Lyt til artiklen her:

Unge mennesker har ry for at være optaget af sociale medier og øjeblikkelig tilfredsstillelse, men jeg oplever, at de søger fællesskaber og frivilligt arbejde, hvor de kan gøre en forskel.

Deres søgen er intens og udbredt, men svær at fange? Rekruttere? Eller bare blive helt klog på? Deres søgen er drevet af et dybt ønske om at skabe forandring, lære nye færdigheder og opleve verden på en meningsfuld måde.

Hvorfor internationalt missionsarbejde?

De unge angiver flere grunde til deres engagement i internationalt arbejde. For det første har de et stærkt ønske om at gøre en forskel. Mange er motiveret af en passion for at hjælpe andre og at se den konkrete effekt af deres indsats. Derudover tiltrækkes de af muligheden for at lære om og blive inspireret af andre kulturer for at udvide deres horisont og berige deres forståelse af verden.

En passion for at hjælpe andre.

En anden faktor er ønsket om ansvar og personlig udvikling. Gennem missionsarbejde, fx i Yego[1], får unge chancen for at tage ansvar og få nye kompetencer i praktisk og administrativ projektledelse, men også indenfor det relationelle og kulturudvekslingen. De oplever, at deres bidrag har en direkte indvirkning på projekterne og på de mennesker, de hjælper. Det kan være utroligt givende og motiverende.

Frivillig i det internationale missionsarbejde

I 2018 deltog jeg på en af Yegos studieture og oplevede landet Rwanda, dets mennesker og de projekter, der var i gang. Det var helt fantastisk, givende, udfordrende og inspirerende. Oplevelsen gjorde en stor forskel for mig og var en afgørende faktor for, at jeg samme år ansøgte om at blive en del af Yego-teamet. Studieturen gav mig et grundlæggende kendskab til partnerskabet mellem Yego og BaptistKirkens internationale missionsudvalg og til selve projekt- og missionsarbejdet.

Jeg blev dybt inspireret af de fantastiske, handlekraftige og motiverede børn og unge, jeg mødte i Rwanda. Deres livsbetingelser var og er barske, men deres evne til at gribe mulighederne var utroligt inspirerende. Muligheder, som kræver meget af dem, men som de stoler på, kan skabe håb, fællesskab og livskvalitet. De har en grundlæggende tillid til, at selv på trods af uretfærdige livsvilkår, har Gud en plan for dem og en uendelig kærlighed til dem.

De fantastiske, handlekraftige og motiverende børn og unge, jeg mødte i Rwanda.

Efter seks år finder jeg stadig og måske endda mere motivation for det internationale arbejde. Det er uvurderligt at være en del af et partnerskab, som skaber forandring og gør en forskel. På min seneste tur til Rwanda oplevede jeg igen, at jeg er med til at skabe rammerne for, at projekternes indhold kan skabe håb og forandring i børnenes hverdag, og samtidig opbygger jeg tætte relationer og venskaber, som har stor betydning i mit eget liv.

En del af Yegos arbejde

Mange unge danskere og rwandere i Yego har efterfølgende engageret sig i det internationale arbejde. Den erfaring og de relationer, de har opbygget gennem Yego/AEBR Youth[2], har en umiddelbar effekt, men også en langsigtet indflydelse på deres engagement i internationalt arbejde. Det er en glæde at se tidligere frivillige fortsætte med at bidrage til globale projekter og tage deres erfaringer og lærdom med sig videre.

Hvordan rekrutterer og fastholder vi de unge?

At forstå, støtte og målrettet arbejde med de elementer, som er med til at skabe kendskab og motivation hos unge, er nøglen til at rekruttere og fastholde dem i det vigtige arbejde.

Den mest afgørende faktor er relationerne. Det er vigtigt at skabe et miljø, hvor relationer og fællesskab er i fokus. Unge ønsker at engagere sig frivilligt sammen med deres venner. Samarbejdet med mennesker fra både Danmark og Rwanda, som man er blevet venner med, giver en sjovere og mere givende oplevelse. Det skaber en følelse af fællesskab og tilhørsforhold, som er afgørende for langvarig motivation.

Desuden oplever mange unge, at arbejdet er meningsfuldt for dem selv og for de børn og unge, de skaber forandring for, og for de lokalsamfund, hvor projekterne er med til at skabe udvikling. Følelsen af at gøre en reel forskel motiverer til at fortsætte den frivillige indsats.

Det er også afgørende at kommunikere de gode historier fra missionsarbejdet på en positiv, fortællende og inspirerende måde. At høre om de positive forandringer skaber en nysgerrighed og interesse, som vil give lyst til at deltage og blive frivillig. Det kan gøres gennem sociale medier, workshops, foredrag og personlige beretninger fra tidligere frivillige.

Endelig skal vi blive bedre til at introducere børn og unge til missionsarbejde i en tidlig alder. Ved at inkludere information om missionsarbejde i børne- og ungdomsprogrammer, i spejderarbejde og på Sommerstævnets spor kan vi skabe en tidlig interesse og kendskab til arbejdet. Forhåbentlig vil de så finde det spændende og naturligt at engagere sig, når de bliver ældre. Det vil sikre en kontinuerlig strøm af dedikerede unge, der er klar til at tage stafetten op og fortsætte vores internationale missionsarbejde.

[1] Danske Baptisters Spejderkorps og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbunds fælles internationale missionsarbejde

[2] Ungdomsorganisationen i Baptistkirken i Rwanda

Relateret

• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. dec. 2025 - Hjerte for mission

Find flere

Lyt til artiklen her:

For et par år siden inviterede Bethelkirken til indvielse af helt nye børnekirkelokaler med bibelhistorie op og ned ad væggene og under loftet – bogstavelig talt. Den daværende borgmester Thomas Kastrup takkede ja til invitationen og var synligt imponeret både over det frivillige engagement og den kunstneriske udførelse. ”Men det er synd, at lokalerne ikke skal bruges noget mere…” syntes borgmesteren og foreslog, at Bethelkirken etablerede en legestue. To år senere fejrer legestuen ”Aalborg C” etårs fødselsdag med kagemænd, boller og nyt borgmesterbesøg.

Vilhelm spurgte “den høje mand” om han ville lege? Det ville borgmester Lasse Frimand gerne! (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Fødselsdagsfest med borgmesterbesøg

Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen har taget en time fri fra papirarbejdet på borgmesterkontoret for at fejre fødselsdag med børn og forældre i ”Aalborg C”.

Om det stigende besøgstal i ”Aalborg C” skyldes ændret barselslovgivning eller muligheden for tilskud til hjemmepasning i Aalborg ved vi ikke. Men Lasse Frimand fortæller, at legestueaktiviteter generelt er i vækst i Aalborg:
”Vi sætter pris på en mangfoldighed af tilbud til børn og forældre. Og vi glæder os over Bethelkirkens tilbud. Selv om der allerede er en del legestuer i kommunen, er der tydeligvis fortsat et stort behov.”

Og væk er Lasse. Vilhelm på fire år har fået øje på ”den høje mand” og insisterer på, at de skal lege. Det er borgmesteren helt enig i.

Eva er glad for at komme i kirken

Inde i kirkesalen har Eva Jørgensen fundet lidt ro til at amme Birk på et år, mens storesøster Eline på fem, leger med vennerne i menighedssalen.

Eva fortæller, at hun er kommet i ”Aalborg C” lige siden starten for et år siden:
”Jeg så tilbuddet i en Facebook-gruppe for hjemmegående. Det lød rigtig hyggeligt, og det er det også! I begyndelsen var vi ikke så mange, men efter Aalborg Kommune begyndte at give tilskud til hjemmepasning i efteråret ’23, er der bare kommet flere og flere. Arbejdet er rigtig godt organiseret, og man føler sig bare velkommen.”

Eva Jørgensen med sønnen Birk (Foto: Astrid Melkær Andersen)

På spørgsmålet om det betyder noget, at legestuen foregår i en frikirke, siger Eva:
”Jeg tænkte lidt over det i begyndelsen. Men jeg oplever ikke kirkens mission som påtrængende – tværtimod. Alt foregår på en fin og ordentlig måde. Vi begynder hver gang med at synge – børnesange og nogle gange også sange med kristent indhold. Så fortæller Jakob en bibelhistorie på en måde, så børnene er med. Hele indledningen varer ikke længere, end at de små børn også kan være med.”

Eva fortæller videre, at fællesskabet mellem forældrene betyder meget. Hun har fået gode, varige relationer gennem det første år i ”Aalborg C”. Og så er ”Aalborg C” den eneste legestue, der serverer nybagte boller – hver gang.

Birk er færdig med at spise. Humøret skifter hurtigt: Fra fuldstændig afslappet i Evas arme til at gøre tydeligt opmærksom på, at nu er det tid til en middagslur.

Bethelkitkens præst i samtale med borgmester Lasse Frimand Jensen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Venindefælleskab

Ved et af bordene i menighedssalen sidder veninderne Pernille Lund Jonstrup og Laura Aagard Schmidt. Lauras søn Mika er blevet træt af sin mor og har taget midlertidigt ophold hos Pernille. Pernillles søn Laurits på syv måneder sover og storebror Felix på to et halvt år er optaget af sine legekammerater. De to unge kvinder er begge vant til miljøet. Pernille er en del af Apostolsk Kirke i Aalborg, mens Laura tilhører Bethelkirken. På spørgsmålet om, hvorfor de mødes i legestuen, er både latter og svar fælles:
”Det er bare så rart at komme ud! Her føler man sig altid godt tilpas.”

Ligesom Eva fremhæver Pernille og Laura de nybagte boller, hvis kvalitet åbenbart overgår alle kendte ”købeboller”.

Børn og forældre hygger i “Aalborg C” (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Laura er også glad for den gode stemning i ”Aalborg C”:
”Hvis man har haft en hård nat med Mika, er det bare så dejligt at komme her og kunne koble lidt fra.”

Pernille taler næsten videre på Lauras sætning:
”Og Felix er altid parat til at tage i legestue om fredagen. Han er vej ud ad døren næsten fra han vågner…”

Laura fortæller videre, at hun regner med at komme en del i fremtiden. Barselsorloven udløber om et par måneder. Herefter har hun valgt at blive ”hjemmepasser”:
”Tiden med Mika kommer aldrig igen. Der er ingen garanti for, at man kan få flere børn, så jeg vil bare nyde tiden med ham nu. Vi har økonomisk mulighed nu og jeg vil bare ikke stå om nogle år og fortryde, at jeg ikke udnyttede muligheden.”

Hjemmepasning i Aalborg

Aalborg Kommune har siden 1. august 2023 givet tilskud til hjemmepasning. Kommunen skriver om ordningen på sin hjemmeside:

Tilskud per barn per måned: 6.486 kroner.

Du kan få tilskud fra dit barn er 24 uger, og indtil dit barn er 2 år og 11 måneder.

Du kan få tilskud på minimum 8 uger og op til 1 år. Tilskudsperioden kan deles i to og også deles mellem jer som forældre.

Du skal ansøge om tilskuddet senest 1 måned før opstart for at være sikker på at modtage tilskud til tiden.

Kilde: https://www.aalborg.dk/mit-liv/mit-barn/boernepasning/privat-pasning/hjemmepasning

Frivilligt engagement

Jakob Martens, Bethelkirkens børne- og teenageleder, er tovholder i ”Aalborg C”. Men adskillige frivillige fra menigheden giver en hånd med hver fredag. Staben tæller også frivillige uden for menigheden. En af dem er Lene, der kommer forbi og præsenterer sig. Hun vil egentlig ikke citeres, men budskabet trænger sig alligevel på:
”Det er bare en fantastisk legestue. Jeg har været med til noget lignende før andre steder. Dengang var det kun menigheden, der kom. Her er der fyldt med mennesker. De kommer alle sammen ude fra byen. Det er en kæmpe succes og en gave til menighedens missionsindsats.”

Lene fortsætter indsamlingen af brugt service: Der er gang i industriopvaskemaskinen i køkkenet. Mens klokken nærmer sig tolv siver forældre og børn tilbage til hverdagen. Borgmesteren siger ”Tak for i dag”: Frikvarteret med Vilhelm og de andre unger er slut.

Legestuen holder vinterferie sammen med resten af Nordjylland i uge otte. Men om to uger går det løs igen i “Aalborg C”.

Og ham her? Han skulle bare med i artiklen… (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Relateret

• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 26. jun. 2025 - Er krig svaret?
• 15. maj. 2025 - Ikke altid let at være forælder 
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen
• 31. okt. 2024 - Hvor der er en vilje, der er der også en vej!

Find flere

Kan det overhovedet betale sig? Eller kunne et fornyet fokus og engagement i Burundi og Rwanda med udgangspunkt i vores rødder, historie, identitet/DNA blive til en ny opblomstringstid for Baptistkirken i Danmark?

En fantastisk rejse

Hvor er det dejligt, at vi i BaptistKirken udsender Lise og Jep Emming til tjeneste i Rwanda og Burundi. Dem skal vi omslutte i forbøn.
18 personer fra Bethelkirken i Aalborg var i Rwanda i februar 2020, og der er jo mange andre, som gennem tiden har besøgt vores fælles historie og projekter i Burundi og Rwanda. Det var en fantastisk rejse. Da vi skulle hjem, mødte vi tilfældigt i Kigali vores unge fra YEGO i BBU, som var i Rwanda på samme tid.

De unge tænder på udviklingsprojekter

Hvis vi gerne vil se flere unge i vores fællesskab og igangsætte flere projekter, så kunne det blive en ny fælles driver.

Vores unge i BBU m.fl. tænder på projekter som socialt arbejde med hjælp til selvhjælp. Hvis vi gerne vil se flere unge i vores fællesskab og igangsætte flere projekter, så kunne det blive en ny fælles driver, der tager afsæt i vores fælles rødder, historie, identitet/DNA.
Alle baptistkirker i Danmark vil kunne se sig selv se sig selv i projekter med afsæt i vores engagement i Rwanda og Burundi…  måske denne fælles passion kunne skabe en ny enhed i BaptistKirken og blive ny opblomstringstid for Baptistkirken i Danmark?
Er der noget, verdenen omkring os forstår og har respekt for, så er det projekter som socialt arbejde med hjælp til selvhjælp.

Lad os bruge pengene!

Vi er som kirkesamfund kaldet til at række ud til de svage og udstødte. Vores opgave som kirkesamfund består ikke i at samle penge sammen i værdipapirer eller kontanter, som vi betaler minus-renter af.
Vi har i BaptistKirken næsten 13.500.000 kr. i værdipapirer og kontanter. Lad os slå hul på kassen og sætte aktiviteter og projekter i gang, som kan blive til velsignelse for andre. Velsign og del ud af de gaver, vi er blevet givet, så skal vi blive velsignet rigt retur.

Læs også Per Becks formandstale på landskonferencen.

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Per Becks tale kan også ses på YouTube her

2020 blev jo et helt anderledes år end vi havde forventet ved sidste årsskifte, og mange af de forhold, der ramte os som borgere, kom jo også til at have indflydelse på kirken og menighedernes virke.

Vi var i flere perioder ramt af nedlukning af kirkerne – både som følge af regler og som følge af myndighedernes anbefaling. En række menigheder var kreative og sikrede, at vi kunne komme til gudstjeneste via elektroniske medier, og flere end normalt har faktisk ”besøgt” andre menigheder. Jeg håber, at denne kreativitet, der har givet flere mulighed for at følge gudstjenester, ikke bliver begrænset til Corona pandemien, men vil fortsætte. Øvrige aktiviteter i menighederne har været ramt af aflysninger, hvilket har udfordret fællesskabet. Når dette er sagt, oplevede vi også, at fællesskabet i situationer blev stærkere, og vi havde mere opmærksomhed på hinanden end i en normal travl hverdag.

Første gang siden 1865

For BaptistKirkens vedkommende har vi jo også været underlagt restriktioner og ramt af aflysninger. Sommerstævnet 2020 blev aflyst, og – tror jeg – for første gang siden 1865 har vi ikke været samlet til landskonference, selv under besættelsen samledes man hvert år til årsmøde (som landskonferencen tidligere blev kaldt).

De mest nødvendige beslutninger – godkendelse af beretning, regnskab og budget, samt valgene – blev afviklet elektronisk. Tak til menighederne og landsorganisationerne for at bakke op, og deltage i det elektroniske ”møde”. Ud over afstemninger elektronisk, har vi i nyhedsbreve og menighedsforsendelser løbende orienteret om en række af de punkter, der var på landskonferencens dagsorden i november.

En række af de initiativer, vi planlagde at arbejde med i 2020, måtte neddrosles – både generalsekretær Torben Andersen og menighedskonsulent Jan Kornholt blev ramt af, at planlagte aktiviteter og besøg måtte udskydes.

Det er meget glædeligt, at krisen ikke har betydet en økonomisk svækkelse af mulighederne i vort arbejde.

Økonomisk tegner 2020 til et ”normalt” år for BaptistKirken. De seneste økonomiske oversigter fra 30. november viser, at menighedernes bidrag er lidt højere end på samme tid i 2019, så i modsætning til hvad vi frygtede, har Coronaen ikke generelt svækket menighedernes og BaptistKirkens økonomi. Det er meget glædeligt, at krisen ikke har betydet en økonomisk svækkelse af mulighederne i vort arbejde.

Glæd jer til lederkonferencen

Jeg håber – som jeg tror, alle er enige i – at vi 2021 kan genoptage en række af de aktiviteter, der hører til menighedernes liv og virke.

På samme måde håber jeg, at vi kan realisere en del af de planer, vi gerne ville have udrullet, f.eks. at vi kan komme videre med arbejdet med menighedsplantning, bedre muligheder for menighedskonsulentens og generalsekretærens besøg i menighederne, og at vi kan påbegynde ledelsens besøg i menighederne, som vi vil gennemføre over de næste par år. I samarbejde med ungdomsorganisationerne vil vi arbejde på at formidle evangeliet til kommende generationer, og her tror jeg, at lederkonferencen i april om fler-generationelt menighedsliv kan blive en inspiration. Jeg håber, vi kan mødes til sommerstævne og landskonference, men vi må se i øjnene at planlægningen af sommerstævnet kræver, at vi hurtigt i 2021 tager stilling til om stævnet kan gennemføres, som vi kender dette. Skulle det ikke lykkes at mødes til sommerstævne, tror jeg, det er vigtigt, at vi kan afholde en fysisk landskonference, og fra ledelsens side vil vi gøre alt for, at dette kan lykkes for os.

Håb om udsendelse til Afrika

Jeg håber, at vi i 2021 kan vende tilbage til stærkere kontakter til vores samarbejdspartnere i Burundi, Rwanda og Myanmar. I den forbindelse er det et stærkt ønske, at vi kan udsende medarbejdere til Burundi og Rwanda til at fortsætte det store arbejde som Jonas Norgaard Mortensen og familien har udført de seneste 2 ½ år. I aftaler med det nationale baptistsamfund i Myanmar er der åbnet for, at de danske chinmenigheder mere direkte kan etablere projekter i samarbejde med Chin baptistsamfundet i Myanmar.

Endelig håber jeg at vi løbende bliver endnu bedre til at kommunikere med og informere hinanden, så vi følger med i liv og virke i menigheder og kirkesamfund, og kan være fælles om glæden. Er du ikke allerede abonnent, så tilmeld dig gratis nyhedsbrevet på BaptistKirkens hjemmeside

Religionsforskrækkelse

Jeg vil dele vores udfordringer i det kommende år i to: udefrakommende og interne udfordringer.

Vi oplever en periode, hvor der i det omgivende samfund opleves en form for religionsforskrækkelse eller manglende forståelse for religionens betydning i samfundet.

Vi ser det i form af lovgivning mod at kunne modtage bidrag fra udlandet – hvilket ikke rammer os, men rammer andre kirker.

Der er ideer om at kræve prædikener oversat til dansk, hvilket væsentligt vil besværliggøre vore etniske menigheders arbejde

Gud har aldrig vigepligt

Man vil oprette en liste over personer og organisationer, der modarbejder danske værdier. For nogle politikere omfatter det opfattelser, som af andre vil blive defineret som klassiske kristne værdier. I det mindste må det være helt legitimt at have forskellige holdninger uden at blive beskyldt for at undsige danske værdier. Jeg er helt klar over, at formålet er især at ramme rabiate muslimske menigheder, men det kan virke som om nogle politikere gerne tager nogle kristne med i slipstrømmen. Jeg tror, det var udlændinge- og integrationsmisteren, der først formulerede sætningen, som andre i regeringen senere har gentaget: ”at i forhold til lovgivningen har Gud vigepligt”. Selv om vi godt forstår intentionen, så er udtalelsen uheldig eller farlig, og kan skabe en opfattelse af, at kristendom spiller en underordnet rolle, for Gud har aldrig vigepligt.

…udtalelsen er uheldig eller farlig, og kan skabe en opfattelse af, at kristendom spiller en underordnet rolle.

Vi kan glæde os over, at såvel frikirkerne som Danske Kirkers Råd løbende har kontakt til politikere og meningsdannere for at modvirke begrænsninger og besværliggørelse af kirkernes arbejde. Jeg tror også, vi kan bidrage ved at blive bedre til at gøre opmærksom på de mange gode historier, der er om kirkernes virksomhed i civilsamfundet – julehjælp, ensomhedsbekæmpelse med meget mere.

Forskellighed er en styrke

BaptistKirken består af selvstændige menigheder, der samarbejder om at løse det kald, som Kristus har mødt os med. Der er i vores kirkesamfund en række forskelle i udtryksmåder, teologiske tolkninger og etniske baggrunde. Det kan føles som en udfordring, at det er meget svært at svare i detaljer på, hvad baptister mener, og hvordan baptistmenigheder udtrykker sig. Men det er en endnu større styrke, at de forskellige udtryksmåder taler til forskellige mennesker, så evangeliet får frit løb. Udfordringen for os er, at vi kan være en enhed – det vi også har kaldt at have sammenhængskraft – uden at vi er ens.

Engagement og ejerskab

Selvstændigheden, og muligheden for at menighederne vælger den udtryksmåde for evangeliet, der netop passer i deres situation, er med til at skabe engagement og medejerskab i arbejdet – og vi kan jo glæde os over det liv, der udfolder sig i alle vore menigheder, fordi mennesket har følt kaldet til at være med og bakke op om menighedens virke.

Økonomi spiller jo en rolle i praktisk taget alle forhold. Vi har i BaptistKirken modtaget gave- og arvebeløb, der muliggør, at vi kan realisere forskellige tiltag. Men det er jo i sagens natur engangsbeløb. Skal BaptistKirken på længere sigt kunne varetage de opgaver, vi løser i dag, og med trofaste medarbejdere, må vi arbejde på, at der er balance mellem vores grundlæggende udgifter og indtægter – det vi kalder basisregnskabet – så vi ikke skal trække på opsparede midler til underskudsdækning. Dette kan vi nå, hvis alle menigheder lever op til at bidrage med 7½ procent af de indsamlede midler til basisbudgettet. Der er glædeligt at menigheder, der har mulighed for det, også yder ekstrabidrag, der jo giver nye muligheder for arbejdet i BaptistKirken.

Det mest betydningsfulde budskab

Vi har fået lov til at være med til at formidle det mest betydningsfulde budskab i verden, at den opstandne Jesus Kristus er verdens frelser.

Vi skal stå på to ben i arbejdet. Vi skal styrke fællesskabet og hinanden i troen, og vi skal bringe budskabet om Jesus Kristus til vores omgivelser.

Vi skal tage ansvar for den verden, der blev os betroet, tage ansvar som forvaltere af skabelsen, og møde vores næste nær og fjern.

Det er mit håb,

• at Baptistkirkens ledelse, ansatte og frivillige kan være med til at støtte inspirere menighederne i tjenesten.
• at vi må stå sammen om vores opgave som baptister, og hver især finde veje i løsningen af kaldet fra Gud.
• at vi ser forskelligheden som en rigdom, og med Paulus får helt ind under huden, at vi ” ikke er herrer over hinandens tro, men medarbejdere på hinandens glæde”.
• at vi skal ikke være ens, men at vi vil være enige om at styrke fællesskabet for at kunne arbejde bedst muligt på at virkeliggøre vort kald.

Med ønsket om at Guds velsignelse må følge os i 2021 ønskes et godt nytår til alle.

Per Beck
Formand for BaptistKirken

Se og hør Per Becks formandshilsen

Relateret

• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

For at forstå og beskrive, hvilke konsekvenser det kan have for tilværelsen at være baptist, har redaktionen stillet en række spørgsmål til en række personer fra forskellige menigheder:

• Prøv at beskrive, hvad der er vigtigt for dig ved at være baptist?
• Hvordan afspejler det sig i dit liv? Har det haft betydning for dit valg af erhverv eller for dit arbejdsliv?
• Hvad har det betydet for din måde at opdrage dine børn på?
• Er det mere vigtigt for dig, at du er baptist, end at du ’bare’ er kristen? Hvorfor?
• Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?
• Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet? Hvorfor eller hvorfor ikke?

Det er der kommet en række meget forskellige artikler ud af, men fælles for dem er, at skribenterne reflekterer over, hvad det har betydet for deres liv, at de er baptister.

Kristen først – og så baptist

Anne Elleby Sørensen, Roskilde Baptistkirke

Baptistfællesskabet er underlaget for mit liv, og dér hører jeg til.

Baptistkirken er en paraply at høre under, selv om jeg ikke nødvendigvis er enig i alle beslutninger som helhed eller i den enkelte menigheds beslutninger. At være kristen afspejler sig i mit liv ved håbet om, at Kristus kan ses i mine ord og handlinger, og ved at jeg fortæller, at jeg kommer i baptistkirken.

Troen med på arbejde

Jeg begyndte med at ville læse på Seminariet i Tølløse for at blive børnemedarbejder i en menighed, men jeg endte med at arbejde med børn i udfordringer samt deres forældre. Jeg har taget min tro med på arbejde. Jeg har bedt for børnene, for at Gud måtte lede mig i min kontakt med dem og inden mine samtaler med forældrene.

Jeg har taget min tro med på arbejde.

I forhold til børnene

Det var vigtigt for mig, at mine egne børn lærte Jesus at kende. Vi sang aftensang, bad bordbøn og talte om tro i hverdagen, når det faldt naturligt. Mine drenge deltog i søndagsskole – med lettere pres i teenageårene, da der ikke var meget for den aldersgruppe. Jeg glædes over, at de tog personlig stilling og blev døbt, da de var i tyverne.

Jeg er først og fremmest kristen

Dernæst er jeg baptist. At være baptist er forskelligt for den enkelte. De nådegaver og tjenester, der beskrives i Bibelen, skal helst være en naturlig del af både mit og menighedens liv. Det skal helst fungere i samværet og kunne tales åbent om. Det skal kunne ses virksomt i både smågrupper og til gudstjenester, bl.a. ved forbøn, helbredelse og i det profetiske. Det er vigtigt for mig at være en del af sådan en menighed og et fællesskab, at have en eller flere tjenester og at blive brugt, hvor jeg har fået naturlige og Gudgivne nådegaver. Jeg er glad for besøgstjenesten og for at være opmærksom på nye i kirken. Jeg inviterer også til kirkens velkomst- og informationskaffe.

At være baptist føles trygt

Maria Klarskov, Kirken i Kulturcenter Vendsyssel

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte at kalde mig ’baptist’; måske omkring 13-års-alderen, og det blev for mig et ’helle’. Det føltes som et sikkert ståsted, hvorfra jeg kunne være fri til at være den, jeg er.

Da de andre i klassen gik til konfirmationsforberedelse, gik jeg i kristendomsklasse, og det gav mig en større viden om den frikirke-historie, jeg var en del af. Det gav mig ballast og en følelse af at være i konstruktiv opposition til ’det etablerede’, hvad det så end måtte vise sig at være. Jeg følte, at jeg var en del af en frihedsbevægelse, både politisk og personligt.

Et formende forum

Min baptist-opdragelse har givet mig den gave, at jeg har fået muligheden for – måske endda retten til – selv at tage stilling til mine værdier og min tro. Som teenager og ung oplevede jeg, at jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral. Det var meget formende for mig, og det er jeg meget taknemlig for. Det er en proces, jeg stadig er i gang med, og jeg tror faktisk aldrig, at jeg bliver færdig.

Jeg havde et forum i Baptistkirken, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og oplevelser angående tro, liv, etik, værdier og moral.

Gennemsyret af frihed

Det er vigtigt for mig at være baptist, fordi min forståelse af det navn er gennemsyret af en oplevelse af frihed: Åndsfrihed, trosfrihed, tankefrihed. Frihed til at drømme stort. Frihed til at håbe på det, som ser umuligt ud. Frihed til at tro på, at jeg kan gøre en forskel i verden – både i den store og i den helt nære. Frihed til at være og tænke helt forskelligt og alligevel være lige – uendeligt værdifulde, elskede og vigtige. Frihed til at møde min næste og mig selv med forsonlighed. Frihed til at insistere på, at uenighed ikke er verdens undergang – hvis den mødes med nysgerrighed, kærlighed og barmhjertighed.

Om at være baptist

Bodil Hylleberg, Tølløse Baptistmenighed

Jeg har aldrig i mit lange liv sat spørgsmål ved, om jeg skulle være baptist – for det er og var jeg, både før og efter jeg blev døbt. Måske lyder det ureflekteret, men det er sådan, jeg har haft det.

I mit hjem gennemsyrede det at være kristen og baptist både hverdage, helligdage og festdage – og som det er for mig, sådan håber jeg også, at vores børn er positivt præget med den kærlighed, der er fundamentet i Kristustroen; den tro, som vi alle er inviteret til at bygge livet på.

En synlig menighed

Kristustroen udfolder sig for mig i Baptistkirken, hvor jeg er så privilegeret at være beriget med både familie og venner – og meget arbejde! For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt. Alt dette er med til at opbygge mig som person og med til at give en forståelse af, at vi står sammen om at få menigheden til at være synlig i sin forkyndelse og sit virke.

For mig er både gudstjeneste og undervisning samt praktisk arbejdsfællesskab meget vigtigt.

Lærer af lyst og kald

Jeg har brugt mit arbejdsliv på at være lærer for børn og unge, og det tror jeg bestemt, at jeg valgte både af lyst og kald – det var en oplagt mulighed for at give noget væsentligt videre. Man kan så altid spørge sig selv, hvor godt det lykkedes, men det er jeg heldigvis ikke stillet til regnskab for her! I mit pensionistliv er det en gave at være en del af et menighedsliv. Der er altid nok at tage fat på i fællesskab med andre. Jeg drømmer om, at vores børn og unge kunne have lige så mange at dele kirkeliv med, som vi har som pensionister.

Det eneste rigtige?

Er jeg så baptist, fordi det er det eneste rigtige? Nej, det er jeg ikke, men min livsfortælling har i alle faser af mit liv formet sig sådan, at det er her, jeg hører hjemme og føler mig hjemme. Og det samme ønsker jeg for de næste generationer – at de lykkes med at vise trofasthed over for både deres hjem og deres kirke. Det giver ro i sindet og energi og overskud til at være Kristusvidne både med og uden ord.

Hvad er vigtigt ved at være baptist?

Charlotte Skræp, Aarhus Baptistmenighed

Det vigtigste er ikke at være baptist, men at være med i et fællesskab, der har Jesus som det centrale omdrejningspunkt, og som har en teologi, der er i tråd med Bibelen.

Min familie har været baptister i generationer, så mine forældre tog mig med i baptistkirken. Derfor blev jeg baptist og ikke medlem af en anden kirke.

Hvordan afspejler det sig i dit liv?

Det er svært at svare på. Jeg opfører mig ikke ekstra artigt eller afstår fra ting, men jeg har bemærket andres undren, når jeg gør noget frivilligt eller uegennyttigt. Det har måske noget at gøre med min opvækst i baptistkirken, som jo i høj grad er baseret på frivillighed.

Det har ikke haft nogen indflydelse på mit valg af erhverv eller mit arbejdsliv, for mit privatliv og mit arbejdsliv er to adskilte størrelser. På mit arbejde svarer jeg hvert kvartal på en medarbejderundersøgelse – bl.a. om der er overensstemmelse mellem arbejdspladsens værdier og mine værdier. Jeg svarer altid, at det kan jeg ikke; ikke fordi min arbejdsplads ikke er ordentlig, men fordi værdier for mig er en helt anden størrelse.

Hvordan fungerer dit tilhørsforhold til den lokale baptistmenighed?

Godt – jeg har været i Aarhus i to år og har fra første dag følt mig velkommen. På grund af mit arbejde har jeg boet flere steder og været medlem af flere menigheder, og jeg har altid haft et godt og nært forhold til min menighed. Man må også selv gøre en indsats for at komme i ’nærkontakt’ med sin menighed. Man kan ikke bare sidde hjemme og undre sig over, hvorfor præsten ikke kommer forbi; man må op af sofaen og afsted. Bevar mig vel, der er i alle menigheder personer, man ikke er enig med, men det er et vilkår, som ikke er enestående for en menighed, sådan er det jo også i livet som sådan.

Hvor vigtigt er det for dig at gå i kirke og være engageret i menighedslivet?

Det er supervigtigt, og på forunderlig vis kommer det helt af sig selv. Jeg behøver bare at møde op til menighedsmødet, så er jeg valgt ind i et eller andet. Jeg er med, fordi jeg ikke kan lade være.

Ingen har været i tvivl om, at jeg er baptist

Kurt Bøgsted, Korskirkens Baptistmenighed

Det kristne liv, du lever, er synligt for dem, du møder i hverdagen. Din væremåde er afgørende for, om de får lyst til at komme i en kirke.

”Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende” – sådan indledes det skriftsted, jeg fik ved min dåb.[1]

På en spejderweekend opdagede jeg, at en ung havde gemt hash i en lampe. Jeg tænkte: ’Hjælp, hvad skal jeg gøre?’ Det blev en ’usagt bøn’, som Gud hørte, og mit dåbsord gav mig styrke til at klare weekendens opgaver og samtidig til at tage mig af ham, efter at han havde smidt hashen ud i toilettet.

Mit aktive liv i Odense Baptistmenighed med ungdomsforening og spejderarbejde har sammen med den oplevelse dannet grobunden for, at jeg næsten hele mit arbejdsliv har arbejdet med forebyggende arbejde.

Fokus på børn og unge

Jeg har været SSP[2]-koordinator i Ikast, Ishøj og Dragør. Alle steder har man kendt til, at jeg er baptist, selvom jeg aldrig af mig selv tog religiøse emner op, men jeg fik ofte spørgsmål til logo på tøj o.l.

I Ikast deltog jeg i konfirmandundervisningen, ligesom jeg også var med til at etablere DDS- og FPF/FDF-arbejde i mindre byområder.

I Ishøj var kriminaliteten mere alvorlig, og jeg havde op til 12 deltids-/fuldtidsmedarbejdere. Det gav respekt i moskeen og hos imamen, at jeg var baptist. Derfor fik jeg lov til at tale i moskeen og blev som den eneste kommunale medarbejder godt modtaget i hjemmene.

Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?

Tro, bøn og arbejdsliv

Den vigtigste bøn er for mig den personlige stille bøn og den bøn, man beder i nuet. I mit arbejde var jeg ikke altid særlig tryg, og undertiden gjorde antallet af opgaver, at jeg måtte fravælge unge, som havde brug for hjælp. Så bad jeg Gud om at vejlede mig.

En gang spurgte en prostitueret, som jeg havde fået ind i et afvænningstilbud: ”Må man bede Gud om at komme ud af narkohelvedet?” Vi bad sammen om det. Senere gav hun mig et billede af sindsrobønnen. Den blev hængt op på mit kontor og brugt til forældremøder.

Ja, Gud har været en synlig og usynlig del af mit arbejdsliv.

[1] 1. Timotheusbrev kap. 4 vers 12-14

[2] Samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi

Relateret

• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 19. dec. 2024 - Min bøn for julen
• 21. jul. 2024 - Sommerstævne ’24: Når temaet er nåde, sker der noget
• 10. jul. 2024 - Unges engagement i internationalt missionsarbejde
• 04. mar. 2024 - Kristendomsundervisning i Chin Bethel Church

Find flere

Erik Tornøe:

• ingeniør, ansat i hhv. Brovst og Hvidebæk, Vamdrup og Glamsbjerg, flyttede tilbage til Brovst som pensionist 2007. Opvokset på Fyn
• spejder i DDS, projektansvarlig DDS´ Sudanprojekt 1976-78 og formand for fællesrådet for spejderne i Brovst 1976-79
• arbejdskraft ved byggeriet af BÆKKEN og ved moderniseringen af Brovst Baptistkirke
• aktiv i Rotary siden 1992 – siden 2008 i Han Herred Rotary Klub. Har forestået hjælpeprojekter i Danmark, Letland, Litauen, Sudan og Burundi

Jeg voksede op i et grundtvigsk miljø uden tradition for kirkegang og med vagtsomhed overfor mission. Det var fuldstændig uvant og nyt at møde aktive baptister.

Vi blev taget godt imod

Jeg og min familie flyttede til en ny egn med adskillige aktive frikirke-menigheder, herunder en veletableret baptistmenighed.

Åbenhed, venlighed og hjælpsomhed medførte, at vi hurtigt følte os velkomne. Som aktive spejderforældre fik vi også flere baptister som private venner.

To baptistspejdere fra Brovst deltog i Det Danske Spejderkorps’ SUDANMARK PROJEKT i 1978. Den ene af dem døde i Sudan. Det medførte en særlig kontakt til enkeltpersoner fra baptistmenigheden og har dannet baggrund for stærke, holdbare venskaber med de direkte involverede og en stor del af baptistmenigheden.

Frihed til at vælge

Vores tre børn fik deres livs skoleophold på Baptisternes Efterskole i Tølløse med det kristne budskab som en del af opdragelsen.

Jeg og hele min familie har bemærket, at friheden til at tage – og undlade at tage – sine egne beslutninger er uantastet. Og tak for det!

Missionsarbejde er naturligt for en fri kirke, der styrkes økonomisk af større tilslutning, men jeg og min familie har bemærket, at friheden til at tage – og undlade at tage – sine egne beslutninger er uantastet. Og tak for det!

Summen af familiens oplevelser af baptistkirken er, at vi stadigvæk ser den udefra, selvom vi deltager i særlige anledninger. Vi har mødt åbenhed og fordomsfrihed; venlig interesse, naturlig hjælpsomhed og støtte i pressede situationer. En åbenhed, som også ses i en massiv hjælp til integrering af kvoteflygtninge.

Fælles engagement

Flytning fra egnen betød mange år på fysisk afstand fra den kendte baptistmenighed. Men for otte-ni år siden blev det igen aktuelt at samarbejde om konkrete projekter i et fælles engagement i frivilligt arbejde for mennesker i nød.

Vi har mødt åbenhed og fordomsfrihed; venlig interesse, naturlig hjælpsomhed og støtte i pressede situationer.

BaptistKirkens arbejde i Rwanda og Burundi og den lokale Rotary-klubs ønske om at gennemføre et vandforsyningsprojekt medførte konkret samarbejde. Med Solveig og Niels Chr. Nielsens eksemplariske indsats som udgangspunkt er der siden 2013 gennemført projektsamarbejder om vandforsyninger, uddannelse, ambulance og udvikling for Batwa[1], som i alt har haft et budget på 1.355.000 kr. Hovedsagelig finansieret af Rotary og hovedsagelig udført under ledelse af danske og lokale baptister med mangeårigt kendskab til de lokale forhold og beslutningsmønstre.

Set udefra – men også set indefra – kunne de projekter ikke gennemføres uden administrativ hjælp og praktisk bistand fra baptistkirkerne i såvel Danmark som Burundi.

Set udefra skal der knyttes en forbindelse til artiklens indledning ved at understrege, at det at indtage måltider hos Solveig og Niels Christian i Musema gav anledning til at fokusere på, at mad og det at spise sig mæt ikke altid er en selvfølge. Vi, der ikke er opvokset med bordbøn, fik ved naturmetoden lært at sætte pris på den omtanke, der fulgte af at vente med at spise de få sekunder.

Tak for det samarbejde og tak for den lejlighed, der i den forbindelse opstod for en kulturkristen til ikke kun at se fysiske resultater og fremskridt som de vigtigste mål i et godt liv!

[1] Undertrykt befolkningsgruppe i Rwanda og Burundi

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 10. jul. 2024 - Unges engagement i internationalt missionsarbejde
• 17. feb. 2024 - Bethelkirkens legestue ”Aalborg C” fejrer et-års fødselsdag med succes
• 17. jun. 2021 - Genåbning

Find flere

Min kirkelige baggrund var næsten lige så blandet som mine amerikanske gadekrydsgener. Og konkurrencen kirkerne imellem om at ’vinde sjæle’ havde gjort mig til en overbevist ikke-konfessionel kristen. Og hvis der var én kirke, som jeg ikke ville høre til, var det hvide baptister! For mine erfaringer med de fanatiske konservative baptister på min hjemegn var yderst negative.

Alligevel står jeg nu 23 år senere og er medlem både af en baptistmenighed og af redaktionen for baptist.dk. Opdagelsen af rummelighed, fællesskab og Helligåndens nærvær samt uddannede præster, der dog ikke har nogen særskilt autoritet i forhold til det enkelte medlems fortolkning, var med til at ændre min holdning til baptister og medlemskab. Den lokale og landsdækkende menighed blev min erstatningsfamilie, og jeg fortæller nu stolt om Baptistkirken i Danmark og mine oplevelser her.

Kendetegn og de fem F’er?

Fælles er følelsen af ikke at kunne lade være.

Med baptist.dk nr. 5, 2020: BaptistID, vil læseren opdage, at ovennævnte erfaringer og muligheden for selv at vælge at være engageret i menighedens aktiviteter – fx børne- og ungdomsarbejde og mission – er blandt de hyppigste kendetegn for baptister i Danmark. Nogle føler sig født som baptister. Andre har tilsluttet sig senere i livet, nogle endda som oprør og med personlige omkostninger. Men fælles er følelsen af ikke at kunne lade være.

I søgen efter et baptistisk DNA kommer der her bud på forskellige dåbssyn, historiske rødder og personlige beretninger. Man kunne være fristet til at koge baptismen ned til fem F’er forbundet i samme Gud, Ord og Ånd: Frihed, Forskellighed, Frivillighed, Fornuft og Fællesskab. Læs selv – og se, om du er enig! Eller nærmere uenig?

Relateret

• 17. feb. 2024 - Bethelkirkens legestue ”Aalborg C” fejrer et-års fødselsdag med succes
• 02. jun. 2021 - Skal vi trække os ud af International Mission?
• 06. jan. 2021 - Gud har aldrig vigepligt
• 02. dec. 2020 - Levede baptistliv
• 01. dec. 2020 - Set udefra

Find flere

Dan Brun Petersen: Spejder, Afrika-ven, akutlæge, ægtemand og far til fire – i ikke-prioriteret rækkefølge!

For tiden er min familie og jeg udstationeret for Danida i Tanzania, hvor jeg arbejder som rådgiver for sundhedsministeriet. Vi ville gerne bo og arbejde i udlandet, måske mest fordi vi gerne vil give vores børn et internationalt udsyn. Så da der blev en Danida-stilling ledig, søgte jeg – og fik den! Derfor er det mere eller mindre tilfældigt, at vi er netop her, og at jeg arbejder på et kontor (eller noget der ligner…).

Fascineret af Afrika

Men helt tilfældigt er det heller ikke. Siden jeg var helt lille, har jeg været fascineret og tiltrukket af Afrika. Og da jeg som teenager blev spejder, viste Danske Baptisters Spejderkorps sig også at byde på afrikanske oplevelser: Med Amahoro-hæftet i hånden flettede jeg ivrigt græsmåtter i mine bedsteforældres sommerhus og lavede kludedukker af genbrugsmaterialer sammen med hundreder af andre nysgerrige spejdere på Blå Sommer. Senere fik jeg mulighed for at kombinere mit medicinstudium med projektarbejde i Rwanda og Burundi og kunne på den måde bidrage til noget af det vigtige arbejde i Afrika, som inspirerende folk havde begyndt før mig – og som nye kræfter stadig fører videre.

Det rigtige match

Jeg har altid være meget engageret, både i mit arbejde og mine fritidsaktiviteter, men jeg ved egentlig ikke, om jeg nogensinde har tænkt det som et kald. Måske en drift eller længsel eller en forpligtelse, men nok allermest en følelse af det rigtige match mellem hvem jeg er, hvad jeg har brug for, og hvad jeg kan bidrage med. Sådan har det været med spejder, Afrika, Baptistkirken, min karriere som læge og min egen familie. Det handler om at finde mening og skabe mening – i et fællesskab, som jeg tror på.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen

Find flere