Lyt til artiklen:

“Da jeg blev gravid, var min familie ikke glad. Jeg følte mig skamfuld og gemte mig derhjemme. Men nu vil jeg klare mig selv og tage ansvar for mit barn.” Sådan siger 26-årige Solange, der blev mor for 10 måneder siden. Hun er en af deltagerne i projektet for unge enlige mødre på centeret ”Let the Little Children Come to Me” (LLCCM) i Butare i Rwanda. Projektets mål er at hjælpe kvinderne tilbage i samfundet.

Mortens besøg på LLCCM-centeret

Morten Kjær Kofoed, Sekretær for International Mission i BaptistKirken, besøgte centeret den 15. marts 2026. Morten fortæller:
”Da jeg var på besøg, var omkring 30 unge kvinder mellem 16 og 29 år tilknyttet projektet. De kom fra lokalsamfundet, og alle var enlige mødre. Hver af dem bar på en historie om social isolation, skyld og skam – men de havde et fælles håb om en ny begyndelse.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Et arbejde med rødder tilbage til 2016

I 2016 fik YEGO[i] sammen med partnerorganisationen AEBR Youth i Rwanda støtte af Dansk Ungdoms Fællesråd til projektet ”Young Single Mothers.” Det blev begyndelsen på det arbejde, der stadig hjælper unge enlige mødre, der ofte er udstødt af familie, venner og kirke. Samtidig skal projektet give kvinderne færdigheder og tro på egne evner, så de kan finde fodfæste i samfundet igen.

I dag er det BaptistKirken i Danmark, der driver ”Young Single Mothers”-projektet sammen med partnere i Rwanda. Projektet har modtaget støtte fra Civilsamfund i Udvikling (CISU), men er i dag finansieret af indsamlede midler fra menigheder, spejderkorpset og engagerede enkeltpersoner.

Når tro bliver til konkret handling

Projektet på LLCCM bygger på Jesu ord om, at vi skal tage os af de mindste – samfundets marginaliserede og udstødte (Matthæus-evangeliet, kapitel 25, vers 40). For kvinderne har graviditeten fået store konsekvenser. De er blevet isoleret fra familie og fællesskab, og de fleste har samtidig måttet opgive deres skolegang. Men projektet giver dem en ny retning. Som en af deltagerne udtrykte det:
“Vi er glade for, at I kommer for at hjælpe – ikke bare som besøgende, men for at gøre en forskel.”

Fag, færdigheder og tro på fremtiden

Projektet gør en konkret forskel for kvinderne. Tilbuddet er helhedsorienteret og rettet mod reetablering i samfundet. Kvinderne får tilbudt uddannelse i seks måneder som syerske eller i tre måneder som frisør.

24-årige Claudine, mor til lille Fabrice på fire måneder, ser fremad og erklærer optimistisk:
“Jeg vil lære at sy, så jeg kan forsørge mig selv og min søn. Jeg vil ikke være afhængig af andre.”

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Værdighed, sundhed og ansvar for livet som forælder

Morten fortæller videre fra besøget:
”Det var ikke alle kvinderne, der havde været med i det oprindelige projekt. Derfor var der tilføjet kurser i almen sundhed, børns sundhed, ernæring og livet som forælder. Projektet rækker dermed ud over blot at give praktiske færdigheder. Det handler om værdighed, ansvar og nye muligheder – og om at give både mødre og børn en fremtid.”

Omsorg, råd og hjælp tilbage til familien

Et af de nyere tiltag i projektet er frivillige ”bedstemødre”. De fungerer både som brobyggere til de unge kvinders familier – hvor der ofte er opstået konflikter – og som støttepersoner, der tilbyder omsorg, råd og praktisk vejledning i hverdagen.

Régina på 52 år er en af bedstemødrene. Som motivation for at engagere sig siger hun:
“Jeg kunne ikke vende ryggen til min egen datter, da hun stod i samme situation. Nu vil jeg hjælpe andre unge kvinder, så de ikke står alene.”

Ingen hjælp uden formaning!

De lokale myndigheder bakker også op om indsatsen og har deltaget i udvælgelsen af deltagerne. Myndighederne forbeholdt sig dog ret til at ”løfte pegefingeren” over for kvinderne i forbindelse med starten på projektet: En såkaldt kønsansvarlig (”gender officer”) understregede vigtigheden af disciplin, respekt og at gribe muligheden:
“Når I får denne chance, må I ikke spilde den,” lød det fra myndighedsrepræsentanten.

Han blev bakket op af projektleder Leonard, som opfordrede kvinderne til ikke at havne i samme situation igen. Bemærkningerne viser, at det omgivende samfund fortsat har svært ved at slippe forestillingen om, at kvinderne selv bærer skylden for deres situation.

Unge enlige mødre på LLCCM (Foto: Morten Kjær Kofoed)

Håbet spirer – men det kræver opbakning

Morten slutter sin beretning fra besøget:
”Desværre er der fortsat mange unge mødre i Rwanda, der er i samme situation som de 30 kursister i Butare. Bare i LLCCM’s lokalområde er behovet langt større end projektets ressourcer kan dække i dag. Derfor er der fortsat brug for opbakning. Hver eneste gave – uanset størrelse – er med til at give en ung mor mulighed for at lære et fag, genvinde sin værdighed og skabe en fremtid for sit barn. Midt i alle udfordringerne spirer håbet. Men håbet bærer kun frugt, hvis det får næring.”

At støtte mødrene er også at tage imod børnene

I snart ti år har først YEGO og siden BaptistKirken støttet arbejdet blandt unge enlige mødre. Mange børn og mødre er blevet hjulpet til et bedre liv. Det er et stærkt vidnesbyrd om, hvad fællesskab og vilje til at dele kan skabe på tværs af lande og livsvilkår. Hvis vi tager Jesu ord om de mindste alvorligt, så handler det også om at støtte deres mødre.

[i] Siden 2010 har Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) og Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) samarbejdet om projekter i Rwanda. Samarbejdet hedder YEGO, der betyder ”Ja” på kinyarwanda.  Projekterne har fokus på unges rettigheder og rolle i udviklingen af Rwanda.  Og YEGO er et ”Ja” til at nedbryde fordomme, skabe relationer til det globale syd og tage ansvar for den verden, vi lever i.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!

Find flere

Lyt til artiken:

For enden af en villavej ligger Holstebro Baptistkirke. Næsten som om den ikke vil forstyrre. Hvis du søger på Google Streetview, får du et billede af krattet foran kirken. Indenfor er der varme, kaffe og den særlige ro, som opstår, når folk kender hinanden. Formand Hanna Ringgaard og menighedsrådsmedlemmerne Leif Christensen og Allan Thing har kaffen klar – og fastelavnsbollerne.

Talen falder hurtigt på det tætte fællesskab, for netop dér ligger også sårbarheden: Når man er få, kan den enkelte ikke gemme sig i mængden. Ordene vejer tungere. Accept af hinanden betyder alt.

Fra venstre: Hanna Ringgaard, Leif Christensen og Allan Thing (Foto: Henrik Andersen

I den lille menighed er reglerne få. Når noget bliver svært, folder de hænderne i Holstebro. “Der er fokus på bønsfællesskabet,” fortæller Allan og fortsætter: ”Til gudstjenesterne har vi altid et punkt, hvor vi beder sammen – og under ordet frit, beder vi også tit for hinanden.”

Mange menigheder venter på, at verden udenfor opdager deres arbejde. For enden af villavejen i Holstebro er det ikke nemt at blive opdaget. Derfor har menigheden valgt at gå ud: støtte det, der allerede virker – og være med i det tværkirkelige arbejde i Holstebro. I Kirke Care og Kirkernes Sociale Arbejde møder menigheden mennesker, der aldrig ville tage turen til enden af villavejen. Baptistkirken gør det sammen med andre kirker, fordi ressourcerne er få, og fordi de fælles initiativer rækker ud i lokalsamfundet.

Bøn fylder meget i det lille fællesskab i Holstebro. På menighedens Facebookside er der ugentligt ord til opbyggelse.

Samtidig er der drømme for fremtiden: at flytte tættere på livet i midtbyen – måske med et enkelt, åbent sted, hvor man kan komme forbi på en hverdag og få en kop kaffe. Men mellem drøm og virkelighed står en betalt kirkebygning på gratis grund – og et lille fællesskab, der både er stærkt og sårbart. Er det muligt at realisere drømmen uden at miste hinanden af syne?

Den omvendte strategi?

I Holstebro er der cirka 40 medlemmer. Menighedens medlemmer er geografisk meget spredt og det er svært at samle mere end 20 medlemmer til arrangementerne. Selv om der tit dukker andre end medlemmerne op, slider det ikke meget på kirkebænkene. For den lille menighed vil ”refleksen” ofte være at bruge kræfterne i fællesskabet i stedet for udenfor fællesskabet. Men ikke i Holstebro!

Hanna fortæller: ”Vi havde en samtale om, at vi skulle gøre noget ude i byen. Og i den snak kommer vi så ind på, at det kunne være noget for de unge om natten, så de ikke falder i åen!” Latteren breder sig rundt om bordet og Leif fortsætter: ”Det er rigtigt! For jeg har altid ment, at vi skulle gå ud ad døren i stedet for kun at gå ind ad den!”

Allan griber tråden: ”Du vil gerne være konkret. Og da Kirke Care henvender sig, er du allerede klar og så får du trukket os andre med! Vi kan sætte alt muligt i gang, men hvad er sandsynligheden for succes? Så hellere hjælpe der, hvor der allerede sker noget. ”

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Fredag aften i gågaden

Det er fredag aften i Holstebro. Festen har allerede været i gang et stykke tid på barerne og diskotekerne i gågaderne omkring Nørregade og Store Torv. For nogle er festen allerede ved at være forbi: Lidt for meget alkohol, en tabt telefon eller kærestesorger. Ude på gaden er der hjælp at hente fra Kirke Care. Et team på tre voksne med et karakteristisk logo på ryggen.

”Vi er fire fra kirken med i Kirke Care. Vi evangeliserer ikke, men møder de unge med omsorg og kærlighed. Der står jo Kirke Care på vores tøj, så det er tit de unge gerne vil tale om tro, eller bare fortælle os, at de kan både fadervor og trosbekendelsen” forklarer Leif, ”Det er rigtig godt at være med i udadvendt arbejde som menighed.”

Menigheden i kirken for enden af villavejen venter ikke på at blive fundet. Den går ud og møder mennesker.

Når frikirke og folkekirke bygger sammen

Samtalen om Kirke Care fører naturligt videre, da Hanna siger: ”Vi møder jo også mange fra de andre kirker gennem Kirke Care…”. Allan er hurtig til at samle tråden op: ”Det er virkelig en del af vores tværkirkelige fællesskab her i Holstebro: Vi går sammen og taler sammen med folk fra andre kirker. Det danner bånd, skaber netværk og bryder barrierer ned.”

”Det er en gave, Gud har givet os! Vi søgte det og det kom til os,” siger Hanna, ”på sådan en iskold nat kan man nå at få mange gode snakke med de andre!”

Rundt om bordet fremhæver alle tre det tværkirkelige samarbejde. Ikke kun fordi baptisterne får ros for at stille med ti procent af menigheden til Kirke Care, men fordi samarbejdet med andre styrker sammenholdet indadtil. Når kirken ikke kun er en adresse for enden af villavejen, men lever i hele byen, er det nemmere at samle energi. Der er oplevelser om tro og fællesskab, der kan deles, når ordet er frit til søndagsgudstjenesten.

Læs mere om Holstebro Baptistkirke:

På web: https://holstebrobaptistkirke.dk/
På Facebook: https://www.facebook.com/profile.php?id=100070428941705#
Om Kirke Care på landsplan: https://www.kirkecare.dk/
– og lokalt: https://www.facebook.com/kirkecareholstebro

Det virker – men det fylder ikke kirkebænkene

Der bliver en smule stille, da Hanna, Leif og Allan reflekterer over, at den udadvendte indsats ikke får flere til at søge baptistkirken.

”Måske er vi kommet til at acceptere, at vi er en husmenighed, hvor vi tager os af hinanden. Selv om vi gerne vil være mange flere,” reflekterer Hanna, ”For vi er jo heller ikke en stærk menighed, hvis man kan udtrykke det sådan. Vi har mange gode værdier, vi har mange gode kræfter, men vi har også mange, der internt bruger meget energi på samtaler med hinanden. Der er mange, der kæmper.”

Der er enighed om, at det tætte og nære liv i den lille menighed gør det nemmere at tage fat i hinanden og invitere hinanden med ud og opleve fællesskabet med andre kirker.

Holstebro Baptistkirke (Foto: Henrik Andersen)

Tæt på hinanden – og derfor sårbare

Samtalen fortsætter om det tætte fællesskab. Man tager sig af hinanden, hjælper hinanden med stort og småt. Sikkert også noget, som fællesskabet slet ikke hører om. Men især en ting kan give udfordringer, fortæller Leif:
”Det er svært at tage de alvorlige snakke, fordi vi kender hinanden så godt. Det er svært at sige noget negativt, og det er en kæmpe udfordring i den lille menighed. Det bliver meget hurtigt personligt.”

”Der skal ikke meget til, før man får hjertebanken,” fortsætter Allan, ”det er jo ikke en fjern relation, der sidder ved siden af. Det er faktisk en, jeg gerne vil være sammen med.”

På spørgsmålet om, hvordan menigheden håndterer konflikterne, er der ikke meget tvivl i svarene. Allan samler op med et smil: ”Der er ikke noget, der er for stort eller for småt – det skal bedes væk!”

De vildeste drømme: Café i midtbyen!

Det tager lige et øjeblik og kræver en smule tilløb før Leif tør præsentere sin vildeste drøm for menighedens fremtid:
”Det er simpelthen, at vi skal… af med det her sted og så skal vi ned og bo midt i byen.”

Hanna falder ind: ”Så skal vi jo have den der lille café, der har åbent lørdag formiddag.”

Der er enighed om, at udfordringen ved de vilde fremtidsdrømme ikke er om menigheden har lyst til at drømme med. Men om menigheden har ressourcer til at realisere drømmene. Ligesom i mange andre frivillige fællesskaber er det svært at finde frivillige nok til at drive fællesskabet. Når driften også omfatter en ældre bygning med utæt tag, er det ofte ”Tordenskjolds soldater”, der møder op.

Leif peger på, at der en drøm, der overskygger alle andre:
”Den vigtigste drøm er nok at finde nogle, vi kan give stafetten videre til. Så tror jeg, at dem, der kommer, vil drømme nye drømme.”

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter?…” (Foto: Henrik Andersen)

En betalt kirke på gratis grund

Store og vilde drømme kan også komme med en pris, hvis de skal realiseres.

”Grunden er gratis her. Kirken er betalt. Men hvad vil kommunen forlange, hvis vi flytter? Skal vi vælte huset, så vi efterlader en bar grund? For mig er det sådan noget, det handler om,” siger Hanna.

De andre er enige. Der er udfordringer ved at drømme vildt og stort. Og flere udfordringer ved at realisere drømmen. Samtalen vender tilbage til omdrejningspunktet: den lille menighed, da Allan siger: ”Det ville også kræve lidt flere hænder at drive kirke i midtbyen…”

Det lille fællesskab giver mulighed for at være kirke tæt på menneskers hverdag. Men det er også de vilde drømmes begrænsning.

En levende menighed

I BaptistKirken har vi lukket små menigheder, fordi livet langsomt er ebbet ud. I Holstebro er der et livgivende bønsfællesskab i den lille menighed. Når de ikke beder, går de ud ad døren og møder verden i fællesskab med andre kirker.

De giver sig selv lov til at drømme vilde drømme. Krattet på Google Streetview får ikke lov til at blive det sidste billede: De drømmer om at flytte kirken for enden af villavejen til livet i midtbyen.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen her:

”Hvad laver du, hvis jeg møder dig en helt tilfældig aften?” Spørgsmålet får Sebastian til at grine højt:
”Hvis jeg ikke laver et eller andet bestyrelsesarbejde eller sidder til møde, kan jeg godt lide bare at være social sammen med andre. Min kæreste spiller klaver og nogle gange synger vi sammen, selvom det ikke altid lyder så godt, når jeg synger med.”

Liv i fællesskab fylder meget for Sebastian. Ved siden af statskundskabsstudiet på Københavns Universitet handler livet om kæresten, bofællesskabet, fællesskabet i den kristne fodboldklub FC Udfordringen og vennerne. Men lige nu er det især én opgave, der trækker: Sebastian er ny formand for BBU. Og han har et mål med arbejdet:
”Jeg tror meget på fællesskaber, der er inkluderende og attraktive, som er trygge og sjove at komme i. Det er det, der skal få børn og unge i kirken, fastholde dem, og få dem til at vokse i tro.”

“Der fik jeg lidt formandskasketten…”

Sebastian blev valgt til formandsposten i september 2025, men hans vej ind i BBU-ledelsen begyndte tidligere. I 2023 blev han næstformand, og da den daværende formand, Nicolas Fromsejer, rejste til Honduras i et halvt år, fik Sebastian “formandskasketten” i praksis.

“Der fik jeg prøvet det. Jeg kunne godt fornemme, at Nicolas godt ville give posten videre på en god måde. Så valget kom lidt naturligt. Jeg har svært ved ikke at engagere mig, når jeg først er i det,” siger han.

Sebastian Bækgaard

• Formand for Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund siden september 2025.
• 24 år gammel, bor i København i et bofællesskab og læser statskundskab på 4. semester på Københavns universitet.
• Har rødder i Roskilde Baptistkirke, var ung i Pinsekirken i Odense i gymnasietiden og er i dag medlem af Kristuskirken på Nørrebro.
• Har gennem flere år været en del af BBU’s miljø – sommerstævner, ledertræning og som næstformand.
• Bestyrelsesmedlem i den kristne fodboldklub FC Udfordringen.
• Forsøger at dyrke sport, når lektierne ikke fylder for meget.

BBU som hjem – og en vej tilbage

Sebastian er vokset op i Roskilde Baptistkirke og BBU er næsten skrevet ind i familiehistorien. Både hans far og storebror har været engageret:
”Min far var med i ’gamle dage’, og min bror har også siddet som næstformand i en periode. Det var nok allerede dengang, da jeg var barn og teenager og kom med på Sommerstævne, at jeg for alvor fandt ud af, hvad BBU var”.

Sebastian peger på Sommerstævnerne og discipelskabs- og lederkurset SHIP som oplevelser, der har bidraget til hans udvikling som leder. Men også oplevelser, der har givet relationer på tværs af landet og oplevelsen af at være en del af noget større end kun den lokale hverdag.

Sebastian bruger sig selv som eksempel, da han peger på vigtigheden af at fastholde unge i foreningsarbejdet. ”Jeg flyttede med familien til Odense i 2019 og skiftede kirkesamfund til Pinsekirken. Men fordi BBU altid har været en del af mit tros- og kirkeliv, var det ikke svært at vende tilbage, da Nicolas opfordrede mig til at gå ind i arbejdet.”

“Det kan godt være, jeg sidder for bordenden…”

Sebastian er meget bevidst om sin manglende erfaring som formand. Netop derfor har han allerede gjort sig en del tanker om udfordringerne. På spørgsmålet: ”Hvilken type leder vil du gerne være?” svarer han:
”Det er vigtigt for mig at være inkluderende, når vi mødes i ledelsen. Jeg er nysgerrig på, hvad andre har at sige, og hvad vi hver især kan byde ind med. Det kan godt være, at det er mig, der sidder for bordenden, men det betyder ikke, at det er mine ord, der skal vægtes højst, eller at det er mig, der har ret”.

BBU rammer plet! (Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Han er bevidst om sine egne kompetencer i forhold til økonomi og drift, men lige så bevidst om, at han ikke har den store erfaring fra livet i lokalforeningerne eller som leder på Sommerstævnerne:
”Det er jo noget af det, jeg som leder skal være god til: At se de kvaliteter, som vi hver især har i ledelsen, sådan at de kan blive brugt. Det tænker jeg over, hver gang jeg sidder og styrer en dagsorden eller et møde”.

Hvad er BBU? “Alt sammen starter jo ude lokalt”

Når Sebastian skal forklare formålet med BBU, har han fokus på det lokale arbejde. Det er i lokalforeningerne, i menighederne, de unge møder fællesskabet første gang:

”Jeg synes, at vi nogle gange overser det lokale arbejde: Det, der sker ude i kirkerne. Det er jo der, langt de fleste har det første møde med BBU. Sådan skal det også være! Vi er jo en organisation for lokalforeninger”.

Sebastian fortæller videre om bestyrelsens arbejde, der har fokus på to spor: et nationalt spor med kurser og lederskabstilbud – og et internationalt spor med projekter, der rækker ud over Danmark.

Men logikken er den samme, uanset om man vil noget i sin egen by eller i et andet land: BBU skal hjælpe med at gøre det muligt. “Vi har et slogan,” siger Sebastian, “der hedder: Vi tror på det, du brænder for.” Han folder betydningen ud: BBU er forbundet, der har midler, ansatte og kompetencer, som kan sættes i spil og understøtte lokale drømme, dér, hvor nogen vil noget.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Frivillige og synlighed

Mange ungdomsorganisationer er presset på medlemstal. Når Sebastian kigger fremad i “100 dage, 1 år, 3 år” er det ikke medlemstal, der bekymrer ham mest.

Udfordringen er det frivillige engagement.

”Det er noget, vi snakker meget om. Vi har et lederskabstræningskursus, KEFAS, hvor vi lige nu mangler en stab. Noget af det, som jeg rigtig godt kunne tænke mig, var at finde en god løsning til at få engageret nogle flere frivillige. Vi har mange gode tilbud, men vi mangler nogle gange de frivillige til at køre dem”.

Sebastian peger også på synlighed som et andet fokusområde for bestyrelsen:
”Der er nogle lokalmenigheder og foreninger, som er rigtig gode til at bruge BBU, både vores støttepuljer og andre tilbud. Der mange foreninger, som har deres lokale liv, men måske mangler engagement i de nationale og internationale tilbud, som BBU har”.

Sebastian peger på, at BBU især har haft svært ved at engagere lokalforeningerne i Chin-menighederne på nationalt plan, selv om de er meget velfungerende lokalt.
”Det er noget af det, jeg drømmer om, at vi har fokus på hen over det næste år, måske to år. Vi har allerede fået to repræsentanter med i ledelsen, som også er aktive Chin Christian Association Denmarks (CCADK) ungdomsafdeling”.

Samarbejde

Sebastian glæder sig over samarbejdet med Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) om YEGOs arbejde i Rwanda. ”Der er faktisk lige blevet underskrevet et nyt projekt” fortæller han.

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

”I forhold til BaptistKirken var det et lidt turbulent tidspunkt, jeg kom ind i ledelsen på. Sommerstævnet, som jo ikke er der længere, var jo der, hvor vi havde vores primære samarbejde. Men jeg oplever, at vi stadig holder kontakten. BaptistKirkens ledelse har en kontaktperson til BBU, som jeg for nylig har haft møde med. Men vi skal finde en ny måde at samarbejde på, når nu Sommerstævnet ikke er der længere.”

Et nyt samarbejdsområde er Inspirationsdøgnet den 24.-25. april 2026 på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia:
”Vi har en ansat med i planlægningen af Inspirationsdøgnet, og vi giver tilskud til deltagelse,” fortæller Sebastian, der fortsætter: ”Vi reklamerer for Inspirationsdøgnet på vores sociale medier og håber, at mange vil deltage.”

Demokrati som en del af traditionen

Til sidst i interviewet vender Sebastian tilbage til kultur og tro: det handler om demokrati. BBU har arbejdet med, hvordan flere kan deltage i demokratiet, når alt for få fx møder op til landsmødet. Nu er vedtægterne blevet ændret, så delegerede skal repræsentere de enkelte lokalforeninger. For Sebastian handler det om at værne om en demokratisk tradition – også i en baptistisk forstand, hvor forskellige stemmer bliver hørt og ansvaret løftet i fællesskab. Derfor sender Sebastian en opfordring til sine medlemmer: Mød op, når der er generalforsamling, når der skal tages beslutninger, både lokalt og nationalt.

En organisation, der vil dig og dit trosliv

”Hvis jeg kun møder BBU en enkelt gang: Til en konference eller ved et besøg i en lokalforening – hvad ønsker du så, jeg skal tage med mig videre i livet?” Sebastian bliver en smule overrasket over spørgsmålet, men svaret kræver ikke meget refleksion. Det kommer hurtigt:
”Jamen, så vil jeg gerne have, at du tager med, at du har mødt et forbund, en organisation, som gerne vil dig og vil dit trosliv, som støtter og underbygger det, du brænder for. Jeg tror, at vores slogan, at vi tror på det, du brænder for, fanger det meget godt: Vi skal være med til at understøtte alle de gode aktiviteter og alt det gode trosliv, som er forskellige steder, lokalt eller internationalt.”

(Foto: Astrid Melkær Andersen / Sommerstævne 2024)

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Lyt til artiklen:

Læredag i BaptistKirken om kirkens møde med LGBT+personer. En helt ny måde at mødes på. Et svært emne at mødes om. En samtale, der nemt kunne gå i stykker på vejen. De fleste deltagere følte nok en smule spænding inden dagen begyndte i Korskirken. Heldigvis var der rigelig kaffe og brunch til at begynde med. Og lejlighed til at tale med nogle af dem fra den anden ende af landet, som man ser alt for sjældent.

Det blev en god dag. Læredagskonceptet holdt, hvad vi var blevet lovet. Der var velforberedte oplæg, lyst til at stille udfordrende spørgsmål på den gode måde og vilje til at komme ud af ”ekkokammeret” og lytte til andre holdninger.

Vi er ikke færdige med at tale om kirkens møde med LGBT+personer. Emnet udfordrer fortsat både menigheder og enkeltpersoner. Men læredagen viste, at der blandt de fremmødte var lyst til at lytte til hinanden.

Det videre forløb

Det fortsatte forløb for arbejdet med inklusion er:

• Dagens oplæg blev filmet
• De fire interne oplægsholdere har lavet opsummeringer på cirka fem minutter
• Det hele lægges på BaptistKirkens YouTube-kanal
• Menighederne drøfter videre
• Tilbagemeldinger fra menigheder (med flere) senest medio maj
• Ledelsen udarbejder nyt forslag til ”punkt 4c”.

Konceptet forklaret

Læredag er en helt ny måde at mødes på i BaptistKirken. Princippet er lånt fra den akademiske verden, hvor forskeren fremlægger sin viden, bliver udfordret af andre forskere og til sidst udgiver sin viden, så alle kan kommentere.

Læredagen fulgte næsten samme model. Som ”appetitvækker” fik vi lov til at lytte til to eksterne oplægsholdere, inden fire baptister i løbet af 25 minutter gav hver deres syn på emnet. Hver oplægsholder fik herefter udfordrende spørgsmål af en af de andre oplægsholdere. Til sidst fik alle i salen mulighed for at stille spørgsmål.

Læredagskonceptet drager ikke konklusioner. Der var ingen afstemning, intet rigtigt eller forkert. Kun oplæg, samtale, eftertanke og refleksion. Og forhåbentlig inspiration til fortsat samtale.

To eksterne oplægsholdere

Læredagens første indlæg kom fra to eksterne oplægsholdere: Johannes Hansen (Apostolsk Kirke) og Jørgen Thaarup (Metodistkirken).

Johannes Hansen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Johannes Hansen repræsenterede et konservativt bibelsyn og argumenterede for, at Bibelen ikke anerkender fx homoseksuel praksis. Johannes pegede blandt andet på, at troslære (dogmatik) og etik hænger uløseligt sammen, og at etikken er en direkte konsekvens af troen. Konsekvensen af dette er, at praktiserende homoseksuelle ikke kan være ledere i kirken, da ledere skal være uangribelige forbilleder.

Johannes afsluttede med en observation af sammenhængen mellem bibelsyn og kirkevækst:
”Jeg kan se, at alle de steder, hvor man bliver liberal, der mister evangeliet sin kraft.” Og videre hævdede han:
”Det er faktisk dem, der har et konservativt bibelsyn, der fylder kirkerne, og de andre kirker, de tømmes!”

Jørgen Thaarup (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Jørgen Thaarup vægtede tolkning og historisk kontekst og søgte en vej til kirkelig enhed trods uenighed. Han påpegede blandt andet, at alle parter står på Bibelens grund, men tolker teksterne forskelligt, da ord som “homoseksualitet” slet ikke findes i grundteksten.

Jørgen argumenterede også for at se på den kulturelle kontekst: De bibelske forbud var rettet mod afgudsdyrkelse, frugtbarhedsreligioner og tempelprostitution, ikke mod moderne kærlighedsforhold. I modsætning til Johannes Hansen mente Jørgen Thaarup, at etiske regler er kontekstafhængige og ikke har samme uforanderlige status som dogmatikken.

Fire oplæg fra baptister

Ole Lundegaard, Ulrick Refsager Dam, Lars Midtgaard og Kristian Bonde-Nielsen havde taget imod opfordringen til at bidrage med et oplæg.

Ole Lundegaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ole Lundegaard havde fokus på, at homoseksualitet er et medfødt livsvilkår, ikke et valg og slet ikke et bevidst oprør mod Gud. Med paralleller til at kirken over tid har ændret syn på fx slaveri, kvinder og skilsmisse, argumenterede han for, at vi kan bevæge os væk fra skrevne bibelord til en bedre erkendelse. Ole hævdede også, at det afgørende i et bibelsk ægteskab er pagten (troskaben) mellem to mennesker, ikke deres køn.

Ulrick Refsager Dam (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Ulrick Refsager Dam fokuserede på kærligheden som den højeste lov og nøglen til fortolkning. Han definerede kærlighed som intentionelle handlinger, der fremmer “det fælles bedste” i relation til Gud og næsten. Derimod er synd de handlinger, der skader relationer og modarbejder kærlighedens formål. Ulrick forklarede, at Jesus brugte kærligheden til at føre skriften tilbage til dens hjerte, og at kirken skal gøre det samme i dag.

Lars Midtgaard (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Efter kaffepausen blev det Lars Midtgaards tur til at gå på talerstolen. Med et meget velforberedt og gennemarbejdet oplæg satte Lars fokus på skabelsesteologi og ægteskabet som en hellig institution. Lars pegede på ægteskabet som symbol: Foreningen mellem mand og kvinde er et unikt billede på forholdet mellem Kristus og kirken. Han argumenterede for, at Guds oprindelige intention med to køn står over kulturelle svingninger og tidsbestemte eksempler. Lars ønsker at møde alle med kærlighed og respekt, men mener ikke, han har mandat til at velsigne samkønnede ægteskaber.

Kristian Bonde-Nielsen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Kristian Bonde-Nielsen argumenterede for fuld inklusion af LGBT+ personer i kirken. I modsætning til de tre andre oplægsholdere tog Kristian ikke udgangspunkt i skriftsteder, men i menneskers levede liv. Ud fra møder med mennesker pegede han på, at en afvisende holdning ikke ”bærer gode frugter”. Tværtimod fører den til depression og mistrivsel hos de afviste. Kristian kan ikke tro på en Gud, der ønsker, at Hans børn skal lide, og ser derfor ikke homoseksualitet som en synd. Af det følger også at LGBT+ personer skal have adgang til at blive viet eller velsignet i kirken ligesom de er velkomne i kirkens ledelse. Kristian kom med en konkret opfordring:
”Gør det tydeligt, offentligt, præcis hvor kirken står. Skriv det på hjemmesiden. Folk kommer til at spørge. Hvis man ikke har lyst til at sige det højt, så er det unfair.”

Sara Jalk fra Roskilde havde en god oplevelse på læredagen (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Respons på læredagen

Læredagskonceptet lagde op til respons. Måske var det dagens svage punkt. ”Tamt” er en overdrivelse, men de skarpeste spørgsmål kom fra salen – ikke fra respondenterne. Det er måske for meget forlangt, at respondenten skal være knivskarp uden forberedelse, kun sekunder efter oplægsholderens sidste ord?

I kaffepausen fortalte Sara Jalk fra Roskilde, at hun savnede muligheden for forberedelse:
”Læredagen er et rigtig godt koncept, og der er en virkelig god stemning. Jeg havde med glæde modtaget oplæggene forud, så jeg kunne have forberedt mig bedre. Jeg kunne også ønske mig lidt mere balance mellem oplægsholdernes synspunkter.”

Bodil Nielsen fra Bethelkirken var også glad for konceptet (Foto: Astrid Melkær Andersen)

Bodil Nielsen fra Bethelkirken havde også en god oplevelse på læredagen:
”Det er en god måde at mødes på. Vi giver plads til forskellige holdninger og hinandens forskellighed. Jeg synes, det er meget positivt at alle prøver at være ærlige i forhold til deres holdninger og følelser.”

Skal vi prøve igen?

På læredagen afprøvede vi i fællesskab et nyt princip for udveksling af meninger og holdninger. I invitationen stod der: ”Målet er ikke ensretning, men gensidig forståelse på tværs…”. På deltagernes spørgsmål og engagement virkede det som om, læredagen nåede sit mål om forståelse. Enighed er nok for meget forlangt i BaptistKirken – og ensrettede: Det bliver vi aldrig!

Læredagen gav os et nyt værktøj. Måske skal vi tage det i brug til andre svære samtaler?

Relateret

• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 07. mar. 2026 - ”Alle har ret til et godt udeliv”
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked
• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Find flere

Lyt til artiklen her:

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)

Relateret

• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Lyt til artiklen:

Det er en mærkelig tid at være kristen kirke i.

Fortællingen om kristendommen i Europa handler om øget sekularisering og faldende medlemstal. Målt på medlemskab alene, er det let konkludere, at alt bevæger sig én vej for kirkerne.

Men der er sprækker: Unge, der møder op. Unge, der vil tale om tro, Unge, der søger et sted, hvor man kan tale om tro uden at skulle spille en rolle. Beretninger om dåb, kirkegang og nye fællesskaber tegner et sammensat billede – især blandt unge.

Det ser ikke ud af meget. Ikke nok til overskrifter. Ikke nok til at vende en nedadgående medlemskurve. Men når de samme tegn går igen på tværs af Europa, er der måske en bevægelse i gang.

Men når de samme tegn går igen på tværs af Europa, er der måske en bevægelse i gang.

”Den stille vækkelse”

Danske Kirkers Råd peger i notatet ”Den stille vækkelse” på en bevægelse, der også kan være i gang blandt unge i Danmark uden at den fylder i statistikkerne.

Notatet bygger på folkekirkens data om ind- og udmeldelser, konfirmationer og dåb. Tallene viser en faldende interesse for folkekirken blandt unge. Notatet peger på, at kirken overser, hvad der foregår i unges trosliv, hvis der kun er fokus på medlemskab. Der kan være gang i en bevægelse, uden at det kan aflæses i medlemstal.

”Den stille vækkelse” peger på en udvikling i de unges trosliv. Notatet indeholder ikke endegyldige beviser. Men mønstret findes også udenfor Danmarks grænser. I flere europæiske lande ser man den samme dobbelte virkelighed: tilbagegang i formelt medlemskab – og samtidig mere dåb, mere kirkegang og mere åndelig søgen blandt Generation Z[1].

Danmark: Dåben som bevidst tilvalg

I Danmark er et tegn på den stille vækkelse en stigende tilslutning til dåben i folkekirken blandt unge i alderen 13 – 15 år.

I 2014 blev 2.100 unge i alderen 13–15 år døbt. I 2024 var tallet 3.799 – næsten en fordobling selv om befolkningstallet for gruppen er svagt faldende. Det sker samtidig med, at færre generelt bliver døbt og meldt ind i Folkekirken i 2024 end i 2014.

Udviklingen peger på et aktivt tilvalg af dåben, ofte i forbindelse med konfirmationsforløbet. Dåben bliver andet og mere end blot en tradition.

Hvis Danmark viser små, måske utydelige tegn, så er der tydeligere tegn på vækkelse i Frankrig.

Frankrig: Dåbsboom i Europas sekulariserede udstillingsvindue

I et land med en stærk sekulær tradition viser tal fra den franske katolske bispekonference en markant stigning i voksendåb i forbindelse med påskefejringen[2]: fra 5.463 døbte i 2023 til 10.384 i 2025. Samtidig stiger antallet af teenagere (11-17 år), der bliver døbt også: fra 2.861 i 2023 til 5.025 i 2024.

Hele 84 procent følger kristne influencere online.

36 procent af de voksne døbte er i alderen 18–25 år og 65 procent kommer ikke fra en religiøs familie. De unge har selv fundet vej til troen, og de har selv valgt troen.

Kilder peger på sociale medier som en katalysator for de søgende unge. Blandt 900 unge, der i 2025 var under trosoplæring i den katolske kirke, fortalte 78 procent, at sociale medier spillede en rolle i deres trosrejse. Hele 84 procent følger kristne influencere online.

Tyskland: Udmeldelserne sætter rekord – men en vækkelse er på vej blandt de unge

I Tyskland ser paradokset anderledes ud: Rekordmange udmeldelser fra de store trossamfund og samtidig tegn på fornyelse og engagement blandt unge.

I 2023 lancerede Evangelische Kirche in Deutschland (EKD) en landsdækkende kampagne for at sætte fokus på dåben. Kampagnen gav ungdomsvækkelsen synlighed gennem beretninger og billeder på de sociale medier. Et enkelt arrangement havde stor gennemslagskraft: Den 24. juni 2023 arrangerede omkring 1.000 menigheder udendørs dåbsfester med dåb i badesøer, skovsøer og ved flodbredder og i et springvand i Berlin.

Arrangementer som “Fire Festival” i Stuttgart og “Holy Spirit Night” og “Night of Hope” i flere tyske byer er også tegn på en stille vækkelse blandt unge i Tyskland.

England: “Den stille vækkelse” bliver et begreb

I Storbritannien udfordrer nye tal fortællingen om tomme kirkebænke.

Rapporten ”Den stille vækkelse: Generation Z fører an i stigningen i kirkegang” fra British Bible Society (2024) fortæller, at andelen af befolkningen, der går i kirke mindst én gang om måneden, er steget fra 8 procent i 2018 til 12 procent i 2024.

Blandt 18–24-årige steg andelen, der går i kirke mindst en gang om måneden, fra 4 procent i 2018 til 16 procent i 2024 – og blandt unge mænd fra 4 til 21 procent.

Udviklingen i frikirkerne

I Danmark er der de senere år kommet mere fokus på den kristne tro. Den succesrige ”Lad os tale om tro”-kampagne og flere ”kendissers” offentlige bekendelse af deres kristne tro, har trukket overskrifter og fået skærmtid. Det kan derfor være nærliggende at tro, at frikirkerne står med nøglen til “den stille vækkelse”.

Webmediet kirke.dk har søgt aktindsigt i de anerkendte trossamfunds årlige indberetninger af medlemstal til Kirkeministeriet. I artiklen ”Er frikirkerne i vækst? Ikke ifølge deres egne medlemstal” fortæller kirke.dk, at medlemstallet i kristne trossamfund generelt er faldet fra 2020 til 2024. Men for ”pentekostale og missionsk prægede menigheder” er der hverken tale om vækst eller tilbagegang: 31.708 medlemmer i 2020 og 31.624 medlemmer i 2024.

Oplevelsen af, at mange – især unge – søger fællesskabet i frikirkerne, forklarer Emil Rindom Nørholm, ledende præst i København Vineyard, i artiklen:
”Der er en større gruppe af søgende og kristne, der bevæger sig rundt mellem forskellige frikirker, og som bliver tiltrukket af frikirker, der har momentum. Kirker… som oplever, at Gud gør noget i deres fællesskab, som trækker folk til.”

Notatet ”Den stille vækkelse” støtter Emil Rindom Nørholms forklaring: Undersøgelserne betegner i dag unge voksne som “ikke-konfessionelle livsfasekristne”. De unge tilhører ikke nødvendigvis ét kirkesamfund, men bevæger sig på tværs mellem kristne fællesskaber – den ene dag gospelkor i en pinsekirke, den næste dag et tværkirkeligt ungdomsprojekt, den tredje dag gudstjeneste med en ven i folkekirken. Måske er de slet ikke medlemmer af et trossamfund, men blot i bevægelse mod tro og fællesskab.

Et skifte under radaren – hvad betyder det for BaptistKirken

På tværs af et sekulariseret Europa er der flere og nogle steder målbare tegn på en stille vækkelse blandt de unge. Vækkelsen er organisk og personlig. Selv om vækkelsen ofte er understøttet af digitale platforme søger de unge fysiske tilhørsforhold og autentiske fællesskaber.

Den stille vækkelse afspejler sig ikke i medlemsstatistikker. Den findes skjult i relationer og deltagelse i enkelte arrangementer fra søndagsgudstjenesten til de unges fællesspisning og lovsang fredag aften.

Den stille vækkelse afspejler sig ikke i medlemsstatistikker. Den findes skjult i relationer

Kristne trossamfund og menigheder, der fortsat insisterer på modeller for medlemskab og kommunikation, der ikke følger med tiden, risikerer at ”misse” en historisk mulighed for vækst.

Sporene ude fra Europa kan tjene som inspiration til at møde mennesker, der søger fællesskabet med:

• Et mere fleksibelt blik på tilknytning (relationer og kontaktpunkter frem for traditionelt medlemskab).
• En tydelig og varm “første-gang-i-kirken”-kultur, der inviterer til at komme igen.
• Digital tilstedeværelse og kommunikation generelt, der er autentisk og baseret på dialog frem for information om tro.
• Mulighed for at tale om tro og dåb uden at have et ”kirkesprog”
• Små, trygge fællesskaber, hvor der er plads til tvivl, spørgsmål og en tro, der kan vokse i eget tempo.

Det afgørende spørgsmål er: Hvad ser vi efter, når vi leder efter vækst? Hvilke døre gør vi lette at åbne? Den generation, kirken troede var på vej væk, kan vise sig at være den, der nu søger tilbage. Hvis det er rigtigt, er kirkens opgave at være det fællesskab, der kan tage imod den.

Efterskrift

Begrebet ”Den stille vækkelse” er vokset frem over de senere år. Ud over eksemplerne i denne artikel viser en simpel Google-søgning link til adskillige fortællinger om mere eller mindre spektakulære vækkelsesoplevelser: Fra et sydnorsk missionshus, der gik fra at være lukningstruet til at samle hundredevis af mennesker over studenterandagten på et universitet i Kentucky, der samler mennesker fra hele USA. Webmediet kirke.dk har flere artikler om emnet og i juni 2025 havde Zetland en artikel med overskriften: ”Det er intet mindre end Jesu genkomst. Hvorfor tror så mange unge i Vesten pludselig på ham igen?”. Senest har Udfordringen i januar 2026 bragt artiklen: “Unge søger kirken: Er en vækkelse på vej?“, der både forsøger at forklare den stille vækkelse og give gode råd til, hvordan kirkerne møder de søgende.

Genkender I udviklingen I jeres kirke? Har I oplevet, at unge (mænd?) søger jeres fællesskab nu mere end tidligere? Eller er den stille vækkelse helt tavs, der hvor I lever? Skriv til webredaktion@baptist.dk, så vi kan dele oplevelserne til inspiration.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen:

Emmanuel Cinzah Van Ceu
kom til Danmark den 11. september 2008. ”Det er ikke en dato, man glemmer”, bemærker Emmanuel. De seneste 15 år har han gjort tjeneste som præst i Chin Bethel Church i Skjern. Emmanuel er gift med Joy og sammen har de tre børn.

”Det er vigtigt, at vi har en ’menneskeorienteret’ ledelsesstil”, siger Emmanuel og fortsætter: ”Vores ledelsesstil skal have fokus på det enkelte menneske. En bibelorienteret ledelsesstil betyder fokus på den enkelte.”

Omfattende ledelseserfaring

Emmanuel har ledelseserfaring fra Chin Christian Association in Denmark (CCADK), hvor han var generalsekretær i perioden 2015-2018. Siden 2024 har han været assisterende generalsekretær i organisationen. Emmanuel har også international ledelseserfaring som administrerende generalsekretær i Chin Christian Association of Europe (CCAE).

Den personlige tro i centrum

Emmanuel fortæller, at kulturen selvfølgelig betyder meget i chin-menighederne. Men det er ikke det vigtigste: ”Det betyder meget for mig at tjene menigheden her i Skjern. Men det er vigtigt for mig, at vores kristne værdier ikke er baseret på kultur, men på troen på Kristus.”

Det er vigtigt for mig, at vores kristne værdier ikke er baseret på kultur, men på troen på Kristus.

Ledelse med fokus på det enkelte menneske er en moderne tilgang til ledelse. Et andet område, hvor Emmanuel gerne vil styrke fornyelsen, er i forhold til liturgien ved gudstjenesterne. Generelt er der ikke særlig stramme krav til liturgien i chin-menighederne: ”Da jeg kom til Danmark, kunne jeg godt se, at der var forskel på danske og chin-menigheder”, ler Emmanuel og fortsætter: ”Det er vigtigt, at der er plads til alle. Det er vigtigt, at alle føler sig inkluderet. Jeg tror, at alle har gaver og kompetencer, som kan bruges i menighedens liv.”

Det er vigtigt, at der er plads til alle. Det er vigtigt, at alle føler sig inkluderet.

Uforpligtende fællesskab duer ikke

Emmanuel peger på børn og unges tro, som en opgave, vi skal tage alvorligt: ”Det handler om, at de unge kommer til personlig tro på Jesus. Hvilken kirke, de tilhører, er mindre vigtigt. Det handler om den personlige tro.” Emmanuel udtrykker bekymring for, at mange unge bliver en slags ’kulturkristne’, der tilhører en menighed, men sjældent deltager. Emmanuel leder efter det rigtige udtryk på dansk, men siger så: ”Der findes et engelsk udtryk: Convenient Fellowship eller No Commitment Fellowship.” Det kan måske bedst oversættes til ’uforpligtende’ medlemskab. ”Det skal vi undgå”, siger Emmanuel: ”Det handler om, at de unge kommer til personlig tro.”

BaptistKirken om ti år?

En slags kommunesammenlægning for baptistkirker!

På spørgsmålet om, hvordan BaptistKirken ser ud om ti år, er Emmanuel ret præcis. Han peger på, at der nogle steder er relativt tæt mellem menigheder, der ikke ser ud til at være levedygtige på længere sigt: ”Vi skal indstille os på, at der kan være længere mellem baptistkirkerne. Vi bliver nødt til at slå os sammen i større levedygtige menigheder. En slags kommunesammenlægning for baptistkirker!”

Zumba?

På spørgsmålet om, hvordan præsten i Skjern lader op og finder energi til hverdagens udfordringer, lyder svaret: ”Jeg går til Zumba!” Emmanuel griner højt, da han er nødt til at gentage og tilføjer så med et grin: ”Jeg er den eneste mand på holdet. Jeg danser med en hel masse danske kvinder!” Emmanuel morer sig tydeligvis over at rykke lidt ved fordommene.

Fællesskab – på den enkle måde

Inden vi slutter samtalen, er der en enkelt ting, det er vigtigt for Emmanuel at få med i interviewet: ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske. Det kan vi blive, hvis vi bliver bedre til at møde hinanden som menigheder. Hvorfor er vi ikke en fem-seks unge fra min menighed i Skjern, der besøger din menighed i Aalborg? Vi kan inspirere og opmuntre hinanden. Og så kan I komme til Skjern og besøge os.”

”Det er meget enkelt. Vi kan begynde i morgen”, ler Emmanuel i telefonen fra Skjern.

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Lyt til artiklen:

Flemming Vesth Nielsen, 57 år:

• gift med Bodil siden 1991. Sammen har de fire sønner og en plejesøn
• bor i Pandrup og tilhører Bethelkirken i Aalborg
• født på Mellemgård i Ingstrup, hvor baptisterne holdt møder fra 1894 til kirken i Ingstrup blev bygget i 1916
• motionerer helst med en ketcher – badminton og tennis er de foretrukne sportsgrene

”Det betyder meget for mig at komme i min egen kirke og i kirkesamfundet og blive fyldt på i et miljø, hvor jeg hviler, glæder mig og bliver opbygget.” Flemming lægger vægt på, at han søger kompromiset og helst arbejder med konsensusbeslutninger. Han ved, at begge dele er svære i BaptistKirken i øjeblikket: ”Det er ikke realistisk, at alle bliver enige om alting. Jeg ved ikke, hvor ’smertegrænsen’ for uenighed går. Men jeg vil arbejde for at skabe en ramme, som flest muligt kan se sig selv i.”

Nåden er det største

”Jeg oplever, at Gud taler til mig i hverdagen, og at Jesus er nærværende. Jeg har oplevet vilde ting i mit liv. Fra et menneskeligt synspunkt er noget af det overnaturligt, men i Guds perspektiv er det naturligt overnaturligt”, fortæller Flemming og beretter, at Bodil engang blev kontaktet af en kvinde i bussen: ”Jeg kender dig ikke”, sagde kvinden til hende og fortsatte: ”Jeg ved, det er grænseoverskridende, men jeg er nødt til at fortælle dig noget. I står i nogle overvejelser med et barn. Det bliver til stor glæde og stor velsignelse for jer.” Hun stod af bussen, og Bodil har aldrig set hende siden. Men på det tidspunkt var Bodil og Flemmings plejesøn på vej til at blive en del af familien.

Tænk, hvis vi fik som fortjent! Jeg er så taknemmelig for Guds kærlighed til os.

Flemming fremhæver nåden som det største, der findes: ”Tænk, hvis vi fik som fortjent! Jeg er så taknemmelig for Guds kærlighed til os. Jeg føler mig privilegeret, fordi han elsker lige præcis mig – trods alt. Nåden er det største.”

Fra velkommen i døren til fællesskab i kirken

Flemming fremhæver to områder, der kræver ledelsens opmærksomhed i fremtiden: børn og unge samt gæster i kirken.

For Flemming handler det ikke kun om at komme til tro: ”Hvis vores børn og unge ikke får relationer inden for kirken, så dropper de ud. Det er få, der får så stærk en trosmæssig omvendelse, at den kan bære alene.” Flemming vil arbejde for flere ungefællesskaber, hvor lokale menigheder samarbejder – fællesskaber, der styrker relationerne mellem unge, der endnu ikke er rodfæstede i deres tro.

Det andet emne, der også optager Flemming, er: ”Jeg brænder for at finde ud af, hvordan gæster eller nye i menigheden kommer fra det første ’velkommen’ i kirkens indgangsparti til at være en fast del af en cellegruppe.” Nogle menigheder har ’knækket koden’. Deres erfaring vil Flemming arbejde for, at andre får glæde af.

Samtalen er nødvendig, hvis vi vil bevare fællesskabet

Behovet for enhed optager Flemming. Han peger på, at debatten om kirkelig vielse af personer af samme køn også var aktuel i BaptistKirken for 12–13 år siden: ”Nu har vi i en lang periode levet med uenigheden. Når vi så tager uenigheden frem, peger på den og ønsker at fremhæve det ene synspunkt frem for det andet, så opstår der et modpres.”

Behovet for enhed optager Flemming.

Samtalen er nødvendig. Flemming vil gerne være med til at facilitere en samtale, hvor vi aftaler rammerne og tænker: ’Hvad ville Jesus gøre eller sige her?’, inden vi handler.

Flemmings bud på god ledelse

Flemming har sin ledelseserfaring fra ungdommen i Ingstrup og Pandrup, fra tiden som formand for NBUF[1] og medlem af ledelsen i DBUF[2] (senere BBU[3]). Som menighedsrådsmedlem og -formand har han også erfaring med ledelse af det nære fællesskab. Adspurgt svarer Flemming: ”God ledelse er at være god til både at kommunikere og informere. Den gode ledelse forstår at lytte, derefter overveje og beslutte for så at udføre det, der er besluttet.”

[1] NBUF – Nordjyske Baptisters Ungdoms Forbund

[2] DBUF – Danske Baptisters Ungdoms Forbund

[3] BBU – Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund

Relateret

• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab

Find flere

Tak for et fantastisk år. Det vil jeg gerne starte med at sige, for overordnet har det været intet mindre end fantastisk. Når jeg nu senere i min tale begynder at pille lidt i det, så kan det lyde anderledes og måske negativt: Så jeg vil gerne igen sige, at året har været fyldt med gode oplevelser og samtaler.

Det tidligere konferenceår var indadvendt. Ledelsen bad om forståelse for, at vi havde brug for mest at lytte og tale internt om den opgave, som vi havde påtaget os. Den forståelse fik vi fra menighederne, og det er vi stadig meget taknemmelige for.

Jeg vil alligevel i en parentes sige, at dette betød, at vi afbrød de kontinuerlige menighedsbesøg, som havde været kutyme tidligere. Ledelsen kommer gerne, når vi blev bedt om det, og det håber jeg, at vi har gjort: Men udmeldingen om behov for et ledelsesbesøg skal komme fra jer. Det nævner jeg kun fordi, jeg har hørt, at nogen har manglet os. Men husk – kald og vi kommer! Det behøver ikke være et eller andet alarmerende. Kald på os – parentes slut.

Henry synger for på lovsangen til åbningsgudstjenesten (Foto: Henrik Andersen)

Det lyttende år fortalte ledelsen, at vi havde brug for at skabe fælles værdier for det fremtidige arbejde i vores kirkesamfund, og at de værdier senere skulle danne basis for, at vi i større grad handler sammen. BaptistKirken skal ikke være et holdningsfællesskab, hvor vi er enige om alting. Det har vi aldrig været, og det bliver vi aldrig i fremtiden. En god baptistisk ven sagde til mig, at ville jeg skabe enighed i BaptistKirken, skulle jeg have flere liv – og så ville det nok alligevel ikke lykkes. BaptistKirken skal være et handlingsfællesskab, som sammen er i mission for Jesus Kristus. Derfor har dette konferenceår været samtalens år. Jeg havde på et tidspunkt en meningsudveksling med et medlem af vores kirke, som sagde: ”Du kan da ikke mene, at samtalen er det vigtigste i vores kirke.” Det vigtigste er selvfølgelig vores fælles tro på den treenige Gud og Kristi opstandelse, men jeg vover alligevel at påstå, at samtalen om vores tro er meget vigtig – specielt i vores kirkesamfund.

Vi beskriver i værdierne: Alle har ansvar for at læse og lytte, og derfor er der frihed til fortolkning i fællesskab under Helligåndens vejledning og i lyset af den kristne tradition, vores fornuft og erfaring. Vi har ingen lærestole, dogmer eller mennesker med en særlig position, som udlægger sandheden for os. Vi har hinanden under Helligåndens vejledning. Så samtalen er vigtig i alle dele af vores kirke.

Vi har i indeværende år holdt præstesamlinger, møder med menighedernes ledere og i sidste ende synoden i pinsen. De fleste møder med stor deltagelse fra alle dele af vores kirkesamfund.

BaptistKirkens ledelse har aldrig været bange for uenighed. Uenighed, som bliver taklet konstruktivt og positivt, kan danne grobund for ny erkendelse og nye veje fremad. Ledelsen var mere bange for manglende interesse eller manglende overskud til at deltage. Vi har fuld forståelse for, at det at være både ledelse og engageret lokalt er en krævende opgave. For nogen fordi menigheden skranter lidt, og den lokale ledelse arbejder meget hårdt på at holde skuden i vandet – andre steder fordi menighedslivet blomstrer med mange aktiviteter, som der skal holdes styr på.

Det lokale arbejde og store engagement kan nogle gange få behovet for at samarbejde ud over menighedsgrænsen til at synes uvigtigt eller ressourcetungt. I ledelsen var vi derfor urolige for, om I havde kræfter til den samtale, som vi så som nødvendig for vores fremtid som et samlet kirkesamfund.

Den angst blev gjort grundigt til skamme. I havde både lyst og tid til at tale om vores fælles fremtid. Det er derfor jeg i starten har brugt et meget u-jysk ord: Fantastisk. For det var, hvad jeg følte.

Ledermøderne i Rebild og Tølløse havde deltagelse af så mange menigheder, at vi ikke har set lignende i mange, mange år.  Personligt blev jeg blæst lidt bagover ved at se jer alle, og jeg vil altid bringe jeres engagement med mig i mit fremtidige arbejde.

Baptistkirkens ledelse havde inden udsendt 4 emner med spørgsmål til menighederne:

1. Forpligtigelse
2. Præster
3. Inklusion
4. Bibelautoritet og -tolkning

Og igen var vi måske lidt nervøse. Ville I, i alt det andet arbejde I sidder i, finde tid til forberedelse?

Det havde I gjort. Tusind tak for det. Vi oplevede på lederdagene både engagement og at det havde været drøftet hjemme i menighederne. Ledelsen fik fra lederdagene et kæmpe materiale, som skulle bearbejdes til de kommende fælles værdier. Igen fik vi selvfølgelig også vores uenigheder stillet til skue, men vi kunne alligevel konkludere, at der er enighed vedrørende de centrale dele af vores kirke.

Igen vil jeg fremhæve de vedtagne 8 teser som vi vedtog for nogle år siden og som beskriver vores kerneværdier som kirkesamfund.

På synoden oplevede vi det samme. Her havde vi andre udfordringer. Vi holdt synoden et dejligt sted – tak til Sæsing for jeres kæmpe arbejde – men det fordrede, at I som deltagere skulle finde logi et andet sted. Vi, som har deltaget i Himmelske dage ved, at her skal vi selv finde et sted at bo. Det er fremmed for BaptistKirkens synodedeltagere, da vi enten mødes enkelte dage eller kan bo og campere, vhis vi mødes flere dage. Ledelsen vil gerne takke for, at I fandt ud af det. Der var repræsentation fra et bredt spektrum af BaptistKirkens menigheder.

Dirigenterne på arbejde (Foto: Henrik Andersen)

Selve synoden blev også et godt samtaleforum. Den lange forberedelsestid gjorde, at vi alle var velforberedte. Ledelsen oplevede, at vi via samtaleformen, som vi kalder ”lytte-grupper” – det hedder ”conversation in the spirit” – eller på dansk: ”samtaler under Helligåndens vejledning” har givet os mulighed for samtaler om svære spørgsmål. Det er en gave at kunne det, så det skal vi fortsætte med.

Synoden tilkendegav en stor tilslutning til værdierne. Det er derfor, vi i dag tør bede om, at de bliver vores nye fælleserklæring. Det vil Christian Bylund sige mere om senere på Landskonferencen.

Vi fik et enkelt punkt, som vi ikke blev enige om – det berømte pkt. 4c. ”Derfor vælger og engagerer vi mennesker på alle niveauer nationalt baseret på deres gaver og kvalifikationer uafhængigt af køn, etnicitet, handicap, seksualitet”. Ledelsen valgte at trække dette punkt helt, og derfor er der et tomt pkt. 4c i den foreslåede fælleserklæring.

Da der i vores vedtægter står, at fælleserklæringen skal revideres mindst hvert 5 år, er der ingen problemer i at revidere den næste år med tilføjelse af pkt. 4 c

Det vil I høre mere om, når ledelsen senere fremlægger sin procesplan.

Vibekes formandstale (Foto: Henrik Andersen)

Inden jeg går videre, vil jeg gerne sige lidt om vores etniske eller migrantmenigheder – hvad vi nu kalder dem. Vi har en del menigheder, som har rod og sprog fra andre steder end etnisk dansk. De fleste kommer fra Myanmar. Vi holdt også møde med disse menigheders ledelser om Genstart-processen. De kom alle, og det var igen en gave. Ledelsen har gennem flere år brugt en del arbejde på at knytte disse menigheder tæt til kirkesamfundet. Vi må erkende, at det ikke altid er ligetil at bygge bro over både sproglige og kulturelle forskelle. Vi har haft Chin Chin ansat og vi vil gerne takke dig for din indsats. Vi hylder dig senere – jeg vil kun her meget personligt sige tak fra hele vores kirkesamfund.

Vi skal også huske, at vi har skiftet generalsekretær i perioden. Torben Andersen hyldede vi på Sommerstævnet i 2024 og Bodil Højbak Møller blev modtaget i oktober 2024. Bodil er ansat på fuld tid og jeg kan da roligt sige, at det er også hendes arbejdsindsats. Heltidsstillingen var med de ekstra timer rettet meget mod præsterne, og det tror jeg, en del af jer har fundet ud af. Jeg takker her på hele kirkesamfundets vegne for dit store arbejde.

I et menneskeliv og et kirkeliv kan året beskrives som givende og endog fantastisk, men der er altid knaster. Den største knast, BaptistKirken har haft i det forløbne år, har været Sommerstævnet.

Ved Sommerstævnet 2024 havde Købnerkirken regnbueflag med som markering af deres arbejde med lgbt+ personer i deres menighed. Det stødte en del af vores menigheder. Ledelsen har forståelse for begge holdninger. Vi sætter stor pris på Købnerkirkens arbejde, men vi ved også, at regnbueflaget støder nogen. Regnbueflagene blev brændt af, og der blev udøvet hærværk på Købnerkirkens menighedstelt. BaptistKirkens ledelse tog allerede under sommerstævnet afstand fra dette. Heldigvis viste det sig at være unge drenge, men det minder os voksne om ikke uforvarende at animere til ekstreme handlinger.

Efterfølgende har vi i ledelsen erkendt, at der skete en del fejl, da vi skulle håndtere den udfordring. Var det formændene, generalsekretærerne, ledelserne, stævneudvalget eller stævnekoordinatoren, der skulle håndtere det? Det var ikke defineret, og det faldt lidt i et ”hul”, hvor håndteringen nogle steder blev skidt. Jeg havde i hvert fald selv en stor fornemmelse af eget svigt, som mest kom af rent faktisk at være i tvivl om, hvor ansvaret hørte hjemme. Det vil vi aldrig stå i igen, og det betyder, at ledelsen i øjeblikket arbejder på en samtale- og samværspolitik, som også vil beskrive ansvaret i tvivlstilfælde. Igen – det gør ikke noget, at vi er uenige, men vi skal tale sammen uden at gribe til yderligheder. Sker der ting, som kræver handling, skal vi vide hvem, der har kompetencen og ansvaret.

Lovsang til Landskonferencens åbningsgudstjeneste (Foto: Henrik Andersen)

Nogen af jer tænker måske, at det blev enden på vores samarbejde med Evangelisk Frikirke Danmark (EFD) om Sommerstævne. Det er ikke korrekt – men ærligt, så var det måske den berømte dråbe. Baptistkirken og EFD havde forinden haft mange drøftelser om tilrettelæggelse og program. De to kirkesamfund var helt enige om, at det, som vi var fælles om om formiddagen skulle være samlende og ikke kontroversielt – hvad det så end betyder. BaptistKirken ville gerne, at der var events om eftermiddagen, som satte fokus på relevante emner af måske en mere samfundsrettet karakter eller spændende nye teologiske retninger og tolkninger. Vi blev aldrig helt enige om det.

Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU) havde også udfordringer, da de ugen forinden holder deres teenagelejr Skyway. Der havde derfor gennem et par år været store udfordringer i at stille frivillige til ungdomssporene til Sommerstævnet. I det hele taget havde vi kæmpe udfordringer i forhold til frivillighed på alle hylder samtidig med, at vi kunne se, at deltagerantallet fra BaptistKirken faldt støt og havde gjort det gennem nogle år. Hvorfor kom folk ikke? Det ved vi ikke. Vi kan lave undersøgelser blandt mennesker, som har deltaget, men ikke spørge mennesker, som ikke deltager – selv om det ville være ganske interessant.

BaptistKirken ønskede ikke sommerstævnet stoppet, da det skete. Vi trak os ikke ud af samarbejdet – andre lukkede det. Vi havde ønsket, at de fire organisationer var fortsat og måske sammen havde fundet nye veje – men sådan skulle det ikke være. Vi er i ledelsen meget bevidst om, at der i vores kirkesamfund er mange, som er utrolig kede af, at der ikke længere er Sommerstævne – møde med gode venner, hygge, samtaler og fællesskab. Vi skal selvfølgelig også mødes i vores kirkesamfund nationalt i fremtiden.

Formans og generalsekretær arbejder koncentreret (Foto: Henrik Andersen)

Der er en gammel talemåde, som siger, at når en dør lukker sig, åbnes der andre. Vi vil gerne prøve i de kommende år at åbne nogle nye døre. Vi skal have en læredag sidst i januar om inklusion, som vi har lovet synoden. Vi får besøg af Johannes Hansen fra Apostolsk Kirke og Jørgen Thaarup fra Metodistkirken som indledere og håber også, at der kommer gode indlæg fra vores eget kirkesamfund. Det vil I høre mere om senere. Ledelsen tror, at læredage bliver en fast aktivitet i årene fremover, hvor vi taler med hinanden om vitale dele af vores tro.

Vi vil også gerne lave andre mødesteder for os nationalt. Vi har i støbeskeen et forårsmøde med fokus på mission. Det er ikke helt færdigt – eller det var det ikke, da jeg skrev dette, men vi tror det bliver godt. Det vil der også blive sagt mere om senere på Landskonferencen.

Ledelsen vil gerne de kommende år lave andre arrangementer end Sommerstævne. Vi afviser ikke, at det kan komme på tale igen – men når vi gennem flere år har oplevet en faldende deltagelse, så er tiden måske til noget andet. Vi kan ikke gå disse nye veje uden jer. Vi beder jer derfor give gode ideer til, hvad vi kan arrangere og gerne konstruktiv respons på, hvad vi finder på. Som jeg har sagt: Det er vældig svært at tolke i, hvad I ikke deltager i, men meget bedre at høre fra jer med både stort og småt om det vi laver eller det I synes, vi skal lave.

Se jeg gør alting nyt – siger Gud i Johannes Åbenbaring. Vi vil også gerne her i vores tid gå nye veje, men vi gør det ikke uden jer. Menighederne er kirkens grundvold. I er vores faste fundament og ledelsen er jeres tjenere – det kan vi kun være med jeres hjælp. Vi har fået den til fulde i det forløbne år. Vi håber det fortsætter.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag

Find flere

Lyt til artiklen:

Det er mandag – frokost anden pinsedag – lige efter tre døgns synode i Sæsing. Bodil Højbak Møller er meget træt. Det stråler ud af hende. Men hun er også glad. Måske mest glad for, at det er overstået. Synoden og Genstart2025 har fyldt virkelig meget i hendes liv det sidste år, mindst. Men også glad for deltagelse af over 200 baptister i synoden.

Synoden sluttede med en fremlæggelse af syv værdier, som de tilstedeværende kunne blive så godt som enige om. Kun ledelsen véd, om det var helt ’enstemmigt’, da man ikke stemte, men tilkendegav en stemning med nogle orange og blå kort foran brystet. Pia og Bodil er de eneste fra ledelsen, der er tilbage, da vi nyder endnu en lækker frokost i Kulturcenteret.

Det var klogt at trække det eneste, forsamlingen var virkelig uenige om, ud af ligningen.

Ros til ledelsen

Jeg roser ledelsen. Det var klogt at trække det eneste, forsamlingen var virkelig uenige om, ud af ligningen. Den værdi skal der arbejdes mere med. Pia Duebjerg understreger, at ledelsen har været fuldstændig enig de gange, de har trukket sig tilbage for at drøfte næste træk.

Bodil Højbak Møller siger: ”Det var overvældende for mig lørdag at opdage, hvor enig forsamlingen faktisk var. Man tænker ofte, når nogle få tager ordet og ikke er enige, at de taler for hver sin store delmængde i forsamlingen. Det var overraskende, hvor tit en meget stor del af forsamlingen var enig med ledelsen. Vi er ikke så splittede, som vi troede.”

Det var overvældende for mig lørdag at opdage, hvor enig forsamlingen faktisk var.

Klar over knasten

Pia tilføjer: ”Mange har takket for, at vi har fået snakken. Vi var klar over knasten (spørgsmålet om, hvorvidt fx LGBT-personer kan være med i ledelsen – på alle niveauer – i BaptistKirken, red.).”

”Det er også blevet klart, at vi ikke kan gøre alle tilfredse”, siger Bodil mellem bidderne. Søndag efter samtalen besluttede ledelsen, at drøftelsen skal fortsætte på nogle samtale- og undervisningsdage.

Det er også blevet klart, at vi ikke kan gøre alle tilfredse.

I den sidste times samtale på synoden mandag formiddag var der bekymring for om de, der har en anden holdning end ledelsen, får deres holdning til spørgsmålet hørt. Bodil understreger, at allerede søndag besluttede ledelsen, at to eksperter på dette område skal hjælpe os: Michael Wandt Laursen, tidligere generalsekretær i FrikirkeNet, og Jørgen Thaarup, tidligere rektor på Metodistkirkens Nordiske Teologiske Seminarium i Gøteborg. Begge vil blive inviteret til at medvirke på en ’læredag’ indenfor det næste halvandet år.

Charlotte Thaarup forklarer brugen af de orange og blå kort, som forsamlingen brugte til at tilkendegive stemningen.

To mentorer

Bodil udtrykker taknemlighed til de to mentorer, som ledelsen har haft i denne proces. Den ene er Charlotte Thaarup, tidligere præst i Metodistkirken i Danmark, og i en årrække leder i den skånske del af den svenske Equmenia Kyrkan, som bl.a. rummer en del baptister. Og så er hun gift med Jørgen.

Den anden er David Mortensen, leder af YFC, Youth for Christ, i Danmark og præst i Dansk Oase. Begge mentorer har understreget, at de syntes debatkulturen hos os baptister var imponerende.

Den store hurdle

Den store hurdle var fire ord – reelt kun ét ord – som ville understrege, at LGBT-personer kan være med i ledelsen i BaptistKirken på alle niveauer. Bodil har ment, at det ikke var noget problem at fjerne de fire ord, som var ’uafhængig af køn, etnicitet, handicap, seksualitet’. ”På synoden faldt ti-øren for mig”, fortæller hun nu.

”Det viste sig jo, at der var vidt forskellig tolkning af, hvad det betød, hvis de fire ord blev fjernet. Nogle tolkede, at så var der ingen begrænsninger for, hvem der kunne være med i ledelsen. Hvad der heller ikke har været tidligere. Andre tolkede, at hvis man fjernede de fire ord, så var det ikke (længere) legalt, at fx en homoseksuel kom med i ledelsen. Da gik det op for mig, at de fire ord havde en stor betydning.”

Men både Pia og Bodil var enige: ”Det er dejligt, at vi er endt, hvor vi er.” – Lige nu.

De tilstedeværende fra ledelsen på synodens sidste dag (fra venstre): Pia Duebjerg Andersen, Tine Kragh, generalsekretær Bodil Højbak Møller, næstformand Christian Bylund og formand Vibeke Dalsgaard.

Relateret

• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 13. jan. 2026 - En overvældende afsked

Find flere