”Det her gælder for mig. Det her kalder på mig…”

Da Jesus kom til denne jord, og kort før han forlod den igen, var – og er – budskabet det samme til mennesker: ”Frygt ikke. Vær ikke urolig.”

Lad os her i påsken komme til Gud som de Guds børn, vi er, og sige til ham: ”Fortæl det igen, far!”

Glædelig påske!

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/vaer-ikke-forfaerdede/feed/ Krig og fred https://baptist.dk/krig-og-fred/ Thu, 19 Mar 2026 05:00:34 +0000 https://baptist.dk/?p=21083
I kristendommen ses krig som et tegn på, at mennesker er kommet langt væk fra Guds vilje. Bibelen taler ofte om fred som noget centralt i det kristne liv. I Bjergprædikenen siger Jesus: “Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.” Det viser, at kristne opfordres til at arbejde for fred frem for konflikt og vold.

Samtidig ved kristendommen, at verden ikke altid er fredelig. Mennesker begår fejl og lader sig styre af vrede, magt og frygt, hvilket kan føre til krig. Derfor understreger kristendommen tilgivelse, næstekærlighed og forsoning som veje til at overvinde konflikter.

Fællesskab er også en vigtig del af den kristne tro. Kirken ses som et fællesskab, hvor mennesker støtter hinanden og lever efter Jesus’ bud om at elske sin næste som sig selv. Når mennesker mødes i tro, omsorg og respekt, kan de skabe stærke fællesskaber, der fremmer fred.

Set fra et kristent syn hænger krig, fred og fællesskab derfor tæt sammen. Ved at leve efter Jesus’ lære om kærlighed og tilgivelse kan mennesker være med til at skabe mere fred i verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]>
I kristendommen ses krig som et tegn på, at mennesker er kommet langt væk fra Guds vilje. Bibelen taler ofte om fred som noget centralt i det kristne liv. I Bjergprædikenen siger Jesus: “Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.” Det viser, at kristne opfordres til at arbejde for fred frem for konflikt og vold.

Samtidig ved kristendommen, at verden ikke altid er fredelig. Mennesker begår fejl og lader sig styre af vrede, magt og frygt, hvilket kan føre til krig. Derfor understreger kristendommen tilgivelse, næstekærlighed og forsoning som veje til at overvinde konflikter.

Fællesskab er også en vigtig del af den kristne tro. Kirken ses som et fællesskab, hvor mennesker støtter hinanden og lever efter Jesus’ bud om at elske sin næste som sig selv. Når mennesker mødes i tro, omsorg og respekt, kan de skabe stærke fællesskaber, der fremmer fred.

Set fra et kristent syn hænger krig, fred og fællesskab derfor tæt sammen. Ved at leve efter Jesus’ lære om kærlighed og tilgivelse kan mennesker være med til at skabe mere fred i verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/krig-og-fred/feed/ Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar! https://baptist.dk/fem-aar-efter-militaerkuppet-styrer-frygten-fortsat-bed-for-myanmar/ Mon, 02 Feb 2026 20:55:49 +0000 https://baptist.dk/?p=20765 Kuppet i 2021 blev begyndelsen på en national krise med væbnet konflikt, fattigdom, millioner på flugt og forfølgelse af religiøse mindretal


Lyt til artiklen

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/02/boen-for-myanmar-februar-2026.mp3

Den 1. februar 2021 blev Myanmars spæde demokratiske proces brat afbrudt, da militæret, anført af Senior General Min Aung Hlaing, tog magten ved et kup. Det, de fleste forventede ville blive kortvarigt, har udviklet sig til en langvarig national krise præget af vold, fordrivelse, stigende fattigdom og dybe traumer. Millioner er blevet berørt, og hele lokalsamfund er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Familier lever som internt fordrevne i skove, i midlertidige skjul og i lejre. De lever i stor usikkerhed uden regelmæssig adgang til mad, uddannelse eller sundhedspleje. Frygt er blevet en del af hverdagen for både børn og voksne.

Fordrevne i lejrene i indiske Mizoram (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Kuppet ramte demokratiet hårdt

De militære ledere begrundede kuppet i 2021 med valgsvindel ved det foregående valg, hvor militærets egne partier led et markant nederlag. Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi, og præsident Win Myint, var blandt de første, der blev arresteret sammen med en lang række folkevalgte politikere, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Befolkningen reagerede prompte på militærets magtovertagelse. Titusinder gik på gaderne i fredelige demonstrationer over det meste af landet og mange offentligt ansatte deltog i civil ulydighed. Militæret besvarede de fredelige protester med ekstrem brutalitet, voldelige anholdelser og drab. Det fik modstanden til at ændre karakter. Det, der begyndte som fredelige protester, udviklede sig til en væbnet konflikt.

Udviklingen og situationen i dag

Siden kuppet er situationen i Myanmar kun blevet værre, og i dag taler mange NGO’er og hjælpeorganisationer om en humanitær katastrofe. Over 2,5 millioner mennesker er drevet på flugt internt i landet, og befolkningen kæmper med økonomisk kollaps og stærkt voksende fattigdom. For det kristne mindretal i Myanmar betyder militærstyret øget usikkerhed, restriktioner for kirkerne og blokering af internettet, hvilket gør det svært at samles til gudstjenester.

Siden efteråret 2023 har en alliance af etniske væbnede grupper vundet kontrol over store landområder, vigtige grænseovergange og over 30 byer. Det betyder, at militærjuntaen står svagere end nogensinde. Juntaen kontrollerer stadig de største byer og besidder overlegen luftstyrke, men moralen i hæren er dalende. I de befriede områder arbejder modstandsbevægelsen aktivt på at opbygge et føderalt demokrati nedefra.

I løbet af december 2025 og januar 2026 gennemførte juntaen et parlamentsvalg i flere etaper, der af blandt andre De forenede Nationer og Human Rights Watch betegnes som hverken frit eller retfærdigt, men snarere en skueproces for at fastholde magten.

Myanmars befolkning har de seneste år oplevet flere naturkatastrofer. I 2024 var det tyfonen Yagi og i 2025 var der flere meget kraftige og ekstremt destruktive jordskælv i området omkring Mandalay. Jordskælvene blev målt til henholdsvis 7,7 og 6,4 på Richterskalaen.

Skoleklasse i en af flygtningelejrene i indiske Mizoram i december 2024 (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet vokser blandt baptister

For nylig besøgte medlemmer fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) trosfæller i Myanmar. I en meddelelse skriver de: ”Vi blev mindet om, at bag hver eneste statistik er der virkelige mennesker: præster, familier, unge og børn, som fortsat står fast i troen. Den lokale kirke og baptistfamilien i Myanmar er blevet steder med tilflugt, modstandskraft og stille mod – og de tjener deres lokalsamfund med store personlige omkostninger.”

Repræsentanter fra Baptistkirken i Danmark har også besøgt landet, senest i december 2024. Missionssekretær Morten Kofoed fortæller:
”Behovene i landet er mange og til tider er vores samarbejdspartnere virkeligt udmattede over de forhold, de lever under og de overgreb, de bevidner. Når det så krydres med både tyfoner og jordskælv, er det virkeligt svært for dem. Men der er også håb. De motiveres både af vores finansielle støtte til fx indsatser efter tyfoner og jordskælv og ikke mindst af, at vi tænker på dem og beder for dem.”

Meddelelsen fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) fortsætter: ”Vi er privilegerede over at kunne gå sammen med vores baptistfamilie i Myanmar – lytte, lære, bede og reagere, hvor det er muligt. Vores tilstedeværelse kalder os ikke til at tale hen over dem, men til at stå sammen med dem og sikre, at de ikke bliver glemt.”

En opfordring til bøn

Asia Pacific Baptist Federation (APBF) opfordrer alle verdens baptister til at stå sammen med dem i bøn for Myanmar. En opfordring, vi som danske baptister gerne støtter op om. Det gør de med ordene:

Bed for Myanmars befolkning

  • om trøst, heling og håb for dem, der har lidt tab og traumer
  • om beskyttelse af børn, kvinder og de mest sårbare

Bed for fred og retfærdighed

  • om en ende på volden og åbning af veje til forsoning
  • om visdom og mod til fredsskabere og lokalsamfundsledere

Bed for de internt fordrevne

  • om sikkerhed, husly, mad, lægehjælp og uddannelse
  • om styrke til familier, der lever i langvarig uvished

Bed for kirken og baptistfamilien i Myanmar

  • om udholdenhed, enhed og beskyttelse
  • at kirken fortsat må være et lys, et fristed og en kilde til håb

Bed for fortalervirksomhed og global opmærksomhed

  • at det internationale samfund ikke bliver træt eller tavst
  • om vedvarende fortalervirksomhed, humanitær adgang og medfølende handling

Solidaritet med de udsatte i Myanmar

Ud over enkeltstående øjeblikke og kampagner forpligter de asiatiske baptister sig til vedvarende bøn, læring om og opmærksomhed for Myanmar. De lover deres søstre og brødre i Myanmar at huske frem for at glemme og udvise solidaritet frem for tavshed.

De skriver til baptister i andre dele af verden: ”Vi kan måske ikke ændre alt, men vi kan nægte at se væk. Må vores bønner føre til dybere medfølelse, trofast fortalervirksomhed og fortsat partnerskab, indtil freden får rod i Myanmar.”

Håbet består, selv i det mørke, der har sænket sig over Myanmar de seneste fem år.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Kuppet i 2021 blev begyndelsen på en national krise med væbnet konflikt, fattigdom, millioner på flugt og forfølgelse af religiøse mindretal


Lyt til artiklen

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2026/02/boen-for-myanmar-februar-2026.mp3

Den 1. februar 2021 blev Myanmars spæde demokratiske proces brat afbrudt, da militæret, anført af Senior General Min Aung Hlaing, tog magten ved et kup. Det, de fleste forventede ville blive kortvarigt, har udviklet sig til en langvarig national krise præget af vold, fordrivelse, stigende fattigdom og dybe traumer. Millioner er blevet berørt, og hele lokalsamfund er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Familier lever som internt fordrevne i skove, i midlertidige skjul og i lejre. De lever i stor usikkerhed uden regelmæssig adgang til mad, uddannelse eller sundhedspleje. Frygt er blevet en del af hverdagen for både børn og voksne.

Fordrevne i lejrene i indiske Mizoram (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Kuppet ramte demokratiet hårdt

De militære ledere begrundede kuppet i 2021 med valgsvindel ved det foregående valg, hvor militærets egne partier led et markant nederlag. Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi, og præsident Win Myint, var blandt de første, der blev arresteret sammen med en lang række folkevalgte politikere, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Befolkningen reagerede prompte på militærets magtovertagelse. Titusinder gik på gaderne i fredelige demonstrationer over det meste af landet og mange offentligt ansatte deltog i civil ulydighed. Militæret besvarede de fredelige protester med ekstrem brutalitet, voldelige anholdelser og drab. Det fik modstanden til at ændre karakter. Det, der begyndte som fredelige protester, udviklede sig til en væbnet konflikt.

Udviklingen og situationen i dag

Siden kuppet er situationen i Myanmar kun blevet værre, og i dag taler mange NGO’er og hjælpeorganisationer om en humanitær katastrofe. Over 2,5 millioner mennesker er drevet på flugt internt i landet, og befolkningen kæmper med økonomisk kollaps og stærkt voksende fattigdom. For det kristne mindretal i Myanmar betyder militærstyret øget usikkerhed, restriktioner for kirkerne og blokering af internettet, hvilket gør det svært at samles til gudstjenester.

Siden efteråret 2023 har en alliance af etniske væbnede grupper vundet kontrol over store landområder, vigtige grænseovergange og over 30 byer. Det betyder, at militærjuntaen står svagere end nogensinde. Juntaen kontrollerer stadig de største byer og besidder overlegen luftstyrke, men moralen i hæren er dalende. I de befriede områder arbejder modstandsbevægelsen aktivt på at opbygge et føderalt demokrati nedefra.

I løbet af december 2025 og januar 2026 gennemførte juntaen et parlamentsvalg i flere etaper, der af blandt andre De forenede Nationer og Human Rights Watch betegnes som hverken frit eller retfærdigt, men snarere en skueproces for at fastholde magten.

Myanmars befolkning har de seneste år oplevet flere naturkatastrofer. I 2024 var det tyfonen Yagi og i 2025 var der flere meget kraftige og ekstremt destruktive jordskælv i området omkring Mandalay. Jordskælvene blev målt til henholdsvis 7,7 og 6,4 på Richterskalaen.

Skoleklasse i en af flygtningelejrene i indiske Mizoram i december 2024 (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet vokser blandt baptister

For nylig besøgte medlemmer fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) trosfæller i Myanmar. I en meddelelse skriver de: ”Vi blev mindet om, at bag hver eneste statistik er der virkelige mennesker: præster, familier, unge og børn, som fortsat står fast i troen. Den lokale kirke og baptistfamilien i Myanmar er blevet steder med tilflugt, modstandskraft og stille mod – og de tjener deres lokalsamfund med store personlige omkostninger.”

Repræsentanter fra Baptistkirken i Danmark har også besøgt landet, senest i december 2024. Missionssekretær Morten Kofoed fortæller:
”Behovene i landet er mange og til tider er vores samarbejdspartnere virkeligt udmattede over de forhold, de lever under og de overgreb, de bevidner. Når det så krydres med både tyfoner og jordskælv, er det virkeligt svært for dem. Men der er også håb. De motiveres både af vores finansielle støtte til fx indsatser efter tyfoner og jordskælv og ikke mindst af, at vi tænker på dem og beder for dem.”

Meddelelsen fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) fortsætter: ”Vi er privilegerede over at kunne gå sammen med vores baptistfamilie i Myanmar – lytte, lære, bede og reagere, hvor det er muligt. Vores tilstedeværelse kalder os ikke til at tale hen over dem, men til at stå sammen med dem og sikre, at de ikke bliver glemt.”

En opfordring til bøn

Asia Pacific Baptist Federation (APBF) opfordrer alle verdens baptister til at stå sammen med dem i bøn for Myanmar. En opfordring, vi som danske baptister gerne støtter op om. Det gør de med ordene:

Bed for Myanmars befolkning

  • om trøst, heling og håb for dem, der har lidt tab og traumer
  • om beskyttelse af børn, kvinder og de mest sårbare

Bed for fred og retfærdighed

  • om en ende på volden og åbning af veje til forsoning
  • om visdom og mod til fredsskabere og lokalsamfundsledere

Bed for de internt fordrevne

  • om sikkerhed, husly, mad, lægehjælp og uddannelse
  • om styrke til familier, der lever i langvarig uvished

Bed for kirken og baptistfamilien i Myanmar

  • om udholdenhed, enhed og beskyttelse
  • at kirken fortsat må være et lys, et fristed og en kilde til håb

Bed for fortalervirksomhed og global opmærksomhed

  • at det internationale samfund ikke bliver træt eller tavst
  • om vedvarende fortalervirksomhed, humanitær adgang og medfølende handling

Solidaritet med de udsatte i Myanmar

Ud over enkeltstående øjeblikke og kampagner forpligter de asiatiske baptister sig til vedvarende bøn, læring om og opmærksomhed for Myanmar. De lover deres søstre og brødre i Myanmar at huske frem for at glemme og udvise solidaritet frem for tavshed.

De skriver til baptister i andre dele af verden: ”Vi kan måske ikke ændre alt, men vi kan nægte at se væk. Må vores bønner føre til dybere medfølelse, trofast fortalervirksomhed og fortsat partnerskab, indtil freden får rod i Myanmar.”

Håbet består, selv i det mørke, der har sænket sig over Myanmar de seneste fem år.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/fem-aar-efter-militaerkuppet-styrer-frygten-fortsat-bed-for-myanmar/feed/ Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig https://baptist.dk/fred-til-dig-der-laenges-en-fred-ingen-kan-tage-fra-dig/ Wed, 24 Dec 2025 05:00:42 +0000 https://baptist.dk/?p=20618 Midt i denne verdens kaos lyder englenes budskab. Ikke til magthaverne, men til mennesker, der bærer frygt og håb i hjertet: ”Fred til mennesker med Guds velbehag.”


 

Lyt til Benny Klarholts juleprædiken her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/julepraediken2025.mp3

Skriftsted

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-14

Når magten taler

Det almindelige menneske – du og jeg – har, fordi vi er mennesker mange ting til fælles. Forskellig farve, etnicitet, køn og nationalitet betyder, at vi ikke er ens, men vi er lige meget værd. Det gælder også det fattige par, vi hører om i juleevangeliet. Og for at give det kant og gøre det nærværende og levende for dig, vil jeg gerne, at du ikke bare lytter men reflekterer over, hvad det betyder for dig. For også de var undergivet magthavernes luner og forgodtbefindende. Heller ikke de blev spurgt, hvad der var godt for dem, eller hvad de mente om at være tvunget til at bryde op for at tage på en rejse fyldt af udfordringer og strabadser.

Og alt skete, fordi én havde magten til det.

Og magten var ikke blot ord, men bag ordet – dekretet kan man kalde det – var der vilje og militær magt til at knægte dem, der mente noget andet. I Gaza har det lydt: “flyt jer, eller I risikerer jeres liv”. I Ukraine høres lyden af droner og granater, mens mennesker, ofre for frygten, længes efter at sove en hel nat uden at skulle flygte i beskyttelsesrum som værn mod aggressorerne.

Frygtens vilkår for det almindelige menneske

Fra at verden var lille, og det par, vi hører om, fik ordre på at bevæge sig til slægtens udgangspunkt for at blive talt, og til lyden af dekreter, som et menneske valgt i en stor afkrog af verden udsteder, fordi han mener at herske over hele jorden, er der naturligvis et spring.

Men konsekvensen for den enkelte er frygt, og perspektiverne er underkastelse eller forsvind. Hvor kan et menneske forsvinde hen som resultat af sin frygt? Maria og Josef blev tvunget på vandring for at adlyde. En gravid kvinde, tvunget på vandring på øde veje og barsk natur, for at adlyde magthaverens dekret: Alle skulle tælles for at skabe overblik over skatteindtægter. Her finder du baggrunden for vandring og folketælling.

Et dekret fra højeste sted – en befaling – en udtrykt magt over mennesker.

En trøst i dette kunne være, at magthaveren slet ingen magt havde, uden at den var givet ham af Gud, som led i Guds plan om at frelse mennesket ved tro.

Vi har som mennesker mange ting til fælles. Vi deler frygten: angsten for det, vi ikke har indflydelse på, forstår eller kan finde mening i. Men vi deler også en grundlæggende følelse, et behov for at leve i fred. Vi lever med følelser, forventninger og håb. Og det er netop, hvad der i stor skala klinger ud af englenes budskab til hyrderne på marken og som et løfte ind i dit liv.

En fred, ingen kan befale

“Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er ikke at forveksle med dekretet fra en magthaver. Sand fred kan ingen udstede befaling eller dekret om. Det er noget indre. En fred midt i kaos og kaotiske tanker. En fred, som er det hele og udelte. Et syn på livet og en modtagelse af det, der er så meget større og dybere, så mere nært, at ingen kan tage den fred fra dig, som er en del af englenes proklamation til det almindelige menneske i hyrders skikkelse denne første julenat. En fred, som ingen magthaver kan herske over.

Er det ikke, hvad du behøver at høre?

Guds tilsagn om fred, som noget indre, noget som verdens uro og magthavere ikke kan ændre.

Fred til dem, der bærer frygten

Når Jesus i sit møde med mennesker siger “frygt ikke – tro kun”, handler det ikke om at tale menneskelig frygt eller angst for virkeligheden, som du oplever den, ned. Ordene finder deres fundament i den fred, der blev proklameret til mennesker med Guds velbehag. Og hvem er det? Er der en sammenhæng til dem ordene først lød over? Fortæller de, at dette ikke er noget, du skal præstere eller gøre dig fortjent til? Kan du se dig selv som modtager af den indre fred, som er Guds løfte talt ind i dit liv. Ordene lød til fattige hyrder på marken. De lød ikke til denne verdens værdige, til magthaverne med magt til dekreter, men til dem, der bar frygten i hjertet, frygten for morgendagen, for herskernes handlinger og deres egensindige manglende empati.

De lød til mennesker, der som du længes efter fred.

Mennesker, der vil dele budskabet om fred i en kaotisk verden fuld af frygt. Mennesker der vil dele budskabet om, at det kan være anderledes.

Mennesker der ønsker og har vilje til at tage freden ind trods verdens tydelige ufred og konflikt.

At leve med fred i en ufredelig verden

Er det budskabets egentlige adresse – fred til dig, som vil fred – fred til dig, der ønsker og vælger at leve med Gud som en kilde til fred? Fred til dig, der vil fred i dit liv og med dit medmenneske. Og skal budskabet tages helt ind, så du udfordres til at gøre noget, så giver hyrderne, helt almindelige mennesker, måske et hint. Efter oplevelsen kunne de vælge at læne sig tilbage, nyde varmen og et glas rødvin, eller de kunne vælge at søge det, de var blevet vidner til. Det tilbagelænede skaber eller formidler ingen fred. Med fred går du livet i møde. Fred er en tilstand – noget, vi giver hinanden. Guds fred er en indstilling til livet og til mennesker.

”Fred til mennesker med Guds velbehag” – Fred til dig.

Amen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Midt i denne verdens kaos lyder englenes budskab. Ikke til magthaverne, men til mennesker, der bærer frygt og håb i hjertet: ”Fred til mennesker med Guds velbehag.”


 

Lyt til Benny Klarholts juleprædiken her:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/julepraediken2025.mp3

Skriftsted

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 1-14

Når magten taler

Det almindelige menneske – du og jeg – har, fordi vi er mennesker mange ting til fælles. Forskellig farve, etnicitet, køn og nationalitet betyder, at vi ikke er ens, men vi er lige meget værd. Det gælder også det fattige par, vi hører om i juleevangeliet. Og for at give det kant og gøre det nærværende og levende for dig, vil jeg gerne, at du ikke bare lytter men reflekterer over, hvad det betyder for dig. For også de var undergivet magthavernes luner og forgodtbefindende. Heller ikke de blev spurgt, hvad der var godt for dem, eller hvad de mente om at være tvunget til at bryde op for at tage på en rejse fyldt af udfordringer og strabadser.

Og alt skete, fordi én havde magten til det.

Og magten var ikke blot ord, men bag ordet – dekretet kan man kalde det – var der vilje og militær magt til at knægte dem, der mente noget andet. I Gaza har det lydt: “flyt jer, eller I risikerer jeres liv”. I Ukraine høres lyden af droner og granater, mens mennesker, ofre for frygten, længes efter at sove en hel nat uden at skulle flygte i beskyttelsesrum som værn mod aggressorerne.

Frygtens vilkår for det almindelige menneske

Fra at verden var lille, og det par, vi hører om, fik ordre på at bevæge sig til slægtens udgangspunkt for at blive talt, og til lyden af dekreter, som et menneske valgt i en stor afkrog af verden udsteder, fordi han mener at herske over hele jorden, er der naturligvis et spring.

Men konsekvensen for den enkelte er frygt, og perspektiverne er underkastelse eller forsvind. Hvor kan et menneske forsvinde hen som resultat af sin frygt? Maria og Josef blev tvunget på vandring for at adlyde. En gravid kvinde, tvunget på vandring på øde veje og barsk natur, for at adlyde magthaverens dekret: Alle skulle tælles for at skabe overblik over skatteindtægter. Her finder du baggrunden for vandring og folketælling.

Et dekret fra højeste sted – en befaling – en udtrykt magt over mennesker.

En trøst i dette kunne være, at magthaveren slet ingen magt havde, uden at den var givet ham af Gud, som led i Guds plan om at frelse mennesket ved tro.

Vi har som mennesker mange ting til fælles. Vi deler frygten: angsten for det, vi ikke har indflydelse på, forstår eller kan finde mening i. Men vi deler også en grundlæggende følelse, et behov for at leve i fred. Vi lever med følelser, forventninger og håb. Og det er netop, hvad der i stor skala klinger ud af englenes budskab til hyrderne på marken og som et løfte ind i dit liv.

En fred, ingen kan befale

“Fred til mennesker med Guds velbehag”. Det er ikke at forveksle med dekretet fra en magthaver. Sand fred kan ingen udstede befaling eller dekret om. Det er noget indre. En fred midt i kaos og kaotiske tanker. En fred, som er det hele og udelte. Et syn på livet og en modtagelse af det, der er så meget større og dybere, så mere nært, at ingen kan tage den fred fra dig, som er en del af englenes proklamation til det almindelige menneske i hyrders skikkelse denne første julenat. En fred, som ingen magthaver kan herske over.

Er det ikke, hvad du behøver at høre?

Guds tilsagn om fred, som noget indre, noget som verdens uro og magthavere ikke kan ændre.

Fred til dem, der bærer frygten

Når Jesus i sit møde med mennesker siger “frygt ikke – tro kun”, handler det ikke om at tale menneskelig frygt eller angst for virkeligheden, som du oplever den, ned. Ordene finder deres fundament i den fred, der blev proklameret til mennesker med Guds velbehag. Og hvem er det? Er der en sammenhæng til dem ordene først lød over? Fortæller de, at dette ikke er noget, du skal præstere eller gøre dig fortjent til? Kan du se dig selv som modtager af den indre fred, som er Guds løfte talt ind i dit liv. Ordene lød til fattige hyrder på marken. De lød ikke til denne verdens værdige, til magthaverne med magt til dekreter, men til dem, der bar frygten i hjertet, frygten for morgendagen, for herskernes handlinger og deres egensindige manglende empati.

De lød til mennesker, der som du længes efter fred.

Mennesker, der vil dele budskabet om fred i en kaotisk verden fuld af frygt. Mennesker der vil dele budskabet om, at det kan være anderledes.

Mennesker der ønsker og har vilje til at tage freden ind trods verdens tydelige ufred og konflikt.

At leve med fred i en ufredelig verden

Er det budskabets egentlige adresse – fred til dig, som vil fred – fred til dig, der ønsker og vælger at leve med Gud som en kilde til fred? Fred til dig, der vil fred i dit liv og med dit medmenneske. Og skal budskabet tages helt ind, så du udfordres til at gøre noget, så giver hyrderne, helt almindelige mennesker, måske et hint. Efter oplevelsen kunne de vælge at læne sig tilbage, nyde varmen og et glas rødvin, eller de kunne vælge at søge det, de var blevet vidner til. Det tilbagelænede skaber eller formidler ingen fred. Med fred går du livet i møde. Fred er en tilstand – noget, vi giver hinanden. Guds fred er en indstilling til livet og til mennesker.

”Fred til mennesker med Guds velbehag” – Fred til dig.

Amen.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/fred-til-dig-der-laenges-en-fred-ingen-kan-tage-fra-dig/feed/ Nyd nordlyset https://baptist.dk/nyd-nordlyset/ Mon, 22 Dec 2025 10:17:54 +0000 https://baptist.dk/?p=20565 Konfronteret med al verdens uro, krig og lidelse kan det være nærliggende at pakke sig ind i sin dyne og blive hjemme i den trygge sofa.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/06-baptist-dk-5-pkt-04-nyd-nordlyset.mp3

Bekymring og frygt er vi naturligvis ikke upåvirkede af. Alligevel har min familie og jeg følt os kaldt ud på et eventyr. Vi er draget højt mod nord for at udforske ét af de steder, som pludselig har lavet overskrifter over hele verden som et muligt centrum for nye uroligheder: Grønland.

Ikke af frygt og usikkerhed, men af håb og mod.

Efter seks måneder i Grønland er vores familie blevet grebet om hjertet. Ikke af frygt og usikkerhed, men af håb og mod. Vi har mødt et folk med store historier, traditioner og udfordringer i en natur, som er storslået, barsk og bjergtagende. Vi bor i Kangerlussuaq lige nord for polarcirklen – en lille bygd med 400 fastboende indbyggere, den tidligere største internationale lufthavn i Grønland og det eneste sted i Grønland, hvor man kan køre i bil til indlandsisen. Det er en bygd, som er præget af den storslåede omkringliggende natur. Kangerlussuaqs unikke placering gjorde den til det bedst egnede sted for amerikanerne at anlægge en militær lufthavn i forbindelse med 2. verdenskrig, og nu om stunder er det et yndet område til jagt på både moskusokser og rensdyr.

Bekymringen

Der er dog stor bekymring blandt bygdens beboere. Flere internationale lufthavne åbner langs den grønlandske vestkyst i de kommende år, og den nye lufthavn i Nuuk har allerede betydet, at Kangerlussuaq har mistet arbejdspladser, indtægter og indbyggere. På en lille, elsket plet grønlandsk klippe i bunden af en fjord, der er lukket for skibe af is halvdelen af året, er det ikke svært at se, hvordan et mistet arbejde kan betyde, at man er nødt til at flytte og lægge sit hjem og sin trygge hverdag bag sig.

Der er dog stor bekymring blandt bygdens beboere.

Hjemmet og hverdagen i Grønland kan desuden føles ekstra truet af den amerikanske præsident Trumps udtalte ønske om at knytte Grønland tættere til USA. Dem, vi har mødt i Kangerlussuaq, er ikke imponerede over Trumps forsøg på at ’bejle’ til grønlænderne, men modsat vækker det heller ikke store bekymringer. Måske fordi man i Kangerlussuaq er vant til at bo og arbejde side om side med danske soldater fra Arktisk Kommando og forskere fra alverdens lande, som arbejder på at blive klogere på indlandsisen og udviklingen i Arktis. Her er man vant til at samarbejde på tværs, så frygten for ’de andre’ har ikke særligt gode kår.

Man er så lille

Eller måske kan man låne lidt urokkelighed af fjeldene og de store vidder? Alle mennesker er ufatteligt små i forhold til det imponerende grønlandske landskab. Præsident eller ej. Naturen er allestedsnærværende i Kangerlussuaq, og den er en kilde til både opmuntring, ro og livets opretholdelse. Her er det heldigvis muligt at lade naturen bidrage både til sjælefred og til fryseren. En tur på fjeldet minder et menneske om at trække vejret frit og glæde sig over, at Gud har skabt mennesket til at leve tæt med naturen. Hvis man som de grønlandske jægere og fangere ved, hvordan man på en eftermiddag kan skaffe sig aftensmad til mange dage, er det en god forsikring at have det grønlandske fjeld i baghånden.

Vi føler os meget heldige, at vi får lov at tage del i hverdagen og livet i Arktis.

Ydmyghed

Vi føler os meget heldige, at vi får lov at tage del i hverdagen og livet i Arktis. Det kalder på en stor ydmyghed hos os. Overfor den barske og ukontrollable natur, som ikke tager hensyn til nogen menneskelig planlægning. Og overfor de mennesker, som de sidste mange tusind år alligevel har fundet sig et hjem her. Her styrer vejret og vandet. Veje skylles væk af smeltevand, fly letter og lander, når vejret tillader det, og skibe med fornødenheder kan komme frem, når frosten slipper sit tag. Så her tager vi tingene, som de kommer. En grønlandsk kvinde fortalte mig, at danskerne altid har så travlt med at nå noget, hvorimod den grønlandske måde er at nyde nordlyset, mens det er her. Det vil jeg huske, næste gang jeg bliver urolig.

Læs også artiklen “At leve uden at bekymre sig (for meget)”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Konfronteret med al verdens uro, krig og lidelse kan det være nærliggende at pakke sig ind i sin dyne og blive hjemme i den trygge sofa.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/06-baptist-dk-5-pkt-04-nyd-nordlyset.mp3

Bekymring og frygt er vi naturligvis ikke upåvirkede af. Alligevel har min familie og jeg følt os kaldt ud på et eventyr. Vi er draget højt mod nord for at udforske ét af de steder, som pludselig har lavet overskrifter over hele verden som et muligt centrum for nye uroligheder: Grønland.

Ikke af frygt og usikkerhed, men af håb og mod.

Efter seks måneder i Grønland er vores familie blevet grebet om hjertet. Ikke af frygt og usikkerhed, men af håb og mod. Vi har mødt et folk med store historier, traditioner og udfordringer i en natur, som er storslået, barsk og bjergtagende. Vi bor i Kangerlussuaq lige nord for polarcirklen – en lille bygd med 400 fastboende indbyggere, den tidligere største internationale lufthavn i Grønland og det eneste sted i Grønland, hvor man kan køre i bil til indlandsisen. Det er en bygd, som er præget af den storslåede omkringliggende natur. Kangerlussuaqs unikke placering gjorde den til det bedst egnede sted for amerikanerne at anlægge en militær lufthavn i forbindelse med 2. verdenskrig, og nu om stunder er det et yndet område til jagt på både moskusokser og rensdyr.

Bekymringen

Der er dog stor bekymring blandt bygdens beboere. Flere internationale lufthavne åbner langs den grønlandske vestkyst i de kommende år, og den nye lufthavn i Nuuk har allerede betydet, at Kangerlussuaq har mistet arbejdspladser, indtægter og indbyggere. På en lille, elsket plet grønlandsk klippe i bunden af en fjord, der er lukket for skibe af is halvdelen af året, er det ikke svært at se, hvordan et mistet arbejde kan betyde, at man er nødt til at flytte og lægge sit hjem og sin trygge hverdag bag sig.

Der er dog stor bekymring blandt bygdens beboere.

Hjemmet og hverdagen i Grønland kan desuden føles ekstra truet af den amerikanske præsident Trumps udtalte ønske om at knytte Grønland tættere til USA. Dem, vi har mødt i Kangerlussuaq, er ikke imponerede over Trumps forsøg på at ’bejle’ til grønlænderne, men modsat vækker det heller ikke store bekymringer. Måske fordi man i Kangerlussuaq er vant til at bo og arbejde side om side med danske soldater fra Arktisk Kommando og forskere fra alverdens lande, som arbejder på at blive klogere på indlandsisen og udviklingen i Arktis. Her er man vant til at samarbejde på tværs, så frygten for ’de andre’ har ikke særligt gode kår.

Man er så lille

Eller måske kan man låne lidt urokkelighed af fjeldene og de store vidder? Alle mennesker er ufatteligt små i forhold til det imponerende grønlandske landskab. Præsident eller ej. Naturen er allestedsnærværende i Kangerlussuaq, og den er en kilde til både opmuntring, ro og livets opretholdelse. Her er det heldigvis muligt at lade naturen bidrage både til sjælefred og til fryseren. En tur på fjeldet minder et menneske om at trække vejret frit og glæde sig over, at Gud har skabt mennesket til at leve tæt med naturen. Hvis man som de grønlandske jægere og fangere ved, hvordan man på en eftermiddag kan skaffe sig aftensmad til mange dage, er det en god forsikring at have det grønlandske fjeld i baghånden.

Vi føler os meget heldige, at vi får lov at tage del i hverdagen og livet i Arktis.

Ydmyghed

Vi føler os meget heldige, at vi får lov at tage del i hverdagen og livet i Arktis. Det kalder på en stor ydmyghed hos os. Overfor den barske og ukontrollable natur, som ikke tager hensyn til nogen menneskelig planlægning. Og overfor de mennesker, som de sidste mange tusind år alligevel har fundet sig et hjem her. Her styrer vejret og vandet. Veje skylles væk af smeltevand, fly letter og lander, når vejret tillader det, og skibe med fornødenheder kan komme frem, når frosten slipper sit tag. Så her tager vi tingene, som de kommer. En grønlandsk kvinde fortalte mig, at danskerne altid har så travlt med at nå noget, hvorimod den grønlandske måde er at nyde nordlyset, mens det er her. Det vil jeg huske, næste gang jeg bliver urolig.

Læs også artiklen “At leve uden at bekymre sig (for meget)”

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/nyd-nordlyset/feed/ At leve uden at bekymre sig (for meget) https://baptist.dk/at-leve-uden-at-bekymre-sig-for-meget/ Mon, 22 Dec 2025 10:17:00 +0000 https://baptist.dk/?p=20558 Da jeg var i 20’erne, var jeg, som jeg husker mig selv, én stor bekymring.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/07-baptist-dk-5-pkt-05-at-leve-uden-at-bekymre-sig-for-meget.mp3

I dag vil jeg sige, at jeg lever et ret bekymringsfrit liv. Ikke, at der ikke er rigeligt, jeg kunne bekymre mig om, men jeg har lært, at det i høj grad er et spørgsmål om indstilling og at øve mig i at se på livet fra et Gudsrige-perspektiv, et evighedsperspektiv.

Jeg vil her give nogle eksempler på nogle af de erfaringer, erkendelser, visdomsord og tanker, som har haft en indflydelse på mit forhold til bekymringer.

Tillid

Jesus siger i Johannesevangeliet 14,1 ‘Jeres hjerte må ikke forfærdes! I har tillid til Gud, hav også tillid til mig!’ (πιστεὺω – stol på, hav tillid til, tro på)

I bund og grund kunne jeg godt nøjes med dette. For kan jeg virkelig leve et liv i dyb tillid til Gud, til Kristus, så er der intet at være bekymret for. Den tillid kan dog være virkelig svær at holde fast i, når jeg står midt i en situation som fylder mig med uro, frygt og bekymring.

Alting har en tid

En fortælling, som har inspireret mig, er en gammel kinesisk fortælling om en bondemand. Den lyder sådan her (frit genfortalt):

Der var en gang en gammel bondemand, som havde arbejdet med sine afgrøder i mange år. En dag løb hans hest væk. Da naboerne hørte det, kom de på besøg og sagde med sympati, ‘Hvor er du uheldig, du må være så ked af det’.

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den næste morgen vendte hesten tilbage, og havde to vilde heste med sig.

‘Hvor skønt!’ sagde naboerne, ‘Du fik ikke bare din hest tilbage men du fik to mere. Hvor er du heldig!’

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den næste dag prøvede hans søn at ride på en af de vilde heste. Han blev kastet af og brækkede sit ben. Igen kom naboerne for at udtrykke deres sympati for hans uheldige situation. ‘Nu kan din søn ikke hjælpe dig med høsten’ sagde de, ‘Hvor er du uheldig!’

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den følgende uge kom repræsentanter fra hæren til landsbyen for at indskrive unge mænd til at gå i krig. Da de så, at bondens søn havde brækket sit ben, gik de videre.

Naboerne kom for at lykønske bonden for hvor heldigt alt var faldet ud for ham. ‘Hvilke fantastiske nyheder. Du må være så lykkelig!’ sagde de.

Bonden smilte til sig selv og sagde endnu en gang, ‘Lad os se’.

Dette kan være en måde at læse og forstå ordene i Prædikerens Bog 3,1 og 3,17b, hvor der står:

‘Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt’ og
‘For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid’

En anden måde at sige det på kunne være, at ‘intet i denne sanselige verden er uforanderligt’. Det lærte jeg at føle på egen krop på en meditationsretræte, hvor vi skulle observere følelser og fornemmelser i kroppen uden at reagere på dem. Blot observere med et roligt sind, med sindsligevægt. Det var seriøst hårdt, men også lærerigt, og da først sindet virkelig slap ‘kampene’ for at ændre på tilstanden, blev der helt roligt og fredeligt i både sind og krop.

‘Vær ikke bekymrede …’

I Matthæusevangeliet 6,24-34 (og Luk. 12,22-31) kan vi læse Jesus’ ord om bekymringer. Han siger, ‘Se himlens fugle’ og ‘Læg mærke til markens liljer’. En umiddelbar reaktion på det kunne være, ‘Ja, den er fin med dig, Jesus, men jeg er hverken fugl eller blomst, og i mit liv er der virkelig meget at være bekymret over.’ Men Jesus siger heller ikke, at vi skal være som fuglene eller markens liljer, men at vi skal se på dem og tage ved lære af dem.

Det har jeg prøvet at gøre over en længere periode og er slet ikke færdig. Fuglene er virkelig forunderlige. De flyver frit rundt, og når de finder føde, så sætter de sig fulde af glæde og synger, nogle gange inden de er begyndt at spise, så alle andre fugle ikke er i tvivl om, at nu har de fundet føde. De deler frit. Men også måden de bygger rede på, tager sig af deres unger mv. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at prøve virkelig at se på dem og prøve at leve sig ind i deres ‘livsførelse’.

At studere planterne er næsten mere forunderligt. De er mere simple end dyrene, og længere væk fra at leve et liv som vores, men der er så meget visdom at hente i planternes udvikling og årets cyklus.

Men hvad mener Jesus med, at ‘End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem’ Det, vil jeg påstå, kræver et dybere blik på planten, end vi er vant til.

At ‘se’ på Guds skaberværk

Hvis jeg skulle komme med en lille opfordring, som ikke er nær så let, som den måske lyder, så prøv at sætte dig og kig på en blomst i 10-15 minutter. Slip bedømmelser og vurderinger, slip så vidt som muligt tankestrømmen, og blot vær med blomsten, og vær mere opmærksom på, hvad der sker i dit indre. Det kan være i dit hjerte, men det kan være mange steder i kroppen, at du fornemmer noget. Det kan også være nye tanker eller erkendelser, som kommer til dig, men de får umiddelbart først plads, når sindet bliver stille.

Du vil, om end ikke første gang, så med tiden kunne opleve dybe forandringer i dit indre. Det er for mig en af de bedste øvelser i at slippe bekymringer, at leve bekymringsløst.

Det er en form for Lectio Divina, blot med Guds skaberværk som kilden.

‘Men søg først Guds rige …’

Jesus’ ord om bekymringer slutter med ordene om at søge Guds rige. Hvad vil det sige? Jeg læste på et tidspunkt nogle ord, som jeg oplever, er en anden måde at udtrykke det på:

                   ‘Lev hverken i nuet eller i fremtiden, men i evigheden’.

Igen er det ingen let udfordring, men en rigtig god øvelse kan være, hver gang jeg oplever at bekymringerne ‘får greb i mig’, og jeg ikke kan slippe dem, så lige at trække mig ud og se det hele lidt fra oven. At se det fra et ‘Guds perspektiv’. At se min situation i et evighedsperspektiv. Det er nogle gange lettere at gøre når man er faldet til ro igen, men med tiden bliver det også muligt at gribe sig selv i øjeblikket.

Paulus siger i Romerbrevet 14,17: ‘Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden’, og i Filipperbrevet 4,4-7 kan vi læse, hvordan vi gennem bekymringsløshed, bøn og taksigelse kan opleve ‘Guds fred, som overgår al forstand’, en Guds riges ‘fred og glæde i Helligånden’.

Det kan være, at bekymringsløsheden kommer til os først, eller at det er retfærdigheden, freden og glæden, men et er sikkert, de går hånd i hånd, og søger vi dem og beder om dem, så vil de med tiden blive en naturlig del af vores liv.

Med ønsket om, at vi alle må finde hver vores vej til et mere bekymringsfrit liv.
Rune Funch

Læs også artiklen “Frygten i skoven og i livet”.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Da jeg var i 20’erne, var jeg, som jeg husker mig selv, én stor bekymring.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/07-baptist-dk-5-pkt-05-at-leve-uden-at-bekymre-sig-for-meget.mp3

I dag vil jeg sige, at jeg lever et ret bekymringsfrit liv. Ikke, at der ikke er rigeligt, jeg kunne bekymre mig om, men jeg har lært, at det i høj grad er et spørgsmål om indstilling og at øve mig i at se på livet fra et Gudsrige-perspektiv, et evighedsperspektiv.

Jeg vil her give nogle eksempler på nogle af de erfaringer, erkendelser, visdomsord og tanker, som har haft en indflydelse på mit forhold til bekymringer.

Tillid

Jesus siger i Johannesevangeliet 14,1 ‘Jeres hjerte må ikke forfærdes! I har tillid til Gud, hav også tillid til mig!’ (πιστεὺω – stol på, hav tillid til, tro på)

I bund og grund kunne jeg godt nøjes med dette. For kan jeg virkelig leve et liv i dyb tillid til Gud, til Kristus, så er der intet at være bekymret for. Den tillid kan dog være virkelig svær at holde fast i, når jeg står midt i en situation som fylder mig med uro, frygt og bekymring.

Alting har en tid

En fortælling, som har inspireret mig, er en gammel kinesisk fortælling om en bondemand. Den lyder sådan her (frit genfortalt):

Der var en gang en gammel bondemand, som havde arbejdet med sine afgrøder i mange år. En dag løb hans hest væk. Da naboerne hørte det, kom de på besøg og sagde med sympati, ‘Hvor er du uheldig, du må være så ked af det’.

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den næste morgen vendte hesten tilbage, og havde to vilde heste med sig.

‘Hvor skønt!’ sagde naboerne, ‘Du fik ikke bare din hest tilbage men du fik to mere. Hvor er du heldig!’

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den næste dag prøvede hans søn at ride på en af de vilde heste. Han blev kastet af og brækkede sit ben. Igen kom naboerne for at udtrykke deres sympati for hans uheldige situation. ‘Nu kan din søn ikke hjælpe dig med høsten’ sagde de, ‘Hvor er du uheldig!’

‘Lad os se’, svarede bonden.

Den følgende uge kom repræsentanter fra hæren til landsbyen for at indskrive unge mænd til at gå i krig. Da de så, at bondens søn havde brækket sit ben, gik de videre.

Naboerne kom for at lykønske bonden for hvor heldigt alt var faldet ud for ham. ‘Hvilke fantastiske nyheder. Du må være så lykkelig!’ sagde de.

Bonden smilte til sig selv og sagde endnu en gang, ‘Lad os se’.

Dette kan være en måde at læse og forstå ordene i Prædikerens Bog 3,1 og 3,17b, hvor der står:

‘Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt’ og
‘For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid’

En anden måde at sige det på kunne være, at ‘intet i denne sanselige verden er uforanderligt’. Det lærte jeg at føle på egen krop på en meditationsretræte, hvor vi skulle observere følelser og fornemmelser i kroppen uden at reagere på dem. Blot observere med et roligt sind, med sindsligevægt. Det var seriøst hårdt, men også lærerigt, og da først sindet virkelig slap ‘kampene’ for at ændre på tilstanden, blev der helt roligt og fredeligt i både sind og krop.

‘Vær ikke bekymrede …’

I Matthæusevangeliet 6,24-34 (og Luk. 12,22-31) kan vi læse Jesus’ ord om bekymringer. Han siger, ‘Se himlens fugle’ og ‘Læg mærke til markens liljer’. En umiddelbar reaktion på det kunne være, ‘Ja, den er fin med dig, Jesus, men jeg er hverken fugl eller blomst, og i mit liv er der virkelig meget at være bekymret over.’ Men Jesus siger heller ikke, at vi skal være som fuglene eller markens liljer, men at vi skal se på dem og tage ved lære af dem.

Det har jeg prøvet at gøre over en længere periode og er slet ikke færdig. Fuglene er virkelig forunderlige. De flyver frit rundt, og når de finder føde, så sætter de sig fulde af glæde og synger, nogle gange inden de er begyndt at spise, så alle andre fugle ikke er i tvivl om, at nu har de fundet føde. De deler frit. Men også måden de bygger rede på, tager sig af deres unger mv. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at prøve virkelig at se på dem og prøve at leve sig ind i deres ‘livsførelse’.

At studere planterne er næsten mere forunderligt. De er mere simple end dyrene, og længere væk fra at leve et liv som vores, men der er så meget visdom at hente i planternes udvikling og årets cyklus.

Men hvad mener Jesus med, at ‘End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem’ Det, vil jeg påstå, kræver et dybere blik på planten, end vi er vant til.

At ‘se’ på Guds skaberværk

Hvis jeg skulle komme med en lille opfordring, som ikke er nær så let, som den måske lyder, så prøv at sætte dig og kig på en blomst i 10-15 minutter. Slip bedømmelser og vurderinger, slip så vidt som muligt tankestrømmen, og blot vær med blomsten, og vær mere opmærksom på, hvad der sker i dit indre. Det kan være i dit hjerte, men det kan være mange steder i kroppen, at du fornemmer noget. Det kan også være nye tanker eller erkendelser, som kommer til dig, men de får umiddelbart først plads, når sindet bliver stille.

Du vil, om end ikke første gang, så med tiden kunne opleve dybe forandringer i dit indre. Det er for mig en af de bedste øvelser i at slippe bekymringer, at leve bekymringsløst.

Det er en form for Lectio Divina, blot med Guds skaberværk som kilden.

‘Men søg først Guds rige …’

Jesus’ ord om bekymringer slutter med ordene om at søge Guds rige. Hvad vil det sige? Jeg læste på et tidspunkt nogle ord, som jeg oplever, er en anden måde at udtrykke det på:

                   ‘Lev hverken i nuet eller i fremtiden, men i evigheden’.

Igen er det ingen let udfordring, men en rigtig god øvelse kan være, hver gang jeg oplever at bekymringerne ‘får greb i mig’, og jeg ikke kan slippe dem, så lige at trække mig ud og se det hele lidt fra oven. At se det fra et ‘Guds perspektiv’. At se min situation i et evighedsperspektiv. Det er nogle gange lettere at gøre når man er faldet til ro igen, men med tiden bliver det også muligt at gribe sig selv i øjeblikket.

Paulus siger i Romerbrevet 14,17: ‘Guds rige er ikke mad og drikke, men retfærdighed og fred og glæde i Helligånden’, og i Filipperbrevet 4,4-7 kan vi læse, hvordan vi gennem bekymringsløshed, bøn og taksigelse kan opleve ‘Guds fred, som overgår al forstand’, en Guds riges ‘fred og glæde i Helligånden’.

Det kan være, at bekymringsløsheden kommer til os først, eller at det er retfærdigheden, freden og glæden, men et er sikkert, de går hånd i hånd, og søger vi dem og beder om dem, så vil de med tiden blive en naturlig del af vores liv.

Med ønsket om, at vi alle må finde hver vores vej til et mere bekymringsfrit liv.
Rune Funch

Læs også artiklen “Frygten i skoven og i livet”.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/at-leve-uden-at-bekymre-sig-for-meget/feed/ Frygten i skoven og i livet https://baptist.dk/frygten-i-skoven-og-i-livet/ Mon, 22 Dec 2025 10:16:02 +0000 https://baptist.dk/?p=20553 Den stille samtale med præsten afslører, at det ikke bare er for sjov at være på øvelse i Letland med Rusland tæt på.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/08-baptist-dk-5-pkt-06-frygten-i-skoven-og-i-livet.mp3

Jeg vågner langsomt fra nattens søvn inde i en skov i Letland. Træerne strækker sig langt ind i himlen, og mens jeg langsomt får øjne i daggryet, stiger sløringsnettene over de store militærbiler frem og adskiller sig en smule fra naturens grønhed. Teltdugen, jeg slog op under et træ, har været mit ly i skovbunden i natten. Langsomt hører jeg, hvordan stilheden brydes af soldater, der rundt omkring i skoven vågner af deres søvn. En søvn, der har været afbrudt af deres vagtpatrulje.

Hverdag i en parallel virkelighed

Jeg er ikke soldat. Jeg er præst og derfor udenfor soldaternes opgaver, og alligevel er jeg midt i det hele, mens jeg hører og ser, hvordan verden vågner derude i skoven. En stille frygt sniger sig ind hos mig over, at det er nødvendigt at skjule sig i en skov, at lære at håndtere våben, og at tro det værste om andre mennesker.

Jeg er vågnet i et slags parallelsamfund, som på sin vis ikke adskiller sig fra den verden, vi vågner op til dag efter dag herhjemme i Danmark. Soldaterne har hver deres opgaver for at få hverdagen til at fungere, nøjagtig som herhjemme. Der skal skaffes mad, der skal kommunikeres, der skal arbejdes, der skal forsynes, så der er ammunition nok, for hverdagen skal fungere.

Det er ikke bare for sjov, vi er her i Letland med Rusland tæt på.

For det er hverdag derude i skoven, selvom det er en øvelse soldaterne er på. Og så er der alligevel en uro, en alvor over alt, hvad soldaterne foretager sig. Den stille samtale med præsten afslører det. Det er ikke bare for sjov, vi er her i Letland med Rusland tæt på. Det er ikke bare for sjov, når vi bliver skræmte over droneangreb og nedbrud hos Microsoft. Det er alvor. Det ved soldaterne godt.

Frygten er flyttet ind

Præsten ved også godt, at det ikke er for sjov, mens jeg langsomt vågner i skoven og tænker på gårsdagens gudstjeneste derude på ’slagmarken’, hvor jeg talte lidt om alvoren ved, at Danmark sender soldater ud, og at det netop ikke bare er for sjov, for frygten er flyttet ind hos os. Både hos soldaterne og hos os almindelige mennesker. Jeg ved godt, at soldaterne er toptrænede og tager deres pligt og kald alvorligt, og at de gør det for vores skyld. Alligevel gør det en forskel, at det ikke længere er muligt bare at pege på slagmarken i Afrika eller Mellemøsten og ryste frygten af sig, for krigen føres langt borte. Vi mærker jo alle sammen – måske især vi almindelige mennesker, der ikke er særlig modige – hvor bange vi kan blive, når verdens største mænd spiller med musklerne, og de pludselig på mærkværdig vis ligner os og vores ledere.

Den stille frygt

Er soldaterne bange, så skjuler de det godt, som de vågner om morgenen i skovbunden. Mens de viser deres kampvogne frem, skjuler de frygten godt. Rolige og fattede udfører de deres arbejde, men i en stille stund tilbage på kasernen dukker den alligevel frem over en kop kaffe. Den stille frygt for, hvordan det hele skal ende. Den stille frygt, som er godt gemt bag uniformen, men som alligevel gør, at det hele emmer af alvor i Letland. En frygt, der er vokset, siden jeg sidst var udsendt med soldater i 2020 – også selvom det igen og igen lyder, at vi jo bare er på øvelse.

Mens de viser deres kampvogne frem, skjuler de frygten godt.

En smuk tanke

Vel hjemme i Danmark bliver jeg mødt af en ellers meget belæst mand, som undrende spørger mig, hvad jeg dog lavede sammen med soldaterne? Hvorfor jeg synes, det er i orden, at Danmark sender soldater til Baltikum? Og frygten hos ham er tydeligere, end han selv er klar over, da han bebrejdende siger, at det jo er klart, at Putin bliver provokeret, når vi sætter så mange soldater tæt på grænsen til Rusland. Frygten for, at Rusland invaderer Baltikum, afsløres hos ham, mens han argumenterer for, at vi i stedet bør ty til passivitet. At vi skal tage alle soldater hjem og afskaffe alle våben. Tanken er smuk.

Sådan tænkte jeg også hele min barndom. Men jeg er ikke et barn længere, ligesom han heller ikke er det. Jeg er voksen, og jeg har tabt troen på, at freden kommer med passivitet. Jeg har tabt troen på, at det eneste, vi skal gøre, er at vende den anden kind til, for det nytter desværre ikke, hvor smukt det end er. Det er rigtigt, at hvis alle gjorde det – ja, så ville der være fred på jorden, og ingen grund til frygt for morgendagen. Det lærer jeg jo på paradoksal vis også mit barn.

Krig er forudsætning for fred

Jeg har tabt troen på, at freden kommer med passivitet.

Men jeg er bange for, at det er rigtigt, som en soldat en dag sagde til mig: Krig er forudsætning for fred. Jeg er ked af, at verden har vist os, at det er sådan, men jeg er også realist, og jeg tror ikke længere på den passivitet, som vi for længe har hyldet. Den passivitet, som vi også har set herhjemme, når vi stille og roligt har lært, at der er så meget, vi ikke længere må sige og gøre, fordi vi så kan krænke andre og deres tro og måde at leve på.

At se frygten I øjnene

Kun ved at stå ved vores værdier, kan vi finde modet til at se frygten i øjnene. Det er absolut ikke det samme som, at vi ikke respekterer andre og tolererer andre kulturer, men det er at turde tale imod frygten og vise, at vi mener, at det, vores samfund er rundet af, er værd at kæmpe for. Nemlig kristendommen som igen og igen taler imod den livsødelæggende frygt og i stedet viser os det vigtige, at der er noget større end os selv, der er værd at kæmpe for.

Læs også artiklen “Et blik på bekymringer inspireret af Skriften”.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Den stille samtale med præsten afslører, at det ikke bare er for sjov at være på øvelse i Letland med Rusland tæt på.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/08-baptist-dk-5-pkt-06-frygten-i-skoven-og-i-livet.mp3

Jeg vågner langsomt fra nattens søvn inde i en skov i Letland. Træerne strækker sig langt ind i himlen, og mens jeg langsomt får øjne i daggryet, stiger sløringsnettene over de store militærbiler frem og adskiller sig en smule fra naturens grønhed. Teltdugen, jeg slog op under et træ, har været mit ly i skovbunden i natten. Langsomt hører jeg, hvordan stilheden brydes af soldater, der rundt omkring i skoven vågner af deres søvn. En søvn, der har været afbrudt af deres vagtpatrulje.

Hverdag i en parallel virkelighed

Jeg er ikke soldat. Jeg er præst og derfor udenfor soldaternes opgaver, og alligevel er jeg midt i det hele, mens jeg hører og ser, hvordan verden vågner derude i skoven. En stille frygt sniger sig ind hos mig over, at det er nødvendigt at skjule sig i en skov, at lære at håndtere våben, og at tro det værste om andre mennesker.

Jeg er vågnet i et slags parallelsamfund, som på sin vis ikke adskiller sig fra den verden, vi vågner op til dag efter dag herhjemme i Danmark. Soldaterne har hver deres opgaver for at få hverdagen til at fungere, nøjagtig som herhjemme. Der skal skaffes mad, der skal kommunikeres, der skal arbejdes, der skal forsynes, så der er ammunition nok, for hverdagen skal fungere.

Det er ikke bare for sjov, vi er her i Letland med Rusland tæt på.

For det er hverdag derude i skoven, selvom det er en øvelse soldaterne er på. Og så er der alligevel en uro, en alvor over alt, hvad soldaterne foretager sig. Den stille samtale med præsten afslører det. Det er ikke bare for sjov, vi er her i Letland med Rusland tæt på. Det er ikke bare for sjov, når vi bliver skræmte over droneangreb og nedbrud hos Microsoft. Det er alvor. Det ved soldaterne godt.

Frygten er flyttet ind

Præsten ved også godt, at det ikke er for sjov, mens jeg langsomt vågner i skoven og tænker på gårsdagens gudstjeneste derude på ’slagmarken’, hvor jeg talte lidt om alvoren ved, at Danmark sender soldater ud, og at det netop ikke bare er for sjov, for frygten er flyttet ind hos os. Både hos soldaterne og hos os almindelige mennesker. Jeg ved godt, at soldaterne er toptrænede og tager deres pligt og kald alvorligt, og at de gør det for vores skyld. Alligevel gør det en forskel, at det ikke længere er muligt bare at pege på slagmarken i Afrika eller Mellemøsten og ryste frygten af sig, for krigen føres langt borte. Vi mærker jo alle sammen – måske især vi almindelige mennesker, der ikke er særlig modige – hvor bange vi kan blive, når verdens største mænd spiller med musklerne, og de pludselig på mærkværdig vis ligner os og vores ledere.

Den stille frygt

Er soldaterne bange, så skjuler de det godt, som de vågner om morgenen i skovbunden. Mens de viser deres kampvogne frem, skjuler de frygten godt. Rolige og fattede udfører de deres arbejde, men i en stille stund tilbage på kasernen dukker den alligevel frem over en kop kaffe. Den stille frygt for, hvordan det hele skal ende. Den stille frygt, som er godt gemt bag uniformen, men som alligevel gør, at det hele emmer af alvor i Letland. En frygt, der er vokset, siden jeg sidst var udsendt med soldater i 2020 – også selvom det igen og igen lyder, at vi jo bare er på øvelse.

Mens de viser deres kampvogne frem, skjuler de frygten godt.

En smuk tanke

Vel hjemme i Danmark bliver jeg mødt af en ellers meget belæst mand, som undrende spørger mig, hvad jeg dog lavede sammen med soldaterne? Hvorfor jeg synes, det er i orden, at Danmark sender soldater til Baltikum? Og frygten hos ham er tydeligere, end han selv er klar over, da han bebrejdende siger, at det jo er klart, at Putin bliver provokeret, når vi sætter så mange soldater tæt på grænsen til Rusland. Frygten for, at Rusland invaderer Baltikum, afsløres hos ham, mens han argumenterer for, at vi i stedet bør ty til passivitet. At vi skal tage alle soldater hjem og afskaffe alle våben. Tanken er smuk.

Sådan tænkte jeg også hele min barndom. Men jeg er ikke et barn længere, ligesom han heller ikke er det. Jeg er voksen, og jeg har tabt troen på, at freden kommer med passivitet. Jeg har tabt troen på, at det eneste, vi skal gøre, er at vende den anden kind til, for det nytter desværre ikke, hvor smukt det end er. Det er rigtigt, at hvis alle gjorde det – ja, så ville der være fred på jorden, og ingen grund til frygt for morgendagen. Det lærer jeg jo på paradoksal vis også mit barn.

Krig er forudsætning for fred

Jeg har tabt troen på, at freden kommer med passivitet.

Men jeg er bange for, at det er rigtigt, som en soldat en dag sagde til mig: Krig er forudsætning for fred. Jeg er ked af, at verden har vist os, at det er sådan, men jeg er også realist, og jeg tror ikke længere på den passivitet, som vi for længe har hyldet. Den passivitet, som vi også har set herhjemme, når vi stille og roligt har lært, at der er så meget, vi ikke længere må sige og gøre, fordi vi så kan krænke andre og deres tro og måde at leve på.

At se frygten I øjnene

Kun ved at stå ved vores værdier, kan vi finde modet til at se frygten i øjnene. Det er absolut ikke det samme som, at vi ikke respekterer andre og tolererer andre kulturer, men det er at turde tale imod frygten og vise, at vi mener, at det, vores samfund er rundet af, er værd at kæmpe for. Nemlig kristendommen som igen og igen taler imod den livsødelæggende frygt og i stedet viser os det vigtige, at der er noget større end os selv, der er værd at kæmpe for.

Læs også artiklen “Et blik på bekymringer inspireret af Skriften”.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/frygten-i-skoven-og-i-livet/feed/ Et blik på bekymringer inspireret af Skriften https://baptist.dk/et-blik-paa-bekymringer-inspireret-af-skriften/ Mon, 22 Dec 2025 10:15:00 +0000 https://baptist.dk/?p=20545 Der er forskel på et liv fyldt med håb og et liv fyldt med bekymringer! Og vi ved godt, hvad vi helst vil lade os fylde af.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/09-baptist-dk-5-pkt-07-et-blik-paa-bekymringer-inspireret-af-skriften-.mp3

Når vi sætter bekymringer og håb overfor hinanden, véd vi godt, hvad vi foretrækker, men alligevel har bekymringer en evne til at snige sig ind og tage en plads i vores liv, som vi egentlig ikke har lyst til at give dem.

Er det vores ansvar?

Måske skyldes det, at vi har nemmest ved at forholde os til, hvad vi selv kan udrette, og dermed overse Skaberen, der har os alle i sin hånd. Med den tilgang bygger vi tankemønstre op, hvor resultatet af det, vi gør, alene afhænger af os!

Så dukker bekymringerne op, fordi vi tror, at vi ikke kan nøjes med at gøre godt, men også selv har ansvaret for udfaldet. Vi har selv defineret, hvad det gode resultat bør være, og konkluderet, at det er vores ansvar – og det holder vi krampagtigt fast i. Vi kan også komme til at leve i en illusion om, at vi med vores bekymringer udretter noget: For det, vi bekymrer os for, ligger i tæt familie med det, vi føler ansvar for. Og det at tage ansvar for noget, får os til at føle os betydningsfulde!

Tillid til at Jesus har magt

At leve fri for bekymringer og fyldt af håb handler om tillid til, at Jesus virkelig er givet al magt i himlen og på jorden.[1] Hvis du vil mærke efter, hvor du har tendens til at tvivle på det, Jesus siger, så lav en liste over de områder, hvor du har svært ved at tro på, at Jesus virkelig er givet al magt.

Vi har frihed til at vælge, hvad vi retter vores fokus mod!

Frihed til at vælge sit fokus

I forhold til bekymringer er det vigtigt at gøre klart for os selv, at vi har frihed til at vælge, hvad vi retter vores fokus mod! Det lyder meget enkelt, men ofte lever vi ikke, som om det er vores virkelighed. Vi kan bindes eller begrænses på alle mulige måder, men hvad vi vælger at fokusere eller tænke på, kan andre ikke kontrollere. Gud kontrollerer det heller ikke, men udfordrer os igen og igen til at arbejde på det: ”Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.”[2]

Vi kan ikke bare fjerne bekymringer fra vores tanker. De må erstattes af noget andet.

At lade Guds Ånd forvandle vores tanker er et samarbejde med den Helligånd, der vil arbejde i vores liv. Men vi kan ikke bare fjerne bekymringer fra vores tanker. De må erstattes af noget andet. Derfor er formuleringerne, vi finder i Bibelen, i høj grad fokuseret på, hvad vi skal lade fylde vores sind og tanker med:

  • ”Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd.”[3]
  • ”Alt det i jeres gamle liv, som hører denne verden til, skal I derfor overgive til døden…”[4] Læs selv fortsættelsen!
  • ”I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere.”[5] Hvordan det nye liv ser ud, beskrives i de følgende vers.
  • ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker.”[6]

Det sker ved, at vi fylder vores tanker med Guds ord, vejleder hinanden i fællesskabet, tilbeder sammen og søger at leve vores liv med den størst mulige lydighed over for Jesus Kristus. Grunden til, at vi vil leve sådan, er vores enorme taknemlighed for, hvad Jesus har gjort for os.

Som voksne mennesker, der har givet troen plads i livet, har vi selv ansvar for de tanker og følelser, der fylder os! Vores viljes primære funktion er at leve i tillid til Gud.

Forkert fokus

Men det går galt, hver gang vi fjerner vores fokus fra Gud og tænker, at vores viljes primære funktion er at have tillid til os selv, vores krop, vores evner eller vores ressourcer og relationer. Nogle vers, der stadig hjælper mig på det område, finder vi i Filipperbrevet: ”Vær altid glade i jeres tro på Herren! Jeg siger igen: Vær glade! Lad alle mærke, at I har et venligt sind. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.

Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose.”[7]

Du kan ønske at have tillid til Gud!

Du kan ønske at have tillid til Gud! Når du ikke formår at have tillid til Gud, kan du bevæge dig i retning af tillid til ham, ved at præsentere dit ønske om tillid for Gud.

At møde verden

Når jeg læser Salmernes Bog, møder jeg ofte denne selvirettesættelse, både i forhold til, hvad der er værd at huske på, og hvordan jeg længes efter at min indstilling skal være: ”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger.”[8] og ”Min sjæl, pris Herren! Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever, synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret. Stol ikke på stormænd, for mennesker kan ikke frelse jer.”[9]

Hvorfor er det vigtigt, at vores hjerter er farvet af noget andet end bekymringer? Det, du kan tage med dig – det, som er dit evigt liv – er den person, du bliver til, de oplevelser, du har, og din måde at møde verden på.

Så vær ikke bekymret, men vær fyldt af tillid og forventning – både for livet her og for evigheden.

Læs også artiklen “Jul og håb i en ustabil verden” – om håb og tro.

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18
[2] Romerbrevet kap. 12, vers 2
[3] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 1
[4] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 5
[5] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 10
[6] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 15
[7] Filipperbrevet kap. 4, vers 4-8
[8] Salmernes Bog, kap. 103, vers 2
[9] Salmernes Bog kap. 146, vers 1-3

Alle tekster er citeret fra Bibelen på Hverdagsdansk

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Der er forskel på et liv fyldt med håb og et liv fyldt med bekymringer! Og vi ved godt, hvad vi helst vil lade os fylde af.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/09-baptist-dk-5-pkt-07-et-blik-paa-bekymringer-inspireret-af-skriften-.mp3

Når vi sætter bekymringer og håb overfor hinanden, véd vi godt, hvad vi foretrækker, men alligevel har bekymringer en evne til at snige sig ind og tage en plads i vores liv, som vi egentlig ikke har lyst til at give dem.

Er det vores ansvar?

Måske skyldes det, at vi har nemmest ved at forholde os til, hvad vi selv kan udrette, og dermed overse Skaberen, der har os alle i sin hånd. Med den tilgang bygger vi tankemønstre op, hvor resultatet af det, vi gør, alene afhænger af os!

Så dukker bekymringerne op, fordi vi tror, at vi ikke kan nøjes med at gøre godt, men også selv har ansvaret for udfaldet. Vi har selv defineret, hvad det gode resultat bør være, og konkluderet, at det er vores ansvar – og det holder vi krampagtigt fast i. Vi kan også komme til at leve i en illusion om, at vi med vores bekymringer udretter noget: For det, vi bekymrer os for, ligger i tæt familie med det, vi føler ansvar for. Og det at tage ansvar for noget, får os til at føle os betydningsfulde!

Tillid til at Jesus har magt

At leve fri for bekymringer og fyldt af håb handler om tillid til, at Jesus virkelig er givet al magt i himlen og på jorden.[1] Hvis du vil mærke efter, hvor du har tendens til at tvivle på det, Jesus siger, så lav en liste over de områder, hvor du har svært ved at tro på, at Jesus virkelig er givet al magt.

Vi har frihed til at vælge, hvad vi retter vores fokus mod!

Frihed til at vælge sit fokus

I forhold til bekymringer er det vigtigt at gøre klart for os selv, at vi har frihed til at vælge, hvad vi retter vores fokus mod! Det lyder meget enkelt, men ofte lever vi ikke, som om det er vores virkelighed. Vi kan bindes eller begrænses på alle mulige måder, men hvad vi vælger at fokusere eller tænke på, kan andre ikke kontrollere. Gud kontrollerer det heller ikke, men udfordrer os igen og igen til at arbejde på det: ”Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.”[2]

Vi kan ikke bare fjerne bekymringer fra vores tanker. De må erstattes af noget andet.

At lade Guds Ånd forvandle vores tanker er et samarbejde med den Helligånd, der vil arbejde i vores liv. Men vi kan ikke bare fjerne bekymringer fra vores tanker. De må erstattes af noget andet. Derfor er formuleringerne, vi finder i Bibelen, i høj grad fokuseret på, hvad vi skal lade fylde vores sind og tanker med:

  • ”Nu, hvor I ligesom Kristus er blevet oprejst til et nyt liv, skal I lægge vægt på de værdier, som kommer ovenfra, hvor Kristus sidder på tronen ved Guds højre hånd.”[3]
  • ”Alt det i jeres gamle liv, som hører denne verden til, skal I derfor overgive til døden…”[4] Læs selv fortsættelsen!
  • ”I har iført jer det nye liv, som vokser og fornyes i takt med jeres forståelse af Gud, så I kommer til at ligne ham mere og mere.”[5] Hvordan det nye liv ser ud, beskrives i de følgende vers.
  • ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker.”[6]

Det sker ved, at vi fylder vores tanker med Guds ord, vejleder hinanden i fællesskabet, tilbeder sammen og søger at leve vores liv med den størst mulige lydighed over for Jesus Kristus. Grunden til, at vi vil leve sådan, er vores enorme taknemlighed for, hvad Jesus har gjort for os.

Som voksne mennesker, der har givet troen plads i livet, har vi selv ansvar for de tanker og følelser, der fylder os! Vores viljes primære funktion er at leve i tillid til Gud.

Forkert fokus

Men det går galt, hver gang vi fjerner vores fokus fra Gud og tænker, at vores viljes primære funktion er at have tillid til os selv, vores krop, vores evner eller vores ressourcer og relationer. Nogle vers, der stadig hjælper mig på det område, finder vi i Filipperbrevet: ”Vær altid glade i jeres tro på Herren! Jeg siger igen: Vær glade! Lad alle mærke, at I har et venligt sind. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.

Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose.”[7]

Du kan ønske at have tillid til Gud!

Du kan ønske at have tillid til Gud! Når du ikke formår at have tillid til Gud, kan du bevæge dig i retning af tillid til ham, ved at præsentere dit ønske om tillid for Gud.

At møde verden

Når jeg læser Salmernes Bog, møder jeg ofte denne selvirettesættelse, både i forhold til, hvad der er værd at huske på, og hvordan jeg længes efter at min indstilling skal være: ”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger.”[8] og ”Min sjæl, pris Herren! Jeg vil lovprise Herren, så længe jeg lever, synge til hans ære, så længe jeg trækker vejret. Stol ikke på stormænd, for mennesker kan ikke frelse jer.”[9]

Hvorfor er det vigtigt, at vores hjerter er farvet af noget andet end bekymringer? Det, du kan tage med dig – det, som er dit evigt liv – er den person, du bliver til, de oplevelser, du har, og din måde at møde verden på.

Så vær ikke bekymret, men vær fyldt af tillid og forventning – både for livet her og for evigheden.

Læs også artiklen “Jul og håb i en ustabil verden” – om håb og tro.

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18
[2] Romerbrevet kap. 12, vers 2
[3] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 1
[4] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 5
[5] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 10
[6] Kolossenserbrevet kap. 3, vers 15
[7] Filipperbrevet kap. 4, vers 4-8
[8] Salmernes Bog, kap. 103, vers 2
[9] Salmernes Bog kap. 146, vers 1-3

Alle tekster er citeret fra Bibelen på Hverdagsdansk

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/et-blik-paa-bekymringer-inspireret-af-skriften/feed/ Jul og håb i en ustabil verden https://baptist.dk/jul-og-haab-i-en-ustabil-verden/ Mon, 22 Dec 2025 10:12:46 +0000 https://baptist.dk/?p=20538 Når det kommer til stykket, håber jeg mere, end jeg tror.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/10-baptist-dk-5-pkt-08-jul-og-haab-i-en-ustabil-verden-.mp3

Håb handler om, hvad vi ser frem til, hvad vi ønsker os. Pessimisten ved, det går galt. Optimisten siger, det nok skal gå, men når man håber, ved man ikke, hvordan det hele ender. Man står i det åbne på gyngende grund. ”Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”[1]

Håb midt i kaos

At håbe i mørket er ikke naivt, men modigt.

I krig og krise bliver håb ofte menneskets redning – en tynd tråd man holder fast i midt i kaos. At håbe i mørket er ikke naivt, men modigt. Det er at insistere på, at noget menneskeligt stadig findes, selv når andre har glemt det.

Da juleevangeliet blev nedskrevet, var der – også – uro og ufred i verden. Rom knuste Kartago, erobrede Grækenland og Egypten og gjorde havet til sit. I øst kæmpede små kongeriger for deres overlevelse. Jesus blev født ind i en tid fyldt med forventninger om dommedag.

Der har til alle tider været mennesker, der har troet, at de levede i de sidste tider, og at jorden ville gå under lige om lidt. ”Vores jord er degenereret i disse sidste dage. Der er tegn på, at verden hurtigt er på vej mod sin ende. Bestikkelse og korruption er udbredt; børn adlyder ikke længere deres forældre (…) Verdens undergang er tydeligvis på vej.” Sådan står der med kileskrift på en 4.800 år gammel lertavle fra Mesopotamien. Det hører åbenbart til det at være menneske, at vi tænker: ’Nu kan det ikke blive værre’. Men vi er her stadig!

Gud valgte at blive mennesket Jesus fra Nazaret. I en verden fuld af uro valgte Gud ikke at råbe ned fra himlen og irettesætte mennesker, men at komme ind i mørket og vise, at lyset stadig findes. Juleevangeliet er fortællingen om en Gud, der ikke står udenfor og ser på, men selv har mærket livets vægt. Jesus kender til sult og træthed, til frygt og sorg. Han delte de vilkår, som mennesker lever under.

Fortællingen om en Gud, der ikke står udenfor og ser på.

Fred kommer ikke ovenfra

I juleevangeliet er det en pointe, at fred ikke kommer ovenfra – ikke fra magtens paladser eller verdens ledere. Freden og håbet kommer fra en uventet kant – fra den lille, skjulte og ringeagtede. Freden begynder i et barn i en stald, i et menneske, der ikke er kommet for at herske, men tjene. Julen er en af de bedste håbsfortællinger, jeg kender.

Jeg var engang i Betlehem med en gruppe studerende, og vi stod og så ud over byen, hvor juleevangeliet tager sit afsæt. I dag er området præget af kontrolposter, mure og illegale jødiske bosættelser, hvor man helst ser hyrderne forsvinde andre steder hen. Her hvor freden blev forkyndt i juleevangeliet, mærkes ufreden ret konkret.

Det er svært at forstå, hvordan indbyggerne i Betlehem kan bevare håbet. Den palæstinensiske biskop i Betlehem Mitri Raheb siger, at håbet ikke er slukket: ”Jesus kom for at befri os fra den frygt, der lammer os. Når vi går gennem de oprørte vande, er han med os, så floden ikke opsluger os.” Han peger på juleevangeliets budskab, at Gud går med i mørket, og at freden kan fødes, selv dér hvor muren kaster skygge. I Betlehem lever håbet fortsat midt i bekymringerne for at overleve. Her er håbet, at guddommelig fred kan begynde i det mindste og brede sig som ringe i vandet.

Freden kan fødes, selv dér hvor muren kaster skygge.

Håb og frygt hænger sammen

Den enes håb kan vække den andens frygt. Håb om lighed kan skabe frygt i den rige, og håb om fred kan skræmme tyranner og våbenindustrien. Sådan illustreres det også i juleevangeliet: Kong Herodes frygtede at miste magt og indflydelse på grund af det håb, der blev født under Betlehems stjerner. Herodes’ forsøg på at slukke håbet blev erstattet af fortællingen om Jesus’ fødsel, som har vist sig at være en levestærk håbsfortælling, som holdes op for dem, der vil lytte og fyldes op af håbsspirer.

Jul er tid til at træne vores forestillingsevne og modmuskel. Forestille os en bedre verden og udvise mod til at holde håbet op for dem, der har mistet håbet.

Læs også artiklen “På trods” om børns og unges uro i en verden, der larmer.

[1] Romerbrevet kap. 8, vers 24b-25a

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Når det kommer til stykket, håber jeg mere, end jeg tror.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/10-baptist-dk-5-pkt-08-jul-og-haab-i-en-ustabil-verden-.mp3

Håb handler om, hvad vi ser frem til, hvad vi ønsker os. Pessimisten ved, det går galt. Optimisten siger, det nok skal gå, men når man håber, ved man ikke, hvordan det hele ender. Man står i det åbne på gyngende grund. ”Et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed.”[1]

Håb midt i kaos

At håbe i mørket er ikke naivt, men modigt.

I krig og krise bliver håb ofte menneskets redning – en tynd tråd man holder fast i midt i kaos. At håbe i mørket er ikke naivt, men modigt. Det er at insistere på, at noget menneskeligt stadig findes, selv når andre har glemt det.

Da juleevangeliet blev nedskrevet, var der – også – uro og ufred i verden. Rom knuste Kartago, erobrede Grækenland og Egypten og gjorde havet til sit. I øst kæmpede små kongeriger for deres overlevelse. Jesus blev født ind i en tid fyldt med forventninger om dommedag.

Der har til alle tider været mennesker, der har troet, at de levede i de sidste tider, og at jorden ville gå under lige om lidt. ”Vores jord er degenereret i disse sidste dage. Der er tegn på, at verden hurtigt er på vej mod sin ende. Bestikkelse og korruption er udbredt; børn adlyder ikke længere deres forældre (…) Verdens undergang er tydeligvis på vej.” Sådan står der med kileskrift på en 4.800 år gammel lertavle fra Mesopotamien. Det hører åbenbart til det at være menneske, at vi tænker: ’Nu kan det ikke blive værre’. Men vi er her stadig!

Gud valgte at blive mennesket Jesus fra Nazaret. I en verden fuld af uro valgte Gud ikke at råbe ned fra himlen og irettesætte mennesker, men at komme ind i mørket og vise, at lyset stadig findes. Juleevangeliet er fortællingen om en Gud, der ikke står udenfor og ser på, men selv har mærket livets vægt. Jesus kender til sult og træthed, til frygt og sorg. Han delte de vilkår, som mennesker lever under.

Fortællingen om en Gud, der ikke står udenfor og ser på.

Fred kommer ikke ovenfra

I juleevangeliet er det en pointe, at fred ikke kommer ovenfra – ikke fra magtens paladser eller verdens ledere. Freden og håbet kommer fra en uventet kant – fra den lille, skjulte og ringeagtede. Freden begynder i et barn i en stald, i et menneske, der ikke er kommet for at herske, men tjene. Julen er en af de bedste håbsfortællinger, jeg kender.

Jeg var engang i Betlehem med en gruppe studerende, og vi stod og så ud over byen, hvor juleevangeliet tager sit afsæt. I dag er området præget af kontrolposter, mure og illegale jødiske bosættelser, hvor man helst ser hyrderne forsvinde andre steder hen. Her hvor freden blev forkyndt i juleevangeliet, mærkes ufreden ret konkret.

Det er svært at forstå, hvordan indbyggerne i Betlehem kan bevare håbet. Den palæstinensiske biskop i Betlehem Mitri Raheb siger, at håbet ikke er slukket: ”Jesus kom for at befri os fra den frygt, der lammer os. Når vi går gennem de oprørte vande, er han med os, så floden ikke opsluger os.” Han peger på juleevangeliets budskab, at Gud går med i mørket, og at freden kan fødes, selv dér hvor muren kaster skygge. I Betlehem lever håbet fortsat midt i bekymringerne for at overleve. Her er håbet, at guddommelig fred kan begynde i det mindste og brede sig som ringe i vandet.

Freden kan fødes, selv dér hvor muren kaster skygge.

Håb og frygt hænger sammen

Den enes håb kan vække den andens frygt. Håb om lighed kan skabe frygt i den rige, og håb om fred kan skræmme tyranner og våbenindustrien. Sådan illustreres det også i juleevangeliet: Kong Herodes frygtede at miste magt og indflydelse på grund af det håb, der blev født under Betlehems stjerner. Herodes’ forsøg på at slukke håbet blev erstattet af fortællingen om Jesus’ fødsel, som har vist sig at være en levestærk håbsfortælling, som holdes op for dem, der vil lytte og fyldes op af håbsspirer.

Jul er tid til at træne vores forestillingsevne og modmuskel. Forestille os en bedre verden og udvise mod til at holde håbet op for dem, der har mistet håbet.

Læs også artiklen “På trods” om børns og unges uro i en verden, der larmer.

[1] Romerbrevet kap. 8, vers 24b-25a

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/jul-og-haab-i-en-ustabil-verden/feed/ På trods https://baptist.dk/paa-trods/ Mon, 22 Dec 2025 10:10:29 +0000 https://baptist.dk/?p=20575 Om børns og unges uro i en verden, der larmer.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/05-baptist-dk-5-pkt-03-paa-trods.mp3

Dorte Toudal Viftrup:

  • siden 2021ansat som lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet
  • psych. og ph.d.

Verden er ikke stille. Den larmer med nyheder om krig, klimakrise, politiske konflikter og sociale medier. Selvom vi forsøger at skærme børn og unge, opfatter de langt mere, end vi tror. De lytter med, de mærker stemninger, og de tolker det usagte. De ser blikkene mellem voksne, hører de dæmpede samtaler, og de fornemmer, når noget ikke er, som det plejer. Bekymring og uro er ikke forbeholdt voksne. De yngste har også deres indre landskaber, hvor spørgsmål og følelser bor – ofte uden ord, men ofte med stor intensitet.

Bekymring og uro er ikke forbeholdt voksne.

Hvad mon der ligger bag?

Det er ikke altid let at få øje på. Børn og unge udtrykker sjældent deres uro direkte. De siger ikke: “Jeg er bange for verdenssituationen”. I stedet viser det sig i kroppen eller i adfærden. Et barn, der ikke længere kan falde i søvn alene. En teenager, der trækker sig fra vennerne eller pludselig bliver vred og afvisende. Uroen gemmer sig bag stilhed, mavepine og rastløshed. Og det kræver, at vi som voksne tør se bag adfærden og spørge os selv: Hvad mon ligger bag?

Uroen gemmer sig bag stilhed, mavepine og rastløshed.

Det handler ikke om at analysere børnene, men om at være nysgerrige og nærværende. At turde stille de åbne spørgsmål – og give tid til svaret. Når vi spørger: “Hvordan har du det for tiden?”, skal vi være klar til at rumme det, der kommer. Også når det er svært. Vi skal øve os i at tåle stilhed og tøven eller frustration og manglende ord, men især i at kunne tåle, at vi ikke altid har løsningen – og måske mest af alt, at der faktisk ikke er en løsning på den larmende verden, der påvirker vores børn. I stedet er det i den fælles undren, vi skaber rum for, at børn og unge kan dele det, der fylder for dem, med os.

At finde fodfæste

Børn og unge søger mening med deres liv og deres følelser og oplevelser. De har en indre drivkraft mod at forstå og håndtere livet. Når vi støtter dem i at finde deres egne måder at skabe mening, hjælper vi dem med at finde fodfæste. Det kan være gennem naturen, hvor stilheden og rytmen giver ro. Det kan være gennem leg, hvor fantasien får lov at skabe nye verdener. Det kan være gennem samtale, hvor tanker og følelser får form. Eller gennem kreativitet – tegning, musik, skrivning – hvor det indre får udtryk.

Vi kan ikke fjerne det svære for dem eller love, at alt bliver godt. Men vi kan lære børn og unge, at bekymringer ikke behøver fylde det hele. At de kan lægge dem fra sig for en stund – og at det ikke er forkert at gøre det. Vi kan vise dem, at det er muligt at være glad og bekymret på samme tid. At man kan finde ro i det, der gør én glad – og vende tilbage til bekymringerne, når man er klar. Det kræver, at vi som voksne tør være ærlige og sige: “Jeg bekymrer mig også nogle gange – men jeg prøver at finde ro i det, der giver mig håb”.

Men vi kan lære børn og unge, at bekymringer ikke behøver fylde det hele.

At leve på trods

Når vi viser, at det er muligt at leve på trods, giver vi dem mod til at gøre det samme. Vi kan skabe små trygheds-ritualer: en fast godnat-samtale, en fælles morgenrutine, en ugentlig tur i skoven. Vi kan skabe bekymringsfrie zoner, hvor nyheder og skærme får pause, og hvor der er plads til bare at være. Vi kan lære dem simple afspændingsteknikker, som dybe vejrtrækninger eller visualiseringer, der kan hjælpe dem med at finde ro i kroppen.

Men vigtigst af alt: Vi kan være til stede. Med nærvær. Med respekt. Med modet til at undre os sammen med dem. For roen vokser i relationen, og i samtalen findes meningen – på trods.

Denne tekst er ikke en løsning. Den er en invitation. Til at tage børns bekymringer alvorligt. Til at lytte, selv når der ikke bliver sagt noget. Til at hjælpe dem med at finde deres egne måder at være i livet, også når det er svært. For børn og unge har brug for voksne, der tør stå ved det svære – og samtidig vise, at livet også rummer håb, glæde og mening. På trods.

Læs også artiklen “Nyd nordlyset” om at bo i et af verdens brændpunkter.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> Om børns og unges uro i en verden, der larmer.


Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2025/12/05-baptist-dk-5-pkt-03-paa-trods.mp3

Dorte Toudal Viftrup:

  • siden 2021ansat som lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet
  • psych. og ph.d.

Verden er ikke stille. Den larmer med nyheder om krig, klimakrise, politiske konflikter og sociale medier. Selvom vi forsøger at skærme børn og unge, opfatter de langt mere, end vi tror. De lytter med, de mærker stemninger, og de tolker det usagte. De ser blikkene mellem voksne, hører de dæmpede samtaler, og de fornemmer, når noget ikke er, som det plejer. Bekymring og uro er ikke forbeholdt voksne. De yngste har også deres indre landskaber, hvor spørgsmål og følelser bor – ofte uden ord, men ofte med stor intensitet.

Bekymring og uro er ikke forbeholdt voksne.

Hvad mon der ligger bag?

Det er ikke altid let at få øje på. Børn og unge udtrykker sjældent deres uro direkte. De siger ikke: “Jeg er bange for verdenssituationen”. I stedet viser det sig i kroppen eller i adfærden. Et barn, der ikke længere kan falde i søvn alene. En teenager, der trækker sig fra vennerne eller pludselig bliver vred og afvisende. Uroen gemmer sig bag stilhed, mavepine og rastløshed. Og det kræver, at vi som voksne tør se bag adfærden og spørge os selv: Hvad mon ligger bag?

Uroen gemmer sig bag stilhed, mavepine og rastløshed.

Det handler ikke om at analysere børnene, men om at være nysgerrige og nærværende. At turde stille de åbne spørgsmål – og give tid til svaret. Når vi spørger: “Hvordan har du det for tiden?”, skal vi være klar til at rumme det, der kommer. Også når det er svært. Vi skal øve os i at tåle stilhed og tøven eller frustration og manglende ord, men især i at kunne tåle, at vi ikke altid har løsningen – og måske mest af alt, at der faktisk ikke er en løsning på den larmende verden, der påvirker vores børn. I stedet er det i den fælles undren, vi skaber rum for, at børn og unge kan dele det, der fylder for dem, med os.

At finde fodfæste

Børn og unge søger mening med deres liv og deres følelser og oplevelser. De har en indre drivkraft mod at forstå og håndtere livet. Når vi støtter dem i at finde deres egne måder at skabe mening, hjælper vi dem med at finde fodfæste. Det kan være gennem naturen, hvor stilheden og rytmen giver ro. Det kan være gennem leg, hvor fantasien får lov at skabe nye verdener. Det kan være gennem samtale, hvor tanker og følelser får form. Eller gennem kreativitet – tegning, musik, skrivning – hvor det indre får udtryk.

Vi kan ikke fjerne det svære for dem eller love, at alt bliver godt. Men vi kan lære børn og unge, at bekymringer ikke behøver fylde det hele. At de kan lægge dem fra sig for en stund – og at det ikke er forkert at gøre det. Vi kan vise dem, at det er muligt at være glad og bekymret på samme tid. At man kan finde ro i det, der gør én glad – og vende tilbage til bekymringerne, når man er klar. Det kræver, at vi som voksne tør være ærlige og sige: “Jeg bekymrer mig også nogle gange – men jeg prøver at finde ro i det, der giver mig håb”.

Men vi kan lære børn og unge, at bekymringer ikke behøver fylde det hele.

At leve på trods

Når vi viser, at det er muligt at leve på trods, giver vi dem mod til at gøre det samme. Vi kan skabe små trygheds-ritualer: en fast godnat-samtale, en fælles morgenrutine, en ugentlig tur i skoven. Vi kan skabe bekymringsfrie zoner, hvor nyheder og skærme får pause, og hvor der er plads til bare at være. Vi kan lære dem simple afspændingsteknikker, som dybe vejrtrækninger eller visualiseringer, der kan hjælpe dem med at finde ro i kroppen.

Men vigtigst af alt: Vi kan være til stede. Med nærvær. Med respekt. Med modet til at undre os sammen med dem. For roen vokser i relationen, og i samtalen findes meningen – på trods.

Denne tekst er ikke en løsning. Den er en invitation. Til at tage børns bekymringer alvorligt. Til at lytte, selv når der ikke bliver sagt noget. Til at hjælpe dem med at finde deres egne måder at være i livet, også når det er svært. For børn og unge har brug for voksne, der tør stå ved det svære – og samtidig vise, at livet også rummer håb, glæde og mening. På trods.

Læs også artiklen “Nyd nordlyset” om at bo i et af verdens brændpunkter.

Relateret

Find flere

PodcastXML
Facebookhttps://www.facebook.com/baptistdk
]]> https://baptist.dk/paa-trods/feed/