Lyt til artiklen her:

Interiør fra et flygtningehjem i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

”Der er meget ordentligt i lejrene i Mizoram. Men flere familier bor i samme rum kun adskilt af en flettet bambusvæg – ikke meget mere end sådan en bambusmåtte, vi tager med til stranden. Og så er deres fortællinger hjerteskærende…” fortæller BaptistKirkens generalsekretær Bodil Højbak Møller efter sit første besøg hos chin-folk i flygtningelejrene i den indiske delstat Mizoram.

85-åring flygtning i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Hjerteskærende beretninger

Bodil fortæller videre om en oplevelse fra en af lejrene:
”Det var en gammel mand på 85 år, hvor man tænker: ’Hvorfor flygte i din alder?’ Men han havde set 11 mennesker blive henrettet af regeringsstyrker i landsbyen.” Morten Kofoed, Sekretær for International Mission supplerer beretningen:
”Jeg har oplevet en del både i Afrika og i lejrene i Mizoram, så måske er jeg blevet lidt hårdhudet. Men denne historie gjorde særligt indtryk: Den gamle mand var blevet båret en del af vejen af andre, der flygtede sammen med ham.”

På trods af at livet i lejrene er hårdt, flygtningenes økonomi elendig og sygdom udbredt, så beretter Bodil og Morten om en fantastisk gæstfrihed og venlighed.
”Chin’erne  i Mizoram er nogle af verdens glemte flygtninge,” siger Morten og fortsætter:
”De er utrolig glade for at få besøg og få at vide, at de ikke er glemt.”

Opfølgning på samarbejdet

På rejsen til Delhi og Mizoram i Indien og Yangon i Myanmar i slutningen af november deltog ud over Bodil og Morten også Mang Lian Hrin (Alian) fra BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Community In Denmark (CCDK).

Chin Health Organization på arbejde i lejrene i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

BaptistKirken og Chin Christian Association Denmark (CCADK) støtter gennem lokale organisationer en række projekter både i flygtningelejrene i Mizoram og i Chin-staten i Myanmar. En af de lokale organisationer er CHO, Chin Health Organization, som udfører sundhedsarbejde både inde i Chin-staten i Myanmar og blandt flygtningene i Mizoram. CHO sender små teams med læger og sygeplejersker ind over grænsen mellem Indien og Myanmar for at hjælpe chin’er i nød. Med stor risiko for eget liv hos dem, der hjælper.

Alian fra CCDK var med på rejsen for at undersøge mulighederne for at samarbejde om flere projekter.

Chin-flygtningene í Indien

Det er svært at få præcise oplysninger om antallet af chin-flygtninge i Indien. Langt de fleste chin’er opholder sig i Delhi eller i lejre i delstaten Mizoram, der grænser op til chin-staten. Det anslås, at der bor 12.000 chin’er i Delhi og måske op til 90.000 i Mizoram.

Skoleklasse i flygtningelejr i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Små forbedringer i lejrene

”I lejrene kan man spore små forbedringer,” fortæller Morten og fortsætter:
”Der er fortsat stor fokus på børnenes skolegang og uddannelse. De voksne virker lidt opgivende, når man spørger til deres ønsker for fremtiden. Men børnene skal videre! Det kan man se på skolerne, hvor presenningerne på taget er blevet udskiftet med et rigtigt bliktag.”

Problemerne flytter med ind i lejrene

Morten fortæller videre, at der i nogle lejre er problemer med børnenes skolegang. Forskellige ideologiske opfattelser og etniske splittelser mellem oprørsgrupperne i Myanmar flytter med ind i flygtningelejrene. Pludselig går halvdelen af børnene ikke længere i skole, fordi undervisningen er overtaget af en anden gruppe.
”Det er problematisk at være flygtning. Det handler om meget mere end det daglige brød,” siger Morten, der tænker videre:
”Situationen i lejrene understreger virkelig, at man ikke automatisk vinder freden, bare fordi man vinder krigen – som oprørsbevægelserne måske er på vej til.”

Lejrliv i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Samarbejdet med de lokale er udfordret

Chin-flygtningene er også udfordret i forhold til at leve tæt sammen med den lokale befolkning, mizo’erne. De to folk tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder. Når der har været uroligheder, har man altid søgt tilflugt og hjælp hos hinanden. Morten beretter om udfordringerne:
”De lokale samfund – man kalder det ’host communities’ – er ikke så vilde med, at der kommer flygtninge og stjæler deres arbejde. Derfor er det svært for chin’erne at få arbejde, og hvis de får arbejde, er det til en ussel løn, som arbejdsgiveren måske glemmer at udbetale. Hvis chin’erne vil sælge den lokale delikatesse, bambusskud, på markederne, vil de lokale ikke vide af dem. Så er de nødt til at sælge til en grossist, der selvfølgelig betaler meget mindre end markedsprisen.”

Det er svært at generalisere om forholdet mellem flygtninge og lokale. Nogle steder lever og arbejder mizo’er og chin’er sammen, andre steder giver det udfordringer.

Dr. Pari

I Delhi besøgte Morten, Bodil og Alian Dr. Pari. En lokal højt uddannet læge og ildsjæl, der har oprettet en klinik, hvor hun gratis behandler flygtninge fra Chin-staten. Hun hjælper sårede chin-flygtninge til videre behandling på hospitalerne. Mindre krævende behandling klarer hun på klinikken.

For at få økonomien til at hænge sammen er konsultationen åben fra kl. 8 om morgenen. Fra kl. 10 til kl. 15 er der gratis behandling for chin-folk, og fra kl. 15 til ud på aftenen har hun betalende patienter!

Situationen i Myanmar og Chin-staten

Flere uafhængige kilder anslår, at oprørsgrupperne kontrollerer op mod 60% af Myanmar – uden for de større byer. Militærjuntaens tropper bliver også svækket af, at soldaterne deserterer eller overgiver sig til oprørerne. Juntaen har stadig luftherredømmet og bombninger af både oprørere og civile er fortsat udbredt.

I Chin-staten lider befolkningen under militærets bombardementer, manglende adgang til sundhedsydelser og en voksende sultkrise. Kampene mellem militæret og etniske modstandsgrupper medfører også et stigende antal internt fordrevne. Det samlede antal internt fordrevne chin’er er ukendt, men alene efter de gentagne bombardementer af byen Thantlang er over 10.000 på flugt.

Morten fortæller, at militærjuntaens indførelse af værnepligt har haft voldsomme konsekvenser for Myanmar:
”Mange unge flygter til nabolandene eller til de områder oprørerne kontrollerer for at undgå at blive tvunget til militærtjeneste. De unge, der bliver rekrutteret, modtager minimal træning og bliver sendt direkte til fronten, ofte som ’kanonføde’.”

Stormen Yagi ramte Myanmar i september 2024 og forårsagede udbredte oversvømmelser. Omkring en million mennesker blev direkte påvirket af Yagi. Oversvømmelser ødelagde infrastruktur: Sundhedsklinikker, skoler og veje. I store dele af landet var det umuligt at levere humanitær hjælp til befolkningen.

Yagi ramte landbruget hårdt, da mange marker blev oversvømmet. Sammen med manglende arbejdskraft efter indførelsen af værnepligt betød Yagi en forværring af fødevaresituationen.

Bodil og Morten sammen med MBC’s ledelse (Foto: Privat)

Besøg hos samarbejdspartnere

Efter besøget i Mizoram rejste delegationen videre til Myanmars hovedstad Yangon for at besøge andre samarbejdspartnere. I Delhi var der besøg hos Chin Refugee Council (CRC), der består af repræsentanter fra forskellige etniske grupper. I Mizoram var det Chin Health Organization (CHO), der blev besøgt. I Yangon kom turen til Myanmar Baptist Convention (MBC) – den overordnede organisation for alle sammenslutninger af baptistkirker i Myanmar. Om det besøg fortæller Morten: ”MBC har egen udviklingsafdeling. Og de vil meget gerne samarbejde med os. Men det er en udfordring at finde ud af, hvordan vi bruger ressourcerne bedst muligt og at finde de rette samarbejdspartnere.”

Møde med KBC HDD’s ledelse (Foto: Privat)

Samarbejdspartneren Kachin Baptist Convention Humanitarian Development Department (KBC HDD) fik også besøg. Det var i samarbejde med KBC HDD, at BaptistKirken skaffede en million kroner til nødhjælp efter tyfonen Yagi.

”Vi er også i gang med at forberede et projekt for tros- og religionsfrihed. Frihed til at tro har også trange kår i Myanmar og der er spændinger fx mellem buddhister og kristne,” siger Morten, der fortsætter:
”Derfor var vi også på besøg hos Myanmar Institute of Theology Peace Studies Center i forsøg på at skabe et samarbejde.”

Besøg på MBC*s kvindecenter i Yangon (Foto: Privat)

Kvindecentret

Under opholdet i Yangon besøgte Bodil et kvindecenter, der har eksisteret siden begyndelsen af 1900-tallet. Centret tilbyder uddannelse i elementær sygepleje men også undervisning i kvinders rettigheder. Bodil var meget glad for besøget:
”Det er virkelig et sted, hvor kvinder oplever, at de har værdi. Jeg havde prioriteret besøget, da vi i øvrigt kun mødte ganske få kvinder. Og lige der er der måske godt at vi lader os repræsentere af både mænd og kvinder. Det sender et signal til kvinderne i Myanmar om, at vi har blik for deres situation. Og at vi gerne samarbejder med kvinder.”

Bodil prædiker ved aftenmøde til jubilæumsfejring i Lairam Jesus Christ Baptist Church i Lawngtlai (Foto: Morten Kofoed)

Jubilæum med en enkelt kvindelig taler

Ud over besøg i flygtningelejrene og møder med samarbejdspartnere indgik der også en tre dage lang jubilæumsfejring i Lairam Jesus Christ Baptist Church i Lawngtlai i Mizoram. En organisation med 188 menigheder og næsten 23.000 medlemmer. Som eneste kvinde prædikede Bodil ved et aftenmøde:
”Selv om vi blev modtaget med stor hjertevarme og venlighed, var det tydeligt, at de ikke var vant til kvindelige prædikanter. Det var da også formanden for Global Chin Christian Federation, der havde insisteret på, at jeg skulle medvirke. Han syntes, det var sejt, at BaptistKirken sendte en kvindelig generalsekretær. I den situation synes jeg, jeg har en opgave som rollemodel, som prøver at bryde ny jord. At vise både mænd og kvinder her, at kvinder kan være præster.”

”They give me goosebumps…”

Et af de sidste punkter på rejsen var et besøg hos FN-organisation UNOPS (United Nations Office for Project Services) i Yangon. Her arbejder den danske læge Josephine Obel som Fund Director, Access to Health Fund. Hun kendte udmærket til BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Health Organization (CHO) og deres arbejde både i lejrene i Mizoram, men også de risikofyldte hjælpeoperationer inde i Myanmar. Bodil og Morten forlod mødet en smule stolte over BaptistKirkens samarbejde med CHO. Det er ikke hver dag, at en officiel FN-udsending anerkender samarbejdspartneres modige indsats med ordene: ”… They give me goosebumps” [… de giver mig gåsehud]

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. nov. 2025 - Alt det, vi har til fælles
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp

Find flere

Lyt til artiklen her:

Det er en tragedie, at chin’erne må flygte fra hus og hjem over grænsen til Indien på grund af kampene i det vestlige Myanmar. Men Indien samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar og anerkender ikke chin’erne som flygtninge. Chin’erne er fanget i en fælde og hjælpen fra verdenssamfundet udebliver.

I december 2023 besøgte Moses Lal Bawi Peng, generalsekretær i CCADK, Chin Christian Association in Denmark, og medlem af BaptistKirkens ledelse og Zung Lian Mang Hlawn Ceu, formand for CCADK sammen med sekretær for International Mission i BaptistKirken, Morten Kjær Kofoed, lejrene omkring hovedstaden Aizawl i Mizoram.

Møde med ledelsen i en af lejrene (Foto: Privat)

Sundhedstilstanden er dårlig – både fysisk og psykisk

Zung besøgte Mizoram for første gang. Han fortæller om besøget:
”Der er tre ting, der gjorde stort indtryk på mig. For det første er chin-flygtningenes generelle sundhedstilstand dårlig, blandt andet på grund af udbredt vitaminmangel. Man kunne se, at deres kroppe ikke var sunde. For det andet er maden for dårlig: Den indeholder slet ikke det, der er nødvendigt for at leve sundt. Og endelig så gjorde manglen på ordentlige boliger stort indtryk.”

Zung fortæller videre, at der er en opgivende stemning blandt flygtningene. De er fremmede i Indien og de kan ikke forestille sig at skulle flygte videre til et nyt land. De opretholder livet, men ser meget negativt på fremtiden.

Moses har besøgt Mizoram to gange, og han hæfter sig ved de samme ting som Zung. Men måske er det endnu værre:
”Det, der gjorde mest indtryk, var den mangel på gode fremtidsudsigter, som flygtningene oplever. Mange af flygtningene har udviklet stress og depression som følge af, at fremtiden er udsigtsløs. Lige nu er det forældrene, der har psykiske lidelser. Men børnene og de unge har også vanskeligt ved at se positivt på fremtiden. Deres liv er i mørke – helt i mørke.”

Trafik! I Mizoram er slidlaget markant tyndere end i Danmark

BaptistKirken og CCADK i samarbejde

Besøget i Mizoram var arrangeret af BaptistKirken og CCADK i samarbejde. Moses peger på, at det er et samarbejde, der går langt tilbage:
”Vi har samarbejdet rigtig godt med ledelsen i BaptistKirken, lige siden de første chin-menigheder blev stiftet. Derfor spurgte vi BaptistKirken, om vi kunne samarbejde om denne tur. Situationen i Myanmar er meget vanskelig og mange chin’er er flygtet til Indien. Både til Mizoram lige på den anden side af grænsen, men også til fx New Delhi.”

Moses og Zung fortæller, at CCADK orienterede BaptistKirkens ledelse om situationen i grænseegnene mellem Indien og Myanmar på et møde i Vejle i april 2023. Her foreslog CCADK, at de to organisationer arrangerede et fælles besøg i Mizoram. BaptistKirken var med på ideen: Formålet med besøget skulle være at besøge og støtte chinflygtningene i Mizoram.

Zung Lian Mang Hlawn Ceu
Zung er formand for CCADK – Chin Christian Association in Denmark og sekretær i menigheden Chin Bethel Church i Skjern. Han kom til Danmark i 2006 og bosatte sig i Struer, hvor han kunne få arbejde på det lokale slagteri. Efter arbejdsgiverens konkurs var Zung uden arbejde et par år. I 2015 flyttede familien til Herning, hvor Zung fik arbejde hos Danish Crown. Familien tæller fem børn.

Moses Lal Bawi Peng
– er præst i Chin Baptist Church Esbjerg. Han kom til Danmark i 2005 og arbejdede i fire år på slagteriet i Sæby. Herefter tog Moses 3K-uddannelsen (Kristendom, Kultur og Kommunikation) på VIA University College i Aarhus og læste senere kandidat i Diakoni i 1½ år på Aarhus Universitet. Ud over jobbet som præst i Esbjerg har Moses de seneste seks år også været generalsekretær i CCADK – Chin Christian Association in Denmark.

Moses fremhæver, at BaptistKirken i flere år har samarbejdet med CHO, Chin Health Organization, om sundhedsarbejde både inde i Chin-staten i Myanmar og blandt flygtningene i Mizoram. Et besøg ville også give mening, fordi CHO har hovedkontor i Mizorams hovedstad Aizawl.

Stigende antal flygtninge

I dag tæller lejrene i Mizoram cirka 31.000 chin-flygtninge. Og tallet er stigende: Alene i januar 2024 kom der 2.500 chin-flygtninge til Mizoram.

Flere kilder anslår, at der er i alt cirka 74.000 chin-flygtninge i Indien i dag. Mange har slået sig ned omkring New Delhi.

Moses fortæller, at besøget var koncentreret om de tre til fire lejre, der ligger nærmest Aizawl, hovedstaden i Mizoram.

Morten tager noter under besøget i en af lejrene (Foto: Privat)

Forholdene i lejrene

I forhold til lejrene ude i Mizoram er forholdene en smule bedre omkring Aizawl. Det er fx muligt for flygtningene at få arbejde af og til. Der er tale om beskæftigelse med fx rengøring enkelte dage. Der er aldrig tale om fast arbejde, og det er aldrig arbejde på fuld tid.

Flygtningene overlever derfor i høj grad på donationer fra udlandet og på hjælp fra lokale frivillige organisationer. Men lysten til selv at bidrage ligger dybt i chin’erne, fortæller både Zung og Moses:
”Flygtningene vil meget gerne videre med deres liv. De vil rigtig gerne arbejde. De sidder ikke og venter på den næste donation. De prøver hele tiden at finde på nye måder at tjene penge på.”

Møde i en af lejrene (Foto: Privat)

Børnene skal videre

Selv om livet i lejrene er udfordrende har chin-flygtningene fokus på, at deres børn får undervisning. Helst skal de videre og have en egentlig uddannelse. Undervisningen er udfordret på flere punkter, siger Moses:
”Der er stor mangel både på lokaler og på undervisningsmaterialer til skolerne. Det er også svært at finde læreruddannede blandt flygtninge. Og det er svært at finde frivillige til at undervise, da de jo har travlt med at finde arbejde, så de kan skaffe mad til familierne. Derfor vil det være godt med økonomisk støtte, så man kan ansætte lærere.”

Nogle gange er problemerne med undervisningen meget praktiske. Moses fortæller om en skole, de besøgte:
”Vi skulle besøge en børnehaveklasse, men børnene havde fået fri. Årsagen var meget enkel: Det regnede ind gennem taget!”

De tre rejsefæller (Foto: Privat)

Flygtningenes status

Moses er meget klar, når det handler om flygtningenes status og muligheden for hjælp fra det internationale samfund og ikke mindst FN-systemet:
”Den indiske regering samarbejder med militærdiktaturet i Myanmar. Derfor vil Indien ikke officielt anerkende chin-flygtningene som flygtninge. Og derfor kan FN heller ikke gå ind med hjælp, som de gør andre steder i verden, hvor der er flygtninge. Det betyder også, at det er rigtig, rigtig svært at komme ind og hjælpe i Mizoram som NGO eller kirkesamfund.”

Moses fortæller også, at man heller ikke kan søge visum til at besøge Mizoram. Det bliver uden videre afvist af de indiske myndigheder. Man er nødt til at søge visum til at være turister på sightseeing i New Delhi.

Heldigvis er lokalregeringen i Mizoram indstillet på at samarbejde. Myndighederne i Mizoram accepterer flygtningene og forsøger også at hjælpe. Befolkningen er i vidt omfang kristen og Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder.

Moses forklarer og Morten lytter (Foto: Privat)

De personlige konsekvenser

Kriserne i verden bliver ofte meget upersonlige. Vi ser billederne, hører beretningerne – og slukker for TV eller computer. Men for chin-flygtningene forsvinder problemerne ikke med et tryk på en afbryder.

Zung reflekterer over situationen:
”Jeg er personligt meget ked af situationen, og jeg bliver meget berørt, når jeg møder chinfolk og familie i flygtningelejrene. Jeg bor i Danmark, der er et fantastisk land, hvor man kan få alt, hvad man har brug for. Derfor bliver jeg så ked af det, når jeg ser, hvordan mit folk lever i lejrene. Selv om flygtningene er glade for at få besøg, bliver man ked af det.”

Zungs flugt fra regimet i Myanmar har også haft meget personlige konsekvenser. Selv om interviewet foregår over en ZOOM-forbindelse er det nemt at se og høre, at Zung er berørt over emnet:
”Jeg mødte min yngste søster under besøget. Hun er flygtning i grænselandet i Mizoram. Vi har ikke set hinanden i 32 år. Hun mistede sin mand ved en drukneulykke i 2013. De havde fire små børn, da manden døde. Jeg har støttet min søster og sendt penge til mad og til, at hun kunne bygge et lille hus. Vi har haft kontakt gennem årene, men det er ikke det samme at tale i telefon og skrive sammen som at mødes. Vi var selvfølgelig meget glade for at kunne mødes, og vi græd, da vi endelig mødtes. Men samtidig var vi også meget kede af hele situationen, som har holdt os adskilt fra hinanden så længe.”

Hvad kan vi gøre?

Der er fortsat kampe mellem oprørere og militæret i Myanmar. Chin’erne er fortsat en del af konflikten. Ud over flygtningene udenfor Myanmar er der 46.000 internt fordrevne chin’er i Chinstaten. Senest er militæret begyndt at registrere alle mænd mellem 18 og 35 år og kvinder mellem 18 og 27 år med henblik på militærtjeneste. Hvis man har en uddannelse, er aldersgrænsen højere, helt op til 45 år. Det har kun bidraget til endnu flere flygtninge.

”Der er fortsat brug for al den støtte, vi kan give. Derfor er BaptistKirkens støtte rigtig vigtig: Ikke kun til sundhedsprojekter, men også projekter for børn og unge og projekter, der kan forbedre den psykiske sundhed hos forældrene,” siger Moses.

Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation.

Moses foreslår også, at man besøger chin’erne i Mizoram en gang om året:
”Det betyder rigtig meget for dem. Ved at besøge dem viser vi, at vi bekymrer os om deres situation. Selv om Morten kommer alene, ved de godt, at han repræsenterer alle baptister i Danmark. Der er brug for den personlige kontakt: Give et kram, spise sammen, bo sammen og bede sammen. Flygtningene var ubeskriveligt glade for besøget.”

Fremtiden

Hverken Zung eller Moses ser særlig lyst på fremtiden for Myanmar. Militærdiktaturet sidder fortsat på magten. Selv om militæret giver afkald på magten vil det være en lang proces at få etableret et velfungerende demokrati.

Andre artikler om emnet

“Besøg har betydning for Chin-flygtningene i Mizoram”
“Flygtninge fra Chin Staten”
“Myanmars militærdiktatur er voldsomt presset”
“Støtte til flygtninge fra Myanmar”

Relateret

• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred

Find flere

Åbn lyd i nyt vinduehttps://baptist.dk/wp-content/uploads/2024/02/besoegimizoram2023.mp3

Vil du støtte arbejdet blandt flygtningene, kan du indbetale et beløb på MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

I december 2023 rejste Moses Lal Bawi Peng fra BaptistKirkens ledelse, Zung Lian Mang Hlawn Ceu og Sekretær for International Mission, Morten Kjær Kofoed til grænsestaten Mizoram i det østlige Indien. Her findes måske mere end 60 flygtningelejre med 60.000 – 70.000 Chin-folk, der lever under primitive forhold. BaptistKirkens samarbejdspartner Chin Health Organization (CHO) forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene og i Chin-staten i Myanmar.

Livet i flygtningelejrene

På besøg i en hytte i “Camp 3” (Foto: Morten Kofoed)

Morten Kofoed fortæller, at situationen i Mizoram er meget kompleks. Der er meget stor forskel på flygtningenes muligheder: Nogle har familie i USA eller Europa, der kan sende penge. Andre har kun nødhjælp og måske en køkkenhave at leve af. Nødhjælpen leveres af forskellige organisationer (NGO’er), af de lokale kirker og i begrænset omfang af de Forenede Nationer (FN).

Det er FN-organisationen UNOPS, der opererer i området. UNOPS har kun mandat til at hjælpe i Myanmar, forklarer Morten:
”Som jeg har forstået det, vil Indien helst ikke blandes ind i konflikten i Myanmar. Man anerkender ikke officielt Chin’ernes flygtningestatus. Derfor er det svært for FN-organisationerne at komme på banen i Mizoram.”

Morten fortæller videre, at flygtningelejrene består af hytter af flettet bambus, dækket med presenninger. ”Det er bedre end telte,” siger Morten og tilføjer: ”Men de sanitære forhold er elendige og når det regner, er det hele mudder.”

Lærerværelset i flygtningelejren Sihmui Camp 1, hvor der lever 124 flygtninge i 27 familier (Foto: Privat)

På trods af de elendige vilkår har Chin’erne fokus på, at børnene skal i skole. Selv om der er mangel på alt fra blyanter til tavler, skal børnene i det mindste lære at regne, læse og skrive.
”Det er som om, forældrene tænker, at vi måske ender her, men vores børn skal i det mindste have chancen for at komme videre,” siger Morten.

Brilleuddeling i Camp 3 (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization (CHO)

CHO forsøger at levere basale sundhedsydelser både i lejrene, men også blandt de internt fordrevne Chin’er i Chin-staten på den anden side af grænsen i Myanmar.

Morten forklarer:
”CHO opererer i såkaldte ”Health Teams” – ”sundhedshold”: En læge og en sygeplejerske. De rejser rundt mellem flygtningelejrene. Måske får hver lejr besøg to eller tre gange om året.”

Det virker yderst begrænset, hvad CHO’s ”Health Teams” kan udrette i den store sammenhæng. Alligevel lykkedes det i efteråret 2023 at vaccinere 12.000 børn mod de mest almindelige børnesygdomme: Sygdomme, som børn dør af i flygtningelejre.

Vej i Mizoram (Foto: Morten Kofoed)

Chin Health Organization samarbejder med FN’s UNOPS-organisation om hjælp til de ramte områder i Chin-staten. Forholdene er vanskelige: Der er krigshandlinger og terrænet er svært at færdes i.
””Health Teams” krydser grænsen ad dårlige veje og mudrede stier for at hjælpe inde i Chin-staten. Selv om man fristes til at tænke, at vores hjælp er en dråbe i havet, oplever man lige her, at den gør en stor forskel,” siger Morten.

Kort over området – Mizoram og Chin-staten

Situationen i det vestlige Myanmar

Chin-staten er placeret i det vestlige Myanmar ved grænsen til Indien og delstaten Mizoram. Grænsen er måske tydelig på kortet, men virkeligheden er meget anderledes. Mizo’erne og Chin’erne tilhører den samme etniske gruppe, der har levet sammen i grænseområdet i århundreder. Når der har været uroligheder, har man altid søgt tilflugt og hjælp hos hinanden. Man har handlet og man har giftet sig på tværs af grænsen. Og som ved andre grænser, har smuglergods krydset grænsen. I dag flyder betydelige mængder narkotika over grænsen fra Myanmar til Indien.

I Myanmar er Chin’erne en del af oprøret mod militærdiktaturet. Det har medført voldsomme kampe og overgreb på civile i Chin-staten. Mange er flygtet til Mizoram i Indien og mange lever som internt fordrevne.

Morten tilføjer:
”Som flygtning i sit eget land – internt fordrevet – er man ikke rigtig flygtning. Man er ikke omfattet af FN’s konventioner. Da der samtidig er kampe i området, er hjælpen ofte langt væk.”

Besøget i Lawngtlai

Missionshospitalet i Lawngtlai (Foto: Morten Kofoed)

Morten, Moses og Zung besøgte også baptistmenigheden i Lawngtlai i Mizoram. Menigheden driver et velfungerende missionshospital, der bl.a. er ved at blive udbygget med CT-scanner. Under rundvisningen fik de tre gæster oplyst, at hospitalet et par timer tidligere var blevet underrettet om, at der var krigsofre på vej. Krigsofre, der var blevet ramt inde i Chin-staten, men nu blev bragt over grænsen til behandling.
”Der var tale om otte til ti timers transport efter de var blevet skudt eller ramt af et eller andet. Men det er den mulighed, der er for hjælp. Chancerne for at overleve er givetvis ikke store,” siger Morten.

Missionshospitalet i Lawngtlai er sponsoreret af amerikanske donationer. Det betyder, at krigsofre og flygtninge fra Chin-staten kan behandles gratis.

På besøg i flygtningelejr (Foto: Privat)

Hvorfor bruge penge på besøg?

Morten fortæller, at BaptistKirken har støttet arbejdet i grænseregionen med 300.000 kroner. Det lyder ikke af meget, når fx UNOPS’ budget i Chin-staten tælles i millioner kroner. På spørgsmålene om vores hjælp overhovedet gør en forskel og hvorfor vi bruger penge på at rejse ud – fortæller Morten om turens bedste oplevelse:
”Det lyder måske utrolig banalt, men vores hjælp og vores besøg bliver helt klart opfattet som et signal om, at Chin’erne ikke er glemt. Selv om vi hverken kan løse konflikterne eller give alle et bedre liv, så betyder det rigtig meget, at der er nogen i et land meget langt væk, der kerer sig om dem. Det betyder noget, at vi rejser ud og besøger dem, vi hjælper. ”

Samarbejdet

Efter besøgene i Mizoram rejste Morten videre til Yangon i Myanmar, mens Moses og Zung fortsatte arbejdet i Mizoram.

Formålet med besøget i Yangon var at styrke relationerne til baptistkirkerne og andre samarbejdspartnere i Myanmar. Morten fik blandt andet mulighed for at mødes med udenrigsministeriets Head of Mission og eneste medarbejder i Myanmar.
”Det er meget lavpraktisk,” siger Morten, ”og vi kender det alle sammen: Det er bare nemmere at samarbejde med mennesker, man har mødt i virkeligheden. Relationer betyder om ikke alt, så rigtig meget.”

Hovedvejen(!) mellem Aizawl og Lawnghtlai (Foto: Morten Kofoed)

Turen har blandt resulteret i et spirende samarbejde om fælles projekter med de to danske organisationer The Chin Christian Association in Denmark (CCADK) og Chin Community in Denmark, CCDK. Morten peger på, at der, specielt i CCDK, er en del unge, der har projekterfaring fra Dansk Ungdoms Fællesråds projekter.
”Et bredere samarbejde giver også bredere mulighed for finansiering. Vi kan bevæge os fra kun at lave nødhjælp til at lave udviklingsprojekter. Præcis som det er sket i Rwanda og Burundi,” siger Morten.

Krigens absurditet

”Når man kommer til Mandalay eller Yangon, ser det fint ud på overfladen og så fungerer alt. Hotellerne er åbne, man kan spise på restaurant, busserne kører og butikkerne har varer. Krigen er langt væk. Lige indtil man får at vide, at der natten før var granatnedslag og kamphandlinger kun 50 kilometer væk,” beretter Morten.

Han fremdrager endnu et eksempel på krigens absurditet:
”Efter at have spist suppe i næsten 14 dage var det meget mærkeligt at blive inviteret på middag på en restaurant i Yangon. I et par timer var der pludselig meget langt til virkeligheden i Mizoram.”

Relateret

• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Lyt til artiklen her:

Vil du støtte arbejdet blandt flygtningene, kan du indbetale et beløb på MobilePay 330 048 eller konto 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Jeg besøgte i december 2023 Mizoram for at tilse det sundhedsarbejde, som BaptistKirken sammen med herboende burmesere har støttet i de mange Chin flygtningelejre i Mizoram og i Chin Staten. Arbejdet udføres i samarbejde med Chin Health Organisation, CHO[1]. Med på turen var også Moses Peng[2] og Zung Hlawn Ceu[3]. Det anslås, at der er over 70.000 flygtninge i Mizoram. Hvor mange internt fordrevne, der er i Chin Staten, er uvist.

Livet i lejrene

Vi besøgte fire lejre, hvor der i hver bor mellem 100 og 400 personer. Det er ikke teltlejre, som vi ser på TV, men små landsbyer med beskedne huse, der primært er bygget af bambus. Nogle er heldige at have metaltagplader, men ellers er det flettet bambus og presenninger. Mange af lejrene ligger i svært tilgængelige områder, og den megen regn hjælper ikke på tilgængeligheden. Der er ikke vand og strøm i lejrene; nogle steder har de dog solceller, så de kan få lidt lys, når det er mørkt. Ofte må de hente vand flere kilometer væk.

Man kæmper med mudder i det regnfulde klima.

Vi var nødt til at flygte fra Chin Staten, fordi vi havde støttet den civile ulydighedsbevægelse CDM efter militærkuppet.

Lejrlederen i lejren Sihmui 1, Ting Han, fortalte: ”Vi var nødt til at flygte fra Chin Staten, fordi vi havde støttet CDM[4] efter militærkuppet. Det er trygt at være i lejrene, som er meget velorganiserede, men vi har kun overskud til at tænke på, hvordan vi skal få mad og holde os varme. Og så betyder det meget, at vores børn får skolegang, så de får større chancer for en god fremtid efter krigen!”

Folk forsøger at klare sig, som de nu kan.

Køkkenhave.

Rundt i lejrene ser vi små køkkenhaver, stabler af brænde og små husdyr. Folk forsøger at klare sig, som de nu kan. Nogle får hjælp fra familie og venner udefra, men de fleste må klare sig med det, de selv kan dyrke, og så den nødhjælp, der indimellem bliver delt ud af kirker og de få organisationer, der arbejder i området.

CHOs arbejde

Det er ikke kun i Mizoram, CHOs læger og sygeplejersker fungerer. CHO har også 17 mobile teams, der arbejder inde i Myanmar. Uden for de store byer er sundhedssystemet i praksis brudt sammen. CHOs medarbejdere løser altså en stor opgave med at besøge de ofte ufremkommelige landsbyer for at tilbyde basal sundhedshjælp, og de har netop afsluttet en større vaccinationskampagne. De har lidt medicin med og kan sy sår mv. sammen.

Større ting – som fx krigsskader – har de kun ringe mulighed for at behandle. Og den slags forekommer, fordi der er krigshandlinger og militær i områderne. Vi besøgte også et hospital i byen Lawgntlai i Mizoram, der drives af det lokale baptistsamfund. Den aften fik de melding om, at de fire timer senere ville modtage en række krigsskadede patienter fra Chin Staten. Det er en tur på 8-10 timer for de allerede hårdt prøvede patienter.

Skole i Sihmui.

Håb trods alt

Børnenes fremtid var dét, der fyldte hos de fleste.

Indtrykkene på turen var mange. Håb og håbløshed gik hånd i hånd hos dem, vi mødte. Børnenes fremtid var dét, der fyldte hos de fleste. Derfor var det også naturligt at de havde bygget skoler i lejrene. Der er lærere blandt flygtningene, så de underviser børnene, selvom de mangler tidssvarende undervisningsmaterialer. Det giver trods alt lidt håb for fremtiden og den næste generation.

[1] Chin Health Organisation, CHO. En uafhængig NGO, der arbejder i Chin Staten og i Mizoram.

[2] Medlem af BaptistKirkens ledelse og generalsekretær i CCA-DK, Chin Christian Association i Danmark.

[3] Formand for CCA-DK, sammenslutning af Chin-menigheder i Danmark – ni baptistmenigheder og en pinsemenighed.

[4] Civil Disobedience Movement, CDM. Civil ulydighedsbevægelse, der opstod efter militærkuppet i 2021.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere