Lyt til artiklen her:

Troels Forchhammer:

• medlem af Det Danske Spejderkorps i 50 år
• har siden 2008 arbejdet nationalt og internationalt med at definere det gode spejderarbejde og spejderidéen
• har været med til at beskrive Spejdermetoden for DDS, for Foreningen Spejderne og for WOSM

Spejderbevægelsens stifter, Lord Robert Baden-Powell, har beskrevet målet med spejderarbejdet som at udvikle kvinder og mænd som medborgere gennem de tre H’er: ’Health, Happiness and Helpfulness’,[1] men han vender ofte også tilbage til, at målet er at udvikle ’karakter’: “Det er vigtigere end noget andet for en knægt, som skal skabe sig en plads i livet.”

Målet er at udvikle hele mennesker

I den moderne spejderbevægelse er der enighed om, at spejderarbejdet skal udvikle børn og unge som hele mennesker; det vil sige socialt, fysisk, intellektuelt, følelsesmæssigt og åndeligt samt et sjette element, som man bruger forskellige ord for. WAGGS kalder det ’moralsk udvikling’, mens WOSM taler om ’karakterudvikling’.[2] De danske spejderkorps undgår begge begreber. KFUM-Spejderne i Danmark og Danske Baptisters Spejderkorps taler om ’at udvikle sig selvstændigt’, mens Det Danske Spejderkorps (DDS) bruger udtrykket ’identitetsmæssig udvikling’. I artiklen her vil det blive betegnet karakterudvikling.

Uanset ordvalg er der enighed om, at social, fysisk, intellektuel, følelsesmæssig og åndelig udvikling – det hele smelter sammen i karakterudviklingen. Det peger frem mod spejderbevægelsens mål om at udvikle aktive, selvstændige og ansvarlige medborgere i vores lokale, nationale og internationale samfund. Personlig udvikling er spejderbevægelsens udtrykkelige formål, og fordi det sociale, fysiske, intellektuelle, følelsesmæssige og åndelige indgår i karakterudviklingen, får den personlige udvikling to retninger – indad og udad.

Personlig udvikling er spejderbevægelsens udtrykkelige formål.

Ansvar for sig selv

Uanset navn har karakterudvikling en indadrettet virkning. Det drejer sig om at sammensmelte alle den personlige udviklings elementer og at leve med integritet – at “leve oprigtigt efter sit værdisystem med selvrespekt og selvværd. At tage ansvar for sin egen udvikling og sine egne handlinger.” Ud over værdier som respekt, loyalitet, og ansvarlighed, ligger der i den indadrettede side af karakterudviklingen også det at have både mod og vedholdenhed til at gennemføre at gøre det rigtige, det gode.

Her handler det om det aktive medborgerskab – viljen til at gøre en positiv forskel i verden.

Ansvar for andre

Den anden retning er, naturligvis, udad. Her handler det om det aktive medborgerskab – viljen til at gøre en positiv forskel i verden, til at hjælpe andre mennesker, til at værdsætte forskellighed og at respektere sine medmennesker. Samtidig handler dét også om vores forhold til den naturlige verden: Om respekt for alt liv og for naturens indbyggede værdi.

Et dannelsesprojekt

I en dansk spejdersammenhæng er det nemt at forstå spejderbevægelsens formål om at udvikle børn og unge som et dannelsesprojekt.

Spejderbevægelsens dannelsesprojekt er i meget høj grad drevet af de værdier, der ligger til grund for spejderarbejdet. De værdier er dels udtrykt i Spejderloven og Spejderløftet, og dels i tre søjler, der beskriver, hvordan en spejder forholder sig til det åndelige, til sin omverden og til sig selv. Det værdisæt danner grundlag for det ideal, som spejderbevægelsens dannelsesproces – eller karakterudvikling –stræber imod.

Spejderbevægelsen tager sit udgangspunkt i værdier, i tanken om det aktive medborgerskab og i ønsket om at udvikle hele mennesker. Specifikke kundskaber og færdigheder er mindre vigtige – de er et virkemiddel snarere end et egentligt mål.

Læs også “En helt anden virkelighed”.

[1] Oversat: Sundhed, Glæde og Hjælpsomhed

[2] WAGGS og WOSM: Henholdsvis pige- og drengespejdernes verdensorganisationer

Relateret

• 18. maj. 2026 - ”Et sted at trække vejret igen…”
• 13. maj. 2026 - Fra mangel til muligheder
• 01. maj. 2026 - Fra spejder i Herlev til toppen af paraidrætten
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt
• 22. jan. 2026 - Du bliver, hvad du spiser

Find flere

Simon Jul Boeriis, 18 år:

• Gymnasieelev
• Butiksassistent
• Børne- og ungdomsmedarbejder

Ole Jørgensen, 73 år:

• ulønnet hjælpepræst
• tidligere præst og generalsekretær i BaptistKirken

Simon begynder med at sige, at det umiddelbart har med uddannelse at gøre, men det behøver ikke at være det samme. En dannet person har erkendt, hvem han er og hviler i sig selv. En dannet person er en høflig person.

Ole supplerer med, at dannelse beskriver vores forhold til andre mennesker. Med slet skjult latter hentyder han til ikke navngivne politikere: ”Man kan godt være et højt intellektuelt, uddannet menneske og alligevel være højst udannet”. Der skal være plads til andre mennesker end os selv, også selvom vi ikke er enige.

”Engang”, fortæller Ole, ”uddannede man sig til livet, mens der i dag er for meget fokus på det intellektuelle, som om alt er godt, blot der opnås høje karakterer. Det er svært at være et dannet menneske, når alt drejer sig om konkurrence.”

Hvornår stopper dannelsen?

Ole er hurtig: ”Når den sidste skrue er skruet i kisten! Hvis vi tror, vi har alle svarene, kommer problemerne, ikke mindst i kirken. Hvilken statisk Gud, er det vi tror på? Jeg kender mine begrænsninger – skulle jeg kende Den Ubegrænsede og tro, jeg ved alt?”

Simon bekræfter: ”Hvis ikke vi er åbne for at lade os danne, ender vi jo med at være snæversynede, stædige og bestemmende. Det er ikke den dannelse, jeg søger.”

Hvis ikke vi er åbne for at lade os danne, ender vi jo med at være snæversynede, stædige og bestemmende.

Vi er dannet af Gud, hvor kommer kirken ind?

Simons opvækst i kirken har helt klart formet ham. Næstekærligheden fylder meget og er afgørende for hans syn på dannelse: ”Jeg er jo elsket af Gud, min Far, derfor smiler jeg til min næste og er hjælpsom – men jeg er jo også bare et menneske, så jeg kan godt glemme det. Men jeg prøver på det, og Gud har lovet mig, at jeg engang får det igen.”

Ole kommer i kirken i erkendelse af Guds nåde. Vi har lov til at være dem, vi er. Guds nåde gør, at vi ikke skal hænge med hovederne, fordi vi ikke slår til. Vi må igen og igen starte forfra: ”Det er ikke problematisk at lave fejl. Det bliver først problematisk, hvis vi forsvarer os og vores ret til at fejle.”

”Viljen til at ville evangeliet. Det er dannelse. Derfor går jeg i kirke. Jeg har brug for, at evangeliet taler til mig og udfordrer mig til at prøve igen, til at tænke om.”

Er du bevidst om, hvad der er godt for din dannelse?

Simon har lige haft brug for en pause til at finde sig selv igen: ”Det er som at have en dåse med modellervoks. Jeg ønsker at tage den op og forme den, men det vil andre også, og så må låget blive på lidt længere. Det må være min beslutning, hvornår låget skal fjernes, og hvem der skal være med i formningen. Dannelse er også at holde pause. Jeg har travlt med Børnekapow, fordi jeg gerne vil være med til at forme børnene, som jeg selv blev formet. ‘LYT’ er mødestedet for de unge, hvor vi kan være os selv og tale sammen om mange forskellige emner. Det er også dannelse.”

Guds nåde gør, at vi ikke skal hænge med hovederne, fordi vi ikke slår til.

Ole supplerer: ”Modellervoksbilledet passer også senere i livet. Perioderne, hvor man er ved at miste sig selv, kommer igen og igen. Måske bliver man stivere med alderen, for det bliver sværere at acceptere, at der skal omformning til. Det kræver opmærksomhed og vilje.”

Til tiltag, der trækker i en forkert retning, siger Simon klart: ”Så må dåsens låg blive siddende”, og Ole påpeger, at vi – i vores længsel efter at gøre det rigtige overfor Gud – nogle gange kommer til at fejle. Måske kommer vi til at isolere os, men det er vigtigt at holde fast i, at der kun er én verden, som Gud har smidt os ud i for at være lys og salt.

Ydmygheden overfor Gud og overfor livet generelt er afgørende i dannelsen til det, Han ønsker, vi skal blive til: ”Vi når det nok ikke helt, men det er jo også det spændende!”

Hvordan er man en god samfundsborger?

”Jesus opfordrede til at give kejseren, hvad kejserens er. Så selvfølgelig skal vi betale skat,” siger Simon. ”Når vi viser venlighed og hjælpsomhed, er vi med til at præge samfundet.”

Ole er enig og citerer Paulus: ”Skik jer ikke lige med denne verden, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind”.[1] Når vi lader os forvandle, får vi indflydelse.

Ole mener, det er vigtigt at tale imod uretfærdighed, men den almindelige venlighed og omsorg for de mennesker, vi møder, er væsentlig i samtalen om at være til stede i verden. Alle kan bidrage med noget.

Måske bliver man stivere med alderen, for det bliver sværere at acceptere, at der skal omformning til.

Mødrene dannede os

Til slut taler vi om Simons og Oles mødre, og den kolossale indflydelse, de har haft på deres drenges dannelse. Uden at underkende fædres og andres bidrag er det alligevel Simons mor, der med sin facon, har givet ham tillid til at turde være sig selv, og Oles mor gav ham den bevidste og ubevidste erkendelse, at i kirken kunne der findes kræfter, så livet kom til at hænge sammen igen, og livet kunne fortsættes.

[1]    Romerbrevet kap. 12, vers 2

Relateret

• 09. feb. 2024 - Spejderlivet – en dannelsesrejse
• 02. jan. 2024 - Korskirken reparerer de udtjente ting i dit liv
• 21. feb. 2019 - Kristentro – politisk holdning
• 03. sep. 2018 - Åndelig prægning frem for pres eller passivitet
• 22. jun. 2018 - Tro, det er noget, vi deler med hinanden – også vores børn!

Find flere

Rachel Turner er amerikansk familiepræst bosat i England sammen med sin engelsk mand og søn. Hun er forfatter til tre bøger: Tro i Børnehøjde, Selvværd i Børnehøjde og Tryg i mørket, som handler om at give (pleje)forældre og (pleje)bedsteforældre opmuntring og værktøjer til en børneopdragelse i Gud.

Hendes livlige undervisning gav mange tanke-kolbøtter. Hun mener, at vores egne præstationskrav overfor vores børns åndelige relation til Gud ofte fører til en uopnåelig hellighed og dermed larmende tavshed fra forældre og bedsteforældre. Samtidig fører frygten for religiøse overgreb på vores børn frem til samme tavshed. Hvad gør man så?

Tag en slapper

”Hvis du falder i søvn under vejs, er det helt ok med mig,” startede Rachel. ”Kæmp ikke imod det. Giv blot efter. For den bedste gave, man kan give til et andet menneske, er en lur,” fortsat hun til hallens forbavselse, ”Især til forældre med børn under fem!” Rachel mindede os om, at Gud også tog en lur fra sit hårde arbejde. Hun brugte de først fem minutter til netop at påpege, at Gud har skabt os med de gaver, han syntes, vi har brug for, og derfor er vi gode nok, som vi er i Guds øjne – for vi er hans børn, og vi er frelst af hans nåde. Hun trak tråden videre til, at Gud også har udvalgt netop os til at være forældre, værge eller bedsteforældre til netop de børn, vi har i vores varetægt. Og derfor har Gud en plan med os som åndelige vejvisere for vores børn.

Vi behøver ingen uddannelse

Vi overlader ikke størstedelen af børneopdragelsen til dagplejemor, pædagoger eller lærere, da børnene tilbringer det mest af deres tid hos familien. Og både som (pleje)forældre og bedsteforældre har vi en god idé om, hvordan vi kan føre vores børn og børnebørn frem til de samme værdier, som vi selv har. Vi behøver ingen uddannelse hertil. Vi prøver os frem, spørger til råds undervejs eller kloger os i bøger, når vi er i tvivl, og så justerer vi undervejs.

VI er faktisk gode nok og udrustet også til den åndelige opdragelse.

”Så hvorfor overlader vi vores børns åndelig opdragelse til præster, børnegudstjenester og sommerstævnet? VI er faktisk gode nok og udrustet også til den åndelige opdragelse – ikke kun til at lære vores børn at spise pænt, at blive en god kammerat og at blive en sikker cyklist, m.m.”, siger Rachel og fortsætter: ”Vi kan og bør tage os aktivt af også den del af værdigrundlaget for vores børn.”

Du dur som åndelig rollemodel

Hovedpointen med Rachels budskab var, at vi er gode nok som rollemodel til et kristent liv, for Jesus er den ansvarlige som vores børns frelser – ikke os. Men relationen og nærvær med Gud kommer ikke af sig selv. Det kommer heller ikke udelukkende fra kirken eller børnelejre. Vejen frem til en bæredygtig relation med Gud vises i de mange timer, vi tilbringer sammen med vores børn i hverdagssituationer. Og vi behøver ikke at frygte for uønskede overgreb eller teologiske huller i vores egen vandring med Gud.

For Gud er ligeledes forælder – din himmelske far.

Det er jo netop en vandring, som man nemt kan tale åbent om, som man taler om sine andre relationer. Rachel opfordrede dem, som var vågne endnu, til at skabe et vindue ind til DIT eget autentisk åndsliv og nærrelation som Gud kalder DIG til. For Gud er ligeledes forælder – din himmelske far. Han kender dine udfordringer som forældre, værge eller bedsteforældre, samt den stædighed, udholdenhed og tålmodighed, der nogen gange skal til at få sine børn i mål. Rachel holder fast i, at Gud udvalgte netop DIG til dine børn eller børnebørn, fordi DU er bedst til opgaven.

Praktisk prægning

”Vi ved allesammen, at børn gør, hvad vi gør, og ikke nødvendigvis, hvad vi siger,” påpeger Rachel. ”Måske gør de, hvad der bliver sagt, hvis vi er heldige eller truer med at fjerne fredagsslikken. Men opdragelse på held eller trusler holder jo ikke på sigt.” Rachel gav nogle gode praktiske fif til, hvordan du kan komme i gang allerede NU med at åbne et vindue for dit (pleje)barn eller (pleje)barnebarn ind til din åndelige vandring med Gud.

For Gud tager imod os, som vi er hver dag – uperfekte dog tilgivet og løskøbt.

Du behøver bestemt ikke at være perfekt, fremsige perfekte bønner i et højtideligt sprog, fremstå som det perfekte menighedsmedlem eller aldrig fejle, før du tør blive Guds vejviser for dine børn. For Gud tager imod os, som vi er hver dag – uperfekte dog tilgivet og løskøbt. Også med dit morgenhår! Også med din bøn i bilen, der straks belv afbrudt i det øjeblik, du fik øje på et sted, du kunne få en tiltrængt kop kaffe! Også på toilettet! Og heldigvis for den!

Brug din private Guds-relation

Hvorfor har vi dog bragt en påtaget og kunstig præstation tilbage som målestok for at kunne være åndelige vejvisere for det allermest dyrebare, vi har? Rachel opfordrer derfor alle (pleje)forældre og bedsteforældre til at se barnets åndelig opdragelse som alle andre nærrelationer og gode forhold. Vi kan lukke barnet ind i vores private relation til Gud. Vi kan fortælle, hvordan og hvornår vi bruger tid sammen med Gud og lade døren stå på klem, så barnet kan smugkigge. Vi kan fortælle barnet, hvordan vi kommunikerer bedst eller ”chatter” med Gud og invitere barnet ind i de situationer. Måske er det, mens du er ved at lufte hunden eller køre bil? Vi kan også fortælle barnet, hvordan vi ”fanger” Guds svar til os igennem billeder eller musik. Tanken er at italesætte din relation til Gud, ligesom du gør om dine andre relationer, samt italesætte dine egne glæder og udfordringer i din vandring med Gud ligesom i andre områder i dit liv.

Livslang vandring

Dit barn eller barnebarn vil opleve, at den ”du skal” og ”du må ikke” eller en tavs mystik bag lukkede døre, som de fleste af os har oplevet, bliver omdannet til en ”jeg kan lide at tale med/lytte til Gud sådan her… det kan du også prøve” og en ”jeg synes det er svært at forstå Guds ord, så det hjælper mig at skrive noter eller en logbog over mine tanker… vil du tegne et billede, imens jeg læser højt?”  VI kan og bør hjælpe den næste generation til at kende Gud personligt som fundament til deres livslange vandring med Gud og ikke blot til at kunne remse en række Gud-fakta op. For frelsen er netop mere end at være klog på Gud, fastholder Rachel. Det er at være ét med Gud. Og Rachel mener, at Gud er overbevist om, at netop DU er god nok til denne opgave, fordi han har givet den til dig frem for til andre.

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 14. sep. 2025 - Håb i Musema: Frivillige mødre forvandler lokalsamfundet
• 12. jul. 2025 - Danske og ukrainske baptister giver håb til krigens børn
• 13. jun. 2025 - Kirkens kald i en ”platformskultur”

Find flere

Rasmus Elkjær Larsen:

• præst i Aabenraa Frikirke
• deltidsansat i Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund med fokus på ’Børn og Familiearbejde og lederudvikling’

Troen er for mange noget helt essentielt. En gudgiven gave, som vi pakker ud gennem hele livet. Men hvornår får vi egentlig den nådegave: At kunne tro på en levende, kærlig Gud?

Her kommer ikke en teologisk redegørelse for troens mysterium, men blot en fokusering på den påstand, at børn tror, fra de er helt små. Mon ikke kristne kan blive enige om, at vi alle er skabt med troens mulighed, selvom ikke alle oplever at få et personligt trosliv?

Forældrene giver grundlaget

Rachel Turner deler ikke blot sin egen tro med sine egne børn. Hun har gjort det til sin tjeneste at hjælpe forældre med at dele deres tro med deres egne børn. Hun kalder det for “Parenting for faith”. Det har en lidt bredere nuance end “Forældre for tro”. Hun bruger den viden, vi længe har haft også i Danmark, at søndagsskoler og børneklubber slet ikke har tid nok til trosformidling i forhold til, hvor meget tid forældre har sammen med deres egne børn.

Vi kender det fra børnehaverne og skolerne. De kan ikke løfte opgaven med at stimulere og give tilstrækkelig læring til børnene, uden at forældrene supplerer med omsorg, lektielæsning, leg og godnathistorier. Men når det gælder trosformidling til børn, så er søndagsskolerne og børneklubberne supplementet. Forældrerollen er basis!

Vi viser børn troslivet igennem vores trosliv og lader dem gøre deres egne erfaringer.

Del den tro, du har

Mange forældre har vanskeligt ved at dele troen med ungerne. Det bliver let lidt akavet, kunstigt og teoretisk. Her er Rachel Turner klar i mælet. Du skal blot dele den tro, du har. Det behøver ikke være så vanskeligt. Du skal blot lade dine børn få del i dit trosliv. Lad dem se, at du også beder, og hvordan du gør det. Bed gerne sammen med dem. Lad dem opleve, at deres eget trosliv bliver forankret i Gud i deres hverdag, og lad dem blive inspireret af, hvordan du lever dit liv med Gud.

Rachel Turner:

• har siden 2005 udviklet tankerne om at udruste forældrene til at varetage børnenes trosoplæring
• har arbejdet i flere kirker som familiepræst, børnepræst og ungdomspræst
• rådgiver, holder foredrag og kurser for forældre og kirkeledere
• arbejder ud fra ‘Parenting for Faith’, der blev tilknyttet ‘The Bible Reading Fellowship’ i 2016

Det handler kort sagt om, at vi tør vejlede vores egne børn, at vi viser dem troslivet igennem vores trosliv og lader dem gøre deres egne erfaringer. Så opstår de mest fantastiske gudsforhold, som ofte har brug for lidt vejledning og modning, efterhånden som livet udvikler sig.

Inspirerende underviser

Rachel Turner er sjov, personlig og en inspirerende underviser. Hun deler af sin viden fra sit arbejde og sit privatliv. Hun viser, at trosformidling til børn ikke behøver at være vanskelig, men hun lader os også se, hvordan vi er enten gode eller dårlige rollemodeller for de mindste, når de skal gå deres første skridt i troen på Gud. Så det er ikke helt ligegyldigt, hvordan vi griber det an.

Kom og lad dig inspirere til trosformidling i børnehøjde, når Rachel Turner kalder alle voksne til at dele troen med de yngste. Tro er nemlig noget, vi deler med hinanden …

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere

• Jytte Christensen, søndagsskolelærer hos Marie og Peter Krabbe i Hvorupgård 1942-52
• Tove Jensen, nu Møller-Hansen, nabodatter
• Asger Hylleberg, Henning og Bodil Krabbe, børn i søndagsskolen

Jytte Christensen fortæller, at hun altid har gået i søndagsskole. Først i sit hjem, der lå, hvor Aalborg Lufthavn er i dag. Det blev taget af tyskerne i 1942. Dengang boede der mange familier, og søndagsskolen samlede op mod 100 deltagere, når der var julefest. Stuer og soveværelse blev ryddet for møbler, og det store træ blev sat op i sovekammeret.

Jyttes far, Jakob Johansen, var søndagsskolelærer, og Jyttes mor bagte pebernødder til godteposer til børnene og kringle til de voksne: ”Nok var det fædrene, der holdt søndagsskole; men det var mødrene, der måtte lægge hjem til og bage”, understreger Jytte. ”Hvilken opofrelse!”

Søndagsskole med sandkasse

Jytte Christensen

Fra 1942 boede familien i Vestbjerg, og Jytte begyndte som søndagsskolelærer hos Peter Krabbe i Hvorupgård. Jytte havde de mindste børn, og kun fantasien satte grænser for de materialer, hun brugte i sandkassen. Det var vigtigt for hende at finde illustrationsmateriale, som talte til børnene ud fra deres daglige liv.
Hun nævner bl.a. guldkalven: ”Tænk, at en kalv kan være af guld”, som et af børnene sagde. Og Jakobs drøm. En sten til hovedpude og en stige op til himlen. Det kunne ikke imponere en af drengene: ”Vi har en, der er meget større, og den kan nå helt op til høloftet, og så kan man gå på den!” Til Jesus’ lignelser lavede hun landskaber, huse og mennesker.

Det fortæller Jytte med et stort engagement og med en indlevelse, så man skulle tro, det var sket i går: ”Vi læste teksten, og så var opgaven at bruge fantasien til at illustrere den, så børnene kunne forstå det.” Jeg gik i søndagsskole hos Jytte dengang, og jeg ser endnu det hele for mig. Bl.a. beretningen om den lamme mand, der blev hejst ned gennem hustaget.

Først læste jeg bibelteksten, og bagefter legede vi teksten ind i figurerne i sandkassen.

”Dengang var der også møder for naboerne i hjemmene, og vi havde teltmøder hos os”, fortæller Jytte. Som 13 årig blev hun spurgt, om hun var omvendt. ”Omvendt fra hvad?” tænkte hun. Guds ord og Jesus var en del af hendes liv: ”Vi var oplært til at bede og synge.” Hun lod sig døbe som 14-årig.

Søndagsskolelærer fra Indre Mission

For få år siden fik Jytte igen kontakt til Tove Jensen, nabodatter til Krabbe. Tove fortæller: ”Jytte var baptist, mine forældre tilhørte Indre Mission. Men det var ikke noget, vi gik op i. Jeg overtog de yngste efter Jytte, da jeg var 14-15 år gammel. Først læste jeg bibelteksten, og bagefter legede vi teksten ind i figurerne i sandkassen. Det var sjovt og hyggeligt. Jeg havde børnene i køkkenet. De var op til seks-syv år gamle.”

Tove og Jytte har påvirket mig og min tvillingbror Bent i vores tidligste barndom med oplevelser fra søndagsskolens sandkasse.

Dagligstuen blev brugt til søndagsskole

Henning og Bodil Krabbe fortæller, at der til deres egn hørte 20 husmandssteder, ‘nybyggere’ fra 1930-erne, samt stationsbyen: ”Anden nytårsdag var der juletræ for børn og forældre. Far sørgede for, at alle kunne komme ind for sne, og at juletræet var sat op i ‘pænstuen’, hvor der i dagens anledning var tændt op i kakkelovnen. Mor sørgede for beværtning. Det kunne hun godt lide.”

Søndagsskoleudflugten gik til Lundby Krat ved Gistrup: ”Vi kørte med privatbane fra Nørresundby med åbne togvogne. Med hornorkesteret i spidsen gik vi til pladsen i bakkerne, hvor vi fik madder med røde pølser og røræg.” De husker søndagsskoletiden som en god tid, hvor de nød det liv og den stemning, den skabte i hjemmet.

Jeg gik i søndagsskole hos Jytte dengang, og jeg ser endnu det hele for mig.

”Kast dit brød på vandet”

Sådan sammenfatter Jytte sine erindringer: ”Det var en rig tid, og livet har formet sig godt. Og så kan man altid håbe, at et eller andet har sat sig og påvirket livet hele vejen til i dag.” Hun lærte som barn: ’Gør det så godt du kan’. Og det har hun gjort til gavns og til velsignelse for mange.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere

Sigurd Barrett

• født 1967, opvokset i Viborg
• har fem børn
• phil. i musikvidenskab, pianist, entertainer, komponist, forfatter til en række børnebøger
• modtog i 2009 DR’s Rosenkjærpris for sin formidling
• læs mere om Sigurd Barrett på hjemmesiden
  sigurd-barrett.dk
• har officiel fanside på Facebook

Hvad tænker du, når jeg siger trosoplæring?

Det er en gave, som man kan give til et barn. En barnegave. Oplæring kan lyde som indoktrinering, men det synes jeg nu ikke, at det er. Men det er vigtigt at introducere den kristne tro i lyse vendinger. Dernæst kan vi fortælle om det, vi må gøre – fx de 10 bud.

Hvilken betydning havde troen i din barndom?

Jeg er adoptivbarn. Da jeg var 23 år gammel, lærte jeg min biologiske mor at kende og har derfor to mødre. Hjemme hos mine adoptivforældre var troen en naturlig del af livet. Vi var ikke flittige kirkegængere, men følte absolut tilhørsforhold til kirken. Hver aften havde min mor og jeg et fast ritual. Først bad vi Fadervor, dernæst sang vi salmen ‘Nu lukker sig mit øje’. Det gav mig stor tryghed at vide, at englen passer på mig, mens jeg sover. Det var dejligt på et højere plan og fyldte mig med varme følelser.

Der er mange, som gerne vil have hjælp til at fortælle om troen.

Hvad har det at synge betydet for din tro?

Derhjemme sang jeg sammen med min mor. Da jeg blev ældre, sang jeg i gymnasiekoret, som også sang i kirken. Viborg Domkirke er udsmykket med mange flotte kalkmalerier, som fortæller den gode historie, blandt andet om Lazarus, der ligger i Abrahams skød. Jeg kunne godt lide at se på billederne, mens jeg sang.

Hvordan tror du, at Gud ser på os – både børn og voksne, hvis vi gør noget, vi ikke må?

Jeg tror, Gud er som en far. Han bliver ikke vred, han bliver snarere skuffet, når vi gør noget forkert. Som far bliver jeg også selv skuffet, mere end jeg bliver vred. Jeg glæder mig over børns gode intentioner – også selv om det måske går galt.

Hvad vil du gerne opnå med dine bøger?

Jeg vil gerne give anledning til spørgsmål. Hvad kan man lære af Danmarkshistorien? Vi skal ikke være hovmodige, vi mistede vores land på den bekostning. Dannelse er at fortælle de gode historier og give vores børn anledning til refleksion. Jeg vil gerne have samtalen tilbage i familien. Der er så meget, der tager opmærksomheden. Det er derfor mit mål, at bøgerne skal have så meget power, at de kan hamle op med skydespil på iPad – derfor findes de også på forskellige platforme: Film, bog, brætspil.

Hvorfor tror du, at din børnebibel er så populær?

Der er mange, som gerne vil have hjælp til at fortælle om troen. Målgruppen for bogen er 5-100 år! Andre børnebibler er skrevet til børn fra 8-10 år, og det er faktisk for sent. På det tidspunkt kan det være vanskeligt at fange deres interesse. Det er lettere med dem, som er lidt yngre.

Ordvalget betyder meget og hver enkelt sætning er vejet.

Hvordan arbejder du med sproget?

Jeg arbejder med begrebet ‘stopord’. Det er ord, som børn ikke forstår, fx farisæer, apostel. Eftersom jeg henvender mig direkte til barnet, så finder jeg andre udtryk, som jeg er sikker på, at barnet forstår. Jeg skriver fx, at Gud opfandt verden. Ordvalget betyder meget, og hver enkelt sætning er vejet. Samtidig må vendingen gerne give stof til eftertanke for den voksne.

Jeg har i den forbindelse en sød historie: En journalist læser op for sin lille datter. Datteren siger, at hun gerne vil høre mere, men stiller ingen spørgsmål. Mor undrer sig, men det går op for hende, at de manglende spørgsmål skyldes, at datteren har forstået, hvad hun fik læst højt.

Jeg vil gerne have samtalen tilbage i familien.

Hvilke virkemidler anvender du i formidlingen af bibelhistorierne?

Der hører en film med til børnebibelen. Det er sikkert en medvirkende faktor til den store popularitet. Der er ingen blasfemi i filmen. Den kan ses af alle fra to år og forstås fra tre år. I filmene er Snapper en gennemgående figur. For at sikre mig kirkelig bredde, har jeg undervejs haft kontakt med seks præster fra forskellige kirker. Dem bruger jeg som sparringspartnere.

Sigurds dannelseshylde til børn:

• Sigurd fortæller Bibelhistorier
• Sigurd fortæller om de nordiske guder
• Sigurd fortæller om de græske guder
• Sigurd fortæller Danmarkshistorie
• Sigurd fortæller om Luther

Alle bøgerne er udgivet på Politikens Forlag i perioden 2010-2017.

Hvordan inddrager du dine egne børn?

Børnene er med i processen og agerer prøveklude undervejs. De er med på scenen og på pladen. Alle mine børn tør tage en mikrofon. Jeg viser dem tillid og spørger: ’Hvad er det værste, der kan ske?’ I dagens Danmark er det atypisk at forene familieliv med karriere. Når jeg har mine børn med ind på scenen, synes andre børn, at det er spændende.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere

Lena Jørgensen:

• har holdt børnetaler i tæt på 30 år
• se børnetaler på http://www.baptist.dk
• tilhører Odense menighed
• er børnehavepædagog

Det er vigtigt, at børnetalens indhold harmonerer med den tekst eller det tema, som gudstjenesten er bygget op om. Der skal være en rød tråd, som er til at få øje på. Jeg lægger også vægt på at være ærlig. Det skal være noget, jeg selv har oplevet, eller som jeg føler stærkt for.

Hvordan fanger man børnenes opmærksomhed?

Ja – bestemt ikke ved en lang talestrøm. Der skal være noget visuelt og børnene skal involveres eller aktiveres. Måske kan de holde remedier, som indgår i børnetalen, eller være statister i den historie, man fortæller. De kan måske lede efter fåret, der blev væk. En ‘hemmelig’ ting man har med i fx en kuffert, som først afsløres hen i forløbet, øger også opmærksomheden.

Dukketeater som formidling

Det er en rigtig god måde at fange børnenes – og de voksnes – interesse på. I dukketeater er det tilladt at sige alt muligt – næsten da – og man kan stille både dumme og naive spørgsmål. Det er det utroligste, sådan nogle dukker kan få sig selv til at sige – helt uden at rødme.

Det kan være du tænker: ‘Det er ikke noget for mig – det har jeg slet ikke mod til’. Men det er faktisk ikke så slemt. Man sidder jo gemt bag et tæppe, og det er dukkerne, der taler, ikke én selv. I Odense har det været to mus, som har talt, og i de seneste år har min muse-kollega og jeg skiftedes til at skrive stykkerne.

Men er det ikke svært at blive ved med at finde på noget?

Jo! Ofte har jeg fortvivlet lørdag aften sagt til Gud: ‘Jeg har jo ikke noget!’ Alligevel er det altid lykkedes at få holdt børnetalen. Gud har aldrig ladet mig i stikken.

Så, hvis du har lysten – kast dig bare ud i det!

Børnetale om ansvarlighed

Julius: Hej Anton – hvad laver du her?
Anton: Ikke noget – eller det vil sige – jeg venter.
Julius: Venter du? Hvem venter du på?
Anton: Ikke på nogen. Jeg venter bare med at gå hjem.
Julius: Nå, hvorfor det?
Anton: Jo, for i morges, inden jeg skulle i skole, sagde min mor, at jeg skulle passe de små, når jeg kom hjem.
Julius: Jamen, skal du så ikke det?
Anton: Nej, hvorfor er det lige mig, der skal gøre det? Det kan da lige så godt være en af mine andre søskende – der er jo så mange andre.
Julius: Jo, men din mor har jo sagt det til dig.
Anton: Æv ja – men hun kan da bare sige det til en af de andre.
Julius: Jamen Anton – det kan jo være, de skal hjælpe til med noget andet – købe ind eller vaske op eller sådan noget. Det kan jo være, det er din tur til at se efter de små.
Anton: Jeg har ikke lyst. Skal vi ikke hellere gå hjem til dig og spille sky-landers?
Julius: Nej, ved du nu hvad, Anton! Det går altså ikke. Det handler faktisk om ansvarlighed.
Anton: Ansvar-hvad-for-noget?
Julius: Ansvarlighed. Det er et nyt ord, jeg lige har lært.
Anton: Hvad betyder det?
Julius: Ja, det er noget med, at vi skal gøre det, der er brug for. Jeg mener det, der er vigtigt, sådan at vi hjælper hinanden. Altså: Du skal hjælpe din mor med det, du kan – fx passe de små.
Anton: Arh – det er vel ikke så vigtigt. Jeg kan jo bare passe dem en anden dag. Jeg skal vel også have lov til at holde fri, når jeg har lyst.
Julius: Hvad nu, hvis din mor bare har lyst til at holde fri? Hvad nu, hvis hun siger: ’Det er ikke så vigtigt, at jeg laver mad til musebørnene i dag – jeg kan da bare lave det en anden dag!’
Anton: Nej, det kan hun da ikke!
Julius: Nej vel. Det gør hun heller ikke. Din mor er nemlig ansvarlig. Hun gør det, der er vigtigt. Det skal du også gøre, Anton.
Anton: Ja – det er vist rigtigt.
Julius: Du, Anton. Skulle jeg ikke lige gå med dig hjem og se efter de der kulrede museunger?
Anton: Ja, gider du? Tak, Julius – du er min bedste ven.
Julius: Ved du hvad, Anton? Det kan være, du må få lov til at holde fri i morgen – så kan vi jo bare spille sky-landers i morgen, ik´?

Børnetale om at sige undskyld

Anton:   Laurits – er det dig? Hvad laver du?
Laurits:  (Siger ikke noget)
Anton:   Laurits, gemmer du dig?
Laurits:  Shhh. Er han gået?
Anton:   Gået. Hvem?
Laurits:  Ja, Ingolf. Var det ikke ham, der var her lige før?
Anton:   Jo, det var det. Han er gået. Gemmer du dig for Ingolf?
Laurits:  Gemmer og gemmer – jeg har bare ikke lige lyst til at møde ham lige nu.
Anton:   Hvorfor ikke?
Laurits:  Nej – det har jeg bare ikke.
Anton:   Jamen, hvorfor ikke? Der må da være en grund. Er der sket noget?
Laurits:  Ja, det kan man godt sige. Der er sket det, at hans cykel er blevet væk.
Anton:   Nå, men hvad har det med dig at gøre?
Laurits:  Jo, forstår du. Den anden dag skulle jeg til fødselsdag, og jeg havde glemt at købe en gave, og klokken var rigtig mange, så jeg kunne næsten ikke nå det. Jeg løb af sted og havde rigtig travlt, og så var det, at jeg kom forbi Ingolfs hus, og så fik jeg øje på hans cykel – den stod lige inden for hækken – og så tænkte jeg, at jeg lige kunne låne den. Det ville Ingolf nok ikke have noget imod.
Anton:   Nej, det tror jeg heller ikke, at han ville. Men hvad så?
Laurits:  Jo, så cyklede jeg hen til butikken og skyndte mig ind for at købe gaven, men da jeg kom ud, så var den væk!
Anton:   Hvad – var gaven væk?
Laurits:  Nej, nej, ikke gaven – cyklen var væk.
Anton: Var cyklen. Av det var ikke så godt. Hvad sagde Ingolf så?
Laurits: Ja, det ved jeg jo ikke, for jeg tør slet ikke snakke med ham. Men jeg hørte, at han gik og spurgte de andre, om de havde set hans cykel. Inden han fik spurgt mig, så skyndte jeg mig væk, så han ikke kunne se mig.
Anton:   Av, så har du det ikke så godt.
Laurits:  Nej – jeg har helt ondt i maven.
Anton:   Det kender jeg godt.
Laurits:  Gør du, Anton?
Anton:   Ja, jeg gør. Engang var jeg kommet til at vælte min mors bedste vase. Det var en vase, som havde stået hjemme hos min mormor, så den var rigtig gammel, og min mor var så glad for den.
Laurits:  Jamen, hvordan kunne du komme til at vælte den?
Anton:   Ja, det var jo, fordi jeg legede: ‘Jorden er giftig’, og så klatrede jeg lidt på den reol, hvor vasen stod, og så væltede reolen.
Laurits:  Hold da op – det var ikke så godt. Hvad sagde din mor?
Anton:   Jeg ved det ikke rigtig, for jeg skyndte mig ud, og jeg turde ikke komme hjem igen. Det var først, da det blev mørkt, og jeg begyndte at fryse, og jeg var rigtig sulten, at jeg kom hjem – jeg var jo nød til at gå hjem til sidst. Selvom jeg ikke turde. Jeg var rigtig bange, Laurits.
Laurits:  Det kan jeg godt forstå.
Anton:   Så da jeg kom hjem, så måtte jeg jo sige til mor, hvad jeg havde gjort, og jeg græd og var rigtig ked af det, og jeg sagde undskyld.
Laurits:  Hvad sagde hun? Fik du mange skæld ud?
Anton:   Nej – det var det helt fantastiske. Mor sagde, at det selvfølgelig var en vase, som hun var glad for, men det var jo kun en ting, og hun var mere glad for, at jeg ikke var kommet til skade, da reolen væltede. Og så sagde hun, at hun var mest glad for, at jeg selv kom og sagde undskyld. Og ved du hvad, Laurits, det skal du også gøre.
Laurits:  Mig – nej, det tør jeg ikke.
Anton:   Jamen, så kan du jo ikke snakke med Ingolf mere, og så vil du blive ved med at have ondt i maven. Du er nødt til at sige undskyld.
Laurits:  Jamen, det er så forfærdeligt, at hans cykel er væk, og det er min skyld.
Anton:   Ved du hvad, Laurits – jeg skal nok gå med dig.
Laurits:  Vil du? Åh, Anton – du er min bedste ven. Jeg kan sige til ham, at han må få mine lommepenge, indtil der er nok til en anden cykel.
Anton:   Det kan også være, vi kan spørge politiet, om de har fundet Ingolfs cykel. Det sker sommetider.
Laurits:  Er det rigtigt? Det ville være helt fantastisk. Tak, Anton!

Børnetale om at der er meget at være glad for

Anton:   Øv-øv-øv-øv
Julius:   Jamen dog. Du lyder ikke så glad. Er der noget galt?
Anton:  Galt! Alting er galt.
Julius:   Uha da. Er der slet ikke noget, du kan være glad for?
Anton:  Nej, ingenting.
Julius:   Jamen, hvad med julen – var den ikke god? Fik du ikke nogen gode julegaver?
Anton:  Jo, jeg fik en hættetrøje, hvor der var skrevet noget på – den var rigtig sej, men den var for lille.
Julius:   Jamen, så kan du jo bare bytte den.
Anton:  Ja, det har jeg jo prøvet, men så havde de den selvfølgelig ikke i min størrelse, og så var farven helt forkert, og der stod noget helt andet på.
Julius:   Nå da. Men du fik vel andre gaver?
Anton:  Jo, jeg fik en fjernstyret bil. Den var jeg glad for, men så kom min far til at træde på den, så den blev helt smadret. Jeg fik også en lommelygte, der kunne lyse rigtig godt, men min lillebror kom til at tabe den i en stor vandpyt, og så var den ødelagt.
Julius:   Du er godt nok uheldig. Men nytårsaften – det var da sjovt. Der var vi jo sammen, og vi fik rigtig god mad. Og vi så alle raketterne – det var da flot – synes du ikke?
Anton:  Ja, det kan du sagtens sige. Jeg synes ikke, det var særlig sjovt at have brugt alle sine lommepenge på en stor raket, og da jeg så skulle tænde den, så fløj den bare ikke op i luften. Det var en fuser. Hvor sjovt er det? Og så var det i øvrigt regnvejr.
Julius:   Ja, det var det jo. Og du vandt selvfølgelig heller ikke mandelgaven til jul.
Anton:  Jo, det gjorde jeg faktisk.
Julius:   Der kan du bare se. Det er ikke alting, der er dårligt. Hvad vandt du?
Anton:  Jeg fik en lottokupon. Men den vinder jeg selvfølgelig ikke noget på.
Julius:   Nej, ved du nu hvad, Anton – du tror vel ikke, der er ret mange, der vinder på lottokuponer. Jeg synes godt nok, at du er noget af en sortseer. Du skulle hellere tænke på alle de gode ting, der er.
Anton:  Hva’ for nogle gode ting?
Julius:   Ja fx, at du ikke er syg. Eller at du har gode venner. Eller at du får mad hver dag. Alt sådan noget. Der er da meget, man kan være glad for. Jeg tror i hvert fald ikke, at Gud har skabt alting for at gøre os kede af det. Tværtimod. Jeg tror, at han gjorde det for at gøre os glade, og for at vi skal have et godt liv.
Anton:  Det er let nok at sige. Hvad så når alting går imod en?
Julius:   Ja, så tror jeg, at vi skal prøve at hjælpe hinanden med det, der er besværligt. Det er jo det, man har gode venner til.
Anton:  Jamen, hvordan?
Julius:   Ja, fx så har jeg faktisk to lommelygter, og ved du hvad, du må godt få den ene.
Anton:  Er det rigtigt? Det vil jeg gerne. Tak.
Julius:   Og det med bilen – du har jo snart fødselsdag – så kan du jo ønske dig en ny.
Anton:  Ja, det kan jeg jo godt. Det var en god ide. Ih, Julius, jeg har det allerede meget bedre.
Julius:   Ja, det gælder bare om at se lidt lyst på tingene. Og ved du hvad, Anton? Det kan da godt være, at du vinder på lotto-kuponen.
Anton:  Ja, måske er jeg heldig.

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere

Daniel Øhrstrøm, f. 1979

• Kulturjournalist på Kristeligt Dagblad
• Forfatter til bl.a. ‘Vejen til værdighed’, ‘Den forbudte frelse’, ‘Vild med dannelse – fra Goethe til Google’ og salmesamlingen ‘Det bedste er i vente’
• Medlem af Missionskirken i Rønne, som er en del af Det danske Missionsforbund

Det gjorde mig meget stresset og urolig, for jeg ville gerne have et godt forhold til hende, men det lykkedes aldrig. Og i stedet for kom jeg til at skælde børnene ud hver gang, der – naturligt nok – kom lyd på deres lege. Så var det nemmere at lade dem hænge over deres iPads.

Det ærgrer jeg mig mest over nu, hvor vi er flyttet tilbage til Bornholm – lykkeligt befriet for underboer. Børnene kigger stadig alt for meget ned i deres IPads, som de oven i købet har fået af deres nye folkeskole ud fra en moderne læringstanke.

De nye hjælpemidler er også smarte, men de skal jo bruges med måde. Og jeg er bange for, at jeg selv har været et dårligt forbillede for mine børn på det punkt. Jeg bruger også meget tid med min mobil. En dag spurgte en af mine drenge ligefrem, om jeg var mere glad for min telefon end ham. For jeg kiggede mere på den! Det gjorde ondt!

En dag spurgte en af mine drenge ligefrem, om jeg var mere glad for min telefon end ham.

Jeg øver mig derfor i at være mere nærværende – selvom denne tekst også er skrevet på min mobil! Men når jeg kigger rundt i gadebilledet, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste, der kigger for meget ned. Overalt hænger folk over deres skærme. Det fik mig sidste år – mens vi stadig boede på Frederiksberg – til at skrive en lille bysalme om at kigge op i stedet for ned.

Kirkespir peger opad

Dengang brugte jeg ofte min daglige cykeltur fra Frederiksberg til Kristeligt Dagblads redaktion på Strøget til at bede – og sommetider også til at skrive små salmer. En del af dem er med i min samling ‘Det bedste er i vente’, men den her har ikke været trykt før. Jeg fik inspirationen til den, da jeg en dag opdagede, at der overalt på min cykelrute var kirkespir, der peger op mod himlen, mens alle, jeg så på min vej, i stedet kiggede ned i deres mobiltelefoner – tilsyneladende uden at opdage hinanden eller Gud på vejen.

Min tanke var, at Gud aldrig har for travlt til os, så vi bør heller ikke have for travlt til ham. Siden har jeg ofte brugt denne lille salme, når jeg holder foredrag om dannelse. For som Meir Goldschmidt sagde, er dannelse den udvidede evne til opmærksomhed. Man kan ikke være dannet for sig selv. Det sker i samspil med andre. Dannelse kræver, at man kigger op.

Det er også den blinde vinkel ved meget selvudvikling. Der kommer ironisk nok sjældent meget ‘selv’ ud af at være ‘selvoptaget’, som Joakim Garff siger i min lille interviewbog ‘Vild med dannelse – fra Goethe til Google’. Selvet styrkes nemlig også i samspil med andre og Gud. Og ‘man kommer først til sig selv’ i mødet med andre, og når man lægger sig tilbage i Guds hånd – ved at kigge op.

Et dannelsesprojekt

Det er blevet et stadig vigtigere dannelsesprojekt i vores digitale tid, hvor vi hurtigt afskærmer os fra andre med vores små skærme og alle de såkaldt sociale medier, som jeg selv er storforbruger af.

Man kan ikke være dannet for sig selv. Det sker i samspil med andre. Dannelse kræver, at man kigger op.

Det har desværre ikke ændret sig, selvom vi er flyttet til Bornholm, hvor man ikke – som på Strøget – nærmest bliver betragtet som psykisk syg, hvis man søger øjenkontakt med et medmenneske på gaden. Men her er jo også IPads og mobiltelefoner, der er skabt til at skabe kontakt med andre – men altså i hvert fald for mig typisk gør det modsatte. Og så prøver jeg at huske at kigge op i stedet for ned.

Du travle Gud, der kender milliarder
Mel: I Danmark er jeg født (i Sebastians version)
Tekst: Daniel Øhrstrøm

Du travle Gud, der kender milliarder,
der be’r til dig i stor elendighed;
du ser mig cykle over boulevarder,
mens byens kolde byger siler ned.
Du ser mig gå i stå på løbetur på Broen,
jeg løber for at løbe fra uroen.
Dér beder jeg:
Jesus, vis vej for mig!

Se kirkespir, der peger mod din himmel,
mens biler iler hvileløst forbi.
I busser nusser folk med flade skærme;
mobiler gør, at ingen holder fri.
Og alle kigger ned med kunstigt lys i øjet
og ignorerer tiggerne på Strøget.
Dér glemmer jeg,
Jesus, at det er dig!

Du fødtes i en stald, men kom til byen,
hvor du blev svigtet, dræbt og overhørt,
men kærligheden rejste dig til skyen,
og frelserplanen fik du gennemført.
Nu gør du Himlen klar med boliger til mange,
så dem, der tror, skal ikke være bange.
Dig takker jeg,
Jesus, så husk på mig!

Beton og stål og glas er vores verden,
men himlen pakker stadig byen ind.
Du følger kærligt vores travle færden
og blæser liv i byen med din vind.
Se træerne i blomst i maj i Kongens Have,
de viser smukt, at livet er din gave.
Dér mærker jeg,
Jesus, du elsker mig!

De gamle huse husker os på fædre,
der byggede, men nu er gået bort.
Nu prøver vi at bygge alting bedre,
men livet er en rejse, der er kort.
Men når vi køres rundt med kistelåg i biler,
så åbner Himlens porte, hvor du smiler.
Da vågner jeg,
Jesus, og møder dig!

Relateret

• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 01. okt. 2026 - Gud orkestrerer liv
• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere