Faren ved det er, at man nemt bliver ensporet og snæversynet. Og at ens lunte over for andre bliver kortere.

Noget vi desværre ser en tendens til både i den offentlige debat, men også i vores eget kirkesamfund. Både i menighederne, på landsplan og blandt vores præster oplever vi at samarbejde på tværs af forskelle bliver mere og mere sjældent. Vi danner frugtbare fællesskaber med dem, vi deler vores bibel- og livssyn med, og så lader vi dem på den anden side danne deres.

Vi ved godt, at det ikke er sundt eller særlig varieret. Men det er nemmere at blive bekræftet, end at blive udfordret.

Så hvis en genstart skal være mere værd end det papir, den er skrevet på, så er det alles ansvar at ændre den adfærd!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…

Find flere

Lyt til artiklen:

I Genstart2025-forløbet er der nu afholdt to lederdage: I Tølløse den 25. januar og i Rebild den 1. februar med i alt over 150 deltagere. I slutningen af november fik alle menigheder tilsendt oplæg med spørgsmål. Ved lederdagene var tiden kommet til, at menighederne kunne dele opfattelser med hinanden. Ofte debatterer vi i plenum, og giver mest plads til de ”tale-vante”. Ved lederdagene var der fokus på, at alle fik taletid i et trygt forum.

Generalsekretær Bodil Højbak Møller indleder dagen (Foto: Henrik Andersen)

Baptistiske kendetegn

Begge lederdage blev indledt med et oplæg om ”Baptistiske kendetegn” udarbejdet af generalsekretær Bodil Højbak Møller og Ole Lundegaard, præst i Herlev og medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum.

De ”Baptistiske kendetegn” tog blandt andet udgangspunkt i hæftet ”Noget godt i ryggen” fra Føltveds Forlag (2000). Vi kom vidt omkring: Fra de oplagte kendetegn, som alle er enige om:

• ”Vi er en del af den universelle, kristne kirke, der bekender troen på den treenige Gud som Fader, Søn og Helligånd”
• ”Vi peger på nødvendigheden af personlig tro på Jesus Kristus og efterfølgelse af ham”
• ”Vi praktiserer troendes dåb til tjeneste ud fra menighedens fællesskab”

– til de kendetegn, der af flere opfattes som kontroversielle:

• ”Vi ønsker partnerskab med andre kirker, overalt hvor det er muligt”
• ”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for vores egne rækker

For hvem sætter grænserne for, hvad der er muligt? Og hvornår er forskellene mellem os så store, at samvittigheden ikke rækker til at nå hinanden?

Oplægget gav rigeligt at tænke over til de efterfølgende samtaler.

Medlem af BaptistKirkens ledelse, Pia Duebjerg, Lyngby, forklarer om Lectio Divina (Foto: Henrik Andersen)

Lectio Divina

Med udgangspunkt i Johannesevangeliet, kapitel 17, vers 20 – 23 gennemførte deltagerne i grupper en såkaldt ”åndelig læsning af Bibelen” – Lectio Divina. I et flow med læsning, stilhed, bøn og ’samdeling’ var der først fokus på ordets bogstavelige betydning, dernæst på hvad ordet betyder for mig og sidst på ordets moralske betydning. Forløbet blev afsluttet med fælles Fadervor.

Spørgsmålene

– der var til diskussion på lederdagene, blev udsendt til menighederne ultimo november 2024. Overskrifterne var forpligtelse, præster, inklusion og bibelautoritet og bibeltolkning. Du kan finde omtale i BaptistKirkens menighedsforsendelse den 21. november – lige her.
Du kan også hente pdf-filen med spørgsmål direkte – lige her.

Lyttegrupper

Efter frokost kom den store udfordring: Lyttegrupper!

Grupperne var sammensat ud fra deltagernes ønsker til, hvilke spørgsmål, de ønskede at tale om. I lyttegruppen fik hver deltager lov til at tale i syv minutter: Alle andre måtte lytte i tavshed! Dernæst fik hver deltager lov til at reflektere over de andres udsagn i syv minutter, mens alle andre måtte lytte i tavshed! Endelig var der afsat 30 minutter til samtale om spørgsmålene.

Der arbejdes i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Principperne for lyttegrupperne var lige så enkle, som de var udfordrende:

• Lyt til andres synspunkter
• Opmuntre andre til at tale
• Respekter og vær opmærksom på din taletid
• Vær søgende og nysgerrig på de andres tanker
• Aldrig konfrontatorisk, men altid nysgerrig
• Hold fortroligheden

I Rebild var deltagerne glade for formen

Flere af deltagerne var glade for både Lectio Divina og lyttegrupper.

Aksel Mølbæk fra Aarhus:
”Jeg synes, det er meget positivt – og effektivt. På den gode måde tvinger det alle til at deltage i debatten og dialogen. Jeg synes, det er en god måde at gøre det på.”

Arbejde i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Lone Johansen Bundgaard, Østhimmerland, og Mette Worm, Hjørring, blev ”fanget”,  mens de balancerede med eftermiddagskaffen. De var begge positive overfor debatformen. Lone sagde:
”Spændende form. Vi kommer lidt mere i dybden og alle får taleret og taletid. Vi havde en rigtig god gruppe – det sværeste var at skulle svare på, hvad der var det sværeste! Vi syntes ikke, det var svært! Jeg tænkte på forhånd, at to timer var lige rigeligt, men tiden gik hurtigt.”
Mette supplerede:
”Det var virkelig en spændende model for dialog. Både fordi den giver den enkelte mulighed for at tale, men også fordi den giver tid til at lytte. Det er faktisk en utrolig spændende metode eller model, som man kan bruge i mange andre sammenhænge til at skabe den åbne dialog, der giver plads til hinanden.”

BaptistKirkens næstformand Christian Bylund styrer plenum (Foto: Henrik Andersen)

Plenum og opfølgning ved lederdagen i Rebild

Som sidste punkt på dagen fik hver lyttegruppe mulighed for at give en meget kort tilbagemelding på samtalerne. Alle var klar og kun en enkelt gang ’bippede’ Christian Bylunds telefon som tegn på, at taletiden var overskredet.

Vi vil fællesskabet – men krav?

Der var bred enighed om, at menighederne ønsker at prioritere fællesskabet. Men der var uenighed om, hvorvidt man kan (eller skal) stille krav til hinanden om deltagelse i fællesarrangementer og om at bidrage økonomisk til fællesskabet. Flere pegede på, at engagement og betalingsvillighed vokser frem af følelsen af fællesskab. Et par grupper pegede også på, at krav om deltagelse passer dårligt ind i vores frivillighedskultur. Mange i forsamlingen nikkede bifaldende til et enkelt citat om økonomisk forpligtelse: “Der hvor vi har vores hjerter, der skal vores skat også være.”

Og hvad med præsterne?

Meningerne var ligeledes delte, når det kom til, om der skal stilles krav til præsterne om deltagelse i konventer og stævner. Der blev henvist til menighedernes suverænitet. Flere grupper nævnte vigtigheden af, at nye præster får en grundlæggende indføring i dansk baptisme. I de senere år er langt de fleste præster rekrutteret fra andre (fri)kirkelige sammenhænge. En enkelte gruppe pegede på den oplagte årsag til dette: At vi ikke er i stand til at få de unge i baptistkirkerne til at se præstegerningen som en mulighed. Der var også enighed om, at en form for national anerkendelse (men ikke godkendelse) af præster kunne være en god idé.

Fællesskab i Rebild (Foto: Henrik Andersen)

BaptistKirken består af suveræne menigheder

Der var heller ikke tvivl om, at BaptistKirken i fremtiden skal bestå af suveræne menigheder. Men flere grupper var tvivlende over for, om det er muligt, når der tilsyneladende er store forskelle i menighedernes syn på inklusion og bibeltolkning. Ved formiddagens gennemgang af baptistiske kendetegn blev det sagt, at:
”Det er vigtigt for os, at samvittighedsfriheden bevares, hvorfor vi også accepterer de forskelle, der er inden for egne rækker.” Det fik Lars Midtgaard, præst i Bethelkirken, til at spørge: ”Er der så ingen grænser for, hvad man skal acceptere i fællesskabet?”

Forskelle i bibelsyn og -tolkning

Flere grupper diskuterede bibelsyn, bibelautoritet og bibeltolkning. Lige så stor enighed der er om biblens betydning for baptister, lige så stor uenighed er der om fortolkning af ordet. Der syntes dog at være enighed om, at frihed til fortolkning i et fællesskab altid har konsekvenser. En enkelt gruppe foreslog, at vi begynder at definere os som et ’uenighedsfællesskab’.

Koncentreret indsats i lyttegruppen (Foto: Henrik Andersen)

Store forskelle i holdning til inklusion

Grupperne, der diskuterede inklusion i forhold til vielse af homoseksuelle og LGBT-personer på ledende poster, rapporterede også om store forskelle i holdningerne. En gruppe mente, at det var vigtigt at fokusere på nådegaver og evner fremfor personers seksualitet. En anden gruppe var delt i spørgsmålet om LGBT-personer på ledende poster. Andre igen mente, at det var et svært emne at tale om, og at kirkesamfundet ”har svært ved at stå med samme rygmærke”, når holdningerne bliver for forskellige. Flere grupper fremhævede, at de var enige om, at kirken skal have plads til alle – uanset hvem de er.

Fortsættelse følger på Synoden i Sæsing

Ved afslutningen på dagen i Rebild  fortalte generalsekretær Bodil Højbak Møller, at ledelsen nu vil arbejde videre med lederdagenes samtaler og menighedernes tilbagemeldinger. Det vil resultere i et oplæg til fælles værdier, der skal diskuteres på Synoden i Sæsing i pinsen 2025.

Ledelsen er klar over, at mange oplever, at ikke alle spørgsmål og udfordringer i BaptistKirken er blevet berørt på lederdagene. Derfor blev deltagerne opfordret til at skrive til ledelsen om alt, hvad de og menighederne har på hjerte.

Efter lederdagen i Rebild skrev BaptistKirkens formand, Vibeke Dalsgaard, blandt andet i en refleksion:
’Så mødtes menighedslederne i vest til lederdag. Igen med en tydelig fornemmelse af Helligåndens tilstedeværelse. Vi er ikke enige, men efter god baptistisk tradition taler vi sammen og lytter til hinanden.’

Tips til mere info

Du finder meget mere info om Genstart2025 på oversigtssiden om processen.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning

Find flere

Lyt til artiklen:

Forestil dig, at det banker på hoveddøren. Du åbner og ind træder folkekirkepræsten sammen med politiet. Myndighederne skal hente jeres barn! I er ”døbere” – baptister. I har studeret bibelen sammen med andre troende og mener nu, at dåben er for den, der selv kan bekende sin tro. I døber ikke spædbørn. Politiet holder jer tilbage og truer med anholdelse, mens præsten bærer barnet til kirken og døber det.

Det var virkeligheden for baptister før trosfriheden blev indført med grundloven af 5. juni 1849.

Danmarks Riges Grundlov

Retten til at praktisere sin tro

Som baptister har vi altid kæmpet for retten til både den frie tanke og den frie tro. Når det gælder troen, står vi kun til regnskab for Gud. Hverken statsmagten eller statsmagtens kirke skal bestemme, hvad vi tror eller hvordan vi praktiserer vores tro. Frihedstanken er fundamental for baptister.

Trosfriheden er sikret gennem grundlovens §67: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Friheden til at tro

Den 3. december 2024 afholder Foreningen Åndsfrihed debatseminaret “Friheden til at tro” i Vartov. Seminaret fokuserer på trosfrihedens rolle i det offentlige rum og de udfordringer, den står overfor i lyset af stigende polarisering og en kommende revision af trossamfundsloven.

Seminaret byder på et bredt program med oplæg fra eksperter, paneldebatter med religiøse aktører, politikere og repræsentanter fra kommunerne.

• Nogle af de emner, der vil blive behandlet, er:
• Trosfrihed i et dansk og europæisk retligt lys
• Rammerne for trosfrihed i kommunerne
• Religionens rolle i det offentlige rum
• Trossamfundslovens revision

Tag del i debatten og deltag!

Detaljeret program og tilmelding findes her

Fra trosfrihed til trossamfundslov

Fra 1849 og frem til 2017 levede religiøse samfund udenfor Folkekirken i Danmark stort set uden indblanding fra statsmagten. Deres forhold blev kun sporadisk reguleret i forskellige love og bekendtgørelser.

Det sluttede med vedtagelsen af trossamfundsloven, også kendt som ”Lov om trossamfund uden for folkekirken”, der blev vedtaget af Folketinget den 19. december 2017.

Trossamfundsloven opfylder løftet i grundlovens §69, der siger, at “De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.”

Trosfriheden under pres

Desværre er trosfriheden under pres i dag. Den øgede religiøse og kulturelle polarisering skaber et politisk pres for at stramme trossamfundsloven. Tidligere formand for BaptistKirken, Per Beck, udtrykker det:
“Problemet er ikke, at der er nogen, der vil begrænse vores trosfrihed… Men begrænsningen ligger i, at man gennem trossamfundsloven gang på gang prøver at lægge begrænsninger ind. Ikke så meget for at ramme de kristne kirker, som måske for at ramme andre trossamfund. Men da vi jo er et samfund, hvor man ikke må diskriminere efter religion, så rammer det os alle.”

I modsætning til mange politikere ser Per Beck religion som en potentiel løsning på samfundsproblemer. Han ønsker at fremme en positiv opfattelse af religion og dens rolle i samfundet. Derfor var Per også deltager i høringen om forskellig tro uden polarisering som Folketingets Kirkeudvalg afholdt den 20. november i samarbejde med organisationen Religion og Samfund (Resam).

Kan religionen spille en positiv rolle i forhold til polarisering i samfundet?

Høringen lagde op til at tale om tro og religiøsitet som et konstruktivt udgangspunkt for at fremme gensidig forståelse og respekt og modvirke polarisering i samfundet.

Repræsentanter for forskellige religioner var inviteret til at give et kort indlæg om tro uden polarisering.

Kirkeudvalget og Resams høring om religion og polarisering den 20. november 2024 (Foto: Folketingets TV)

Jair Melchior, overrabbiner i Det Jødiske Samfund sagde blandt andet: “Religionen, som så mange taler om som kilden og nøglen til udfordringer og til konflikter, kan også være nøglen til løsningen.” Jair Melchior gav udtryk for, at religioner har potentiale til at bygge bro og skabe koalitioner netop på grund af forskellighed.

Naveed Baig, imam i Dansk-Islamisk Center havde fokus på det gode mellem mennesker: “Vi kan møde hinanden igennem godhed. Godhed er et ord, som er svært at definere, men jeg tror, vi alle ved, hvad det betyder. For igennem godhed kan vi også mødes på tværs af skellene i en tid, hvor der er meget polarisering.” Naveed Baig understreger vigtigheden af dialog og omsorgsfuld sameksistens for at mindske polariseringen.

Høringen gav også plads til andre stemmer end de religiøse. For eksempel sagde Eva Marie Lassen, seniorforsker hos Institut for Menneskerettigheder: “Der er ingen tvivl om, at religiøse aktører kan spille en meget vigtig rolle i kamp mod polarisering på grund af religion.” Hun pegede også på, at staten kan spille en aktiv rolle i at bekæmpe polarisering ved at inkludere religiøse stemmer i den demokratiske samtale.

Rune Løkkeberg, chefredaktør for Information bidrog med analysen: “Uenigheden i sig selv er ikke et problem. Uenigheden er, at vi står forskellige steder. Hver sin pol er heller ikke problem. Problemet opstår, når samtalen forstummer.” Hvis samtalen kan fastholdes argumenterede Rune Løkkeberg for, at polarisering kan være positiv, når den afspejler reelle konflikter i samfundet.

Trossamfundslovens indledning

Staten bør være medspiller

Per Beck er glad for høringens positive tilgang til at se religiøse samfund som bidragydere til mindre polarisering i samfundet. Derfor undrer det ham endnu mere, at staten gennem administrationen af trossamfundsloven i praksis lægger hindringer i vejen for de samme religiøse samfund:
”… det har ikke lige ramt os: Men i et tilsvarende trossamfund har en menighed fået frataget deres godkendelse, fordi de havde brugt et forkert ord i regnskabet. De har kaldt det menighedsbidrag i stedet for gaver.“

Det er Pers oplevelse, at kirkeministeriet fokuserer på kontrol i stedet for at vejlede trossamfundene. Hans ønske er:
”…at kirkeministeriet i højere grad ville se sig som vejleder end som kontrollant.”

BaptistKirken er med i kampen flere steder

I kampen for at sikre trosfriheden er Per Beck bestyrelsesmedlem i Foreningen Åndsfrihed. På BaptistKirkens vegne kæmper han her for, at ”Åndsfriheden forsvares ved at blive brugt. Den indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret til samme frihed.” Foreningen siger også, at ”Åndsfriheden kan fremmes eller begrænses med lovgivning, men den kan – og skal – ikke sikres alene ved lov.”

Foreningen Åndsfrihed er medarrangør af debatseminaret: ”Friheden til at tro” i Vartov, København, den 3. december 2024. Her er der blandt andet fokus på en bred og grundlæggende samtale om religionens plads i det offentlige rum, og hvilke grænser der eventuelt er for trosfriheden. Seminaret stiller spørgsmålet: Hvordan skaber vi et samfund og lokalmiljøer, hvor der er plads til religiøs frihed uden at de religiøse udtryk skaber unødvendig konflikt?

Per opfordrer alle, der deler interessen for trosfrihed, til at møde op. Seminaret er gratis.

En kamp der aldrig slutter

Kampen for trosfrihed er en kamp, der aldrig slutter. BaptistKirken kæmper for at sikre, at alle har retten til at tro og tænke frit – nu og i fremtiden.

I foråret 2025 skal Folketinget revidere trossamfundsloven. Trossamfundene er blevet hørt. Men ingen ved om revisionen medfører stramninger i forhold til at være kirkesamfund og kristen menighed. Om trossamfundsloven i praksis begrænser trosfriheden. Der er fortsat en kamp at kæmpe.

Per Beck siger: ”Det er formålet med indsatsen at prøve at påvirke holdningerne derhen, at religionen ikke er et problem, men kan være en del af løsningen. Derfor er det vores opgave at være med hvor vi kan, for at prøve at påvirke, at trosfriheden fortsat er gældende.”

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser
• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt

Find flere

Mange kom til stævnet med ondt i maven, for med store følelser kommer ofte debatter og diskussioner, der eskalerer. Men lige her skete det ikke. De store følelser var i spil og stemmer knækkede, men hele vejen igennem blev der insisteret på den gode tone og på at fokusere på det vigtige, nemlig vores alle sammens spejderkorps. Det korps vi alle elsker. 

Igennem tiden har vi i kirken også ofte diskuteret. Skal vi tillade homovielser? Hvem må være med i fællesskabet og hvem skal dømmes ude? Modsat spejderne ender vores debatter ofte med at give ondt i maven.

Vi glemmer det vigtigste, nemlig vores tro. Lad os i fremtiden inspireres af spejderne og insistere på den gode tone og på vores fælles tro på Jesus. Det tror jeg, vi alle ville vinde noget på.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda

Find flere

Det er søndag formiddag. Klokken er 11.07, og min kone og vores to børn er på besøg hos mine svigerforældre, som er på campingferie ikke langt fra vores hjem. Det slår mig, at det er i dag, Sommerstævnet begynder på Lindenborg. Jeg selv skal have en dag på sofaen, inden arbejdet kalder igen i morgen.

Det er nu, der skal forandringer til

Og det er egentlig mit afsæt for dette. For jeg er bevidst om, at jeg ikke selv er på sommerstævne. Jeg har ikke selv været særlig aktiv på andet end lokalt plan i de seneste 10 år. Så indlægget her er nok mere en stemme fra kanten eller et opråb fra sofaen. For jeg hører rygter. Gode rygter. Om at det nu er tid til at revitalisere Baptistkirken i Danmark, og det glæder mig. Meget. Der har været antydningen til debat om vores fælles fremtid i Christian Bylunds og Jan Kornholts kronik og kommentar. Der diskuteres kant og mangel på samme! Jeg vil gerne give mit perspektiv her fra sofaen. For jeg tror egentlig, at det er nu, der skal forandringer til, hvis vi vil have et levende kirkesamfund i fremtiden.

Er der behov for mere kant?

Spørgsmålet om kant vil vi kunne bruge meget tid på. Der kan afholdes temadage, regionale møder, inspirationsaftener, måske endda webinarer, foruden drøftelser på landskonferencer. Og det er grundlæggende også interessant, om Baptistkirken i Danmark har udspillet sin rolle. Teologisk? I spirituelt udtryk? I form og indhold? Har vi en selvstændig berettigelse, eller er det, der engang var ”vores” kendetegn også repræsenteret i andre dele af det danske kirkeliv? Jeg er enig i, at vi er nødt til at få lavet en rodbehandling, men vi skal passe på os selv.

En nødvendig samtale

For hvor har vi dog haft temadage og ”inspirationsaftener”. Rigeligt af dem. Jeg tror, vi er et sted, hvor vi skal passe på med ikke kun at filosofere ord og tekster. Vi er nødt til at have en parallel samtale om, hvad det er, vi vil som kirkesamfund. Hvad det er, vi vil gøre sammen.

Det er muligt at være fælles

For min påstand er, at det er muligt at være én fælles missionsorganisation, selv på et (alt for) bredt formuleret eller ikke-eksisterende grundlag som det nuværende. Vi kunne egentlig godt forsætte som nu – hvis vi fandt ind til kernen af, hvad det er, vi vil sammen.

En missionsforening uden fælles mission?

Når Christian og Jan efterlyser kant, hører jeg en dybfølt efterspørgsel efter en fælles vision og et fælles grundlag. Jeg er enig, men efterlyser samtidig en fælles mission. Noget indhold. Noget at være sammen om. Så kirkesamfundet får en dybde af ting, vi gør sammen. På baggrund af vores fælles grundlag. Så ordene ikke bare bliver ord – hvor gode, reflekterede og teologisk velfunderede, de ellers er!

Hvad er det egentlig, vi gør sammen?

Jeg har tænkt over, hvad det egentlig er, vi gør sammen i dag. Et aktuelt svar flagrer lidt i vinden. Lidt hårdt sagt har baptisterne vendt sommerstævnet ryggen. For 15 år siden var vi 1.200-1.600 deltagere på vores eget stævne i Mariager. I år er der 840 – selv efter, vi har besluttet at holde vore stævner sammen med Evangelisk Frikirke Danmark.

Bladet baptist.dk skimmes af mange, men spørgsmålet er, om tiden er løbet fra klubbladet, hvor hovedattraktionen er en afart af ”menighedsstafetten” og et personligt portræt foruden bladets afsnit om døbte og døde. Vi skal jo lige have styr på familierelationerne…

Vi har en stor portefølje på den internationale mission. Men hvor mange kan med ro i sindet nævne de projekter, vi driver?

Vi vil menighedsudvikling. I hvert tilfælde på papiret. Selvom der i disse år lukker flere menigheder, end der åbner, og at den seneste strategiske menighedsplantning vel skete for 20 år siden.

En missionsforening uden fælles grundlag

Jeg oplever det nationale fællesskab i Baptistkirken i Danmark som en missionsforening uden fælles grundlag – og måske endda uden fælles mission. Og vores fælles arbejde er nok ikke det, vi brænder for. Det er snarere blevet det, som ingen rigtigt kan være imod.

Vi er struktureret til, at nye projekter kan poppe op hurtigt. Vi mødes til to årlige generalforsamlinger. Men det er vist længe siden, at en landskonference blev fyldt af en fælles tro på fremtiden og nye projekter – og at optagelse af nye menigheder ikke er sket efter splittelse i eksisterende.

Vil vi noget? Gør vi noget? Omsætter vi fælleserklæringen til ord og handling – og ikke bare et ligegyldigt idékatalog et mørkt sted på en hjemmeside, som ingen finder?

Hvad står vi sammen om med hænder, hjerter, økonomi og forbøn? Hvad er hjerterne fyldte af?

Hvor blev jeg selv af?

Det er denne sommer 10 år siden, jeg trådte ud af Baptistkirken i Danmarks ledelse. Tilmed ét år før udløbet af min valgperiode. Jeg var frustreret. Frustreret over én hverdag om måneden at skulle udeblive fra mit studie/omlægge mine vagter på mit fritidsjob i den offentlige sektor for at mødes om kopimaskineaftaler og temadage. Da jeg blev valgt til ledelsen, forelå en vision og mission for fællesskabet. Skrevet af den tidligere ledelse. Det var et dokument, der var én A4-side langt, som jeg ikke kan huske det præcise indhold af. Men vi skulle alt godt – dog uden at konkretisere noget som helst.

Vi omsatte intet til strategier og konkrete indsatser. Men vi brugte tid på at overveje, hvordan vores 175-års jubilæum skulle fejres. Det fik sloganet ”Kom nu videre!” – måske vi i dag er klar til at tage det tema sådan rigtigt til os! Alt andet i den daværende ledelse blev ikke rigtigt til noget. Jo – det blev til en katastrofal diskussion om vielser af par af samme køn, som hverken var køn eller klædelig for nogen. Spørgsmålet er, om de gode tanker er blevet til handling siden 2013?

Siden dengang har jeg engageret mig lokalt. I Købnerkirken på Amager – siden Immanuelskirken i Aarhus. Begge steder har jeg oplevet ærlige, kærlige og gode trosfællesskaber, hvor man faktisk tør gå ud i tro på, at Gud kan og vil mere end det bestående. Hvor man faktisk tør træde ud på vandet i tro på, at verden er større end vores lille båd.

Hvor skal vi hen, du?

Ja, vi skal i hvert tilfælde fremad. Vi har en tradition og historie, som vi i høj grad kan være stolte af. Men det er næppe historien, vores vedtægter og demokratiske struktur, vores nedskrevne visioner og ambitioner, der gør forskellen ude i virkeligheden. Kirkeligheden trænger til at blive støvet af. Der skal luftes ud. Kirkeligheden skal møde virkeligheden.

Vi trænger til at synge en fællessang, der samler. Måske endda sikre nye landvindinger. Ikke imperialistisk eller kolonistisk. Men vi skal da overveje, hvorfor der ikke er baptistmenigheder i store byer som Randers, Horsens, Kolding, Næstved og Helsingør? Og om husprisernes himmelflugt i de store byer gør det attraktivt at plante nyt i mindre byer?

Hvor blev børnene af?

Vil vi acceptere, at en indsats for børn, teenagere, unge og børnefamilier ikke fylder i Baptistkirken i Danmark i dag? Og i øvrigt ikke har gjort det i dette årtusinde. Javist, vi har to landsorganisationer, som bliver væsentlige samarbejdspartnere i det arbejde. Men hvorfor ikke hjemtage entreprisen og selv gå i gang. Skabe liv. Energi. Sætte noget i gang. I den proces ville det selvfølgelig være tudetosset ikke at anvende de bedste aktører på markedet – bl.a. vores egne landsorganisationer.

Et styrket kald til tjeneste?

Bør vi styrke kaldet til tjeneste yderligere? Bør vi styrke præstefællesskaberne yderligere? Bør vi udstyre alle nye præster med en erfaren mentor? Bør vi skabe nogle mere forpligtigende netværk mellem menigheder, hvor den som er vældig stor også skal være vældig rar mod den mindre? Bør generalsekretærens tjenestebeskrivelse ændres, så den bliver mere general end sekretær? Giver vi vort personale de optimale rammer for at udfolde deres kompetencer?

Der kan gøres meget mere

Har sommerstævnet i sin nuværende form overlevet sig selv? Har vi de rette talere? Har vi fokus på børnefamilierne, relevante teenagespor osv.? Hvor børn er, er der også forældre og bedsteforældre. Det viser al erfaring.

Er det tid til at strømline vores kommunikation og visuelle udtryk? Er det i det hele taget tid til at fokusere? På det nødvendige og på det, vi finder, er vores særlige DNA. Så vores visioner faktisk også bliver til liv – og ikke bare (gode men måske) forblommede ord, vi bekræfter hinanden i hvert femte år?

Det er nu!

Jeg tror, det er tid til en grundlæggende debat nu. Hvis vi vil, kan vi undgå, at det nationale fællesskab ikke fader ud som en parodi på en organisation, som få tror på levedygtigheden af – og resten måske bare ikke tør sige det?

Vi skal skabe begejstringen ude lokalt! Vi skal indgyde håb og tro på en fælles fremtid! Vi skal være andet og mere end en pjece, en pulje med penge – og et par portaler på internettet, hvor man kan læse mere…

Vi kan lægge meget over til Gud – men mon ikke, han forventer mere af sit folk, end at vi bare læner os tilbage med credoet: ”Guds rige skal smage, derfor kaffe og kage. Foran tv’et jeg venter, til Herren mig henter!”

Sofavælgerens refleksion

Og apropos tv’et. Her fra sofaen kan jeg se, at Tour de France-feltet angriber dagens højeste bjerg. De kører hårdt på for at få skabt dagens udbrud, inden det store slag skal stå mellem Pogacar og Vingegaard. Selv de ryttere, der var i asfalten, kommer på benene igen. De ofrer sig for hinanden for holdets bedste.

Tja – måske vi kan lære lidt. Af Tour de France – og måske af det store potentiale Baptistkirken i Danmark har. Men jeg tror, at store dele af det potentiale er som mig. Vi har valgt sofaen. Måske ikke i vrede og frustration. Vi har ladet fødderne tale. Det stille opråb fra sofavælgeren.

Læs mere:

“Mangler vi kant” af Christian Heldgaard Bylund

“Blev kanten for blød?” af Jan Kornholt

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Jan Kornholt indleder sit svar på Christians debatoplæg med ordene:
”Tak Christian for dine gode spørgsmål og udfordringen til vores kirke. Du rammer plet! Baptistkirken i Danmark mangler kant. Ja, vi mangler eksistensberettigelse!”

Foto: Bent L. Hansen

Jans indlæg fortsætter:

”Vi har ‘kant’, når vi kæmper for den enkeltes trosfrihed og den lokale menigheds selvstændighed. Men absurd nok, så er det netop friheden, der gør, at vi mangler kant. For hvis alle skal respektere alles holdninger, så ender fællesskabet som en grød, som ingen kan identificere sig med.

Den voksende forskellighed gennem mange årtier, i et fællesskab, der hylder frihed og uafhængighed, har udvandet vores identitet. Hvis vi skal have mere kant, så må vi være parate til at tænke anderledes om alles ret til at mene hvad som helst.

Jeg vil gerne være med i en kirke med mere kant og en tydeligere profil, men konsekvenserne bliver, at ikke alle nuværende baptistmenigheder fortsat kan være i det samme kirkesamfund.

Så HVIS vi fortsat skal være et kirkesamfund, så lad os få et opgør: Lad os beskrive et kirkesamfund med kant og acceptere, at nogen vil være med og at andre ikke vil!

I øvrigt er vores kirkesamfunds struktur og vores fælles arbejde også en anakronisme, som mangler kant og relevans. BaptistKirkens struktur hører hjemme i en sammenhæng, hvor medlemskirkerne var i en helt andet situation end i dag. Dengang (for 40-50 år siden) var vi få og store menigheder i et homogent fællesskab med stor sammenhængskraft takket være præsteseminarium, højskole, ungdomsårsmøder, lejre, missionsuger mv.

I dag er vi flere, men mindre menigheder, de fleste uden tilstrækkelige ressourcer til at udvikle sig. Sidste år lukkede vi tre menigheder og flere er på vej til at lukke. Vores kirkesamfund har en veludviklet administration og penge i banken, men vi har ikke meget at tilbyde den lokale menighed, som kæmper med overlevelse og kæmper med at finde nye brugbare veje i mission.

Derfor er det på tide, at vi får et opgør med BaptistKirkens struktur, så vores kirke kan blive en organisation, der matcher menighedernes virkelighed og behov.

Der sker ikke noget nyt uden at noget gammelt må dø! Og lige der, har vi i vores kirke gennem årene oplevet markant modstand mod forandring, samtidig med at visionære kræfter ikke gad være med længere. Måske er det for længst for sent at skabe den nødvendige fornyelse?! Jeg håber det ikke.”

Tag del i debatten – her på siden eller hvor der er mulighed: Forteltene på Sommerstævne ’23, menighedsmøder, grillaftenerne med vennerne fra kirken eller over en kop kirkekaffe.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

I den sidste weekend i april mødtes BaptistKirkens ledelse til den indledende samtale om vores kirkesamfunds udfordringer, og hvordan vi arbejder videre med dem. Den proces kalder vi revitaliseringsprocessen. Den vil I høre meget mere om i den kommende tid.

Et spørgsmål, som blev relevant i løbet af døgnet, var: “Mangler vi kant?”.

Jeg vil derfor gerne indlede en samtale med alle jer baptister om netop det: “Mangler vi kant?” Er der behov for mere kant? Jeg er selv i tvivl. Jeg elsker vores frihed, men kan friheden skabe en kultur med så meget bredde, at det ikke længere gavner fællesskabet? Kan det skabe en kultur, hvor ”everything goes”?

Jeg vil gerne lægge ud med lidt tanker.

Baggrunden

Gennem de sidste knap 180 år har nogle af grundpillerne i dansk baptisme været bredden og menighedernes selvstændighed. Bredden og selvstændigheden har ændret sig med årene og har favnet bredere og bredere. Den tidlige danske baptisme var præget af stærk kirketugt og indflydelse fra tyske og amerikanske baptister, der trak i forskellig retning.

Efter mange år med effektiv brug af udelukkelsesparagraffer forsøgte baptistkirken at definere sig på ny ud fra den fælles kerne: Jesus’ lære og den bredde, der er deri. Det skabte rum for endnu mere diversitet i menighederne. Nu står vi her i dag, hvor vi er enige om forskelligheden.

Hvad har ændret sig? Er der sket et skred? (Foto: Bent L. Hansen)

Men baptistkirken har også haft andre stærke søjler, vi har stået på som fællesskab. Vi har historisk set haft ledere, som har vist retning. Vi har haft voksendåben, menighedernes selvstændighed, religionsfriheden og forkyndelsen af evangeliet på et utal af måder i ind- og udland, som vores fælles fundament. Igennem mange år var afholdenheden også en af de bærende piller. Vi havde adskillige sager, vi var enige om. Sådan er det ikke længere.

Hvad har ændret sig?

En af de ting, som har ændret sig, er, at vi ikke længere har de markante præster og lægfolk i vores kirkesamfund, som præster og menigheder lytter til, som viser os retning og som tager ansvar for debatten.

I dag har vi ikke samme respekt for hinandens holdninger, udover at vi tillader, at alle må tænke, hvad de vil. Holdningsfrihed er godt, men er der grænser for, hvad vi kan rumme? Tidligere tog vi som kirkesamfund stilling til nogle ting. Det gør vi nærmest ikke længere. Alle sådanne samtaler bliver lukket med ord om menighedernes selvstændighed.

Vores kamp om dåben har ændret sig, vil jeg mene. Vi har vundet den kamp, og jeg vil blot referere til min artikel “Hvorfor døber vi ingen?” fra februar sidste år. Er der behov for baptister i den sammenhæng? I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

I dag døber folkekirken flere unge og voksne, end Danmarks frikirker gør til sammen.

Vi har i grove træk fået vores religionsfrihed, eller kampen har i hvert fald ændret sig. Vores kamp er ikke en kamp mod statskirken, men nærmere en kamp sammen med Folkekirken f.eks. igennem Danske Kirkers Råd mod politiske vinde som “Tvangsoversættelser af prædikener” eller anden religionspolitik, der rammer kirkelivet bredt. Vi har i dag lov til at være baptister. Er kampen for religionsfrihed en sag for baptister eller en sag for alle kristne?

Tilbage står vores selvbestemmelse eller holdningsfrihed i menighederne, en frihed der tidligere blev præget af de ledende præster i vores samfund, som blev præget af teologer og lægfolk i samtaler på og omkring seminariet i Tølløse, eller som blev debatteret, når tidligere tiders baptister tog emner op på årsmøder, hvor alt kunne diskuteres.

Meget har altså ændret sig, og spørgsmålet melder sig: ”Har vi behov for mere kant?”

Har vi behov for mere kant?

For det første mener jeg, at vi aldrig har haft så meget bredde på så mange punkter, som vi har i dag. Tidligere tiders diskussioner gik i høj grad på enkeltsager, som vi kan læse det i årsmødereferaterne. Men baptister var enige om det meste. I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

I dag er alt til debat. Er der egentlig plads til det? Er der plads til, at vi altid har behov for at stille alle spørgsmål? Eller bør vi have en større fællesmængde, også større end det, de otte teser peger på?

Igennem det forgangne år har jeg selv som formand for Teologisk Forum, som præst i vores præstekollegium og som medlem af BaptistKirkens ledelse været med til at debattere et hav af emner fra dogmatik, liturgi, karismatik, ledelse, ordination, ritualer, og jeg kunne blive ved. Her blot nogle eksempler i tilfældig rækkefølge:

• Vi har diskuteret salmer i forhold til lovsang. Jeg har lagt øre til utilfredshed om vores stævner, om åbningsgudstjenester, lovsangsaftener, og at spiritualiteten er noget, som mange ikke føler sig hjemme i, uanset om det gælder salmer eller lovsang.
• Vi har diskuteret sex før ægteskabet, homoseksuelles rolle i menigheden, såvel som muligheden for velsignelse eller vielse.
• Vi har diskuteret universalisme, om helvede findes, om alles frelse, og om Gudsriget har sin gang på jord eller kun har noget med himmelen at gøre.
• Vi har diskuteret, om Gud har en moderlighed, eller om Gud kun er mand.
• Vi har diskuteret Gud som treenig Gud, eller om Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er en og samme, og ikke vægtes lige.
• Vi har diskuteret ”young earth creationism”, om jorden er skabt på små 10.000 år, eller om vi tror på evolutionsteorien.
• Vi har diskuteret bibelsyn. Er den en guddommelig indblæst bog, eller er det menneskelige vidnesbyrd om Gud?
• Vi har diskuteret baptistisk ledelse. Hvem kan sidde i menighedsråd – er det kun mænd? Og kan præster diktere en retning i menighederne?
• Vi har diskuteret, om dåben kræver et omvendelsesøjeblik, eller om den er et bekendelsessvar?
• Vi har diskuteret alt. Alt mellem himmel og jord.

Alle synspunkter og modpoler findes i vores kirkesamfund. Meget af det er direkte modstridende. Meget af det har ændret sig væsentligt i forhold til vores forfædre. Meget af det er forandret, for BaptistKirken er ikke der, hvor vi var i det 19. århundrede, og det er på mange måder både godt og naturligt.

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne?

Men er vi endt der, hvor “everything goes”? Er baptisterne den rodekasse af teologi, hvor vi kun kan blive enige om, at vi døber voksne? Eller hov? – har vi ikke også enkelte menigheder eller præster, der har døbt børn?

Er vi som baptister det kirkesamfund, som hovedsageligt døber voksne, men ellers lader præster og menigheder tro, hvad de vil?

Er det vores udgangspunkt, at alt altid er oppe til debat? Er det vores samarbejdsgrundlag? Er det diskussionen eller mangel på samme, fordi vi ikke tør tage samtalen på tværs, i frygt for den enkeltes selvstændighed, der er vores kerne?

Hvis de otte teser fortæller noget om, hvem vi er, så må jeg sige, det er tyndt. De fortæller om et kirkesamfund, hvor alle kirker kan være med, folkekirken såvel som frikirker. Vores fælles fodslag siger så lidt, at mange, hvis ikke størstedelen, af landets kirker kan sige ”Ja og amen” til det.

Er der behov for os?

Hvad vil konsekvensen af mere (eller mindre) kant være? (Foto: Bent L. Hansen)

Er det nok kant? Eller har vi behov for mere? Anderledes formuleret: Er der behov for os? Er baptister bedre tjent med at arbejde i de kirkesamfund, hvor vores enkelte særegenheder står nærmest, om det er Evangelisk Frikirke Danmark, Folkekirken, Apostolsk Kirke, Pinsekirken eller Metodistkirken? Eller bør vi arbejde sammen om mere kant? En fælles vej for baptister i fremtiden?

Jeg ved ikke selv, hvor jeg står. Jeg har kæmpet for menighedernes selvstændighed igennem hele mit voksne liv, men pt. føler jeg, at det lige netop er den, der udfordrer vores fremtid. Det er den, der sætter fællesskabet på prøve. Det er den, der handlingslammer os, og gør, at vi står i stampe og ikke ved, hvor vi skal hen.

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Til sidst vil jeg stille mig selv det spørgsmål, som uundgåeligt vil komme: Hvad vil konsekvensen af mere “kant” være?

Et mindre kirkesamfund? Ja, det vil nok blive et mindre kirkesamfund, men det ville også blive et egentligt kirkesamfund igen. Et homogent et af slagsen. Det vil være nemmere at arbejde sammen. Vores stævner vil kunne være mere stringente. Lejre, uddannelse, kurser og meget mere ville måske være nemmere, fordi alting ikke altid ville være oppe til debat. Der ville ikke altid være en mistillid til andre sider af kirkesamfundet.

Vil nogle skulle gå? Det er svært at sige, men alt efter hvilken kant, man ender med, ja, så vil nogle i den ene, anden eller tredje fløj i BaptistKirken være nødsaget til at overveje, om den kant er noget, de/vi kan være kirke i.

Vil nogle blive smidt ud? Jeg tror det ikke; jeg tror nærmere, at vi finder ud af, hvad størstedelen af vores samfund vil sammen, og så er der nok nogle, der finder sammen med andre samarbejdspartnere.

Jeg ønsker et kirkesamfund

Ønsker jeg at splitte kirkesamfundet? Nej overhovedet ikke, men jeg ønsker et kirkesamfund. Ikke en historieforening eller en missionsforening, men et kirkesamfund. Et der ikke er i dyb krise, som den vi står i, men et kirkesamfund, der blomstrer igen.

Hvem skal bestemme, hvilken vej vi skal gå? Det nemme svar, og det eneste svar, vi har, er fællesskabet. Det er hverken ledelsen, præster eller mig som enkeltperson, der skal diktere en retning – nej, den skal vi finde i fællesskab.

Så er der behov for mere kant? Er der behov for at gå ned ad en ny vej? Er der behov for lidt mere retning, så vores samtale på tværs af kirkesamfundet kan fungere på ny?

Jeg ved det ikke, men lad os tale om det og ikke lukke samtalen, før den er startet!

Mere information:

Læs også Christians artikel Hvorfor døber vi ingen?
Link til nyhed på baptistkirken.dk og og pdf-fil med “De otte teser”

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Fremover vil alle kunne sende debatindlæg til redaktionen, og vi vil have et fast panel af debattører, der skal repræsentere de forskellige teologier, holdninger og synspunkter på aktuelle problemstillinger i samfundsdebatten. På den måde vil baptist-røster også få en platform at komme til udtryk på.

Det er i sig selv ikke nyt. ’Back in the old days’, da baptist.dk var et ugeblad, der selvsagt blev udgivet meget hyppigere end det nuværende, var der en levende debat om aktuelle emner. Man sendte et læserbrev ind, og hvis det blev trykt, kunne en uenig debattør sende sit læserbrev ind, der så blev trykt ugen efter.

Et broget kirkesamfund

Baptistkirken er et kirkesamfund med forskellige holdninger til mange emner. Det er et faktum – og det bliver højst sandsynligt ved med at være sådan. De seneste 10 år – i hvert fald – har vi ikke haft mulighed for at lufte vores forskellige holdninger, og jeg vover den påstand, at det har skabt øget fragmentering i vores kirkesamfund.

Det gode, ved at debatten får mere liv, er, at det kan skabe mere samtale på tværs.

Vi er forskellige, men det er bedre at høre direkte fra ham, du er uenig med, end rygter om det ene, andet og tredje. Det gode, ved at debatten får mere liv, er, at det kan skabe mere samtale på tværs – frem for kun samtale i små forskellige lejre.

Meget af tiden på landskonferencerne er også blevet brugt på forskelligt, som mere hensigtsmæssigt kunne være diskuteret på baptist.dk’s debatsektion.

Redaktionens dybfølte ønske er, at debatsektionen ikke bliver en kampplads, men et sundt og vitaliserende element for BaptistKirken.

Relateret

• 02. feb. 2025 - ”Vi er ikke allerbedst til at lytte…”
• 23. nov. 2024 - Frihed til at tro – kampen er ikke slut
• 18. apr. 2024 - Ondt i maven – eller ej?
• 17. jul. 2023 - Opråb fra en sofavælger
• 11. jul. 2023 - Blev kanten for blød?

Find flere