Lyt til artiklen:

Han ser meget ung ud, som han står der foran Baptist World Alliances ledelse i Washington. Han præsenterer sig som Dr. Sasa.

Han kan ikke fortælle, hvor gammel han er, for når han spurgte sin mor, hvornår han var født, var svaret: ”Du er født en morgen, hvor det regnede.” Langt ude i bjergene i Chin-regionen i Burma. Når jeg kommer nærmere, ser jeg grå hår i tindingen. Han må være over 40 år, gætter jeg.

Dr. Sasa taler engageret til BWA’s ledelse under mødet i Washington (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

En bondedreng?

Den altså knapt så unge Dr. Sasa er på gæstevisit. Han har påtaget sig at tale med verdens ledere om situationen i Burma, ikke mindst for hans folk chin’erne, men ikke kun dem. Hans livshistorie er fængslende. Han kalder sig selv en bondedreng, ukendt med ritualerne på de bonede gulve, men han har på mystisk vis fået adgang til verdens ledere. Han har mødtes med politikere og embedsfolk i EU, Paris, London – sågar kong Charles, og nu er turen kommet til USA. Han har aftaler både i senatet og kongressen – og de er lydhøre, fortæller han og siger undskyldende, at engelsk er hans sjette sprog. Han virker som en venlig mand. Måske en bondedreng, der har fået jakkesæt og slips på, men han kan åbenbart begå sig i denne fremmede verden.

Valgt til parlamentet

Hans mål er intet mindre end at få sat en stopper for borgerkrigen i Burma. Få demokrati igen, som skal styre militæret – og en økonomisk forvandling. ”Burma er det smukkeste land i verden. Vi var rige, men bliver udnyttet af Kina. Rusland og Kina stod bag militærkuppet i 2021,” siger han og fortæller, at han selv var valgt til at indtræde i parlamentet den dag, militærkuppet fandt sted. Flere af hans venner og kolleger blev henrettet. Selv lykkedes det ham at flygte i en taxa. Siden har han været på flugt.

Dr. Sasa taler og Tomás Mackey, BWA’s præsident lytter (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Liv og død

Hans familie levede af deres lille landbrug langt fra nærmeste by. Som barn var han vidne til, hvordan en nabokone døde i fødsel og hans skolekammerater døde af diarré. Forældrene ville, at han skulle have en uddannelse. Sasa blev sendt på gåben afsted mod Yangon som stor dreng. Alene over bjergene og igennem dalene.

Inde i Yangon var alt overvældende. Han havde aldrig set en bil eller et trafiklys. Han talte ikke burmesisk, men kun sit stammesprog. Han boede i en bambusafskærmning sammen med nogle, der var på arbejde om natten. Så de delte sovested. Han var tæt på selvmord, men hans tro fik ham til at vælge at lære burmesisk. Han fik en uddannelse og vendte tilbage til sin landsby. Han blev lærer, for han var den eneste, der kunne burmesisk. Eleverne kom langvejs fra, gående i flere dage for at komme i skole.

Burma eller Myanmar?

I denne artikel bruger både Lone Møller-Hansen og Dr. Sasa navnet Burma, når de omtaler Dr. Sasas hjemland. På baptist.dk plejer vi at skrive Myanmar. De Forenede Nationer anerkender Myanmar som navnet på det lille land, mens flere lande, bl.a. Storbritannien og landets tidligere kolonier som USA og Australien, kalder landet for Burma. Bruge du Myanmar, kan du blive anklaget for indirekte støtte til militærregimet. Danmarks Radio bruger Burma, mens TV 2 bruger Myanmar.

Forvirret? Find flere oplysninger her.

Blev læge som flygtning

Buddhisterne forfulgte de kristne, og det endte med, at han flygtede syv dage igennem junglen og kom til Indien. Her lærte han engelsk og begyndt at læse medicin. Senere kom han til Armenien, hvor han blev uddannet læge, og kom til England, hvor han fik en engelsk ”familie”.

Han tog tilbage til Burma for at arbejde som læge. Den eneste læge i miles omkreds. Han knoklede, havde somme tider 500 patienter på en dag. Han underviste andre i alt det, han havde lært, fra børnefødsler til malaria. Han vidste jo, hvordan det kunne tage liv.

Han havde politisk tæft og det lykkedes sammen med andre at opbygge den første lufthavn i Chin-regionen. Der var pludseligt håb.

I skjul i junglen

Andre havde fået øje på ham og han blev politiker og skulle i parlamentet. Heldigvis blev han advaret om kuppet og slap væk.

Han fortæller, at ”mere end 6.000 er slået ihjel, flest kristne. Byer er blev udslettet og mere end fire mio. er gjort hjemløse.”

Indtil for fire måneder siden levede han i skjul i junglen tæt på den burmesiske grænse, men slap igen væk og mener nu, at han har en rolle, en historie at fortælle verden.

Forbøn for Burma, Chin-folket og Dr. Sasa. Fra venstre: BWA’s præsident Tomás Mackey, Dr. Sasa og tidligere præsident Paul Msiza (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

”Det er det, Gud kan gøre”

”Mine forældre gik aldrig i skole. I dag er jeg her. Det er det, Gud kan gøre,” siger han. ”Vi skal være lys i mørket. Jeg beder om visdom, Guds styrke, vejledning af Helligånden – og tålmodighed.”

Han siger med fast stemme: ”Jeg har håb i dag.”

Han fortæller om en russisk bombe, der sprængte en kirke i stykker. Resterne af bomben blev gjort til kirkeklokke.

”Gud har kaldt os til at gøre en forskel. Guds rige, håb, fred, kærlighed og frihed vil komme til Burma. Mange af mine kolleger (jeg går ud fra, at det er politikerne, der lever udenfor Burma) er ikke kristne, men der er kommet en ny enhed mellem de kristne i bjergene i Burma og burmeserne i lavlandet.”

Hans korte budskab er: ”Hjælp os. Vores naboer er verdens største nationer, Indien og Kina. Burma skal være lys i verden. Selvstændig og fri.”

Efter hans rørende tale, tager den tidligere præsident for BWA, Paul Mzisa fra Sydafrika, ordet og kommer med en opmuntring til Dr. Sasa: ”Jeg er vokset op i 80’erne. Det så umuligt ud at kæmpe mod apartheid. Gud kan ændre det umulige. Han vil bringe frihed og fred til dit folk, for Gud elsker jer.”

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater
• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden

Find flere

Artiklen findes også som lydfil – lyt med her:

Zing Tha Par Chia To havde fuldført 10. klasse og arbejdede som butiksassistent, men der tegnede sig ikke en god fremtid for hende i Myanmar. Derfor greb hun muligheden for flugt for at få et godt liv. Zing rejste via Malaysia, hvor hun mødte sin kommende mand, Bik, til Danmark.

Et voldsomt chok

I Danmark kalder man selv ukendte mennesker ved fornavn, og man har øjenkontakt. Det ramte Zing og Bik voldsomt, da de kom hertil, for i Myanmar er det grænseoverskridende og frækt.

Parret kom til at bo hos en svoger og svigerinde, som havde seks års erfaring i Danmark, og det var godt. Men svigerinden var meget resolut og serverede straks smørrebrød med kniv og gaffel, men hvad stiller man op med det, når man er vant til at spise ris med ske og hånd? De gjorde, som de fik besked på og fik lært at spise som danskerne.

Til gengæld var det positivt og rart at blive mødt med tillid.

I sprogskolen mødte hun åbne og udspørgende lærere. Det oplevedes også underligt og fremmed. Det var ukendt i Myanmar. Til gengæld var det positivt og rart at blive mødt med tillid, og i Ølgod, hvor de kom til at bo, var der mange etniske danskere, der hjalp med de mange praktiske opgaver, som følger med, når man skifter land. Man er sårbar og usikker, så det var betydningsfuldt at møde mennesker, der viste næstekærlighed i form af tid og praktisk hjælp.

Familiesammenhold

Zing Tha Par Chia To

• uddannet social- og sundhedsassistent og arbejder i hjemmeplejen i Ølgod
• gift med Bik og har tre børn på 11, 9 og 7 år
• medlem af Chin Bethel Church i Skjern

Der er meget fra Myanmar, der ikke længere fylder hos Zing, men hun har en stærk overbevisning om, at det er vigtigt at have stor omsorg for de gamle og svage. Danskernes familiesammenhold opleves ikke så stærkt som i Myanmar, og det savner hun. Zing synes, det er fint, at gamle mennesker er på plejehjem, men hun lægger i sin opdragelse vægt på, at de gamles behov for omsorg og nærvær skal imødekommes af den nærmeste familie.

Heldigvis dannede Biks familie, en dansk reservebedste og et burmesisk reservebedsteforældrepar et tæt netværk omkring dem. Det var en stor hjælp, da børnene var små, og savnet af det velkendte og familien i Myanmar var størst.

Børnene føler sig danske. I begyndelsen af deres institutionsliv var der misforståelser, som skyldtes forskellige tolkninger af beskeder og regler. Nu er Zing enig i, at rammerne og reglerne er til for at få hverdagen til at fungere godt for børnene, og hun oplever, at der er god kontakt.

I Myanmar betyder det meget, at man besøger venner og familie hyppigt og spontant. Det er et savn, og Zing mener, at de uplanlagte og spontane besøg er en mangel i den danske kultur.

Livet i menigheden

Sammen med familien har kirken og den levende tro en høj prioritet for ZIng og hendes familie. Lovsangen fylder en del, og der er altid program for både voksne og børn. Det er vigtigt for ZIng og hendes mand, at børnene møder sproget og kulturen i kirken, og det føles godt at udtrykke sig på eget sprog. Det er et stort ønske hos ZIng og Bik, at børnene hører Guds ord og tager det til deres hjerter, og derfor sendes de også i Indre Missions juniorklub.

Et anderledes liv

Zing har fået lært, at det er fint at undre sig, og at stå ved, hvem man er: Når der er noget, hun ikke forstår, er det sikkert også andre, der undrer sig. Derfor spørger hun. Hun har lært at udtrykke sig og mener, at der skal tales om det, der er udfordrende. Vi er sammen om at løse udfordringerne.

Zings liv har ændret sig meget siden ankomsten. Hun er i dag taknemmelig for sit liv i Danmark og priser Gud. Men det har været svært. Der blev brugt mange kræfter på sproget, som var det sværeste, og på at integrere sig. Presset på en flygtningefamilie er stort, fordi krav om fuldtidsarbejde uden plads til sygdom eller ekstra fritid betyder, at sindet aldrig er i ro. Det er meget svært at få dansk statsborgerskab, og det kræver meget papirarbejde og fysisk fremmøde. Heldigvis er burmeserne gode til at hjælpe hinanden.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense

Find flere

16-årige Van kommer til Danmark ved familiesammenføring i september 2007. Med fra Burma er også hans lillebror. Efter ophold i et modtagecenter bliver de genforenet med forældrene og lillesøsteren.

Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget.

”Det var en stor omvæltning at komme til et meget anderledes land, men det sværeste var sproget. Det var meget vanskeligt at lære dansk!”. Det har ikke været og er heller ikke nemt at få etnisk danske venner. Men som Van i dag beskriver det: ”Det er jo svært at få nære relationer med danskere, når man altid er tæt med familien, og man er mange fra hjemlandet, der arbejder sammen og altid mødes i fritiden i fællesskabet omkring kirken”. Van har dog oplevet at få en rigtig god ven, som kom fra Marokko, men det gled lige så stille ud efter folkeskolen.

Da Van kom til Danmark, fik han gode oplevelser med meget hjælpsomme og gavmilde danskere. Det betyder rigtig meget, når man skal falde til i det nye land. Dog oplever Van, at de fleste danskere er mere lukkede og mere private end udlændinge.

Autoritær skole

Van blev tidligt familiefar og har nu tvillinger i 4. klasse og et barn i 2. klasse, og det er blevet meget tydeligt for Van, at Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Burma og Danmark adskiller sig meget fra hinanden på skoleområdet.

Da Van var barn, var der megen udenadslære i skolen i Burma. Bøgerne skulle nærmest læres udenad, og intet stod til diskussion. Man skulle referere teksterne korrekt, indlæringen foregik ved at terpe, og der var en stram disciplin. I 10. klasse skulle man bestå seks fag for at komme videre, og lykkedes det ikke, var der ingen mulighed for uddannelse. I Burma er der en anden autoritet og tugt fra lærerens og til dels også fra forældrenes side. Van mener dog, at der er sket ændringer til det bedre, siden han selv var barn.

Inddragende pædagogik

I Danmark oplever Van en anden tilgang til læring med sine børn. Børnene opdrages til at formulere sig og må bidrage med egne overvejelser, ligesom børn og lærere evaluerer og retter i fællesskab. Der er forældresamtaler og klassearrangementer, og Van oplever, at der er et samarbejde mellem lærerne og forældrene om børnenes trivsel. Det er utænkeligt i Burma.

Fordi uddannelsesmulighederne er begrænsede i Burma, og fordi relativt få rent faktisk får en uddannelse, uddanner mange chinner sig i Danmark, efter de er blevet voksne. I Burma lever de fleste af deres landbrug, men Van er glad for sin ansættelse på en møbelfabrik, hvor han arbejder sammen med flere fra menigheden.

Van trives i Danmark med sin familie og menigheden i Skjern, men må også indrømme, at han godt kan savne venner i hjemlandet, ligesom naturen dér ikke kan sammenlignes med Danmarks.

Relateret

• 15. okt. 2025 - At se Jesus’ ansigt
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 26. maj. 2025 - En positivt konfliktsøgende præst
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”
• 20. feb. 2025 - På vandring

Find flere

Myanmar Christian Fellowship – i daglig tage MCF-DK – blev optaget i BaptistKirken ved Landskonference 1 den 29. maj i år. Dermed har BaptistKirken optaget en ny slags menighed. Ikke en lokal baptistmenighed, men en landsdækkende. Og det er sproget, der binder de ca. 50 voksne medlemmer sammen.

Fælles for dem er troen på Jesus Kristus, at de kommer fra Burma og taler burmesisk.

Torsten Wendel-Hansen, der er formand for BaptistKirkens Integrationsudvalg, har hjulpet menigheden frem til optagelsen. Han fortæller:

Den atypiske baptistmenighed

”Det atypiske er, at de er spredt ud over hele Danmark, men samles til gudstjeneste i baptistkirken i Odense. Baggrunden for, at de har fundet sammen er, at de ganske enkelt ikke passer sprogmæssigt til hverken folk fra Chin-regionen, Kachin- eller Karen-regionen, som flertallet af flygtningene fra Burma ellers kommer fra. De har derfor fundet ud af, at de alle kan tale burmesisk og derfor holder deres gudstjenester m.m. på burmesisk.”

Der er i dag 10 menigheder i Danmark, der består af medlemmer fra Chin-regionen i Burma. I alt er der ca. 1.500 chin’er i Danmark og mindst lige så mange, der taler burmesisk. Langt de fleste chin’er er kristne, faktisk baptister, mens langt de fleste burmesere er buddhister. Derfor kan man sige, at det største missionale potentiale ligger i de burmesisk-talende menigheder.

Torsten fortæller videre:

”En del af medlemmerne i MCF har dobbelt medlemskab, idet de også tilhører en dansk menighed i deres nærområde. Baggrunden herfor er naturligvis, at de ønsker at komme til gudstjeneste mere end den ene gang om måneden, hvor de samles i Baptistkirken i Odense.”

Ramt af restriktioner

Saw Henry, der også kaldes John, er formand for MCF-DK. Han skrev i en mail den 5. juli i år:

”Vi er glade for at have muligheden for at fortælle jer om vores MCF-DK-familie. Da medlemmerne af vores kirke er spredt over hele Danmark, kan vi kun mødes og lave gudstjeneste to gange om måneden, den anden og fjerde uge i Odense Baptistkirke.

Gudstjenesterne blev gjort online ved nedlukningen på grund af Covid-19.

Vi skal nu diskutere om at holde gudstjeneste igen i kirken. På grund af  Covid-19 reglerne har vores MCF-DK familie ikke haft plads nok til at mødes. Derfor vil alle fremtidige planer og aktiviteter blive besluttet efter vores møde.

Det sociale netværk

Før Covid-19 besøgte vi kirkemedlemmernes hjem og holdt gudstjenester lørdage og søndag de uger, hvor der ikke var gudstjeneste i kirken. Hvert år i sommeren går vi tur i parkerne eller tager til stranden for at spise, drikke og spille sammen. Medlemmerne af vores menighed kommer fra mange forskellige kirkesamfund eller baggrunde. I Danmark er de medlemmer af danske menigheder tæt på dem, eksempel en pinsekirke eller en baptistkirke.

Før nedlukning lavede vi også børnekirke om søndagen. Vi havde faktisk ikke en professionel børnekirke-lærer. Derfor var det kun vores medlemmer, der underviste børn om Jesus. Nogle gange kom gæstepræster og talte om Jesus. Vi har også givet tid til, at børnene kunne tale om Bibelen, enten individuelt eller en gruppesang, i vores søndags programmer.

I harmoni

Vi er meget glade for, at vores MCF-DK-familie nu er medlem af BaptistKirken. Vi har forsøgt at komme med i lang tid, fordi vi også ønsker at arbejde sammen med kirkerne i Danmark og at være mere harmonisk i det danske samfund. Tak.
Kærlig hilsen John”

Der er ca. lige så mange børn som voksne, altså er de omkring 100, når alle samles.

De glæder sig over at komme til Odense fra alle verdenshjørner for at fejre gudstjeneste på deres eget sprog. Det, der binder dem sammen.

* * *

“Mange nationaliteter i samme kirke” er en video fra Odense Baptistkirke, hvor man altid gerne har budt grupper med forskellig sproglig baggrund velkommen.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026

Find flere

Der er en lille accent, men ellers hører du ikke, at Chin Chin ikke er vokset op i Danmark. Hendes danske er perfekt, og hun er mønstereksemplet på integration. Har da også fået flere integrationspriser, både af Tværkulturelt Center og Integrations og Boligministeriet. Ikke så meget for hendes egen vellykkede integration, men for den indsats hun gør for andre.

Chin Chin hedder egentlig Biak Chin Par Lian og kom til Danmark i 2004 som FN-kvoteflygtning fra Burma. Hun bor i Ølgod sammen med sin mand og deres tre sønner på 4, 15 og 16 år. Hun er uddannet sygeplejerske og har en kandidatuddannelse i diakoni fra Aarhus Universitet. Hun arbejder både som sygeplejerske og familiekonsulent – og det gælder ikke kun migranter.

Og når hun sikkert fra 30. oktober er en del af ledelsen i BaptistKirken – hun er suppleant og en afstemning på LK2 skal konfirmere en udvidelse af ledelsen – er det ikke kun som en stemme for migranterne. Hun ønsker i høj grad også, at der skal ske en vækst og udvikling i de danske baptistmenigheder.

BaptistKirken har fokus på det rigtige. Menighedsplantning og et godt samarbejde med de unge i BBU.

”Vi har fokus på det rigtige. Menighedsplantning og et godt samarbejde med de unge i BBU[1],” siger hun.

Et stort hjerte for børn og unge

Hun har et stort hjerte for børnene og de unge.

”Vi har en sproglig mangfoldig menighed, og det eneste fællessprog er faktisk dansk. Derfor tilbød jeg at undervise de burmesiske børn om evangeliet på dansk. Dengang mødte jeg modstand. Nu beder forældrene mig om det, for de har opdaget, at deres børn ikke forstår dem, og de vil gerne, at de lærer om Bibelen. Og dansk er deres inderlige sprog.”

Kultur-sammenstødet er en del af hendes virkelighed.

Hun lever selv – lykkeligt – i et såkaldt arrangeret ægteskab. Hun er stadig en del af den kultur, hvor forældrene er med til at arrangere bryllup med de traditioner, de har med hjemmefra.  ”Vi vil gerne hjælpe vores børn til at komme godt i gang med at være familie. Det sker bedst, hvis vi har gode relationer, både til svigerdøtrene og deres forældre. Børnene har dog altid det afgørende ord. De vil ikke blive tvunget til at gifte sig med nogen. Sådan var det engang, men ikke i dag.” Hun ved dog godt, at der vil være stor forskel på, om hendes sønner vælger en dansk kone eller en burmeser/chin. Det må tiden vise.

Vi har brug for en vækkelse

Hjemme i Burma voksede Chin Chin op i en ledende baptistfamilie. Hendes mors familie var blandt de første kristne i byen. Hun var parat til at blive døbt som otte-årig men skulle vente, til hun var fyldt 12. Hun kom også i andre kirker, men det var vigtigt at blive netop baptist.

”I Burma (I Chin-regionen) var vi en majoritetskirke. I Danmark er vi en minoritetskirke. Men vi ligner hinanden meget. Vi bibeholder traditionerne, historien og er meget… stabile. Men vi kunne godt trænge til en vækkelse. Og her er integration vigtig, for en tredjedel af baptistkirkerne er migrantkirker. Vi har ikke løst problemerne, men de er italesat.”

Hun fortæller, at der er forskellige strømninger blandt de unge chin’er. En gruppe vil gerne vedligeholde de burmesiske traditioner og de kender ikke dansk kultur indefra. ”Det er et problem, da det kan være værre end forældre-generationen”.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at danskerne så os som ressourcer og ligeværdige partnere.

En anden gruppe vil meget gerne integreres. Og den tredje kan se en fordel i begge dele.

”De næste to generationer vil have en fordel af at være migrantmenighed. Det er vigtigt, at man kan sproget og har et tilhørsforhold til Burma. Men måske vores børnebørn ikke har brug for rene etniske menigheder.”

Menighedsudvikling

Hun ønsker, at BaptistKirken ikke kun ser migranterne som modtagere, men som aktive deltagere i kirkens liv.

”Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at danskerne så os som ressourcer og ligeværdige partnere. Men tag nu f.eks. Vital (et nyt tilbud til menighedsudvikling). Det er et rigtig godt projekt, men jeg tror ikke, migrantmenighederne kan implementere det pga. sprog og hele indgangsvinklen. Vi skal inddrages fra starten, så vi kan være med til at præge den slags,” siger hun, og indikerer, at også chin’erne har brug for at lære menighedsudvikling.

”Men migranterne skal også se sig selv som en ressource, også for BaptistKirken og andre samarbejdspartnere. Vi er gode til at tage ansvar, kan bidrage meget mere, end vi gør, og være ligeværdige.”

Chin Chin er en igangsætter. Blandt andet har hun taget initiativ til en børnelejr i december.

Hun er selv lidt af en provokatør og igangsætter. En veluddannet og kvinde og det i sig selv kan være problematisk i den burmesiske kultur. Hun har taget initiativ til en kvindegruppe, som har sendt ikke færre end syv missionærer til Burma, på bibelcamping igennem flere år, til undervisning for kvinder – et ungdomskor, børnelejre… Hun er noget af et ”jern”.

En entreprenør

”Jeg er en slags entreprenør. Jeg får energi af at sætte noget i værk. Også derhjemme. Min mand udfører de initiativer, jeg tager,” siger hun og griner.

Hun konstaterer, at der er tendens til en mere klar dogmatik i BaptistKirken, men indrømmer samtidig, at med alt for stramme rammer, vil der ikke være plads til forskelligheden. ”Det er en udfordring. Mange menigheder ønsker ikke at være ekskluderende, men der må være en grænse for, hvad der er plads til, selv i en levende menighed. Men hvor den grænse er, ved jeg ikke.”

Når hun skal betegne sig selv, er det som brobygger, en hjælpende hånd og som udholdende.

Hendes inderste bøn for BaptistKirken er; At vi må være en del af Guds mission, både med ord og handling – specielt i Danmark. Det er vigtigt at fokusere på både danskere og migranter.

[1] Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026

Find flere

De var kommet i busser og personbiler fra Jylland og Fyn. Over 400 burmesere – og enkelte danskere – var samlet på Rådhuspladsen i København i lørdags, og gik derfra i samlet trop til Udenrigsministeriet ved Christiansborg og videre i busserne til den kinesiske ambassade i Hellerup.

Demonstrationen ved Udenrigsministeriet.

”Vi er godt tilfredse,” siger Van Neih Thang, en af arrangørerne af demonstrationen. Han tilhører Chin Bethel Church i Skjern og bor i Herning. Alle var opfordret til at være klædt i sort, men regnvejret gjorde, at det blev en mere kulørt skare. Og selvom der var smil på mange læber, var der også sorg og bekymring i øjnene.

Støtte fra BaptistKirken

”Mange af jer, som står her i København i dag, har forældre, bedsteforældre eller andre slægtninge, som nu har fået ekstra svære livsvilkår og oplever usikkerheden i den krise, som Myanmar er kommet i,” sagde BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen i sin tale på Rådhuspladsen.

”Det betyder meget for os, at vores kirke står sammen med os,” siger Van Neih Thang. Han fortæller, at selvom langt fra alle i demonstrationen er kristne, så vækker det respekt, når de kristne ledere træder frem. ”Det gør det også hjemme i Myanmar. Her lytter også buddhister og hinduer og andre, når de kristne ledere taler. Det forsikrer os alle om, at vi er på ret kurs i vores kamp.”

BaptistKirkens generalsekretær Torben Andersen var inviteret til at tale under demonstrationen lørdag på Rådhuspladsen.

Torben Andersen sagde netop: ”BaptistKirken vil gerne være med til at vise vores solidaritet med folket i Myanmar og samtidig også vise vores støtte til alle burmesere i Danmark… Helt særligt tænker vi på vore Chin-menigheder og andre burmesiske menigheder i Danmark. Vi påskønner jeres engagement for fred og demokrati i Myanmar og fordømmer militærkuppet og magtanvendelsen.”

Han forklarede: ”Baptistkirken i Danmark er et kirkesamfund, hvor kamp for personlig frihed og demokrati står højt. Herunder ytrings- og religionsfrihed… Ud af vore 54 menigheder er de 15 migrantmenigheder og heraf langt de fleste med rødder i Myanmar, flest fra Chin staten, men også fra Kachin og Karen.”

Klædt i sort

Netop i denne weekend blev der skruet op for volden fra militærets og politiets side i Myanmar. 37 fredelige demonstranter er blevet dræbt.

Det med at være klædt i sort er et politisk signal. Det skal vise, at det er alle de etniske gruppers kamp, og ikke kun Aung San Sui Kyi’s politiske parti og burmanerne. Og samtidig spreder protesterne sig ud over hele verden.

”Hvis du føler dig hjælpeløs, så hjælp nogen” Aung San Sui Kyi

Van blev interviewet til P1 lørdag morgen og spurgt, hvorfor de tog til den kinesiske ambassade. ”Kinesernes stemme er stor i FN. De har megen magt. Hvis de fordømmer militærkuppet, vil det betyde virkelig meget. Så vil det ikke holde længe. USA har fordømt kuppet som en forbrydelse mod menneskeheden. Kineserne og russerne har ikke fordømt det endnu. Det håber vi sker. Selvom det ikke sker, så håber vi, at den danske udenrigsminister og EU vil presse hårdt på militærjuntaen, så de skifter mening.”

Demonstrationen ved den kinesiske ambassade

Psykisk og fysisk hårdt

I DR1’s TV-Avisen fortalte han også om, hvordan situationen i Myanmar påvirker dem, der bor i Danmark. ”Både psykisk og fysisk,” fortæller han:

”Vi er i konstant bekymring for familie, venner og bekendte. Vi får ikke megen søvn. Det er svært at koncentrere sig om arbejde. Vi er rystede. En af mine venner, der bor i mit hjemland, er efterlyst af militæret, fordi han er med til at lede demonstrationerne. Jeg har nogle fætre, der hjælper dem, der er civilt ulydige. De er bekymrede hver nat; bliver de fanget, skudt eller tortureret næste dag? Men de er bare nødt til at fortsætte.

Der var godt 400 deltagere i demonstrationen, som gik fra Rådhuspladsen til Udenrigsministeriet i København.

Jeg har en veninde, der er blevet jagtet under en demonstration, men hun var heldig og naboen gemte hende i deres lejlighed.

Min bror, John, er i Rangoon på bibelskole. De holder vagt om natten, for militæret har løsladt en masse kriminelle, som skaber frygt i samfundet. De kommer med knive, slår folk ihjel eller brænder huse ned midt om natten. De er løsladt fra fængslerne for at skabe uro. Militæret bruger dem til at skabe kaos.

Vi er vrede, stressede og føler afmagt – vi er så langt væk. Vi kan kun bede for dem og lave indsamlinger, lave demonstrationer og presse vores udenrigsministerium.

Det bliver bare værre. De bruger terror mod befolkningen.

Vi håber det bedste, men frygter det værste.”

Der bliver planlagt flere demonstrationer – blandt andet en fredsmarch i København den 28. marts. Den er arrangeret af danskere.

Alle billeder er taget af Jesse Zaiap, CMPage.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere

”Vi, de forenede etniske nationaliteter fra Myanmar, der er bosiddende i Danmark, sætter stor pris på al din støtte og dit bidrag til at bringe Myanmar tilbage på sporet til demokratisering igen”

Sådan skriver en dansk gruppe, der kalder sig ”Etniske nationaliteter fra Myanmar” i et opråb, som der er kommet flere af de seneste dage.

Der er ca. 2.500 burmesere i Danmark og en del af dem samledes på Rådhuspladsen i København den 9. februar for – i sikker Corona-afstand – at demonstrere imod det militærkup, som blev iværksat i Myanmar den 1. februar. En af arrangørerne var Salai Sang Thang fra Ringe, som forventede et par hundrede deltagere i kulden. Der har været opfordring også til danskere om at deltage.

Millioner protesterer

Militæret i Myanmar anholder fortsat medlemmer af den demokratiske liga, som vandt valget i november med 80 pct. af stemmerne. Samtidig har offentligheden igangsat en Civil Ulydigheds Kampagne. Det siges, at der i søndags var 1,8 mio. mennesker på gaden i Yangon i protest og hver aften genlyder det hårdt prøvede land af larmen fra slag på gryder.

I den protest, Etniske nationaliteter fra Myanmar har skrevet, har de tre krav; at militærstyret løslader præsident U Win Myint, statsrådgiver Aung San Suu Kyi og de andre ledende politikere, der er tilbageholdt. At de stopper yderligere anholdelser af uskyldige mennesker, der deltager i civil ulydighed. Samt at de skal stoppe kuppet og anerkende valget og tillade dannelse af en ny regering.

Baptist-fordømmelse

Den største kristne gruppe i Myanmar er baptisterne. Myanmar Baptist Convention har udsendt en erklæring, som udtrykker chok og skuffelse over militærkuppet og håber på, at det demokratiske system genopstår, bygget på fred, retfærdighed, national forsoning, ikke-vold og respekt for menneskerettigheder og værdighed.

Baptistkirken i Danmark samarbejder tæt med Myanmar Baptist Convention om projekter. Formand for BaptistKirken Per Beck og generalsekretær Torben Andersen støtter burmeserne i deres protester.

Fra Myanmar bliver der via bl.a. Facebook sendt beskeder til FN og statsledere over hele verden, for at øge presset på militærregimet. Der er indført sanktioner imod Myanmar.

Demonstration i Rønne torsdag

Den største gruppe blandt burmeserne i Danmark er fra Chin-regionen, ca. 1.500 – og de fleste af dem er tilknyttet BaptistKirken.

”Vi er dybt berørt. Vi frygter for vores familiers liv i Burma. Internettet er nede i lange perioder, så det er svært at holde kontakt,” fortæller Sambuh Langle, der også har arrangeret en demonstration på Store Torv i Rønne på torsdag den 11. februar kl. 16.

Læs også “Danske burmesere reagerer”

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere

Mandag morgen blev de demokratisk valgte politikere arresteret og sat i husarrest af militæret i Burma/Myanmar. Det var netop den dag, det nye parlament skulle træde sammen efter et overbevisende valg i november, hvor 80 pct. stemte på Aung San Suu Kyi og hendes parti. Militæret frygtede formentlig at miste deres magtposition og taler om valgsvindel.

De burmesere fra Chin-regionen (i den nordvestlige del af Myanmar), der bor i Danmark, vil ikke bare sidde med hænderne i skødet. De er selv flygtet hertil netop under militærdiktaturet, som frem til 2010 havde Aung San Suu Kyi i husarrest i 15 år.

Demonstration

Der er to chin-organisationer i Danmark, som tæller i alt 1500 chin’er. Lederne fra begge organisationer mødes i dag, onsdag aften, til et onlinemøde, for at drøfte, hvordan de kan vise deres uro og harme over militærkuppet.

Moses Lal Bawi Peng, der er medlem af BaptistKirkens ledelse og generalsekretær for den burmesiske gruppering Chin Christian Association Danmark, CCADK, siger:

”Vi kan ikke acceptere, det der er sket. Vi vil gerne mobilisere alle gode kræfter, og ved mødet skal vi snakke om, hvordan vi kan få de andre burmesere i Danmark i tale. Vi vil også gerne henvende os til den danske regering, til Folketinget og udenrigsminister Jeppe Kofod. Hvis vi må for Corona-restriktionerne, vil vi lave en demonstration på Rådhuspladsen i København. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at protestere. Militæret har bestemt længe nok i Burma.”

I kontakt med familien

Han fortæller, at han har været i kontakt med familien i Burma. Hans familie bor i Rangoon og de taler sammen på Facetime. Men de fortæller også, at internettet indimellem bliver afbrudt.

BaptistKirkens internationale missionssekretær Morten Kofoed har været i kontakt med nogle af kirkens burmesiske venner, og de er meget urolige.

”Vi er triste og desperate. Vi forventer, at de lukker ned for internettet. Bed for os,” skriver de til os.

Morten deltager ligeledes i dag i et orienterende møde med ambassadøren i Myanmar John Nielsen, for NGO’er, der samarbejder med organisationer i Myanmar.

Reagerer fysisk og psykisk

På Facebook er der beretninger fra herboende burmesere, som oplever en både psykisk og fysisk reaktion på militærkuppet. De kan ikke tænke på andet, end hvad de selv har oplevet under det styre, de flygtede fra, hvor kvinder er blevet voldtaget og hvordan militæret under trusler med våben har taget mad fra de fattige landboere.

”Jeg er meget glad for, at BaptistKirken har støttet burmeserne med et opslag på kirkens Facebook-side. Det opfordrer til, at vi beder for Myanmar. Vi må virkelig bede om, at det her ikke udvikler sig til et blodbad,” slutter Moses Lal Bawi Peng og fortæller, at CCADK har indbudt til online-bøn for Myanmar den 6. februar.

Læs også en personlig fortælling her  “At flygte til et nyt land er som at blive født igen”

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 27. apr. 2025 - Missionsarbejde i bevægelse
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere

Chin Chin, med det officielle navn Biak Chin Par Lian, bor i Ølgod med sin mand og sine tre drenge. I 2010 modtog hun integrationsprisen ’Årets Knus – Årets krus’ fra Tværkulturelt Center for sin ekstraordinære indsats for at bygge bro mellem mennesker på tværs af kulturer. I 2012 modtog hun endnu en integrationspris for ’Årets nydanske forælder 2012’ fra Integrations- og Boligministeriet for sit samarbejde om ’MindSpring projektet’ (et psykosocialt gruppeforløb for børn, unge og forældre med flygtningebaggrund) med Varde Kommune og Dansk Flygtningehjælp.

I Danmark bor 2.587 af burmesisk herkomst (Danmarks Statistik 2020). Chin Chin kommer fra Chinprovinsen i det vestlige Myanmar (Burma). Chinbefolkningen er en etnisk minoritet i Myanmar med egen ”stat”. De sidste 17 år er der kommet ca. 1.600 chin’er til Danmark, dels som FN-kvoteflygtninge, dels ved familiesammenføring. De er flygtet på grund af diktaturstyrets krænkelse af menneskerettighederne, bl.a. indirekte forfølgelse pga. religion. I Myanmar er 90 pct. buddhister, men i Chin er 90 pct. kristne. Det skyldes amerikanske baptistmissionærer, som kom dertil for omkring 100 år siden.

Chin Chin er opvokset i et kristent hjem, og hun tror, at det er en del af Guds plan, at hun er kommet til Danmark. Hun tilhører Chinmenigheden Chin Bethel Church i Skjern, som er en del af BaptistKirken.

Har altid været anderledes

Noget af det første som slog mig, da jeg talte med Chin Chin, var, at hun er utrolig ærlig og direkte i sin kommunikation. Vi kom hurtigt i vores samtale ind på, hvordan hun oplevede dét at være anderledes. Hun fortalte mig: ’’Jeg har altid været anderledes. Lige fra jeg var lille, har jeg ikke lignet de andre. Derfor elsker jeg at inkludere andre mennesker’’.

Chin Chin efter modtagelsen af prisen ‘Årets nydanske forælder 2012’.

For Chin Chin er det begrænsende, når folk danner sig et ensidigt billede af hende på baggrund af hendes etnicitet, og hun har oplevet at blive fremmedgjort som udlænding i Danmark. I kirken har burmeserne dog ’’formet deres eget stærke og trygge fællesskab’’, skriver hun i sit speciale i diakoni ved Aarhus Universitet om ’Køn, kirkeledelse og kulturidentitet’. Hun beskriver, hvordan burmesiske flygtninge i Danmark kan opleve, at de bliver set på som en ensformig masse frem for en kompleks gruppe af individer:

’’Mange har tendens til at se, at vi kun er chin’er, men vi er meget mere mangfoldige end som så.’’

At stigmatisere sig selv

I Myanmar bor mange forskellige etniske grupper, hvoraf Chin-folket udgør ca. 2,5%, og burmesere udgør 68%. Inden for Chin-folket findes der undergrupper, som taler forskellige sprog. Derfor taler børn og unge med burmesiske rødder oftest sammen på dansk.

Man kan jo aldrig sige, at ’nu er jeg integreret nok’.

Fordømmelsen og den manglende forståelse er ikke noget, som Chin Chin vil lade være en hindring for sin personlige udvikling: ’’Jeg vil ikke begrænse mig, eller lade andre begrænse mig, ved kun at se mig som Chin’’. Hun vil først og fremmest kendes for sin person fremfor sin etnicitet. Det er dog vigtigt for Chin Chin at understrege, at hun samtidig er stolt af sit burmesiske ophav.

Hvilke udfordringer møder man ved at bosætte sig i et fremmed land som flygtning?
’’Som flygtning er man hele tiden usikker på, om man følger normerne – gør jeg det nu godt nok? Du kommer til at stigmatisere dig selv, og det fortsætter du med i rigtig mange år. Man kan jo aldrig sige, at ’nu er jeg integreret nok’. Når du kommer til et nyt land som flygtning, er det ligesom at blive født igen. Du skal lære alt forfra, og det er en kæmpe opgave’’.

Chin Chin har dog mødt mennesker i Danmark, som har hjulpet hende. Hun husker særligt hvordan forældrene på den første skole, som hendes sønner gik på, var gode til at inkludere hende og hendes mand. Bare dét at de hilste på dem, når de mødtes tilfældigt, betød meget for hende. Chin Chin mener derfor, at det er vigtigt, at folk ikke er bange for at tale med én, selvom man ser anderledes ud.

Den næste generation

Selvom Chin Chin ikke lader sig gå på af de fordomme, som hun møder, er hun bekymret for den unge generation. Specielt fordi de hver især skal forholde sig til flere kulturer. Det er en byrde, som hun også selv mærker i form af en konstant, indvendig kamp. I sit speciale beskriver hun det således: ’’Fordrevne folk har ikke ’hjemme’, de opholder sig mellem de konventionelle, kulturelle kategorier’’, og dette er, ifølge Chin Chin, særligt hårdt for unge mennesker:
’’Mange af de unge mennesker har udfordringer pga. pres fra forældrene, hjemlandet og fra samfundet. Man kan sige, at udover præstationspresset, som man f.eks. kan opleve som studerende, vejer presset ved at have flere kulturer at forholde sig til oveni’’.

…udover præstationspresset, som man f.eks. kan opleve som studerende, vejer presset ved at have flere kulturer at forholde sig til oveni.

Hun frygter, at de unge vælger enten fuldstændig at indordne sig forældrene eller at tage afstand fra kirken. En stor del af den ældre generation af burmesere har, ifølge Chin Chin, et inderligt ønske om at vedholde sin kulturarv, mens efterkommere i højere grad ønsker at integrere sig i det danske samfund: ’’Man vil gerne beholde sit sprog og sin kultur, men man vil også gerne integrere sig. Mange er virkelig bange for, at vi mister vores sprog og kultur. Så findes chinkirkerne og chinfolket ikke om 20 år. Det er dét, vi frygter’’.

Arkivbillede: Chin Chin fotograferet af Erland Grarup til en artikel i blad nr. 3/2013

Chin Chin mener, at en del af løsningen på integrationsproblematikken ligger i at lytte til de unge. Hun tror, at kirken som institution danner et godt fundament for at drive de unges udvikling, hvis dette sker inden for de rigtige rammer. Samtidig ser hun også, at dét at skulle bearbejde det psykiske pres, som det medfører at stå imellem flere kulturer, er et større samfundsmæssigt emne, som kræver helt grundlæggende værktøjer, f.eks. uddannelse: 

’’Jeg vil gerne støtte unge mennesker i at kunne tackle det, når de møder fordomme og social kontrol. Det er dels et spørgsmål om personlig udvikling, bl.a. gennem tro, men også et spørgsmål om uddannelse’’.

Lad os vende blikket ud

Noget, som Chin Chin har bidt mærke i, siden hun kom til Danmark, er, at vi danskere er rigtig gode til at hjælpe vores næste. Det mener hun, har haft en positiv indvirkning på de burmesiske flygtninge:
’’I det danske samfund tager man sig af de svageste, og det har påvirket os flygtninge, som er kommet til Danmark, rigtigt meget – også når det kommer til at tage sig af den fjerne næste, altså dem som stadig bor i Myanmar.’’

Kirken er det bedste sted at integrere sig.

Hun mener, at det er vigtigt, at vi som frikirke holder godt fast i denne værdi:
’’Det kan være et problem, at vi separerer os selv i et parallelt samfund i den burmesiske kirke, hvis vi ikke møder andre end dem, som kommer i kirken, og hvis vi ikke er inddraget i kirkens praktiske arbejde. I frikirken er vi rigtig gode til at tage os af hinanden, men vi bliver også nødt til at kigge ud mod resten af samfundet’’.

Trods de store udfordringer har hun håb for de næste generationer af burmesiske efterkommere i Danmark. Hun er af den overbevisning, at kirken har et ansvar over for flygtninge i Danmark, som de gentagne gange må tage på sig i forskellige sammenhænge for at bibeholde et godt fællesskab, som går udover det åndelige:

’’Kirken er det bedste sted at integrere sig. Alt, det kræver, er gode ledere. Det er nødvendigt, at folk ikke er bange for det fremmede for at skabe et godt samarbejde’’.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 12. dec. 2025 - ”Jeg havde glemt mig selv” – gennem Arrow Lederskab fandt Chin Chin styrke og rodfæste igen
• 15. okt. 2025 - Jordskælvskatastrofe i Myanmar – Baptistkirker bringer håb og hjælp
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense

Find flere