Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 1000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen:

Hun virker stærk og sårbar på samme tid, denne sorte kvinde med de lange fletninger og i cowboy outfit. TaNikka Sheppard, 45 år og single. Både som kvinde og sort er hun en mønsterbryder i den nordamerikansk baptistkirke, hvor der er kirker, der ikke accepterer kvinder som præster. Hun er regional sekretær for 19 mio. baptister, der har holdninger, som spænder fra at hylde præsident Trump til at hade ham.

Vi er sammen i Baptist World Alliance (BWA)’s kontorer i Washington for anden gang. Sidste år blev hun indsat og bedt for af det, der nu er det nye Leadership Council. Som den eneste kvinde af de seks regionale sekretærer, idet BWA er opdelt i seks regioner. De seks regioner, der binder den baptistiske bevægelse i verden sammen.

Fra venstre: Lynn Green, UK, Tanikka Sheppard, Jennifer Lau, Canada, og Lone Møller-Hansen (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Hun er vant til at gå op imod vinden.

Vi deltog i det samme lille møde, hvor den tidligere formand for BWA, sydafrikanske Paul Msiza, udtalte en profeti over TaNikka: ”Du er en rollemodel for yngre generationer. Der er en grund til, at du er lige der, hvor du er”.  Det bragte tårerne frem. ”Han får mig altid til at græde”, var hendes kommentar.

Hun udstråler selvsikkerhed, feminint klædt uden at være udfordrende.

Blev baptist som ung

Hun er opvokset i en kristen familie, som ikke tilhørte nogen kirkeretning. ”De kan stadig ikke forstå forskellene”, siger hun.

Som ung kom hun tilfældigvis ind på et baptist-college. Hun syntes om holdningerne, faktisk elsker hun vores baptistiske værdier.

”Mit kald startede langsomt. Jeg kom i lederskab på campus, som 18-årig lærte jeg Jesus at kende,” forklarer hun. Hun læste først sociologi og afrikanske-amerikanske studier og siden teologi. Så hun ved, hvad hun taler om.

Jeg spørger forsigtigt om det med at være single. ”Jeg her endnu ikke fundet den rigtige. Jeg har været et trofæ for nogle mænd, der har set mig på scenen. Men det var ikke det.” Hun uddyber:

TaNikka Sheppard (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Racisme og sexisme

”Det er en udfordring som kvinde og afro-amerikaner at have en magtfuld position. Der er stadig masser af racisme og sexisme i vores kultur, og det bliver forsvaret med Bibelen. Der er brug for, at vi aktivt og bevidst kæmper for at rense det ud af os selv først. Mange netop sorte kvinder har utrolig lavt selvværd. Og jeg har lært, at ingen, ingen, steder er sikre.

Hvordan jeg håndterer det? Det kan jeg ikke. Det kan kun Gud. Hvis du ikke har en stærk spiritualitet, har du intet fundament at bygge på. Det er som at være i et hus midt i et stormvejr. Du ved, hvad Jesus siger om det,” og henviser til lignelsen om at bygge på sand eller klippe. (Matt. 7:24-27)

”Vores ’huse’ er bygget på de mænd og kvinder, der er gået forud. Det skal vi manøvrere rundt i – blandt andet løgnen om racer. Det er en løgn, som vi skal bekæmpe. Og det skal vi nu. Jeg har kun kort tid til at gøre det, for alt lederskab er for en kort tid. Så jeg må ikke blive distraheret, men det er der mange der vil, altså distrahere mig.”

Hun tilføjer, at det ikke kun gælder en kvinde som hende, men gælder alle i lederskab. De skal fjerne forhindringer for den gode vækst.

Den dysfunktionel familie

Hvad der så gør hende så stærk?

”Gud viste mig mine talenter igennem Helligånden. Du skal vide, at du aldrig er nok eller har nok. Men det, du har, må du ikke begrave, men skal investere (endnu en henvisning til en af Jesu lignelser, Matt. 25:14ff).” Hun fortæller, at hun har gode mennesker, der beder for hende – uden at de nødvendigvis ved præcis, hvad det fortrolige handler om.

Jeg spørger, hvordan hun tackler at skulle repræsentere så mange forskellige holdninger i USA og Canada.

Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker.

”Det er svært,” indrømmer hun. ”Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker. Gud har skabt alle mennesker. Det er enkle sandheder; du skal gøre mod andre, det du vil, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din næste. Det er svært at stå fast, og prisen er at miste magt, frihed, venner, penge og position. Jeg er blevet bortdømt fra vigtige fora på grund af løgne. Vi er som en dysfunktionel familie. Det letteste er at tie stille, men du kan ikke helbrede noget, uden at sige sandheden,” slår hun fast og fortsætter:

”Det er som at have et betændt sår. Hvis betændelsen ikke bliver fjernet, vil det forgifte hele kroppen.

Så jeg vælger at tale, være lydig og profetisk. Jeg vælger at stole på Gud frem for mennesker. Men det ødelægger mine muligheder og mit CV.”

Hun henviser til endnu et skriftsted – om at tage sit kors op. ”Jeg kan ikke vinde hele verden, men jeg har allierede fra alle kirkesamfund. Advokater, læger, socialarbejdere – der alle bruger deres positioner for ’disse mine mindste’, som Jesus taler om.”

Skoleskyderi

Hun hører til i Cleveland, en by i Ohio, i Bethany Church. ”Jeg ved, at min præst har oprigtig omsorg for mig. Hos ham finder jeg visdom og får feedback. Dér føler jeg mig tryg.” Hun er forkæmper for sunde menigheder. Menigheder hvor man ikke behøver at klæde sig pænt på for at gå i kirke, og hvor man ikke skal skjule, hvordan man virkelig har det.

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…”

”Mit første arbejde var i en kirke, hvor præsten sagde til os ansatte: ’Ingen kan slå mig i hårdt arbejde’. Det så jeg som en udfordring, og det var virkelig usundt. Det er 20 år siden. I dag vil jeg tilhøre en kirke, som ikke skaber workaholics. Hvor man har sunde vaner med frihed og fritid. Jeg vil hellere, at man siger, at denne sunde kvinde kommer i en sund kirke.”

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…” Og så blev der ikke mere af interviewet og hun gik også glip af udflugten til Bibelmuseet i Washington. Sådan er det også at være regional sekretær for baptisterne i Nordamerika.

PS.Udtrykket uriaspost henviser til 2. Samuelsbog kapitel 11, hvor Kong David gjorde soldaten Urias’ kone gravid og så satte kongen Urias forrest imod fjenderne, så han var sikker på, at Urias blev dræbt.

Relateret

• 29. dec. 2025 - Genstart2025 – færre papirer, klarere retning
• 23. sep. 2025 - Båret af et stærkt kald: Sambuh Langle er ny præst i Odense
• 04. sep. 2025 - Værdier
• 24. aug. 2025 - Hånd, hjerte og hoved
• 28. jul. 2025 - Lone er med i BWAs forretningsudvalg

Find flere

Lyt til aritklen:

På Baptist World Alliance’s (BWA) verdenskongres i Brisbane var der en spørgetime til den nye ledelse af BWA, formand Karl Johnson fra Jamaica, næstformand Lynn Green fra England og generalsekretær Elijah Brown. Her lød spørgsmålet fra salen: ”Hvordan kan BWA hænge sammen, når der er så store forskelle i holdninger og spiritualitet?”

Elijah Brown, Generalsekretær, BWA (Foto: Merrit Johnston)

Det var Elijah, der tog ordet for at svare: “Vi er hoved, hjerte og hænder. Vi skal ikke begynde med hovedet. Vi skal starte med hænderne, at handle sammen. Det vil bringe os til hjertet. Og når hjerte og hænder er i takt, kan vi komme til hovedet.” Jeg synes, det lød klogt, at jeg bagefter bad Elijah om uddybe sit svar. Det får du her:

• Hovedet repræsenterer seriøs dialog, samtale, teologisk tænkning og stærke holdninger.
• Hjertet repræsenterer relationer
• Hånden repræsenterer handling og praktisk tjeneste.

Vi er stillet overfor komplekse udfordringer i disse år. Nogle mener, at visse teologiske holdninger kræver offentlige erklæringer. Det sker måske især, når der er betydelig uenighed om disse teologiske overbevisninger.

Hovedet

De fleste ønsker at starte med ”hovedet”. At begynde med teologiske samtaler og udtalelser. De vil have en formel dialog. Håbet er, at hvis vi “forstår” hinanden, er der størst chance for, at vi ønsker at have en relation.

At vi kan komme til en intellektuel enighed. Vi ”hører” hinanden. Selvfølgelig er der en balance her. Vi skal forstå den andens perspektiv. Vi skal lytte til hinanden. Den naturlige reaktion ved uenighed er at sætte ”problemet” i centrum, at alle kigger på det ud fra deres perspektiv, og når vi har diskuteret det, vil vi nå til en fornuftig beslutning, som alle kan være enige om.

Vi håber og tror måske også, at vi kan nå til enighed (hovedet), og det vil påvirke vores fællesskab (hjertet) og lede til at vi bliver sammen og tjener verden (hånden).

Men min erfaring er, at denne model ikke virker.

BWA*s ledelse: Formand Karl Johnson fra Jamaica, næstformand Lynn Green fra England og generalsekretær Elijah Brown svarer på spørgsmål i Brisbane (Foto: Lone Møller-Hansen)

Hånden og hjertet

Min erfaring er, at vi skal gøre det omvendt. Vi skal begynde med ”hånden” og gøre noget sammen.  Dette leder naturligt til ”hjertet”. Når vi er sammen i missional tjeneste og oplever en god relation, er det meget nemmere at bevæge sig til ”hovedet” og de svære samtaler. Vi har så de svære samtaler ud fra gensidig respekt og kærlighed i stedet for at have behov for at positionere os for at vise, at vi har ret.

Det er sjældent  – men sker – at parter har en intellektuel samtale som leder til venskab. Det kan være en interessant samtale. Måske nogle ønsker at fortsætte samtalen, men det fører ikke til at blive venner. Det hjælper at tage på sommerstævne sammen, som I gør – og det elsker jeg. Det hjælper, hvis mennesker tjener sammen i et køkken for at give mad til fattige. Hvis mennesker går på gaden og beder for familier, de møder. Alle disse ting er handling – hånden. Når mennesker tjener sammen, er det mere sandsynligt, at det fører til venskab – i hvert fald en positiv relation og gensidig respekt.

Normalt begynder en relation ved at vi har en fælles interesse. Så nærmer vi os hinanden og finder et håbets rum, hvor samtaler kan forme fremtiden.

Fokus udad

Som en baptist-bevægelse tror jeg også, at det hjælper enormt, hvis vores fokus er udad og ikke indad.

Der er et pres for at vende dialogen indad. Både i Baptist World Alliance og i de enkelte kirkesamfund og lokale kirker. Der bliver normalt lagt et pres på præsten for at opfylde menighedsmedlemmernes behov mere end at opfylde det håb, de forventninger og behov der er hos de mange rundt om os, der ikke kender Jesus.

Det kommer så nemt til at handle om ”hovedet” mere end ”hænderne”. Igen skal der selvfølgelig være en balance. Det er vigtigt at de, der allerede er i kirken, bliver betjent. Kirkesamfund skal have interne diskussioner. Men samtidig skal man holde fokus på ”hånden” – handlinger, der forvandler liv og samfund.

Elijah Brown taler ved kongressens åbning (Foto: Merrit Johnston)

Meget baptistisk

Det er faktisk meget baptistisk. Selvfølgelig skal vi også komme med tros-erklæringer. Men vi er normalt ikke bedst til at skrive og blive enige om lange teologiske doktriner. Vi er snarere bedst, når vi fokuserer på mission og at nå de mange i vores nabolag og i vores land, der ikke kender Herren. Andre kristne traditioner har lavet lange teologiske udredninger, som er centrale for deres væren. Det er deres ekklesiologi. Måden de er kirke på.

Vores eksistensberettigelse som baptister er ikke, at vi alle deler samme teologi, men at vi føler os forpligtede på det samme missionale kald. Selv hvis vi var enige om teologien, ville det ikke nødvendigvis føre til, at vi var sammen i at sprede evangeliet, møde menneskers behov, gøre forskel i vores lokale nærområde og leve et liv i tro rettet mod vores medmennesker. Enhed i ”hovedet” fører sjældent til handling i ”hånden”.

Et praktisk eksempel

Da jeg var generalsekretær i Nordamerikas Baptistsammenslutning (NABF*) besluttede jeg, at vi på et møde skulle bruge en formiddag i en baptistkirke, hvor vi pakkede kasser med sko. Skoene skulle gives til forældreløse børn. Det var en meget enkel opgave, der skulle løses. Vi sad rundt om et bord og pakkede den ene kasse efter den anden med sko. Og dér kom der naturligt mange samtaler i gang. Nogle af disse samtaler var dybe, nogle var meget personlige. Efter at have brugt to-tre timer med praktisk arbejde og naturlige samtaler opstod der et meget stærkere fællesskab i ”hjertet” imellem disse ledere. Når hånd og hjerte bevæger sig sammen, er det meget nemmere at have de svære ”hoved”-diskussioner.

Elijah Brown taler ved kongressens åbning (Foto: Merrit Johnston)

I øvrigt tænker jeg, at det vil være en god idé, hvis vi en gang imellem har den slags håndens arbejde, når vi mødes i Baptist World Alliance. Det vil være en enkel men stærk påmindelse om, hvorfor vi er sammen. For at tjene verden, som Jesus gjorde. Vores teologiske overbevisning er, at tjeneste og håndens mission er vores første og vigtigste opgave og kald.

Hvor starter du selv?

Det er det samme, når vi er aktive i mission. Normalt vil du ikke begynde med at udfordre mennesker til at tage imod Kristus. Du vil begynde med at invitere mennesker hjem på mad eller til et arrangement i din kirke. Så gør I  noget sammen og opbygger en relation. Ud af den relation og gensidige tillid vil der (måske) springe samtaler om tro og at vedkommende tager imod Jesus.

Mange opfører sig, som om enighed i ”hovedet” naturligt vil lede til en ”hjertets” relation, som så vil føre til et væld af ”håndens” tjenester. Men det er hårdere at gøre det sådan. Det giver ikke genklang i vores baptistiske tankegang og heller ikke i alle andre menneskelige relationer. Normale relationer begynder med hånden, bevæger sig til hjertet og slutter i hovedet. Så når vi lægger vægt på ”hånden” – fælles praktisk tjeneste og mission i vores nærområde – men også nationalt og internationalt – vil det naturligt skabe et fællesskab i ”hjertet”, hvor mennesker er venner og forstår hinanden. Det giver rum og luft til at have de svære diskussioner – ”hovedet”. Og til at leve med at være uenige.

Så vi begynder med ”hånden”, bevæger os til ”hjertet” og slutter i ”hovedet”.

*NABF er ligesom European Baptist Federation, EBF, en regional sammenslutning af nationale kirkesamfund. Her mødes generalsekretærer og andre nationale ledere til møder og tager beslutninger på regionalt niveau.

Relateret

• 14. apr. 2026 - Trosfrihed er mere end jura
• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 19. mar. 2026 - “Lad de små børn komme til mig” – nyt håb for unge mødre i Rwanda
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 15. mar. 2026 - I Holstebro kan du møde baptisterne fredag nat i gågaden!

Find flere

Lyt til artiklen:

Han ser meget ung ud, som han står der foran Baptist World Alliances ledelse i Washington. Han præsenterer sig som Dr. Sasa.

Han kan ikke fortælle, hvor gammel han er, for når han spurgte sin mor, hvornår han var født, var svaret: ”Du er født en morgen, hvor det regnede.” Langt ude i bjergene i Chin-regionen i Burma. Når jeg kommer nærmere, ser jeg grå hår i tindingen. Han må være over 40 år, gætter jeg.

Dr. Sasa taler engageret til BWA’s ledelse under mødet i Washington (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

En bondedreng?

Den altså knapt så unge Dr. Sasa er på gæstevisit. Han har påtaget sig at tale med verdens ledere om situationen i Burma, ikke mindst for hans folk chin’erne, men ikke kun dem. Hans livshistorie er fængslende. Han kalder sig selv en bondedreng, ukendt med ritualerne på de bonede gulve, men han har på mystisk vis fået adgang til verdens ledere. Han har mødtes med politikere og embedsfolk i EU, Paris, London – sågar kong Charles, og nu er turen kommet til USA. Han har aftaler både i senatet og kongressen – og de er lydhøre, fortæller han og siger undskyldende, at engelsk er hans sjette sprog. Han virker som en venlig mand. Måske en bondedreng, der har fået jakkesæt og slips på, men han kan åbenbart begå sig i denne fremmede verden.

Valgt til parlamentet

Hans mål er intet mindre end at få sat en stopper for borgerkrigen i Burma. Få demokrati igen, som skal styre militæret – og en økonomisk forvandling. ”Burma er det smukkeste land i verden. Vi var rige, men bliver udnyttet af Kina. Rusland og Kina stod bag militærkuppet i 2021,” siger han og fortæller, at han selv var valgt til at indtræde i parlamentet den dag, militærkuppet fandt sted. Flere af hans venner og kolleger blev henrettet. Selv lykkedes det ham at flygte i en taxa. Siden har han været på flugt.

Dr. Sasa taler og Tomás Mackey, BWA’s præsident lytter (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Liv og død

Hans familie levede af deres lille landbrug langt fra nærmeste by. Som barn var han vidne til, hvordan en nabokone døde i fødsel og hans skolekammerater døde af diarré. Forældrene ville, at han skulle have en uddannelse. Sasa blev sendt på gåben afsted mod Yangon som stor dreng. Alene over bjergene og igennem dalene.

Inde i Yangon var alt overvældende. Han havde aldrig set en bil eller et trafiklys. Han talte ikke burmesisk, men kun sit stammesprog. Han boede i en bambusafskærmning sammen med nogle, der var på arbejde om natten. Så de delte sovested. Han var tæt på selvmord, men hans tro fik ham til at vælge at lære burmesisk. Han fik en uddannelse og vendte tilbage til sin landsby. Han blev lærer, for han var den eneste, der kunne burmesisk. Eleverne kom langvejs fra, gående i flere dage for at komme i skole.

Burma eller Myanmar?

I denne artikel bruger både Lone Møller-Hansen og Dr. Sasa navnet Burma, når de omtaler Dr. Sasas hjemland. På baptist.dk plejer vi at skrive Myanmar. De Forenede Nationer anerkender Myanmar som navnet på det lille land, mens flere lande, bl.a. Storbritannien og landets tidligere kolonier som USA og Australien, kalder landet for Burma. Bruge du Myanmar, kan du blive anklaget for indirekte støtte til militærregimet. Danmarks Radio bruger Burma, mens TV 2 bruger Myanmar.

Forvirret? Find flere oplysninger her.

Blev læge som flygtning

Buddhisterne forfulgte de kristne, og det endte med, at han flygtede syv dage igennem junglen og kom til Indien. Her lærte han engelsk og begyndt at læse medicin. Senere kom han til Armenien, hvor han blev uddannet læge, og kom til England, hvor han fik en engelsk ”familie”.

Han tog tilbage til Burma for at arbejde som læge. Den eneste læge i miles omkreds. Han knoklede, havde somme tider 500 patienter på en dag. Han underviste andre i alt det, han havde lært, fra børnefødsler til malaria. Han vidste jo, hvordan det kunne tage liv.

Han havde politisk tæft og det lykkedes sammen med andre at opbygge den første lufthavn i Chin-regionen. Der var pludseligt håb.

I skjul i junglen

Andre havde fået øje på ham og han blev politiker og skulle i parlamentet. Heldigvis blev han advaret om kuppet og slap væk.

Han fortæller, at ”mere end 6.000 er slået ihjel, flest kristne. Byer er blev udslettet og mere end fire mio. er gjort hjemløse.”

Indtil for fire måneder siden levede han i skjul i junglen tæt på den burmesiske grænse, men slap igen væk og mener nu, at han har en rolle, en historie at fortælle verden.

Forbøn for Burma, Chin-folket og Dr. Sasa. Fra venstre: BWA’s præsident Tomás Mackey, Dr. Sasa og tidligere præsident Paul Msiza (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

”Det er det, Gud kan gøre”

”Mine forældre gik aldrig i skole. I dag er jeg her. Det er det, Gud kan gøre,” siger han. ”Vi skal være lys i mørket. Jeg beder om visdom, Guds styrke, vejledning af Helligånden – og tålmodighed.”

Han siger med fast stemme: ”Jeg har håb i dag.”

Han fortæller om en russisk bombe, der sprængte en kirke i stykker. Resterne af bomben blev gjort til kirkeklokke.

”Gud har kaldt os til at gøre en forskel. Guds rige, håb, fred, kærlighed og frihed vil komme til Burma. Mange af mine kolleger (jeg går ud fra, at det er politikerne, der lever udenfor Burma) er ikke kristne, men der er kommet en ny enhed mellem de kristne i bjergene i Burma og burmeserne i lavlandet.”

Hans korte budskab er: ”Hjælp os. Vores naboer er verdens største nationer, Indien og Kina. Burma skal være lys i verden. Selvstændig og fri.”

Efter hans rørende tale, tager den tidligere præsident for BWA, Paul Mzisa fra Sydafrika, ordet og kommer med en opmuntring til Dr. Sasa: ”Jeg er vokset op i 80’erne. Det så umuligt ud at kæmpe mod apartheid. Gud kan ændre det umulige. Han vil bringe frihed og fred til dit folk, for Gud elsker jer.”

Relateret

• 07. apr. 2026 - Awake Worship II: Næsten 300 unge samlet til lovsangsfest i Herning
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!
• 15. jan. 2026 - Gud og vigepligt
• 22. dec. 2025 - Nyd nordlyset

Find flere

Lyt til artiklen:

Sikken en forskel. Da jeg for ni år siden første gang var til møde i Baptist World Alliances (BWA) hovedbestyrelse – Executive Committee – var jeg bestyrtet. Økonomien var elendig, der var en enormt dårlig stemning, manglende tillid og tro på fremtiden.

Jeg husker, at jeg på hotellet efter den første dag spurgte den erfarne Regina Class fra Tyskland, om der var en fremtid for BWA. Hun var selv i tvivl.

Nu har jeg været i Washington igen, som jeg har været næsten hvert år siden 2016. Bortset fra uro over den politiske situation var der en helt anden stemning. Optimisme og tillid. Der er sat gang i mange store projekter, og med visionerne kommer pengene. Det er fantastisk.

Lone Møller-Hansen ved Executive Committee-mødet i BWA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

2000 året for kirken

Det mest spændende er en bevægelse, som vi også skal have fat i i Danmark. Den hedder Acts2Movement 2033 – det dækker over en missionskampagne ud fra Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 42 – 47. Frem til 2033, hvor man fejrer kirkens 2000 års fødselsdag (og 2000-året for Jesu død og opstandelse), skal i hvert fald alverdens baptister, men også gerne andre kirkeretninger, opfordres til at gå ad fem veje i mission. Det handler om at dele vidnesbyrd, læse sin bibel – og støtte oversættelse til nye sprog, arbejde for frihed og retfærdighed, være et lys i nabolaget og vise omsorg for andre. Bevægelsen lanceres på verdenskongressen i Brisbane i juli i år. Helt nede på jorden og praktisk tilgængeligt. Men visionært i en tillid til, at Gud virker igennem almindelige mennesker og almindelige kærlige handlinger.

Til denne lille opgave besluttede vi, at vi skal indsamle 20 mio. dollars. Og den første million er allerede kommet, inden vi er begyndt. Snebolden ruller.

Læs meget mere på https://baptistworld.org/acts2/. Jeg fortæller mere om projektet, efter BaptistKirkens Genstart-proces.

Fire stærke kvinder fra hovedbestyrelsen. Fra venstre Lynn Green, der er generalsekretær i det britiske baptistsamfund, TaNikka Sheppard, den første kvindelige generalsekretær i en af de seks baptistregioner, den for Nordamerika, Jennifer Lau, direktør i Canadian Baptist Ministries – og Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Ny baptist-uddannelse

Vi lancerer en helt speciel uddannelse i baptisthistorie og teologi på det største og et af de mest anerkendte baptistuniversiteter i USA, Baylor – hvor Preben Vang fra Danmark i øvrigt er en af professorerne.

Samarbejdsaftalen blev godkendt på mødet i denne uge. Det bliver et nyt fakultet på universitet, hvor der går 20.000 studerende. Det vil kunne læses af studerende over hele verden online og økonomisk udlignet efter evnen til at betale.

Ny struktur

Det var sidste gang hovedbestyrelsen mødtes på hovedkvarteret i Washington. Fra denne sommer vil en ny struktur være på plads. I stedet for hovedbestyrelsen kommer dels en Trustee Committee, en slags forretningsudvalg og dels et Leadership Council, en slags repræsentantskab, hvor alle udvalg og regioner er repræsenteret – i alt op til 80 personer.

Det kan ikke afsløres, hvem der er indstillet til at udgøre Trustee Committee, da det endelige valg først finder sted i juli på verdenskongressen i Brisbane, Australien.

Bøn i BWA’s Executive Committee (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Netop denne nye struktur betyder, at der skal gøres plads til et lokale på hovedkontoret, der kan rumme 80 personer. Samtidig er antallet af ansatte i BWA tredoblet siden 2018. De ansatte er spredt ud over verden – det er også nyt, og derfor skal der ikke være et tomt kontor i Washington, men fleksible arbejdspladser. Ud af 20 ansatte vil der kun være fem-seks, der er fast på hovedkontoret. Det afspejler en verdensbevægelse, der ikke er nagelfast.

Nye medlemmer

Netop en renovering af den ene af tre etager på hovedkontoret fik vi også besluttet – alle afstemninger i komiteen var i øvrigt enstemmige og for de fremlagte forslag. En sådan renovering vil sikkert koste en mio. dollars. Svimlende beløb, som vi ikke havde haft og ikke havde kunnet drømme om for ni år siden.

Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken og TaNikka Sheppard fra USA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Der er sket virkelig meget. En del af forklaringen på væksten både i økonomi og ansatte, er nye medlemskaber. Efter at det ikke kun var kirkesamfund (som for det meste er økonomisk begrænsede), der kunne være medlemmer, men også missionsselskaber og uddannelsesinstitutioner – så længe de hviler på baptistisk grundlag, er det væltet ind med nye medlemmer.

I dag tæller BWA 53 mio. baptister. Til sommer skal vi optage 22 nye kirkesamfund og institutioner, et af dem i et land, vi ikke har haft som medlemsland før.

En anden del af forklaringen på fremgangen er helt sikkert vores dynamiske generalsekretær Elijah Brown, som netop er valgt til at være leder af BWA de næste fem år. Mindst. Han nyder stor og udbredt tillid, både indenfor organisationen og ude i baptist-verdenen.

Vi kan være stolte af at være en del af denne verdensbevægelse. Jeg tror, at den optimisme, der udgår herfra, og de initiativer, vi opfordres til at være en del af, kan gøre en forskel for vores kirkesamfund.

BWA’s Executive Committee ved mødet i Washington i marts 2025 (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 12. feb. 2026 - Nyheder, der bringer håb på en mandag

Find flere

International sekretær i BaptistKirken, Morten Kjær Kofoed, besøgte baptisterne i Ukraine i juni. Morten rejste med fly til Warszawa og videre med minibus til Kiev. En 15 timer lang tur inden der var indtjekning på hotellet. Få timer senere lød luftalarmen og fire timers nattesøvn blev vekslet til et ophold på umagelige stole i et beskyttelsesrum. Velkommen til krigens virkelighed. Men også velkommen til en baptistkirke, der har fået en værdsat rolle i samfundet. Baptisterne i Ukraine hjælper nødlidende medborgere, men de engagerer sig også i genopbygningen af samfundet. En genopbygning, man arbejder på løbende, så man er klar, når (ikke hvis!) russerne er besejret.

Morten Kofoed var i Ukraine efter invitation fra det ukrainske baptistsamfund. Andre deltagere var:

Elijah Brown, Baptist World Alliance
Marsha Scipio, Baptist World Aid
Cecilie Larsen, Equmeniakyrkan, Sverige
Jack Curham, World Relief
Alan Donaldson, European Baptist Federation
Helle Liht, European Baptist Federation

Konferencen

I Kiev deltog Morten i en konference for præsterne i den ukrainske baptistkirke:
”Der deltog cirka 350 af de flere end 1.000 præster, der er i baptistkirken, som i øvrigt tæller cirka 113.000 medlemmer. Det er en stor kirke, men stadig en minoritetskirke i forhold til den ortodokse kirke.”

Morten fortæller, at der var omkring 2.300 kirkebygninger i Ukraine. I de russisk besatte områder er 56 kirker ødelagt. 70 af Zaporizhia-regionens 118 kirker er lukket af russerne og i flere tilfælde er baptistpræsterne fængslet.

Konferencedeltagerne i Kiev (Foto: Turdeltagerne)

”Konferencens tema tog udgangspunkt i de første to kapitler i Første Peters brev. Det handlede om ledelse i modgang og lidelse. Det virkede stærkt, at ukrainerne tog udgangspunkt i krigen og forsøgte at finde velsignelse i modgangen,” fortæller Morten.

Kirkernes rolle som shelters

Madudlevering i Ukraine (Foto: Turdeltagerne)

Under konferencen noterede Morten sig, at mange af de ukrainske præster virkede trætte og udkørte – selv om de ikke kom fra krigsramte områder. Forklaringen var ligetil, fortæller Morten:

”Baptistkirkerne fungerer mange steder som transitcentre for internt fordrevne. Der var beretninger om flygtninge, der kom i biler proppet med ubegribeligt mange mennesker, der kun havde det tøj, de stod og gik i. De bliver indlogeret i kirkerne, får et måltid mad, noget ekstra tøj og andre fornødenheder inden de rejser videre. Selv om ukrainerne har mobiliseret alle deres egne ressourcer fortæller præsterne, at nødhjælpen fortsat gør en forskel.”

Butja

I Ukraine byder man ikke kun gæsterne på opbyggelige ord. Man konfronterer dem også med krigens virkelighed. Morten og hans rejsefæller blev inviteret til Butja, en forstad til Kiev. Her myrdede russiske, eller måske tjetjenske tropper, en stor del af befolkningen i perioden 27. februar til 31. marts 2022. Lig af civile lå i gaderne i ugevis, og der blev fundet massegrave med flere end 300 dræbte. Ifølge organisationen Human Rights Watch fortalte vidner, at russiske soldater i dagevis voldtog, torturerede og henrettede civile, mens de plyndrede byen.

Fotoudstillingen i Butja – i det nye mindesmærke etableret i ortodoks kirkebygning (Foto: Turdeltagerne)

Besøget i Butja gjaldt en ortodoks kirke, der aldrig nåede at blive indviet inden besættelsen, fortæller Morten:
”Der var en del massegrave på kirkens grund. På et tidspunkt åbner man gravene for at forsøge at identificere ofrene, men det lykkes kun i begrænset omfang. Omkring 100 bliver begravet igen uden identifikation…

I dag er kirken lavet om til mindesmærke med udstilling af mange af de billeder verdenspressen tog i Butja lige efter befrielsen. Lokale arkitekter har allerede skitseret, hvordan området omkring kirken kan blive et smukt mindesmærke med fokus på håb om en bedre fremtid.”

Ukrainske baptister oplever vækst – på trods

Under konferencen i Kiev fortalte en af præsterne om sin søn, der var taget i krig som en sund og rask ung mand. Og vendt hjem med sår på legemet og posttraumatisk stress i et omfang, der ødelagde hans liv. Præsten pegede på de udfordringer krigen gav de kristne, når man både vil kæmpe for sit land og prædike Guds kærlighed.

”Men det fantastiske er så, at mens de kristne kæmper for at bevare troen, så søger mennesker i stort tal til kirkerne. Man taler om noget, der ligner en vækkelse, fordi menighederne kommer i kontakt med så mange, der måske nok vil betegne sig som kristne, men ikke har haft et aktivt kirkeliv. Der bliver startet studiegrupper og bedegrupper i stort tal og man oplever også, at mange bliver døbt.”

Væksten er med til at holde modet oppe hos de hårdt prøvede ukrainske baptister.

Kristne værdier skal være fælles

Alle ukrainere glæder sig til fremtiden, når russerne er besejret og Ukraine er befriet. Civilsamfundet forbereder sig løbende på at håndtere freden. Inden krigen var Ukraine et af de mest korrupte samfund i Europa. Nepotisme var udbredt og mange af det kommunistiske samfunds øvrige ”velsignelser” var fulgt med efter uafhængigheden i 1991.

Næstformand for de ukrainske baptister, Igor Bandura, og Morten Kofoed taler (Foto: Turdeltagerne)

Morten fortæller om samfundets fokus på at få ryddet op, inden freden vender tilbage:

”Der er fokus på at skabe et samfund fri for korruption og nepotisme. Man ønsker simpelthen, at landet skal have andre værdier. Fordi den ortodokse kirke i hvert fald tidligere havde tætte bånd til Rusland, er man begyndt at kigge på andre kirker og deres værdier. Og der er faktisk et ønske i politiske kredse om, at kristne værdier skal erstatte det, man kendte før krigen.”

Morten bemærker, at det er en interessant udvikling, som han ikke var opmærksom på før besøget.

Der er engle overalt

Valentina på plejehjemmet “Den barmhjertige samaritaner” (Foto: Turdeltagerne)

På vej tilbage til Warszawa besøgte Morten og resten af gruppen plejehjemmet “Den barmhjertige samaritaner” nær Lviv. Der mødte de Valentina, en ældre dame, der kom fra Uman i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine. Hun havde tilbragt otte måneder i en kælder.

På et tidspunkt var hun gået ud, fortæller Morten:
”Og så bliver hun – selvfølgelig, fristes man til at sige – ramt af en granat og forbrændt. Hun blev reddet af frivillige og bragt til “Den barmhjertige samaritaner”. Hun fortalte, at hun slet ikke kan takke ”englene” nok. Og med englene mener hun personalet, som nu tager sig af hende. Hun har ingen ord til at beskrive, hvor godt hendes liv er i blevet. Valentina er simpelthen overbevist om, at plejehjemmet er himlen.”

Krigen fortsætter – men håbet lever

Med Valentinas historie in mente fortæller Morten, at budskabet fra de ukrainske baptister er, ”at krigen fortsætter, de hårde tider er langt fra forbi. Men håbet om den opstandne Kristus er langt stærkere. Vi er overbeviste om, at mørket aldrig kan overvinde lyset, og oplevelsen af den ekstreme ondskab og de mørke besættelsesmåneder gør os til stærkere kristne, som skinner stærkere.”

Efterskrift

Efter hjemkomsten forsøger Morten at etablere et projekt sammen med de ukrainske baptister. Der er frigivet midler fra DERF – Danish Emergency Relief Fund – til at hjælpe Ukraine. DERF har til formål ”at reagere hurtigt, effektivt og relevant med integritet og fleksibilitet på akutte humanitære krisesituationer med fokus på at yde nødhjælp til berørte befolkninger for at imødekomme presserende behov og forhindre yderligere tab af menneskeliv eller eskalering af lidelse.”
Det vil BaptistKirken i Danmark gerne medvirke til i Ukraine – sammen med de ukrainske baptister.

Fotos i artiklen er fra deltagerne i turen.

Nogle af deltagerne i turen har efterfølgende udgivet videooptagelser, hvor de fortæller om oplevelserne (på engelsk):
Elijah Brown, An Update from Bucha
Alan Donaldson and Helle Liht, Impressions from Ukraine

Andre artikler på baptist.dk om krigen i Ukraine

”Vi er Ukraine”
Ukraine: Aktive baptister giver hurtig hjælp
Russer og ukrainer beder for hinanden
Forbøn for Ukraine fra alle kontinenter
Bed for Ukraine!

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 19. mar. 2026 - Krig og fred
• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 05. mar. 2026 - Find håb i bøn
• 02. feb. 2026 - Fem år efter militærkuppet styrer frygten fortsat: Bed for Myanmar!

Find flere

244 var med online, og mens jeg skriver denne artikel har 1170 set videoen fra i aftes.

Det kan selvfølgelig aldrig blive mere end et svagt genskin, når en forsamling på 5000 medlevende mennesker skal erstattes af en video-konference. Men der blev taget behørigt afsked med en god præsident for Baptisternes Verdens Alliance, BWA i går. Ngwedla Paul Msiza fra Sydafrika er en stor mand – på flere måder. Han er kun den anden fra Afrika, der har været præsident for BWA – og han har gjort det godt de sidste fem år. Været synlig, inspirerende, en dygtig leder – og helt nede på jorden. En mand, der spreder glæde, er personligt opmuntrende og udviser overblik og overskud.

Virtuelt årsmøde

BWAs liv er delt op i fem-års perioder, og Paul har været præsident 2015-2020. Når man pga. Corona måtte aflyse det store baptist-event ”Together 2020” i Brasilien her i sommer, kunne der ikke ændres på, at Paul skulle fratræde og den nye præsident, Tómas Mackey fra Argentina tiltræde. Derfor har der i tre dage været virtuelt årsmøde. Med de nødvendige afstemninger, så livet fortsætter i verdensorganisationen, og en ”åbning” og ”afslutning” – begge dele online. Og begge dele ligger tilgængelig for alle på video via disse links: åbning og afslutning.

Præsidentskifte online

Tómas Mackey og hans hustru Febe. Der lægges ofte vægt på baglandet i familien i BWA. Men det er altså stadig utænkeligt, at en kvinde kunne være præsident – og BWA er stadig ret mandsdomineret. Foto: BWA

I aftes dansk tid blev præsident-skiftet så markeret i 44 minutter online. Med en video, der viste Paul Msizas virke igennem fem år og en stor tak til ham. Og et interview med Paul og den nye præsident, Tómas Mackey, hvor Paul gav Tómas sine bedste råd med på vejen:

”Stol på Gud! Der vil blive stillet store forventninger til dig. For nogle vil du være ”Paven”, og de vil komme med de syge og forvente, at du beder for dem. Bøn bliver centralt, for du må gå i Helligåndens ledelse. Ofte kan man ikke gøre andet end at sige ”Nu lægger jeg det i dine hænder, Gud”.

Og så må Gud sætte begavede mennesker omkring dig, som også beder for dig. Og du skal fortælle dem, hvad de skal bede om.

Endelig: Drøm for dit folk. Bed om visdom og vær tålmodig. Du er udvalgt til at være præst for baptister i hele verden.”

Man fornemmede glæden, taknemmeligheden over og rigdommen i det, Paul har oplevet de sidste fem år.
Og ikke mindst ydmygheden i Tómas, som går ind i denne store tjeneste. Han får ikke det store rygstød, som en lovprisende forsamling på 5000 mennesker fra hele verden kan give. Den får han forhåbentlig næste år, når – eller hvis – vi kan samles i Rio de Janeiro.

Forbøn for den nye præsident, Tómas Mackay fra Argentina øverst tv. Øverst th. BWAs generalsekretær Elijah Brown og nederst den afgående præsident Paul Msiza, der beder. Billedkvaliteten er ikke den bedste. Det er helt klart at foretrække at være sammen – sådan er det jo at være kirke.

400 frivillige arbejder for BWA

Der blev i løbet af det virtuelle årsmøde nedsat udvalg og kommissioner, der skal virke de næste fem år. I alt er der nedsat 14 kommissioner, der arbejder med alt fra økonomi til teologi, menneskerettigheder og mission. I disse kommissioner sidder 381 personer – nogle af dem er dog gengangere, der sidder i flere kommissioner.

Der er også otte udvalg, som har mere med verdensorganisationens drift at gøre – her er i alt 133 personer fra hele verden. Også blandt dem er der gengangere, men i alt skal der nok være 400 engagerede i BWAs arbejde på frivillig basis. Det vil sige, at de alle selv skal betale alle udgifter til bl.a. rejser til udvalgsmøder. Vi kan takke teknologien for, at det i dag kan lade sig gøre at mødes, uden at man behøver at rejse – og det må gøre BWAs arbejde noget mere effektivt.

Formand for et udvalg

En af disse 400 frivillige er mig. Jeg er de næste fem år valgt til at være formand for HR-udvalget, Human Ressource. Personaleudvalget vil vi nok kalde det.

Jeg skal lede et udvalg, som består af 16 personer fra alle seks regioner, Jamaica, Brasilien, USA, Australien, Singapore, England, Liberia, Nigeria og Sydafrika. Det skal nok blive sjovt, når vi skal vælge mødetidspunkt online… nogle må stå op midt om natten.

Lone Møller-Hansen i arbejde på BaptistKirkens Sekretariat. Arkivfoto af Bent L. Hansen.

Vores opgave er at bistå ikke mindst generalsekretæren i at lede arbejdet med de ansatte. Der har været store personaleskift i den forgangne periode – den kommende bliver formentlig mere rolig. Der er også i den sidste periode, hvor jeg også har været med i udvalget, udformet en ny personalehåndbog. Meget omfattende, men ikke så detaljeret som den tidligere var. Det er amerikansk lov, vi arbejder under, og her skal alt skrives ned for at undgå tvister og retssager – det hører vi jo meget om i USA.

Jeg har i mit udvalg to tidligere præsidenter for BWA, og den ene, John Upton, er bosat og arbejder med personaleledelse i den stat, hvor BWAs hovedkontor ligger. Han ved alt om lovgivningen. Min viceformand, John Beasy, er fra Australien og mestrer derfor det engelske sprog, som var min anden bekymring. Og da BaptistKirken sagde ja til at dække mine rejseudgifter, valgte jeg at sige ja til opgaven, men det er med stor ydmyghed. Jeg har i mit arbejde som generalsekretær i BaptistKirken været velsignet med gode kolleger, som jeg ikke behøvede at være chef for. Og de samme tre personer i hele min ansættelse.

Nå, nu er det verden, det gælder. Udvalg og kommissioner mødes to gange om året. Vi skulle have mødtes i oktober i Washington DC, som erstatning for det aflyste møde her i sommer – men det er netop blevet aflyst, igen pga Covid-19, som de slet ikke har under kontrol i USA.

Så det første møde bliver i begyndelsen af marts 2021, og så forhåbentlig i Brasilien næste sommer, uge 27. Det gode er, at det ikke kolliderer med sommerstævnet næste år.

Relateret

• 13. mar. 2026 - TaNikka er sat på en uriaspost
• 24. aug. 2025 - Hånd, hjerte og hoved
• 28. jul. 2025 - Lone er med i BWAs forretningsudvalg
• 26. jul. 2025 - En visionær plan for verdensmission
• 09. mar. 2025 - ”Burma skal være frit”

Find flere