Lyt til artiklen her:

Hvert år, når vi passerer Fastelavn, popper der synspunkter op om, hvad ’fasten’ går ud på. Aviser, livsstilsblade og andre medier spørger folk om, hvad de faster fra, og måske også hvorfor de faster. Og det er godt! Tænk, at folk, som de er flest, inddrager kirkeårets faser i deres omtanke. Men så godt som alle svar gør mig frustreret. På søndag passerer vi Midfaste – vi er altså halvt igennem fasten. I år er min oplevelse (næsten) den samme som tidligere, desværre!

Faster vi fra – eller til?

Fasten er en periode på 40 dage i kirkeåret. Den ligger forud for påskens store begivenheder med Jesus i centrum. Fasten har altså noget med evangeliets centrum at gøre. Den forbereder påsken, ligesom adventstiden forbereder julen. Men hvordan forbereder vi os så som danskerne på påsken?

De lærde udtaler sig

Kristeligt Dagblad skrev Askeonsdag – den dag fastens 40 dage begyndte – om fasten med overskriften: Fasten handler både om fravalg og tilvalg. Denne overskrift synes at være skabt af de tre, der blev spurgt om, hvad faste betyder for dem. En teologistuderende vender blikket indad og prøver at droppe de konstante nyheder. En højskoleforstander holder pause fra de sociale medier for i stedet af forberede sig på påsken ved at læse i Bibelen. Og en præst tager på stilhedsretræte, hvor ’et nyt fokus for mig vil blive at se på kroppen som et tempel. Det er et udtryk, som Paulus bruger. At tage sig godt af sit tempel kan være en gudsdyrkelse og ikke bare en kropsdyrkelse, som vi kender det fra fitnesscentrene’.

Her møder vi ’fasten’ som fravalg. Ofte drejer fravalget sig om at holde pause – fra fx chokolade (det får præsten også nævnt) og fra alkohol. Og for ikke at stå tilbage i et tomrum må fasten så også bestå af tilvalg. I livsstilsbladene vælger de fleste at fokusere på kroppen. I Kristeligt Dagblad vælger de tre, der blev spurgt, altså at pleje deres åndelige form – og derfor går de ind i sig selv.

Fasten gennem kirkehistorien

I den første del af fasten i år dukkede der et interessant link op i min indbakke. Her beskrives i ord og ved hjælp af grafik, hvordan kristne siden kirkens første tid har opfattet fasten. I oldkirken hører vi fx om to ugentlige fastedage (fravalg) og om fastetid forud for voksendåben (forberedelse, tilvalg). Kristne fastede som udtryk for sorg over Jesu død eller over deres egne synder. I middelalderen fastede kristne stadig to dage om ugen, men reglerne blev mildere. Til gengæld blev de overvåget af præsterne. Sammenlagt skulle kristne faste 180 dage om året.

Folkekirken.dk’s oversigt

Oversigten, som ’Folkekirken.dk’ står bag, slutter med en omtale af fasten år 2020. Her står bl.a.: Hvert år markerer folkekirken fasteperioden mellem fastelavn og påske. Men der er ingen forventning om, at medlemmer faster i praksis. Fastfood, slik, alkohol, tv-kiggeri eller andet forbrug er nogle af de ting, folk giver afkald på i 40 dage. Det kan blandt andet være for at give sit åndelige liv opmærksomhed. Eller for at dyrke fællesskabet i stedet for sig selv. – Altså både fravalg og tilvalg. Den historiske oversigt kan ses her https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/faste/fasten-gennem-tiden.

Forstemt og lang i ansigtet

Alt det nævnte – i Kristeligt Dagblad og på Folkekirken.dk – er oplysende. Vi bliver klogere på, hvad fasten var og hvordan den opfattes i dag. Men det sker kun i en beskrivende form. Hvis vi skal være godt informeret om, hvordan vi bør faste, kan vi ikke nøjes med det deskriptive. Vi må have fat i noget normativt. Hvor finder vi normen for, hvad vi – som kristne – i dag bør forstå ved ’at faste’. Den overvejelse findes (næsten) ikke.

’Skriften alene’

Et Kristeligt Dagblad, der skriver om tro, etik og eksistens, og en Folkekirke, der er navngivet efter Martin Luther, burde i tide og utide pege på det bibelske perspektiv. Luther pegede på den norm, der hed ’Skriften alene’ – ofte skete det i et opgør med kirkens afsporede tradition. Og ’i Skriften’ drejede det sig for Luther om at tage ved lære af dét, Jesus tænkte og gjorde. Vil vi vide, hvad faste er, må vi have fat i, hvad Jesus læste i de skrifter, der var ’hans bibel’. Her efterlades vi ikke uden normer.

Af Profeten Esajas, kapitel 58

Råb af fuld hals, spar ikke på stemmen,
løft din røst som hornet!
Forkynd mit folk dets overtrædelse
og Jakobs hus dets synder.
Mig søger de dag efter dag,
de ønsker at kende mine veje;
som et folk, der øver retfærdighed
og ikke svigter sin Guds bud,
spørger de mig om lov og ret,
de ønsker at være Gud nær.

»Hvorfor ser du ikke, når vi faster,
og ænser ikke, at vi spæger vort legeme.«
På fastedagen driver I handel,
og jeres arbejdere jager I med.
I faster i kiv og strid
og kaster med sten i ondskab.
Når I faster, som I nu gør,
bliver jeres bøn ikke hørt i himlen.
Tror I, det er den faste, jeg ønsker,
at mennesket spæger sit legeme,
hænger med hovedet som et siv
og ligger i sæk og aske?

Er det det, I kalder faste,
en dag til Herrens behag?
Nej, den faste, jeg ønsker,
er at løse ondskabens lænker
og sprænge ågets bånd,
at sætte de undertrykte i frihed,
og bryde hvert åg;
ja, at du deler dit brød med den sultne,
giver husly til hjemløse stakler,
at du har klæder til den nøgne
og ikke vender ryggen til dine egne.

Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
og dit sår skal hurtigt læges;
din retfærdighed går i spidsen for dig,
og Herrens herlighed er bag dig.
Da kalder du, og Herren vil svare,
da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

Hvis du fjerner åget
og holder op at pege fingre og tale ondt,
rækker den sultne dit brød
og mætter den forkuede,
så skal dit lys bryde frem i mørket
og dit mulm bliver til højlys dag.
Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter.

Kilderne, vi kan øse af

Forud for sin offentlige indsats fastede Jesus i 40 dage. Vi véd ikke, hvori hans faste bestod, men antallet af dage fortæller, at det var en forberedelsestid. Og læser vi, hvad evangelierne skriver om Jesu ord og handlinger efter fasten, får vi en idé om, hvori hans forberedelse bestod. Om fasten har Jesus ganske givet læst i det afsnit hos profeten Esajas, der leverer kilderne til det meste af Jesu selvforståelse, nemlig kap. 40-66. Normen – for det, ’faste’ var i traditionen bag Jesus – står skarpt formuleret i Esajas kap. 58 (se spalten).

Jesus satte andre mennesker i centrum

At ’faste’ bestod for Jesus ikke i at sætte sig selv i centrum, men i at gøre andre til genstand for dét, Gud vil have gjort i verden: ’Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg. Ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.’  Det er den profetiske forståelse, Jesus trækker på, når han kritiserer sin samtids selvoptagne fastepraksis. Set i det lys, er det utroligt, hvad faste er blevet til i kirkens historie og nutid – ligesom megen (kristen) bøn også er blevet afsporet som skinbarlig egoisme.

’Bøn og faste’ sker for at …

Efter at have lært den lektie hos Esajas udfoldede Jesus den form for ’faste’ som sin livsstil – resten af sit liv. Det beskriver evangelierne. Det er jo Gudsriget, der kommer med ham, og det er den livsstil, han kaldte sine efterfølgere til at praktisere. Herudover siger evangelierne ikke meget om ’faste’ ud over nogle få gange at bruge begreberne ’bøn og faste’. De to hører sammen. ’Faste’ er at forstå som et handlingsråb, der svarer til bønnens råb med ord om, at Guds rige må bryde frem. ’Bøn og faste’ sker med en hensigt – at hjælpe andre, der er i nød. Den hensigt bør alle fastens tilvalg og fravalg altid have for øje.

Fasten er et opgør med verden

Kristen faste finder sted, når vi sætter medmennesket i centrum for evangeliets nyskabende ord og nye handlingsmønstre. Og det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden. ’Bøn og faste’ er kampmidler, der skal til for at drive ondskaben på flugt i denne verden. At gøre den kristne faste til en slags ’forbudstid’ på 40 dage forud for påsken holder derfor ikke. Det forfladiger radikaliteten i Jesu budskab – og det skærer fordringen ud af evangeliet om at tage vare på medmenneskets ve og vel – hele året.

… det indebærer intet mindre end et opgør med ulige fordeling af rigdom og magt i denne verden.

Mit forbehold med ’næsten’

Ovenfor har jeg skrevet ’næsten’ i en parentes to gange. Det skyldes, at der trods alt er lyspunkter. Retfærdigvis skal det siges, at den nævnte hjemmeside – folkekirken.dk – begynder med at citere nogle bibeltekster om ’fasten’. Blandt dem er også Esajas 58. Men det, der udebliver, er en sammenkædning af de citerede tekster, så det fremgår, hvad ’faste’ betyder. Men også at Jesus fandt kilderne hos Esajas til det, der hos ham blev til Gudsrigets ’bøn og faste’ i kampen mod verdens ondskab.

Inspirationen

Også på dette webmedie – baptist.dk – har en skribent reflekteret over, hvad faste betyder. Hun er også årsag til mit ’næsten’ ovenfor. Ved fastens begyndelse skrev hun i Torsdagstanken: ’Jeg har ingen endelige svar, men jeg ved, at hverken slankekur, forbrug eller afhængighed skal motivere mig. I stedet vil jeg motiveres af, at jeg kan få mere tid med Gud, når jeg giver afkald. I stedet for at spise kan jeg læse i min bibel. I stedet for at shoppe kan jeg bede. I stedet for at scrolle på sociale medier kan jeg lovsynge.’ – Her handler fasten både om fravalg og om tilvalg. Og om et løfterigt blik til den bog, der motiverer os til at forstå, hvad ’faste’ er.

Måske flere lyspunkter?

Et lyspunkt ville være, hvis det blev muligt at lytte til Esajas 58, når fastetidens bibelske læsninger lyder. Den profetiske tekst fra Esajas, som Jesus lærte af, er ikke med blandt Folkekirkens foreskrevne læsninger i fastetiden. Hvorfor ikke, spørger jeg med forbavselse. Men en endnu større forundring får jeg brug for, hvis Esajas 58 ikke popper op i fastens læsninger i baptistkirkerne, hvor søndags tekster kan vælges med frihed – og måske (også) med omtanke.

Om vi på denne baggrund beslutter at ’faste’ – i korte perioder eller gennem et langt liv – det er et personligt valg. Gerne på baggrund af samtale med andre. Men også på en oplyst baggrund i de bibelske skrifter, der fortæller, hvad ’fasten’ i kristen forstand går ud på.

Relateret

• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 19. apr. 2026 - Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn

Find flere

Bent Hylleberg har med “Dansk baptisme og tysk nazisme” begået et imponerende og omfattende værk. “Bent burde aflevere det som doktorafhandling!”, udbryder Johannes Aakjær Steenbuch, formand for Teologisk Forum i BaptistKirken, der har hjulpet med udgivelsen, og derfor kender Bents arbejde bedre end de fleste.

“Bent burde aflevere det som doktorafhandling!”

Johannes har selv en ph.d. i filosofi, så han ved, hvad han taler om. Og igennem hans arbejde med at gøre værket rimeligt overskueligt som en hjemmeside, har han bidraget væsentligt til tilgængeligheden. Ros også for det.

Imponerende

Bent Hylleberg

Det ér et meget imponerende værk, Bent har skrevet. Han har altid været teolog med hang til historien, og var også primus motor, da de første 100 år af BaptistKirkens historie blev nedskrevet og udgivet i 1989 i det, vi kalder ’den blå’, men retteligen hedder ’Et kirkesamfund bliver til’. Passende sluttede den første epoke netop før 2. verdenskrig, da de første baptister jo blev døbt i 1839.

Dette nye værk koncentrerer sig om en 20 års periode, 1930-1950, og med vinklen på, hvad vidste baptisterne før krigen om den tyske nazisme, hvordan agerede de under krigen og hvad skete der bagefter. Det handler om de overordnede linjer, men særligt spændende vil menighederne nok finde de 10 menighedsportrætter og 14 biografier, samt de regionale beskrivelser. Der er mange genkendelige navne. Det meget omfattende værk vurderes til – hvis det skulle udgives som bog på nuværende tidspunkt – at fylde mindst 500 sider.

Det meget omfattende værk vurderes til at fylde mindst 500 sider.

Stolthed

Generelt er min følelse, at vi kan være stolte af vores historie på dette punkt. Baptistsamfundets ledelse var tidligt kritisk overfor den tyske nazisme og den tyske baptisme blev splittet, hvoraf de fleste blev medløbere. Af alle steder samledes verdens baptister i 1934 i Berlin og også danskere var med. Og allerede alarmerede.

Da krigen brød ud, var der tidligt baptister, der gjorde modstand i det skjulte. Af værket fremgår det, at der var rigtig mange politibetjente blandt de baptistiske modstandsfolk. Og deres personlige historier er både gruopvækkende og imponerende. Det er sympatisk, at biografierne beskriver det brede spektrum og ikke kun de kendte modstandsfolk. Således en kvinde, der blev forelsket i, gift med og fik barn med en tysk soldat. En mand, der er dømt for hæleri, fordi han som vognmand fik tysk ejendom til at forsvinde. Og så selvfølgelig brave modstandsfolk, hvoraf nogle endte i koncentrationslejre og flere ikke kom hjem igen.

Det er sympatisk, at biografierne beskriver det brede spektrum og ikke kun de kendte modstandsfolk.

Baptistsamfundets næstformand, Frederik Bredahl Petersen, var en nøglefigur, som bl.a. helt praktisk støttede de lokale menigheder, så ganske få baptistkirker blev beslaglagt af tyskerne. Hans renommé har fået genrejsning igennem dette værk. Han har ikke sin egen biografi, men på en måde er store dele af værket en biografi omkring Frederik Bredahl Petersen. Hans lederskab var kendetegnet af den helt specielle kombination af åndelig indsigt, sund fornuft og dristighed.

Gad vide hvad baptisterne havde gjort uden ham?

En kvart mio. tyske flygtninge i Danmark

Og endnu inden krigen var slut, samledes de danske baptister om at hjælpe både den kvarte mio. (!) tyske flygtninge i Danmark og afhjælpe de svære efterveer fra krigen i Holland, Polen og Tyskland.

Men kaldet til at vise næstekærlighed vinder i baptisternes rækker.

Dette sker i en tid, hvor kun ganske få har meget at dele ud af. Selvfølgelig var der også tyskerhad i baptistmenighederne. Men kaldet til at vise næstekærlighed vinder i baptisternes rækker. Bredahl sammensætter f.eks. et hold af baptistpræster og lærere fra menighederne, der kan holde bl.a. gudstjenester for de tyske flygtninge i de lejre, som er oprettet rundt i landet.

Det tankevækkende er, hvordan vi i dag reagerer – eller netop ikke reagerer – på samfundsforhold, der ligesom for 75-80 år siden kalder på vores engagement. Vi har i dag betydeligt bedre råd til at engagere os i flygtningearbejde, og enkelte menigheder gør det også. Men det er oftest få enkeltpersoner, der gør arbejdet. Beretningerne her inspirerer os forhåbentlig til på ny at tage imod det kald, Gud har givet os til at engagere os i verden og ikke kun hytte vores eget.

Uafsluttet

Værket er uafsluttet. Bent Hylleberg håber, at det, at der nu ligger tilgængeligt på internettet, får folk til at rode i gemmerne og aflevere endnu mere materiale om danske baptisters forhold til den tyske nazisme til ham.

Så måske, når værket engang skal blive til en bog, kan det også blive til  en doktordisputats? Bent Hylleberg fortjener det.

Hør Bent Hylleberg fortælle om projektet.

Relateret

• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 21. feb. 2023 - Havde du mig for øje

Find flere

Bent Hylleberg:

• formand for Baptistkirken i Danmark
• tidligere studieleder på Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi og rektor på BaptistKirkens teologiske Seminarium

• cand. theol. fra Aarhus Universitet

De første danske baptister blev af myndighederne i 1840´erne afkrævet svar på, hvad de troede.  P.C. Mønster ville ikke skrive en trosbekendelse for baptisterne. Derimod fastslog han, at ‘Det nye Testamente … helt og holdent er vor eneste Trosregel’. Samtidig afleverede han ‘Den lutherske Bekendelse’ (CA) fra 1530 til myndighederne med sine egne kommentarer. Vi véd altså, hvordan Mønster vurderede den vigtigste af de lutherske bekendelser. Heraf fremgik bl.a.:

• Mønster anerkendte CAs udsagn om Gud, om Jesus og om frelsen. Luthers grundlæggende lære om frelsen, der alene gives af Guds nåde, var også baptisternes tro.
• Mønster så ikke CAs omtale af kirken som ‘de helliges forsamling’ virkeliggjort i det danske folk. Den stats- og kongekirke, han erfarede, tog han afstand fra. Tanken om kirken som ‘en fri kirke’ udtrykte han ved at hævde, at hverken kongen eller dennes biskopper, men ‘alene Menigheden har Ret til, lovlig og redelig, at beskikke til embederne i Kirken’.
• Når det gælder sakramenterne – et begreb, Mønster brugte! – var han enig med CA om, at disse ‘skal være tegn og vidnesbyrd om Guds vilje mod os, fremsat til at vække og styrke troen i dem, der bruger dem’. Derimod var han ikke enig i den lutherske kirkes praksis. Dåben er ikke for børn, og nadveren må kun nydes af dem, der er døbt efter Det nye Testamentes forskrift – derimod ikke forskelsløst af alle barnedøbte.[1]

Den lutherske Reformation er efter sit inderste Væsen en Personalhistorie omsat i Kirke- og Verdenshistorie.

I den danske baptisme blev der snart stridigheder om, hvorvidt man skulle bekende sig til den calvinsk prægede udgave af baptismen, der kom hertil fra udlandet med J.G. Oncken og J. Købner. De medbragte en trosbekendelse fra 1847, som Købner havde forfattet. To år senere blev den formelt alle danske baptisters officielle bekendelse – bortset fra Mønsters menighed. Menigheden i Aalborg rettede senest ind og opgav kun hårdt presset deres lutherske tolkning af nadveren som et sakramente, der formidler Guds nåde, til fordel for en mere calvinsk nadveropfattelse.

For 100 år siden – i 1917

For 100 år siden, da 400-året for reformationen nærmede sig, skrev dansk baptismes mest betydende teolog P. Olsen et lejlighedsskrift med titlen: Martin Luther og hans Reformation. Han begyndte således: ”Den lutherske Reformation er efter sit inderste Væsen en Personalhistorie omsat i Kirke- og Verdenshistorie. Deri ligger baade dens Fortrin og dens Begrænsning.” Allerede her antyder P. Olsen, hvor han står i gæld til Luther, og hvor han ikke kunne følge ham. Han skriver bl.a.:

• ”Meget i Luthers Væsen forklares ud fra hans Afstamning og Barndomsoplevelser. Strengheden i Hjemmet og i Skolen hjalp til at skabe i ham ‘Angst’ – Angst for Gud og den dybeste Respekt for Myndigheder af enhver Art.” Også ”Luthers Grovhed i Tale og hans Voldsomhed over for Modstandere kan føres tilbage til alt dette.” (s. 5)
• Luthers opdagelse af betydningen af Romerbrevet 1,17[2] forvandlede ham ifølge P. Olsen: ”Det var det, Skriften kalder Genfødelse, Luther oplevede, da han ved Troen kunde gribe Guds Naade i Kristus, og det forvandlede ham til en fri og glad Kristen. Hele hans følgende Liv er særpræget af denne store Oplevelse.” (s. 8)
• Efter bondekrigen i 1525, hvor titusinder af bønder blev dræbt med Luthers billigelse, fastslår P. Olsen kritisk om den reformator, der fulgte tiden mere end Skriften: ”Sin Reformations aandelige Karakter reddede han ud af Krisen; men Folket vendte sig fra ham, og han selv tabte Troen paa, at det evnede at ordne sit eget religiøse Liv. Den Ordning mente han nu at maatte overlade til Fyrstemagten.” (s. 32f) Og P. Olsen konkluderer: ”Dette hører til den halvgjorte Side af Luthers Reformationsværk.” (s. 35)
• På trods af Luthers forlis, når det gælder kirkens fornyelse, anerkender P. Olsen hans storhed som reformator af evangeliet: ”Vi staar alle i dyb Gæld til den Luther, der gennemkæmpede sin store Kamp med Gerningshelligheden og fandt frem til Troen paa Guds frie Naade og brød med Pavekirken og forkyndte Samvittighedernes og Sjælenes Frihed paa Grundlag af det guddommelige Ord. Saa langt kan vi alle istemme Løsenet: Tilbage til Luther! Thi det betyder det samme som: Tilbage til det ny Testamente!” (s.35)[3]

For 40 år siden – i 1977

Da jeg skrev mit speciale om luthersk og baptistisk dåbsforståelse[4], opdagede jeg i hvor høj grad, danske baptister er præget af Luthers teologi. Det kommer til udtryk på bl.a. disse områder:

• Luthers tanke, at alt i evangeliet bygger på Guds løfter – både når nåden rækkes os via ordet og gennem sakramenterne – er et afgørende grundlag for danske baptister i dag. Blandt andet dette blev baggrunden for, at jeg i 1980´erne blev fortaler for ‘det overførte medlemskab’, hvorved en barnedøbt kan optages i en baptistmenighed uden fornyet dåb.
• Luthers påpegning af, at ‘gode gerninger ikke gør en mand god, men at en god mand gør gode gerninger’ har også sat spor hos danske baptister. Al tale om efterfølgelse og om at være Jesus’ disciple bygger på Guds gerning. Herudaf springer både spiritualitet og etik. Først når vi hviler i Guds nåde, kan vi slippe for at sætte fokus på os selv, rette troens tak til Gud og begynde at tjene vort medmenneske. Leve frit og glad – med ansvar for næsten.
• Det er en tanke værd, at danske baptister stort set har modstået både syndfrihedslære og forskellige former for herlighedsteologi. Bag det ligger, tror jeg, en ‘luthersk baptisme’, hvor Luthers realistiske syn på ‘et kristenmenneske’ er fastholdt: En kristen er ‘på samme tid både synder og retfærdiggjort’.
• Luthers berømte udsagn, om at alle kristne – ‘alt, hvad der er krøbet ud af dåben, er viet til præst, biskop og pave’ – kan træde frem for Gud for andre med bøn om tilgivelse og livsmod, har sat dybe spor hos os. Det gælder forståelsen af nådegaverne, der gives hver enkelt til fælles gavn, men også at menighedsmødet er det centrale sted, hvor ligestillede søstre og brødre inspireret af Helligånden tager beslutninger om fællesskabets liv og virke. Hvad kirkeforståelsen angår, gennemfører den ‘lutherske baptisme’ reformatorens ærinde i langt højere grad end Luther selv og hans efterfølgere.

Luthers tanke, at alt i evangeliet bygger på Guds løfter – både når nåden rækkes os via ordet og gennem sakramenterne – er et afgørende grundlag for danske baptister i dag.

Hvorfor taler præsten ikke om Jesus?

Da vi opholdt os i Bosten, USA, først i 1980´erne med vores drenge på 6 og 8 år, tilhørte vi en af byens baptistkirker. Drengene forstod ikke meget engelsk, men nok til at stille dette spørgsmål en søndag, vi gik fra kirke: ”Far, hvorfor taler præsten ikke om Jesus?” Fra kirkegang i Danmark var de vant til at høre om Jesus – både i søndagsskolen og i prædikenen, der knyttede til ved ‘søndagens evangelium’. Så meget ‘luthersk baptist’ var deres far, at han som præst fulgte Folkekirkens læsninger, hvor en tekst fra evangelierne sætter fokus på Jesus. I Bosten skete det sjældent. Her blev prædikenens emne slået op foran kirken, hvor det i ugens løb skulle pirre folks nysgerrighed. Om søndagen prædikede præsten om emnet ud fra en frit valgt passende tekst – ofte fra Det gamle Testamente. Selv små drenge kunne lytte sig til denne baptist-spiritualitet, der lå langt fra en dansk ‘luthersk baptist’-prædiken – baseret på et evangelium med Guds nåde i centrum.

Hvad kirkeforståelsen angår, gennemfører den ‘lutherske baptisme’ reformatorens ærinde i langt højere grad end Luther selv og hans efterfølgere.

Jesus i centrum – uden varme?

Som i Bosten forholder det sig naturligvis ikke blandt baptister, som de er flest udenfor landets grænser. Generelt står Jesus centralt i de fleste baptisters forkyndelse, mens det treenige aspekt hos Gud er sjældnere at træffe. Hvis Gud som Skaber og som Helligånd præger dansk baptisme, skyldes det Grundtvig mere end Luther. Luthers virkningshistorie er generelt svag, når det gælder den treenige Guds handlen. Derimod står loven (synden) og evangeliet (frelsen) centralt.

Den klassiske danske baptist-gudstjeneste, der er bygget op med en temmelig forudsigelig liturgi, giver gudstjenesten et ‘luthersk præg’, som jeg ofte savner, når jeg besøger baptister i udlandet. Derimod præges deres gudstjeneste sædvanligvis af stor begejstring og en gæstfri atmosfære. Vores ‘lutherske baptisme’ kan vinde stort ved at blive beriget af andre baptisters åndspræg. Det behøver vi – uden at vi derfor skal opgive vores eget grundlag i den ‘lutherske baptisme’.

Summa summarum – amen!

Uden plads til de mange nuancer vil jeg svare ‘Ja’ på spørgsmålet i overskriften! I hvert fald så længe evangeliet om Guds nåde er grundlaget for troen og kærligheden hos os. Troen vender sig med tak mod Gud. Og kærligheden udfolder sig som tjeneste overfor alle, vi møder – i kirke og i mission, i hjem og i hverdag. Hvor det er ‘dansk baptisme’, har vi meget at takke Martin Luther for!

[1] Se http://baptistteologi.dk/2016/11/07/et-kirkesamfund-bliver-til-danske-baptisters-historie-gennem-150-aar/ s. 22f

[2] I evangeliet ”åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro’”.

[3] I 400-året for den lutherske reformation i Danmark skrev P. Olsen en kort ‘læreopfattelse’ for danske baptister. Heraf fremgår min pointe meget tydeligt: Vi er Luther dybt taknemlige for hans reform af evangeliets kerne, men kritiske når det gælder hans manglende reform af kirken, se http://baptistteologi.dk/2016/04/25/p-olsen-danske-baptisters-almindelige-laereopfattelse-1936/

[4] ‘Én dåb. Forholdet mellem luthersk og baptistisk dåbsforståelse – den aktuelle spænding mellem det teologiske indhold i den lutherske kirkes tolkning af barnedåben og baptistkirkens tolkning af bekendelsesdåben belyst på baggrund af konfrontationen mellem Martin Luther og døberbevægelen på reformationstiden’, Århus Universitet 1977.

Relateret

• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 29. jul. 2022 - Det, vi er enige om
• 25. maj. 2022 - Kirken den er… økumenisk
• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 05. maj. 2020 - En doktordisputats værdig

Find flere

Bent Hylleberg, der var rektor på Baptisterne Teologiske Seminarium i 12 år og siden studieleder på Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi (SALT), er nu formand for Baptistkirken i Danmark.

”Han er et autentisk fromt menneske med en enorm arbejdskapacitet, stor viden og indsigt, og samtidig følsom, men ikke sentimental,” siger Lone Møller-Hansen, generalsekretær i BaptistKirken.

Bent Hylleberg er både uddannet på Baptistkirkens Teologiske Seminarium og efterfølgende cand.theol. fra Århus i 1977. Hans engagement som økumeniker begyndte i studieårene i Århus, hvor han bl.a. fungerede som studenterpræst og sammen med lutherske og katolske fæller tilføjede en nødvendig praksis-dimension i miljøet omkring Det Økumeniske Center i Århus. Han var efterfølgende præst i baptistmenigheden i Århus.

Et stort hjerte

Hylleberg var således velkvalificeret til at undervise på Baptistkirkens Teologiske Seminarium, da han kom dertil i 1985. I 1989 blev han rektor og fungerede som sådan indtil seminariet indgik i SALT fra 2000. SALT var et samarbejde mellem BaptistKirken, Dansk Oase, Missionsforbundet, Apostolsk Kirke, Pinsekirken København, samt Hyllie Park Folkhögskola og Örebro Missionsskola i Sverige. Dette samarbejde ophørte fra dansk side i 2009, hvor man i stedet indgik i 3K uddannelsen, der er en fælleskirkelig BA-uddannelse i midten af dansk kirkeliv.

Tidligere kollega på SALT, Morten Munch, har sagt om Hylleberg, at han ikke blot er kendetegnet ved stor teologisk kompetence og bred kirkeorientering, men også ved et stort hjerte for både kirkens liv og mission og for de enkelte mennesker omkring ham. Mange studerende fra seminariet og fra SALT betragter ham som en af de lærere, der har sat størst spor i deres liv og deres teologiske tænkning. Hans kompetencer havde andre institutioner også øje på. Han har således undervist bl.a. på Århus Universitet og på Institut for Diakoni og Sjælesorg i Dianalund.

Aktiv pensionist

I 2009 gik Hylleberg på efterløn efter 40 år i Baptistkirken og det økumeniske arbejdes tjeneste. Såvel nationalt som internationalt har man nydt godt af hans teologiske viden både i baptistisk og økumenisk sammenhæng.

Hylleberg er et åbent og ærligt menneske, der brænder for det, han beskæftiger sig med, og det har hans kirkesamfund erfaret de seneste år.

Tidligere formand og generalsekretær Ole Jørgensen giver udtryk for, at han i Bent havde en uvurderlig sparringspartner gennem 80erne og 90erne, når der skulle findes farbare veje i situationer, hvor der var brug for at stå sammen frem for konfrontation og konflikt. En på samme tid vis og from person.

Hylleberg har udtalt: ”Jeg glæder mig over, at alle vågne teologer i dag taler om uddannelse til mission. Så længe det perspektiv fastholdes i et bredt kirkeligt samarbejde, holdes drømmen i live.”

Bortset fra de tre børn og syv børnebørn er der ikke meget, der kan trække Bent Hylleberg væk fra frivillige hverv i BaptistKirken. Han har skrevet baptisternes historie i Danmark fra tiden, hvor baptistbørn blev tvangsdøbt med politiets hjælp, og frem til fredelig sameksistens. Det gjorde han i bogen Et kirkesamfund bliver til. Det Danske Baptistsamfund 1839-1989. Lokalt i Tølløse, hvor han bor med sin hustru, Bodil, var han i en årrække menighedsrådsformand, ligesom han har været en ledende skikkelse i Flygtningevennerne.

Relateret

• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - LÆREDAG om inklusion i BaptistKirken
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere