Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale

Find flere

Lyt til artiklen her:

Mennesket har en unik position og værdi i skaberværket. Som det eneste væsen er vi skabt i Guds eget billede. Alle mennesker! Noget af det revolutionerende ved Jesus er, at han giver værdi til både børn og kvinder – dem, der ikke havde værdi i samfundet for 2000 år siden. Børnene sætter han i centrum flere gange og siger, at vi skal tage imod Guds rige ligesom et lille barn.

Jesus giver værdi til både børn og kvinder – dem, der ikke havde værdi i samfundet for 2000 år siden.

Kvinderne i Jesus’ selskab bliver fremhævet af Lukas: ”Sammen med ham (Jesus) var de tolv og nogle kvinder, der var blevet helbredt for onde ånder og sygdomme. Det var Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af, og Johanna, der var gift med Kuza, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre. De sørgede for dem af deres egne midler.”[1]

I Det Gamle Testamente er det kun få kvinder, der fremhæves – tydeligvis grundet en patriarkalsk kultur. Ruth blev kong Davids oldemor. Luderen Rahab hjalp israelitterne ind i Jeriko. Dommeren Debora var i praksis en profet og leder. Tendensen er, at børn og unge har en værdi, hvis de kan blive ledere – det gælder også mændene.

Lad ingen ringeagte dig

I Det Gamle Testamente bliver flere unge – ja endda børn – fremhævet. Samuel[2] bliver som dreng afleveret i templet for at vokse op og blive tempeltjener. Han viser sig at være profet, og som dreng eller helt ung mand taler Gud til ham. Han får senere en fremtrædende rolle som den, der bl.a. salver David til konge.

Det er ikke alder eller placering i familien, der er afgørende for, hvad Gud kan bruge os til.

Netop David bliver udpeget som konge, mens han er en stor hyrdedreng[3]. Han er den yngste af sønnerne, og det er uventet, at det er ham, Gud peger på. Derved viser Gud, at det ikke er alder eller placering i familien, der er afgørende for, hvad Gud kan bruge os til. Som dreng bliver David sendt til sine brødre, der er i krig. Det ender med, at David slår en af fjenderne – en kæmpe ved navn Goliat – ihjel med sin stenslynge.

Profeten Jeremias bliver kaldet som ganske ung. Gud siger til ham: ”Du skal ikke sige: Jeg er ung! Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå”.[4]

I Det Nye Testamente hører vi om Jesus’ første påskerejse til Jerusalem som 12-årig. Børn kom ikke med på den lange rejse fra Nazareth, men de 12-årige kunne både klare rejsen og forstå, hvad der foregik. Lukas fortæller endda, at Jesus kunne stille de skriftlærde i templet begavede spørgsmål: ”Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.”[5]

Timotheus var en ung mand, der fulgte apostlen Paulus på nogle af hans rejser. Han var tydeligvis en betroet medarbejder og to af Paulus’ breve i Det Nye Testamente er skrevet til Timotheus. Han skriver bl.a.: ”Lad ikke nogen ringeagte dig, fordi du er ung.”[6]

Teenage-disciple

Hvordan så med Jesu tolv disciple, som ofte har været skildret i kunsthistorien som voksne mænd med skæg. Hvor gamle var de mon? Sandsynligvis var de fleste af de tolv, som fulgte Jesus, ganske unge mænd. Undtagelserne er nok Peter, der var gift, og Matthæus – eller Levi – der var tolder. Flere af de andre var fiskere sammen med deres fædre, hvilket også indikerer, at de var ganske unge. Oftest var det store drenge, der blev disciple – eller lærlinge – af en jødisk lærer.

Sandsynligvis var de fleste af de tolv, som fulgte Jesus, ganske unge mænd.

Jesus vælger selv sine disciple. Nogle har temperament – to bliver kaldt tordensønnerne og en tredje har formentlig været med i den jødiske oprørsbevægelse zeloterne. De har vel været 10-15 år yngre end Jesus, som var 30 år, da han begyndte at samle lærlingene omkring sig. Overleveringen vil vide, at flere af dem døde både 30 og 50 år efter Jesus’ død. De havde altså mange års tjeneste i den unge kristne kirke.

Guds strategi

At være ung og formbar har tydeligvis været en af Guds strategier. Bibelens personer er dog aldrig perfekte. Den store kong David får slået en af sine soldater ihjel for at skjule, at han var været i seng med soldatens kone. Første-disciplen Peter svigter Jesus, men genvinder sin status som leder ved Guds tilgivelse og genoprejsning. Klogere på sig selv end før.[7] Man fornemmer, at det, Gud ser på, er vores potentiale – og dér skiller vi os ud allerede som børn og teenagere.

Man fornemmer, at det, Gud ser på, er vores potentiale – og dér skiller vi os ud allerede som børn og teenagere.

Det er også en bibelsk lærdom, at de unge har mentorer, som er med til at vejlede og forme dem. Vi synes vel, at de tolv disciple er heldige, at de oplæres af Mesteren selv. Hvilken kristen er ikke lidt misundelig på dem? Timotheus har Paulus, både når de er sammen på rejser, og når de er adskilt igennem breve og vejledninger. Heller ikke vejlederne er perfekte. Samuels leder Eli og hans slægt udslettes. Det er netop Samuels første profeti.[8]

Giv dem plads

Hvis vi vil have unge mennesker med potentiale til at blive ledere i Guds rige, skal vi altså bruge tid med dem, men også lade dem gøre tingene på deres måde. Hvis vi lærer dem at skelne Guds stemme fra alle andre stemmer, vil Gud vejlede dem til at være ledere i en tid, hvor vi gamle kan have svært ved at følge med. De skal lære traditionen – også baptisternes – at kende, men ikke være bundet af vores og fortidens tankegang.

[1] Lukas-evangeliet kap.8, vers 1-3

[2] 1. Samuels Bog kap.2

[3] 1. Samuels Bog kap. 16

[4] Jeremias Bog kap. 1, vers 6-7

[5] Lukas evangeliet kap. 2, vers 47

[6] 1. Timotheus brev kap. 4, vers 12

[7] Johannes-evangeliet kap. 18 og 21

[8] 1. Samuels Bog kap.3, vers 11

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener

Find flere

Drømmene blev slået i stykker, da Jesus blev hamret fast på et kors langfredag. Disciplene stod tilbage i undren og frustration, for alle deres forventninger var knyttet til det, Jesus sagde og gjorde. De havde efterladt alt for at følge ham og være med i den revolution, han var ved at starte.

Nu var det hele forbi. Jesus var død og deres følelser var i oprør. Den ene havde sladret om ham for 30 sølvpenge og kunne ikke leve med det. En anden havde nægtet at kende ham, og vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sin fejhed.

Deres liv var vendt på hovedet i løbet af en eneste dag og nu sad de sammen og forsøgte at finde mening i bare noget af det, der var sket. Mon ikke der har været en trykket atmosfære? – for hvad skulle de nu?

De havde givet slip på alt for at følge håbet om noget nyt og bedre – og var sikkert blevet grinet ud af familie og gode venner for at forfølge en absurd drøm. og nu fik de ret, dem der havde sagt, de hellere skulle koncentrere sig om at fange fisk i Genesaret sø.

Det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget

Men det var så virkeligt, da Jesus talte om Gudsriget, som han ville indføre. Det var det, de gerne ville være en del af. Det bankede på en særlig måde i deres hjerte, når han talte om, hvordan alle ville være lige og ingen mere værd end andre. De så, at Guds kraft kunne gøre mirakler i menneskers liv – og det ville de gerne være en del af, sammen med Jesus.

Noget nyt var født i dem – selv om de ikke helt vidste, hvad det var, eller hvad det kunne betyde. De vidste bare, at de ikke kunne opgive deres nye liv. Det havde været så rigtigt og de drømte stort om, hvordan det kunne udfolde sig.

Indtil denne morgen, hvor status var, at Jesus var død og hang på et kors – til grin for hele Jerusalem. Disciplene havde mest lyst til at gemme sig, og det gjorde de så, mens de tænkte over fremtiden. For de kendte ikke slutningen på påskens fortælling – som vi gør.

Det er lige her, jeg bedst kan relatere til påskens ord om døden. Her, hvor alt er umuligt at overskue og mine drømme er slået i så små stykker, at jeg skammer mig over nogen sinde at have troet på, at de kunne blive til virkelighed.

Fotograf Bent L. Hansen har taget billederne af den dansk/islandske kunstner Olafur Eliassons installation i Strandparken i Holbæk.

Jeg føler mig til grin for at have troet på en bedre verden, hvor der var plads til alle slags mennesker. Hvor vi behandlede hinanden med værdighed. Hvor vi ville hinandens bedste, i både små og store fællesskaber.

For alt det, jeg troede på, der kunne vokse frem i Gudsriget – når Gud fik magt og mulighed i menneskers liv – var det bare fantasi?

Har jeg misforstået, hvad livet handler om? – og spildt det undervejs? Når alt er slået i stykker og jeg ikke kender hverken det næste kapitel af mit livs fortælling – eller slutningen.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen og det mirakel, vi fejrer i kirkerne, når vi siger “Han er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden!” Disciplene måtte forholde sig til den virkelighed, at Jesus var død og alle hans løfter om en bedre verden var væk.

Jesu disciple anede intet om påskemorgen

Mange kunstnere har beskrevet mørket på den dag, som vi kalder langfredag, men vi hopper hellere videre til påskemorgens lys – selv om vi lever langt flere dage i mørket – måske i et mismod, som vi skammer os over. For vi har jo hørt om det mirakel, Gud gjorde i opstandelsen.

Vi er i ventetiden, som er svær, for hvor længe vil den vare? Vi venter på, at noget nyt skal spire frem af det, vi har lagt i Guds hænder, som små frø, der ligger i jorden, til de er klar til at spire frem, bryde jordoverfladen og blive synlige.

Ventetidens usikkerhed vælter mange. Vi opgiver troen, for den er oppe mod ulige odds. Vi opgiver måske også håbet, for det gør ondt at mærke smerten ved erkendelsen af, at jeg kan have taget fejl. Så jeg venter videre i blanding af tro, håb og mismod, som jeg helst ikke taler om.

Der er et billede i biblen af hvedekornet, der må lægges i jorden for at kunne spire, vokse op og bære frugt. Det er fint at henvise til, når vi ser de første forårsblomster spire frem. Men det er mindre fint, når den overførte betydning rammer os – når det er mig og mit liv, der må lægges ned i kold jord for – måske – at spire efter lang tid i ubemærket mørke og i fugtig jord.

Alt det kommer før, vi når til påskemorgens fejring af Jesu opstandelse. Før vi synger de elskede påskesalmer om livets sejr over døden og mærker, at vi er en del af Guds vinderhold. Før vi glæder os over at sige “Han er opstanden, ja, han er sandelig opstanden.”

Men påsken er ikke en engangsforestilling i vores liv, som den er i biblens fortælling. Den er et tema, vi møder livet igennem og et vilkår for ethvert menneske.

Vi må investere os selv i livet – og tro på, at det giver udbytte, for os selv og for andre. Historien er fuld af eksempler på, hvor meget verden kan ændres gennem små tiltag og minimale indsatser.

Det er vigtigt, vi kommer med selv de mindste bidrag, for der sker noget helt forunderligt, når de bliver lagt i Guds hænder og han planter det i Gudsrigets jord, hvor småt bliver stort.

Gud overrasker mig igen og igen med det, der vokser frem af de små frø, jeg kommer med. Det kan være småbidder af det, jeg har evner til at gøre – eller stumperne af noget, jeg har ødelagt. Gud forvandler det og skaber mere liv, når han klinker skårene af det, jeg har slået i stykker.

Gud genrejste Jesus fra døden.

Gud ønsker at genrejse os, genoprette vores liv og gøre os til velsignelse.

.

Andre artikler om påsken: 

Påsken er en bevægelig fest

Påsken kommer med håbet

Påskens brændende kærlighed

God påske

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Mens vi venter…
• 13. maj. 2026 - Hvad velsignelse betyder for mig
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud

Find flere