Lyt til artiklen:

I en bil på vej til lufthavnen i Kigali sidder Wenceslas Twagirayesu sammen med en udsending fra den danske ambassade i Kampala i Uganda. Det er den 12. januar 2024, dagen efter Wenceslas er blevet frikendt for medvirken til folkedrabet i 1994 i Rwanda.  I næsten 6 år har han siddet fængslet i Rwanda. Det her er tidspunktet, han har set frem til og troet på, ville komme en dag: Han på vej hjem eller med hans egne ord: ”Hjem til Danmark”.

Men Wenceslas tog fejl. Han var ikke på vej hjem til Danmark.

Wenceslas og Morten på besøg hos deres nygifte venner (Foto: Morten Kofoed)

Efterladt på gaden i Kigali

Vi springer et par måneder frem til midt i marts.

Morten Kofoed er International Sekretær i BaptistKirken. Han kører ad hovedvejen nordpå fra Butare til Kigali i Rwanda. På passagersædet sidder Wenceslas Twagirayesu. De har besøgt BaptistKirkens projekt for ”Young Single Mothers” i Butare. De har også været forbi en fælles bekendt, der netop er blevet gift. Wenceslas er glad. Det er første gang i mange år, han kan rejse rundt i Rwanda. Han takker Morten for turen og glæder sig over Rwandas natur. Han er en fri mand med en tankevækkende historie.

Morten tænder mobiltelefonen og sætter den til at optage. Og Wenceslas fortæller:
”Fredag den 12. januar blev jeg hentet i fængslet af en fra det danske udenrigsministerium. Han vil køre mig i lufthavnen med det samme. Og han har bedt mine venner i Danmark om at skaffe en flybillet. Men da vi kommer tæt på Kigali, siger han: ’Ved du hvad, Wenceslas, situationen har ændret sig. Du skal ikke til lufthavnen og flyve til Danmark i dag.’ Så spurgte jeg ham med lav stemme: ’Hvorfor?’”.

Han svarede, at han netop havde fået at vide, at sagen var anket, og at jeg ikke måtte rejse. Han fortalte også, at de rwandiske myndigheder ville tage sagen op med Danmark ugen efter. På det tidspunkt fik jeg et chok! Men jeg håbede, at samtalen ugen efter ville give mulighed for at jeg kunne rejse. Men det skete heller ikke. Man ville fortsætte samtalerne, og det har man gjort lige indtil nu. Men der sker ikke noget.

Nogle gange når jeg tænker på det, er jeg i chok og bliver ked af det. Men jeg prøver hele tiden at finde tilbage til glæden, selv om det er svært, for hverken Danmark eller Rwanda vil have mig.

Det er kun mine venner derhjemme, min kirke og min familie, der bekymrer sig. Nu prøver jeg bare at overleve her. Nogle gange tænker jeg: Hvis jeg ikke havde min familie og min kirke, hvis jeg er blevet forladt her: Hvem var jeg så her i Rwanda?”

Hvem var Wenceslas efter frifindelsen i januar, hvis ikke det var for hans venner, hans kirke og hans familie? En dansk statsborger, udleveret til årelang retsforfølgelse i Rwanda, frikendt – men med rejseforbud – og efterladt på gaden i Kigali af både Danmark og Rwanda.

Wenceslas under retssagen (Foto: Pirvat)

Tiden i fængsel

Det er svært at forestille sig, hvordan det er at sidde i fængsel. I Rwanda. I næsten seks år uden dom, som anklaget i en retssag, der kører i tomgang det meste af tiden. Wenceslas har prøvet det:
”Da jeg kom i fængsel i Rwanda, var jeg bange. Jeg troede ikke, jeg ville overleve det. Men da jeg begyndte at tale med de andre fanger, forstod jeg, at jeg måtte komme videre med mit liv.”

Wenceslas var fængslet i en særlig international afdeling kun for udlændinge. Han fortæller, at der var løbende udskiftning af de andre indsatte i afdelingen. Ingen var der længere end to år. Blandt fængselspersonalet var der meget forskellig opfattelse af, hvordan fangerne skulle behandles. Men Wenceslas pointerer, at der aldrig var ballade på den internationale afdeling. Der var ikke vold mod de indsatte og han har ikke lidt fysisk overlast:
”Men i afdelingerne for de lokale, der havde de det dårligt,” fortæller Wenceslas, ”De blev tævet af personalet. De blev også tortureret – men det skete ikke på den internationale afdeling. Det handler meget om, hvordan du administrerer dit liv i fængslet: Du kan gøre livet lettere eller du kan gøre det sværere. Men jeg prøvede hele tiden at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre livet lettere. Det var derfor, jeg kunne klare mig igennem i fængslet.”

Wenceslas fik besøg fra ambassaden i Kampala i Uganda hver tredje måned. Alle indsatte i den internationale afdeling blev overvåget af deres respektive udenrigstjenester. Fængselsledelsen respekterede også udleveringsaftalen mellem Danmark og Rwanda, der sikrede Wenceslas regelmæssige besøg: En aftale, der ifølge Wenceslas, for det meste blev overholdt. I nogle tilfælde fik man endda lov til at gennemføre besøgene på fængselsdirektørens kontor.

Friske avocadoer fra Nyanza

Morten og Wenceslas passerer Nyanza lidt nord for Butare. I vejkanten er der en vejbod, hvor de lokale sælger avocadoer. Ikke avocadoer som dem vi kender fra supermarkedet. Her har avocadoerne en størrelse, så man skærer en skive og bliver mæt af den.
”De der avocadoer fra Nyanza. Det er bare de bedste. Men nogle gange snyder de med dem. De plukker dem inden de er modne og tager dem med hjem og koger dem!” fortæller Wenceslas.  Morten griner. Han har selv været udsat for tricket, så han ved udmærket, hvordan umoden, kogt avocado smager. Efter seks år i fængsel uden friske avocadoer fra Nyanza, frister tilbuddet om at standse ved den næste vejbod.

På den internationale afdeling i fængslet fik fangerne tre daglige måltider. Og langt bedre mad end de almindelige fanger fik, fortæller Wenceslas. Til morgenmad blev der endda serveret både brød og te. Men ingen friske avocadoer fra Nyanza.

Fra besøget hos “Young Single Mothers” og LLCCM-projekterne (Foto: Morten Kofoed)

Et utroligt vidnesbyrd

Ingen ville undre sig, hvis Wenceslas var blevet en vred og bitter mand. Men sådan er det ikke gået. Når man lytter til Wenceslas fortælling på optagelsen fra bilen, fylder taknemmelighed alle mellemrummene mellem dækstøj, modkørende trafik og dyttende biler. Flere gange nævner han sine venner i Danmark, kirken og børnene. Om det øjeblik han modtog dommen og blev frifundet siger Wenceslas:
”Det var ligesom et mirakel for mig! Min forsvarer og mine venner har kæmpet for, at vi kunne få ret i denne her sag. Det var svært at tro på. Men jeg var overbevist om, at hvis retten kiggede ordentlig på min sag – så gik jeg fri. Da dommeren sagde: ’Du er en fri mand’, så takkede jeg Gud. For det er Gud, der har brugt forskellige mennesker til at hjælpe i min sag. Så da jeg blev fri, takkede jeg bare Gud.”

Det var troen, der bar Wenceslas gennem næsten seks års fængsel:
”Af natur er jeg et glad menneske. Det gjaldt også, da jeg var i fængsel. Alle spurgte mig: ’Hvorfor er du glad, Wenceslas?’ Jeg svarede altid, at jeg har min Gud, der giver mig kraft til at være glad. Når jeg støtter mig til Ham, får jeg tro på, at alting kan gå godt i mit liv.”

Wenceslas fortæller, at hans yndlingsskriftsted er Salme 23. Han vil gerne citere for Morten i bilen, men et enkelt dansk ord er blevet væk i hukommelsen. Wenceslas spørger Morten, om det er i orden at sige det på fransk? ”Dieu est mon berger” – ”Herren er min hyrde” oversætter Morten og Wenceslas fortsætter:
”Det er på den måde, jeg støtter mig på Gud. Uden Ham er jeg ingenting. Med Ham kan alt gå godt.”

”Dieu est mon berger”

Hvad sker der nu?

Wenceslas fortæller, at han er i løbende kontakt med sin advokat i Rwanda. Han er også i regelmæssig dialog med udenrigsministeriets personale i Kigali, der altid er venlige og forsøger at hjælpe. Men der er grænser: Uanset personalets hjælp i det daglige vil de danske myndigheder ikke hjælpe Wenceslas økonomisk. Danmark hævder, at det er Rwandas opgave. Rwandas regering har ikke en eneste gang kontrolleret, hvor han opholder sig. Og hjælp til at opretholde livet kommer næppe. I dag er Wenceslas fanget i Kigali. Gode venner sørger for, at han har et sted at bo og mad på bordet.

”Jeg ved ikke præcis, hvad der kommer til at ske. Men min forsvarer her i Rwanda har fortalt, at han er i gang med at svare på myndighedernes anke i sagen mod mig. Det er det eneste, jeg ved. Jeg har også prøvet at tale med udenrigsministeriets folk i Kigali. De er meget hjælpsomme, men ved de meget mere? Jeg venter på, at der kommer en dialog i gang mellem Danmark og Rwanda. Hvordan skal jeg leve her? Nu har jeg ventet i to måneder og jeg ved ikke, hvad der sker med min sag.”

“Nu har jeg ventet i to måneder og jeg ved ikke, hvad der sker med min sag.”

Der kommer en ny tid

Wenceslas ved, at Gud fortsat er med ham. Han har overvejet, hvordan den først tid skal bruges, når han kommer hjem til Danmark:
”Først vil jeg gerne finde et stille sted og få tankerne på plads igen. Et sted hvor jeg kan isolere mig lidt og komme tæt på Gud igen. Men derefter – så skal jeg bare finde noget arbejde igen.”

Men lige nu, i bilen mellem Butare og Kigali, hvor Wenceslas et øjeblik har mulighed for at reflektere over sin situation, kommer taknemmeligheden til at fylde:
”Jeg er taknemmelig for baptisterne i Danmark. For min kirke. De har været med hele vejen i fængslet med bøn og med hjælp. Og det stoppede ikke med mig: De tog sig også af mine børn. Jeg beder Gud velsigne alle hjemme i Danmark.”

Inden bilen ruller ind i Kigali, får Wenceslas det sidste ord:
”Jeg glæder mig bare til at komme hjem og stå i min kirke og takke Gud og takke alle de mennesker, der har hjulpet mig.”

Læs eller se mere om sagen

På baptist.dk:
Hvor mange gange vil det danske retssystem svigte en dansk statsborger?
“Folkemordets ofre – dansk baptist på anklagebænken i Rwanda”
Retssag mod dansk statsborger fortsætter i Rwanda

På Danmarks Radios webside:
“Vidner skifter forklaring i sag om folkedrab mod dansk statsborger”
“Min ven er anklaget for folkedrab”
“Dansk mand i lyserød fangedragt er netop nu for retten – anklaget for folkedrab i Rwanda”
“Vidner løj i sag om massedrab i Rwanda – blev lovet en ko”

Seneste på dr.dk den 27. februar 2024:
“Han blev frikendt for folkedrab i Rwanda. Men Wenceslas må stadig ikke vende hjem til Danmark”

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse

Find flere

Lyt til kommentaren:

Midt i december 2018 får jeg i min egenskab af præst lov at være hos min ven Wenceslas Twagirayezu, den sidste time inden han bliver ført ud til flyet, der skal bringe ham til Rwanda, anklaget for forbrydelser i forbindelse med folkemordet i 1994. Dansk by- og landsret godkendt, at han kan udleveres til retsforfølgelse i et land, hvor eksperter vurderer, man ikke kan være sikker på at få en fair rettergang.

Kommissærens løfte

Til stede sammen med os i lokalet er også den repræsentant fra dansk politi (SØIK), der skal eskortere Wenceslas til Rwanda. Det sidste, jeg hører politikommissæren sige til Wenceslas, er, at om cirka tre måneder vil han være tilbage i Danmark, enten som en fri mand eller for at afsone sin straf. Wencelas er dansk statsborger og vil derfor skulle afsone en eventuel straf i Danmark, og de rwandiske myndigheder har lovet, fortæller kommissæren, at sagen vil blive afviklet hurtigt. Det troede hverken Wenceslas eller kendere af Rwanda på ville blive tilfældet.

Politikommissærens udsagn kom heller ikke til at holde stik. I december 2023 var det fem år siden, at Wenceslas blev udleveret, og inden da havde han sidder varetægtsfængslet i Vestre Fængsel fra maj 2017. Der er gået i alt seks et halvt år siden anholdelsen.

Wenceslas Twagirayezu, (Privat foto)

Trods alt tålelige forhold

Jeg har besøgt Wenceslas i fængslet i Rwanda. Han har haft acceptable forhold. I kraft af sit danske statsborgerskab har han boet i en sektion for internationale fanger. Han har derfor undgået at skulle sove i en køje i overfyldte sale under kummerlige forhold. Sagen er trukket ud, fordi den rwandiske anklagemyndighed gentagne gange har fået sagen udsat.

Et foreløbigt punktum

For nylig blev der så sat et foreløbigt punktum for sagen. Den 11. januar 2024 blev Wenceslas pure frifundet ved retten i Rwanda. DR var til stede og filmede, da hans børn, jeg og nogle venner fik overbragt nyheden per telefon. Dagen efter kunne Wenceslas forlade fængslet som en fri mand. Samme dag ankede den rwandiske anklagemyndighed kendelsen.

Tilliden til retsvæsenet sat på prøve

Jeg må indrømme, at forløbet i byretten i Hillerød og senere i Østre landsret var en hård prøve for den tillid til det danske politi og retsvæsen, jeg er vokset op med at have. Det virkede besynderligt, at Wenceslas, efter så mange år og efter gennemførelsen af omkring 100.000 retssager mod anklagede, pludselig kunne identificeres som en central skikkelse i folkemordet. Wenceslas har aldrig tidligere været sat i forbindelse med folkemordet: Til gengæld har han ytret sig kritisk om styret i Rwanda. At Danmark udleverede ham på de vidneudsagn, der blev fremlagt, var chokerende. Det var også chokerende for kendere af Rwanda, at dansk politi fæstede lid til Rwandas forsikring om en hurtigt afviklet retssag.

Wenceslas har aldrig tidligere været sat i forbindelse med folkemordet: Til gengæld har han ytret sig kritisk om styret i Rwanda.

Strandet i Rwanda uden hjælp fra den danske stat

Nu undrer man sig igen. For det første over, at en dansk statsborger, der er frikendt ved retten i et andet land, ikke modtager nogen hjælp fra danske myndigheder. Vi, Wenceslas’ venner, betaler hans kost og logi. Det klarer vi nok. Men det er chokerende, at danske myndigheder ikke kan formås at anmode Rwanda om at lade ham rejse hjem til sin kone og sine børn efter seks et halvt år, i det mindste indtil en eventuel ankesag kan føres (det kan tage op til et år at afgøre).

Medier og politikere engagerer sig (heldigvis) i en sag om en ung dansk pige, Elvira Pitzner, der kommer i klemme i retssystemet i Dubai. Men ingen interesserer sig for en dansk statsborger, der er blevet kørt rundt i det rwandiske retssystem i fem år og yderligere halvandet år i dansk varetægtsfængsel. Hvad er årsagen til den danske stilhed i denne sag?

Ankesag? Det havde Danmark ikke forudset

Det kan også undre, at de danske myndigheder i forbindelse med udleveringen har lavet en aftale med Rwanda om, hvad der skulle ske i sagen, hvis Wenceslas blev henholdsvis frikendt eller dømt. I begge tilfælde skulle han tilbage til Danmark, enten som en fri mand eller for at afsone sin straf. Derimod er der ikke lavet en aftale om, hvad der skulle ske, hvis han blev frikendt, men sagen blev anket. En situation, der sagens karakter taget i betragtning, nok ikke kan komme som et overraskende udkomme.

Vi mangler forklaringer – og handling

Alt i alt står jeg og andre tilbage med alvorlige spørgsmål i forhold til retssikkerheden i Danmark og danske myndigheders ansvar for (alle slags) danske statsborgere, der kommer i klemme. Hvad blev der af vores selvbillede som et land, der vægter den enkelte borgers ret og rettigheder højt? Vi mangler nogle gode forklaringer fra Udenrigsministeriet og rigspolitiet. Og endnu mere mangler vi handling.

Læs eller se mere om sagen

På baptist.dk:
“Folkemordets ofre – dansk baptist på anklagebænken i Rwanda”
Retssag mod dansk statsborger fortsætter i Rwanda

På Danmarks Radios webside:
“Vidner skifter forklaring i sag om folkedrab mod dansk statsborger”
“Min ven er anklaget for folkedrab”
“Dansk mand i lyserød fangedragt er netop nu for retten – anklaget for folkedrab i Rwanda”
“Vidner løj i sag om massedrab i Rwanda – blev lovet en ko”

Seneste på dr.dk den 27. februar 2024:
“Han blev frikendt for folkedrab i Rwanda. Men Wenceslas må stadig ikke vende hjem til Danmark”

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse

Find flere

Lyt til artiklen her:

I maj måned er det seks år siden den danske statsborger, Wenceslas Twagirayezu, blev udleveret til retsforfølgelse i Rwanda. DR TV har i foråret 2023 dækket sagen i to omgange i magasinet ”Horisont”. Udsendelserne forholdt sig kritisk til grundlaget for udleveringen og muligheden for en retfærdig rettergang i Rwanda. Sagen kunne have medført en mediestorm. Men både politikere og medier har været stille – helt stille.

”Horisont”-udsendelserne gav anledning til undren

Baptist.dk har talt med Wenceslas’ gode ven Rasmus Hylleberg, der også medvirkede i ”Horisont”-udsendelserne. Rasmus fortæller om den manglende reaktion:

Wenceslas under retssagen (Foto: Rasmus Hylleberg)

”Der er ikke nogen, der har fulgt op på sagen. Og det er super-ærgerligt! Nogle gange er man heldig at ramme mediestrømmen – men ikke her. Det havde været fedt, hvis medierne havde fulgt op. Det håber jeg fortsat, de gør på et eller andet tidspunkt.”

De to “Horisont”-udsendelser ramte dagligstuerne i den bedste sendetid. Uanset den manglende reaktion i medierne har Rasmus fået en del personlige henvendelser efter sagen. Mange undrer sig over udleveringen af Wenceslas, når anklagemyndigheden i Danmark fandt, at der ikke var grundlag for at rejse sag. Det vækker også undren, at den danske stat ikke forholdt sig mere kritisk til Rwandas retsvæsen på udleveringstidspunktet, end tilfældet var.

Det sidste forklarer Rasmus med den generelle holdning til Rwanda i 2017, da udleveringssagen kørte:
”På baggrund af en række rapporter, der beskrev fremskridtene i Rwanda, var den politiske stemning i nordvesteuropa, at nu måtte man anerkende Rwanda og begynde udlevering – også af statsborgere. Det har ændret sig igen efter nogle dårlige eksempler. Men det var den stemning, Wenceslas blev fanget i.”

Politikerne afventer dommen

“Horisont-udsendelserne har virkelig flyttet noget,” fortæller Rasmus og fortsætter:
“Der er mange engagerede baptister, der er interesseret i sagen. Men der er også kommet reaktioner fra andre sider, hvor man har fulgt sagen mere fra sidelinjen. Måske har man tænkt: ’Nå ja, du tror han er uskyldig, men det er jo også fordi, han er din ven’. Mange er kommet tilbage og har givet udtryk for, at der måske er mere hold i sagen, end først antaget.”

Rasmus Hylleberg fremhæver, at det er helt naturligt, at politikere ikke udtaler sig i en verserende sag. Alligevel er det hans fornemmelse, at mange politikere har set ”Horisont”-udsendelserne. Rasmus har både i en kronik i Politiken den 22. april 2022 og i opslag på sociale medier redegjort for sit syn på sagen.

“Horisont”-udsendelserne støttede i vidt omfang Rasmus Hyllebergs påstande. Selv om ”Horisont” ikke fælder dom, efterlader udsendelserne indtryk af en retssag med iscenesatte vidner og konstruerede beviser.

Den 29. juni fortsætter sagen i Kigali. Ved det seneste retsmøde i december blev sagen udsat. Wenceslas forsvar havde fået lov til at inddrage det danske politis afhøringsrapporter af rwandiske vidner. Men rapporterne var ikke blevet oversat. Det har Rasmus følgende kommentar til:
”Det har været en helt urimelig lang proces, og jeg synes Danmark har svigtet ved at være så passive undervejs, men nu er dokumenterne oversat, og vi forventer, at sagen genoptages og kan afsluttes i løbet af nogle måneder.”

baptist.dk bringer denne historie fordi…

Wenceslas Twagirayezu er flygtning fra Rwanda. Han kom til Danmark i 2001 og fik asyl. Wenceslas er et vellidt og aktivt medlem af Korskirken i Herlev.

Rasmus Hylleberg er Wenceslas ven. Rasmus har været aktiv i Rwanda-spørgsmål siden folkemordet i 1994. Han har et indgående kendskab til landet og det politiske system. Rasmus var sammen med sin familie udsendt til Rwanda for BaptistKirken i perioden 2015 – 2017.

Baptist.dk forholder sig ikke til Wenceslas’ skyld eller uskyld.

Danske retsprincipper siger, at man er uskyldig, indtil der falder dom. I denne sag har en dansk statsborger og baptist siddet varetægtsfængslet i udlandet i 6 år uden dom. Myndighederne i Danmark fandt ikke grundlag for en sag, alligevel udleverede Danmark Wenceslas til retsforfølgelse i Rwanda. Det kalder på debat!

Det afgørende bevis?

På et tidspunkt i sagsforløbet, hvor kun det danske politi var bekendt med Wenceslas’ version af hændelsesforløbet, finder Rasmus Hylleberg frem til en tilsyneladende vigtig kvittering. Dokumentet understøtter påstanden om, at Wenceslas befandt sig i Congo den 8. april 1994. Den dag, han er anklaget for at deltage i folkemordet.

”Jeg er meget spændt på, hvad de siger til dokumentet i Rwanda. Der er mange, der siger, at Wenceslas ikke har en chance for at blive frikendt i Rwanda. Men det tror jeg faktisk, han har. Rwanda er blevet voldsomt kritiseret og beskyldt for kidnapning efter sagen mod Paul Rusesabagina (der var inspiration til Hollywood-filmen ”Hotel Rwanda”, red.). Sagen er politisk og måske har Rwanda brug for at bevise, at de har et retssystem, der tager beviser alvorligt,” fortæller Rasmus.

Rasmus fremhæver, at kvitteringen er undersøgt på foranledning af Landsretten i Danmark. Danske kriminalteknikere har bekræftet, at Wenceslas har underskrevet kvitteringen.

Rasmus Hylleberg under retssagen (Foto: Rasmus Hylleberg)

”Jeg var meget overrasket over, at DR ikke omtalte kvitteringen i ”Horisont”, som viser han var i Congo samme dag, som han er beskyldt for at deltage i og lede to store massakrer. Jeg forstår ikke den redaktionelle prioritering, men DR valgte at fokusere på troværdigheden i vidneudsagnene i sig selv, og det stod heldigvis også stærkt, selvom kvitteringen jo meget fint havde underbygget det også,” siger Rasmus.

Afsoning i Danmark?

Hvis Wenceslas bliver dømt, er der truffet aftale mellem Danmark og Rwanda om, at han skal afsone i Danmark. Rasmus fortæller, at mange har spurgt ham, om det er en aftale, der holder. Lige på det punkt er Rasmus sikker:
”Det er jeg simpelthen ikke i tvivl om. Rwanda har ikke interesse i at bryde en så klar aftale med et europæisk land. Det vil gøre det umuligt for dem at samarbejde om andre udleveringssager fremadrettet, hvis de ikke holder aftalerne. Rwanda er dygtig nok, til at køre det her helt efter bogen.”

Personlige konsekvenser

Rasmus fortæller, at Wenceslas efter omstændighederne har det godt. Men seks års varetægtsfængsling og gentagne udsættelser af retssagen slider naturligvis. I ”Horisont”-udsendelserne mødte man Wenceslas’ ældste søn, Héritier, en reflekteret ung mand, der forsøgte at forstå, hvad der foregik.

Wenceslas søn, Héritier Mugisha, under retssagen (Foto: Rasmus Hylleberg)

Rasmus Hylleberg siger det med ordene: ”Héritier har været mega-sej hele vejen igennem. Men hans søskende har også håndteret det rigtig flot, selv om det åbenlyst har været hårdt for dem. Især for Héritier, hvor man efter udsendelserne frygter, at mange, der kender ham, tænker: ’Du er utrolig sympatisk, Héritier. Vi er sikker på, du holder af din far… men mon ikke der er noget om sagen.’

Uanset udfaldet vil Wenceslas altid være stemplet. Det er også ekstremt hårdt for hans børn.”

Rasmus fortæller også om en helt urimelig behandling af Wenceslas hustru. I sommeren 2022 får hun besked fra Udlændingestyrelsen om, at hun er udvist af Danmark:

“Begrundelsen er, at hendes opholdstilladelse er bortfaldet, da Wenceslas er udrejst af Danmark. Udlændingestyrelsen afviser, at reglerne giver mulighed for andre fortolkninger, selv om det er Danmark, der har udvist Wenceslas. Sagen stopper først, da Udlændingenævnet giver hustruen medhold: Det er ikke rimeligt at udvise en dansk statsborgers ægtefælle, når der ikke er faldet dom i sagen.”

”Jeg kender Rwanda…”

Om baggrunden for sit eget engagement i sagen fortæller Rasmus Hylleberg, at han brugte lang tid på at tænke sagen igennem. Han præsenterede sagens forløb og faktuelle oplysninger for en række rwandere, både hutuer og tutsier: Alle var på baggrund af hændelsesforløbet og en række konkrete forhold i sagen enige om Wenceslas uskyld. Så var beslutningen om at støtte Wenceslas ikke svær at træffe.

”Jeg er ikke overbevist om Wenceslas’ uskyld, fordi jeg kender ham – jeg er overbevist om, at han er uskyldig, fordi jeg kender Rwanda!” slutter Rasmus.

Læs eller se mere om sagen

På baptist.dk: “Folkemordets ofre – dansk baptist på anklagebænken i Rwanda”

På Danmarks Radios webside:
“Vidner skifter forklaring i sag om folkedrab mod dansk statsborger”
“Min ven er anklaget for folkedrab”
“Dansk mand i lyserød fangedragt er netop nu for retten – anklaget for folkedrab i Rwanda”
“Vidner løj i sag om massedrab i Rwanda – blev lovet en ko”

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt her:

Oplevelserne står i kø for at blive fortalt. Og Knud fortæller gerne. Men en oplevelse står stærkere end alle de andre. Aftenen og natten før folkemordet begynder i Rwanda den 7. april 1994:
”Det er den nat, præsidenternes fly bliver skudt ned. Det er den nat, Mie le Fevre dør. Jeg kører Solveig hjem, hun skal hente aftensmad. Og jeg sidder i folkevognsbussen og ser solnedgangen over Tanganyika-søen og Congos bjerge. Det er en fantastisk smuk solnedgang. Jeg siger til mig selv: ’Det her er Mies sidste solnedgang,’ og så tænker jeg på salmens ord ’…og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed’[1]. Jeg sover ikke meget den nat. Vi bor i et katolsk gæstehus og får løbende information om udviklingen…”

…så tænker jeg på salmens ord ’…og når hans sol for dig går ned, arver du al hans herlighed’

Brændenældesuppe og æbleskiver!

Knuds første år på Bornholm gav ikke anledning til at tro, at lille Knud senere skulle følge en teologisk løbebane ude i verden. Skolegangen var begrænset til tre dage om ugen og barndommen sluttede i 1947, da Knud kom ud og tjene bønder som 13-årig:
”Far ville have, jeg skulle være tømrer, men jeg ville hellere ud at pløje…” fortæller Knud. Kærligheden til jorden har fulgt Knud lige siden. Både i Afrika og som præst og højskolelærer i Danmark har der altid været et projekt med en have, et stykke jord eller nogle dyr, der skulle passes.

Knud ved den uundværlige VW-bus (Privat foto)

Familien blev hårdt ramt af depressionen i 1930’erne. Knud sætter selv ord på den ulykke, der ramte forældrene:
”De havde købt en ejendom, da de blev gift.  Den gik de konkurs med, da priserne faldt. Far skulle sælge en ko til terminen. I stedet for 200 kroner fik han 10 kroner. Så gik han hjem og købte en stegegryde til mor. Den havde hun så hele livet. Men de måtte flytte og så blev far socialdemokrat!”

Under krigen var familien så presset, at menuen en dag stod på brændenældesuppe. ”Det er jo vældig moderne i dag,” bemærker Knud tørt. Men hans mor græd, da hun måtte sende børnene ud for at plukke de små brændenælder.

Kaldet

Det stærke kald og viljen til at følge det, har kendetegnet Knud hele livet. Han oplever det første kald på en juniorlejr på Samsø. Han følger kaldet, bliver døbt i Rønne og engagerer sig i spejderarbejdet, først i Rønne og senere i Tølløse og Nyrup.

Julemorgen 1952 følger kaldet til at forlade landbruget og søge Guds vej i livet. Knud er som sædvanlig stået op kokken fem, han har overstået malkningen og nu skal køerne fodres:
”Der står 35 malkekøer og brøler. Der er en farlig lyd. Og lige pludselig hører jeg en stemme, der siger: ’Hvad laver du her?’ Jeg blev meget overrasket. Men der var ikke andre end mig i stalden. For mig blev det et ord fra Vorherre.”

Knud bruger den følgende tid på at lære sprog. Knud fortæller om udfordringen:
”For mig var fremmede sprog som en kartoffelgryde, der stod og kogte. Det var mig ganske uforståeligt!”

”For mig var fremmede sprog som en kartoffelgryde, der stod og kogte. Det var mig ganske uforståeligt!”

Kaldet til at blive præst fører Knud gennem præliminærkursus i Tølløse, et benhårdt to-årigt studenterkursus i København og præsteseminariet i Tølløse. Men kaldet til at rejse til Afrika oplever Knud først i en drøm under en juleferie i Hjørring:
”Jeg drømte, at nogen gik og slæbte på en tung bjælke. Men de bar alle sammen i den ene ende, den tunge ende. Ingen tog ved i den anden ende af bjælken. Det blev mit kald til at rejse til Afrika i stedet for at blive præst herhjemme.”

Jytte

På skolen i Tølløse mødte Knud en ung kvinde. Hun var sygeplejerske og havde meldt sig som kandidat til missionsarbejdet i Burundi. Det blev til mange samtaler og forholdet udviklede sig. Til sidst måtte Knud informere forstander Johannes Nørgaard om forholdet. Nørgaard kvitterede med at velsigne de unge menneskers kærlighed.

Knud havde fundet sin Jytte.

Bag på originalen har Knud skrevet: “Jytte og den mindste beboer på børnehjemmet Thereza. Rubura, 18/9/93” (Privat foto)

Jytte arbejdede som sygeplejerske hele livet.
”Hun var en god medarbejder. Altid fokuseret på det faglige, aldrig kynisk, men altid nøgtern i sin tilgang til livet,” fortæller Knud. Han fortsætter med historien om en dreng på markedet, der var blevet ramt af soldaternes kugler. Udgangssåret så grimt ud, men Jyttes kommentar til ægtefællen var:
”Du kan græde, når du kommer hjem – her skal arbejdes.”

På den sidste tur til Afrika oplevede Jytte og Knud at blive fanget i krydsild udenfor Burundis hovedstad, Bujumbura. Det var voldsomt. Knud fortæller:
”Da vi havde fået 25 kugler gennem folkevognsbussen, kiggede Jytte op og sagde: ’Jeg tror, vi blev ramt.” En af kuglerne passerede tre centimeter fra Jyttes hoved. Knud fortæller, at han stadig har resterne af en kugle i skulderen:
”Jeg har haft en kone, der aldrig blev nervøs! Men hun skulle altid se, hvor kuglerne kom fra!”

Jytte dør den 4. august 2011. Det er hårdt at miste sin livsledsager gennem mere end 50 år.
”Ens rejselyst går jo i stå.  Man går i stå. Det tager et stykke tid, før man får rettet sig op og kommer i gang med at lave sin egen aftensmad,” fortæller Knud, der kigger på dugen på bordet og fortsætter: ”Den her dug med Van Goghs solsikker, den købte Jytte i Arles – hvor Van Gogh malede de berømte solsikker. Sådan er mit hjem: Der er spor efter Jytte allevegne.”

Man fornemmer, at det ikke kun er Knuds hjem, men hele hans liv, der bærer spor efter Jytte.

Afrika

Jytte og Knud er udsendt til Afrika i tre omgange. I 1961 kommer de til Burundi endnu inden landet er blevet selvstændigt. BaptistKirken driver mission, skole og klinik på kolonimagtens vilkår. Det erfarer både Knud og Jytte allerede inden de kommer til Afrika: Det er endog meget svært at bestå kurset i tropemedicin. Jytte lykkes i tredje forsøg, og kun derfor kan hun arbejde som sygeplejerske i Burundi. Knud må gennemføre en obligatorisk læreruddannelse i Bruxelles for at få lov til at undervise.

Det stærke kald har personlige omkostninger for den lille familie: Datteren Lena på 13 måneder tilbringer 8 måneder hos familien på Bornholm.
”Enten holdt vi fast tjenesten eller også kom vi ikke ud,” forklarer Knud.

25 kugler gik der igennem VW-bussen, da Jytte og Knud blev fanget i krydsild uden for Bujumbura. Knud bærer stadig et fragment i skulderen. Den belgiske kaptajn for faldskærmstropperne i Bujumbura kommenterede hændelsen: “Denne bil er under særlig beskyttelse!” (Privat foto)

I 1965 bliver det klart, at ambitionen om at drive præsteskole kræver en universitetsuddannet underviser. Turen går til de europæiske baptisters seminarium i Rüschlikon og tre års studier.

Missionærer modtager ikke løn under uddannelse. Familien må klare sig med ”studenterhjælp” og Knuds lørdagsjob som bogbinder i biblioteket. Ferien i Danmark tilbringer Knud som lagermedarbejder på Plumroses lager i Odense. I 1968 går turen til Rwanda, hvor Knud er med til at etablere og undervise på præsteskolen i Nyantanga. Urolighederne og de omfattende massakrer i Burundi i 1972 betyder, at mange af familiens venner kommer til Rwanda som flygtninge – eller endnu værre – helt forsvinder. Det er mange år siden, men minderne er tæt på. Knud holder en pause, inden han siger:
”Når soldaterne havde været der, var der kun hønsene og grisene tilbage – menneskene var døde.”

Midtsjælland og højskolen

I 1975 vender familien tilbage til Danmark. For Knud er det tilbage til det Midtsjælland, hvor han arbejdede som bonde og oplevede kaldet til tjeneste. Igen er pengene små og tøjet slidt efter mange år under Afrikas sol. Et lån fra menighedens forstander og et besøg hos en skrædder i Nykøbing Falster: Så kan menigheden lytte til Knuds prædikener uden at blive distraheret af præstens slidte jakkesæt.

Baptisternes højskole i Tølløse nyder også godt af Knuds kald til at undervise og dele sin viden. Da stillingen som højskoleforstander bliver ledig i 1983, er Knud det oplagte valg. Men højskole er ikke moderne i 1980’erne og i 1986 beslutter bestyrelsen, at det er slut. Knud er skuffet over beslutningen og sammen med Jytte drager han på en privat tur til Afrika. I en skinnende rød VW, model ”Boble” krydser de gennem Tanzania til Rwanda. Knud arbejder i foråret 1987 på skolen i Butare, hvor han tolker Johannesevangeliet for de teologiske studenter.

Hjem til Frederikshavn

Det er menigheden i Frederikshavn, der får glæde af det hjemvendte missionærpar.
”Vi lærte efterhånden sproget,” griner Knud og fortæller om tiden i Vendsyssel:
”Jeg kunne have en gudstjeneste om formiddagen i Frederikshavn, om eftermiddagen i Jerup og om aftenen i Skagen. Men når jeg så kørte hjem sådan en vinteraften med månen ud over Aalbæk Bugt – så var Vendsyssel så smukt.”

Afrika kalder – en sidste gang

I 1992 bliver Jytte og Knud bedt om at rejse ud igen. Turen går til Rubura i Burundi. Med udsigt til demokratisk parlamentsvalg i 1993 er der spirende optimisme i Burundi. Men som andre gange bliver håbet kvalt i blod. Militæret tager magten og den følgende tid handler arbejdet om at hjælpe flygtninge over grænsen til Rwanda og senere om at hjælpe Burundi-flygtninge i Rwanda.

Endnu mens der er flygtninge fra Burundi følger nedskydningen af præsidenternes fly og folkemordet i Rwanda begynder.

“For hver ny generation venter man spændt på, om myrderierne endelig er hørt op”

Det er begivenheder, der fylder for Knud. Uanset om det er hæren, der myrder befolkningen eller grupper i befolkningen, der myrder hinanden, handler det altid om den etniske konflikt mellem hutu og tutsi.
”For hver ny generation venter man spændt på, om myrderierne endelig er hørt op,” reflekterer Knud stille.

Efterspillet og endnu et kald

Efter en artikel i Kristeligt Dagblad bliver både Knud og BaptistKirken beskyldt for at benægte folkemordet. Knud følte sig dengang fejlciteret og mistolket. Sådan har han det stadig:
”Jeg sagde, at når krigen engang er slut, så troede jeg, at der var lige mange døde på begge sider. Det blev udlagt som benægtelse af folkemordet. Jeg har aldrig benægtet folkemordet!” Der er fuldt udslag på den digitale lydoptager på køkkenbordet. Det handler om en næsten 30 år gammel uretfærdighed, der stadig gør ondt.

“Det blev måske mere kaktus end fødselsdagsbillede” er Knuds kommentar til billedet fra hans 60 års fødselsdag den 15. maj 1993 (Privat foto)

I 1995 kommer Jytte og Knud hjem fra Afrika. Pensionen venter i Benløse. Inden der er gået et år, har Knud købt en kolonihave. Man kan ikke være af bondeslægt og nøjes med en prydhave.

Allerede året efter tager gamle højskoleelever initiativ til at opstille Knud til formandsvalget i BaptistKirken. Endnu et kald til tjeneste og mange lange arbejdsdage i fire år inden pensionen for alvor venter i 2000.

Men Knud bliver aldrig rigtig pensionist. Han engagerer sig i kirkebyggeri i Ringsted, holder træf for forhenværende formænd i BaptistKirken og så rejser han – med Jytte og med hele familien.

Rejselederen

Lige siden de første år som missionær har Knud arbejdet som rejseleder. I sommerferier har han rejst Europa tyndt med bønder, baptister, studerende, højskoleelever og andet godtfolk. Med entusiasme har Knud delt ud af sin store viden om europæisk kultur til utallige danske busturister på Europas landeveje.

Livet skal fortsat leves

Knud fylder 90 år. Livet har sat sine spor, men det skal fortsat leves. Det er Knuds stærke overbevisning:
”Jeg har et fællesskab med meget gode naboer her i Benløse, jeg deltager i sangkvarter i den gamle skole i Benløse – alle pladser er optaget, jeg har fællesskabet i menigheden. Så har jeg fællesskabet med familien i København, et fællesskab på Bornholm, hvor min søster bor og så har jeg et fællesskab i Frederikshavn og endelig er der spejdergildet.”

Familien er vigtig, og den er blevet stor. To børn og seks børnebørn:
”Vi er jo 15 – 20 mennesker, når vi samles og jeg har otte oldebørn. Når oldebørnene er syge, så ringer jeg jo og spørger til dem. Jeg forsøger at følge med i deres liv, så godt jeg kan.”

Som en bror

Fra de første missionærer kom til Burundi i 1928 og helt op til selvstændigheden i 1962 foregik alt arbejde på kolonimagtens præmisser.
”Missionærerne var en del af kolonimagten” fortæller Knud: ”Men det ændrer sig, da vi sender missionærer ud, der er vokset op i Afrika. De har lært sproget som børn og forstår kulturen.”

Knud er ikke meget for at tale om sin egen indsats. Det er svært at lokke ud af ham, hvad han helst vil huskes for. Men efter lidt tid til eftertanke kommer det:

”Jeg fik lov til at blive en bror for afrikanerne. De første missionærer var arbejdsgivere. De gjorde et stort arbejde, men de havde kolonimentaliteten og de var afrikanernes overordnede. Jeg fik lov til at blive en del af fællesskabet.”

[1] ”Lille Guds barn, hvad skader dig?” (vers 8, nr. 411 i Salmebog for de danske baptistmenigheder) 

Læs om “Burundis glemte folkemord”
Rasmus Hylleberg har skrevet artiklen.

Andre artikler om folkemordet og dets konsekvenser:

Ny generation er klar til udfordringerne.
Kirketage, folkemord og fremtid i Burundi

Læs om Theo, der måtte flygte fra massakren i Burundi:
My Country Wept – Mit land græd

Den lille insisterende stemme – om kaldet til Afrika
Lise og Jep Emming fortæller om kaldet til at arbejde i Burundi og Rwanda..

Læs om en uafklaret retssag mod dansk baptist med anklager om deltagelse i folkemordet:

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Baptistkirken i Danmark har en lang tradition for at drive projekter sammen med vores partnere i Burundi, Rwanda og Myanmar og opbygge deres kapacitet til selv at drive arbejdet. Det gør vi bedst med din hjælp. Arbejdet kan støttes på konto 3201 10042879 eller MobilePay 911 118 mærket ’Partnerstøtte’.

I 1936 skrev den norske digter, Nordahl Grieg, digtet ”Til ungdommen” som modsvar til den spirende nazisme i Europa. Det er bedre kendt som sangen ”Kringsatt af fiender”.[1] Trods sin alder holder den stadig, og den er da også blevet ’udødeliggjort’ af blandt andre Kim Larsen. Strofen ”Krig er forakt for liv” dukker som sagt ofte op i mit hoved, når jeg besøger vores venner i Burundi, Rwanda eller Myanmar. Alle lande har været eller er ramt af krig. Og i alle tilfælde borgerkrig.

Konflikt på konflikt

I Burundi har der historisk set været mange konflikter siden selvstændigheden. Først et militærstyre, så et kup i 1966, derefter store uroligheder i 1972 og op igennem 80’erne med mere end 100.000 dræbte. Og endnu et kup i 1993, hvor omkring 300.000 blev dræbt. Siden har der været flere kupforsøg, senest i 2015. For tiden er der relativt fredeligt i Burundi.

Rwanda har også haft konflikter siden selvstændighedskampen og især huskes folkemordet i 1994, hvor op mod én million mennesker blev dræbt. Siden har et de facto-diktatur styret landet.

Lejr for internt fordrevne i Myanmar.

Myanmar har været involveret i uroligheder både før, under og efter kolonitiden. Forskellige diktaturer har siden 1948 afløst hinanden, og der har været etnisk uro i mange områder. I 2011 blev for første gang en tilnærmelsesvis demokratisk regering valgt, og burmeserne øjnede muligheden for frihed. Desværre gik drømmene under i militærkuppet i februar 2021, hvor forfølgelse, overgreb og angreb på civilbefolkningen igen blev en realitet.

Det stopper ikke, når krigens ødelæggelser og rædsler hører op. Befolkningen bærer det med sig i mange år, og det kan være ødelæggende for et samfund.

Kirkerne kan ’standse med ånd’, samle de brudte skår og konkret hjælpe hjemvendte flygtninge og andre udsatte.

Krigens konsekvenser og kirkens rolle

Krigene og ufreden har medført, at mange er blevet fordrevet fra deres hjem, og nogle finder også vej til Danmark, bl.a. via FN’s kvotesystem. Men mange er fortsat internt fordrevne eller bor i flygtningelejre i nabolandene. På den måde er familier blevet splittet og de etniske spændinger forstærket. Det resulterer i manglende tillid til hinanden, brudte relationer, og derfor samarbejder man ikke om løsning af problemer. Mange vender tilbage efter en periode – men til ingenting.

Her spiller vores søsterkirker en stor rolle. Med deres centrale placering i samfundet i både Afrika og Myanmar, hvor de fleste har et aktivt kirkeliv, har kirkerne en enestående mulighed for at række ud. Kirkerne kan ’standse med ånd’, samle de brudte skår og konkret hjælpe hjemvendte flygtninge og andre udsatte. Her kommer kirkernes kompetencer inden for mobilisering, diakoni, netværksdannelse og omsorg for alvor til sin ret.

Hvis vi sammen kaster kræfter ind, så kan vi bidrage til fred og udvikling og derved skabe håb for udsatte grupper.

Det er en lang proces at bringe tilliden tilbage til lokalsamfundene, mellem mennesker og i de nære relationer. Her er dialog og arbejdsfællesskab vigtigt. Det kan kirkerne med forkyndelse om fred, frelse og forsoning, og det gør kirkerne i deres arbejde, og det samarbejder vi med dem om. Når vi fx arbejder med spare- og lånegrupper, hvor tidligere fjender sidder sammen, genskabes brudte relationer. Når ægtefæller efter træning og forkyndelse igen taler sammen og deler ansvaret i familierne, så opbygges relationer og sårene heles. Når der ydes sundhedshjælp fra private undergrundsklinikker, som vi ser det i Myanmar, så genoprettes den gensidige tillid.

Edvard Griegs digt fortsætter: ”Fred er å skape. Kast dine krefter inn: døden skal tape!” Arbejdet er et bevis på, at hvis vi sammen kaster kræfter ind, så kan vi bidrage til fred og udvikling og derved skabe håb for udsatte grupper.

[1] Se Højskolesangbogen, 19. udgave, nr. 201

Relateret

• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Billedtekst til billedet herover: Wenceslas sammen med sin advokat under retssagen. DR filmer alle vidneforklaringerne denne uge.

Mit humør stiger altid et par grader, når jeg flyver ind over de tusind højes land Rwanda og lægger an til landing i Kigali. Rwanda har haft en særlig plads i mit hjerte, siden BaptistKirken gav mig muligheden for som nyudklækket student at komme tæt på vores missionsarbejde tre måneder i foråret 1994.

Afrikas mørke hjerte

Heritier og Rasmus i Kastrup på vej til retssagen i Rwanda.

Men Rwanda er også et komplekst samfund, the heart of darkness, her midt i det smukkeste Afrika, hvor glade smil gemmer på hemmeligheder, løgne og fremtidshåb.

Denne gang er humøret mere tungt ved indflyvningen. Jeg har besøgt Wenceslas to gange i det rwandiske fængsel de seneste tre år, og her i april 2022 er jeg taget afsted igen med Wenceslas’ ældste søn, Heritier, for at følge retssagen, som endelig ser ud til at være på vej mod en afslutning.

Wenceslas har været et vellidt og aktivt medlem af Korskirken, siden han kom til Danmark i 2001 og fik asyl. Og han er vellidt i fængslet blandt medindsatte og fangevogtere her i Rwanda. Det er let at mærke, når vi er på besøg.

Gud kender sandheden

Wenceslas er efter fem års varetægtsfængsling fortsat ikke dømt for noget, og på trods af den vanskelige situation med afsavn fra venner og familie – især hans fire børn og hustru – samt det helt enorme pres, han er under med de tunge anklager og udsigten til en mulig livstidsdom, er han rolig. “Gud kender sandheden”, siger Wenceslas og smiler, hver gang jeg spørger, hvordan han kan undgå at være meget bitter. Han nægter sig skyldig.

Heritier og Wenceslas i samtale under retssagen. Der er meget at tale om efter fem lange års adskillelse.

Fængslet har 7000 indsatte, men Wenceslas er blandt de ca. 25 internationale fanger, der har deres egen afdeling med særlige forhold. Det er et blandet selskab, som næppe kunne strikkes mere fantasifuldt sammen i en roman. Her bor en blanding af de værste krigsforbrydere både fra Sierra Leone og Rwanda, nogle af folkemordets anonyme håndlangere og så en håndfuld varetægtsfængslede, der lige som Wenceslas er udleveret af Europa til Rwanda og afventer en dom.

Fange på 1. klasse

De almindelige fanger bor på store sovesale, to mand deler en madras, og maden er ikke den mest nærende, mens Wenceslas og de øvrige FN-fanger hver har et lille værelse med bord, stol og seng, et fællesareal med fjernsyn og telefon, og så får de almindelig mad. Men der er ikke internet, så det er svært at følge nyheder fra Danmark, og hverdagene er monotone og lange.

Wenceslas Twagirayezu

“Det betyder alt for mig, at jeg véd, at jeg stadig er med i menighedens tanker og forbøn,” siger han og holder om trækorset, som han fik af Ole Lundegaard i Korskirken, lige inden han blev udleveret. Sammen med den lyserøde fangedragt følger korset Wenceslas overalt.

Korset er med overalt

Korset er også med i retten, hvor vi over fem lange dage hører mange vidneforklaringer. I alt gransker 33 vidner hukommelsen og må genopleve de grusomme måneder for at give os et billede af, hvad der skete for 28 år siden netop i de her aprildage – og hvilken rolle Wenceslas spillede. Militsleder og folkemorder, der selv i rigelig mængde jagtede og dræbte tutsier, eller et uskyldigt offer for et kompliceret retsopgør, hvor hævn og retfærdighed ofte har været følgesvende.

Det er vigtigt, at de skyldige, som hidtil er sluppet fra at stå til ansvar for deres forbrydelser, straffes. Det skal Danmark selvfølgelig støtte op om, og det har vi også altid gjort som danske baptister.

Sandheden er dog en meget vanskelig størrelse i et land, der stadig heles efter folkemordet, og vi må som danske baptister bede for, at retssagen lykkes med at komme den nærmere de kommende uger, så de skyldige dømmes, de uskyldige går fri, og rwanderne kan samles om at bygge fremtiden sammen. Jeg véd, det også er Wenceslas’ største ønske.

Hvis du vil læse mere om sagen, kan du læse Politikens Kronik på lørdag den 23. april, hvor Rasmus Hylleberg har skrevet om folkemordet, retsopgøret og hvorfor Wenceslas efter hans opfattelse er uskyldig i anklagerne.

Relateret

• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse

Find flere

I dag burde være en mindedag for ofrene i Burundis glemte folkemord, men i modsætning til her i Rwanda, hvor folkemordsmindesmærker er rejst overalt, er folkemordet i Burundi stort set glemt og begravet mentalt og bogstaveligt. Men barundi har fortsat mange ar på sjælen, som næppe heles så længe fortidens ugerninger er fortiede og ustraffede.

Et kort historisk tilbageblik

29. april 1972 angreb en lille gruppe hutuer nogle landsbyer i det sydlige Burundi, hvor de slagtede løs på alle tutsier i området både civile og regeringsfolk. Angrebet skete i en spændt atmosfære og efter flere år med systematiske drab på ledende hutu-personer. Blandt andet havde det daværende tutsi militær-regime henrettet samtlige hutu-medlemmer af parlamentet i 1965. Mellem 500 og 2000 tutsier blev dræbt i løbet af nogle få dage, og det kom til at koste hutuerne dyrt. Den 30. april iværksatte militærstyret en operation, der i løbet af nogle få måneder dræbte mindst 150.000 hutuer – godt og vel 5 procent ud af en befolkning på 3,5 mio.

… en operation, der i løbet af nogle få måneder dræbte mindst 150.000 hutuer

Det ”selektive folkemord”

Den senere amerikanske ambassadør Robert Krueger, skriver følgende i sin 2007-bog om begivenhederne, der blandt eksperter kendes som det “selektive folkemord”, fordi ofrene var alle de hutu-mænd/drenge, der kunne læse og skrive:

“[President] Micombero instituted a genocide of monumental proportions, notable not only for its scale and effectiveness, but also for the silence and indifference displayed by the world … Estimates go as high as 300,000; at least 150,000 Hutus were certainly slaughtered, roughly 10-15 percent of the total male population at the time and probably 75 percent of Burundi’s educated Hutu. During that genocide any Hutu walking down the street with a pencil in his shirt pocket might be snatched by the military and summarily killed, since it indicated that he knew how to read and write. The executions were swift, merciless and virtually without opposition from within or without the country”.

Mens drabene foregik, var omverdenen tavs – men ikke uvidende

Nye dokumenter offentliggjort

Mens drabene foregik, var omverdenen tavs – men ikke uvidende. Det var begivenhederne alt for åbenlyse til. Fra danske baptister, der var i landet, har vi gennem mange år fået øjenvidne-beretninger og kendt historien. Men takket være dokumenter, der er offentliggjort inden for de seneste 5-7 år af den amerikanske regering, kender vi nu også langt mere til de officielle vurderinger.

Allerede den 29. maj 1972 sender USAs viceambassadør Michael Hoyt et fortroligt telegram til Washington:

“In Bujumbura we were able to see when shouting men surrounded Hutus and clubbed them to death in the streets. The army throughout the country arrested and executed educated Hutus, including secondary school students. After a month we can assume only a relative handful of educated Hutus are still alive. The [killing] toll may be above tens of thousands … Trucks ply the road to the airport every night with a fresh contribution to the mass graves”.

Nixons reaktion

Reaktionen fra Udenrigsminsteriet i Washington var tavshed og ambassadøren blev forflyttet til Uganda, mens massakrerne var på sit højdepunkt. Imidlertid er det en interessant detalje, at de nyligt offentliggjorte dokumenter blandt andet indeholder et notat til præsident Nixon, der orienterer ham om massakrerne men indstiller, at USA ikke skal foretage sig noget. Sådan bliver det også, selv om Nixon med håndskrift noterer følgende:

“This is one of the most cynical, callous reactions of a great government to a terrible human tragedy I have ever seen … can we at least show moral outrage … under no circumstances will I appoint a new Ambassador to present credentials to these butchers.”

Folkemordet kostede en hel generation af hutuer livet

Men ikke engang moralsk fordømmelse endte det med, selvom massegravene blev flere og flere de følgende måneder. Folkemordet kostede en hel generation af hutuer livet, og hutuerne forblev undertrykte frem til de demokratiske vinde begyndte at blæse i 1990erne (kortvarigt, desværre). Blandt eksperter blev regimet omtalt som sort apartheid gennem 1970’erne og 1980’erne.

Et af ofrene i 1972 var faderen til Pierre Nkurunziza – Burundis nuværende præsident – der var medlem af parlamentet og var blandt de første, der blev dræbt. Det er et kuriosum, som viser, at historien om ikke gentager sig, så i hvert fald sætter sine tragiske spor ind i vores tid.

Æret være Burundis ofre.

1972 #2 – Folkemordet og baptisterne

Denne del af artiklen blev lagt på Facebook af Rasmus Hylleberg 9. maj 2016

“I den sydlige del af landet kom soldaterne og tømte en hel høj af gangen for hutu-mænd, kommanderede dem på en lastbil som sække i lag på lag med et par soldater med bajonetter øverst og kørte dem til de store massegrave i Bujumbura, hvor de blev hældt ud døde og levende mellem hinanden og dækket af bulldozere. (Et par flygtede elever fra sygeplejeskolen – der siden kom til Danmark – der holdt sig skjult i nærheden af massegravene i Bujumbura, har fortalt mig det).”

I Musema

Sådan fortæller Torben Roulund, der var udsendt af BaptistKirken til Burundi fra 1962 og frem til massakrerne. Torben var læge og arbejdede på hospitalet i Musema og var nok den af de danske missionærer, der fik oplevelserne tættest ind på livet.

Ud af Baptistkirkens ledelse på 13 mand overlevede blot 2

Burundis Baptistsamfund, UEBB, blev som mange andre kirkesamfund og organisationer ufatteligt hårdt ramt. Ud af Baptistkirkens ledelse på 13 mand overlevede blot 2. UEBBs daværende generalsekretær Emanueli Semirwano gravede sin egen grav, da han blev indkaldt til møde med distriktslederen og pligtskyldigt troppede op. Ingen havde endnu fantasi til at forestille sig, hvor omfattende og systematiske massakrerne var. Det eneste spor efter ham var hans folkevogn, som Torben Roulund efterfølgende så soldaterne køre rundt i. Og det var kun begyndelsen.

Folk forsvandt

”I vores hjørne af landet i Musema i nord kunne vi høre lastbilerne om natten, og de gik grundigt til værks ved at arrestere hutuer efter lister … En dag kom jeg kørende sammen med en af vores betroede sygehjælpere. På markedet tæt ved Musema blev vi standset, og han blev kommanderet ud af bilen trods vores protester. Jeg så ham aldrig mere. Bagefter blev også vores hospitalsdirektør Yohana Rumbete kaldt til forhør i kommunen. Jeg blev siddende uden for og ventede, til jeg fik ham med hjem. Men et par dage efter hentede de ham om natten. Jeg tog til de lokale fængsler, men ingen ‘kendte’ ham. Yohana så vi heller aldrig igen.

Smidt ud af landet

Torben Roulund blev arresteret og sat på et fly ud af landet

Efter et kritisk radiointerview med Danmarks Radio i maj 1972, blev Torben Roulund arresteret og sat på et fly ud af landet efter en lang nat i en fængselscelle – og de jagede hutuer mistede en aktiv fortaler, der modigt protesterede over massakrerne, mens resten af verden forholdt sig tavs og passiv.

Nogle af de mange mistede

Imens voksede dødslisterne, og baptistsamfundets ledere og medarbejdere faldt én efter én. Et kort uddrag fra bogen ”Burundi 1928-2003”, forfattet af Knud Rønne Hansen, der var udsendt i Baptistkirkens tjeneste i samlet 34 år i Rwanda og Burundi, giver et indtryk af tragediens omfang:

Hun blev dræbt efter at være tvunget til at bære sin mands lænestol op i lejren til soldaternes leder

”Rubura menighed mistede sin præst, Ezekiya Nyakamwe, og sin skoledirektør, Joasi Ntibategere, Sibomanas ældste søn. En anden af Sibomanas sønner, Jered Ntabatorwa, var leder af børneskolen i Bgari, og han blev også taget af soldaterne. I menigheden i Mataba blev pastor Filipo Nyamubgigiri dræbt med bajonetter, men der vidste menigheden dog, at han lå i en massegrav neden for vejen ind mod missionsstationen. Filipos hustru blev begravet længere oppe ad bjerget ved soldaternes lejr. Hun blev dræbt efter at være tvunget til at bære sin mands lænestol op i lejren til soldaternes leder der […] Fra Rubura forsvandt også de to parlamentsmedlemmer [begge baptister], Filippo Mbarushimana og Ciza Jeremiya, der i 1962 havde afløst Knud Rønne som leder af børneskolen i Rubura. I Musema blev flere af de ledende familier næsten udslettet ved massakrerne”.

Sibomana, der omtales ovenfor, var den første barundi, der besøgte Danmark i 1958, og Filippo Mbarushimana var far til Vianney, der i dag leder præsteskolen i Rubura. Mange baptister i den nuværende generation blev forældreløse i 1972.

Baptistsamfundet mistede mange

Da massakrerne endelig stoppede, havde Burundis baptistsamfund mistet 111 ledende medarbejdere, som var dræbt, mens 147 andre var lykkedes med at flygte ud af landet. Stort set alle baptister med mere end syv års skolegang var dræbt eller flygtet. Som Knud Rønne afslutningsvist konstaterer, ”må Baptistkirkens overlevelse betragtes som et mirakel af den slags, som Jesus har lovet, da han sagde: ’Dødsrigets porte skal aldrig få magt over min menighed’.”

Æret være Burundis ofre

Æret være Burundis ofre – og velsignet være de barundi, både hutu og tutsi, der tror på, at miraklernes tid ikke er forbi, som arbejder for fred og forsoning og fastholder håbet om, at Burundi, som har lidt så meget, må få en lysere fremtid.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”

Find flere