Lyt til artiklen

Den 1. februar 2021 blev Myanmars spæde demokratiske proces brat afbrudt, da militæret, anført af Senior General Min Aung Hlaing, tog magten ved et kup. Det, de fleste forventede ville blive kortvarigt, har udviklet sig til en langvarig national krise præget af vold, fordrivelse, stigende fattigdom og dybe traumer. Millioner er blevet berørt, og hele lokalsamfund er blevet tvunget til at flygte fra deres hjem. Familier lever som internt fordrevne i skove, i midlertidige skjul og i lejre. De lever i stor usikkerhed uden regelmæssig adgang til mad, uddannelse eller sundhedspleje. Frygt er blevet en del af hverdagen for både børn og voksne.

Fordrevne i lejrene i indiske Mizoram (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Kuppet ramte demokratiet hårdt

De militære ledere begrundede kuppet i 2021 med valgsvindel ved det foregående valg, hvor militærets egne partier led et markant nederlag. Myanmars de facto leder, Aung San Suu Kyi, og præsident Win Myint, var blandt de første, der blev arresteret sammen med en lang række folkevalgte politikere, aktivister og menneskerettighedsforkæmpere.

Befolkningen reagerede prompte på militærets magtovertagelse. Titusinder gik på gaderne i fredelige demonstrationer over det meste af landet og mange offentligt ansatte deltog i civil ulydighed. Militæret besvarede de fredelige protester med ekstrem brutalitet, voldelige anholdelser og drab. Det fik modstanden til at ændre karakter. Det, der begyndte som fredelige protester, udviklede sig til en væbnet konflikt.

Udviklingen og situationen i dag

Siden kuppet er situationen i Myanmar kun blevet værre, og i dag taler mange NGO’er og hjælpeorganisationer om en humanitær katastrofe. Over 2,5 millioner mennesker er drevet på flugt internt i landet, og befolkningen kæmper med økonomisk kollaps og stærkt voksende fattigdom. For det kristne mindretal i Myanmar betyder militærstyret øget usikkerhed, restriktioner for kirkerne og blokering af internettet, hvilket gør det svært at samles til gudstjenester.

Siden efteråret 2023 har en alliance af etniske væbnede grupper vundet kontrol over store landområder, vigtige grænseovergange og over 30 byer. Det betyder, at militærjuntaen står svagere end nogensinde. Juntaen kontrollerer stadig de største byer og besidder overlegen luftstyrke, men moralen i hæren er dalende. I de befriede områder arbejder modstandsbevægelsen aktivt på at opbygge et føderalt demokrati nedefra.

I løbet af december 2025 og januar 2026 gennemførte juntaen et parlamentsvalg i flere etaper, der af blandt andre De forenede Nationer og Human Rights Watch betegnes som hverken frit eller retfærdigt, men snarere en skueproces for at fastholde magten.

Myanmars befolkning har de seneste år oplevet flere naturkatastrofer. I 2024 var det tyfonen Yagi og i 2025 var der flere meget kraftige og ekstremt destruktive jordskælv i området omkring Mandalay. Jordskælvene blev målt til henholdsvis 7,7 og 6,4 på Richterskalaen.

Skoleklasse i en af flygtningelejrene i indiske Mizoram i december 2024 (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet vokser blandt baptister

For nylig besøgte medlemmer fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) trosfæller i Myanmar. I en meddelelse skriver de: ”Vi blev mindet om, at bag hver eneste statistik er der virkelige mennesker: præster, familier, unge og børn, som fortsat står fast i troen. Den lokale kirke og baptistfamilien i Myanmar er blevet steder med tilflugt, modstandskraft og stille mod – og de tjener deres lokalsamfund med store personlige omkostninger.”

Repræsentanter fra Baptistkirken i Danmark har også besøgt landet, senest i december 2024. Missionssekretær Morten Kofoed fortæller:
”Behovene i landet er mange og til tider er vores samarbejdspartnere virkeligt udmattede over de forhold, de lever under og de overgreb, de bevidner. Når det så krydres med både tyfoner og jordskælv, er det virkeligt svært for dem. Men der er også håb. De motiveres både af vores finansielle støtte til fx indsatser efter tyfoner og jordskælv og ikke mindst af, at vi tænker på dem og beder for dem.”

Meddelelsen fra Asia Pacific Baptist Federation (APBF) fortsætter: ”Vi er privilegerede over at kunne gå sammen med vores baptistfamilie i Myanmar – lytte, lære, bede og reagere, hvor det er muligt. Vores tilstedeværelse kalder os ikke til at tale hen over dem, men til at stå sammen med dem og sikre, at de ikke bliver glemt.”

En opfordring til bøn

Asia Pacific Baptist Federation (APBF) opfordrer alle verdens baptister til at stå sammen med dem i bøn for Myanmar. En opfordring, vi som danske baptister gerne støtter op om. Det gør de med ordene:

Bed for Myanmars befolkning

• om trøst, heling og håb for dem, der har lidt tab og traumer
• om beskyttelse af børn, kvinder og de mest sårbare

Bed for fred og retfærdighed

• om en ende på volden og åbning af veje til forsoning
• om visdom og mod til fredsskabere og lokalsamfundsledere

Bed for de internt fordrevne

• om sikkerhed, husly, mad, lægehjælp og uddannelse
• om styrke til familier, der lever i langvarig uvished

Bed for kirken og baptistfamilien i Myanmar

• om udholdenhed, enhed og beskyttelse
• at kirken fortsat må være et lys, et fristed og en kilde til håb

Bed for fortalervirksomhed og global opmærksomhed

• at det internationale samfund ikke bliver træt eller tavst
• om vedvarende fortalervirksomhed, humanitær adgang og medfølende handling

Solidaritet med de udsatte i Myanmar

Ud over enkeltstående øjeblikke og kampagner forpligter de asiatiske baptister sig til vedvarende bøn, læring om og opmærksomhed for Myanmar. De lover deres søstre og brødre i Myanmar at huske frem for at glemme og udvise solidaritet frem for tavshed.

De skriver til baptister i andre dele af verden: ”Vi kan måske ikke ændre alt, men vi kan nægte at se væk. Må vores bønner føre til dybere medfølelse, trofast fortalervirksomhed og fortsat partnerskab, indtil freden får rod i Myanmar.”

Håbet består, selv i det mørke, der har sænket sig over Myanmar de seneste fem år.

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset

Find flere

Med hele tre mastergrader inden for monitorering og evaluering, udviklingsstudier samt internationalt samarbejde og nødhjælp kombinerer Jean-Marie akademisk viden med et stort hjerte for lokalsamfundene i sit hjemland.  Han bor i en forstad til Bujumbura i Burundi med sin kone, Eddyne Yamuremye, som arbejder som universitetslærer og oversætter. Sammen har de to børn, Perla Chevanne på snart 4 år og Steen Joan på næsten 2 år.

Jean-Marie go Eddyne med børnene Perla og Steen (Foto: Privat)

Efter Lise Emming Weber-Hansens hjemrejse fra Burundi i sommeren 2024 har BaptistKirken ikke haft udsendte medarbejdere. I stedet har vi ansat Jean-Marie som lokal medarbejder. Han skal assistere os med nogle af de ting Lise tog sig af, da hun var der. Vi har fået Jean-Marie til at fortælle om sit liv, arbejde og drømme.

Vejen til samarbejdet med Baptistkirken i Danmark

Jean Maries forbindelse til Baptistkirken i Danmark startede tilbage i 2006, hvor han som ganske ung mødte vores daværende udsendte Susi Baggesen. Susi hjalp den forældreløse Jean-Marie med støtte til en universitetsuddannelse. Det blev begyndelsen på en stærk relation til vores arbejde.

Under sin studietid blev han tæt knyttet til flere danske familier: Familierne Spanner, Hylleberg og Norgaard Mortensen samt Morten Kofoed. Jean-Marie arbejdede som guide og tolk under deres ophold og besøg i Burundi og blev hurtigt en del af kirkens udviklingsarbejde. I 2013 var Jean-Marie praktikant for Baptistkirken i Danmark og samme år også en tur i Danmark, hvor han blandt andet besøgte vores sommerstævne på Lindenborg. Siden 2015 har han haft flere projektlederjobs og fungerer nu som lokal medarbejder for BaptistKirken i Burundi.

Jean-Marie har både praksis og teori på plads (Foto: Privat)

Et kald til at skabe forandring

Jean Marie brænder for at hjælpe de udsatte i samfundet. En passion, der stammer fra hans opvækst i et land præget af konflikt og fattigdom. Som barn oplevede han at se sin mor blive dræbt i nogle af de mange uroligheder, landet har oplevet. Jean-Marie føler et stærkt ansvar for at give tilbage og har derfor arbejdet både frivilligt og lønnet hos vores burundiske partnere gennem årene.

Burundi står fortsat over for store udfordringer. Jean-Marie peger på fattigdom, politisk ustabilitet, arbejdsløshed og begrænset adgang til uddannelse og sundhed. Fødevareusikkerhed og følgerne af klimaforandringer er også noget befolkningen i et af verdens fattigste lande dagligt må forholde sig til.

Jean-Marie ser kirken som en afgørende aktør i arbejdet med at løse landets mange problemer. Kirken kan gå foran i fredsskabelse, tale for retfærdighed og støtte økonomisk udvikling blandt udsatte befolkningsgrupper. Jean-Marie mener også, at kirken har en mulighed og forpligtelse til at bruge sin profetiske stemme i samfundet, selvom det ofte er vanskeligt. Vigtigst af alt er kirkens mulighed for at formidle Guds kærlighed og indgriben i den enkeltes liv. Når kirken tilbyder et møde med Jesus og åndelig vejledning fremmer det også fred, retfærdighed og social udvikling, mener Jean-Marie.

Drømmen om et bedre Burundi

Jean Marie drømmer om et Burundi, hvor mennesker lever i fred, værdighed og økonomisk stabilitet. Han ønsker, at kirken fortsat skal være en stærk drivkraft for både åndelig og varig social forandring. Jean-Marie drømmer om flere bæredygtige projekter, der kan udvikle landet og han ønsker, at de unge bliver uddannet til ledere, der kan og vil tage ansvar og aktiv del i landets fremtid.

BaptistKirken har gennem årene iværksat mange udviklingsprojekter i Burundi, og nogle af de mest betydningsfulde er de landbrugs- og fødevaresikkerhedsprojekter, hvor Jean-Marie har spillet en vigtig rolle. Siden 2015 har BaptistKirken – med hans hjælp – introduceret metoden Rural Initiative for Participatory Agricultural Transformation, RIPAT (Se mere https://recoda.or.tz/ripat/ ).

Jean-Marie på besøg i Batwa-landsbyen sammen med den lokale projektleder Peter (Foto: Privat)

RIPAT kombinerer udvikling af bæredygtige landbrugsmetoder med mikrofinans og forbedrer på den måde fødevareproduktionen og øger de mange småbønders indkomst.  Mange familier, der tidligere levede på sultegrænsen, oplever større høstudbytte og en mere stabil økonomi. Projekterne har også styrket fællesskabet, da landmændene danner kooperativer, som giver dem bedre adgang til markeder og ressourcer.

Ud over landbrugsprojekterne har Jean Marie også arbejdet med fredsopbygning og dialog mellem konfliktramte samfund samt Ubuntu-projektet, der støtter de marginaliserede Batwa-folk gennem uddannelse og økonomiske muligheder.

Selv ser han sin rolle som brobygger mellem kirken og lokalsamfundenes udviklingsindsatser, så de mest udsatte får en reel mulighed for at ændre deres livssituation til det bedre. Jean-Marie ønsker også at formidle de mange gode historier til hans danske bagland.

Forbøn, åndelig støtte og opbakning fra Danmark giver styrke til os, der arbejder i felten, og til dem, vi hjælper.

Hvordan kan Danmark støtte arbejdet i Burundi?

Jean-Marie mener, at dansk støtte kan gøre en stor forskel på flere måder. Økonomisk og praktisk støtte til udviklingsprojekter er afgørende, men det er også vigtigt at skabe opmærksomhed om Burundis udfordringer. De bliver ofte glemt i den internationale debat, der for tiden er optaget af helt andre dagsordener.

Afslutningsvis understreger Jean-Marie, at forbøn er det vigtigste. “Forbøn, åndelig støtte og opbakning fra Danmark giver styrke til os, der arbejder i felten, og til dem, vi hjælper. Med Guds hjælp og en fælles indsats kan vi skabe varige forandringer i Burundi,” slutter Jean-Marie.

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

Det er en lang artikel, der skete så meget på turen. Så derfor er der også mulighed for at lytte til artiklen. Brug knappen lige her:

Hvis du foretrækker at læse, så begynder historien her:

”Dufatanye – Vi hjælper hinanden”

Lises fortælling begynder lørdag den 18. februar:
”I dag skulle vi besøger kvindegruppen i Mwendo. Det er fem kvarters kørsel fra Butare ad snoede og bumlede veje. Vi blev modtaget med sang og dans af festklædte kvinder.  Kvindegruppen er en af de 26 grupper i Kvindenetværkets Dukore-projekt, som kørte fra 2010 og frem til 2021. (Dukore betyder: ”Vi vil arbejde”). Fælles for alle grupperne er, at de har valgt en indtægtsskabende aktivitet og startet spare-låne aktivitet. Kvindenetværket støttet ikke længere økonomisk, men vi følger stadig op på gruppernes trivsel og aktiviteter.

Før Dukore var vi modløse, dovne og fattige. Nu er vi rene og pæne, og vi har løftet os selv op!

Gruppen i Mwendo startede i 2016. Den kalder sig “Dufatanye” – ”Vi hjælper hinanden”. I dag er der 35 medlemmer. Kvindernes mål, udover at hjælpe med indtægt til deres familier er, at være gode rollemodeller i familien, i kirken og i lokalsamfundet. De startede med at købe 14 smågrise for støtten fra Kvindenetværket. Da de fik det første kuld smågrise, blev de givet til kvinder, der ikke endnu havde en gris: Kirken fik også en! Det var rørende at høre kvinderne fortælle om, hvad det har betydet for dem at være med i gruppen: “Før Dukore var vi modløse, dovne og fattige. Nu er vi rene og pæne, og vi har løftet os selv op!””

Kvindenetværkets udsendte “delegation” med Lise Emming forrest som rejseleder

Livsforandrende hjælp

Kvindenetværkets projekt har været livsforandrende for flere af kvinderne, fx har tre af kvinderne brugt indtægterne fra grisene til at spare op til at bygge deres egne huse.

Kvinderne fra Mwendo fortæller selv om deres fremskridt:
”Vi har nu 18 grise i gruppen. Anden gang vi fik støtte i 2017, købte vi bønner, som vi plantede. Efter høsten fik hver kvinde 15 kilo bønner og resten solgte vi med god fortjeneste. Vi har sparet op! Vi har nu 150.000 RWF (cirka 970 DKK, red.) på vores konto. Vi lejer lige nu marker, som vi dyrker i fællesskab: Vi håber at spare i alt 700.000 RWF op (cirka 4.500 DKK, red.), så vi kan købe dem. Fire kvinder har selv betalt for træning i at sy og vi håber, at gruppen kan få råd til symaskiner på et tidspunkt, så de kan lave en forretning med at sy. Vi er taknemmelige, fordi vi er sunde og stærkere som kvinder.”

Gruppen arbejder sammen og hjælper hinanden uden at få noget for det. Det er til stor inspiration for lokalområdet. Folk omkring kirken er begyndt at spørge, hvordan de kan blive en del af fællesskabet. Glæden var stor, da ToFi-gruppen fra Herlev i forbindelse med besøget donerede penge til hele fire symaskiner.

”Tubumwe” – ”Vi er én”

Dagbogen fortsætter dagen efter. Det er blevet søndag den 19. februar og de 13 danske kvinder er til gudstjeneste i Rusatira. Lise fortæller:
”Vi blev modtaget med en sang om, at vi havde rejst langt, så nu ville de tørre vores trætte og støvede fødder – imens de symbolsk tørrede vores fødder. Yvette, der er sub-regional kvindeleder og tilknyttet Young Single Mothers-projektet, prædikede om at være modig”

Kirken i Rusatira er bygget i 2014 med dansk støtte. Taget er købt for penge samlet ind af Knud Erik KYT Hansen og Ole Broholm Andersen og kirken er bygget med jord købt af Bethelkirken og Østervrå Frikirke.

Nu drømmer menigheden om at udvide kirken yderligere og bygge i rigtige brændte mursten: Og så skal kirken have plastikstole!

Anita leder de 25 kvinder i Rusatira. Kvindegruppen kalder sig ”Tubumwe” – ”Vi er én”. De var en af de første grupper i Dukore-projektet og Lise Emming besøgte dem allerede i 2016 sammen med Edouard og Hanne og Hartvig Weber-Hansen – og igen i 2021 med Edouard og Laetitia.

”Tubumwe”-kvinderne har spare-låne-aktiviteter og grise. Første gang de fik støtte købte de 10 grise og anden gang 12. De avler på grisene og fordeler dem i gruppen efter princippet ”Solidarity Chain”: Den, der har en gris, giver en gris af det første kuld til et medlem som endnu ikke har en gris. Fra andet kuld gives også en gris til kirken. Resten må de sælge, spise eller avle videre på. Indtægterne fra grisene har blandt andet givet mulighed for at købe sygesikring og betale skolepenge til børnene.

Når en enkelt gris gør en stor forskel

Lise fortæller videre:
”Projektet havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke vi har haft Edouard som Kvindenetværkets “forlængede arm”. Han har gennem årene fulgt grupperne tæt og opmuntret og støttet dem, men også vejledt dem i svære perioder. Fx da Anita havde fået lån i spare-lånegruppen, men kunne ikke betale tilbage. Men ved at sælge en af sine grise blev hun igen gældfri.

Gruppen havde også købt bønner, men høsten blev ikke særlig god på grund af for lidt regn. I stedet for at sælge høsten, fordelte kvinderne udbyttet mellem medlemmerne. De fik 5 kilo hver, og efter næste høst betalte de allesammen 6 kilo tilbage til gruppen.

Kvinderne forstår sig på forretning: Under coronanedlukningen lånte de penge fra deres fælleskonto til kirkens diakoni-gruppe – mod 10% i rente!

De lejer også jorden, som kirken fik i gave fra Bethelkirken og Østervrå, og dyrker den i fællesskab. De giver 25% af udbyttet til kirken og fordeler de resterende 75% mellem medlemmerne i gruppen.

Lige nu sparer kvinderne op af overskuddet fra spare-lånekassen til at alle i gruppen kan få stof til en ny kjole.”

”Ngirankugire” – Young Single Mothers-projektet

Tiden flyver afsted – i hvert fald bliver Lises dagbogsnoter kortere og mere præcise, da vi når mandag den 20. februar. Kvindenetværket er nået til Young Single Mothers-projektet ”Ngirankugire” og de mødes hos ‘Let the Little Children Come to Me’ (LLCCM) i Butare.

Projekt Ngirankugire for 300 unge, ugifte mødre

Igen er der modtagelse med sang og dans og symbolsk aftørring af gæsternes trætte og støvede fødder.  I dagens anledning er baptistkirkens unge volontører Oline og Jakob også med. Og projektleder Leonard, psykologen Esperance og de to Field Officers Felix og Jonathan, der blandt andet står for undervisning i VSLA – Village Savings and Loan Association og for kontakt og kommunikation mellem pigerne i projektet og andre aktører i de lokalområder, pigerne kommer fra.

Som projektnavnet fortæller, handler det om unge enlige mødre. Målgruppen er 300 unge ugifte mødre i aldersgruppen 13 – 23 år med et eller flere børn. Arbejdet foregår i Huye-distriktet og er opdelt i 16 celler. I dag er der inviteret 25 unge kvinder fra den celle, der er nærmest LLCCM.

Hjerteskærende historier

Lise fortæller om de hjerteskærende skæbner, man møder i projektet:
”En af pigerne fortæller, at hun stadig bor hjemme, men hun må ikke spise sammen med resten af familien. De laver mad til sig selv, og så må hun selv sørge for mad til sig selv og barnet. I projektet forsøger medarbejderne at forsone familien og give dem råd og vejledning.”

Undervisning af forældre til de unge, ugifte mødre

Der er alt for mange fortællinger. Lise fortsætter:
”Jose fødte som 16-årig og barnet er nu to år. Hun var tæt på at tage sit eget liv, fordi der i hendes familie var mange konflikter og meget vold. Efter rådgivning til både hende og familien deltager hun nu i ”vocational training” og har fået mere mod på tilværelsen.

Immacule fødte som 16-årig, men barnet døde. Hun har stadig brug for den vejledning og opbakning hun får i projektet.

Agnes er 24 år og døv og stum. Hun har to børn på otte og fire år. Hun levede før projektet et turbulent liv: Gik på barer og prostituerede sig. Nu går det bedre og hun får meget ud af samværet med de andre enlige mødre.”

Jeg fik en datter som 16-årig efter at være blevet tvunget til sex, af en jeg kendte.

Kvinderne i Kvindenetværket møder også den unge kvinde Jeanett, der fortæller om sit liv:
“Jeg fik en datter som 16-årig efter at være blevet tvunget til sex, af en jeg kendte. Han rejste, men efter et år kom han tilbage, og jeg fik ham til at gå med på kommunen og få barnet registreret som hans. Derefter forlod han mig, og jeg har ikke set ham siden.”
Jeanett bor nu ved sine forældre og prøver at leve af at sælge trækul. Hun køber en sæk og deler den op i små portioner. På den måde kan hun få et overskud per sæk på 2.000 RWF.

Jeanett fortæller videre:
“Mit liv var meget svært før dette projekt. Jeg fik skylden for graviditeten af mine forældre. Nu hvor jeg kan dele min situation med andre, der har det på samme måde, føler jeg mig ikke alene. Tak til Esperance for at hjælpe og støtte os.”

Jette Bjørnestad og Lise Emming underviser i “Positive Parenting”

Lises notater fortsætter med beretningen om AnneMarie:
AnneMarie fødte en datter, da hun var 17 og har nu 2 børn. Hun er selv forældreløs. Da hun blev gravid, gik hun i senior 3 og blev smidt ud af både skolen og pinsekirken.

AnneMarie fortæller også Kvindenetværket om sine oplevelser:
“I dette projekt får jeg håb, og jeg er blevet modtaget i AEBR (Baptistkirken). Jeg er taknemmelig for alt hvad Esperance og Leonard gør for os. Jeg er en tålmodig mor, som opdrager mine børn uden at slå. Jeg taler med dem og forklarer dem, hvad jeg vil have.”

AnneMaries tilgang til børneopdragelse afviger en smule fra traditionen. Men under Jette Bjørnestad og Lise Emmings oplæg om ”Positive Parenting” (positivt forældreskab, red.) fortæller de andre unge kvinder, at de ser AnneMarie som en rollemodel: Hun er en mild, god og tålmodig mor. De vil gerne være ligesom AnneMarie.

Den sidste beretning fra Young Single Mothers-projektet handler om Janine. Hun blev mor som 20-årig og har nu en datter på 3 år. Hun var gift, da hun fødte, men ægteskabet fungerede ikke. Efter fødslen flyttede hun hjem til sine forældre. Dengang var hun medlem af den katolske kirke og sang i det lokale kor. Nu håber hun meget at kunne komme med igen. Janine fortæller:
“Vi er enlige unge mødre, men her føler vi os som en familie og Esperance og Leonard er som vores forældre. Jeg har fået tro på mig selv og håb for fremtiden gennem den undervisning, vi får her.”

Biskop Emmanuel med gæsterne fra Danmark

Samfundet skal lære at inkludere kvinderne

Udover undervisning og støtte til de unge kvinder er der også undervisning af forældrene. Desuden er der information i form af små radio-indslag til de lokalsamfund, som pigerne kommer fra. Man bearbejder samfundene med sigte på, at de kan og vil inkludere kvinderne igen.

Nogle af pigerne har gennemført primærskolen, andre sekundærskolen, men en del er smidt ud af skolen efter at de blev gravide. Mange ønsker at vende tilbage til skolen, men skolepengene er et stort problem. De kæmper allerede for at skaffe penge nok til husleje, mad og sygesikring.

Kurvefletningen er en succes i Mayange

Kvindenetværket deltagere har et hårdt program. Tirsdag den 21. februar fortsætter turen med et besøg hos Dukore-gruppen i Mayange i Bugesera distrikt.

Dukore-gruppen mødes i Mayange

Det er lederen af gruppen, Fortune, der byder velkommen og fortæller om gruppens arbejde:
”Bugesera er et tørt område, og derfor slår høsten ofte fejl. Når det sker, har vi ingen penge – ikke engang til offer i kirken. I begyndelsen var vores aktivitet kun, at vi dyrkede, og det var svært, fordi vi mistede alt, når tørken ødelagde høsten.

Ledelsen i Kvindedepartementet har vejledt os og trænet os i VSLA, og åbnet vores øjne for, at vi har andre muligheder.

Vi valgte at flette kurve! Kun en af os – Epiphanie – kunne flette til at starte med. Men hun har trænet mange. Nu er det alle 25 i gruppen, der kan flette og sy.”

Epihanie tager ordet og fortæller videre:
“Kvinderne var meget ivrige efter at lære og de er blevet rigtig dygtige. Nu kan de bare se et billede af en kurv og kopiere den. Vi har brugt støtten til at købe materialer.

Kvinderne var meget ivrige efter at lære og de er blevet rigtig dygtige. Nu kan de bare se et billede af en kurv og kopiere den.

Når vi sælger kurve, går lidt af pengene i spare-lånekassen. Man kan låne penge fra kassen til andre former for small business. Det hjælper, hvis der mangler kunder til kurvene.”

Kvinderne i Dukore-gruppen har haft udfordringer: Tidligere var det let at skaffe materialer til kurvene – noget var endda gratis, fordi det bare kunne høstes i dalene. Men nu er flere i området begyndt at flette og der er blevet konkurrence om materialerne. Det er også sværere at sælge kurvene, når der er flere udbydere på markedet.”

Kvinderne fortæller, at de selv laver design eller bliver inspireret af billeder, når de fletter kurve. Det tager tre arbejdsdage at flette en stor brødkurv, som kan sælges for måske 7.000 RWF (cirka 45 DKK, red.).

Hjælpen hjælper

Der strikkes og det giver indtægt for kvinderne.

Lise har endnu flere dagbogsnotater. Lige nu ligger en længere beretning om ”TINYUKA”, Kvindenetværkets seneste projekt i Rwanda, og venter på redaktørens skrivebord.

Projektet handler om kvinder som rollemodeller, om lederskab og socio-økonomisk udvikling gennem ledertræning, Village Savings and Loan Association, VSLA  og ABCD, som betyder Asset Based Community Development (udvikling baseret på lokalsamfundets ressourcer). Et spændende projekt, som vi kommer til at høre meget mere om.

Lises noter fortæller os, at vores hjælp hjælper lige der, hvor der er allermest brug for den: Ude på højene blandt de fattigste mennesker i Rwanda. Og når man er fattig i Rwanda, er man blandt de fattigste i verden. Målt på bruttonationalprodukt per indbygger er der kun 13 lande i verden, der er fattigere end Rwanda.

.

Læs om:
“Ngirankugire” Young Single Mothers-projektet

Kirsten Bøgsted havde gaver med i bagagen til Rwanda

Lise Emmings nyhedsbrev fra 7. marts 2023 (pdf)
Her fortæller Lise om betydningen af, at grænsen mellem Rwanda og Burundi nu er åbnet og om, hvor meget 1.000 kr. kan løfte mange familiers trivsel, når kvinderne omsætter det til indtægt via solidaritet i låne/sparegrupper.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Der er stadig mennesker, som bliver forfulgt for deres tro, der er stadig mennesker, som sulter og der er stadig forandringer i klimaet.

Herre, du som gav dit liv for os, giv, at vi stadig husker, at vi har et ansvar for verden og næsten. Ikke kun her lige om hjørnet – men også globalt.

Det er vigtigt – at vi midt i vores egen krise og vore egne afsavn – husker, at vi er Guds forvaltere og globalt hjælpes ad med at finde løsninger, som gavner alle. Løsninger som gavner Danmark, Europa og ikke mindst verden.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 02. mar. 2025 - Jean-Marie Bukeyeneza – BaptistKirkens medarbejder i Burundi
• 03. jan. 2025 - Beskyt jord, luft, ild og vand
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv
• 05. mar. 2023 - Lises rejsedagbog fra Rwanda
• 08. feb. 2023 - Ungdomsarbejdet er ramt af senfølger

Find flere

Støt BaptistKirkens arbejde i Burundi og Rwanda ved at sende din gave til konto 3201 10042879 eller via Mobile Pay 2299 6483 mærket ’IM’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

En af deltagerne i Butare er Berthilde Mukantwari, der er leder af bedegruppen i sin lokale kirke: ’Selvom jeg har en vigtig rolle i kirken, og mange i menigheden ser op til mig, følte jeg ikke, jeg kunne tjene kirken godt nok’, fortæller Berthilde. Det har heldigvis ændret sig, efter hun har deltaget i Projekt Timotheus.

Jeg må give, hvad jeg har modtaget

Under Timotheus-projektet afholdes der – med støtte fra Baptistkirken i Danmark og Bethelkirken i Aalborg – fire Timotheus træninger. Det er træning af ledere fra AEBR[1], og det handler om at udruste lederteams i kirkerne med moderne ledelsesredskaber.

På den første træning lærte hun, hvordan man i kirken skal hjælpe andre uden at dømme dem.

Under og efter de nævnte træninger oplevede Berthilde, at hun var en del af et team, og det gav hende ekstra styrke til sit arbejde. På den første træning lærte hun, hvordan man i kirken skal hjælpe andre uden at dømme dem. Det var et højdepunkt for Berthilde, fordi hun brænder for at hjælpe sine medmennesker. ’Disciplene fik evangeliet af Jesus, og vi fik evangeliet af disciplene. Derfor mener jeg, at jeg må give, hvad jeg har modtaget’, forklarer Berthilde.

Kirken arbejder for lokalsamfundet

I Rwanda er kirken omdrejningspunkt for lokalsamfundet. Derfor handler en del af Timotheus-projektet også om, hvordan kirkelederne kan gå forrest i arbejdet med at fremme lokale udviklingsprojekter. I Berthildes landsby har kirken fx oprettet en spare-låne-gruppe på 18 personer. Hver måned giver hver af de 18 personer 500 rwandiske francs, og hver måned låner én fra gruppen et beløb. Pengene kan bruges til at etablere en forretning, købe afgrøder eller andet, der kan give låneren mulighed for at få en indkomst. Derefter betales det lånte beløb tilbage til gruppen. Den person, der har lånt beløbet, giver også 10 % til kirken.

Kirkelederne kan gå forrest i arbejdet med at fremme lokale udviklingsprojekter.

’Det giver stor værdi at bruge kirkens struktur og ledere til at skabe forandring’, fortæller Line Jul Hylleberg.[2] Hun fortsætter: ’Vi nyder at samarbejde med en partner, som ved, hvad de vil med deres kirke. Generalsekretæren i AEBR siger, at det er baptistkirkernes opgave at være med til at mindske fattigdommen i Rwanda. Han opfordrer altid menighedsmedlemmer til at se deres nabo som en mulighed for at gøre noget. Som kristne skal vi ikke blot se en fattig nabo, men bruge kærlighedens øjne, så vi ser en mulighed i vores nabo.’

Mere arbejde på mindre tid

Kirkelederne undervises også om, hvordan man skaber fællesskaber i menighederne. Det kan blandt andet være ungdomsgrupper, bedegrupper eller andre interessefælleskaber. I Berthildes landsby har de oprettet en bondegruppe. Gruppen skiftes til at arbejde hos hinanden, så alle arbejder én dag på hver bondes mark. Det betyder, at de får lavet mere arbejde på mindre tid. På den måde kæmper menighedens medlemmer sammen mod fattigdom.

’Gennem Timotheus træningerne har vi lært at se hver enkelt medlems særlige evner’, fortæller Berthilde stolt og fortsætter: ’Det betyder, at vi i kirken kan sætte rammer for, at medlemmerne hjælper hinanden med at udvikle sig og lære af hinanden.’

[1] Association des Églises de Baptistes du Rwanda er baptistkirken, som danske baptister samarbejder med

[2] Udsendt af Baptistkirken i Danmark til Rwanda

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission

Find flere

Bente Højris

• præst i Brovst Baptistmenighed
• uddannet i bibliodrama
• se http://www.bibliodrama.dk 

På Haiti bor Selpha på otte år. Indtil oktober levede hun en fattig, men tryg barndom sammen med mor og far og to mindre søskende. På få minutter ændredes hendes liv, og fra at være en 8-årig, glad pige blev hun en frygtsom ’voksen’, der prøver at tage vare på sine yngre søskende. Hun har ikke fundet sine forældre efter orkanen.

I Zambia bor Esther på fire år. Hver morgen bliver hun låst inde af sin mor, der går ud for at forsøge at skaffe mad. Hvis ikke hun bliver låst inde, risikerer hun at blive offer for sexmisbrug og vold.

I Danmark bor Jeppe på 14 år. Han har ADHD og vejer lidt for meget. Han har igennem skoletiden ofte oplevet at blive moppet, og ingen ville lege med ham. Nogle gange har han så ondt i maven om morgenen, at han ikke magter at cykle i skole. Så er han alene hjemme – bortset fra, han går ’ned på tanken’ og køber noget at trøste sig med.

Virkelighedsfjernt evangelium?

Sådan er livet for mange tusinde børn rundt om i verden. Derfor kan det virke som uden forbindelse til virkeligheden, når vi i Lukas-evangeliet[1] læser Jesus’ ord om, at han er kommet for at opfylde det positive og livsbekræftende løfte, som er skrevet i Esajas’ bog[2]:

Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.

De fattige mangler jo fortsat livsvigtige fornødenheder, de undertrykte mangler oprejsning, og nådeåret kan det være svært at få øje på. ‘Et nådeår’ betyder et år, hvor Gud giver os dét gode, vi ikke har fortjent: Slaver bliver sat fri, gæld bliver eftergivet osv. Det var og er menneskers opgave at omsætte Guds nåde i praksis.

Det var og er menneskers opgave at omsætte Guds nåde i praksis.

Hvor bliver opfyldelsen af?

Det er sådan, at Gudsriget på en mærkelig måde er sammensat af to dele: Det, som kommer engang, og det, som begyndte med Jesus’ liv her på jorden. Den fuldstændige opfyldelse kommer, når vi ikke skal være her længere: Hjemme hos Gud i Himlen, hvor vi får lov til at træde ind i et nådeår, som aldrig nogensinde slutter. Det er noget, der skal ske engang; men allerede da Jesus kom, begyndte opfyldelsen af disse løfter: Jesus selv brugte sit liv på at bringe helbredelse og befrielse til mennesker, men han bad også os om at være hans hjælpende hænder.

Lad os huske det, når vi endnu engang oplever adventstiden og forventer en december fyldt med lys, glæde, sange, gavmildhed og gæstfrihed.

Julen er mere end en privat fest

Der findes mange mennesker, der ikke kan glæde sig over julen. Måske fordi de overhovedet ikke ved, at det er jul. Fordi de ikke ved, at Jesus blev født for at hjælpe dem. Det kunne fx være Stefano i Honduras eller Selpha fra Haiti.

Måske er der et menneske i vores nabolag, som er ramt af sygdom eller sorg. Det kan være umuligt at indse, at der skulle være nogen som helst grund til at glæde sig over, at det snart er jul, når virkeligheden er svær og problemfyldt.

Gudsriget er på en mærkelig måde sammensat af to dele.

Lad os benytte julen, ikke kun som en privat familieanledning, men lad den blive en tid, hvor vi hver især med Guds hjælp arbejder med på, at de løfter, som Jesus læste i synagogen, må blive opfyldt.

Må Gud hjælpe den enkelte læser, til at bringe det gode budskab til en verden, der måske endnu ikke har opdaget, at Guds gaver og løfter gælder både Stefano, Selpha, Esther, Jeppe, Kurt, Bjarne, Marie, Anne og mange flere.

Glædelig advent til jer alle! 

[1] Lukas-evangeliet kap. 14, vers 16-22

[2] Esajas kap. 61, vers 1-2

Relateret

• 02. mar. 2025 - Jean-Marie Bukeyeneza – BaptistKirkens medarbejder i Burundi
• 20. dec. 2023 - Julehjælpen hjælper mange til en glædelig jul
• 05. mar. 2023 - Lises rejsedagbog fra Rwanda
• 16. apr. 2020 - Verden er større end corona-virus
• 30. nov. 2017 - Menighed på tværs af kulturer

Find flere

I Cendajaru møder vi den lokale præst, børneprojektets medarbejdere, omsorgsgruppen i børneprojektet samt (pleje)forældrene til de 10 børn, der er inkluderet i projektet. Vi – dvs. Baptistkirkens medarbejder i Burundi, Rasmus Hylleberg og jeg – sidder i kirken, der for tiden er uden tag, fordi menigheden har besluttet at skifte det ud.

Det vigtigste er, at børnene får mad – for et sultent barn kan ikke lære, og så bliver de hjemme fra skole.

Efter at præsten, Zacharie Manirumwa, har lagt mødet i Guds hånd, fortæller han begejstret om, hvad både børne- og alfabetiseringsprojektet har betydet for kirken og lokalsamfundet: “Det er pga. spare- og lånegrupperne, at vi i menigheden nu selv har råd til at udskifte taget på vores kirke”, fortæller han. “Vi laver det med metalspær og nye tagplader!”

Børn, spare- og lånegrupper

I alfabetiseringsprojektet blev der for år tilbage etableret fem spare- og lånegrupper. Nu er der hele 15 grupper i området. Manirumwa fortæller, at de to projekter i de senere år har betydet mest for kirkens og lokalsamfundets udvikling.

I børneprojektet hjælper folk hinanden. Fx har de hjulpet to enker med at forny taget på deres huse. Vi besøger senere de to enker og kan konstatere, at de lever under meget beskedne kår og er meget afhængige af andre folks hjælp.

En enlig mor til fire i forsamlingen fortæller, at projektet har valgt at støtte et af hendes børn, men at de alle fire nu går i skole pga. kirkens støtte. Hun sætter stor pris på den støtte og omsorg, hun oplever at få fra kirken og de andre forældre. Netop omsorgen og solidariteten er en af de ændringer, der er sket i området, og det har betydet øget engagement og vilje til at hjælpe børnene.

Den meget dynamiske leder af omsorgsgruppen, Stephanie Ahinkamiye, fortæller: “Vi ser det som en ære at få lov at hjælpe udsatte børn og familier. Vi forsøger efter bedste evne at bruge de midler, vi er blevet betroet, til at sikre, at børnene kommer i skole og bliver der! Derfor får børnene skoleuniformer og sundhedsforsikring, men det vigtigste er, at børnene får mad – for et sultent barn kan ikke lære, og så bliver de hjemme fra skole”.

Legegrupper og rettigheder

Vi forsøger efter bedste evne at sikre, at børnene kommer i skole og bliver der!

Projektet har fokus på børns rettigheder. I børneklubber mødes børnene 2-4 lørdage om måneden for at lege og lære om deres rettigheder sammen med forældrene. Projektets medarbejdere kan konstatere, at volden mod børn er faldet, at børn og forældre kender børnenes rettigheder, og at børn sendes i skole i stedet for i marken: “Vi oplever, at børneklubberne betyder, at folk vil være med i projektet og i kirken, fordi der leges med børnene”, fortæller Stephanie. “Det er vi ikke vant til i Burundi.”

Det er selvsamme Stephanie, der står bag de succesfulde spare- og lånegrupper. Hun vil gerne sikre, at alle i børneprojektet får mulighed for at være med i en spare- og lånegruppe, at forældre og børn får mere undervisning i sundhed og familieplanlægning samt at indsatsen mod malaria, som er udbredt i området, styrkes.

Taknemmelighed

Støt arbejdet i Burundi ved at sende en gave til konto 3201 10042879 eller MobilePay 22996483 mærket ’Kvinder og børn’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.

Trods de vanskelige levevilkår og daglige udfordringer disse mennesker lever under, har besøget hos de to enker og samtalen med projektets medarbejdere skabt en anden stemning. Dysterheden i starten er afløst af taknemmelighed over, at vi med vores bidrag kan være med til at ændre livsvilkårene for de fattige børn og deres familier.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

Kigali skyline 2016

Nye hoteller, cafeer med europæisk look og store indkøbscentre ændrer heller ikke på, at der fortsat er rigtigt mange, der sulter periodisk.

Derfor er fødevaresikkerhed et meget vigtigt emne for kirkerne, og i samarbejde med AEBR – Baptistkirken i Rwanda, Østervrå Frikirke og Bethelkirken i Aalborg har BaptistKirken fået Danida-midler til et treårigt projekt med fokus på fødevaresikkerhed og mikrofinans.

Ny viden

Projektet, som begyndte i januar 2016, baserer sig på den såkaldte ’Conservation Agriculture’-metode (CA), der handler om at dyrke jorden uden at udpine næringsstofferne og uden brug af gødning, der både er dyr og ofte ikke nær så god som den gødning, bønderne selv kan lave. En af de væsentlige nye ’teknologier’ er, at bønderne varierer sædskifte og lærer, hvilke afgrøder der skaber det bedste udbytte, når de dyrkes sammen. Det er ofte enkle ting, der gør en stor forskel.

Nye dyrkningsmetoder og nye afgrøder præsenteres, men man benytter sig også af kendte afgrøder og metoder. En stor opgave er at motivere deltagerne til at få og bruge ny viden. AEBR har stor erfaring med både CA og mikrofinans (VSLA) i form af spare- og lånegrupper, der også er en vigtig del af projektet.

Et projekt som dette kan i den grad støtte den lokale udvikling.

I projektet er ansat en projektleder og tre feltarbejdere. Projektlederen Jacqueline var i Danmark som ungdomsleder i Yego-projektet. Hun er meget motiveret og fortæller gerne om projektet: ”En vigtig komponent er også etableringen af køkkenhaver, hvor der kan produceres afgrøder, som familierne kan leve af, mens de venter på høsten”.

Demonstrationsmark

Lokalt engagement

Projektet involverer også de lokale myndigheder. På statsligt niveau fastlægges strategier og planer for landbrugsproduktionen og lokalt er der ansat agronomer, som skal implementere strategierne og dermed hjælpe lokalbefolkningen med at forbedre deres dyrkningsmetoder. Men oftest er de pressede af begrænsede ressourcer og forældet viden, så et projekt som dette kan i den grad støtte den lokale udvikling. I projektet er der allerede etableret god kontakt med de lokale ledere. Projektet arbejder ud fra den lokale baptistkirke, men – som det altid gælder for vores udviklingsprojekter – alle er inviteret til at deltage. Kirken har sammen med de lokale myndigheder udvalgt deltagerne. Nogle steder stiller kirken demonstrationsmarker til rådighed, andre steder er det kommunen. I alt involveres ca. 10.000 personer i projektet, og mere end 30.000 personer vil opleve færre eller ingen perioder med sult og bedre ernæring, når projektet slutter.

Her lærer vi at udnytte de muligheder, der ligger lige for.

Det lærer vi

Den lokale præst Eslon Ndagijimana er meget involveret og deltager selv i projektet. Han fortæller: ”Folk er meget interesserede i at lære mere om bæredygtigt landbrug og nye dyrkningsmetoder. Der er brug for at hæve fødevareproduktionen for at bekæmpe sult og fattigdom. Generelt er fejlernæring og ensidig kost et problem. Og det går især ud over børnene.” Der er også mangel på viden om, hvordan jorden behandles, så man undgår at udpine den ellers frodige jord.

Hus på landet

Pastor Eslon har selv en ko, nogle geder, får og grise. Men det er langt fra alle i området, der har så mange dyr. Så en del håber også, at de via projektet vil være i stand til at anskaffe husdyr – eller skifte gederne ud med en ko, der både kan producere mælk og mere gødning. Og netop gødning er vigtig. ”I projektet lærer vi at lave kompost og udnytte vores gødning bedre. Kunstgødning er dyrt, så det er de færreste, der har råd til det. Men her lærer vi at udnytte de muligheder, der ligger lige for”, slutter Eslon af.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 20. jan. 2026 - 100 år i Afrika: BaptistKirken gør klar til 2028
• 15. dec. 2025 - Kollapset fredsaftale i DR Congo sender tusinder på flugt til Burundi
• 29. nov. 2025 - “Det lille træ, Gud planter, kan ingen storm vælte”
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!

Find flere