Lyt til artiklen:

Der er messe i Østerbrohuset: Mystikkens Univers med tilbud om clairvoyance, irisanalyse, tarotkort, dyretelepati og krystaller. Ved Bibelselskabets stand står Ole Engel med Bibelen i mange versioner, bøger om tro og farverige udgaver af Det Nye Testamente.

En midaldrende mand kommer hen til Ole, peger mod biblerne og spørger:

“Tror du på det pjat der?”

Ole ser sig lidt undrende omkring. Han mener ikke, han kan se noget pjat. Manden fortæller, at han for længst har gjort op med kristendommen. Ole spørger venligt, om han har læst Det Nye Testamente. Det har han ikke. Det Gamle Testamente? Heller ikke.

Læs om Oles oplevelser på Mystikkens Verden (Foto: Ole Engel)

“Så giver jeg faktisk ikke ret meget for din vurdering,” vover Ole at svare.

Svaret kunne have lukket samtalen. I stedet åbner det den.

“Der fik du mig sgu,” svarer manden overraskende ærligt.

Nu fortæller han om en streng religiøs opvækst i Jehovas Vidner, et brud med troen og om afstand til familien. Ole lytter. Og lidt efter vover han at gøre samtalen endnu mere personlig.

Ole fortæller manden, at han taler med Vorherre hver dag. Så spørger han forsigtigt, om han må bede for ham.

“Det er der fandeme aldrig nogen, der har tilbudt mig,” svarer manden.

Samtalen fortsætter lidt endnu. Men nu i en anden tone.

Selvom det blev deres første og eneste møde, husker Ole sit løfte. Han beder stadig for manden.

Ole Engel – BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet i 30 år (Foto: Privat)

Det begyndte med en praktisk løsning

Ole Engel blev født i København og gik som barn i søndagsskole i Kristuskirken. Kort efter Anden Verdenskrig flyttede familien til Vejle, hvor Ole senere blev døbt i Baptistkirken i 1953.

Efter soldatertiden, der blandt andet førte til et års ophold i USA, kom han til Københavnsområdet. Sammen med sin hustru, Birgit, sluttede han sig til Korskirken i Herlev, som han stadig tilhører.

I 1995 blev Ole valgt ind i BaptistKirkens missionskomité. Her mødte han Torben Andersen, der var præst i Rønne og BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet.

”Vi aftalte, at jeg kunne overtage Torbens plads som BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet. Møderne blev holdt i København, og jeg boede herovre. Så var Torben fri for at rejse fra Rønne til København hver gang,” fortæller Ole.

Det begyndte som en enkel opgave: Ole skulle deltage i Bibelselskabets repræsentantskabsmøder. Men hurtigt voksede engagementet til mere.

Han mødte Hans Arne Jensen, en af ildsjælene bag Bibelambassadørerne – frivillige, der ville gøre Bibelselskabets arbejde kendt lokalt. Snart hjalp Ole med udstillinger, hentede bøger på forlaget og fortalte om Bibelselskabet dér, hvor mennesker kom forbi.

Bibelselskabets stand ved Gentofte kirkes basar i 2025 (Foto: Ole Engel)

Bibelen kom med ud

I mere end 25 år har Ole fortalt om Bibelselskabet på Sommerstævner, Folkemødet på Bornholm, lokale kulturarrangementer, i sognekirker, ved landemode i Helsingør Stift og på Mystikkens Univers i Østerbrohuset.

Et særligt højdepunkt var nok Bibelselskabets 200-års jubilæum i 2014. I Helsingør Stift arrangerede Ole og Hans Arne Jensen en indsamling af bibler med særlige historier. Biblerne blev fremvist ved en festgudstjeneste i Frederiksborg Slotskirke, fotograferet og registreret af Ole og Hans Arne, før de blev leveret tilbage til ejerne. Resultatet blev samlet under titlen ’Historiske Bibler i Helsingør Stift’.

For Ole har glæden ikke først og fremmest været arrangementerne, men møderne ved standen.

Bibelen til alle – i 80 år

Bibelselskabet er en del af det internationale fællesskab United Bible Societies, der arbejder for missionen ’the Bible for everyone’ – Bibelen til alle. Fællesskabet blev etableret i maj 1946 efter Anden Verdenskrig og består i dag af 156 bibelselskaber, der arbejder i mere end 240 lande og territorier. Bibelselskaberne udgiver og udbreder Bibelen og hjælper mennesker med at møde den på et sprog og i en form, de kan forstå og bruge.

Nogle kom nysgerrigt hen. Andre var skeptiske. Nogle ledte efter en bestemt bog, mens andre bare var på vej forbi. Uanset anledningen har Ole forsøgt at følge et enkelt princip:

”Ingen må gå forgæves til Bibelselskabets stand og de skal helst huske besøget!”

Alle skal have noget med. En bog. Et julekort. En kuglepen. En nøglering. En magnet med et skriftsted. En forklaring. En samtale. Eller bare en oplevelse, der gør, at de husker mødet med Bibelselskabet.

Når “åsyn” ikke siger noget

En fredag på Mystikkens Univers kom flere gymnasieklasser forbi. Ole faldt i snak med tre piger fra 3.g og spurgte dem undervejs, om de kendte ordet “åsyn”.

Det var ikke lige en del af pigernes ordforråd.

Ole spurgte, om de var blevet konfirmeret. Det var de alle tre.

Ole Engel – og Hans Arne Jensen – med Bibelselskabets stand på Mystikkens Univers i 2024 (Foto: Hans Arne Jensen)

“Kan I ikke huske præstens velsignelse?” spurgte han. “Herren løfte sit åsyn på jer.”

Pigerne kunne genkende velsignelsen, men ordet havde ikke sat sig fast. Ikke som noget forstået. Ikke som noget, de tog med sig videre.

For Ole blev det endnu et eksempel på, hvorfor Bibelens sprog hele tiden må forklares og oversættes.

En anden gang kom en ung kvinde hen til Ole med et bibelvers, hun gerne ville have forklaret. Ole fandt verset i Den Nye Aftale og talte med hende om betydningen. Først bagefter fortalte hun, hvorfor hun spurgte: Hun havde fået verset til sin konfirmation seks år tidligere, men havde aldrig forstået, hvad det betød. Dengang turde hun ikke spørge.

Siden har Ole ofte sagt til folkekirkepræster:

”Når I giver konfirmander et skriftord, så sørg for, at de også forstår det.”

Gamle ord skal høres på ny

Ole møder ofte spørgsmålet: ”Hvorfor bliver man ved med at oversætte Bibelen? Er den ikke allerede oversat?”

For nylig modtog Ole og Hans Arne Jensen Bibelselskabets årlige pris. De fik begge en indrammet side fra Christian IV’s bibel fra 1633. Ole har siden taget sin bibelside med på udstillinger. Den er smuk og historisk, men næsten uforståelig for de fleste moderne danskere.

Selv når man kan tyde de gotiske bogstaver, er sproget så anderledes, at teksten ikke uden videre giver mening.

“Kan I se, hvor nødvendigt det er, at vi oversætter Bibelen?” spørger Ole, når han viser siden frem.

Ole Engel og Hans Arne Jensen (ved bordenden i baggrunden) til Fællesskabsaften i Nyrup umiddelbart før menigheden lukkede (Foto: Privat)

En ny autoriseret oversættelse, DO36, er i gang og planlagt til at udkomme i 2036. For Ole er det afgørende, at nye oversættelser ikke ændrer Bibelens budskab, men gør det muligt at forstå det.

Dansk forandrer sig. Ord kan skifte betydning.

”Tag et ord som at spotte,” siger Ole. ”I bibelsk sammenhæng betyder det at håne eller gøre nar af. De romerske soldater spottede Jesus før korsfæstelsen. I dag kan det også betyde at få øje på eller fremhæve nogen – som når man spotter en talentfuld fodboldspiller.”

Derfor er det vigtigt hele tiden at prøve og justere Bibelens sprog. Ikke for at ændre Bibelens budskab, men for at mennesker kan forstå Guds ord.

Ingen skal gå forgæves

Engang stod Ole ved Bibelselskabets stand op mod jul med blandt andet en række farvestrålende bibler. To nydelige ældre damer kom forbi, elegant klædt og tydeligt skeptiske over for de udstillede bibler og bøger.

“Synes du virkelig, det er pænt med alle de farver?” spurgte de lettere opbragt.

Ole kiggede sig forsigtigt omkring og svarede lavmælt:

“Mellem os: Nej, det er egentlig heller ikke helt min smag.”

“Ingen skal gå forgæves…” er Oles motto for arbejdet med at præsentere Bibelselskabets udgivelser. Her på Mystikkens Univers 2024 (Foto: Privat)

Så var isen brudt.

Ole spurgte, om de skrev personlige julehilsner. Det gjorde de naturligvis. Så gav han dem hver en kuvert med nogle af Bibelselskabets smukke julekort.

Det korte møde ændrede tonen. De to damer gik fra standen i en helt anden og mere positiv stemning, end de kom med – og med noget i hånden, der kunne bruges.

En baptist i et større fællesskab

En stor del af Oles frivillige arbejde er foregået i folkekirkelige sammenhænge. Da han første gang blev foreslået til Helsingør Stiftsudvalg, gjorde han opmærksom på, at han var baptist. Det krævede en afklaring. Kort efter fik han at vide, at han var meget velkommen.

Ole glæder sig meget over et voksende økumenisk fællesskab, hvor Bibelen er fælles grund. Folkekirkepræster, lægfolk, katolikker, baptister og andre frikirkelige kan stå forskellige steder – men Bibelen samler.

For Ole er det en særlig glæde, at Bibelselskabets pris i år gik til både Hans Arne Jensen og ham selv: en folkekirkemand og en baptist, der som frivillige i mange år har båret Bibelen ud til andre.

Nu skal stafetten videre

Ole er så småt begyndt at trappe ned.

Han har gjort BaptistKirkens ledelse opmærksom på, at tiden er kommet til at finde en ny repræsentant til Bibelselskabet. Den næste repræsentant behøver ikke overtage hele udstillingsarbejdet, understreger Ole. Opgaven er først og fremmest at deltage i repræsentantskabsmødet, holde kontakten og formidle nyt tilbage til BaptistKirken.

Bibelselskabet var også med på Sommerstævnet i Lindenborg i 2023 (Foto: Ole Engel)

Oles engagement viser, hvad der kan vokse ud af en opgave, når den bliver båret af interesse og glæde ved arbejdet. For ham har det været en hjerteopgave at formidle Bibelselskabets oprindelige idé: At Bibelen skal være tilgængelig for alle mennesker på deres eget sprog og til en pris, de kan betale.

En samtale, der stadig fortsætter

Ole har aldrig set manden fra Østerbrohuset igen.

Han ved ikke, hvad samtalen kom til at betyde. Måske fandt manden en ny vej til troen, til Bibelen eller til fred med sin egen historie?

Om ikke hver dag, så hver uge er manden stadig med i Oles bøn.

Måske er det sådan, Oles tjeneste bedst kan beskrives: Bibelen på et udstillingsbord og en samtale, der får lov at vare lidt længere end forventet. Og et menneske, der ikke går tomhændet fra mødet.

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Lyt til artiklen:

Når et politisk system bryder sammen og mister legitimitet, smitter det af på resten af samfundet og konflikten medfører etniske, sociale eller religiøse spændinger. Men de store overgreb kommer ikke altid fra mennesker med en anden tro eller etnicitet fortæller Saw Tun He, en af deltagerne i BaptistKirkens projekt for fremme af tros- og religionsfrihed: “De største krænkelser kommer fra militæret mod alle religioner. Det handler ikke kun om kristne. Religiøse bygninger fra alle religioner bliver angrebet.”

Naomi Naw helt til venstre og Saw Tun He helt til højre (Foto: Morten Kjær Kofoed)

FN’s tidligere særlige rapportør for Myanmar, Tom Andrews, advarer om en krise, der både er brutal og overset[1]. Siden militærkuppet i 2021 er angrebene på civile mål steget voldsomt. Skoler, klinikker og kirker er blevet ramt. Millioner er fordrevet eller truet af sult. Myanmar er blevet en “glemt krise”.

I maj måned besøgte missionssekretær Morten Kofoed BaptistKirkens projekt til fremme af tros- og religionsfrihed i Myanmar.  Et nødvendigt projekt i et land, hvor religion, etnicitet, politik og konflikt er tæt filtret sammen. Projektet er bevilget i 2025 til BaptistKirken og samarbejdspartnere i Myanmar af Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU), der har en pulje netop til at fremme af tros- og religionsfrihed[2].

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Mere end en humanitær krise

Myanmar er ikke kun ramt af en politisk og humanitær krise. Der er også en dyb krise for menneskelig værdighed, samvittighedsfrihed og retten til at leve trygt med sin religion eller overbevisning. Det er her, tros- og religionsfrihed (ofte omtalt som FoRB, Freedom of Religion or Belief) bliver afgørende.

Tros- og religionsfrihed handler ikke kun om retten til at praktisere sin tro. Det handler også om menneskets frihed til at tro, skifte tro, ikke tro, praktisere sin tro og deltage ligeværdigt i samfundet uden frygt, tvang eller diskrimination. Det gælder alle religioner. I sin kerne handler det om, hvorvidt mennesker kan leve sikkert som sig selv.

Når religion bliver en markør

Religion bliver brugt som markør for, hvem der hører til, og hvem der mistænkeliggøres. Gamle fordomme blusser op, og lokale stridigheder får ny kraft, når frygt, propaganda og usikkerhed breder sig. Derfor er tros- og religionsfrihed vigtig i en krise som Myanmars. Det er en del af selve spørgsmålet om fred, sammenhængskraft og beskyttelse af civile.

I Myanmar er religion, etnicitet, politisk identitet og væbnet konflikt filtret tæt sammen. Når religion politiseres eller bruges til at skabe fjendebilleder, bidrager den til mistillid, had og vold. Men religiøse ledere og trosfællesskaber er også blandt de få aktører, der stadig har lokal tillid, nærvær og moralsk autoritet. Derfor spiller de en vigtig rolle som brobyggere, fredsskabere og beskyttere af lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Problematiske ID-kort

Samtidig viser hverdagen, at religiøs identitet har konkrete konsekvenser. Saw Tun He fortæller: “På vores ID-kort er vores nationalitet, etnicitet og religion angivet. Hinduer og muslimer har sværest ved at få et ID-kort.” Uden nationalt ID-kort kan man ikke åbne en bankkonto, rejse frit eller gå til eksamen. Administrativ forskelsbehandling er derfor en barriere for uddannelse, arbejde og deltagelse i samfundet.

Forandring begynder i det små

CKU’s[3] læring fra tros- og religionsfrihed-projekter peger netop på, at bæredygtig forandring sjældent kommer alene gennem juridiske reformer eller internationale erklæringer. Det er vigtigt, men ikke nok. I skrøbelige samfund begynder forandringen ofte i det små: gennem tillid, forbedrede relationer, mindre frygt, fælles handling og modet til at se den anden som medmenneske frem for trussel. Religion kan være en ressource for fred, men også en drivkraft for polarisering. Derfor kræver arbejdet både lokal forankring, konfliktforståelse og evnen til løbende at tilpasse sig en virkelighed, der hurtigt forandrer sig.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Det er også udgangspunktet for BaptistKirkens tros- og religionsfriheds-projekt i Myanmar. Projektet er forankret hos lokale partnere og det styrker unge religiøse ledere — herunder kvinder — fra forskellige trosretninger, så de kan forstå tros- og religionsfrihed, analysere lokale spændinger og tage initiativ til dialog, tillidsopbygning og lokale løsninger. Projektets formål er ikke at eksportere en færdig model til Myanmar, men at støtte lokale aktører i selv at identificere problemer, bygge relationer og handle dér, hvor de er.

For Naomi Naw har træningen givet et sprog for noget, hun allerede mærkede var forkert:
“Før træningen vidste jeg allerede, at jeg ikke brød mig om racemæssig eller religiøs diskrimination. Men jeg kendte ikke til tros- og religionsfrihed.” Efter træningen oplever hun, at hun har fået konkret viden og idéer til, hvordan hun kan tage del i arbejdet og gennemføre aktiviteter i sit lokalsamfund.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Rettigheder kræver relationer

Et vigtigt element er tillidsopbygning. Naomi Naw fortæller, at buddhismen er majoritetsreligion i hendes område, og at buddhistiske religiøse fejringer kan foregå offentligt uden særlig tilladelse.
“Men for andre religioner gælder det, at hvis vi vil arrangere noget med mere end 50 mennesker, skal vi bede om godkendelse. Hvis det ikke bliver godkendt, kan vi ikke gennemføre aktiviteten.”
Netop derfor handler tros- og religionsfriheds-arbejde både om rettigheder og relationer: om at kende sine rettigheder, men også om at skabe lokale forbindelser, der kan mindske frygt og mistillid.

Erfaringerne viser, at interreligiøs dialog virker bedst, når den ikke kun består af samtaler, men også forbindes med praktisk samarbejde og fælles handling i lokalsamfundet. Når unge, kvinder og religiøse ledere arbejder sammen om konkrete udfordringer, opstår der nye relationer på tværs af skel. Det kan være netop de relationer, der senere gør det muligt at dæmpe konflikter, modvirke rygter og beskytte sårbare grupper.

Saw Tun He peger på, at det også kræver dokumentation:
“Vi arbejder på ét projekt: dataindsamling om Tros- og Religionsfriheds-krænkelser i Myanmar. Der er mange krænkelser i Myanmar, men vi har ikke specifikke data, der dokumenterer overgrebene.”

Solide data kan bruges i både national og international fortalervirksomhed — ligesom data kan hjælpe lokale aktører med at vise, hvad der faktisk sker, hvor det sker, og hvem der rammes.

(Foto: Morten Kjær Kofoed)

Ingen kan gøre det alene

Det kan lyde beskedent i et land præget af militær vold, sult og fordrivelse. Men i et samfund, hvor frygt og mistillid er blevet hverdag, er relationer ikke småting. Et trygt rum for samtale kan være begyndelsen på fred. En ung religiøs leder, der lærer at beskytte andres frihed, styrker også sin egen. En lokal gruppe, der går sammen på tværs af tro og etnicitet, kan blive et værn mod polarisering. Som Saw Tun He siger:
“Én organisation kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det sammen.”

Tros- og religionsfrihed handler ikke om at give særlige rettigheder til religiøse grupper. Det handler om lige værdighed og fælles frihed. Når trosfriheden bliver svækket, går det også ud over ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, minoritetsrettigheder og civilsamfundet muligheder. Og når trosfriheden bliver styrket, bliver den en vej til fred, deltagelse og beskyttelse af mennesker i et af verdens mest sårbare samfund.

“Min drøm er at være fredsbygger”

Derfor giver det mening at lade projektets deltagere selv få det sidste ord. Naomi Naw siger:
“Jeg forsøger at bygge enhed i mangfoldighed. I vores lokalsamfund er der mange forskellige religioner og etniske grupper. Selv om vi er forskellige, er det fælles, at vi alle er mennesker.”

Saw Tun He formulerer sin fremtidsdrøm sådan:
“Min drøm er at være fredsbygger.”
Han er selv konverteret fra buddhismen, men hans forældre og størstedelen af familien er fortsat buddhister. Alligevel lever de fredeligt sammen, og når Saw Tun He besøger sine forældre eller slægtninge, beder de ham om at bede for dem:
“I vores land har vi mange etniske grupper og mange religioner, og vi er nødt til at leve sammen.”

Myanmar må ikke blive en glemt krise. Og tros- og religionsfrihed må ikke blive reduceret til et nicheanliggende for særligt interesserede. Det er en grundlæggende del af kampen for menneskelig værdighed. I Myanmar — som mange andre steder — begynder den kamp ofte med mennesker, der tør mødes, lytte og bygge tillid, selv når alt omkring dem trækker i retning af frygt og splittelse.

[1] https://www3.nhk.or.jp/nhkworld/en/news/backstories/4795/

[2] ToRF-vinduet er en pulje af midler der skal fremme Tros- og Religionsfrihed benævnt ToRF eller FoRB (Freedom of Belief and Religion) og er tæt knyttet til artikel 18 i Menneskerettighedserklæringen om tros- og religionsfrihed.

[3]https://cku.dk/wp-content/uploads/2025/10/FORB_LearningReview_web_highRes.pdf

Relateret

• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Lyt til kommentaren:

Baptistkirkens sprog ændrer sig. Titlerne forandres: pianisten bliver lovsangsleder, udvalg bliver til teams, og menighedsrådet bliver til ledelsen. Det lyder moderne og effektivt – og nogle gange er det sikkert også praktisk.

Når vi låner sproget, låner vi også logikken

Men sproget er ikke neutralt. Ord skaber mening, og ordene former vores forestilling om, hvad kirken er, og hvad vi er for hinanden. Spørgsmålet er, hvad der sker med en kirke, der lærer den sekulære verdens ledersprog så godt, at den taler det helt uden mislyde.

Guds rige vender magten på hovedet

Den sproglige glidning blev tydelig for mig, da jeg læste Johannes Aakjær Steenbuchs bog ’The Kingdom of God is Anarchy’ – på dansk ’Guds rige er anarki’.[i] Normalt forbinder vi anarki med uorden og konflikt. Johannes beskriver Guds riges anarki som frihed fra, at mennesker sætter sig over andre. Guds rige er et fællesskab, hvor søgen efter magt og status ikke er de drivende kræfter. I Guds rige er det værdighed, respekt og tjeneste, der bærer fællesskabet. Hvis det er et billede på Guds rige, må det også udfordre den måde, vi taler om og er kirke på.

Kirke nedefra  – ikke oppefra

I den baptistiske tradition vokser kirken nedefra. Baptister ser ikke kirken som et velorganiseret hierarki, der skal på plads, før kirken kan vokse. De første baptistmenigheder var ikke topstyrede projekter med en fjern ledelse. De bestod af mennesker, der tog ansvar for forkyndelse og menighedsliv sammen – med deltagelse, gensidigt ansvar og tjeneste som ideal.

Storhed måles i tjeneste

Kirken skal selvfølgelig ledes med ansvar og struktur af mennesker, der tager initiativ. Gør vi ledelse til et ideal i sig selv, risikerer vi at importere en kultur, hvor tempo, synlighed og gennemslagskraft giver status – og magt. Evangeliet peger en anden vej: styrke viser sig i at tjene, og storhed viser sig i at sætte sig selv i baggrunden for andres skyld. Guds riges anarki er ikke et romantisk ideal, det er en konkret måde at være menighed på, hvor vi ikke bruger position, erfaring eller talegaver til at presse vores vilje igennem, men til at skabe rum for hinanden.

Jesus talte ikke et perfekt ledersprog. Han omtalte heller ikke sig selv som leder. Han talte om, at ’Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre.’[ii]

Købner skrev ’kirkens grundlov’

Det var baptistpioneren Julius Købner, der kaldte Jesus’ ord om tjeneste for ‘kirkens grundlov’. “Baptistkirken blev”, siger Johannes Steenbuch i et tidligere interview med baptist.dk, “født som et forsøg på at bygge kirke nedefra som en græsrodsbevægelse. Derfor er det også et baptistisk selvopgør, når vi i dag taler mere om ledelse, effektivitet og vækst end om tjeneste.”

Påvirkningen kommer med ordene

Tabet af fortidens fokus på tjeneste har ikke en enkel forklaring. Men påvirkningen kommer med sproget. Når vi bruger sekulære ord og begreber i kirken, lader vi os påvirke. Tjeneste er ikke et ord, der bliver brugt ret meget i verden uden for kirken, måske er det derfor, vi er ved at glemme det i kirken. Spørgsmålet er, hvad der sker med kirken, hvis den lytter mere til ‘denne verdens magter og denne verdens måde at forstå magt og ledelse og effektivitet på’ end til Jesus’ ord om at tjene.

Jeg er bange for, at kirken med en ukritisk overtagelse af et sekulært leder-sprog, risikerer at overtage samtidens idealer for ledelse. Idealer, som alt for sjældent er i overensstemmelse med det, Jesus lærte os om at tjene hinanden.

Har kirken brug for bedre ledere – eller for mere trofaste tjenere?

[i] ‘The Kingdom of God is Anarchy’ er omtalt på baptist.dk her: https://baptist.dk/i-guds-rige-vender-magten-paa-hovedet/

[ii] Fra Matthæusevangeliet, kapitel 20, vers 25-28 i Den Nye Aftale.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Lyt til artiklen:

Hvad gør en menighed, hvis unge mennesker kommer til tro, men ikke ønsker medlemskab? Hvad betyder det, hvis de unge fortæller, at de har været til gudstjeneste – men taler om en oplevelse online, et møde i cellegruppen eller kristent indhold på sociale medier?

Det er nogle af de spørgsmål, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 rejser. Rapporten har sat gang i samtalen om unge, tro og kirke. Den peger på markant større åbenhed over for kristendommen – især blandt unge mænd. Men flere kritikere advarer mod at bruge tallene som dokumentation for en vækkelse.

For BaptistKirken rejser Trosanalysen 2026 spørgsmålet: Hvordan møder vi de unge, der ikke finder vej til kirken ad de traditionelle veje, men alligevel søger mening, tro og fællesskab?

Tallene, der vakte opsigt

Der er noget i bevægelse. Det er en af de tendenser, Bibelselskabets nye rapport Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 peger på. Rapporten undersøger danskernes forhold til Gud, tro, kirke og Bibelen.

Rapporten bygger på en nationalt repræsentativ stikprøve på 2.000 respondenter. Derudover har undersøgelsen inddraget 1.000 ekstra respondenter i alderen 16–30 år. Konsulenthuset Holst Mouritzen har gennemført undersøgelsen, mens firmaet Bilendi har indsamlet data.

Rapporten peger på, at unge under 30 år virker mere åbne over for kristen tro og Bibelen end ældre generationer. Blandt de 16–30-årige svarer 48,6 procent, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. Næsten to ud af tre unge svarer, at de søger efter en følelse af mening med livet.

Trosanalysen 2026 kort fortalt

• Udgivet af Bibelselskabet i 2026.
• Gennemført af konsulenthuset Holst Mouritzen.
• Data er indsamlet af Bilendi.
• Rapporten bygger på 2.000 respondenter i en national stikprøve.
• Derudover indgår 1.000 ekstra respondenter mellem 16 og 30 år.
• 48,6 procent af de unge svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt.
• 41,3 procent af de unge vil gerne lære mere om Bibelen.
• 33,8 procent af unge mænd siger, at de har deltaget i gudstjeneste den seneste måned.
• Tallene skal læses med forbehold om fx selvrapportering og frikirkelig overrepræsentation.

Interessen for Bibelen er også markant. Ifølge rapporten vil 41,3 procent af de unge mellem 16 og 30 år gerne lære mere om Bibelen. For danskerne som helhed gælder det 21,8 procent.

Bibelselskabets generalsekretær, Johannes Baun, understreger i en pressemeddelelse, at rapporten ikke viser, at Danmark som helhed er blevet religiøst, eller at alle unge er på vej i kirke. Men rapporten kan, siger han, kvalificere samtalen om “tro, dannelse, kultur og fællesskab i Danmark”.

Unge mænd skiller sig ud

Tallene for unge mænd har vakt mest opsigt: 54,5 procent af de unge mænd svarer, at der helt sikkert eller sandsynligvis findes en Gud eller en højere magt. 36 procent siger, at religion er vigtig i deres hverdag.

Men det mest overraskende er, at 33,8 procent af de unge mænd mellem 16 og 30 år oplyser, at de har deltaget i en kristen gudstjeneste inden for den seneste måned – enten online eller fysisk.

Kritikken: En strømpil er ikke et bevis

Kristeligt Dagblad bragte samme dag som offentliggørelsen af undersøgelsen en kritisk artikel med Brian Arly Jacobsen, lektor i religionsvidenskab ved Københavns Universitet. Han advarer mod at bruge rapporten som bevis for, at der er en særlig vækkelse blandt unge mænd.

“Ud fra denne rapport vil jeg være varsom med at konkludere, at der er en vækkelse blandt unge mænd,” siger Brian Arly Jacobsen til Kristeligt Dagblad.

Kritikken handler især om tre forhold: Undersøgelsen bygger på selvrapportering, data kommer fra et onlinepanel, og frikirkelige respondenter var oprindeligt overrepræsenterede i materialet.

Virksomheden Bilendi foretager markedsundersøgelser ved hjælp af spørgepaneler, hvor deltagerne selv har meldt sig. I rapporten står der, at metoden ”altid indebærer en risiko for bias”. Den oprindelige stikprøve havde samtidig en overrepræsentation af personer, der identificerede sig med frikirker, og en underrepræsentation af personer, der identificerede sig med folkekirken.

For at korrigere for skævheden blev respondenter, der primært identificerede sig med Adventistkirken, Baptistkirken, Apostolsk Kirke og Evangelisk Frikirke, sorteret fra. Rapporten vurderer, at frasorteringen giver “et langt mere repræsentativt udtryk”, men tilføjer, at rapporten “naturligvis” skal læses med dette forbehold.

Frikirkerne og den ømme pointe

Forbeholdet gør ikke rapporten ubrugelig. Men resultatet betyder, at den ikke kan bruges som bevis for frikirkelig fremgang. Derimod kan den bruges som anledning til at overveje, om unge i dag søger kristent fællesskab på måder, der ikke passer ind i fx BaptistKirkens traditionelle medlemsopfattelse.

Når “gudstjeneste” ikke nødvendigvis betyder søndag formiddag

Et andet centralt forbehold i kritikken handler om, hvad unge forstår ved “gudstjeneste”. Rapportens spørgsmål nævner både online og fysisk deltagelse. Derfor kan svarene ikke uden videre oversættes til ”unge på en kirkebænk søndag formiddag”.

I Kristeligt Dagblad bliver Jacob Holst Mouritzen spurgt, om det virkelig kan passe, at hver tredje unge mand har været i kirke inden for den seneste måned?

Han nævner flere mulige forklaringer på tallene: Unge følger danske eller udenlandske kirker på nettet. Ordet “gudstjeneste” kan blive fortolket forskelligt. Og nogle tæller måske noget “gudstjenesteagtigt” på TikTok med som en gudstjeneste. Han peger også på selvrapportering som forklaring.

På baggrund af rapporten vil det være “en fuldstændig forkert konklusion” at sige, at hver tredje ung mand har siddet på en kirkebænk den seneste måned, siger han til Kristeligt Dagblad.

Semper Magasin peger på samme forbehold. Kathrine Kjær Schmidt skriver, at ”selvforståelse og virkelighed er desværre to forskellige ting”. Pointen er, at tallene ikke nødvendigvis viser faktisk gudstjenestedeltagelse, men at det i sig selv er interessant, at unge mænd siger, at de går i kirke.

Kirke.dk: Skvulp eller tendens?

Hos kirke.dk læser Danske Kirkers Råds generalsekretær, Emil Hilton Saggau, rapporten som en indikation – ikke som en konklusion.

“Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse,” siger han til kirke.dk og henviser til anekdoter om unge mænd på trosrejser.

Undersøgelsen sætter tal på en fornemmelse

Men han tilføjer også et vigtigt forbehold:
“Udfordringen ved undersøgelsen er, at man ikke kan se, om det blot er et skvulp eller en reel tendens.”

Emil Hilton Saggau advarer også mod at tænke for fast i klassiske kirkelige kategorier. Når ældre generationer hører, at unge går i kirke, tænker de ofte på søndag formiddag. Men for unge kan kristen praksis også være bibelgruppe, onlinegudstjeneste eller Kristus-influencere.

“Når vi tænker, at de går meget i kirke, tænker vi automatisk på søndag formiddag. Sådan er det ikke nødvendigvis for de unge,” siger han til kirke.dk.

Hvad skal kirken gøre med nysgerrigheden?

Rapporten peger på en åbenhed hos de unge, som kirkerne bør tage alvorligt. Ikke så meget på grund af de absolutte tal i rapporten, som de spørgsmål, den rejser: For hvad er det, de unge søger, når de svarer, at tro, Bibel og gudstjeneste betyder noget for dem?

Søger de et fællesskab? Søger de en praksis? Søger de et sprog for mening, skyld, håb, identitet og retning? Søger de kristendom på nettet, i bibelgrupper, i frikirkelige fællesskaber, i folkekirken – eller på tværs af det hele?

For baptistmenigheder er spørgsmålet relevant: Baptister lægger vægt på det konkrete gudstjenestefællesskab, et stærkt frivilligt engagement i menighedens liv, det personlige ”ja” til Jesus som Herre og Frelser og dåben i den åbne dåbsgrav.

Derfor er det værd at spørge, om unge altid genkender disse værdier, når de selv taler om kirke og kristen praksis. For nogle søgende unge kan kirke være noget, man opsøger, prøver af og gør til sit eget i en kortere eller længere periode. ”At tilhøre en menighed” giver ikke altid mening på forhånd.

Derfor kræver samtalen ydmyghed. Det handler om at lytte til, hvordan de unge tænker kirke, før vi tæller dem på bænkerækkerne søndag formiddag.

Ikke vækkelse som facit – men heller ikke ingenting

Der er god grund til at læse Gud og danskerne – Trosanalysen 2026 med forbehold. Rapporten bygger på selvrapportering og et onlinepanel, og datamaterialet er korrigeret på grund af en markant overrepræsentation af frikirkelige respondenter. De mest opsigtsvækkende tal om gudstjenestedeltagelse kan ikke oversættes direkte til mennesker på kirkebænkene søndag formiddag.

Alligevel er der grund til at læse rapporten.

…tallene kan ses som “en form for signal”

Brian Arly Jacobsen siger til Kristeligt Dagblad, at tallene kan ses som “en form for signal”. Emil Hilton Saggau kalder rapporten en indikation, ikke en endelig konklusion.

Den mest redelige konklusion er måske, at det er for tidligt at tale om vækkelse. Men det er ikke for tidligt at lytte til de unge.

Når unge søger efter mening, undersøger troen og læser Bibelen, er kirkens første opgave ikke at diskutere beviserne. Kirkens opgave er at spørge, om den er klar til at tage samtalen med de unge.

Efterskrift

Efter udgivelsen af denne artikel har Thomas Willer, forfatter på bibelselskabets rapport ”Gud og danskerne – Trosanalysen 2026,” skrevet en artikel på webmediet kirkeforalle.dk, hvor han gennemgår tallene i rapporten og kommenterer på rapportens forbehold. Den er værd at læse!

Kilder:

• Bibelselskabet: Gud og danskerne – Trosanalysen 2026.
• Bibelselskabet: “Unge søger mening: Ny analyse viser markant åbenhed over for tro og kirke”, pressemeddelelse, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ny undersøgelse fra Bibelselskabet: Flere unge søger mening i Bibelen og kirken”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Kristeligt Dagblad: “Ekspert er skeptisk over for undersøgelse, der viser eksplosion i mænds forhold til kristendom”, 27. maj 2026. (Kræver abonnement)
• kirke.dk: “Er der en vækkelse blandt de unge? Omdiskuteret undersøgelse drøftes på årsmøde i Danske Kirkers Råd”, 29. maj 2026. (Kræver abonnement)
• Semper Magasin: “Hver tredje unge mand siger, at han har været til gudstjeneste den seneste måned”, 28. maj 2026.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen her:

Når efteråret 2026 nærmer sig, bliver Tro i bevægelse konkret i BaptistKirken. Fra søndag den 30. august 2026 er menigheder og enkeltpersoner inviteret til at tage del i en fælles bibellæseplan, en prædikenserie over syv søndage og en fornyet samtale om, hvordan tro bliver til bevægelse i hverdagen.

Tro i bevægelse er ikke endnu et nyt projekt, der skal lægges oven i alt det andet, der foregår i kirken. Det er en invitation til at finde sprog, retning og fornyet frimodighed i det kald, kirken har fået i missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28.

Acts2Movement er et initiativ fra Baptist World Alliance (BWA) – baptisternes verdensorganisation. Ideen forbinder lokale menigheder i Danmark med baptister i hele verden. Målet er, at både enkeltpersoner og menigheder bliver opmuntret og inspireret til at gå nye veje i mission i lokalområdet.

Fem stier ind i hverdagen

Kernen i både BWA’s Acts2Movement og BaptistKirkens danske udgave, Tro i bevægelse, er de fem stier: Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien.

Bibelstien handler om at lade Bibelen få plads og betydning i hverdagen. Vidnestien handler om at fortælle troværdigt om troen. Nabostien retter blikket mod de mennesker, vi lever tæt på. Omsorgsstien sætter fokus på tro, der viser sig i handling over for medmennesker. Og Frihedsstien minder os om, at religionsfrihed ikke er en selvfølge.

Tilsammen peger de fem stier på, at mission begynder lige dér, hvor vi bor, arbejder, går i skole, mødes og deler hverdag med andre.

Tro i bevægelse skal hjælpe os til at komme i gang, så missionsbefalingens ord bliver til liv i relationer, samtaler og konkrete handlinger.

Der er udarbejdet en oversigt over de fem stier til både enkeltpersoner og menigheder. Den viser, at engagement kan se forskelligt ud. Nogle tager de første skridt. Andre løber længere. Nogle oplever, at de får mod til at svæve. Udtrykkene gående, løbende og svævende er inspireret af Esajas’ Bog kapitel 40, vers 31 og skal minde om, at ikke alle skal gøre det samme – men alle kan tage et skridt.

Oversigten kan hentes her.

To nøgleaktiviteter i efteråret 2026

Den 30. august 2026: Start på fælles bibellæseplan
Baptister begynder at læse Bibelen efter en ny fælles bibellæseplan. Der bliver udviklet en gratis app til mobiltelefoner som støtte, men man kan også deltage uden appen. Læser man to kapitler om dagen, kommer man gennem hele Bibelen på to år.

Den 30. august til den 11. oktober 2026: Syv søndage med Acts2Movement – Tro i bevægelse
Menigheder bruger syv fælles prædikentemaer med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 2. Serien opmuntrer og engagerer menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Et kors som påmindelse

Som en konkret opmuntring er der udarbejdet et foldbart Tro i bevægelse-kors. Tag korset med i tasken eller brug det som bogmærke i Bibelen. Brug det som en daglig påmindelse om kaldet til at gå ud med evangeliet.

Menigheder kan få korsene tilsendt. Spørg i din lokale menighed, om der er kors på vej – eller tag initiativ til, at menigheden får nogle tilsendt.

Du kan se korset her.

Baptister læser Bibelen

Den første store fælles aktivitet begynder søndag den 30. august 2026. Her begynder baptister i hele landet at læse Bibelen sammen.

Baggrunden er enkel: Baptister læser Bibelen. Derfor er der udviklet en fælles bibellæseplan. Den er tænkt som en konkret hjælp til daglig bibellæsning og læsefællesskab om Bibelen.

Den 30. august kan du begynde at bruge en ny, gratis app til telefonen. Den gør det lettere at følge med i bibellæseplanen. Du læser fortsat i din fysiske bibel, og derfor kan du også være med uden appen. Den er tænkt som støtte, ikke som forudsætning.

Planen lægger op til, at du læser ét eller to kapitler om dagen. Læser du to kapitler dagligt, kommer du gennem hele Bibelen på to år. Du kan følge planen alene, sammen med mennesker, du allerede kender, eller sammen med mennesker, du ikke kender endnu. Appen hjælper med at forbinde dig til andre læsere.

På den måde bliver bibellæseplanen både en personlig praksis og en mulighed for fællesskab.

Syv søndage med fælles retning

Tro i bevægelse opfordrer menighederne til at bruge en fælles prædikenserie over syv søndage fra den 30. august til den 11. oktober 2026. Serien tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, og den skal opmuntre og engagere menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Prædikenserien samler flere af de centrale spor i Tro i bevægelse: Bibelens betydning, det personlige vidnesbyrd, troens handlinger, kærlig opmærksomhed, tvivl, valg og fælles mission. Første søndag falder sammen med starten på den fælles bibellæseplan og sætter fokus på kirkens store kald frem mod 2033: at nå hele verden med evangeliet inden kirkens 2000-års fødselsdag.

Derefter følger seks søndage, hvor menighederne får mulighed for at arbejde videre med, hvordan troen bliver konkret i ord, relationer og handling. Serien slutter den 11. oktober med understregningen af, at kirken ikke står i opgaven alene eller i egen kraft, men er sendt på fælles mission med Helligåndens hjælp.

Læs mere om prædikenserien her.

Hvad er næste skridt?

Acts2Movement – Tro i bevægelse bliver konkret i efteråret 2026. Men bevægelsen begynder allerede, når vi spørger os selv og hinanden: Hvilket skridt kan vi tage?

For nogle er det første skridt at begynde på bibellæseplanen. For andre kan det være at tage de fem stier op i menighedsrådet, i en smågruppe eller ved kirkekaffen. Nogle vil bruge prædikenserien som anledning til samtale om mission i lokalområdet. Andre vil bruge opfordringen til at kontakte deres naboer eller vise kærlig opmærksomhed over for mennesker, der har brug for omsorg.

Tro i bevægelse er ikke et program. Det er en invitation til at lade troen få retning, krop og handling – dér, hvor vi er sat i verden.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til pinseinspirationen:

Skriftsted: Apostlenes Gerninger 2,1-13.

Vi kender alle sammen de øjeblikke, hvor vi mangler ord.

Ved sygesengen, hvor vi gerne vil sige noget trøstende. Over for et menneske i sorg, hvor ingen ord rækker. Eller i mødet med en ven, en nabo eller en kollega, der spørger, hvad troen egentlig betyder for os.

Vi har gudstjenester, traditioner, aktiviteter og gode intentioner i menighederne. Men indimellem mangler vi ordene. Hvordan taler vi om evangeliet, så mennesker hører det og forstår det? Hvordan rækker vi troen videre i en tid, hvor kirkens sprog er blevet et fremmedsprog – og ikke engang et, man lærer i skolen?

Pinsedag begynder dér. Ikke med mennesker, der har styr på det hele. Ikke med en færdigudviklet kirke med strategier og handlingsplaner. Ikke med disciple, der arbejder efter en fast plan og har svar på alle spørgsmål.

Pinsedag begynder med mennesker, der venter

Disciplene er samlet i Jerusalem. Jesus er ikke længere fysisk til stede. De har set ham som den opstandne. De har hørt hans løfte. Men de har ikke styr på den opgave, de har fået. De skal være vidner. De skal fortælle om Jesus. De skal række evangeliet videre til verden. Men hvordan?

Disciplene manglede ord. Pinsedag gav Gud dem sprog.

Apostlenes Gerninger fortæller om en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Tunger som af ild satte sig på hver enkelt af dem. De blev fyldt af Helligånden og begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.

Vind. Ild. Sprog. Forundring. Mennesker, der spørger: Hvad skal det betyde?

I Jerusalem er der mennesker fra mange forskellige folkeslag. De taler forskellige sprog, har forskellig etnisk baggrund og forskellige grunde til at være i byen netop den dag. Midt i forvirringen oplever de miraklet:

De hører disciplene tale om Guds gerninger på deres eget sprog – alle sammen.

Pinse betyder ikke, at alle bliver ens. Forskellene mellem mennesker forsvinder ikke. Men evangeliet bliver forståeligt på tværs af forskellene. Helligånden giver disciplene sprog, så mennesker kan høre om Kristus dér, hvor de er. Det skete for 2000 år siden, og det sker stadig.

Vi skal tale, så mennesker kan høre om Kristus. På dansk. På chin. På engelsk. På ukrainsk. På børnenes sprog. På de unges sprog. På de trættes sprog. På de søgendes sprog. Og på sprog for mennesker, der ikke kender kirkens ord, men stadig længes efter tilgivelse, håb, mening og fred.

Derfor er pinse også en stærk begyndelse for BaptistKirkens initiativ Acts2Movement – Tro i bevægelse. For troen blev sat i bevægelse pinsedag. Ikke som en planlagt kampagne, men som Guds egen bevægelse fra et lukket rum i Jerusalem og ud i verden.

Tro i bevægelse

Når vi i BaptistKirken taler om Tro i bevægelse, er det pinsens bevægelse, vi tager alvorligt. De fem stier i Tro i bevægelse er ikke fem ekstra opgaver, der skal lægges oven i alt det andet. De er fem enkle skridt, hvor pinsens budskab bliver til handling i vores hverdag.

Bibelstien begynder med, at vi lytter. Før kirken taler, må den høre. Disciplene forkyndte ikke deres egne tanker pinsedag. De talte om Guds gerninger. Også vi må igen lade Bibelen forme vores sprog, vores håb og vores blik for verden.

Vidnestien begynder dér, hvor troen får stemme. Ikke nødvendigvis i store taler, men i ærlige ord om det håb, der bærer os. Pinsedag fik disciplene mod og sprog til at fortælle om Kristus. Vi beder om ord, vi kan dele med mennesker omkring os.

Nabostien minder os om, hvor vi bliver sendt fra. De første kristne blev sendt til alle folkeslag, men de begyndte lige dér, hvor de var. Vi bliver sendt til naboen, kollegaen, familien, den ensomme og den, vi endnu ikke kender.

Omsorgsstien viser, at Åndens sprog ikke kun består af ord. Kærlighed er også hjælpende hænder, god tid, mad og nærvær. Når vi møder sårbare mennesker med konkret omsorg, bliver evangeliet synligt.

Frihedsstien minder os om, at det ikke er alle, der frit kan praktisere og leve deres tro ud. Derfor må vi både forkynde frimodigt og værne om menneskers frihed til at tro, tvivle, søge og samles.

Tro i bevægelse er at handle på budskabet i pinsefortællingen.

Gud giver ord. Gud giver mod. Gud sender sin kirke ud

Da disciplene manglede mod, gav Gud dem Helligånden.

Når vi vil dele evangeliet, mangler vi ofte både ord og mod. Det er let nok at tale om tro i kirkens trygge rum, hvor mange kender budskabet. Det er sværere at være vidne i en verden, hvor tro og overtro for nogle er to sider af samme sag. Hvor troens fællesskab betyder mindre for mange, og hvor fokus ofte ligger på det enkelte menneskes præstationer. Det er svært at sige, at vi håber, når så mange har mistet håbet. Svært at stå ved evangeliet, når vi selv er usikre.

Disciplene kendte frygten. De havde svigtet. De havde gemt sig. De stod ikke frem i et stærkt fællesskab. Alligevel er det dem, Gud fylder med sin Ånd.

Gud ventede ikke på, at kirken blev organiseret og stærk nok. Gud sendte ikke kun de modige eller dem, der havde ordet i deres magt. Gud sendte Helligånden til mennesker, der havde brug for den.

Da disciplene havde lukket sig inde, sendte Gud dem ud.

Helligånden kom for at sende dem ud med evangeliet.

Derfor er pinse ikke kun en kirkelig højtid, vi fejrer for at mindes det, der skete i Jerusalem for 2000 år siden. Pinse er en bevægelse, Helligånden trækker os ind i.

En bøn om hjælp til at bringe pinsens budskab ud

Vi har brug for ord. Vi har brug for mod. Vi har brug for hjælp til at række ud og fortælle om evangeliets budskab.

Gud, giv os sprog. Giv os ord, der åbner evangeliet for mennesker omkring os.
Gud, giv os din Helligånd. Giv os mod, når vi bliver tavse. Giv os frimodighed til at pege på Kristus.
Gud, send os ud. Ud på Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien. Ud med et evangelium, der kan høres, deles, leves, mærkes og forsvares i frihed.

Pinsedag fortæller os, at vi aldrig er efterladt alene med opgaven. Da disciplene manglede ord, gav Gud dem sprog. Da de manglede mod, sendte Gud Helligånden. Da de var samlet bag lukkede døre, sendte Gud dem ud.

Det er stadig vores håb og vores bøn:
Kom, Helligånd. Gør Kristus levende iblandt os. Giv os ord, når vi mangler ord. Giv os mod, når vi tier. Giv os kærlighed til de mennesker, vi ikke forstår. Og sæt vores tro i bevægelse – så dit evangelium når mennesker.

Amen.

Læs mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Acts2Movement – Tro i bevægelse

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Skriv til webredaktion@baptist.dk, hvis du mener, der mangler noget.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Livsforvandling gennem bibellæsning (Bibelstien)
Tro i bevægelse – At vidne (Vidnestien)
Tro i bevægelse – Naboskab – om at bede for nabolaget (Nabostien
Tro i bevægelse – Omsorg begynder med at standse op (Omsorgsstien)
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura (Frihedsstien)

Tro i bevægelse – Helt almindelige mennesker. Baggrund og opdatering juli 2026.
Tro i bevægelse – ‘Gud gav Kyle en drøm’. Portræt af Kyle Henderson
Tro i bevægelse – Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
En visionær plan for verdensmission

Acts2Movement – Læs mere om Baptist World Alliances initiativ:

Meget mere information om den verdensomspændende bevægelse blandt baptister på https://acts2movement.org/

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Militærkøretøjerne dundrede forbi huset igen og igen.

De kørte gennem Druzhkivka i Donetsk-regionen, tæt på fronten. Soldaterne kom fra kampene – beskidte, trætte og mærket af krigen. Nogle var på vej videre. Andre havde brug for et kort øjeblik, hvor kroppen kunne få ro, mad og rent tøj.

Serhiis hjem lå lige ved vejen.

Serhiis hus i Druzhkivka (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Serhii var frivillig i den lokale baptistkirke. Allerede ved begyndelsen af Ruslands fuldskala invasion i 2022 oplevede han et kald til at blive og tjene i sin hjemby og i det østlige Ukraine. Han organiserede evakueringer og bragte hjælp ud til de familier, der blev.

Mens krigen fortsatte, voksede en ny tjeneste frem – næsten på familiens dørtrin.

Serhii og hans familie åbnede deres hjem for soldaterne.

Her kunne soldaterne få et bad, vasket tøj og noget at spise. De kunne hvile sig, tale med nogen – eller bare sidde et sted, hvor ingen krævede mere af dem.

I to år fortsatte familien arbejdet. De vaskede hundredvis af kilo tøj, lavede mad og opmuntrede de soldater, der kom forbi. Baptistkirken i Ukraine fortæller om familiens hårde slid med arbejdsdage på ofte 10-12 timer og personlige afsavn. Tjenesten nåede tusinder af soldater, før familien til sidst selv måtte evakuere på grund af de konstante angreb mod byen.

Når usikkerhed bliver hverdag

Historien om Serhii og hans familie er en del af den seneste opdatering fra Baptistkirken i Ukraine. Opdateringen tegner et billede af et Ukraine, hvor krigen ikke længere er en undtagelse, men et vilkår i hverdagen.

Ud for Serhiis hus stod et skilt med teksten: “Bad – Tøjvask – Hvile – For Ukraines væbnede styrker – Gratis!” (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Druzhkivka beskrives som en frontlinjeby, der dagligt rammes af styrede flybomber og fjernstyrede droner. Men usikkerheden er ikke kun et vilkår i Druzhkivka. Baptistkirken i Ukraine fortæller, hvordan mange ukrainere i dag lever med en dyb følelse af hjælpeløshed og utryghed: Ingen steder kan man vide sig helt sikker mod angreb fra missiler og droner.

Ifølge opdateringen blev 556 civile dræbt og mere end 2.800 såret i Ukraine i første kvartal af 2026. Det er, skriver de ukrainske baptister, 20 procent flere end i samme periode året før.

Midt i den barske virkelighed fortæller baptisterne i Ukraine om mennesker, der søger Gud for at finde håb og mening. Brigadepræst Anatolii Kushnirchuk fortæller, at han på én måned – efter ønske fra soldaterne – har uddelt mere end 300 eksemplarer af Det Nye Testamente, 27 lydbibler og over 670 bønnebøger.

»Mennesker længes efter håb, fordi vi lever i usikre tider,« siger han.

Gudstjeneste ved fronten (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Omsorg i de små handlinger

Beretningen om Serhiis families tjeneste er sært hverdagsagtig. Familien tilbyder et bad, et måltid mad og adgang til en vaskemaskine. Der er ikke store ord om krigens galskab eller kirkens rolle i historien. De hjælper lige der, hvor der er behov for hjælp.

Måske er det netop derfor, fortællingen står så stærkt.

I krig bliver små handlinger store. Rent tøj er ikke bare rent tøj, når man kommer direkte fra fronten. Et bad er ikke bare et bad, når kroppen har været udsat for ugers stress, støv og frygt. Et menneske, der siger: »Kom indenfor«, bliver et tegn på, at man ikke er glemt.

På Baptistkirken i Ukraines sociale medier kom der mange taknemmelige beskeder fra soldater, der havde mødt Serhii og familien. Den åbne dør og muligheden for et bad blev beskrevet som en velsignelse og en uvurderlig gave for de soldater, der kom forbi.

Kirken fortsætter arbejdet (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Kirken fortsætter

Rundt om i Ukraine fortsætter baptistmenighederne deres arbejde på mange forskellige måder.

70 rehabiliteringscentre hjælper mænd og kvinder ud af alkohol- og stofmisbrug og ind i et nyt liv. Et af centrene er »Forsoning« ved Grace Church i Irpin, hvor mere end 150 mennesker har modtaget hjælp siden krigens begyndelse, og 16 er blevet døbt.

Andre steder fortsætter gudstjenester, børnearbejde, hospitalspræstearbejde og socialt arbejde – også i landsbyer tæt på fronten og tæt på Tjernobyls eksklusionszone.

Faktaboks: Tjernobyl 40 år efter

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl nord for Kyiv. Katastrofen blev klassificeret på det højeste niveau på den internationale skala for nukleare hændelser.

Området omkring værket er stadig præget af den 30 kilometer brede eksklusionszone. I landsbyer nær zonen – blandt andet Ivankiv, Krasiatychi og Mlachivka – bor der fortsat mennesker, og lokale baptistmenigheder holder gudstjenester, børnearbejde og sociale aktiviteter.

For mange ukrainere er Tjernobyl ikke kun historie. Det er endnu et lag i hverdagen i et land, der bærer følgerne af både sovjettidens katastrofer og den igangværende krigs ødelæggelser.

I Krasiatychi samler en lille menighed mennesker fra nabolandsbyer, hvor der ikke findes kirker. Menigheden har eksisteret i mere end ti år og har omkring 30 medlemmer. Landsbyen har været besat, og befolkningstallet er faldet. Alligevel driver menigheden både børnearbejde, lejre, mandearbejde, social indsats og tjeneste blandt soldater.

Arbejdet ude i menighederne er måske en af de vigtigste fortællinger fra Ukraine lige nu: At kirken lever og fortsætter arbejdet blandt mennesker. Ikke som om krigen ikke findes. Ikke som om frygten og usikkerheden er væk. Men fordi mennesker stadig har brug for brød, bøn, fællesskab, bibler, rent tøj og hinanden.

Den tjeneste har også fået støtte fra baptister i Danmark. BaptistKirken har gennem indsamlinger og gennem det europæiske baptistfællesskab EBF og Baptist World Alliance været med til at støtte vinterprojekter i Ukraine. Her har nødlidende mennesker fået hjælp med mad, tæpper, skolematerialer og varme i kirkerne, så menighederne kunne fortsætte deres udadvendte arbejde. I alt er der på den måde formidlet mere end en halv million kroner.

BaptistKirken har støttet hjælpearbejde blandt traumatiserede børn (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Derudover har BaptistKirken sammen med Baptistkirken i Ukraine gennemført to projekter til mere end to millioner kroner i alt. Projekterne har især hjulpet traumatiserede børn gennem sommerlejre og andet psykosocialt arbejde. En del af indsatsen er undervisningsrækken »Biblica«, der består af bibelbaserede materialer rettet mod traumebearbejdning og psykosocial støtte til børn.

Et åndedrag af håb

Serhii og hans familie måtte til sidst forlade Druzhkivka. Det blev for farligt at blive længere. De russiske angreb blev konstante. Men de mennesker, familien mødte, har stadig brug for forbøn og praktisk omsorg, skriver Baptistkirken i Ukraine.

I opdateringen fra Ukraine står der, at selv den mindste venlige handling kan blive »et åndedrag af håb« – en påmindelse om, at mennesker ikke er glemt eller alene.

(Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Det lyder ikke af meget i en krig, der måles i missiler, droner, tabstal og ødelagte byer.

Men måske er det netop dér, kirken finder sin plads: Ikke ved at kunne standse krigen. Men ved at åbne døren, låne badeværelset ud, vaske en uniform, dele et måltid, lytte – og bede en bøn.

Og minde et traumatiseret, nedslidt og såret menneske om, at det stadig er et menneske. Set af Gud. Elsket af Gud. Ikke glemt.

Artiklen er blandt andet baseret på dokumentet “Ukraine update from the Baptist Union – April 2026″

Relateret

• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Læredagens emne var BaptistKirkens forhold til LGBT+ personer og ledelse – altså den helt store knast i udkastet til BaptistKirkens kommende værdier, punkt 4c, som under synoden i 2025 blev præsenteret således: ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet.”

Men spørgsmålet lurer: skal ordet ’seksualitet’ med? Skal det ikke med?

Men spørgsmålet lurer: skal ordet ’seksualitet’ med? Skal det ikke med? Og udvælger vi nu også kun på baggrund af kvalifikationer og gaver? Og hvem er ’vi’ for øvrigt? Er det alle menigheder i BaptistKirken eller kun nogen? Spørgsmålene er mange, og svarene sandsynligvis få eller i hvert fald svære at komme med!

Læredagens indhold

Til læredagen i Korskirken var der 80 deltagere, og man havde inviteret to eksterne oplægsholdere: Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken til at fremlægge deres syn på sagen, hvorefter fire baptister hver fik 25 minutter til at præsentere udvalgte perspektiver efterfulgt af opklarende spørgsmål fra opponenter og fra tilhørerne i salen. Her er link til Henrik Andersens reportage fra læredagen, og på BaptistKirkens Youtube-kanal kan man finde videooptagelser af oplæggene og lytte til de mange gode argumenter for forskellige positioner.

Målet: at forstå hinanden

Bag de forskellige teologiske positioner står mennesker med tro, erfaringer og sårbarhed.

I indledningen til læredagen udlagde Bodil Højbak Møller, vores generalsekretær, Christen Kolds ord om, at “Træde varsomt, for her bliver mennesker til”, som en opfordring til og påmindelse om, at bag de forskellige teologiske positioner står ikke blot argumenter og bibelvers, men mennesker med tro, erfaringer og sårbarhed. Målet med læredagen var derfor ikke at vinde en debat, men at forstå hinanden. Med henvisning til Jesus mindede Bodil forsamlingen om kaldet til sagtmodighed og ydmyghed.

Målet med læredagen var ikke at vinde en debat, men at forstå hinanden.

Bodil Højbak Møller indleder læredagen.

Sagens kerne er bibelsynet

Debatten om inklusion – eller mangel på samme – af LGBT+-personer i kirkens lederskab er nu heller ikke en debat, der lader sig vinde eller tabe, for sagens kerne er, når alt kommer til alt, bibelsynet. Jeg vil tro, at vi alle kan blive enige om, at Bibelen er verdens vigtigste bog, men hvordan vi læser den, er der ikke enighed om, heller ikke i et ganske beskedent kirkesamfund som BaptistKirken.

Sagens kerne er, når alt kommer til alt, bibelsynet.

Jeg bryder mig ikke om at kategorisere forskellige personers eller menigheders bibelsyn og sætte etiketter på, om de er konservative eller liberale, klassiske eller moderne. Det er tomme og relativt meningsløse varedeklarationer uden egentlig substans, og de bidrager ikke positivt til samtalen i fællesskabet. Under alle omstændigheder er vi vel alle enige om, at den allervigtigste ingrediens i opskriften på værdierne i BaptistKirken må være noget i stil med den første af de otte teser, vi vedtog i 2023:

”Vi er et fællesskab af menigheder, der sammen med alle kristne bekender troen på Gud som Far, Søn og Helligånd, der skaber, frelser, giver liv og vejleder. Vi tror, at Gud fuldt ud har åbenbaret sig i Jesus Kristus og igennem Helligånden fortsat åbenbarer sig.”

Frihed til fællesskab trods uenighed

Måske bruger vi i virkeligheden alt for mange kræfter på at definere vores uenighed, mens vi næsten tager vores enighed for givet. Vi bekender den samme Kristus, læser den samme Bibel og ønsker den samme kirke fyldt af Åndens frugter – og alligevel taler vi undertiden, som om netop knasten i punkt 4c, inklusionsspørgsmålet, afgør alt.

Måske bruger vi i virkeligheden alt for mange kræfter på at definere vores uenighed, mens vi næsten tager vores enighed for givet.

Den oplagt største udfordring er derfor ikke, at vi er et uenighedsfællesskab, men at vi gør uenigheden langt større, end den behøver være. Hvis samtalen bliver en kombineret bibelsyns- og identitetskamp frem for en fælles søgen efter det, vi er enige om, mister vi noget meget væsentligt baptistisk: friheden. Friheden er jo noget helt særligt baptistisk, både kirkehistorisk og teologisk. Frihed er en helt unik DNA-streng i BaptistKirkens genetik. På læredagen i Korskirken problematiserede de to eksterne oplægsholdere Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken begge baptisternes store forkærlighed for kongregationalismen, menighedernes selvstyre, hvorom de to herrer – i al venskabelighed – ikke havde meget positivt at sige. Man kunne have lyst til at læse Børge Andersens digt fra 1975 for dem:

Frihed

At være baptist
er det frieste i verden.

Det er at tro på Gud,
så jeg frit bøjer mig
for hans almagt.

Det er frit
at følge Jesus Kristus.
Det er af egen fri vilje

at lade sig døbe
på hans befaling.

Det er at leve
og foldes ud
sammen med hans folk
i Guds børns
umistelige frihed.[1]

Ved læredagens afslutning opsummerede Pia Duebjerg Andersen fra ledelsen, at deltagerne gik klogere hjem, end de kom. Fuld teologisk enighed blev der ikke nødvendigvis skabt, men måske blev der lagt et lille fundament for at kunne blive ved med at tale sammen. Det håber jeg er sandt.

[1] Børge Andersens digtsamling: Det som livet er, Aalborg 2015

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere

Lyt til artiklen:

Anne-Mette Bredahl var ikke glad for fysisk aktivitet som barn. Med hendes egne ord var hun ”klassens klodsmajor”.

Derfor havde hun glædet sig længe til sin tiårs fødselsdag. Når hun blev ti, måtte hun cykle de fem kilometer til spejdermøde i Korskirken i Herlev. Spejder var drømmen. Her vidste Anne-Mette, at der var plads til hende.

Men det første spejdermøde gik slet ikke, som hun havde håbet.

Anne-Mette Bredahl (Foto: Thale Hartmann)

”Da vi næsten var færdige, sagde de, at her til sidst skal vi spille rundbold. Jeg blev så skuffet. Jeg troede, jeg havde fundet en aktivitet, hvor jeg kunne være med, uden at nogen opdagede, hvor dårlig jeg var til fysisk aktivitet. Vi kom ud, og førerne skulle vælge hold. Der var nogle store drenge på 15 år og mange, der var meget bedre end mig. Men den spejderfører, der skulle vælge, valgte mig. Hun valgte mig allerførst. Je g fik et  chok. Det gjorde simpelthen sådan et indtryk: Tænk engang, at hun vælger mig først i stedet for alle de andre. Her vil jeg gerne være!”

”Det er nogle gange de små ting, der gør den store forskel for børn, der er usikre eller ikke trives,” siger Anne-Mette og fortsætter:
”… som at blive valgt først til en rundboldkamp, alle andre har glemt.”

Senere i livet blev Anne-Mette Bredahl kendt som guldvinder ved de paralympiske lege, Danmarks første blinde psykolog og hædret for sin forskning. Men til det første spejdermøde var hun et barn, der havde brug for at blive set. Ikke for det, hun præsterede, men for den, hun var.

”Det gjorde, at jeg blev i spejde rne i mange år. Min spejderfører kommer jo også i Korskirken. Og vi er stadigvæk gode venner.”

Korskirken blev Anne-Mettes sted: Her som Luciabrud med koret fra Korskirken (Foto: Preben Scott)

Korskirken blev Anne-Mettes sted

Her kom hun sammen med sin familie. Hun gik til spejder, spillede musik og sang i kor, og kirken blev et sted, hvor hun oplevede fællesskab.

”Selv om jeg følte mig lidt anderledes, var det et fint sted at være,” siger hun.

Barnet, der følte sig forkert

Som barn følte Anne-Mette tit, at hun var anderledes. Fysisk aktivitet mistede hun hurtigt lysten til, og som teenager blev livet kun mere kompliceret:
”Jeg var jo sådan en, der ikke kunne gribe bolden, før den ramte mig på næsen. Jeg faldt over alting. Hvad ingen vidste dengang var, at mit syn allerede var dårligt. Jeg havde dårlig selvtillid, når det handlede om min krop. Som ung turde jeg ikke danse til festerne: Når det er lidt mørkt for andre, gør min sygdom, at det er helt sort for mig.”

Anne-Mette følte sig anderledes, og hun tænkte tit over, hvorfor hun ikke var som de andre unge.

Da forklaringen kom

Først som 18-årig fik Anne-Mette Bredahl forklaringen: Hendes syn var dårligt og det ville kun blive værre. Diagnosen lød på Retinitis Pigmentosa, en genetisk betinget sygdom, der gradvist ødelægger nethinden. Senere mistede Anne-Mette synet fuldstændigt.

”Det var vældig hårdt, men det var på en måde også lidt godt at få diagnosen. Jeg fik en forklaring. De mange mærkelige situationer, jeg havde været i, gav mening. Det var derfor, at jeg var dårlig til at være med på natløb med spejderne. Pludselig stod det klart, hvorfor bolden var så svær at gribe. Hvorfor orienteringen svigtede.”

Diagnosen gav ny forståelse af det liv, hun allerede havde levet. For mange ville diagnosen betyde tab af fremtid. For Anne-Mette blev den et incitament til at finde ny retning i livet.

Anne-Mette finder retning i livet

”Jeg brugte de næste år på at rejse. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, så jeg rejste rundt i verden, indtil jeg mistede synet, da jeg var 22. Min tanke var, at jeg skulle skynde mig at opleve så meget som muligt, inden jeg mistede synet,” fortæller Anne-Mette.

Hjemme igen gik hun på kursus på Blindeinstituttet og tog senere på højskole. Et valg, der kom til at betyde alt, fortæller hun:

”Jeg havde mange lange tandemcykelture med forstanderen, som flere gange spurgte: Anne-Mette, hvad vil du med dit liv? Det ved jeg ikke rigtigt… Ja, men hvad ville du være, hvis du kunne se?… Så vil jeg være læge! Men det dur jo ikke, når man ikke kan se…. Nej, det var rigtigt… H vad kan du så være i stedet for?”

Samtalerne med højskoleforstanderen arbejdede videre i Anne-Mette. Langsomt tog en ny retning form. Måske kunne hun blive en slags læge, der ikke behøvede at  kunne se patienterne, men kun lytte til dem. Refleksionerne blev konkrete og senere blev hun optaget på psykologistudiet som den første blinde dansker.

Studiet var hårdt: Underviserne havde aldrig haft en blind studerende, der var ingen hjælpemidler til blinde studerende og Anne-Mette måtte selv finde sin egen vej gennem studiet. Alligevel elskede hun studiet og fik hurtig mange gode studiekammerater.

Hun understreger familiens betydning:
”Den støtte, jeg har fået af mine forældre og søster, har betydet utrolig meget. Jeg skulle gøre det, som gjorde mig glad. Uanset om det handlede om skiløb eller uddannelse. Alt det har de støttet mig i. De har hjulpet med at renskrive opgaver og alle de praktiske ting. Penge havde vi ikke så mange af, men der var meget kærlighed og støtte. Uanset om det gik godt eller skidt: Så længe jeg gjorde mit bedste, så var det fint.”

Anne-Mette fremhæver, at selvom det kræver meget mod og styrke at kaste sig noget nyt, så har det  været afgørende at have gode støtter:
”Jeg var heldig at have en god familie, gode venner, møde en forstående forstander og en fantastisk socialrådgiver – uden dem var det ikke gået”

Anne-Mette op ad bratte bakker med guiden Monica (Foto: Privat)

Da skiene ændrede fortællingen

Det mærkelige er, at den pige, der frygtede rundbold til spejdermødet, senere blev Danmarks største vintersportsparaatlet.

Vejen ind i skisporten begyndte ved et tilfælde. Som fattig studerende fik hun mulighed for en gratis ferie:
”Jeg så en annonce for en gratis rejse for to unge blinde danskere. Jeg elsker gratis rejser! Jeg læste den på punktskrift, og det gik nok lidt hurtigt, for jeg havde ikke lige fået med, hvad det var for en type rejse.”

Det var først senere, Anne-Mette opdagede, at det var en skirejse!

”Jeg havde hørt, at alle danskere, som tog på skiferie, brækkede et ben. Hvis man putter den største danske klodsmajor, som ovenikøbet er blind, på ski, så må hun mindst brække halsen. Jeg skulle ikke på nogen ski!”

Den korte version er, at Anne-Mette tog med til Norge. Hun kom også ud på ski. Og det viste sig, at noget helt nyt ventede hende dér.

På ski oplevede hun for første gang tryghed ved fysisk aktivitet. Kroppen svigtede hende ikke længere. Den kunne bære hende til nye oplevelser.

”Jeg havde fundet mig til rette med, at jeg var dårlig til idræt. Og så oplevelsen af, jamen, måske er jeg ikke så dårlig til i dræt alligevel. Måske er det fordi, at jeg har prøvet at gøre ting på en måde, som jeg ikke havde forudsætninger for at klare.  Der er mange måder at håndtere kriser på. For nogen er det godt at finde en ny måde at gøre noget på. For mig blev idrætten en helt ny arena. Det havde jeg altid været dårlig til, og nu var jeg faktisk bedre til det, end jeg nogensinde havde været.”

Anne-Mette blev grebet af skiløb. Biathlon (langrend og skydning) blev hendes idræt, og her viste det sig at hendes mangeårige interesse for musik og korsang var vældig nyttig. Når Anne-Mette skyder, lytter hun sig nemlig frem til centrum af målskiven. Hendes skitalent blev bemærket og hun kom på landsholdet. Hun blev støttet af Team Danmark og som forberedelse til sit tredje PL i Nagano i 1998, rejste hun til Norge for at få optimale betingelser til sin forberedelse.

Anne-Mette Bredahls PL og VM-medaljer

År	Turnering	Disciplin
1992	PL i Barcelona, Spanien	Sølv i goalball
1994	PL i Lillehammer, Norge	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 5 km klassisk teknik Bronze i 15 km klassisk teknik.
1998	PL i Nagano, Japan	Bronze i 7,5 km biathlon Guld i 5 km fri teknik.
1996	VM i Sverige	Guld i 7,5 km biathlon Bronze i 15 km langrend
2000	VM i Schweiz	Guld i 7,5 km skiskydning Guld i 15 km langrend

Guld, VM-titler og World Cup-sejre

Det, der begyndte som et frirum, udviklede sig til en usædvanlig karriere.

Anne-Mette Bredahl vandt sølv i goalball ved de paralympiske lege i Barcelona i 1992. Ved vinterlegene i Lillehammer i 1994 vandt hun guld i skiskydning og to bronzemedaljer i langrend. I Nagano i 1998 fulgte endnu et guld og endnu en bronze. Dertil kom fire VM-guld og tre samlede World Cup-sejre i biathlon.

Det er resultater, som i sig selv er bemærkelsesværdige. Men for Anne-Mette Bredahl blev medaljerne symbol på meget mere end sportslig triumf. Medaljerne blev det ydre tegn på en omvæltning i hendes liv:
”Det, at lykkes på et felt, hvor jeg troede, jeg var verdens dårligste, det gjorde noget ved min selvtillid. Jeg begyndte at vokse som person. Min familie sagde også, at jeg fik et helt andet kropssprog. I stedet for at være sådan en, der gik i ét med tapetet, så blev jeg en, der viftede med arme og hænder, når jeg snakkede. Jeg fik endda selvtillid nok til at danse. Jeg er ikke god til at danse, men nu er jeg jo lidt ligeglad. Jeg synes bare, det er dejligt. Jeg fik sådan en kropslig robusthed, der hjælper til at tackle livet.”

Bryllup i klitterne i Sæby (Foto: Privat)

Erfaringerne blev til et kald

For Anne-Mette Bredahl blev sporten ikke en afsluttet karrierehistorie. Den blev en del af hendes faglige kald.

Som psykolog arbejdede hun først med kræftramte mennesker og deres familier. Efter flytningen til Norge arbejdede hun som psykolog på Beitostølen Helsesportsenter. Siden kom forskning og et langt fagligt virke med fokus på psykologi, handicap, fysisk aktivitet, rehabilitering og sjældne diagnoser.

Anne-Mette har forsket i, hvad fysisk træning kan betyde for livskvaliteten for mennesker med handicap:
”Nogle gange tager vi kun udgangspunkt i diagnosen. Og tænker, at har personen den diagnose, så er det nok den her aktivitet, som er rigtig for vedkommende. Men det er vigtigt at undersøge hvad er det for mennesker? Hvor er de på vej hen i deres liv? Hvis den ene vil på landsholdet i kørestolsrace og den anden vil have gangtræning, og man kun har en løsningsmodel? Så kommer man i hvert fald til at fejle i mindst det ene tilfælde.”

Anne-Mette er også optaget af, at fysisk træning gør os mere robuste – uanset om vi er handicappede eller ej. ”Jeg har mødt mennesker, der siger: ’Det er nemt for dig, du har vundet så meget.’ Det er rigtigt, siger jeg så. Men ved du hvad? Jeg har tabt mindst ti gange så meget. Man taber en masse. Der er ingen, der altid vinder. Det kan lige så godt handle om at få gode karakterer i matematik eller i engelsk eller blive god til at spille på trommer. Det giver en robusthed at arbejde fokuseret med noget, man vil være bedre til.”

Anne-Mette med sønnen Marcus på et år på deres første skitur ( Foto: Paul Bowen)

Psykisk og fysisk robusthed er et emne, der optager Anne-Mette. Interviewet er næsten slut – men der er lige en ting mere:
”For fem år siden var jeg meget alvorligt syg af kræft. Jeg gik med rollator. Jeg plejer jo at løbe og træne hver dag, så jeg tænkte: ’Jeg kan ikke lade folk se mig med rollator!’. Men jeg blev nødt til at tage mig sammen – ligesom efter en idrætsskade. Man kan ikke hvile sig i form! Så det blev intervaltræning: 100 meter hen til en bom på vejen, hvile på rollatoren og tilbage igen. Tre runder! Det var ikke på medaljeniveau! Men jeg ville have parkeret rollatoren hurtigst muligt!” Heldigvis er hun tilbage i skisporet igen.

Korskirken er stadig Anne-Mettes sted

I dag bor Anne-Mette med sin mand Paul i Oslo. Sammen har de sønnen Marcus, der er flyttet til Danmark, hvor han går på internationalt gymnasium på Viborg Katedralskole.

Gennem egen erfaring og sin forskning har Anne-Mette lært, at det ikke kun er behandling, diagnoser og viljestyrke, der former menneskers liv. Det er også familie, venner, kolleger – mennesker omkring dig, der giver livet glæde, mening og fællesskab. Det handler ikke om at overvinde alle odds og stå alene på toppen. Det handler om at lade sig bære af familie, fællesskab og tro – og finde en vej, hvor både sårbarhed og styrke kan få plads:
”At arbejde som psykolog er utrolig givende og jeg oplever, at folk som står i vanskelige situationer lettere får tillid til mig. Måske fordi de tænker, at jeg, med mit handicap, også selv har erfaring med at have det vanskeligt i perioder. Måske er det også med til at give lidt håb”.

Selv om Anne-Mettes liv i mange år har været forankret i Norge, er Danmark, og alle de mennesker hun holder af her, stadig vigtige i hendes liv.

Korskirken.

Og de mennesker, hun mødte i sin barndom og ungdom. Mennesker, der så mere på, hvem hun var, end hvad hun kunne. Anne-Mette er fortsat en del af menigheden. Når hun er i Danmark hos sine forældre, kommer hun stadig i Korskirken.

”Det er mit sted. Det er der, jeg har rod, og det er der, jeg føler mig hjemme,” siger hun.

Familien samlet til jul – Anne-Mette, hendes forældre, Paul og Marcus (Foto: Privat)

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 10. jun. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord

Find flere