Mens dette skrives, trues vi af Corona-virus. Covid-19 er samfundets fjende nummer ét lige nu og bekæmpes med alle midler over hele verden. Grænser lukkes. Man må ikke forsamles mere end 10 personer. Man må gerne gå ture, men med to meter imellem hinanden. Imens frygter myndighederne og især læger og sygeplejersker, at sundhedsvæsenet spændes til bristepunktet som i Italien.

Nogle vil stadig mødes i større grupper. Og andre nægter at gå i karantæne, selvom de er smittede. Måske de vil mene, at de er civilt ulydige. De nægter at følge myndighedernes råd og regler. Men det er ikke civil ulydighed. Det er egoisme. De føler sig vel usårlige og har ikke tanke for samfundets svage. Som Dronning Margrethe sagde: ’Det er tankeløst og hensynsløst’.

To forbilleder

Civil ulydighed vinder respekt, når det netop beskytter den svage – den, der ikke har en stemme, og hvis menneskerettigheder krænkes.

To ikoniske baptistpræster nævnes i dette nummer: Martin Luther King Jr., som talte på vegne af de sorte i USA og døde. Og den nulevende kineser, Chu Yui-ming, der er gået foran i den pacifistiske oprørsbevægelse i Hong Kong.

Anabaptisterne i 1500-tallet var civilt ulydige – og det samme var de første baptister i Danmark i 1830’erne, fordi de ikke ville lade deres børn døbe.

Hvad ville Jesus gøre?

I BaptistKirken i de seneste årtier kan vi kun nævne, at vi har nægtet at lade børn registrere i Folkekirken i 2004-05. Resultatet blev en postboks hos Folkeregisteret. Det var også civil ulydighed. Tre familier gik foran – lige indtil den ene familie havde brug for et pas for at komme på ferie … – Indrømmet!

Vi har meget tilbage at ønske af mod til at stå op for de svage i vores samfund – dem uden en stemme. Den rigtige civile ulydighed koster noget. Det kan i yderste konsekvens koste livet. Mangler vi fantasi?

Vi bør lidt oftere spørge: ‘Hvad ville Jesus gøre?’ – og så gøre det. Uanset konsekvenserne.

Relateret

• 25. nov. 2021 - Et minefelt af restriktioner og rettigheder
• 10. jun. 2021 - Ad nye stier
• 18. maj. 2021 - Vi vil så gerne mødes
• 25. feb. 2021 - Han passer på os
• 05. feb. 2021 - Lufthunger

Find flere

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas definerer civil ulydighed sådan:

’Civil ulydighed er en moralsk begrundet protest, som ikke kun udgår fra en privat overbevisning og egeninteresse. Det er en offentlig handling, der som regel er offentliggjort, så̊ politiet kan forudse hændelsesforløbet. Den omfatter et forsætligt lovbrud mod enkelte retsregler, uden at den sætter spørgsmålstegn ved den generelle retsorden. Den indebærer desuden beredvillighed til at stå̊ til regnskab for de retslige følger af lovbruddet. Lovbruddet har desuden symbolsk karakter – hvilket betyder, at man udelukkende benytter ikkevoldelige udtryksmidler.’[1]

Sådan (gen)kender man civil ulydighed

Habermas’ definition på civil ulydighed kan koncentreres til:

• Protesten skal være rettet mod noget, som i bred forstand bliver betragtet som uretfærdigt (uetisk eller umoralsk)
• Aktionen bør være varslet offentligt på forhånd
• Protesten må ikke true den demokratiske orden
• Man skal stå̊ til ansvar for sine handlinger
• Man må ikke benytte vold

Spontan ulydighed

Ikke alt kan varsles på forhånd. Noget opstår spontant, idet krænkelsen finder sted. Sådan skete det for den sorte amerikaner, Rosa Parks, der blev arresteret i 1955 i den race-adskilte sydstat Alabama, fordi hun nægtede at afgive sin siddeplads i en bus til en hvid mand, som loven ellers foreskrev.

Planlagt ulydighed

Et eksempel på civil ulydighed i nyere dansk baptisthistorie er fra 2005, hvor en række unge familier med nyfødte børn nægtede at lade deres børn registrere i Folkekirkens kirkebog. Det var ikke fordi, de havde noget imod Folkekirken, men de gjorde det ikke mindst i solidaritet med ikke-kristne nybagte forældre. Budskabet var, at civil registrering af alle nyfødte, uanset religion, burde ligge hos Folkeregisteret. Konsekvensen blev en postboks, som man kunne aflevere fødselsregistreringen i, hvis man ikke ville møde op i Folkekirken.

[1]     Jürgen Habermas: Civil olydnad – den demokratiska rättsstatens grundbult, 1986, Nordisk Juridisk Tidsskrift

Relateret

• 01. maj. 2020 - Baptister og civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 01. maj. 2020 - En ny modstandsbevægelse
• 01. maj. 2020 - Erfaringer fra Hongkong
• 30. apr. 2020 - Grænsen går ved ens egen samvittighed

Find flere

Ebbe Holm:

• advokat med speciale i menneskerettigheder og lovgivning vedr. trossamfund
• formand for Udvalget for International Mission, BaptistKirken
• var tidligere BaptistKirkens repræsentant i Kirkernes Europæiske Konference (KEK) og i ledelsen af de europæiske baptister (EBF) og Baptisternes Verdensalliance (BWA)s menneskerettighedskomité

Dansk baptisttradition og -historie tager sin begyndelse i 1830’erne, hvor vores forfædre reagerede med civil ulydighed for at fastholde tro og overbevisning. Jeg voksede op i et miljø præget af de holdninger, og derfor opfatter jeg civil ulydighed som en væsentlig del af mit baptistiske DNA.

Medlemmerne af de første baptistmenigheder i Danmark og i Europa reagerede overfor myndighedernes behandling af religiøse minoriteter. Det bevirkede, at vores samfund fik regler om religionsfrihed og andre menneskerettigheder.

Ingen dansk teologi om protest

Som ung studerende midt i 1960´erne var jeg både tilskuer og aktiv deltager i ungdomsoprør og -protester. Jeg efterspurgte en formuleret teologi i opgøret med og protesterne imod myndigheder og autoriteter. Dengang havde vi som danske baptister en udbredt tradition for pacifistisk tankegang, men ingen tradition for voldsomme eller markerede manifestationer i forhold til statslige myndigheder. Vi havde heller ingen formuleret teologi herom.

Jeg efterspurgte en formuleret teologi i opgøret med og protesterne imod myndigheder og autoriteter.

Baptistsamfundets ledelse så ikke et behov for at formulere eller organisere os som frikirke i et opgør med det danske samfund eller dets myndigheder. Det var ikke en del af hverken vores daværende præsteuddannelse eller menighedernes dagligdag.

Aktiv civil ulydighed

Men der fandtes en voksende baptistisk teologi i de amerikanske Sydstater og i landene i Sydamerika, der ofte indeholdt endog dramatiske opgør med landenes ledelser.

Opgør og civil ulydighed blev udviklet og iværksat af almindelige mennesker som den sorte baptistkvinde Rosa Parks[1] fra Montgomery i Sydstaterne – og ikke af teologer. Almindelige mennesker oplevede brud på centrale menneskerettigheder eller uretfærdig undertrykkelse af farvede eller religiøse mindretal. Derfor udfordrede man de nationale myndigheder gennem små og store demonstrationer og andre ikke-voldelige aktioner.

I sådanne ophedede forløb blev også vores teologer engageret. Jeg selv oplevede Martin Luther King Jr. som den baptistiske teolog, der både formulerede en teologi om civil ulydighed og deltog aktivt i civil ulydighed mod borgmestre og kommuner, amter og staters regeringer.

Martin Luther King

Dr. Martin Luther King Jr. var født og opvokset i et baptistisk miljø med søndagsskole- og kirkegang, bibellæsning og traditionel næstekærlighed som leveregel – eller sagt på en anden måde: Med omsorg for de svage i samfundet og hjælp og støtte til dem, som undertrykkes eller er svage.

Han var selv inspireret af Gandhi og udlevede sin overbevisning ved at deltage i civil ulydighed. Han forsvarede og forklarede aktiviteterne med en personlig, baptistisk tro og et overbevisende engagement, som ikke havde sit afsæt i en partipolitisk attitude eller formulering. Martin Luther King Jr. var vokset op med en holdning, som medførte et personligt engagement i og modstand mod de love, regler og traditioner for raceadskillelse, som blev dyrket eller vedligeholdt i de amerikanske sydstater.

»Ikke-vold er at undgå ikke bare ydre fysisk vold, men også indre vold mod sjælen.
Du nægter ikke blot at skyde en mand, men du nægter også at hade ham.«
Martin Luther King Jr.

Teologi om undertryktes rettigheder

Ud fra min pacifistiske overbevisning var jeg som ung engageret i mit eget samfunds og alle staters retfærdige overholdelse af alle minoriteters menneskerettigheder. Gennem de farvedes og andre minoriteters kamp fik jeg en teologisk begrundelse for det. Kredsen omkring Martin Luther King Jr. formulerede en begrundelse for kristne menneskers brug af civil ulydighed og skabte dermed en accept. Civil ulydighed er berettigede og lovlige aktioner mod offentlige myndigheders undertrykkelse af skabte menneskerettigheder. Det gav os en teologi og en stemme, som forkæmpere for de undertryktes rettigheder og bekæmpere af myndigheders standpunkter med civil ulydighed.

Kredsen omkring Martin Luther King Jr. formulerede en begrundelse for kristne menneskers brug af civil ulydighed og skabte dermed en accept.

Mit arbejde i ledelsen af de europæiske baptister og i samarbejdet mellem de forskellige europæiske kirker i KEK[2] har givet mig indblik i kirkernes involvering og engagement i menneskerettigheder. Med det engagement følger en analytisk og ofte også en kritisk holdning til adskillige landes undertrykkelse af deres fattige og uoplyste befolkning. Et indblik i, hvordan kristne har involveret sig i kritik af landes lovgivning eller manglende overholdelse af landenes egne love, der beskytter minoriteter.

Kristne har involveret sig i kritik af landes lovgivning eller manglende overholdelse af landenes egne love, der beskytter minoriteter.

Inspiration fra Hongkong

Chu Yiu-ming

De seneste års uroligheder i Hongkong har givet et overraskende indblik i, hvorledes baptister har engageret sig i de politiske uroligheder og den folkelige, ikke-voldelige modstand imod både det lokale parlament og magthaverne i Kina. Gennem nyhedsmedier fra Hongkong og internettet har vi lært baptistpræsten Chu Yiu-ming fra Chai Wan Baptist Church i Hongkong at kende som en ikke-voldelig repræsentant for nogle af Hongkongs aktive, kirkelige sammenslutninger.

Teologien lever i det daglige liv

Pastor Chu er en af mange baptister, som medvirker til eller gennemfører ikke-voldelige handlinger mod Kinas regering, og som dermed er med til at bevare og vedligeholde en baptistisk teologi. En teologi, som ikke kun udleves af kendte personer, men som eksisterer som noget levende i det daglige liv blandt baptister – dér hvor vi er engageret og tror på, at vi om nødvendigt skal anvende civil ulydighed overfor staten og dennes myndigheder.

Læs også Det danske demokrati vakler og Kinesisk baptistpræst á la Luther King

[1]     Rosa Parks blev anledning til busstrejken, der indledte mange års kamp for sortes borgerrettigheder i USA.

[2]    KEK: Konference af Europæiske Kirker

Relateret

• 01. maj. 2020 - En definition på civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 01. maj. 2020 - En ny modstandsbevægelse
• 01. maj. 2020 - Erfaringer fra Hongkong
• 30. apr. 2020 - Grænsen går ved ens egen samvittighed

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch:

• formand for Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Da de sidenhen lod sig ’gendøbe’, og da barnedåben var lovpligtig, var den nye dåbspraksis et udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed – en ikke-voldelig modstand mod politisk og religiøs undertrykkelse. For mange af døberne var konsekvensen, at de måtte lade livet.

En tid præget af konflikter

Baggrunden for døberbevægelserne var ikke kun ikke-voldelig. Tiden var fuld af konflikter og uro. I 1525 indledte bønder i Syd- og Midttyskland et oprør mod magthaverne, som følge af udbredt fattigdom og undertrykkelse.

Det tyder på, at mange af dem, der tilsluttede sig de døberbevægelser, der opstod i årene derefter, havde deltaget i bondeoprøret. Oprøret var præget af endetids-forventninger. Selvom bondeoprøret blev nedkæmpet, så mange stadig frem til et kommende tusindårsrige, hvor Kristus skulle herske med sine 144.000 udvalgte.

Døbernes ulydighed

Døbernes ulydighed mod sociale og religiøse magthavere var udtryk for en afvisning af den samfundsorden, der havde hersket i store dele af middelalderen, hvor kirke og statsmagt var tæt forbundne, men som nu var på nippet til at få sit dødsstød.

Nogle døbere som fx Hans Denck (d. 1527) opfattede troen som et rent åndeligt anliggende – det enkelte menneskes indre død og opstandelse med Kristus. Det førte til et stærkt individualistisk syn på troen, hvor kirken som institution måtte vige til fordel for den enkeltes direkte erfaring af Guds ord. Det betød en skepsis overfor påtvungen religion og et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.

Et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.

Pacifisme

De schweiziske døbere gjorde mere ud af menighedens fællesskab, som de så som det konkrete alternativ til det verdslige samfund. En stærk dualisme prægede synet på kirke og samfund. De vantro er en ‘vederstyggelighed’ for Gud, hed det i Schleitheim-bekendelsen[1] fra 1527.

Man kunne derfor ikke have fællesskab med mennesker uden for kirken, men skulle i stedet afsondre sig fra ’det onde, og den ondskab, som djævelen har plantet i verden’. Det indebar en afstandtagen fra pavekirken, men også et afkald på at bruge vold. I stedet for at gengælde ondt med ondt, skulle ondt gengældes med godt, jævnfør Jesus’ bud i bjergprædikenen.[2]

Modstand mod edsaflæggelse

Også modstanden mod edsaflæggelse var udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed. Da Jesus forbød sine disciple at aflægge ed, kunne kristne ifølge døberne heller ikke aflægge ed. Deri lå en klar markering af, at kristnes loyalitet lå hos Gud alene. Det er den opfattelse, der var i sigtekornet, da den lutherske bekendelse, Confessio Augustana, fra 1530 fordømte ’gendøberne’, som forbyder ’borgerlige pligter for kristne’. For Luther var myndighederne indsat af Gud. Derfor var det kristnes pligt at adlyde magthaverne.

Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne.

Pacifismen var mere end blot teoretisk. De muslimske tyrkere havde indledt en offensiv og belejrede Wien i 1529. Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne, og det gjorde den alt andet end ufarlig. Den schweiziske døber Michael Sattler (d. 1527) understregede, at kristne ikke af den grund skulle hjælpe tyrkerne, men modstandskampen var åndelig. Kristne, der bruger vold mod andre kristne, er derimod i grunden værre end tyrkerne, mente Sattler.

Grænser for statsmagten

Andre døbere var knap så afvisende overfor verdslig magt. Balthasar Hübmaier (d. 1528) forklarede, at den verdslige magt har til opgave at straffe dem, som gør skade på svage og forsvarsløse. Myndighederne var, jævnfør Paulus[3] indsat af Gud, og kristne har derfor pligt til at støtte samfundsmagten – fx ved at betale skatter og om nødvendigt at tage del i magtudøvelse.

Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger.

Der var dog grænser for, hvad den verdslige magt kunne blande sig i. Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger: ’Den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke selvom han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet’, skrev Hübmaier i sit forsvar for principiel trosfrihed. Derfor kunne civil ulydighed i nogle tilfælde komme på tale.

Arven fra døberne

De apokalyptiske forventninger om et forestående 1000-års-rige fik ny næring, da hollandske døbere hævdede, at ‘det ny Jerusalem’ snart skulle oprettes med magt. Det skulle ske i den nordtyske by Münster, hvor døberne fik magten i 1534. De, der ikke lod sig døbe, blev smidt ud af byen. De ‘civilt ulydige’ var nu dem, der modsatte sig døbernes ideologi.

Da døberkongeriget i Münster i 1536 var blevet nedkæmpet af lutherske og katolske tropper, antog døberbevægelsen igen en mere fredsommelig karakter. Den stærke dualisme mellem kirke og samfund blev påny central, da Menno Simons (d. 1561) forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.

Menno Simons forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.

Det er den grundholdning, der trods alt står tilbage som arven fra døberne: Kristnes loyalitet ligger hos Jesus alene, og civil ulydighed kan være nødvendig, når samfundsmagten vil regere over menneskers tro og samvittighed.

[1]     Schleitheim-bekendelsen er de schweiziske døberes bekendelse, der primært handler om kirkens karakter

[2]    Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 39

[3]   Romerbrevet kap. 13, vers 1 ff.

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 16. dec. 2024 - Camilla Steengaard fortæller om sin dåb
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 10. jul. 2024 - Min dåb

Find flere

I februar 2018 markerede amerikanerne 55-års jubilæet for Kings tale: ‘I have a Dream’ – paradoksalt nok ved at præsident Trump lukkede ned for regeringen og dermed for de mænd og kvinder, der dagligt arbejder for at beskytte landets sikkerhed og frihed.

Samme måned blev USA ramt af endnu et tragisk skoleskyderi i Florida. Og eleverne, der overlevede, havde fået nok!

Nok er nok

Inspireret af en sand pacifistisk ånd og aktiv civil ulydighed greb skoleeleverne til de sociale mediers og fællesskabets magt. De organiserede en græsrodsbevægelse på Twitter: Never Again MSD.[1] I Florida gennemførte gruppen ikke-voldelige angreb på våbenlovgivning og politikere, der modtager økonomisk støtte fra våbenlobbyen.[2] De blev hurtigt kendt nationalt og internationalt for deres slogan #NeverAgain og #EnoughIsEnough.[3] Eleverne var meget bevidste om at udnytte mediedækningen af skoleskyderiet til at nå ud med deres budskab: ’Råb politikerne op. Stem på dem, der vil ændre våbenlovgivningen og gør det sværere at anskaffe våben!’

Stem på dem, der vil ændre våbenlovgivningen og gør det sværere at anskaffe våben.

Det sekulære bagland

En række kendte – skuespilleren George Clooney, TV-stjernen Oprah Winfrey og byen New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg, der stillede op til det kommende præsidentvalg som kandidat for demokraterne – støttede en landsdækkende buskampagne, så eleverne kunne organisere fredelige demonstrationer, oplyse politikerne og opfordre unge til at bruge deres stemmeret.

Modstandsbevægelsen ‘March for Our Lives’ er spiret frem heraf, og den bliver fortsat drevet af skoleelever og studerende. I 1963 holdt Martin Luther King sin berømte ’I have a Dream’-tale til den enorme demonstration ’March on Washington for Jobs and Freedom’. På samme sted i Washington D.C. holdt hans barnebarn på ni år, Yolanda Renee King, i 2018 sin egen ’I Have a Dream’-tale – med fokus på afskaffelse af våben. ’Enough is enough!’

Hellig uromager

Shane Claiborne:

• stifter af modstandsbevægelsen Heeding God’s Call to End Gun Violence og The Simple Way i Philadelphia, Pennsylvania
• medforfatter til bogen Beating Guns

Shane Claiborne ser ud til at være den mest synlige, men også utraditionelle evangeliske aktivist på området. Sammen med sin kone og andre ‘hellige uromagere’ forsøger de at bekæmpe fattigdom i centrum af byerne og våbenvold – ved at smelte våben om til haveredskaber, som kan bruges i sociale boligprojekter. Det bogstavelige kald til ikke-vold og omdannelse af våben finder de i Bibelen.[4]

De forsøger at bekæmpe fattigdom i centrum af byerne og våbenvold – ved at smelte våben om til haveredskaber, som kan bruges i sociale boligprojekter.

Hvor er baptisterne henne?

Ægtefællerne Martin Luther Jr. og Coretta Scott King var begge baptister og borgerrettighedsforkæmpere. Mindst to af deres børn, dr. Bernice King og Martin Luther King III, står stadig i spidsen for at fremme social udvikling, lighed og rettigheder uden brug af vold gennem henholdsvis The King Center og Realizing the Dream, Inc. Og skoleeleverne bag ‘March for Our Lives’ står klart bag en ny borgerrettigheds-bevægelse.

Er de ledende baptistorganisationer i USA – også Baptist World Alliance[5] – bange for at tage klart stilling til den amerikanske våbenlovgivning? Traditionelt er de amerikanske baptister delt på spørgsmålet, og de er i hvert fald ret usynlige i debatten om våbenlovgivning og vold. Årsagen kan naturligvis være de forskellige grupperinger, som er præget af raceopdeling.

Er de ledende baptistorganisationer i USA – inklusive Baptist World Alliance – bange for at tage klart stilling til den amerikanske våbenlovgivning?

Enkelte skribenter fra Baptist Press og Baptist News Global har forsøgt at skabe fokus på spørgsmålet om våbenlovgivningen. De udfordrer amerikanske baptister til at forholde sig til den fremfor til fx debatten om seksuel orientering, da våben i USA dræber børn. Men baptisterne ser ud til at være tavse om netop det emne. Der er meget lidt om våbenlovgivning og skydemassakrer på Baptist World Alliances hjemmeside – og de få artikler, der findes, er irrelevante.

Måske er baptister i Vesten blevet bange for at handle på social ulighed og vold i krydsilden mellem de rige og de marginaliserede?

[1]   ‘Aldrig igen – Marjory Stoneman Douglas High School’

[2]   National Rifle Association (NRA)

[3]   Oversat: ‘Aldrig igen!’ og ‘Nok er nok!’

[4]   Esajas bog kap. 2, vers 4; Mikas bog kap. 4, vers 3 samt flere steder i Det Nye Testamente.

[5]   Baptisternes Verdens Alliance

Relateret

• 03. jun. 2020 - En af de største danske baptister
• 01. maj. 2020 - Civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - En definition på civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - Baptister og civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed

Find flere

Jonas Adelin Jørgensen:

• ekstern lektor ved Teologi, Københavns Universitet
• akademisk medarbejder, Folkekirkens Mellemkirkelige Råd
• forskning: Kristendommens globale udbredelse, økumenisk teologi og forholdet mellem kristendom og andre religioner
• Tidligere generalsekretær i Dansk Missions Råd

Civil ulydighed er ikke noget teologisk begreb, men hænger alligevel tæt sammen med et centralt teologisk begreb: Den kristnes frihed. En frihed, som den enkelte har i kraft af sin gudbilledlighed og i troen på Jesus som herre og frelser. Evangeliet er nemlig en befrielse: Fra synd og død, fra uretfærdighed og ufrihed og fra diskriminerende sociale og kulturelle hierarkier. Den troende er fri. Selve ordet ‘frelst’ viser den frihed: En ‘frelst’ er en  ‘fri hals’, dvs. ikke slave for nogen, hverken mennesker, synd, død eller djævel. Sand kristen frihed trues i dag både i vores danske samfund og andre steder af politik, som adskiller, isolerer, ekskluderer minoriteter og ødelægger social sammenhængskraft. I den situation er civil ulydighed den sunde, kristne reaktion på krænkelse af den kristne frihed.

I den situation er civil ulydighed den sunde, kristne reaktion på krænkelse af den kristne frihed.

Frygt for Kina

Protesterne i Hongkong begyndte i juni 2019 som en respons på lovgivning, der ville gøre det muligt at udlevere Hongkong-borgere til retsforfølgelse i Kina. Grunden var frygt for, at loven ville undergrave domstolenes uafhængighed og bringe kinesiske dissidenter i fare for udlevering til en – mere eller mindre retfærdig – rettergang i Kina. Yderligere frygtede man i Hongkong, at lovgivningen ville øge Kinas indflydelse. Især har det kristne mindretal, som udgør seks procent af befolkningen, engageret sig i kampen for demokratiske rettigheder.

Ingen ved endnu, hvordan protesterne vil ende, men i foråret 2019 så vi, hvordan forkæmpere for frihedsrettigheder blev dømt i Hongkong. En række ledere bag ‘Occupy Central’-bevægelsen, som i 2014 samlede store menneskemængder til demonstrationer for demokrati i Hongkong, blev dømt. Bevægelsen var ikke-voldelig og opfordrede til civil ulydighed overfor Hongkong-styret. Lederne blev dømt for at ‘opfordre til uorden’, og sammen med otte andre ledere blev den nu 76-årige baptistpræst Chu Yiu-ming dømt til 16 måneders fængsel. På grund af alder har Chu dog ikke afsonet dommen.

Præsten Chu’s historie

I sin forsvarstale, som er optrykt af Hong Kong Free Press, fortalte pastor Chu om sin opvækst og fremlagde sine tanker om en teologisk begrundelse for civil ulydighed og kampen for menneskerettigheder og frihedsrettigheder for Hongkongs borgere.

Efter sin ankomst til Hongkong og omvendelse til kristendommen studerede Chu teologi og virkede som præst for at ‘forkynde ordet, tjene græsrødderne, og gå sammen med de svage og fattige’. Chu’s pastorale arbejde i slumkvartererne overbeviste ham om, at kirken kun kan være sand, hvis den ‘fostrer håb gennem at omfavne lidelse og smerte’.

Fred og frihed kommer ikke som en gave fra magthaverne.

Efter overdragelsen af Hongkong fra Storbritannien til Kina i 1997 blev Chu i stigende grad skuffet over realiteterne: Kun en brøkdel af bystatens syv millioner indbyggere havde medbestemmelse i Hongkongs styre. Ligesom den gammeltestamentlige profet Amos oplevede en ulighed mellem overklassen og resten af samfundet i Israel i sin samtid, så Chu, hvordan Hongkongs lovgivning og økonomiske strukturer gavnede de få, men fratog de mange mulighederne for at ændre deres liv til det bedre. Langsomt blev det klart for Chu, at fred og frihed ikke kommer som en gave fra magthaverne, men at det, som magthaverne kalder ‘fred’, opretholdes gennem forfølgelse, eksil, vilkårlige arrestationer, bortførelser og henrettelser.

Det er vigtigt at bemærke, hvordan Chu ser sammenhængen mellem demokrati, frihedsrettigheder og kristen teologi: Den enkeltes værdighed er Gudgiven. Afsløringen af uretfærdige love, der fører til ufrihed og tab af værdighed, er derfor en kristen pligt. Umenneskelighed kan ikke længere gemme sig bag lovgivningen. I den situation bliver civil ulydighed udtryk for sand kristen efterfølgelse.

Relateret

• 01. maj. 2020 - Civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - En definition på civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - Baptister og civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 01. maj. 2020 - En ny modstandsbevægelse

Find flere

I sommeren 2009 åbnede Ramsdal dørene til Brorsons Kirke for en gruppe afviste irakiske asylansøgere og lod dem bo i kirken i tre måneder. Mange af os husker billederne af kampklædt politi, som en nat trængte ind i kirken og hentede irakerne. Præsten Per Ramsdal, som utrætteligt forsvarede kirkens ret og pligt til at åbne sine døre for mennesker i nød. En lodret uenig kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech.

Hvor langt må man gå imod loven for at handle på sin tro?

Diskussionen fik stor opmærksomhed fra medierne, også på grund af de principielle temaer: Religionens rolle i samfundet, dialog mellem muslimer og kristne, næstekærlighed. Og ikke mindst: Hvor langt må man gå imod loven for at handle på sin tro?

Præst skulle han i hvert fald ikke være

Per Ramsdal

Per Ramsdals historie begynder i Hvide Sande i en kirkelig tradition præget af Indre Mission. Ramsdals forældre var FDF’ere, og derfor mindre ‘sortsynede’ end de fleste. ’Min mormor har haft en stor indflydelse på, hvordan jeg tænker i dag’, fortæller Ramsdal og fortsætter: ’Hun og min morfar levede et enkelt liv. De havde ingen penge og levede af min morfars fiskeri. Hvis der var fisk nok til at sælge, købte han fx sukker med hjem. De havde ingenting, men de havde alligevel overskud til at hjælpe mennesker, der havde brug for deres hjælp. Min mormor lærte mig, hvad der er vigtigt i livet.’

Per Ramsdal var forvirret efter mange forskellige møder med kristendommen, så han besluttede sig for at læse teologi for ’at komme helt ind til benet og finde ud af, hvad der egentlig startede alt det her’. Præst skulle han i hvert fald ikke være. Men: ’Hvad kunne give mere mening? Det er jo præst, jeg skal være’, smiler Ramsdal.

Dialogen blev et nøgleord i hans tjeneste

Man må sige, hvad der betyder noget for én selv, og ellers må man holde mund og lytte.

En rejse til Oman som volontør for Danmission[1] viste Per Ramsdal dialogens muligheder og forandringskraft. Han virkede i 15 år som sognepræst i Brorsons Kirke midt på Nørrebro, hvor han blev kendt som ‘ungdomspræsten’ og en fornyer af Folkekirken, som lavede rockgudstjenester fredag aften i kirken. På Nørrebro arbejdede han også med dialog mellem kristne og muslimer, og samarbejdede fx med lokale imamer. ’Man må sige, hvad der betyder noget for én selv, og ellers må man holde mund og lytte. Jeg respekterer alle andres livsgrundlag’, siger Per Ramsdal.

Asyl i kirken?

De afviste irakiske asylansøgere havde først søgt tilflugt i Københavns Domkirke, men der kunne de ikke blive – og en søndag eftermiddag trådte de ind i Brorsons. ’Jeg ringede til menighedsrådet, som indkaldte til møde. Et menighedsrådsmøde er en offentlig begivenhed, og mange mødte frem til debatten, bl.a. Arne Melchior. Han fortalte om sin egen jødiske familie, som blev reddet af danskerne under krigen. Også Karsten Fledelius var der – han var formand for menighedsrådet i Domkirken. Debatten var ophedet, og så tog han ordet og sagde helt roligt: ’Hvis det var Jesus, der havde lukket op for dem, da de bankede på – ville han så have ringet til politiet, i stedet for at lukke dem ind?”

Derefter fik irakerne lov at blive i Brorsons Kirke på ubestemt tid af et enigt menighedsråd, og man udpegede Per Ramsdal som talsmand. Det blev en hektisk tid. Ikke kun mediemæssigt, hvor sagen og personen Per Ramsdal fyldte i mange uger.

I kirken boede der irakere overalt. ’Vi sad i timevis og talte om Abraham, om muslimer, om kristne. Jeg kom jo til at kende de mennesker, og jeg hørte deres historier. De var ikke terrorister, men helt almindelige mennesker, som ville komme i klemme, hvis de blev hjemsendt til lovløsheden i Irak. For selvom krigen formelt var slut, var der stadig ingen lov og orden’, mindes Per. ’Det var et kæmpe chok, da politiet ryddede kirken. Det var midt om natten – kampklædt politi trænger ind i et kirkerum! Det er virkelig et brud på traditionen om kirkeasyl.[2] I dag tænker jeg på rydningen som en nutidig korsfæstelse. Jeg holdt mig uden for, da politiet kom – men hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg i dag ønske, at jeg havde spærret døren. Eller bare gjort mere modstand!’

I dag tænker jeg på rydningen som en nutidig korsfæstelse.

Tilbage ved civil ulydighed

Per Ramsdal ser egentlig ingen grund til at komplicere tingene: ’Det er meget simpelt: Jesus siger, vi skal hjælpe vores næste. Vi er en kirke. Der kommer nogen og banker på vores dør. De beder om vores hjælp.’ Han understreger, at der ikke var noget ulovligt ved situationen i Brorsons Kirke, da det var helt åbent, hvor irakerne befandt sig. ’Vi skjulte dem jo ikke’, siger Ramsdal og fortsætter: ’Men der kan være episoder, hvor man er nødt til at gå imod loven for at følge sin egen overbevisning. Grænsen går ved ens egen samvittighed. Vores tro forpligter os til at hjælpe dem, som beder om vores hjælp. Tro skal ikke kun være en teori, men også konkret handling.’

[1]  Folkekirkelig missions- og udviklingsorganisation

[2]  Praksis, hvor kirkerummet betragtes som fredhelligt og giver beskyttelse, har intet retsligt grundlag, men er oftest blevet respekteret. ’Kirkeasyl’ blev desuden navnet på den organisation, der opstod omkring irakerne i kirken.

Relateret

• 01. maj. 2020 - En definition på civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - Baptister og civil ulydighed
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 01. maj. 2020 - En ny modstandsbevægelse
• 01. maj. 2020 - Erfaringer fra Hongkong

Find flere