Lyt til artiklen:

For få måneder siden udkom Thomas Baldurs bog ”Byen kalder Gud”, med undertitlen “nybrud, urbane hjertesuk og uforfærdede bekendelser”. Bogen, som med forfatterens egne ord på omslaget “er mere end blot en bønnebog”, er Baldurs opfølgning til ”Jorden kalder Gud”, som udkom i 2015.

En vandringsbog

På flere måder fremstår Byen kalder Gud for mig som en vandringsbog. En vandring, jeg som læser inviteres med på. Og en rejsebeskrivelse af forfatterens egen vandring gennem livet, måske især gennem de 10 år, der er gået, siden hans første bønnebog udkom. Hvad enten det er bønner fra hjertet, fra Bibelen, fra reolen eller fra sangbogen, så inviteres jeg med på den vandring i bønner, salmer, refleksioner. En vandring som hele tiden kranses af Den Store Rejsebeskrivelse, dvs. Guds store frelsesfortælling og -plan. Som starter i en have, men slutter i netop en by.

Thomas Baldur

Født i 1973.
BA i religion og mission fra European Nazarene College, Schweiz.
MA i teologi fra Nazarene Theological College / University of Manchester.
Ordineret præst i Det Danske Missionsforbund (senere Evangelisk Frikirke Danmark), ordineret ældste i Nazaræerens Kirke.
Præst ved Vadum Frikirke 2012 -2023. Arbejder i dag som bedemand.

Har tidligere udgivet bønnebogen ”Jorden kalder Gud” (2015) og bidraget til ”På Herrens Mark” (2021)

Nybrud

Bønnerne i bogen er inddelt i tre dele. “Nybrud”, som er en vandring i bøn gennem Markusevangeliet. Disse bønner og dermed denne del af bogen virker stærkest på mig. Det er her, man som læser meget stærkt mærker Baldurs eget forhold til Bibelen, som han selv – med et citat fra forordet til en anden bønnebog – beskriver som at bære en uldfrakke, som “klemmer, kradser, krøller og strammer. Den er lidt for varm og ikke varm nok….” (s.19) Men som han under ingen omstændigheder vil leve uden.

Urbane hjertesuk

Den anden del er “Urbane hjertesuk”. Her bliver bønnerne meget hverdagsnære og jordbundne (hvis bønner kan kaldes det?) Det er nærværende bønner for enhver, som lever i relation til andre, og som ønsker at enhver jordisk relation og livets tildragelser i det hele taget må være gennemsyret af relationen med Gud. Om det så er, når hunden er død, når krydset skal sættes i stemmeboksen, eller når man ved køledisken overvejer, hvad Gud mon tænker om mit valg af kød i dag? Det er også i disse bønner, at Baldurs vandring – og vel til tider livtag – med syndsbegrebet får en betydelig plads. Som f.eks. i bønnen Nehushtan:

Tilgiv mig for de gange, hvor jeg har værdsat
kirke, musik, bibel, nadver, dåb, teologisk litteratur
– ting der skulle henlede min opmærksomhed på dig
og indgyde mig tillid til dig –
højere, end jeg faktisk værdsætter dig. (s. 278 – 279)

Bekendelser fra et uforfærdet hjerte

Bogens tredje del, “Bekendelser fra et uforfærdet hjerte”, er bønner som i min optik på en måde adskiller sig lettere fra de to første. Jeg synes, det især er i denne del, Baldurs dybe teologiske refleksioner træder stærkt frem i bønnerne. Det er muligvis også her, at bogens læsere vil kunne gennemgå en stor variation af følelser og oplevelser. Nogle vil sikkert føle stor glæde og velsignelse ved at få hjælp til at beskrive troen, Gud og bibellæsningen, som man måske har savnet. Hvor andre derimod må stoppe op og tænke: “Tror jeg egentlig således? Kan jeg bede denne bøn?”

Byen kalder Gud

Forfatter: Thomas Baldur

Sidetal: 396

Format: Garnhæftet indbundet

Udgivelsesdato: 08-07-2025

ISBN139788770682466

Forlag: ProRex
https://prorex.dk/

Varenummer, ProRex:
9788770682466

Men det er faktisk her, vi er inde og berøre, hvad jeg oplever som en af bogens vigtige søjler: At nok ønsker forfatteren at række mig en hånd, så vi sammen kan bevæge os ind i bønnens dimension. Men det er ikke en hånd, som vil holde mig fast. Det er ikke en hånd, som siger: “My way or the highway!” Men da bønnerne netop er gennemsyret af Baldurs egen personlige vandring, så er det faktisk helt okay ind imellem at slippe hånden og sige: “Denne bøn tror jeg faktisk ikke, jeg kan tage i min mund. Måske i morgen. Måske aldrig.”

At ”Byen kalder Gud” som opfølger på ”Jorden kalder Gud” har været 10 år undervejs skyldes forfatterens personlige grunde, lader han forstå. Men den har været værd at vente på!

Relateret

• 20. feb. 2025 - På vandring
• 16. dec. 2024 - Et folk på vandring
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 19. sep. 2024 - Kaldets omveje: Fra Korea til Kristuskirken
• 28. apr. 2023 - Skal jeg lyse for dig?

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Jesus hjælper mig med at åbne hele Bibelen igen

Af Jette Bjørnestad

Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, der indimellem lukker Bibelen, fordi den bliver for svær at forholde sig til, eller jeg ikke kan kende den Gud, som teksten beskriver. Så spørger jeg mig selv, om det er mine tanker, der er noget i vejen med eller om det bare er Gud, der har forandret sig så meget, at han ikke er til at kende igen? Uanset hvad, så bliver det svært at forholde sig til, hvordan Gud kan bruge Bibelen i mit liv.

Så er det godt at få en bog som Gunni Bjørsteds ”Han åbner Bibelen igen” præsenteret. Det er godt for mig, der har slået mig på at blive opfattet som en, der ikke tager Bibelen alvorligt og har oplevet, at mit bibelsyn ikke opfattes som ”rigtig baptistisk”.

Han åbner Bibelen igen

Forfatter: Gunni Bjørsted
Forlag: Kahrius
190 sider
Format: 155×230 mm
Paperback
ISBN 978-87-7153-466-5
Kr. 249,95
(Kan bl.a. købes hos forlagets webshop på https://kahriusshop.dk/)

I Bjørsteds forståelse af Bibelen er det vigtigt, at det er Jesus, som åbner Bibelen for os igen. Han skal være den målestok, ud fra hvilken vi forstår hele åbenbaringen. For det er Jesus, der er Guds ord, som vi kender det fra starten af Johannesevangeliet, kapitel 1 og som det formuleres i bogen: ”Guds primære ord er altså ikke en bog, men en person. Guds ord er Jesus. Og i forlængelse af dét: Guds ord i Bibelen er alt, der lyser på Jesus og peger hen på ham – og alt, der lyser fra Jesus ind over vores liv.”

Derfor taler det stærkt til mig at blive opfordret til at holde øje med, hvem Jesus er, hvordan han møder mennesker og hvordan det påvirker os til at handle i vores hverdag, i kirken, i familien, på arbejde. Uden at falde i den grøft at ”Jesus jo bare var et godt menneske”, men med det stærke fokus på, at vi vil lade alle ord belyse af Jesus og lade os udfordre af ham under alle forhold.

Foruden at gå grundigt igennem mange af de udfordringer, som møder os i vores læsning af Bibelen og dermed vise, at det ikke er et forsøg på at skøjte hen over det, der er svært, oplever jeg det også som en stor trøst, at Jesus er så centralt placeret i hele forståelsen af Guds ord, for det er der, jeg ønsker, han skal være!

Når Jesus får lov til at tale ud fra hele Bibelen og ind i mit liv, så er det godt at vide, at han kan få mig til at åbne Bibelen igen.

Tak for en rigtig god og trøstende bog.

Bibelen læst med Jesus som ”filter”: Et vigtigt indspark i debatten om, hvordan vi læser Bibelen

Af Lise Emming Weber-Hansen

Jeg fik denne bog stukket i hånden med spørgsmålet: ”Kan du ikke læse den og lave en anmeldelse af den”?

Jeg er en nok meget gennemsnitlig bibellæser, som ofte har undret mig over ting, der står især i det Gamle Testamente.  Men jeg er også en, der igennem livet har slået mig på – og er blevet slået på med bibelcitater, hvor man læser det, der står og tager det som den eneste rigtige sandhed. Det har været nedbrydende i stedet for opbyggende, og givet mange kampe både med mig selv og med andre.

Det har været svært i mit trosliv at finde ud af, hvordan mit billede af Jesus som kærlig, forsonende, rummelig og tilgivende kunne forliges med Det Gamle Testamente og det Gudsbillede, jeg har mødt også gennem forskellige prædikanters udlægning. Jeg har i perioder nærmest opgivet at finde mening med det og primært forholdt mig til Det Nye Testamente.

Det, der står tilbage hos mig efter at have læst bogen er, at hvis man læser Bibelen med Jesus som ”filter” og hele tiden stiller Ham op som målestok, viser teksterne i Det Gamle Testamente en anden hensigt end den, jeg har mødt indtil nu.

Min kirke er i en brydningstid, hvor vi diskuterer værdier, holdninger og bibelsyn. Her er denne bog med til at vise en anden måde at læse Bibelen på – og forstå Guds intentioner og handlinger på.

Bogen forstærker billedet af Kristus som Guds ord til os, og den viser samtidig, hvor nødvendigt det er, at vi igen og igen stiller spørgsmål, undres, diskuterer og finder nye veje i vores læsning af Bibelen.

Med den i hånden føler jeg mig bedre klædt på til at gå ind i læsningen af min Bibel på ny. Jeg har selv brug for at læse bogen flere gange og samtidig dykke ned i nogle af de steder i Bibelen, der henvises til.

For nogle vil bogen være provokerende, men den er et vigtigt indspark i debatten om, hvordan vi læser Bibelen med Guds kærlighed gennem Jesus til alle – en kærlighed som inkluderer og opbygger og ikke ekskluderer og bryder ned.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?

Find flere

Lyt til artiklen:

”Det er bedre, at de er lidt sjove for børn. Så man ikke bare får læst sådan en kedelig historie op for sig,” siger Ludvig Martens på 10 år. Lillebror Sigurd på 7 år mener også, at han husker historierne: ”Fordi jeg har hørt det for sjov.” Drengene er gået med til interviewet om de skøre historier, der i et par uger har været godnatfortællinger i hjemmet. Historien om Elias og Kong Akab i Første Kongebog, kapitel 18, er et hit. Når Akab byder Elias velkommen på slottet med ordene: ”Du er lige så velkommen, som et myggestik på min ene balle!” synes drengene, at det tager godnathistorierne til nye højder.

Jakob Svendsen

Jakob Svendsen (født 1980) er en dansk standupkomiker, der har vundet Danish Open og tre gange været nomineret til Årets Talent ved Zulu Comedy Galla. Han er uddannet cand.scient. og har undervist i matematik og datalogi på Gladsaxe Gymnasium. Jakob debuterede som komiker i 2009. Med udgangspunkt i sin kristne tro har han lavet de to shows ’Kristen i krise’ og ’Næste(n)kærlig’.

Jakob Svendsen (Foto: Christine Louw)

Har Gud humor?

Det spørgsmål stillede ”Anne” engang på religion.dk.  ”Humor er en menneskelig egenskab … Men så snart du vil overføre en menneskelig egenskab til Gud, skaber du Gud i dit eget billede,” var svaret. Når man læser Jakob Svendsens ”Bibelen for sjov”, er det svært ikke at tro, at det faktisk forholder sig omvendt: Gud har humor, vi er skabt i Guds billede og derfor har vi også humor! Måske er Jakob Svendsen skabt i et billede med særlig indramning, hans humor er i hvert fald lidt ud over det sædvanlige.

Formidling i børnehøjde

”Formålet er at formidle glæden ved noget, der betyder utrolig meget for mig,” siger Jakob om bogen. I sin formidling bruger han moderne sprog og referencer, som børn kan forstå. Det bringer bibelhistorierne ned i børnehøjde. I næsten alle historierne inddrager Jakob Svendsen elementer fra hverdagen og populærkulturen. På den måde bliver fortællingerne genkendelige og underholdende.

Dyreperspektiv og forskydning er et par af de andre tricks Jakob bruger til at fange børnenes opmærksomhed: Når Jesus renser templet, er det duerne, Thilde og Sanne, der fortæller historien fra deres bur på tempelpladsen.

Sigurd (tv) og Ludvig (th) (Foto: Jakob Martens)

Standup med respekt

Standup-genrens hurtige opbygning til en vittighed gennem to tre replikker går igen i mange historier. Det er måske bogens største svaghed: At historierne egner sig langt bedre til at fremføre på en scene end til traditionel højtlæsning for børn.

I Aalborg fortæller Ludvig og Sigurds far, Jakob Martens, at han hurtigt blev klar over, at drengene fik meget mere ud af historierne, når han ”spillede” de forskellige figurer.
”Men det krævede lige en gennemlæsning eller to, før jeg fik alle detaljer, ordspil og underliggende meninger med,” siger Jakob Martens.

Uanset virkemidler sker formidlingen gennem hele bogen med stor respekt for de bibelske fortællinger. Humoren fordrejer ikke budskaberne, men medvirker nogle steder til, at bogen virker en smule overfladisk.  Men det ændrer ikke ved, at ”Bibelen for sjov” har et stort potentiale i forhold til forkyndelse for børn.

Illustrationerne

Bogen er rigt illustreret med detaljerige sort/hvide stregtegninger, der hver for sig fortæller en historie. En lang række af de mere morsomme replikker er fremhævet med en iøjnefaldende skrifttype. Det er umuligt at overse, at hyrden Lukas i juleevangeliet ikke forstår de tre vise mænd:

”WHAT?!” hviskede Lukas til de andre. ”Guld er da okay – men MYRRA? Og så har de taget røgelse med herind? Der er fuld af hø? Det er super-brandfarligt… Hvad tænker de på?”

Mikkel Straarup Møllers illustrationer understøtter fortællingerne på en fantasifuld og levende måde, der bidrager til formidlingen af budskaberne til børn. Et eksempel på Mikkel Straarups humoristiske stil er en illustration af Gud, der fumler med en limpistol og æsker med øjne og fjer, mens han skaber dyrene. Et andet sjovt eksempel er bogens forside, hvor flasken med ”Kildevand” har undergået et mirakel og indeholder en rød væske…

Køkkenet er fyldt med latter

I køkkenet hos familien Martens er far Jakob efterhånden ved at overtage rollen som interviewperson. Vi får læst højt af flere af historierne. Drengene foreslår på skift de sjoveste replikker. Sigurd er vild med historien om David og Goliat:
”Den er sygt sjov. Når Goliat råber gi’r det ekko. Så råber David bare ’Hvad drikker Møller’…”
I Flugten fra Ægypten er det illustrationen af de delte vande, der er sjovest, mener Sigurd:
”Der er en hale fra en hval og en ubåd.” Vi kigger på tegningen og ser en kvinde, der bærer på en mikrobølgeovn og et vejskilt med ”Glat i vådt føre.” Nu er det pludselig de voksne i selskaber, der griner højest.

I historien om Babelstårnet spiller Jakob Svendsen på den dobbelte betydning af ordet grund – når man bygger, skal der både være en grund til at bygge og en grund at bygge på. Både Ludvig og Sigurd griner højt, da de skal forklare vittigheden: Den har de nemlig fanget.

En Gud for børn

“Bibelen for sjov” præsenterer en Gud, der er både magtfuld og kærlig. Men også en Gud der er humoristisk på et plan, børn forstår. I køkkenet er Ludvig og Sigurd meget bevidste om bogens formål: ”Den laver ikke grin med Gud,” siger Ludvig og Sigurd fortsætter: ”Den laver bare sjov.”

Bogen fokuserer på Guds positive egenskaber. Den præsenterer Gud som en, børn kan elske og ikke behøver bekymre sig om at frygte. Ludvig og Sigurd holder meget af den Gud, de møder i ”Bibelen for sjov.”

Hvordan får jeg fat i “Bibelen for sjov”

Køb “Bibelen for sjov” der, hvor du plejer at købe bibler – eller bestil direkte hos Bibelselskabets Forlag

Relateret

• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati
• 18. maj. 2026 - Kan dansk og vestligt demokrati overleve?

Find flere

De to Aarhuspræster, Maria Thaarup fra Metodistkirken og Lasse Åbom fra BaptistKirken, har skrevet en bog med inspiration til fasten. Mange menigheder har bestilt bogen. Men fortvivl ikke, hvis du ikke fik fat i et fysisk eksemplar: Du kan læse med online lige her (Linker til websiden ISSUU).

Bogen er bygget op med en læsning til hver dag i 40 fastedage – fra askeonsdag den 22. februar til påskedag den 9. april. Hvis du allerede er ved at tjekke kalenderen, så husk, at søndage ikke er fastedage, men festdage! Der skal du i kirke og fejre, at påsken nærmer sig!

Det handler om at se og blive set

”Havde du mig for øje” undersøger, hvordan vi ser og bliver set. De to forfattere fortæller, at titlen er hentet fra salme 139, der begynder med ordene: ”Herre, du ransager mig og kender mig”. I vores hverdagssprog lyder ransagning meget dramatisk. Men i denne forbindelse handler det om, at Gud ønsker at kende og forstå os. Fastetiden giver også mulighed for, at vi ransager vores egne liv. Ikke med det formål at fremkalde skam eller selvbebrejdelse:

Bogen inviterer os til at se på os selv og vores liv med Guds øjne. Og bogen opfordrer til at reflektere over, hvad det betyder, når Bibelen fortæller, at Gud ser os. Hvad vil det sige, at leve for Guds ansigt? Og hvilken betydning har det, hvordan vi ser (på) hinanden?

Maria Thaarup og Lasse Åbom skriver i indledningen til ”Havde du mig for øje”:
”For det viser sig, at vores syn på Gud er uløseligt forbundet med vores syn på os selv, på de mennesker vi lever med, på dem vi ikke kender og på dem, vi har det svært med. Vores relationer bliver formet af det blik, vi ser på os selv og hinanden med.”

Syv uger med hver sit fokus

Klik for at se Maria pakke gaven ud!

Bogen er opdelt i temaer for hver af de 7 uger frem mod påsken. Det begynder med ”Herre, du ransager mig og kender mig” og fortsætter med fokus på

• at være set af Gud
• at se sig selv
• at se dem, der er tæt på
• at se det ukendte
• at se dem, du har det svært med
• ikke at kunne se Gud: ”Hvorfor har du forladt mig?”

Sidst i bogen finder du en række forslag til gudstjenester. Ligesom alle de andre tekster kan gudstjenesteteksterne også bruges på andre tidspunkter end i fastetiden. Som forfatterne skriver: ”Mulighederne er mange”.

Brug Maria og Lasses bog til at reflektere over livet. Hvis du ikke når det inden påske, så giv ikke op! Der er altid brug for at tænke over, hvordan vi ser på hinanden og Gud!

Brug fasten aktivt

Gennem fasten kommer der løbende opslag på BaptistKirkens sociale medier med opfordringer til at bruge ”Havde du mig for øje” på tryk eller digitalt. Menighederne modtager også en række præsentationer (slides i PowerPoint-format) til brug som inspiration fx i forbindelse med gudstjenesterne.

Fortæl gerne om dine oplevelser i fasten: Hvad giver du afkald på? Fejrer I fasten i menigheden? I familien? Eller er det den del af kirkeåret I forbigår i tavshed? Du er altid velkommen til at skrive i kommentarsporet – eller kommentere vores opslag på Sociale Medier.

Mere om faste - Klaus Abildgaards refleksion over Peter Haldorffs fastebog 'Sporene af det skjulte'

Forfatterne

Maria Thaarup
er præst i Bethlehemskirken, Aarhus Metodistkirke. Hun er oprindeligt fra Strandby i Nordjylland, men har boet og læst i København. Maria er uddannet lærer og har en kandidatgrad i diakoni fra Aarhus Universitet.

Lasse Åbom
er præst i Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed og far til Kajsa og Alhed. Han har læst teologi på SALT – Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi samt på universiteterne i Aarhus og København.

Relateret

• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026

Find flere

http://www.bibelselskabet.dk

264 sider, 249,95 kr.

Bibelselskabet har lige udgivet en ny børnebibel. Endnu en i den lange række af børnebibler. Den hedder ”Den lille bibel”, målgruppen er 2-5-årige og forfatterne er Joan og Daniel Øhrstrøm.

Det er selvfølgelig en højtlæsnings-bibel, godnathistorier måske. 40 korte bibelhistorier, hvor der ofte er fokus på barnets vinkel og hvert afsnit sluttes af med et spørgsmål (bortset fra skabelsen… hvorfor mon det?) og nogle med et forslag til en aktivitet. Og som historien vokser, dukker der en lille mus og senere en tromme og en tallerken frem i de fleste – og børn elsker jo gemmelege, så det er en genial detalje. Nogle gange virker det lidt søgt, men det er børn jo ligeglade med. De går på opdagelse i Bibelen.

Der har været lidt kritik af, at det onde er negligeret. Adam og Eva spiser af det træ, de ikke må og får ondt i maven. Men jeg tror faktisk godt, at de 2-5-årige kan genkende, at man får ondt i maven, når man gør noget, man ikke må.

Og der er ingen grund til at pensle ud, at selvom Noa og hans familie overlever, er der mange, der ikke gør. De små skal tids nok stifte bekendtskab med lidelser og ondskab. Det vigtigste er vel, at de lærer, at Gud er der, selv når noget gør ondt!

Den er også politisk korrekt – med den multietniske discipel-flok.  Og Jesus selv er brun og ikke hvid!

”Den lille bibel” er blevet til på Bibelselskabets initiativ. Forlægget var hollandsk og tegningerne af Merieke ten Berge er dermed genbrug, så det var en bunden opgave for forfatterne, hvilke historier, de skulle have med, og hvor lange de måtte være.

baptist.dk har interviewet ægteparret, der bor i Rønne og begge arbejder som journalister og forfattere. Daniel er faktisk ofte prædikant i Baptistkirken Bornholm.

Daniels actionhelte

Har I selv fået Bibelen ind med modermælken, læst og genfortalt som børn?

Daniel: Da skovbørnehavepædagogerne spurgte mig, hvad jeg ville være, når jeg blev stor, svarede jeg: ”Profet!” For jeg kunne ikke forestille mig noget sejere. Derhjemme havde vi ikke fjernsyn, da jeg var lille. Og mine hallelujahippie-forældre ville ikke lade mig lege med legetøjsvåben.

Men i søndagsskolen fik jeg masser af voldelige historier og drama, så de gammeltestamentlige profeter blev mine actionhelte, selvom jeg hørte bibelhistorierne i skånsomme versioner for børn.

Mine forældre havde den autoriserede bibel liggende på deres natbord, og det var faktisk også Bibelen, der var med til at lære mig at læse.

Min mor sagde, at jeg måtte få min egen bibel, hvis jeg læste 1000 sider, der ikke måtte være Anders And. Og jeg bar den bibel rundt, som var det en bamse. Til sidst blev den så slidt, at den faldt fra hinanden. Men jeg er aldrig holdt op med at læse i Bibelen. Den er fundamentet for hele vores kultur, men også et fundament at stå på. Man kan altid søge trøst i Bibelen.

Det lærte jeg både derhjemme og hos min mormor og morfar, der havde kælderen fyldt med gideonit-bibler, som min morfar delte ud på skoler og hoteller, fordi han mente, at Bibelen var det bedste, man kunne give andre. Når jeg var på ferier hos dem, startede dagen altid med kryddere og bibellæsning. Og da jeg skulle vælge en ting fra min mormors rækkehus, da hun døde, valgte jeg hendes bibel, der var fuld af understregninger.

Joan: Bibelen har også været en del af mit liv, så længe jeg kan huske. Mine forældres bibler er også fulde af understregninger, og mens min mor også hyggelæste romaner, kender jeg ingen, der har læst så meget i Bibelen som min far. Om aftenen satte han sig tit til at læse i Bibelen, når han havde fri fra sit arbejde som maskinmontør. Og jeg blev også tidligt selv optaget af Bibelen og dens gode historier.

Jeg husker, at jeg især blev fanget af historierne om Josef, der gik så grueligt meget igennem, og den smukke dronning Ester, der reddede sit folk. Så jeg er glad for, at de to historier er med i ”Den lille bibel”, som vi fik lov til at skrive for Bibelselskabet.

Men den historie, jeg syntes var stærkest at skrive, var om det fortabte får, fordi den bekræfter mig i et kærligt gudsbillede. Jesus er som en god hyrde, der kender sine får og ikke vil lade et eneste i stikken. Det er dejligt at tænke på. Alle kan føle sig fortabt, men hyrden giver ikke op, før vi er fundet igen. Hyrden kender sine får og kender vores navne, som der står i Johannesevangeliet. Og derfor gav vi også fårene navne i vores version, hvor det er det brune får, Bruno, der er blevet væk, men bliver fundet af hyrden.

Det understreger, at Gud kender og elsker den enkelte, synes jeg.

Med kærlighedens briller

Når man skal genfortælle Bibelen for 2-5-årige, bliver det let overfladisk, og nogen vil måske kritisere, at det ikke er bibeltro. Hvad er jeres bibelsyn?

Joan: Jeg vil klart sige, at vi har forsøgt at være tro mod Bibelen i ”Den lille bibel”. Enhver genfortælling er jo i sagens natur en fortolkning, men vores børnebibel bygger på det, som vi syntes var vigtigst, da vi læste grundteksten til hver eneste af de 40 historier, vi gengiver i vores eget sprog og i en børnevenlig beskæring.

Bibelen er jo, som Daniel siger, sine steder voldsomt drabelig, men denne børnebibel er netop målrettet de helt små, der gerne skulle kunne sove trygt, efter de har fået læst op af bogen. Og det er da klart et valg, at vi ikke ville have, at børnene skulle skræmmes ved puttetid. Men det hænger også sammen med vores bibelsyn og måde at læse Bibelen på. Vi tror begge på, at Gud er kærlig. Der står jo også direkte i Bibelen, at Gud er kærlighed. Og man skal læse Bibelen med kærlighedens briller, synes vi.

Sådan bliver mange af de svære historier fra Det Gamle Testamente til billeder på Det Nye Testamente. For eksempel skriver vi, at hvalens mave var mørk som en grav, da Jonas var dernede i tre dage. For Jesus sammenlignede jo også sin gravlæggelse og opstandelse med ”Jonastegnet”.

Daniel: Vi har også forsøgt at vise, at Bibelen hænger sammen. Den lille bibel begynder og slutter ikke for ingenting med ordet ”lys”. Det peger igen på Jesus som verdens lys. Og det understreger vi også i skabelsesberetningen, der i vores version begynder med: ”’Lys’, siger Gud, og lyset skinner i mørket. Men i begyndelsen var der helt sort”. Her har vi lånt formuleringen ”lyset skinner i mørket” fra den berømte prolog i Johannesevangeliet for at understrege, at Jesus var med fra begyndelsen, og for os er Jesus også Bibelens lys. Det understreger vi ved at lade bogen begynde og slutte med ordet lys.

Sådan afspejler vores børnebibel også vores kristocentriske bibelsyn.

Selv er jeg meget inspireret af den tyske teolog Bonhoeffer, der netop skrev, at man først skulle læse Det Nye Testamente og så Det Gamle Testamente. Så bliver Det Nye Testamente Det Gamle Testamentes lys. Det gjorde jeg selv i en læsegruppe, og pludselig så vi billeder på Jesus overalt i Det Gamle Testamente.

Titlen ”Den lille bibel” peger jo også ind i Johs. 3,16. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” For det bibelvers bliver netop kaldt den lille bibel.

Deres børn har været med

Har I selv haft held til at læse bibelhistorier for jeres børn, da de var 2-5 år – og hvad var erfaringen/udfordringerne?

Joan: Ja, vi har forsøgt med alle vores tre drenge, men nogle af børnebiblerne var for svære at forstå, og andre virkede, som om de var skrevet af forfattere, der blot betragtede bibelhistorierne som gode røverhistorier. Vi ville gerne have med, at Bibelen også er et godt sted at finde trøst, og at man altid kan komme til Gud

Daniel: Hvis børnene tænker, at man godt kan blive ven med Gud, når de har læst ”Den lille bibel”, så er vi glade.

Hvordan har I inddraget jeres egne børn i processen? 

Daniel: Vores børn har – udover vores dygtige redaktør, Mathias Anker Kure – været vores vigtigste litterære konsulenter. Vi har prøvet det hele af på dem, der også har inspireret os. For eksempel tegner den yngste meget. Det inspirerede os til skabelsesberetningen, hvor der står, at verden i begyndelsen var tom som tegnepapir, der venter på at blive fyldt ud.

”Den lille bibel” skulle gerne sætte gang i samtalerne og bringe lys og håb ind i børneværelserne. Det er der brug for. Ikke mindst i denne mørke tid med krig, Corona og klimakriser, som børn kan blive bange for. Men det er ikke tilfældigt, at vi begynder vores version af Det Nye Testamente med at citere en engel for at sige: ”Du skal ikke være bange!”

Relateret

• 11. feb. 2026 - Hvorfor er Bibelen vigtig, og hvordan bruger vi den?
• 11. feb. 2026 - For at guide os hen til Jesus
• 11. feb. 2026 - Bibelens relevans
• 11. feb. 2026 - Bibelsyn og bibelbrug
• 11. feb. 2026 - Men på hver sin måde

Find flere

På Herrens mark. Kristus, kirke og coronakrise. Erfaringer og perspektiver, Forlaget Prorex.
Thomas Baldur (red.), 174 s. Paperback. 199,95 kr. – rabat ved køb af flere bøger.

Bogen ”På Herrens mark” bygger på erfaringer fra første nedlukning i foråret 2020, men udkommer præcist nu i – måske kun begyndelsen af – anden nedlukning hen over nytåret 2021. Det gør den aktuel, fordi de konsekvenser for kirker og tro, som bogens meget forskellige indlæg beskriver, er yderligere forstærket og derfor kræver endnu mere bevidst opmærksomhed. Og samtidig er aktørerne trætte. Især dem, der har holdt hjulene kørende i kirkerne i ni måneder, og som nu igen ikke ved, hvornår og om, der vender en genkendelig hverdag tilbage i kirken. Folkekirken såvel som frikirkerne.

Fjernbetjening og nærbetjening

Flere af indlæggene beskriver, hvordan kirke-trætte kristne fik et åndehul. Spørgsmålet er, om de vender tilbage? Hvad skal der til, for at især aktivitetskristendommen i frikirkerne bliver relevant igen? Det er nok mest Gunni Bjørsted, der i sin artikel sætter fingeren på hovedpulsåren. Hans fokus er på kirkens fuldstændig altoverskyggende opgave; at pege på Jesus som verdens håb.

Hans fokus er på kirkens fuldstændig altoverskyggende opgave; at pege på Jesus som verdens håb.

”Den vestlige kultur er præget af en dyb, omend ofte ubevidst pessimisme, der kommer til udtryk i fortrængning, over­fladiskhed og forjagethed, hvor vi skal skynde os at have det skægt. Hvor vi skal larme for at overdøve tristheden og løbe stærkt for at glemme, at vi ikke aner, hvor vi skal hen. ”At hengive sig til noget, der rækker ud over denne verdens kortvarige private trøst, inden alt falder sammen – hvem orker det? Vi har jo gennemskuet alle vi­sioner og utopier. Glem det! Hvor er fjernbetjeningen?” (Citat fra Magnus Malms bog ”I lammets tegn”)

Så kommer der en irriterende Corona-epidemi og lukker for meget af det, der er skægt, slukker for larmen og spænder ben for det meste af det, vi normalt har travlt med.

Jeg ser det som en vigtig anledning for kirken til at refokusere på Jesus og på håbet; at reflektere det til den omgivende kultur; til i håbets lys at finde nærbetjeningen.”

Relation og ikke religion

Thomas Baldur, præst i Missionsforbundet i Vadum, bidrager bl.a. med sine meget fine, korte prædikener holdt online i foråret 2020, og ikke mindst inspirerende overvejelser omkring nadverens teologi, når den holdes i hjemmene, dirigeret online. Men en enkelt sætning har sat sig hos mig:

”Så i stedet for at tale religiøst om at tro på Jesus, vil jeg hellere invitere dig til at stole på Jesus. Det er en relation; ikke en religion.”

Tillid i stedet for mistillid

”At stole på Jesus” henviser fint til det andet mest inspirerende indlæg efter min mening. BaptistKirkens Johannes Aakjær Steenbuch sætter fokus på tillid og mistillid. Med frygten for at blive smittet kommer en risiko for, at medmennesket bliver set på med mistillid i stedet for tillid.

Han tager udgangspunkt i noget meget aktuelt i verdenssituationen i disse dage:

”Konspirationsteorier drives af en fundamental mistillid til verden som sådan; en paranoia, der ophæver skellet mellem vir­kelighed og uvirkelighed, sandhed og usandhed. Nok er der næppe stor risiko for, at konspirationsteorier får nogen større betydning i en dansk kirkelig sammenhæng. Ikke desto mindre kalder det på en teologisk refleksion. Hvad er egentlig sådan noget som mistilid og tillid, og hvad er kirkens svar på mistillid i dens forskellige former?”

Johannes skriver, at mistillid er synd i dens grundform. Mistillid umuliggør kærlighed. Og ”Synden mod Helligånden er … en afvisning af fællesskab i Gud, og det umuliggør den ubetingede tillid, vi ellers er skabt og frelst til at leve i.

Han fortsætter: ”Grundlæggende mistillid er ikke en vej til indsigt, det er kun tillid og kærlighed.” Han medgiver, at konspirationsteorier kan være en måde at håndtere sin frygt på, men skriver videre, at det i stedet er nødvendigt at se frygten i øjnene: ”Først derved bliver det klart, hvad evangeliet har at sige os, nemlig at der på trods af vores frygt ikke er noget at frygte, fordi Jesus har overvundet dødens magt.”

Vores nuværende livssituation er ikke ukendt for kristne igennem historien, men den er uvant for os magelige danskere.

Fornyet fokus på Jesus

Johannes’ og Gunnis indlæg har givet mig mest – med deres fokus på, hvad tro på og tilliden til Jesus kan betyde i den uoverskuelige situation, vi er i. Vores nuværende livssituation er ikke ukendt for kristne igennem historien, men den er uvant for os magelige danskere. Fornyet fokus på Jesus er livsvigtig og chancen for, at Corona-tiden resulterer i fornyelse i vores personlige trosliv og i kirkernes eksistensberettigelse.

Børn og søgende sjæle

Yderligere et par indspark fra andre af bidragsyderne:

Anne Mie Skak Johanson fortæller om erfaringer med religiøst søgende, som med de mange online-tilbud har fået nemt ved at gå i kirke hjemme fra stuen, og nogle får ovenikøbet åndelige erfaringer – men som individualister. Det spændende er nu, hvordan kirkerne kan overbevise disse om fællesskabets relevans. Hun skriver: ”For kirken betyder det, at et ensidigt fokus på fællesskab som missional strategi ikke nødvendigvis imødekommer det behov for selvstændig søgen og refleksion, som danskere i det postsekulære har.”

Endelig er der spørgsmålet om, hvad nedlukningen af kirkerne gør ved vores børn og unge. Om det skriver Anne Klitgaard Thompson: ”Corona-nedlukningen understregede dermed vigtigheden af, at alle ledere af menigheder og kirkelige organisationer til alle tider husker at opmuntre, undervise og støtte forældre, så de er i stand til at være den primære indflydelse i forhold til deres egne børns tro.”

Og så beder hun os huske på de børn og unge, der ikke har troende forældre.

Alt i alt tankevækkende, men den giver langt fra svar på, hvad vi gør efter Corona-nedlukningen. Den bog vil jeg vente på med længsel.

Relateret

• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 21. feb. 2023 - Havde du mig for øje
• 08. feb. 2023 - Ungdomsarbejdet er ramt af senfølger
• 04. maj. 2022 - Vellykket børnebibel

Find flere

Rasmus Elkjær Larsen, der er pastor i Missionsforbundet i Aabenraa, er også ansat i BBU, Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund.

Da Rasmus Elkjær Larsen var barn, boede han i Frederiksværk. Hans forældre var fra arbejderklassen og lidt avantgarde, men naboerne, Kaj og Sigrid kom i Indre Mission. De lavede kristent børne- og ungdomsarbejde for deres egne og nabobørnene, og her fik Rasmus sin gang – igennem hullet i hækken – fra han var to år til han blev 16.

”Jeg husker, hvordan jeg som teenager så, at Kaj – der elskede sin kæmpestore have, der lå lige ned til Roskilde Fjord – klippede hæk. Og da han kom til hullet i hækken, klippede han det fri, hver gang. Vi børn var vigtigere end en pæn hæk.”

Rasmus husker også, at der blev holdt et ledermøde, dengang hans kammerater, der var et år ældre end ham, skulle rykke op. Han var kun 12, de andre 13 år. Men de voksne gav ham dispensation, så han kunne følges med dem, han hang sammen med.

De voksnes valg

”Voksne har truffet valg, som har haft betydning for, at jeg er blevet ved med at udvikle mig til at være en kristen. Det blev ikke dem, der høstede frugten, for inden da var jeg begyndt at komme i Missionsforbundet i Frederiksværk, der var kæmpestort.” Disse ledere er forbilleder for Rasmus, når han i dag er ansat i BBU som udvikler af materiale og tænkning, og forestiller sig de ledere, der skal kunne bruge dét, han er med til at udvikle.

”Kaj og Sigrid har ikke været på lederkursus. Men de gav kærlighed, venlighed og delte deres eget kristenliv, dér hvor de nu var.”

“Den røde tråd” gi’r et vigtigt overblik og en fantastisk forståelse for, hvor børn og unge er i livet. Materialet giver inputs ud fra alder og er derfor en stor hjælp i forhold til, hvad der er vigtigt at have i fokus og hvilke ressourcer, man kan gøre brug af.
Af Noah Bay Mogensen, leder af Fælles Børne- og Ungdomsarbejde i Rønne

Podcast og Facebook

Den Røde Tråd er et materiale, som Rasmus har arbejdet på et par år. Det blev offentliggjort på BBUs forsinkede og Corona-ramte årsmøde i september 2020. Før Corona havde det været tanken, at Rasmus skulle rundt i menighederne og BBUs lokalforeninger og præsentere det, og derefter skulle der laves et digitalt materiale. Nu er tingene vendt lidt om.

”Vi er begyndt at udvikle bl.a. podcast og materiale til den enkelte leder på Facebook, som skal udruste dem til at stå med lige præcis den aldersgruppe, de har ansvar for.” Men det er et kæmpe arbejde, som de er gået i gang med og det tager tid.

Hvad blev der af ”Den Røde Tråd”
”Den Røde Tråd” kan være god til at give noget inspiration til, hvad man konkret kan gøre for børn og unge i ens kirke, og hvilket materialer man eventuelt kan bruge, hvis man mangler det, men en dybdegående læsning af materialet føler jeg ikke, at jeg fik meget ud af.
Hvert afsnit har en underoverskrift, som beskriver barnet i den pågældende fase, f.eks. kunstneren eller forskeren. Dette giver et godt overblik over, hvordan barnet tænker i den pågældende fase, og hvad man derfor grundlæggende skal være opmærksom på. Desværre mangler jeg bare, at disse undertitler også er mere tydelige i resten af afsnittet. Hvert afsnit er nemlig inddelt i fire punkter: fortælling, relation, oplevelser og involvering. Her syntes jeg ofte, at disse fire punkter er beskrevet for vagt, og det bliver heller ikke tydeliggjort, hvordan de hænger sammen med overafsnittet. Det er ærgerligt, for så mister jeg hurtigt overblikket over, hvad essensen i afsnittet i bund og grund er. Ironisk nok syntes jeg, at ”Den Røde Tråd” mangler en tydeligere rød tråd igennem de enkelte afsnit.
Af Elias Wandt Laursen, ungdomsleder i Rønne

Den Røde Tråd beskriver aldersfaserne, fra man er 0 til 30 år, og hvordan troen kan vokse igennem fortællinger, relationer, oplevelser og involvering. Det bliver præsenteret som et ”Helhedssyn” og er altså ikke et færdigt materiale, men grundlaget for et videre arbejde.

Rasmus kommer gerne

Rasmus vil dog stadig meget gerne ud i lokalforeninger og menigheder og knytte den røde tråd. BBU har indset, at de ledere, der er i børne- og ungdomsarbejdet, jo også er medlemmer af en lokal menighed. Derfor er det vigtigt, at menigheden inddrages i udviklingen af lederne, så man sikrer, at værdierne, som menigheden synes er vigtige, også afspejles i børne- og ungdomsledernes arbejde. Derfor arbejder Rasmus sammen med den anden Rasmus – Højmark, der er formand for BBU – på at tre menigheder bliver pilotprojekter for at videreudvikle og udfolde Den Røde Tråd.

Rasmus Elkjær vil også være til stede ved BaptistKirkens lederkonference i april, for at fortælle menighedslederne om Den Røde Tråd og hvad den kan gøre ved den enkelte menighed. Hvordan menighed og børne- og ungdomsarbejde kan blive tvundet bedre sammen.

Lederne er nøglepersoner

”Vi har det godt sammen” er et simpelt og letlæst materiale, som giver en hurtig og grundlæggende forståelse for, hvilket værdier vi som kirke har i sociale sammenhæng. Værdier som vi alle kender til, men sjældent får talt om.
Bogen indeholder 10 relevante overskrifter med et par uddybende linjer, så man lynhurtigt kan få sig et skarpt overblik over alt indholdet i bogen. Derudover er der to spørgsmål til hver overskrift, som lægger op til, at man også kan gå mere i dybden og få talt med hinanden om, hvad disse simple værdier betyder, og hvordan de kan implementeres i den givne sammenhæng.
Derfor synes jeg alt i alt, at ”Vi har det godt sammen” er et rigtig fint, skarpt og godt materiale, som jeg godt kan anbefale, at man læser og får talt om blandt lederskabet i kirken.
Af Elias Wandt Laursen, ungdomsleder på Bornholm

Materialet “Vi har det godt sammen” er genialt ifht at få snakket om rammer og grænser i ens børne- og ungdomsklub. Godt skrevet, flot illustreret og let at bruge”
Af Noah Bay Mogensen, leder af Fælles Børne- og Ungdomsarbejde i Rønne

Ud over Den Røde Tråd har BBU også udgivet en omfattende ledermanual efter inspiration fra Sverige. ”Led med dit liv”.  Det bliver nok i de næste mange år BBUs grundbog for ledere. Og så har de sammen med stort set alle andre kristne børne- og ungdomsorganisationer udgivet ”Vi har det godt sammen”, som handler om det miljø og de værdier, som rammer børne- og ungdomsarbejdet ind.

”Vi er gået fra at udvikle materiale til børn og forældre, til at satse på lederne. De er vores nøglepersoner. Og de skal opleve, at de ikke er alene. De børn, de har med at gøre, har også andre voksne i deres liv. De hænger også sammen på tværs af geografi. Der er andre ledere andre steder i landet, som har med børn at gøre i samme alder, som en selv. Og der er også en historisk rød tråd. Der har været børne- og ungdomsledere i menigheden, som er gået forud, og der kommer nogen efter os,” forklarer Rasmus.

”Det kan godt være, at det mere ligner et kludetæppe end en rød tråd. Men det er vigtigt, at børne- og ungdomslederne ikke kun tænker på, hvordan programmet for de næste tre måneder skal se ud, og hvordan vi fastholder de børn og unge, vi har med at gøre. Vi skal tænke større og længere,” slutter han.

Relateret

• 19. sep. 2025 - Byen kalder Gud – en bønnebog
• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 05. nov. 2024 - Matu Baptist Church: En menighed med tro på fremtiden
• 08. apr. 2024 - Spejderkorps i krise

Find flere

En sorgens dagbog, C.S. Lewis, ProRex, 129,95 kr.

Djævelske breve, C.S. Lewis, ProRex, 199,95 kr.

C.S. Lewis er nok mest kendt for Narnia-bøgerne, der er af den slags børnebøger som også voksne kan blive kloge af at læse. Lidt ligesom H.C. Andersens eventyr. Han er det, man kalder en apologet – et kristent menneske, der taler tro med ikke-troende på et intellektuelt niveau. En missionær med litterær og kulturel tyngde. Det kommer bl.a. til udtryk i hans anden bog, som ProRex også har fået dygtigt nyoversat af cand. phil. Helge Hoffmann; ’Djævelske breve’, som tidligere hed ’Fra helvedes blækhus’ og oprindeligt er oversat til dansk i 1945.

Med ’En sorgens dagbog’ er det den voksne og reflekterende læser, Lewis henvender sig til. Bogen er egentlig ikke skrevet til udgivelse. Han skrev den i fire kladdehæfter i en afsindig periode lige efter, hans elskede hustru var død. De fik kun fire år sammen og han fandt kærligheden sent i livet, som 57-årig. Hun var hans soul-mate, ligeværdig intellektuelt og trosmæssigt. Selv døde han kun tre år efter, hustruen var død af knoglekræft.

Han skrev den i fire kladdehæfter i en afsindig periode lige efter, hans elskede hustru var død.

Indledningen i bogen er skrevet af den ene af hans stedsønner; Helen Joy Davidman havde to små drenge med sig ind i ægteskabet, og Douglas giver et smukt og kærligt indblik i hans mors og Jacks, som C.S. Lewis blev kaldt, ægteskab.

Netop fordi Lewis er så dybt troende et menneske og som har overbevist andre troværdigt om den kristne tros bæredygtighed, gør det stort indtryk, når man læser om hans åndelige kamp. Os, der ikke selv har mistet en elsket ægtefælle, kan måske forholde os mere distanceret til den dybe smerte, han beskriver så levende. Og dog ikke, hvis man virkelig elsker.

Tænker tanken til ende

Overvejelserne om Guds karakter handler ikke om, hvorvidt der er en gud, men om denne Gud nu også er så kærlig og god, som mange siger, han er. Han tænker tanker til ende, som vi andre ikke magter.

Han skildrer også frygten for at miste billedet af den elskede i sit sind. Hvordan hukommelsen spiller os et puds.

Heldigvis fandt han også det fjerde, næsten tomme kladdehæfte i huset. Han skriver, at han kunne blive ved, men han ville ikke købe flere kladdehæfter…

Midt i tredje kladdehæfte sker kairos, skiftet: en tidlig morgen, hvor han for første gang føler sig lettere om hjertet. ”Nu husker han hende bedre, fordi han delvist er kommet over sin sorg”.

Nu husker han hende bedre, fordi han delvist er kommet over sin sorg.

Han får dårlig samvittighed over at have så ondt af sig selv og næsten glemme at have ondt af H., som han kalder Helen. Når han har tænkt, om hun bare kunne komme tilbage, tænker han nu, at det burde han ikke ønske for hende – for så skal hun jo dø igen.

Hjemløs kærlighed

Lewis reflekterer hudløst ærligt om den hjemløse kærlighed og den dybe kærligheds uundgåelige konsekvens, smerte, savn og sorg. I hvert fald for den efterladte.

Dette er ubetinget godt og livgivende.

Og så taler han håbefuldt om det at være bundet af sit ægteskab – på trods af døden.  Og hvordan glæden igen kan gøre sit indtog: ”Da står hun ikke for mig som i mine sorteste stunder, begrænset af min elendighed og badet i tragediens patetiske lys, men som hun var og er i sin egen ret. Dette er ubetinget godt og livgivende.”

Han konkluderer, at sorgen er en proces og selvom man skal være hurtig i tanken, eller læse mange gange for at følge Lewis blændende tankegang, så slutter bogen håbefuldt.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte

Find flere

Af Per Arne Dahl
264 sider, 249,95 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag

Den norske forfatter og tidligere biskop Per Arne Dahl løftede sidste sommer på Sommerstævnet i Lindenborg sløret for den bog, der nu er udkommet på dansk; ”Sårbarhedens kraft – At finde styrke i svagheden”.

Det er en bog, som er gennemstrømmet af sårbare erfaringer og masser af kloge citater. Ikke kun fra nordmænd, men i højeste grad også danskere. Det lader til, at Per Arne er lige så fortrolig med danske som norske forfattere og personligheder.

Per Arne Dahl, der i 2011 blev kendt som Utøya-præsten, måtte stoppe som biskop efter bare fire år, fordi han blev døv på det ene øre, det man kalder sudden deafness. Han fik tinnitus i stedet, så han har også mistet stilheden. Han fortæller hudløst om, hvad det gjorde ved ham; Om angsten for helt at miste hørelsen, om skam, sorgen over også at være blevet noget tonedøv og ikke længere at kunne synge klart og rent eller spille klaver som før, og om det at miste position og indflydelse i samfundet. Men bogen viser, at han er så meget mere end en halvdøv biskop emeritus, og han har stadig så meget at give.

Gud valgte sårbarheden

Først og fremmest ønsker han at give stemme til dem, der har et skjult handicap, som høreskadede jo har. Men også andre, der bærer på skjulte lidelser. Han folder det ud omkring ordet sårbarhed. Mange mennesker er sårbare, og det er svært i et samfund, som handler om at være stærk og kunne præstere.

Mange mennesker er sårbare, og det er svært i et samfund, som handler om at være stærk og kunne præstere.

Han hænger det at have sår og være bar op på en teologisk knagerække, hvor vi genkender sårbarheden i Jesus’ liv, også før korsets sår og nøgenhed. Og i Paulus’, som taler om at leve med en ’torn i kødet’, som vi ikke ved, hvad er, men som kan være en usynlig sygdom.

Konklusionen er, at Gud valgte at blive sårbar, da han blev menneske. Derfor kan vi også tillade os – ja vælge – at turde være sårbare mennesker. Det er først da, vi er hele mennesker, for vi har alle skrøbeligheder, hvis vi vil stå ved dem og ikke bruger et helt liv på at skjule dem. Og så skriver han om kunsten at finde ud af at bruge svagheden til en styrke. ”Sårbarhed er ikke svaghed, men en ny styrkes begyndelse. Det kræver styrke og mod at vise svaghed.”

Sårbarhed og håb

Per Arne kan samtidig noget med sproget… folder det ligesom ud, når han reflekterer over ord som at resignere. Han skriver: ”Jeg drømmer om et samfund og en kirke, hvor det er muligt at gøre comeback efter et nederlag og dermed give kvinder og mænd en oplevelse af re-signering i stedet for resignation.” (resignering betyder at blive signet, velsignet, igen – som Bibelens fortabte søn, der fik en ring på fingeren, da han vendte hjem til sin far og bare bad om at blive daglejer, red.).

Per Arne Dahl. Foto: Kristeligt Dagblads Forlag

Han taler om desperation og forklarer, at det betyder afhåbning, at miste håbet.

Er det noget, Per Arne Dahl gør, er det det modsatte, nemlig at give håb. Han har et helt afsnit, ”Et sårbart håb at læne sig op ad”.

”Vi skal ikke idyllisere eller dyrke sårbarheden. Sårbarheden rummer en smerte, som får os til at søge lindring, noget at håbe på og læne os op ad. Når vi er fortvivlede, råber vi efter hjælp. Normalt er der mennesker, der hører råbet og ser den, der ligger ned, og hjælper og støtter os, men sådan er det desværre ikke altid. Vi bliver skuffede, når vi ikke bliver set, ikke forstået og ikke mødt omkring det, der er vores dybeste behov. Men alligevel: det forunderlige, at lyset følger smerten, og at et sammenbrud kan være til berigelse, er et mysterium forankret i det lille ord: håb.”

Sårbarheden rummer en smerte, som får os til at søge lindring, noget at håbe på og læne os op ad.

På omslaget står: ”Det kan kræve mod at turde vise sin sårbare side i vor tid, som det ofte kræver ganske meget at leve i. Fællesskab, forbundethed og åbenhed er nøgler, for ofte er det i relationen til andre, til ægtefællen, forælderen, barnet, vennen – eller Gud – at håbets helbredende lys bryder frem.”

Apati, empati og sympati

Han leger med de tre ord, der alle ender på -pati; nemlig apatien, som betyder fravær af lidelse, empatien, der betyder at være på indersiden af andres lidelse og endelig sympatien, som betyder at være sammen om eller mod lidelsen. Også her har han hentet inspirationen fra Moltmann. Og det gode ved Per Arne Dahls bog er, at han flere gange kommer med en personlig beretning om den, han citerer. Han fortæller således om Moltmann, der som 16-årig blev tvunget ind i den nazistiske hær og mistede sit håb for menneskeheden – men fandt det igen som krigsfange i Skotland, hvor kristne skotter overrumplede ham med deres godhed og omsorg.

Sådan beretter han indlevende om bl.a. Grundtvig, Bach og Händel.

De mange one-liners

Bogens pointe er, at sårbarhed kan blive en styrke, når den bliver delt. Og der er mange one-liners i bogen, som jeg har lyst til at dele med jer:

”Vi er mere end vores livs nulpunkt”, Per Arne Dahl
”Den, der tør bede om hjælp, er aldrig hjælpeløs”. Per Tveit
”Den, der kaster masken, taber ikke ansigt, men viser sit sande jeg.” Per Arne Dahl
”De tre pinligste ord i det danske sprog er from, frelst og hellig” Parminder Singh i Kristeligt Dagblad
”Guds søn kom ikke for at fjerne vores lidelse, men for at lide med os.” Paul Claudel
”Kun en lidende gud kan hjælpe lidende mennesker”. Dietrich Bonhoeffer
”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Gud ifølge Paulus
”Han har mere sans for ærlighedstelogi end herlighedsteologi”. Dahl om Henri Nouwen
”Mens vores klode er truet af overopvarmning, er vores indre miljøer truet af kulde og frost.” Erik Dammann
”Der er pessimister nok i verden. Men jeg er optimist. Det er bedre at blive skuffet end at opgive håbet.” Jürgen Moltmann
”Håb er et lille ord med stor kraft, på samme måde som sårbar er et lille ord med stor smerte” Per Arne Dahl
”Så bliver da disse tre: tro, håb og kærlighed… Hvis vi har svært ved at tro, kan vi håbe. Hvis vi kæmper med at håbe, kan vi lade os elske og vise godhed.” Tomas Sjödin

Piet Hein, Peter Bastian og flere

Han citerer også Piet Hein, Søren Kierkegaard, Peter Bastian og Tor Nørretranders, Karen Blixen, K.E. Løgstrup, Johannes Møllehave og fra en bog af Daniel Øhrstrøm. Så tænker jeg: Hvorfor er det, at Norden ikke er ét land? Vi har så meget kultur og forståelse til fælles.

Men nu kan vi i hvert fald læse Per Arne Dahls bog også på dansk, udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag – og måske han faktisk får avisen tilsendt, når han flere gange refererer til artikler i den danske avis.

Læs også ’Fællesskab er det mest dyrebare, vi har!’ Det er et interview med Per Arne Dahl skrevet af Lars Midtgaard til baptist.dk nr. 4, 2019.

Relateret

• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 07. maj. 2026 - Kast nettet ud
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”

Find flere

Bogen er en samling korte og lange beskrivelser af, hvordan vidt forskellige mennesker finder en mening i tilværelsen. Kendte og ukendte mennesker har bidraget. Børn og ældre. Marlene har en særlig evne til at få mennesker i tale og få dem til at tale.

Hendes første bog handlede om, hvad mennesker ønskede, at der skulle stå på deres gravsten. Nogle af dem er med i denne bog også, men andre er kommet til.

”Da jeg lavede gravstensbogen begyndte jeg sammen med dem, der svarede, at tænke over vores eftermæle. Mange af dem startede et andet sted i fortællingen, for at komme frem til, hvad der skulle stå på deres gravsten. Det er de overvejelser, der fik mig til at lave denne bog,” fortæller Marlene.

Folkemødet

Hun har et særligt forhold til Folkemødet på Bornholm, og er meget ked af, at det ikke bliver til noget i år grundet Corona-krisen. Sidste år traf hun bl.a. filosofferne Svend Brinkmann og Vincent Hendricks og fik lavet aftalen med dem. I år skulle hun have været moderator på Folkemødet i Ateisternes telt. Deres formand, Simon Nielsen Ørregaard, har leveret et længere indslag i bogen. Blandt andet om at være en del af kosmos, men uden at man behøver at lede efter en overordnet plan.

”Vi havde en fantastisk samtale og han har da også lov til at komme med sit bud på, hvorfor vi er her. Når jeg får så mange mennesker i tale, og ikke kun spørger de kristne, men også formanden for Ateistisk Selskab, så vinder det respekt. Så er jeg forfatteren, der bliver bedt om at være moderator. Jeg synes, det er enormt spændende.”

Så velsignet i orden

Marlene Torm Gertsen har nu udgivet to bøger om livets store spørgsmål.

Der er både folk fra hendes egen kirke, bl.a. 94-årige Rigmor Pedersen, der stadig betegner sig som spejder. Hun sov i shelter sidste år!

En lokal præst fra Folkekirken, Maria Rosted Smith, er Marlene ekstra glad for. Hun fortæller, hvordan en gåtur i skoven med sin far gav hende fornemmelsen af en slags evighed. Om gamle træer, der var her, før hun blev født, og om nye træer, der vil være her, når hun ikke er her mere.

Hun slutter med sætningen ”Det er bare så velsignet i orden”.
”Forlaget ville flytte ordet velsignet – men det står, hvor det skal stå,” slog Marlene fast.

Vi hænger sammen

I denne Corona-tid har bogen været en øjenåbner også for mig selv.

”Det er gået op for mig, hvor meget vi hænger sammen som mennesker. Vi er her, fordi vi er en del af et fællesskab. Ingen skriver om, at de vil være alene. For nogle gange kan vi føle os som små dominobrikker – vælter én, vælter vi alle sammen. Vi har brug for hinanden.”

En af dem, Marlene er kommet tæt på i processen, er komikeren Farshad Kholghi. Han tumler med at ville døbes, og Marlene og han er blevet enige om, at de tager sammen til Israel, når han er parat.

Bruge kræfterne på at leve

Jeg spørger Marlene, hvad hun selv har lært af at arbejde med bogen:

”Flere af bidragene opfordrer til, at vi skal leve sådan, så det er de andre, der kan fortælle, hvorfor du er her. Den tager jeg med mig. Den kalder på et aktivt liv nu og her, hvor vi måske slet ikke skal tænke så meget men bruge kræfterne på at leve, som vi er blevet opfordret til; Være gæstfrie, skabe fred, vise kærlighed og omsorg osv.”

Der er stof til eftertanke fra så forskellige mennesker som forskeren Holger Bech Nielsen, erhvervsmanden Asger Aamund, pinsepræst og formand for FrikirkeNet Tonny Jacobsen, ateisten Anders Stjernholm, medlem af Hare Krishna Leif Asmark Jensen, jøden Henrik Chaim Goldschmidt, imamen Mohammad Khani, klosterfrue Inge Friberg samt præst og forfatter Poul Joachim Stender.

Relateret

• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 21. feb. 2023 - Havde du mig for øje
• 22. jun. 2022 - Kaffe, kage, tro og politik
• 04. maj. 2022 - Vellykket børnebibel

Find flere