Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Anden verdenskrig og den kolde krig gjorde, at både Folkekirken og danske baptister meget tidligt indså behovet for andet og mere end det årlige økumeniske bønnemøde, som europæiske kirkeledere havde holdt siden 1908. Formålet var at samle de europæiske kirker på tværs af konfession og kultur for at fremme større forståelse og fællesskab kirkerne imellem. Håbet var, at en samlet kirke kunne understøtte fred og råbe op mod uretfærdighed på den politiske arena.

Dermed kom arbejdet i Den Europæiske Kirkekonference (KEK) til at stå på to vigtige pæle: det økumeniske og det politiske. Begge dele er til for at fremme fred og forsoning i hele Europa, EU-medlem eller ej.

KEK’s generalforsamling i Tallin i juni 2023 (Foto Christian Sofussen)

Dansk vugge

Selv om KEK’s sekretariat ligger lige overfor EU-parlamentet i Bruxelles – samt et kontor i Strasbourg – så lobby-arbejdet kan ske hurtigt og effektivt, blev KEK ’født’ på Fyn. De første tre KEK-møder blev holdt i Nyborg, med 40 kirkesamfund fra hele Europa repræsenteret – nu er det blevet til 114. KEK’s vedtægter blev desuden underskrevet i 1964 i internationalt farvand i Østersøen på et dansk skib, M/S Bornholm, til trods for jerntæppets begrænsninger.

En samlet kirke kunne understøtte fred og råbe op mod uretfærdighed på den politiske arena.

Fra KEK’s spæde år har medlemmerne haft øje for religionsfrihed, nationale mindretal, racisme og fremmedhad, samt brobygning til mindretalskirker. Engagement i organisationens ’vagthunde arbejde’ gav pote, så BaptistKirken har kunnet tillade sig at prioritere andre mærkesager og opprioritere egne projekter opprioriteres som følge af europæisk stabilitet. BaptistKirken, Metodistkirken og Folkekirken er de eneste danske kirkesamfund repræsenteret blandt organisationens ortodokse, protestantiske, anglikanske og gammel-katolske medlemmer, som går på tværs af politiske og kulturelle grænser.[1]

Kirkernes Europæiske Konference

• ledelsen består af 17 medlemmer og 3 suppleanter – man tilstræber en ligelig fordeling mellem nord og syd, øst og vest, mænd og kvinder, ordinerede og ikke-ordinerede, osv
• formandsposten går på skift mellem de tre kirkefamilier: Ortodoks, protestantisk og anglikansk/gammel-katolsk. De to kirkefamilier, der ikke har formandsposten, har hver en næstformandspost for at sikre repræsentation – sidder for en 5-årige periode, genvalg er muligt for øvrige medlemmer.
• to årlige ledelsesmøder for at sikre, at KEK-generalforsamlingens beslutninger bliver implementeret.
• generalforsamlingen vælger en præsident og to vicepræsidenter
• seneste generalforsamling var i Tallinn, Estland i juni 2023.
• to baptistiske medlemmer i ledelsen:
  • Kieryn Wurts, Tyskland, fra EBF
  • Simone de Guiseppe, Italien
• Anders Gadegaard fra Folkekirken er medlem af ledelsen

KEK har spillet en vigtig rolle i fredsprocessen i det tidligere Jugoslavien.

Nyere indsatser

KEK har spillet en vigtig rolle i fredsprocessen i det tidligere Jugoslavien. Man holder også øje med den meget komplicerede og konfliktfyldte situation i Nagorno-Karabakh, et omdiskuteret område på grænsen mellem Armenien og Aserbajdsjan. Begge områder har lidt voldsomt under etniske udrensninger af både muslimer og kristne. Og nu tyder meget på, at nyere udfordringer i resten af Europa, bl.a. migranternes vilkår og krigen i Ukraine, atter truer fred og menneskerettigheder i både Danmark og Europa i sin helhed.

Selve EU-parlamentet anerkender KEK’s rolle som en stemme for både politiske og samfundsmæssige fredsinitiativer, menneskerettigheder og konfliktløsninger, da Lissabontraktaten beskytter den aktive dialog med KEK’s kirkeledere.[2] Den russiske invasion af Ukraine har dog givet revner i det økumeniske fundament. Med sit medlemskab sat i bero siden 2009, har den russisk-ortodokse kirke været svær at råbe op. Som konsekvens er en af Ukraines to ortodokse kirker brudt ud af Moskva-Patriarkatet. Den blev optaget i KEK ved sidste generalforsamlingen i Tallinn, Estland i juni 2023.

Forsoning

I dag er håbet om økumenisk og politisk fred stadig det samme som før. Siden 2021 har organisationen – med en dansk generalsekretær, Jørgen Skov Sørensen, i spidsen – sat øget fokus på forsoning. Og med de seneste års udvikling i både dansk og europæisk politik vedrørende udlændinge og trossamfund har BaptistKirken igen en interesse i tætte forbindelserne til KEK for at kunne imødegå trusler mod både nationale og fælleseuropæiske fredsinteresser. Den danske regering måtte stå skoleret, da KEK udfordrede de skærpede krav til mindretalskirker og trossamfund.

Artikler om KEK på baptist.dk

Kirkerne i Europa vil skabe en fælles fremtid
Dansk generalsekretær i Bruxelles

Læs mere om KEK:

• https://ceceurope.org/who-we-are/history/
• https://en.wikipedia.org/wiki/Conference_of_European_Churches
• https://da.wikipedia.org/wiki/Konferencen_for_Europ%C3%A6iske_Kirker#cite_note-1
• https://www.interchurch.dk/nationalt-og-globalt/europas-kirker-kek
• Williams, Glen Garfield. “European Baptists and the Conference of European Churches”. The Baptist Quarterly (1979, s. 52). Fundet på https://biblicalstudies.org.uk/pdf/bq/28-2_052.pdf den 12-08-2023. (M/S Bornholm sejlede under dansk flag og mødet forgik i Østersøen).

[1] Den romersk-katolsk kirke har aldrig været medlem af KEK, delvis pga. kirkesamfundets selvopfattelse, men har tæt kontakt til KEK

[2] Artikel 17, TEUF (Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde), Lissabontraktaten, 2009.

Relateret

• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 24. dec. 2025 - Fred til dig, der længes – En fred, ingen kan tage fra dig
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset

Find flere

Den 15. til 20. juni mødtes repræsentanter fra kirkesamfund i hele Europa i Tallinn i Estland for at deltage i Den Europæiske Kirkekonferences generalforsamling. Forsamlingen afholdes hvert fjerde år og har stor betydning for udviklingen og arbejdet i en vigtig, men måske også ret overset organisation, der forsøger at varetage kirkernes interesser i et Europa, der på mange måder har brug for kirkernes stemme i en ellers meget sekulariseret tid. Vi mødtes under overskriften ”Under Gods blessing – Shaping the future.”

En forsamling med et budskab

Jørgen Skov Sørensen, Generalsekretær i Den Euroæiske Kirkekonference (Foto: Albin Hillert / CEC)

Det var præmissen, forsamlingen indledtes med og tog livtag med gennem de fem dage, vi tilbragte sammen i Tallinn. Som en nærmest morbid symbolik faldt forsamlingens åbning sammen med det nylige skibsforlis i Grækenland, hvor mange migranter omkom. Det blev markeret med stilhed og bøn under åbningen og taget som en påmindelse om, at kirkernes stemme i Europa ikke må dæmpes, når menneskelige tragedier finder sted; det er vores ansvar at råbe op, når systemers kulde og kyniske politiske bevægelser skaber grundlaget for sådanne tragedier.

Enig fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine

Det gør sig gældende, når det gælder migrationspolitik og i alle andre sammenhænge, hvor mennesker søger at velsigne sig selv, frem for at søge Guds velsignelse. Derfor står forsamlingen enstemmigt bag en fordømmelse af Ruslands brutale invasion af Ukraine. Europas kirker står samlet side om side med voldens ofre i denne krig i anerkendelsen af den uretfærdighed, de er udsat for og kalder på fortsat bøn for fred og retfærdighed og praktisk støtte til Ukraine. Vi mindes om, at forsoning ikke kan finde sted, så længe uretfærdigheden fortsætter. Det vækker bekymring, at nogle kirker, særligt den russisk-ortodokse kirke, støtter og fremmer denne afskyelige konflikt, og derved formørker det kristne vidnesbyrd i Europa.

Vi må ikke glemme de andre konflikter

Selv om Ruslands invasion af Ukraine fylder meget i vores bevidsthed, må vi ikke glemme de andre konflikter, der skaber undertrykkelse og lidelse i Europa. Den azerbaijanske blokade af den armenske eksklave Nagorno-Karabakh afskærer stadig befolkningen dér fra omverdenen og vigtige livsnødvendigheder. Den fortsatte tyrkiske besættelse af det nordlige Cypern forhindrer de græske cyprioters forbindelse til deres kulturelle hjemland samtidig med, at den tyrkiske regering tilskynder yderligere tilflytning til øen, for at underbygge deres krav.

Vi kan ikke vandre alene

Som kristne er det vigtigt, at vi tager Guds kald alvorligt. Vi skal være håbets budbringere i et samfund, der i stigende grad gemmer sig bag grænser og søger adskillelse gennem snævert definerede identiteter, nationale såvel som politiske. Vi har ikke den luksus at kunne vandre for os selv, men må finde sammen, så vi, selv om vi har mange forskellige synspunkter, kan vise en alternativ vej. Derved kan vi, som Jesus, være fantasifulde og modige, vise selvtillid frem for arrogance, være lyttende og ikke bare talende, tillidsfulde, ikke angste og håbefulde frem for bare at være optimistiske.

Søg Guds velsignelse

Deltagerne tænder lys under morgenbønnen (Foto: Albin Hillert / CEC)

Forsamlingens budskab til Europa og mandat til den nyvalgte ledelse er, at vi skal søge Guds velsignelse og dermed være med til at forme den fremtid, vi alle skal leve i. Det gør vi ved at være til stede i den verden, vi søger velsignelsen for, ja, ud fra min egen forståelse af netop det: Ved at søge, selv at være Guds velsignelse i verden.

Perspektiver fra talere

Ud over forretningsordenen fortalte fire hovedtalere om deres syn på kirkens rolle i samfundet. Fra det politiske, ved den belarussiske menneskeretsfortaler og oppositionsfigur Sviatlana Tsikhanouskaya, og det socialvidenskabelige, ved sociologen Hartmut Rosa, hvor vi hørte om kirkernes tilstedeværelse og indblanding på godt og ondt. Til det teologiske, ved den tidligere ærkebiskop i Canterbury, Rowan Williams, og det økumeniske, ved den Ortodokse Kirkes overhoved, patriark Bartholomæus. Her hørte vi nogle mere idealistiske og opbyggende, men også praktiske, tanker om, hvordan kirkerne teologisk og med kærlighed til hinanden som Kristi legeme på jord, kan hanke op i os selv. Hvordan vi kan bruge vores omfattende tilstedeværelse og store menneskelige og økonomiske ressourcer til at handle, med Rowan Williams’ ord, teologisk i verden.

Økumeni er fællesskab om Kristus, ikke om kirkesamfund

Sådan en konference og generalforsamling er ikke kun en anledning til at fortælle en organisation, hvad den skal bruge de kommende år på at kæmpe for, eller til at fortælle Europa, hvad vi som kirker, mener er den rette tilgang til samfund og politik. Det er også et sted vi selv formes.

Aftenbøn (Foto: Ulf Tjärnstrøm / CEC)

Jesus siger, at hvor to eller tre er forsamlet, vil han være midt iblandt os. Hvad så, når det er hundreder, der er forsamlet? Hvad så, når vi er forsamlet på tværs af traditioner, konfessioner, nationaliteter og liturgier? Hvad så, når vi i den sparsomme fritid sådan et møde giver os, taler sammen i mindre grupper bestående af uformelle baptister, hierarkiske ortodokse, gejstlige i uniformer af forskellig slags, fra Frelsens Hærs militærinspirerede uniformer til de lange sorte kjoler hos de ortodokse eller de udbredte skjorter med den lille hvide firkant i kraven og lægfolk i en, måske, mere fornuftig mundering? Er Kristus ikke til stede her?

Kristus heler sit brudte legeme gennem økumenisk fællesskab

Jeg tror, han er lige så stærkt til stede der, som når vi mødes i vores mere ensartede fællesskaber. Jeg er overbevist om, at den dannelse, som vi også udsættes for i mødet med Kristus, er så meget stærkere, når vi ser ud over os selv i mødet med det anderledes. Her værner vi ikke kun om vores ret til at tilbede på vores egen måde, men lærer at tage del i en fælles tilbedelse og at forstå, at Guds rige er ét, men også så meget større, end vores lokale samfund kan vise os. Vi mødes ganske vist i anerkendelse af tidligere tiders splittelse, men med det mål, at tale med én stemme. Hvis kirken er Kristi legeme, så er det, der sker i praksis i vores økumeniske organisationer, at han heler sit brudte legeme, så han kan hele en brudt verden.

Kun som enig kirke kan vi danne fremtiden

Den Europæiske Kirkekonferences formål er at være det sted, de europæiske kirker kan tale med én stemme. Det er vigtigt for, at vi kan tages seriøst som aktør i samfundet og for, at vi fortjener at blive taget seriøst. Det er en organisation, der gennem sit virke giver os håb om, at det kan lade sig gøre i Europa. Det kan være en langsom proces, men den er vigtig for os som kristne i Europa og hvis vi rent faktisk tror på det vi taler om, er den også vigtig for samfundet omkring os. Vi lever under Guds velsignelse og derigennem er vi med til at danne fremtiden. Det kan vi ikke gøre som en splittet kirke.

Relateret

• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 29. jan. 2026 - Den kæmpestore pære
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 26. jun. 2025 - Er krig svaret?
• 16. jun. 2025 - Fra økumenisk bibelcamp til folkemøde

Find flere