Lyt til artiklen:

”Det er en mørk og kold morgen…”

– den 27. oktober 1839: Blæsende og kun lidt over frysepunktet, da gravør Peter Christian Mønster som den første bliver døbt af baptist-pioneren fra Hamburg, Johann Gerhard Oncken, i Lersøen nordvest for København. En gudelig kreds har siden 1837 holdt regelmæssige møder og diskuteret skriftens syn på dåb og menighed. Elleve af kredsens trofaste medlemmer bliver døbt ved fuld neddykkelse i Lersøens plumrede vand. Den 30. oktober 1839 stifter de ”Daabsmenigheden i Kjøbenhavn” med P.C. Mønster som ”Forstander”.

Kig forbi Lersøparken
– hvis din vej falder forbi. Man kan gå ad Lersøstien, der findes lige over for Bispebjerg Station – eller fra krydset Lersø Park Allé/Strødamsvej. Stenen er også markeret på Google Maps.

Mindestenen i Lersøparken

I 1964 forærer baptistspejderne BaptistKirken en mindesten i anledning af 125-års jubilæet. Inskriptionen er enkel, men den bærer hele historien om de første danske baptister: ”27. oktober 1839 døbtes i Lersøen de første danske baptister.” I lange perioder har stenen været næsten glemt – tilgroet og smykket med graffiti af begrænset kunstnerisk kvalitet.

Samtaler ved stenen

Mindestenen er i mange år blevet passet af Ole Engel fra Korskirken i Herlev. 185-året for de første baptisters dåb er ingen undtagelse. Sammen med en stenhugger fik Ole i foråret renset stenen og malet inskriptionen op.

L.A. Ring: Lersøen – Landskab omkring Tagensvej (fra 1903).

Selv om stenen ikke taler giver den alligevel anledning til samtale. Om sit seneste besøg ved Mindestenen i Lersøparken fortæller Ole:
”Som det så ofte sker, når jeg er ved stenen, påkalder min aktivitet lidt nysgerrighed blandt de forbipasserende. Denne gang blev jeg blandt andet kontaktet af et midaldrende ægtepar, som meget gerne ville høre mere om baggrunden for mindestenen. Vi fik os en lang og god samtale: Jeg tror, at vi talte sammen en halv times tid. Det er virkelig både opløftende og inspirerende med den slags samtaler. Det skal I bare vide! Jeg tænker tit på, at den samme oplevelse vil andre sikkert også kunne få ved at besøge stenen i den smukke park.”

Mod til modstand

I dag er det 185 år siden de første baptister blev døbt. Flere fulgte og baptisterne blev en del af den åndelige vækkelse i midten af 1800-tallet. Det er svært at forestille sig de udfordringer, de første baptister mødte. Der var enevælde og den almindelige borgers rettigheder var stærkt begrænsede. Der var ikke frihed til hverken at tale eller tro. Statskirken havde monopol på troen og Statskirken delte ikke den lille gudelige kreds’ opfattelse af, at barnedåben ikke var bibelsk begrundet. At den enkelte personligt skulle bekende sin tro på Jesus Kristus som Herre inden dåben lå fjernt fra Statskirkens anskuelser.

Den første menighed blev forfulgt og straffet af myndighederne. Børn blev tvangsdøbt og P.C. Mønster blev flere gange fængslet for sin tro. Først med Grundloven i 1849 fik danskerne religionsfrihed.

Fra drikkevandsforsyning til kloak!

I 1839 var Lersøen en større sø, der lå udenfor det senere Nørrebro. Søen var tidligt en del af Københavns vandforsyning. Dens vand blev ledt gennem Lygteåen og Ladegårdsåen til Sankt Jørgens Sø, der fungerede som reservoir. I slutningen af 1800-tallet var søen efterhånden tørlagt. Omkring Rosbækken, der løb gennem området, blev der uden større succes plantet rør og pil til Københavns kurvemagere. Senere overtog Københavns Renovationskompagni søområdet for at bruge det til losseplads og depot for latrin fra byens lokummer. Området ved Lersøen blev hjemsted for ”lersøbøllerne”: Byens “skæve” eksistenser, der fandt et fristed udenfor byen.

Bare en sten?

Mindesmærket over den første dåb og de første døbte er blot en gammel sten i en offentlig park på et sted, hvor københavnernes lokummer blev tømt og byens bøller satte dagsordenen. Stenen fylder ikke meget i den store historie, men den bærer på en vigtig fortælling om en tid, hvor det kostede at tro: De første baptister var kriminelle og blev dømt og behandlet derefter. De mistede arbejde, position i samfundet og deres tro blev opfattet som forsøg på oprør mod statsmagten.

For 185 år siden kostede det at tro. Måske mere end de fleste af os er klar til at ofre i dag?

Læs også:
”Oktober-dage er historiske dag” (Nyhedsbrevet den 25. oktober 2023)
“En jubilæumstanke” af Bente Christa Hansen (baptist.dk, 27. oktober 2019)

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 26. apr. 2026 - Det haster med missionsbefalingen
• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 16. feb. 2026 - Glæde i Chin Bethel Church i Skjern: 12 unge blev døbt

Find flere

Bent Hylleberg har med “Dansk baptisme og tysk nazisme” begået et imponerende og omfattende værk. “Bent burde aflevere det som doktorafhandling!”, udbryder Johannes Aakjær Steenbuch, formand for Teologisk Forum i BaptistKirken, der har hjulpet med udgivelsen, og derfor kender Bents arbejde bedre end de fleste.

“Bent burde aflevere det som doktorafhandling!”

Johannes har selv en ph.d. i filosofi, så han ved, hvad han taler om. Og igennem hans arbejde med at gøre værket rimeligt overskueligt som en hjemmeside, har han bidraget væsentligt til tilgængeligheden. Ros også for det.

Imponerende

Bent Hylleberg

Det ér et meget imponerende værk, Bent har skrevet. Han har altid været teolog med hang til historien, og var også primus motor, da de første 100 år af BaptistKirkens historie blev nedskrevet og udgivet i 1989 i det, vi kalder ’den blå’, men retteligen hedder ’Et kirkesamfund bliver til’. Passende sluttede den første epoke netop før 2. verdenskrig, da de første baptister jo blev døbt i 1839.

Dette nye værk koncentrerer sig om en 20 års periode, 1930-1950, og med vinklen på, hvad vidste baptisterne før krigen om den tyske nazisme, hvordan agerede de under krigen og hvad skete der bagefter. Det handler om de overordnede linjer, men særligt spændende vil menighederne nok finde de 10 menighedsportrætter og 14 biografier, samt de regionale beskrivelser. Der er mange genkendelige navne. Det meget omfattende værk vurderes til – hvis det skulle udgives som bog på nuværende tidspunkt – at fylde mindst 500 sider.

Det meget omfattende værk vurderes til at fylde mindst 500 sider.

Stolthed

Generelt er min følelse, at vi kan være stolte af vores historie på dette punkt. Baptistsamfundets ledelse var tidligt kritisk overfor den tyske nazisme og den tyske baptisme blev splittet, hvoraf de fleste blev medløbere. Af alle steder samledes verdens baptister i 1934 i Berlin og også danskere var med. Og allerede alarmerede.

Da krigen brød ud, var der tidligt baptister, der gjorde modstand i det skjulte. Af værket fremgår det, at der var rigtig mange politibetjente blandt de baptistiske modstandsfolk. Og deres personlige historier er både gruopvækkende og imponerende. Det er sympatisk, at biografierne beskriver det brede spektrum og ikke kun de kendte modstandsfolk. Således en kvinde, der blev forelsket i, gift med og fik barn med en tysk soldat. En mand, der er dømt for hæleri, fordi han som vognmand fik tysk ejendom til at forsvinde. Og så selvfølgelig brave modstandsfolk, hvoraf nogle endte i koncentrationslejre og flere ikke kom hjem igen.

Det er sympatisk, at biografierne beskriver det brede spektrum og ikke kun de kendte modstandsfolk.

Baptistsamfundets næstformand, Frederik Bredahl Petersen, var en nøglefigur, som bl.a. helt praktisk støttede de lokale menigheder, så ganske få baptistkirker blev beslaglagt af tyskerne. Hans renommé har fået genrejsning igennem dette værk. Han har ikke sin egen biografi, men på en måde er store dele af værket en biografi omkring Frederik Bredahl Petersen. Hans lederskab var kendetegnet af den helt specielle kombination af åndelig indsigt, sund fornuft og dristighed.

Gad vide hvad baptisterne havde gjort uden ham?

En kvart mio. tyske flygtninge i Danmark

Og endnu inden krigen var slut, samledes de danske baptister om at hjælpe både den kvarte mio. (!) tyske flygtninge i Danmark og afhjælpe de svære efterveer fra krigen i Holland, Polen og Tyskland.

Men kaldet til at vise næstekærlighed vinder i baptisternes rækker.

Dette sker i en tid, hvor kun ganske få har meget at dele ud af. Selvfølgelig var der også tyskerhad i baptistmenighederne. Men kaldet til at vise næstekærlighed vinder i baptisternes rækker. Bredahl sammensætter f.eks. et hold af baptistpræster og lærere fra menighederne, der kan holde bl.a. gudstjenester for de tyske flygtninge i de lejre, som er oprettet rundt i landet.

Det tankevækkende er, hvordan vi i dag reagerer – eller netop ikke reagerer – på samfundsforhold, der ligesom for 75-80 år siden kalder på vores engagement. Vi har i dag betydeligt bedre råd til at engagere os i flygtningearbejde, og enkelte menigheder gør det også. Men det er oftest få enkeltpersoner, der gør arbejdet. Beretningerne her inspirerer os forhåbentlig til på ny at tage imod det kald, Gud har givet os til at engagere os i verden og ikke kun hytte vores eget.

Uafsluttet

Værket er uafsluttet. Bent Hylleberg håber, at det, at der nu ligger tilgængeligt på internettet, får folk til at rode i gemmerne og aflevere endnu mere materiale om danske baptisters forhold til den tyske nazisme til ham.

Så måske, når værket engang skal blive til en bog, kan det også blive til  en doktordisputats? Bent Hylleberg fortjener det.

Hør Bent Hylleberg fortælle om projektet.

Relateret

• 15. aug. 2025 - Bibellæsning med Jesus som nøglen til at forstå teksten
• 11. nov. 2024 - ”Bibelen for sjov” – en bog for børn og barnlige sjæle
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 07. mar. 2024 - Al den snak om ’faste’ frustrerer mig …
• 21. feb. 2023 - Havde du mig for øje

Find flere

Baptisterne er flyttet for længe siden, men byens borgere er igen betænkelige, for bygningen er nu rockerborg under konstant overvågning af politiet. ”Kæmp for alt” har fået ny betydning og pludselig bor vi i en visitationszone, hvor flere grupper kæmper om magten. Byen er gidsel.

Jeg undrer mig: Hvordan blev “Kæmp for alt, hvad du har kært” til angreb på andre?

Dette er udtryk for skribentens egen holdning. 

Relateret

• 29. apr. 2026 - Bøn i ventetiden
• 23. apr. 2026 - Hvad er sandheden?
• 16. apr. 2026 - Overbevisning
• 26. mar. 2026 - Valget – hvordan synes du selv…
• 19. mar. 2026 - Krig og fred

Find flere

Simon Jacobsen: ’Den store vækkelse. Den dansk-amerikanske evangelist Morris Johnsons liv og tjeneste’, Udfordringens Forlag 2018. 293 sider, 249 kr.

Morris Johnson var en usædvanlig 21-årig evangelist set med befolkningens briller på Løkken-egnen. Han kom som et friskt pust som en ung, smuk og ugift prædikant og sang-evangelist med nådegaver til at virke som helbreder – altså en såkaldt karismatisk prædikant. Et enkelt sogn var ikke nok for ham. Under sine tre ophold her i landet virkede han både i Norge og Sverige. Men inden vi kommer så langt, skal scenen omkring ham sættes. Det kræver en lang introduktion!

Bogen om Morris Johnson begynder efter to forord – et lokalhistorisk og et frikirkeligt – med en præsentation af forfatteren selv. Herpå sættes scenen i de følgende kapitler: Et om ‘1300 år med kristendom i Danmark’, hvor vi føres frem til baptismens opståen i 1839 og Grundloven ti år senere. Det bringer os til Morris Johnsons ’Forfædre i Danmark’, idet familien stammede fra den baptistiske Nazaræermenighed, der virkede i og omkring Givskud efter 1850erne. Familien udvandrede i 1872 til USA fra Farre baptistmenighed. I USA blev disse immigranter en del af de nye danske baptistmenigheder. Morris fik sin ‘Opvækst i Amerika’ på prærien i en søskendeflok med 12 børn. Som 16-årig blev han døbt i Guds menighed, Church of God. To år senere blev han ’døbt med Helligånden’ og lovede Gud at rejse til Danmark som evangelist. Efter et kort træningskursus for evangelister rejste han sidst på året 1910 til Danmark.

Evangeliets lyn

Herpå foretager forfatteren et sceneskift og indfører os i ’Løkkens historie’. Byens og omegnens udvikling skildres – ikke mindst handelspladsens opbygning og betydning gennem århundreder. Det fører naturligt over i kapitlet om ’Byens åndelige tilstand’, hvor der bliver redegjort for de kirker og trosretninger, der var i Løkken, da Morris Johnson kom. I det næste afsnit om ’Årsagen til vækkelsen’ hører vi om en af byens drukkenbolte, der blev ramt af evangeliets lyn, omvendt og døbt som baptist. Han hed Carl Christensen. Han skabte efterhånden en stor herreekvipering og skotøjsforretning i Løkken. Parallelt virkede han som prædikant i de fleste vakte kirkelige kredse i Løkken og omegn, indtil han ombyggede sit hønsehus til en stor mødesal. Som kristen kaldte han sig ’Kongesøn’ og blev derfor kaldt ’Prinsen af Løkken’. Det var ham, der indbød Morris Johnson.

Jordanfloden i Løkken

Bogen handler herefter (fra s. 89!) om den amerikanske evangelist. Morris Johnsons budskab fængede, og han samlede i 1911 flere hundrede deltagere til møderne. Dåbshandlingerne fandt bl.a. sted i Nold Sø, i Vesterhavet og i Furreby Bæk, som de lokale herefter kaldte Jordanfloden! Byens apoteker, der var unitar, rejste i løbet af kort tid indsigelser imod prædikanten. Og de lokale restauratører og hotelejere blev aggressive, fordi de blev ramt på brødet, når løkkenboere og byens feriegæster blev ramt af evangelistens budskab. En dåbshandling i ’Jordanfloden’ ved midnat og Johnsons hjemrejse i 1912 efter en intens indsats – også i Norge og Sverige – var især medvirkende årsager til at sætte sindene i kog.

Han blev nu anmeldt for at være mormon (datidens skældsord, som mange døbere fik påklistret), for hvid slavehandel (dvs. hvervning af kvinder til prostitution), for gendåb af nøgne kvinder og for at stikke af med Guds menigheds pengekasse! Alt dette førte til en undersøgelse via den lokale sognepræst, Aalborgs biskop og datidens Kirkeministerium, inden sagen landede på statsminister C. Th. Zahles bord, idet denne også var justitsminister.

Justitsministerens beskyttelse

Morris Johnson kom anden gang til Skandinavien i 1913, hvor han igen virkede med Løkken og Hjørring som centrum. Vækkelsen havde nu konsolideret sig så konkret, at Guds Menighed kunne indvi kirkebygninger i Hjørring (1914) og i Kaas (1916). Imens havde beskyldningerne imod Johnsons fremfærd grebet så meget om sig, at hans sag – som sagt – måtte undersøges til tops.

Sognepræsten bagatelliserede polemikken mod Johnson. Han regnede ikke hans foretagende for mere end ’suppe på en pølsepind’! Efter både biskoppelig og ministeriel vurdering lød Zahles konklusion i et brev dateret lillejuleaften 1913: ’Justitsministeriet finder ikke Anledning til at udvise den Paagældende’, men ’derimod skal man anmode Amtet om at foranledige, at der træffes saadanne Foranstaltninger mod Johnson og hans Sekt, at deres Foretagender, navnlig Daabshandlinger, ikke giver anledning til offentlig Forargelse’. Det var en god julegave til Johnson, der fortsatte sin virksomhed til langt hen på foråret 1914, hvorpå han vendte tilbage til Wisconsin.

Løkkens profet

Herpå følger vi Johnsons virke ’I Amerika i årene 1915-22’, hvor bruddet med Guds menighed fandt sted. Det drejede sig især om tolkningen af ’de sidste tider’. Rygtet om hans ’Tredje ophold i Danmark’ i 1922 gik forud for hans ankomst. Hverken metodister, toneangivende folk fra missionsforbundet eller baptister ønskede at byde ham velkommen. Guds Menighed gjorde det sikkert langt mindre, men det hører vi intet om. Vores egen P. Olsen skrev året før under overskriften ’Løkkens Profet’: ’Det var vist alligevel bedre, om Johnson blev i Amerika. Han kan næppe bringe noget i lave i Danmark, og der er vist heller ingen særlig grund til at tro på hans ’omvendelse’ [hans tilslutning til Moody’s vækkelsesbevægelse]’.

Johnson ankom alligevel med sin kone og deres første barn. Og nu fandt Missionsforbundets landsleder, Jens Jensen-Maar, hans virke i USA så lovende, at Morris Johnson også måtte kunne bruges som evangelist her i landet. Johnson fik derfor denne gang i ca. ½ år lov til at prædike over hele landet i og ud fra Missionsforbundets menigheder. Bogens sidste afsnit handler om ’Tiden i Amerika 1922-47’, hvor Morris Johnson fortsatte sit fremgangsrige virke ud fra den menighed i Racine, han selv havde grundlagt.

For mange detaljer

Simon Jacobsen er en dygtig fortæller. Bogen er skrevet i en let læst, folkelig fortællestil. Bogen bruger kildematerialet, der er fundet mange steder, optimalt – herunder Morris Johnsons egne optegnelser. Men fremstillingen ville have vundet ved en tæmning af alt for mange detaljer og gentagelser – fx lange enslydende citater fra mange aviser. Billederne fastholder et tidsbillede og gør bogen ekstra interessant, men mange ligner hinanden; og hvorfor skal vi se det samme billede af ’Jordanfloden’ to gange (s. 119 & 189)? Indholdsmæssigt savner jeg en statistik over Johnsons dåbsvirke og menighedernes størrelse. En sådan kunne have sat hans indsats i relief i samspil med datidens andre menigheder på egnen.

Perspektivet forrykkes

Både først og sidst i bogen fortæller Simon Jacobsen sin egen historie. Dette fokus er interessant, men det er også med til at forrykke perspektivet fra Guds Menighed, som Morris Johnson grundlagde her i landet. I det sidste kapitel ’Vækkelsen i Løkken fortsatte’ hører vi intet om den kirke, Johnson grundlagde. Derimod fortælles der, at Pinsemissionen kom til Løkken i 1920, og at byens pinsemenighed – efter det landsdækkende brud i Pinsebevægelsen i 1924 – blev en del af Apostolsk Kirke. Og så er ringen sluttet, idet Simon Jacobsens egen historie har sine rødder netop her – både i Løkken og i byens Apostolske Kirke.

Interessant baptisthistorie

Bogen er interessant, når jeg læser den som baptist. Den indeholder en skildring af baptismens historie på Løkken-egnen. Det, der gjorde Johnsons virke problematisk, var især ’gendåben’ – et træk, der var alment i samtidens polemik, hvor ’døberne’ virkede. Hertil kommer, at bogen også belyser sammenhængen mellem dansk og amerikansk kirkeliv. Mange danske baptistprædikanter blev uddannet i Chicago, hvorefter de arbejdede både i Danmark og Amerika. Forskellen på deres og Johnsons virke var, at de unge baptistprædikanter blev inviteret hertil af Baptistsamfundet, hvorved en frasortering af ’de for amerikanske prædikanter’ fandt sted. Ikke alt amerikansk kunne kopieres her til lands uden at skabe vanskeligheder! Det vidner Morris Johnsons virke også om.

Relateret

• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Sådan udfolder missionsarbejdet sig i Roskilde Baptistkirke
• 05. maj. 2026 - Kyle Henderson: Gud kalder os videre

Find flere