Lyt til artiklen her:

Temaet var gennemført ved alle gudstjenester og de store taler. Hvad sker der, når Jesus inviterer os til at spise sammen, nyde nadveren sammen og rykke sammen? Og hvem er i det hele taget til stede ved bordet? Hvem er velkommen – og er der nogen, der ikke er det?

Artiklens forfatter, Lone Møller-Hansen på talerstolen ved BWAs årsmøde i Toronto, Canada. (Foto: Jeff Peck).

Over 500 baptister fra 65 lande deltog, og 435 var til stede, da Baptist World Alliance holdt årsmøde på Tyndale University i Toronto i begyndelsen af juli under temaet: ’At the table of Christ, one gospel, many people’, på dansk ’Ved Jesu bord, ét evangelium, mange mennesker’.

Generelt var opfordringen, at alle var velkomne ved bordet. I hvert fald fra talernes side. Men når man så diskuterede rundt i de små grupper, kom det frem, at der er menigheder, hvor kun menighedens medlemmer kan modtage nadver – eller hvor man skal have bekendt sin tro på Jesus offentligt, før man kan modtage nadver.

Konservativ eller liberal?

Vi er en meget sammensat verdenskirke. Det er helt klart, at den voksende kirke i Afrika er ret konservativ, og at amerikanerne er splittede i mange teologiske spørgsmål. Alligevel siges det, at BWA er for liberal, fordi vi anerkender kvinder som præster og ledere. Sydstatsbaptisterne, som ikke er med i BWA længere, har netop taget en beslutning om, at det ikke er bibelsk! I BWA er vi enige om, at Jesus skal være i centrum. Og han spiste netop med alle dem, ingen andre ville være sammen med! Og kvinderne var jo de første prædikanter, der kunne fortælle om hans opstandelse. På prædikestolen i Toronto var der stort set lige mange mænd og kvinder.

Lone ved den røde stol sammen med Valérie Duval-Poujol, der er BWAs ambassadør i kampen mod vold mod kvinder. (Foto: Jeff Peck).

”Den røde stol”

Den nye struktur i BWA indebærer blandt andet, at der kan udnævnes ambassadører til specifikke emner. Foreløbig er der tre BWA-ambassadører: Én til Mellemøsten, én til forkyndelse og voksende kirker, og én til kampen mod vold mod kvinder. Valérie Duval-Poujol fra Frankrig er den sidstnævnte. Hun gør en indsats for de kvinder, der bliver slået ihjel af én af deres nærmeste. Hver eneste dag bliver 137 kvinder slået ihjel af en partner eller et familiemedlem. Baptist-kvinderne har hvert år et projekt, de kalder ’den røde stol’. I det offentlige rum placeres en rød stol; det kan være en helt almindelig stol med et rødt klæde over. Stolen symboliserer de kvinder, der kunne have siddet med om bordet og i snakken, men som er blevet slået ihjel af nogle af deres nærmeste. Og så handler det om at opdrage ikke mindst vores drenge og unge mænd til, at vold ikke er i orden. At der er andre løsninger end at slå hende ihjel. Og at de, der slår kvinder ihjel, skal retsforfølges. Den undervisning skal starte hjemme, men den skal støttes i kirken. Vold mod kvinder er bare ikke i orden. Det er vold mod mænd selvfølgelig heller ikke.

BaptistKirken som rollemodel! Mange var interesserede i at høre om vores arbejde med Acts2Movement og Bibel-app’en. (Foto: Jeff Peck).

Vi er rollemodeller

Et andet stort tema på årsmødet i Toronto var selvfølgelig kampagnen Acts2Movement. Det er et fokus på missionale tiltag frem mod 2000-året for Jesu død og opstandelse, Helligåndens komme over mennesker og kirkens opståen. Året er 2033. Ikke kun baptistkirker sætter sig for, at det er nu, vi skal prøve at opfylde Missionsbefalingen (Mattæusevangeliet, kapitel 28, vers 18-20). At budskabet om Jesus skal ud i hele verden.

Andre verdenskirker arbejder mod samme mål. Måske lykkes det denne gang.

Det viste sig, at vi i BaptistKirken bliver set som en rollemodel. Jeg fik lov til at præsentere, hvad vi har gjort så langt: oversættelse af Acts2Movement-korset, det lille hæfte, der er sendt ud til alle kirker, som skal klæde ikke mindst menighedernes ledere på til at fortælle om Acts2Movement, som vi også kalder ’Tro i bevægelse’.

Lone sammen med Julio fra USA ved den smukke nadverceremoni, der afsluttede årsmødet. ( Foto: Jeff Peck).

Oplægget til syv prædikener om den bibelske baggrund for Acts2Movement, og den bibel-app, som alle opfordres til at downloade inden 30. august. Med den og din bibel kan du komme igennem hele Bibelen – eller Det Nye Testamente og udvalgte tekster i Det Gamle Testamente i løbet af to år – alt efter om du vil læse to eller et kapitel om dagen. Bibelappen vakte interesse i flere delegationer, så måske er der potentiale for, at andre vil købe den af Michael Frost, der har udviklet den. Det afgørende i denne app er, at du kan få en læsegruppe, der kan støtte dig til at holde ud, og som du kan dele dine læseoplevelser med.

I øvrigt vil vi gerne have en Acts2Movement-ambassadør i alle menigheder …

Chad Pillon ledte forsamlingen i lovsang i det smukke kapel på Tyndale University (Foto: Jeff Peck).

Rørt til tårer

Der var meget varierende musik og sang ved dette årsmøde. Mest rørende var det, da en musiklærer i kørestol, Chad Pillon, ledte forsamlingen i det smukke kapel på Tyndale University. Universitetet har i øvrigt tidligere været et kloster. Vi sang, mens vi græd, og hårene rejste sig på armene.

Og så er der alle de små samtaler, møderne med gamle og nye venner, opmuntring og forbøn. Helligånden var i den grad til stede.

Næste år er årsmødet i Caribien. Vi må vente til 2030. Da er der verdenskonference i Europa. Inden næste sommer ved vi, hvor.

Læs mere på BWA’s webside: https://baptistworld.org/annual-gathering/table-of-christ/

Den smukke klosterkirke er fra 1961. Klosteret blev overtaget af Tyndale universitet i 2003 (Foto: Lone Møller-Hansen).

Relateret

• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 13. okt. 2026 - Elefanten i rummet

Find flere

Lyt til artiklen her:

Når efteråret 2026 nærmer sig, bliver Tro i bevægelse konkret i BaptistKirken. Fra søndag den 30. august 2026 er menigheder og enkeltpersoner inviteret til at tage del i en fælles bibellæseplan, en prædikenserie over syv søndage og en fornyet samtale om, hvordan tro bliver til bevægelse i hverdagen.

Tro i bevægelse er ikke endnu et nyt projekt, der skal lægges oven i alt det andet, der foregår i kirken. Det er en invitation til at finde sprog, retning og fornyet frimodighed i det kald, kirken har fået i missionsbefalingen i Matthæusevangeliet kapitel 28.

Acts2Movement er et initiativ fra Baptist World Alliance (BWA) – baptisternes verdensorganisation. Ideen forbinder lokale menigheder i Danmark med baptister i hele verden. Målet er, at både enkeltpersoner og menigheder bliver opmuntret og inspireret til at gå nye veje i mission i lokalområdet.

Fem stier ind i hverdagen

Kernen i både BWA’s Acts2Movement og BaptistKirkens danske udgave, Tro i bevægelse, er de fem stier: Bibelstien, Vidnestien, Nabostien, Omsorgsstien og Frihedsstien.

Bibelstien handler om at lade Bibelen få plads og betydning i hverdagen. Vidnestien handler om at fortælle troværdigt om troen. Nabostien retter blikket mod de mennesker, vi lever tæt på. Omsorgsstien sætter fokus på tro, der viser sig i handling over for medmennesker. Og Frihedsstien minder os om, at religionsfrihed ikke er en selvfølge.

Tilsammen peger de fem stier på, at mission begynder lige dér, hvor vi bor, arbejder, går i skole, mødes og deler hverdag med andre.

Tro i bevægelse skal hjælpe os til at komme i gang, så missionsbefalingens ord bliver til liv i relationer, samtaler og konkrete handlinger.

Der er udarbejdet en oversigt over de fem stier til både enkeltpersoner og menigheder. Den viser, at engagement kan se forskelligt ud. Nogle tager de første skridt. Andre løber længere. Nogle oplever, at de får mod til at svæve. Udtrykkene gående, løbende og svævende er inspireret af Esajas’ Bog kapitel 40, vers 31 og skal minde om, at ikke alle skal gøre det samme – men alle kan tage et skridt.

Oversigten kan hentes her.

To nøgleaktiviteter i efteråret 2026

Den 30. august 2026: Start på fælles bibellæseplan
Baptister begynder at læse Bibelen efter en ny fælles bibellæseplan. Der bliver udviklet en gratis app til mobiltelefoner som støtte, men man kan også deltage uden appen. Læser man to kapitler om dagen, kommer man gennem hele Bibelen på to år.

Den 30. august til den 11. oktober 2026: Syv søndage med Acts2Movement – Tro i bevægelse
Menigheder bruger syv fælles prædikentemaer med udgangspunkt i Apostlenes Gerninger 2. Serien opmuntrer og engagerer menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Et kors som påmindelse

Som en konkret opmuntring er der udarbejdet et foldbart Tro i bevægelse-kors. Tag korset med i tasken eller brug det som bogmærke i Bibelen. Brug det som en daglig påmindelse om kaldet til at gå ud med evangeliet.

Menigheder kan få korsene tilsendt. Spørg i din lokale menighed, om der er kors på vej – eller tag initiativ til, at menigheden får nogle tilsendt.

Du kan se korset her.

Baptister læser Bibelen

Den første store fælles aktivitet begynder søndag den 30. august 2026. Her begynder baptister i hele landet at læse Bibelen sammen.

Baggrunden er enkel: Baptister læser Bibelen. Derfor er der udviklet en fælles bibellæseplan. Den er tænkt som en konkret hjælp til daglig bibellæsning og læsefællesskab om Bibelen.

Den 30. august kan du begynde at bruge en ny, gratis app til telefonen. Den gør det lettere at følge med i bibellæseplanen. Du læser fortsat i din fysiske bibel, og derfor kan du også være med uden appen. Den er tænkt som støtte, ikke som forudsætning.

Planen lægger op til, at du læser ét eller to kapitler om dagen. Læser du to kapitler dagligt, kommer du gennem hele Bibelen på to år. Du kan følge planen alene, sammen med mennesker, du allerede kender, eller sammen med mennesker, du ikke kender endnu. Appen hjælper med at forbinde dig til andre læsere.

På den måde bliver bibellæseplanen både en personlig praksis og en mulighed for fællesskab.

Syv søndage med fælles retning

Tro i bevægelse opfordrer menighederne til at bruge en fælles prædikenserie over syv søndage fra den 30. august til den 11. oktober 2026. Serien tager udgangspunkt i Apostlenes Gerninger, kapitel 2, og den skal opmuntre og engagere menighederne til at tænke i nye baner om mission.

Prædikenserien samler flere af de centrale spor i Tro i bevægelse: Bibelens betydning, det personlige vidnesbyrd, troens handlinger, kærlig opmærksomhed, tvivl, valg og fælles mission. Første søndag falder sammen med starten på den fælles bibellæseplan og sætter fokus på kirkens store kald frem mod 2033: at nå hele verden med evangeliet inden kirkens 2000-års fødselsdag.

Derefter følger seks søndage, hvor menighederne får mulighed for at arbejde videre med, hvordan troen bliver konkret i ord, relationer og handling. Serien slutter den 11. oktober med understregningen af, at kirken ikke står i opgaven alene eller i egen kraft, men er sendt på fælles mission med Helligåndens hjælp.

Læs mere om prædikenserien her.

Hvad er næste skridt?

Acts2Movement – Tro i bevægelse bliver konkret i efteråret 2026. Men bevægelsen begynder allerede, når vi spørger os selv og hinanden: Hvilket skridt kan vi tage?

For nogle er det første skridt at begynde på bibellæseplanen. For andre kan det være at tage de fem stier op i menighedsrådet, i en smågruppe eller ved kirkekaffen. Nogle vil bruge prædikenserien som anledning til samtale om mission i lokalområdet. Andre vil bruge opfordringen til at kontakte deres naboer eller vise kærlig opmærksomhed over for mennesker, der har brug for omsorg.

Tro i bevægelse er ikke et program. Det er en invitation til at lade troen få retning, krop og handling – dér, hvor vi er sat i verden.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Andre artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura
En visionær plan for verdensmission

Relateret

• 22. okt. 2026 - Når jeg har bolden 
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!

Find flere

Skriv til webredaktion@baptist.dk, hvis du mener, der mangler noget.

Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk:

Hent billedfiler og pdf’er med oversigt over de fem stier, det trykte kors, det blå logo for Tro i bevægelse, information om prædikenserien og meget mere: Acts2Movement – Tro i bevægelse på baptistkirken.dk

Artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk:

Tro i bevægelse – Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien! (præsentation af appen Bibelstien)
Tro i bevægelse – Livsforvandling gennem bibellæsning (Bibelstien)
Tro i bevægelse – At vidne (Vidnestien)
Tro i bevægelse – Naboskab – om at bede for nabolaget (Nabostien
Tro i bevægelse – Omsorg begynder med at standse op (Omsorgsstien)
Tro i bevægelse – Trosfrihed er mere end jura (Frihedsstien)

Tro i bevægelse – Helt almindelige mennesker. Baggrund og opdatering juli 2026.
Tro i bevægelse – ‘Gud gav Kyle en drøm’. Portræt af Kyle Henderson
Tro i bevægelse – Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
Inspiration til pinsen – Når Gud giver os ord
Tro i bevægelse – Acts2Movement: Et globalt blik på lokal mission
Tro i bevægelse – Det haster med missionsbefalingen
En visionær plan for verdensmission

Acts2Movement – Læs mere om Baptist World Alliances initiativ:

Meget mere information om den verdensomspændende bevægelse blandt baptister på https://acts2movement.org/

Relateret

• 22. okt. 2026 - Når jeg har bolden 
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!

Find flere

Lyt til artiklen:

Militærkøretøjerne dundrede forbi huset igen og igen.

De kørte gennem Druzhkivka i Donetsk-regionen, tæt på fronten. Soldaterne kom fra kampene – beskidte, trætte og mærket af krigen. Nogle var på vej videre. Andre havde brug for et kort øjeblik, hvor kroppen kunne få ro, mad og rent tøj.

Serhiis hjem lå lige ved vejen.

Serhiis hus i Druzhkivka (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Serhii var frivillig i den lokale baptistkirke. Allerede ved begyndelsen af Ruslands fuldskala invasion i 2022 oplevede han et kald til at blive og tjene i sin hjemby og i det østlige Ukraine. Han organiserede evakueringer og bragte hjælp ud til de familier, der blev.

Mens krigen fortsatte, voksede en ny tjeneste frem – næsten på familiens dørtrin.

Serhii og hans familie åbnede deres hjem for soldaterne.

Her kunne soldaterne få et bad, vasket tøj og noget at spise. De kunne hvile sig, tale med nogen – eller bare sidde et sted, hvor ingen krævede mere af dem.

I to år fortsatte familien arbejdet. De vaskede hundredvis af kilo tøj, lavede mad og opmuntrede de soldater, der kom forbi. Baptistkirken i Ukraine fortæller om familiens hårde slid med arbejdsdage på ofte 10-12 timer og personlige afsavn. Tjenesten nåede tusinder af soldater, før familien til sidst selv måtte evakuere på grund af de konstante angreb mod byen.

Når usikkerhed bliver hverdag

Historien om Serhii og hans familie er en del af den seneste opdatering fra Baptistkirken i Ukraine. Opdateringen tegner et billede af et Ukraine, hvor krigen ikke længere er en undtagelse, men et vilkår i hverdagen.

Ud for Serhiis hus stod et skilt med teksten: “Bad – Tøjvask – Hvile – For Ukraines væbnede styrker – Gratis!” (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Druzhkivka beskrives som en frontlinjeby, der dagligt rammes af styrede flybomber og fjernstyrede droner. Men usikkerheden er ikke kun et vilkår i Druzhkivka. Baptistkirken i Ukraine fortæller, hvordan mange ukrainere i dag lever med en dyb følelse af hjælpeløshed og utryghed: Ingen steder kan man vide sig helt sikker mod angreb fra missiler og droner.

Ifølge opdateringen blev 556 civile dræbt og mere end 2.800 såret i Ukraine i første kvartal af 2026. Det er, skriver de ukrainske baptister, 20 procent flere end i samme periode året før.

Midt i den barske virkelighed fortæller baptisterne i Ukraine om mennesker, der søger Gud for at finde håb og mening. Brigadepræst Anatolii Kushnirchuk fortæller, at han på én måned – efter ønske fra soldaterne – har uddelt mere end 300 eksemplarer af Det Nye Testamente, 27 lydbibler og over 670 bønnebøger.

»Mennesker længes efter håb, fordi vi lever i usikre tider,« siger han.

Gudstjeneste ved fronten (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Omsorg i de små handlinger

Beretningen om Serhiis families tjeneste er sært hverdagsagtig. Familien tilbyder et bad, et måltid mad og adgang til en vaskemaskine. Der er ikke store ord om krigens galskab eller kirkens rolle i historien. De hjælper lige der, hvor der er behov for hjælp.

Måske er det netop derfor, fortællingen står så stærkt.

I krig bliver små handlinger store. Rent tøj er ikke bare rent tøj, når man kommer direkte fra fronten. Et bad er ikke bare et bad, når kroppen har været udsat for ugers stress, støv og frygt. Et menneske, der siger: »Kom indenfor«, bliver et tegn på, at man ikke er glemt.

På Baptistkirken i Ukraines sociale medier kom der mange taknemmelige beskeder fra soldater, der havde mødt Serhii og familien. Den åbne dør og muligheden for et bad blev beskrevet som en velsignelse og en uvurderlig gave for de soldater, der kom forbi.

Kirken fortsætter arbejdet (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Kirken fortsætter

Rundt om i Ukraine fortsætter baptistmenighederne deres arbejde på mange forskellige måder.

70 rehabiliteringscentre hjælper mænd og kvinder ud af alkohol- og stofmisbrug og ind i et nyt liv. Et af centrene er »Forsoning« ved Grace Church i Irpin, hvor mere end 150 mennesker har modtaget hjælp siden krigens begyndelse, og 16 er blevet døbt.

Andre steder fortsætter gudstjenester, børnearbejde, hospitalspræstearbejde og socialt arbejde – også i landsbyer tæt på fronten og tæt på Tjernobyls eksklusionszone.

Faktaboks: Tjernobyl 40 år efter

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor 4 på atomkraftværket i Tjernobyl nord for Kyiv. Katastrofen blev klassificeret på det højeste niveau på den internationale skala for nukleare hændelser.

Området omkring værket er stadig præget af den 30 kilometer brede eksklusionszone. I landsbyer nær zonen – blandt andet Ivankiv, Krasiatychi og Mlachivka – bor der fortsat mennesker, og lokale baptistmenigheder holder gudstjenester, børnearbejde og sociale aktiviteter.

For mange ukrainere er Tjernobyl ikke kun historie. Det er endnu et lag i hverdagen i et land, der bærer følgerne af både sovjettidens katastrofer og den igangværende krigs ødelæggelser.

I Krasiatychi samler en lille menighed mennesker fra nabolandsbyer, hvor der ikke findes kirker. Menigheden har eksisteret i mere end ti år og har omkring 30 medlemmer. Landsbyen har været besat, og befolkningstallet er faldet. Alligevel driver menigheden både børnearbejde, lejre, mandearbejde, social indsats og tjeneste blandt soldater.

Arbejdet ude i menighederne er måske en af de vigtigste fortællinger fra Ukraine lige nu: At kirken lever og fortsætter arbejdet blandt mennesker. Ikke som om krigen ikke findes. Ikke som om frygten og usikkerheden er væk. Men fordi mennesker stadig har brug for brød, bøn, fællesskab, bibler, rent tøj og hinanden.

Den tjeneste har også fået støtte fra baptister i Danmark. BaptistKirken har gennem indsamlinger og gennem det europæiske baptistfællesskab EBF og Baptist World Alliance været med til at støtte vinterprojekter i Ukraine. Her har nødlidende mennesker fået hjælp med mad, tæpper, skolematerialer og varme i kirkerne, så menighederne kunne fortsætte deres udadvendte arbejde. I alt er der på den måde formidlet mere end en halv million kroner.

BaptistKirken har støttet hjælpearbejde blandt traumatiserede børn (Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Derudover har BaptistKirken sammen med Baptistkirken i Ukraine gennemført to projekter til mere end to millioner kroner i alt. Projekterne har især hjulpet traumatiserede børn gennem sommerlejre og andet psykosocialt arbejde. En del af indsatsen er undervisningsrækken »Biblica«, der består af bibelbaserede materialer rettet mod traumebearbejdning og psykosocial støtte til børn.

Et åndedrag af håb

Serhii og hans familie måtte til sidst forlade Druzhkivka. Det blev for farligt at blive længere. De russiske angreb blev konstante. Men de mennesker, familien mødte, har stadig brug for forbøn og praktisk omsorg, skriver Baptistkirken i Ukraine.

I opdateringen fra Ukraine står der, at selv den mindste venlige handling kan blive »et åndedrag af håb« – en påmindelse om, at mennesker ikke er glemt eller alene.

(Foto: The All-Ukranian Union of Evangelical Christian-Baptists Churches)

Det lyder ikke af meget i en krig, der måles i missiler, droner, tabstal og ødelagte byer.

Men måske er det netop dér, kirken finder sin plads: Ikke ved at kunne standse krigen. Men ved at åbne døren, låne badeværelset ud, vaske en uniform, dele et måltid, lytte – og bede en bøn.

Og minde et traumatiseret, nedslidt og såret menneske om, at det stadig er et menneske. Set af Gud. Elsket af Gud. Ikke glemt.

Artiklen er blandt andet baseret på dokumentet “Ukraine update from the Baptist Union – April 2026″

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken lever endnu
• 13. okt. 2026 - Jeg vil være baptist sammen med dem jeg er uenig med, men vil du være baptist med mig?
• 13. okt. 2026 - BaptistKirken overlevede!
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Læs eller lyt til artiklen her:

Da Kyle Henderson fredag eftermiddag fik ordet på Inspirationsdøgnet i Fredericia, begyndte han ikke med missionsstrategi og organisation, men med identitet.

Kyle Henderson fortalte om baggrunden for og indholdet i Acts2Movememt (Foto: Henrik Andersen)

”Kristne hører til i et andet rige,” sagde han, ”derfor er troende på tværs af landegrænser ikke fremmede for hinanden. De er brødre og søstre i Kristus.”

Da Henderson så deltagerne ankomme til Trinity og hilse hjerteligt på hinanden, fik han fornemmelsen af en familiesammenkomst. Familierelationen mellem kristne blev indgangen til resten af hans indlæg: Hvis kirken virkelig er én familie i Kristus, må den tage ansvar for den opgave, Jesus har givet.

Små i en stor verden – men sat her med et formål

Kyle Henderson viste et billede fra et stort sandområde i USA, hvor et lille menneske næsten forsvandt i landskabet. Sådan kunne han selv føle sig: lille, alene og overvældet.

Den følelse kan også ramme kirker og kirkesamfund. ”Men netop dér,” sagde Henderson, ”har Gud sat sin kirke i verden med et formål. Derfor kan Acts2Movement – Tro i bevægelse – sammen med den bredere 2033-bevægelse ’Finishing the Task’ (på dansk: afslut opgaven, red.) blive en af de afgørende missionsbevægelser i vores generation.”

BaptistKirkens
Inpirationsdøgn

– fandt sted den 24. og 25. april 2026 i Fredericia. Formålet var at udruste og inspirere enkeltpersoner, ledere og menigheder til at fuldføre missionsbefalingen! BaptistKirken har besluttet at engagere sig i Baptist World Alliances initiativ frem mod kirkens 2000-års jubilæum i 2033. Initiativet hedder Acts2Movement. På dansk er det blevet til Tro i Bevægelse.

Meget mere information følger til menighederne i menighedsforsendelser mv. Du kan følge med i Nyhedsbrevet, på sociale medier og i baptist.dk på web og i magasin.

Et gammelt kald, der stadig forpligter

Henderson tog udgangspunkt i missionsbefalingen og i Jesu ord om at gøre alle folkeslag til disciple. For ham er nøgleordet alle:

”Det handler ikke kun om ens eget folk, ens eget land eller mennesker, der ligner en selv. Missionsbefalingen er global, og kirken har haft den i næsten 2.000 år.”

Derfor stillede han det enkle, men udfordrende spørgsmål: ”Er det ikke på tide, at kirken gør alt, hvad den kan, for at fuldføre den opgave, den har fået?”

Med et billede fra sin egen barndom fortalte Henderson om sin far, der arbejdede som pilot og gav ham opgaver, når han var hjemme. Når faderen vendte hjem, spurgte han: Fik du det gjort?

”Missionsbefalingen er den opgave,” sagde Henderson, ”en dag vil Gud spørge os, hvad vi gjorde med den.”

Mange kirkesamfund er engageret i at fuldføre Missionsbefalingen frem mod 2033 (Foto: Henrik Andersen)

Kirken vokser – men når ikke med

Henderson fortalte, at den kristne befolkning vokser, men at verdens befolkning vokser hurtigere. Afstanden mellem dem, der har hørt evangeliet, og dem, der ikke har, bliver stadig større.

Spørgsmålet er ikke, om kirken vokser. Spørgsmålet er, om den vokser hurtigt nok og lever stærkt nok i mission til, at alle mennesker får en reel mulighed for at høre om Jesus.

”Der er tale om en nødsituation,” sagde Henderson, ”hvis kirken fortsætter som hidtil, bliver opgaven ikke mindre, men større.”

Nogle af deltagerne i Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fra drøm til plan

Herfra førte Kyle Henderson forsamlingen ind i tanken bag 2033-bevægelsen. Han formulerede det enkelt: ”En drøm uden en dato forbliver ofte bare en drøm. Men en drøm med en dato bliver til en plan.”

Årstallet 2033 er valgt som en samlende milepæl, fordi det markerer 2.000-året for Jesu død, opstandelse og Helligåndens komme. Henderson understregede, at kalenderen ikke kan bruges som et præcist historisk instrument, når det gælder Jesus’ død og opstandelse. Men vi lever med den kalender, vi har, og netop derfor kan 2033 fungere som et fælles pejlemærke for den globale kirke.

Ideen er at skabe fælles fokus, så missionsbefalingen ikke fortsætter som en smuk drøm, men bliver til konkret handling.

Da kirken kom til at se indad

Henderson mindede om, at det ikke er første gang i kirkens historie, at nogen har forsøgt at lægge en plan for at fuldføre missionsbefalingen. Mange har prøvet før, og mange planer er strandet.

Han fortalte om en plan i sin egen menighed fra 1976, som gjorde dybt indtryk på ham som ung. Planen blev aldrig ført ud i livet. I stedet brugte menigheden energien på interne kampe og diskussioner.

For Henderson blev det en afgørende erfaring. Hvis kirken vil tage missionsbefalingen alvorligt, må den ikke bruge det meste af sin energi på at vende blikket indad.

Ingen kirke løfter opgaven alene

Henderson havde en tydelig pointe i sit indlæg: ”Ingen kirkelig tradition kan løfte denne opgave alene. Tidligere strategier byggede ofte på forestillingen om, at ens eget kirkesamfund kunne klare det selv. En helt fejlagtig tanke.”

Tværtimod har kirkesamfundene brug for hinanden. Henderson sagde direkte, at der er brug for kristne med forskellige teologiske profiler, forskellige traditioner og forskellige styrker, hvis hele verden skal nås.

Derfor fremhævede han som afgørende, at 2033-bevægelsen fra begyndelsen har samlet ledere fra mange kirkesamfund: katolikker, baptister, metodister, karismatikere og andre. Det afgørende er ikke fuld enighed om alt, men en fælles vilje til at tage missionsbefalingen alvorligt.

Hvad kan baptister så bidrage med?

I forhold til det brede globale samarbejde stillede Henderson spørgsmålet: ”Hvad kan baptister konkret bidrage med?”

Hans svar var enkelt: ”Baptister kan ikke gøre alt, men det, de kan gøre, betyder noget. Derfor har Baptist World Alliance formuleret fem stier i Acts2Movement.”

De fem stier – der er små, fikse foldbare “stier” på dansk på vej ud i menighederne fra Inspirationsdøgnet (Foto: Henrik Andersen)

Fem stier frem mod 2033

Den første sti er Bibelstien. Baptister ønsker, at alle mennesker skal have adgang til Bibelen på deres modersmål. Derfor må baptister elske Bibelen og leve af den.

Den anden sti er Vidnestien. Hvad nu, hvis hver baptist hvert år deler sin tro med mindst ét andet menneske? ”For mange er det en grænseoverskridende handling,” sagde Henderson, ”men hvis millioner af baptister over hele verden deler troen, bliver virkningen enorm.”

Den tredje sti er Nabostien. Henderson opfordrede til, at kristne begynder at bede for dem, der bor tættest på: naboer, overboer og genboer. Tro i bevægelse begynder lige uden for egen dør.

Den fjerde sti er Omsorgsstien. Hvad nu, hvis hver baptist en eller to gange om året viser et andet menneske Guds kærlighed gennem konkret handling? Det ville skabe en bølge af kærlig omsorg.

Den femte sti er Frihedsstien. Her pegede Henderson på, at baptister historisk har haft et særligt blik for religionsfrihed. Baptister ved, hvad det vil sige at være under pres, og netop derfor har de også et særligt bidrag at give den globale kirke: vidnesbyrdet om, at troen må være fri, og at ethvert menneske selv må have lov at svare Jesus Kristus.

Bibler til alle på deres eget sprog, vidnesbyrd om Jesus til alle, en kirke til alle, personlig bøn for alle og kærlig omsorg for alle… vi skal bare afsted! (Foto: Henrik Andersen)

Ikke topstyring, men bevægelse nedefra

Henderson understregede flere gange, at Acts2Movement ikke er en topstyret strategi. Det skal være en bevægelse, der vokser nedefra og op – båret af lokale menigheder og almindelige troende.

Derfor er de fem stier så enkle. De er ikke målrettet ledere og organisationer. De skal forstås og leves i menighedsliv og hverdagsliv.

For Henderson ligger håbet netop her: ikke i en stor central plan, men i at millioner af kristne tager små, trofaste skridt i den samme retning.

Når vi står foran Jesus

Mod slutningen samlede Henderson sin pointe i en enkel formulering: Når vi en dag står foran Jesus, skal vi kunne sige, at vi gjorde vores del.

Acts2Movement – Tro i bevægelse – er efter hans forståelse ikke hele svaret på missionsbefalingen. Men det er baptisternes konkrete og fælles svar ind i en større global bevægelse.

Dermed blev indlægget en direkte udfordring til de danske baptister på Inspirationsdøgnet. Tiden er kort, opgaven er stor, og kirken kan ikke nøjes med at holde drømmen levende med ord. Den må omsættes til handling – i menigheder, i hverdagsliv og i mødet med dem, der endnu ikke har hørt evangeliet.

Relateret

• 22. okt. 2026 - Når jeg har bolden 
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 05. okt. 2026 - Formandstalen 2026
• 17. sep. 2026 - Det er ikke en selvfølge
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden

Find flere

Lyt til artiklen:

Da Baptist World Alliance lancerede Acts2Movement, var visionen en kirke i bevægelse, der lever som i Apostlenes Gerninger 2: med frimodighed, fællesskab, generøsitet og et levende vidnesbyrd. En af stierne handler om frihed – ikke kun som rettighed, men som kald til at leve evangeliet i samfundet og stå sammen med dem, hvis tro er truet. Trosfrihed er ikke bare et juridisk begreb, men en livsholdning, der forpligter os til solidaritet med dem, der forfølges for deres tro.

Acts2Movement

Du kan læse meget mere om Baptist World Alliance’s inititativ – Acts2Movement – i anledning af kirkens 2000 års fødselsdag i 2033 på websitet https://acts2movement.org/ (på engelsk). BaptistKirken holder inspirationsdøgn den 24.-25. april på Trinity i Fredericia med fokus på Acts2Movement: Overskriften er “Tro i bevægelse” og arrangementet sætter fokus på den enkeltes opgave. Kyle Henderson, BWA’s projektleder for Acts2Movement, giver et spændende oplæg om tankerne bag “A2M.”

Tro under pres – Danmark i et nyt lys

I Danmark er trosfrihed grundlovssikret, men kulturelt udfordret. Tro bliver ofte reduceret til en privatsag. Jan Áki Andreasen peger i baptist.dk(1) på, at udviklingen ikke er neutral, men formet af oplysningstidens skel mellem det private og det offentlige. Konsekvensen er en tavs norm: tro må gerne eksistere – bare den ikke fylder.

Denne “milde forfølgelse” er social. Den presser troen ud af det fælles rum og gør den mindre synlig. Udfordringen i Danmark er derfor ikke at overleve som kirke, men at bevare frimodigheden og tale klogt, respektfuldt og tydeligt ind i en kultur, der foretrækker tavshed.

Tro under pres – erfaringer fra Myanmar

For millioner af kristne verden over – blandt andet i Myanmar – er trosfriheden skrøbelig. Kristne udgør en minoritet i det overvejende buddhistiske Myanmar. I flere etniske områder – blandt andet blandt Chin, Kachin og Karen – er kristendommen udbredt, men ofte forbundet med marginalisering.

Efter militærkuppet i 2021 er kirker blevet bombet, ledere og præster arresteret, og mange lever som internt fordrevne eller flygtninge.

Illustration fra BWA’s materiale til Acts2Movement-kampagnen

Alligevel vidner kirker og missionærer fra flere missionsorganisationer, som chinkirkerne samarbejder med i Myanmar, om noget paradoksalt: Nu er det den bedste tid for evangelisation. Midt i nød, uro og krise søger mennesker håb. Når alt andet rystes, spørger mange efter noget, der kan bære. Evangeliet er ikke en teori, men en konkret trøst. Kristus er ikke en tradition, men et håb i mørket.

En missionær i en af vores kvindegrupper arbejder i et landområde omkring Mandalay. Husmenigheden i hendes hjem var vokset gennem fem år, da myndighederne forbød yderligere mødeaktivitet. Nu lejer hun lokale til møder og flytter med jævne mellemrum for ikke at vække opmærksomhed.

En tidligere missionær blandt burmesiske buddhister kommer i vores danske menighed. Hans vidnesbyrd er rystende. Lokale buddhistiske munke anmeldte ham til myndighederne. Flere gange blev han arresteret og tortureret af militæret. Hans tilstedeværelse minder os om, at trosfrihed aldrig må tages for givet. Han fortalte: “Lykken er ikke i et frit land, men der, hvor jeg lever i Guds kald.”

En global kirke – ét ansvar

Acts2Movement kalder os til at se kirken som én krop. Når én del af Kristi krop lider, lider alle (1. Kor., kap. 12, vers 26). Trosfrihed i Danmark må ikke føre til selvtilstrækkelighed, den skal føre til solidaritet. Trosfriheden udfordrer os til at se religions- eller trosfrihed som mere end fravær af forfølgelse. Det er friheden til at samles, bekende og tjene – og ansvaret for at stå sammen med dem, der forfølges for deres tro.

I Myanmar er Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 47(2) ikke kun en historisk fortælling. Den bliver et nutidigt spejl.

De første kristne levede uden religiøs frihed og sikkerhed. De mødtes i hjem, delte det, de havde, og holdt fast i bønnen. Troen var ikke komfortabel – den var kostbar. Netop derfor var den synlig. Derfor er trosfrihed aldrig neutral – den kræver aktiv forvaltning. Spørgsmålet er ikke, om vi har frihed til at tro, men om vores tro er i bevægelse.

Læs mere i ‘Omsorg begynder med at standse op‘ (Omsorgsstien)

Og læs mere på baptist.dk:
“En visionær plan for verdensmission” om Acts2Movement m.m. af Lone Møller-Hansen.

Noter til artiklen:
1 Kronikken ”Tro er ikke en privatsag – men et offentligt kald” den 4. oktober 2025. Link: https://baptist.dk/tro-er-ikke-en-privatsag-men-et-offentligt-kald/

2Apostlenes Gerninger, kap. 2, vers 47: De priste Gud og var vellidt af hele folket. Og dag for dag føjede Herren flere til dem, som blev frelst

Relateret

• 26. okt. 2026 - ”Vi tager ét år ad gangen”
• 19. okt. 2026 - Myanmar – en glemt konflikt – men ikke glemte forbrydelser
• 15. okt. 2026 - Når ingen beslutning er den rigtige
• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder

Find flere

Lyt til artiklen:

Hun virker stærk og sårbar på samme tid, denne sorte kvinde med de lange fletninger og i cowboy outfit. TaNikka Sheppard, 45 år og single. Både som kvinde og sort er hun en mønsterbryder i den nordamerikansk baptistkirke, hvor der er kirker, der ikke accepterer kvinder som præster. Hun er regional sekretær for 19 mio. baptister, der har holdninger, som spænder fra at hylde præsident Trump til at hade ham.

Vi er sammen i Baptist World Alliance (BWA)’s kontorer i Washington for anden gang. Sidste år blev hun indsat og bedt for af det, der nu er det nye Leadership Council. Som den eneste kvinde af de seks regionale sekretærer, idet BWA er opdelt i seks regioner. De seks regioner, der binder den baptistiske bevægelse i verden sammen.

Fra venstre: Lynn Green, UK, Tanikka Sheppard, Jennifer Lau, Canada, og Lone Møller-Hansen (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Hun er vant til at gå op imod vinden.

Vi deltog i det samme lille møde, hvor den tidligere formand for BWA, sydafrikanske Paul Msiza, udtalte en profeti over TaNikka: ”Du er en rollemodel for yngre generationer. Der er en grund til, at du er lige der, hvor du er”.  Det bragte tårerne frem. ”Han får mig altid til at græde”, var hendes kommentar.

Hun udstråler selvsikkerhed, feminint klædt uden at være udfordrende.

Blev baptist som ung

Hun er opvokset i en kristen familie, som ikke tilhørte nogen kirkeretning. ”De kan stadig ikke forstå forskellene”, siger hun.

Som ung kom hun tilfældigvis ind på et baptist-college. Hun syntes om holdningerne, faktisk elsker hun vores baptistiske værdier.

”Mit kald startede langsomt. Jeg kom i lederskab på campus, som 18-årig lærte jeg Jesus at kende,” forklarer hun. Hun læste først sociologi og afrikanske-amerikanske studier og siden teologi. Så hun ved, hvad hun taler om.

Jeg spørger forsigtigt om det med at være single. ”Jeg her endnu ikke fundet den rigtige. Jeg har været et trofæ for nogle mænd, der har set mig på scenen. Men det var ikke det.” Hun uddyber:

TaNikka Sheppard (Foto: Merritt Johnson, BWA)

Racisme og sexisme

”Det er en udfordring som kvinde og afro-amerikaner at have en magtfuld position. Der er stadig masser af racisme og sexisme i vores kultur, og det bliver forsvaret med Bibelen. Der er brug for, at vi aktivt og bevidst kæmper for at rense det ud af os selv først. Mange netop sorte kvinder har utrolig lavt selvværd. Og jeg har lært, at ingen, ingen, steder er sikre.

Hvordan jeg håndterer det? Det kan jeg ikke. Det kan kun Gud. Hvis du ikke har en stærk spiritualitet, har du intet fundament at bygge på. Det er som at være i et hus midt i et stormvejr. Du ved, hvad Jesus siger om det,” og henviser til lignelsen om at bygge på sand eller klippe. (Matt. 7:24-27)

”Vores ’huse’ er bygget på de mænd og kvinder, der er gået forud. Det skal vi manøvrere rundt i – blandt andet løgnen om racer. Det er en løgn, som vi skal bekæmpe. Og det skal vi nu. Jeg har kun kort tid til at gøre det, for alt lederskab er for en kort tid. Så jeg må ikke blive distraheret, men det er der mange der vil, altså distrahere mig.”

Hun tilføjer, at det ikke kun gælder en kvinde som hende, men gælder alle i lederskab. De skal fjerne forhindringer for den gode vækst.

Den dysfunktionel familie

Hvad der så gør hende så stærk?

”Gud viste mig mine talenter igennem Helligånden. Du skal vide, at du aldrig er nok eller har nok. Men det, du har, må du ikke begrave, men skal investere (endnu en henvisning til en af Jesu lignelser, Matt. 25:14ff).” Hun fortæller, at hun har gode mennesker, der beder for hende – uden at de nødvendigvis ved præcis, hvad det fortrolige handler om.

Jeg spørger, hvordan hun tackler at skulle repræsentere så mange forskellige holdninger i USA og Canada.

Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker.

”Det er svært,” indrømmer hun. ”Men jeg vil ikke gå på kompromis med sandheden. Jeg vil kæmpe for frihed for alle, alle mennesker. Gud har skabt alle mennesker. Det er enkle sandheder; du skal gøre mod andre, det du vil, at de skal gøre mod dig. Du skal elske din næste. Det er svært at stå fast, og prisen er at miste magt, frihed, venner, penge og position. Jeg er blevet bortdømt fra vigtige fora på grund af løgne. Vi er som en dysfunktionel familie. Det letteste er at tie stille, men du kan ikke helbrede noget, uden at sige sandheden,” slår hun fast og fortsætter:

”Det er som at have et betændt sår. Hvis betændelsen ikke bliver fjernet, vil det forgifte hele kroppen.

Så jeg vælger at tale, være lydig og profetisk. Jeg vælger at stole på Gud frem for mennesker. Men det ødelægger mine muligheder og mit CV.”

Hun henviser til endnu et skriftsted – om at tage sit kors op. ”Jeg kan ikke vinde hele verden, men jeg har allierede fra alle kirkesamfund. Advokater, læger, socialarbejdere – der alle bruger deres positioner for ’disse mine mindste’, som Jesus taler om.”

Skoleskyderi

Hun hører til i Cleveland, en by i Ohio, i Bethany Church. ”Jeg ved, at min præst har oprigtig omsorg for mig. Hos ham finder jeg visdom og får feedback. Dér føler jeg mig tryg.” Hun er forkæmper for sunde menigheder. Menigheder hvor man ikke behøver at klæde sig pænt på for at gå i kirke, og hvor man ikke skal skjule, hvordan man virkelig har det.

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…”

”Mit første arbejde var i en kirke, hvor præsten sagde til os ansatte: ’Ingen kan slå mig i hårdt arbejde’. Det så jeg som en udfordring, og det var virkelig usundt. Det er 20 år siden. I dag vil jeg tilhøre en kirke, som ikke skaber workaholics. Hvor man har sunde vaner med frihed og fritid. Jeg vil hellere, at man siger, at denne sunde kvinde kommer i en sund kirke.”

Vi bliver afbrudt af en besked på hendes telefon. Hun blegner. ”Åh nej, der er en skoleskydning i Cleveland. Ingen er sikre…” Og så blev der ikke mere af interviewet og hun gik også glip af udflugten til Bibelmuseet i Washington. Sådan er det også at være regional sekretær for baptisterne i Nordamerika.

PS.Udtrykket uriaspost henviser til 2. Samuelsbog kapitel 11, hvor Kong David gjorde soldaten Urias’ kone gravid og så satte kongen Urias forrest imod fjenderne, så han var sikker på, at Urias blev dræbt.

Relateret

• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til aritklen:

På Baptist World Alliance’s (BWA) verdenskongres i Brisbane var der en spørgetime til den nye ledelse af BWA, formand Karl Johnson fra Jamaica, næstformand Lynn Green fra England og generalsekretær Elijah Brown. Her lød spørgsmålet fra salen: ”Hvordan kan BWA hænge sammen, når der er så store forskelle i holdninger og spiritualitet?”

Elijah Brown, Generalsekretær, BWA (Foto: Merrit Johnston)

Det var Elijah, der tog ordet for at svare: “Vi er hoved, hjerte og hænder. Vi skal ikke begynde med hovedet. Vi skal starte med hænderne, at handle sammen. Det vil bringe os til hjertet. Og når hjerte og hænder er i takt, kan vi komme til hovedet.” Jeg synes, det lød klogt, at jeg bagefter bad Elijah om uddybe sit svar. Det får du her:

• Hovedet repræsenterer seriøs dialog, samtale, teologisk tænkning og stærke holdninger.
• Hjertet repræsenterer relationer
• Hånden repræsenterer handling og praktisk tjeneste.

Vi er stillet overfor komplekse udfordringer i disse år. Nogle mener, at visse teologiske holdninger kræver offentlige erklæringer. Det sker måske især, når der er betydelig uenighed om disse teologiske overbevisninger.

Hovedet

De fleste ønsker at starte med ”hovedet”. At begynde med teologiske samtaler og udtalelser. De vil have en formel dialog. Håbet er, at hvis vi “forstår” hinanden, er der størst chance for, at vi ønsker at have en relation.

At vi kan komme til en intellektuel enighed. Vi ”hører” hinanden. Selvfølgelig er der en balance her. Vi skal forstå den andens perspektiv. Vi skal lytte til hinanden. Den naturlige reaktion ved uenighed er at sætte ”problemet” i centrum, at alle kigger på det ud fra deres perspektiv, og når vi har diskuteret det, vil vi nå til en fornuftig beslutning, som alle kan være enige om.

Vi håber og tror måske også, at vi kan nå til enighed (hovedet), og det vil påvirke vores fællesskab (hjertet) og lede til at vi bliver sammen og tjener verden (hånden).

Men min erfaring er, at denne model ikke virker.

BWA*s ledelse: Formand Karl Johnson fra Jamaica, næstformand Lynn Green fra England og generalsekretær Elijah Brown svarer på spørgsmål i Brisbane (Foto: Lone Møller-Hansen)

Hånden og hjertet

Min erfaring er, at vi skal gøre det omvendt. Vi skal begynde med ”hånden” og gøre noget sammen.  Dette leder naturligt til ”hjertet”. Når vi er sammen i missional tjeneste og oplever en god relation, er det meget nemmere at bevæge sig til ”hovedet” og de svære samtaler. Vi har så de svære samtaler ud fra gensidig respekt og kærlighed i stedet for at have behov for at positionere os for at vise, at vi har ret.

Det er sjældent  – men sker – at parter har en intellektuel samtale som leder til venskab. Det kan være en interessant samtale. Måske nogle ønsker at fortsætte samtalen, men det fører ikke til at blive venner. Det hjælper at tage på sommerstævne sammen, som I gør – og det elsker jeg. Det hjælper, hvis mennesker tjener sammen i et køkken for at give mad til fattige. Hvis mennesker går på gaden og beder for familier, de møder. Alle disse ting er handling – hånden. Når mennesker tjener sammen, er det mere sandsynligt, at det fører til venskab – i hvert fald en positiv relation og gensidig respekt.

Normalt begynder en relation ved at vi har en fælles interesse. Så nærmer vi os hinanden og finder et håbets rum, hvor samtaler kan forme fremtiden.

Fokus udad

Som en baptist-bevægelse tror jeg også, at det hjælper enormt, hvis vores fokus er udad og ikke indad.

Der er et pres for at vende dialogen indad. Både i Baptist World Alliance og i de enkelte kirkesamfund og lokale kirker. Der bliver normalt lagt et pres på præsten for at opfylde menighedsmedlemmernes behov mere end at opfylde det håb, de forventninger og behov der er hos de mange rundt om os, der ikke kender Jesus.

Det kommer så nemt til at handle om ”hovedet” mere end ”hænderne”. Igen skal der selvfølgelig være en balance. Det er vigtigt at de, der allerede er i kirken, bliver betjent. Kirkesamfund skal have interne diskussioner. Men samtidig skal man holde fokus på ”hånden” – handlinger, der forvandler liv og samfund.

Elijah Brown taler ved kongressens åbning (Foto: Merrit Johnston)

Meget baptistisk

Det er faktisk meget baptistisk. Selvfølgelig skal vi også komme med tros-erklæringer. Men vi er normalt ikke bedst til at skrive og blive enige om lange teologiske doktriner. Vi er snarere bedst, når vi fokuserer på mission og at nå de mange i vores nabolag og i vores land, der ikke kender Herren. Andre kristne traditioner har lavet lange teologiske udredninger, som er centrale for deres væren. Det er deres ekklesiologi. Måden de er kirke på.

Vores eksistensberettigelse som baptister er ikke, at vi alle deler samme teologi, men at vi føler os forpligtede på det samme missionale kald. Selv hvis vi var enige om teologien, ville det ikke nødvendigvis føre til, at vi var sammen i at sprede evangeliet, møde menneskers behov, gøre forskel i vores lokale nærområde og leve et liv i tro rettet mod vores medmennesker. Enhed i ”hovedet” fører sjældent til handling i ”hånden”.

Et praktisk eksempel

Da jeg var generalsekretær i Nordamerikas Baptistsammenslutning (NABF*) besluttede jeg, at vi på et møde skulle bruge en formiddag i en baptistkirke, hvor vi pakkede kasser med sko. Skoene skulle gives til forældreløse børn. Det var en meget enkel opgave, der skulle løses. Vi sad rundt om et bord og pakkede den ene kasse efter den anden med sko. Og dér kom der naturligt mange samtaler i gang. Nogle af disse samtaler var dybe, nogle var meget personlige. Efter at have brugt to-tre timer med praktisk arbejde og naturlige samtaler opstod der et meget stærkere fællesskab i ”hjertet” imellem disse ledere. Når hånd og hjerte bevæger sig sammen, er det meget nemmere at have de svære ”hoved”-diskussioner.

Elijah Brown taler ved kongressens åbning (Foto: Merrit Johnston)

I øvrigt tænker jeg, at det vil være en god idé, hvis vi en gang imellem har den slags håndens arbejde, når vi mødes i Baptist World Alliance. Det vil være en enkel men stærk påmindelse om, hvorfor vi er sammen. For at tjene verden, som Jesus gjorde. Vores teologiske overbevisning er, at tjeneste og håndens mission er vores første og vigtigste opgave og kald.

Hvor starter du selv?

Det er det samme, når vi er aktive i mission. Normalt vil du ikke begynde med at udfordre mennesker til at tage imod Kristus. Du vil begynde med at invitere mennesker hjem på mad eller til et arrangement i din kirke. Så gør I  noget sammen og opbygger en relation. Ud af den relation og gensidige tillid vil der (måske) springe samtaler om tro og at vedkommende tager imod Jesus.

Mange opfører sig, som om enighed i ”hovedet” naturligt vil lede til en ”hjertets” relation, som så vil føre til et væld af ”håndens” tjenester. Men det er hårdere at gøre det sådan. Det giver ikke genklang i vores baptistiske tankegang og heller ikke i alle andre menneskelige relationer. Normale relationer begynder med hånden, bevæger sig til hjertet og slutter i hovedet. Så når vi lægger vægt på ”hånden” – fælles praktisk tjeneste og mission i vores nærområde – men også nationalt og internationalt – vil det naturligt skabe et fællesskab i ”hjertet”, hvor mennesker er venner og forstår hinanden. Det giver rum og luft til at have de svære diskussioner – ”hovedet”. Og til at leve med at være uenige.

Så vi begynder med ”hånden”, bevæger os til ”hjertet” og slutter i ”hovedet”.

*NABF er ligesom European Baptist Federation, EBF, en regional sammenslutning af nationale kirkesamfund. Her mødes generalsekretærer og andre nationale ledere til møder og tager beslutninger på regionalt niveau.

Relateret

• 14. okt. 2026 - Hvem er det egentlig, vi er?
• 13. okt. 2026 - Kirkens opgave er større end vores uenigheder
• 11. okt. 2026 - Købnerkirken er lokalområdets kirke
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere

Lyt til artiklen:

Han ser meget ung ud, som han står der foran Baptist World Alliances ledelse i Washington. Han præsenterer sig som Dr. Sasa.

Han kan ikke fortælle, hvor gammel han er, for når han spurgte sin mor, hvornår han var født, var svaret: ”Du er født en morgen, hvor det regnede.” Langt ude i bjergene i Chin-regionen i Burma. Når jeg kommer nærmere, ser jeg grå hår i tindingen. Han må være over 40 år, gætter jeg.

Dr. Sasa taler engageret til BWA’s ledelse under mødet i Washington (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

En bondedreng?

Den altså knapt så unge Dr. Sasa er på gæstevisit. Han har påtaget sig at tale med verdens ledere om situationen i Burma, ikke mindst for hans folk chin’erne, men ikke kun dem. Hans livshistorie er fængslende. Han kalder sig selv en bondedreng, ukendt med ritualerne på de bonede gulve, men han har på mystisk vis fået adgang til verdens ledere. Han har mødtes med politikere og embedsfolk i EU, Paris, London – sågar kong Charles, og nu er turen kommet til USA. Han har aftaler både i senatet og kongressen – og de er lydhøre, fortæller han og siger undskyldende, at engelsk er hans sjette sprog. Han virker som en venlig mand. Måske en bondedreng, der har fået jakkesæt og slips på, men han kan åbenbart begå sig i denne fremmede verden.

Valgt til parlamentet

Hans mål er intet mindre end at få sat en stopper for borgerkrigen i Burma. Få demokrati igen, som skal styre militæret – og en økonomisk forvandling. ”Burma er det smukkeste land i verden. Vi var rige, men bliver udnyttet af Kina. Rusland og Kina stod bag militærkuppet i 2021,” siger han og fortæller, at han selv var valgt til at indtræde i parlamentet den dag, militærkuppet fandt sted. Flere af hans venner og kolleger blev henrettet. Selv lykkedes det ham at flygte i en taxa. Siden har han været på flugt.

Dr. Sasa taler og Tomás Mackey, BWA’s præsident lytter (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Liv og død

Hans familie levede af deres lille landbrug langt fra nærmeste by. Som barn var han vidne til, hvordan en nabokone døde i fødsel og hans skolekammerater døde af diarré. Forældrene ville, at han skulle have en uddannelse. Sasa blev sendt på gåben afsted mod Yangon som stor dreng. Alene over bjergene og igennem dalene.

Inde i Yangon var alt overvældende. Han havde aldrig set en bil eller et trafiklys. Han talte ikke burmesisk, men kun sit stammesprog. Han boede i en bambusafskærmning sammen med nogle, der var på arbejde om natten. Så de delte sovested. Han var tæt på selvmord, men hans tro fik ham til at vælge at lære burmesisk. Han fik en uddannelse og vendte tilbage til sin landsby. Han blev lærer, for han var den eneste, der kunne burmesisk. Eleverne kom langvejs fra, gående i flere dage for at komme i skole.

Burma eller Myanmar?

I denne artikel bruger både Lone Møller-Hansen og Dr. Sasa navnet Burma, når de omtaler Dr. Sasas hjemland. På baptist.dk plejer vi at skrive Myanmar. De Forenede Nationer anerkender Myanmar som navnet på det lille land, mens flere lande, bl.a. Storbritannien og landets tidligere kolonier som USA og Australien, kalder landet for Burma. Bruge du Myanmar, kan du blive anklaget for indirekte støtte til militærregimet. Danmarks Radio bruger Burma, mens TV 2 bruger Myanmar.

Forvirret? Find flere oplysninger her.

Blev læge som flygtning

Buddhisterne forfulgte de kristne, og det endte med, at han flygtede syv dage igennem junglen og kom til Indien. Her lærte han engelsk og begyndt at læse medicin. Senere kom han til Armenien, hvor han blev uddannet læge, og kom til England, hvor han fik en engelsk ”familie”.

Han tog tilbage til Burma for at arbejde som læge. Den eneste læge i miles omkreds. Han knoklede, havde somme tider 500 patienter på en dag. Han underviste andre i alt det, han havde lært, fra børnefødsler til malaria. Han vidste jo, hvordan det kunne tage liv.

Han havde politisk tæft og det lykkedes sammen med andre at opbygge den første lufthavn i Chin-regionen. Der var pludseligt håb.

I skjul i junglen

Andre havde fået øje på ham og han blev politiker og skulle i parlamentet. Heldigvis blev han advaret om kuppet og slap væk.

Han fortæller, at ”mere end 6.000 er slået ihjel, flest kristne. Byer er blev udslettet og mere end fire mio. er gjort hjemløse.”

Indtil for fire måneder siden levede han i skjul i junglen tæt på den burmesiske grænse, men slap igen væk og mener nu, at han har en rolle, en historie at fortælle verden.

Forbøn for Burma, Chin-folket og Dr. Sasa. Fra venstre: BWA’s præsident Tomás Mackey, Dr. Sasa og tidligere præsident Paul Msiza (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

”Det er det, Gud kan gøre”

”Mine forældre gik aldrig i skole. I dag er jeg her. Det er det, Gud kan gøre,” siger han. ”Vi skal være lys i mørket. Jeg beder om visdom, Guds styrke, vejledning af Helligånden – og tålmodighed.”

Han siger med fast stemme: ”Jeg har håb i dag.”

Han fortæller om en russisk bombe, der sprængte en kirke i stykker. Resterne af bomben blev gjort til kirkeklokke.

”Gud har kaldt os til at gøre en forskel. Guds rige, håb, fred, kærlighed og frihed vil komme til Burma. Mange af mine kolleger (jeg går ud fra, at det er politikerne, der lever udenfor Burma) er ikke kristne, men der er kommet en ny enhed mellem de kristne i bjergene i Burma og burmeserne i lavlandet.”

Hans korte budskab er: ”Hjælp os. Vores naboer er verdens største nationer, Indien og Kina. Burma skal være lys i verden. Selvstændig og fri.”

Efter hans rørende tale, tager den tidligere præsident for BWA, Paul Mzisa fra Sydafrika, ordet og kommer med en opmuntring til Dr. Sasa: ”Jeg er vokset op i 80’erne. Det så umuligt ud at kæmpe mod apartheid. Gud kan ændre det umulige. Han vil bringe frihed og fred til dit folk, for Gud elsker jer.”

Relateret

• 19. okt. 2026 - Myanmar – en glemt konflikt – men ikke glemte forbrydelser
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse

Find flere

Lyt til artiklen:

Sikken en forskel. Da jeg for ni år siden første gang var til møde i Baptist World Alliances (BWA) hovedbestyrelse – Executive Committee – var jeg bestyrtet. Økonomien var elendig, der var en enormt dårlig stemning, manglende tillid og tro på fremtiden.

Jeg husker, at jeg på hotellet efter den første dag spurgte den erfarne Regina Class fra Tyskland, om der var en fremtid for BWA. Hun var selv i tvivl.

Nu har jeg været i Washington igen, som jeg har været næsten hvert år siden 2016. Bortset fra uro over den politiske situation var der en helt anden stemning. Optimisme og tillid. Der er sat gang i mange store projekter, og med visionerne kommer pengene. Det er fantastisk.

Lone Møller-Hansen ved Executive Committee-mødet i BWA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

2000 året for kirken

Det mest spændende er en bevægelse, som vi også skal have fat i i Danmark. Den hedder Acts2Movement 2033 – det dækker over en missionskampagne ud fra Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 42 – 47. Frem til 2033, hvor man fejrer kirkens 2000 års fødselsdag (og 2000-året for Jesu død og opstandelse), skal i hvert fald alverdens baptister, men også gerne andre kirkeretninger, opfordres til at gå ad fem veje i mission. Det handler om at dele vidnesbyrd, læse sin bibel – og støtte oversættelse til nye sprog, arbejde for frihed og retfærdighed, være et lys i nabolaget og vise omsorg for andre. Bevægelsen lanceres på verdenskongressen i Brisbane i juli i år. Helt nede på jorden og praktisk tilgængeligt. Men visionært i en tillid til, at Gud virker igennem almindelige mennesker og almindelige kærlige handlinger.

Til denne lille opgave besluttede vi, at vi skal indsamle 20 mio. dollars. Og den første million er allerede kommet, inden vi er begyndt. Snebolden ruller.

Læs meget mere på https://baptistworld.org/acts2/. Jeg fortæller mere om projektet, efter BaptistKirkens Genstart-proces.

Fire stærke kvinder fra hovedbestyrelsen. Fra venstre Lynn Green, der er generalsekretær i det britiske baptistsamfund, TaNikka Sheppard, den første kvindelige generalsekretær i en af de seks baptistregioner, den for Nordamerika, Jennifer Lau, direktør i Canadian Baptist Ministries – og Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Ny baptist-uddannelse

Vi lancerer en helt speciel uddannelse i baptisthistorie og teologi på det største og et af de mest anerkendte baptistuniversiteter i USA, Baylor – hvor Preben Vang fra Danmark i øvrigt er en af professorerne.

Samarbejdsaftalen blev godkendt på mødet i denne uge. Det bliver et nyt fakultet på universitet, hvor der går 20.000 studerende. Det vil kunne læses af studerende over hele verden online og økonomisk udlignet efter evnen til at betale.

Ny struktur

Det var sidste gang hovedbestyrelsen mødtes på hovedkvarteret i Washington. Fra denne sommer vil en ny struktur være på plads. I stedet for hovedbestyrelsen kommer dels en Trustee Committee, en slags forretningsudvalg og dels et Leadership Council, en slags repræsentantskab, hvor alle udvalg og regioner er repræsenteret – i alt op til 80 personer.

Det kan ikke afsløres, hvem der er indstillet til at udgøre Trustee Committee, da det endelige valg først finder sted i juli på verdenskongressen i Brisbane, Australien.

Bøn i BWA’s Executive Committee (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Netop denne nye struktur betyder, at der skal gøres plads til et lokale på hovedkontoret, der kan rumme 80 personer. Samtidig er antallet af ansatte i BWA tredoblet siden 2018. De ansatte er spredt ud over verden – det er også nyt, og derfor skal der ikke være et tomt kontor i Washington, men fleksible arbejdspladser. Ud af 20 ansatte vil der kun være fem-seks, der er fast på hovedkontoret. Det afspejler en verdensbevægelse, der ikke er nagelfast.

Nye medlemmer

Netop en renovering af den ene af tre etager på hovedkontoret fik vi også besluttet – alle afstemninger i komiteen var i øvrigt enstemmige og for de fremlagte forslag. En sådan renovering vil sikkert koste en mio. dollars. Svimlende beløb, som vi ikke havde haft og ikke havde kunnet drømme om for ni år siden.

Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken og TaNikka Sheppard fra USA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Der er sket virkelig meget. En del af forklaringen på væksten både i økonomi og ansatte, er nye medlemskaber. Efter at det ikke kun var kirkesamfund (som for det meste er økonomisk begrænsede), der kunne være medlemmer, men også missionsselskaber og uddannelsesinstitutioner – så længe de hviler på baptistisk grundlag, er det væltet ind med nye medlemmer.

I dag tæller BWA 53 mio. baptister. Til sommer skal vi optage 22 nye kirkesamfund og institutioner, et af dem i et land, vi ikke har haft som medlemsland før.

En anden del af forklaringen på fremgangen er helt sikkert vores dynamiske generalsekretær Elijah Brown, som netop er valgt til at være leder af BWA de næste fem år. Mindst. Han nyder stor og udbredt tillid, både indenfor organisationen og ude i baptist-verdenen.

Vi kan være stolte af at være en del af denne verdensbevægelse. Jeg tror, at den optimisme, der udgår herfra, og de initiativer, vi opfordres til at være en del af, kan gøre en forskel for vores kirkesamfund.

BWA’s Executive Committee ved mødet i Washington i marts 2025 (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Relateret

• 03. sep. 2026 - Efterårshåb
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere