I Kristeligt dagblad diskuterer præster og teologer i Folkekirken i øjeblikket dåbssyn. Lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, Lars Sandbeck, skrev for et par uger siden en kronik, hvori han betvivler, at Folkekirkens præster tror på det, de selv siger, når de døber de små. De er nemlig forpligtet på bl.a. Den augsburgske bekendelse og ifølge den forstås dåben som en ”slags eksorcistisk handling, der skal rense den nyfødte for en nedarvet skyld som betingelse for, at Gud vil kendes ved barnet som sit eget, og for at det ikke skal fordømmes til endeløs pine i helvede” (citat fra indlæg af samme Sandbeck i Kristeligt Dagblad 22. januar 2019). Han spørger sine præste- og teologkolleger i Folkekirken, om de virkelig tror på det!

Flere har i indlæg bekræftet, at det gør de skam. Arvesynden er en realitet, og den er læren i både bekendelse og bibel (øh?), hævder de og slår ud efter de slapsvanse, der, som en af debattørerne formulerer det, gør Gud til ”en brystsvag yngling i den romantiske fase”. Nej, lad os få noget arvesynd og noget dom og helvede, som i de gode gamle dage, hvor man virkelig troede på Gud!

ingen af os beskriver den kristne tros indhold på samme måde som vores forfædre — uanset om det er for 500 år siden eller for 50

Er troen mindre ”ren” i dag?

Bortset fra at ingen af os beskriver den kristne tros indhold på samme måde som vores forfædre — uanset om det er for 500 år siden eller for 50 — ligger der under hele debatten fra deres side, som går i rette med Sandbeck, en sjov antagelse: Man troede mere, og mere rent i gamle dage. Det er som om, de forestiller sig, at troen konstant bliver vandet ud. At tidsånden tager mere og mere over. (Hvis der er en periode, hvor man kan sige, at tidsånden tog over i den kristne kirke, er det da vist i middelalderens fusion mellem statsmagt og kirkemagt!)

Er vi mindre troende i dag?

Men er det sandt, at vi hele tiden bliver mindre troende? Har det været én lang nedgangsperiode fra de gode gamle dage på Reformationens tid, så der nu kun de sørgelige rester tilbage? Eller kunne det tænkes, at vi konstant bliver klogere? At vi tolker bedre og mere ansvarligt i dag? Kan det tænkes, at vores teologi bliver rigere og ikke ringere med tiden?

Faren og hans uvorne søn

Et eksempel: Jesu lignelse om den fortabte søn viser Jesu forståelse af Gud som far. Faren i historien havde ret til at ikke blot at revse sin uvorne søn, da han kom hjem, men faktisk at få ham dømt til døden. Faren havde retten, men den så han bort fra, ikke på grund af noget, sønnen havde gjort eller sagt, men simpelthen fordi faren ville. Han elskede jo knægten.

Selvom Jesus lærte sine disciple og os at kalde Gud ”far”, og at forstå Gud som faren som i lignelsen, trængte det ikke godt igennem i Jesu egen tid. I Mellemøsten på Jesu tid var en far en streng figur, der revsede og tugtede sine børn. Det samme i Romerriget. Det samme gennem det meste af historien. I størstedelen af den kristne kirkes historie har man været mærkeligt uberørt af Jesu forkyndelse af Gud som far, som i lignelsen.

Kan det være, at vi i dag har en dybere forståelse end tidligere af Gud som far på grund af Jesu konsekvente brug af ”far” om Gud, og på grund af den udvikling i faderbegrebet, der har fundet sted siden oplysningstiden?

Dagens gode far

Men i dag har vi et andet syn på faderbegrebet. I vores forståelse er en god far en far, der er kærlig og som retleder gennem kærlig anvisning (som faren i lignelsen). Ikke en far, der slår, eller straffer vilkårligt; ikke en far, der straffer alle sine børn for den enes forseelse, eller hos hvem der ikke er sammenhæng mellem overtrædelse og sanktion.

Derfor er arvesyndslæren og læren om at Jesus dør på korset, fordi Gud er ”nødt til” at straffe for at genoprette, ikke mulig i dag. Den stemmer ikke med faderbegrebet. Og det stemmer i øvrigt heller ikke, at Gud ikke kan tilgive uden at han får betaling. Hvis det var tilfældet ville Gud jo ikke tilgive, men koldt og køligt acceptere den pris, der blev betalt. Kan det være, at vi i dag har en dybere forståelse end tidligere af Gud som far på grund af Jesu konsekvente brug af ”far” om Gud, og på grund af den udvikling i faderbegrebet, der har fundet sted siden oplysningstiden? Jeg tror det.

Som om vi andre også skulle høre det direkte fra Jesu mund: Gud er Abba, far.

Pointen: Bortset fra at jeg som baptist ikke tror på arvesyndslæren som formuleret af Augustin og adopteret af Luther, nytter det ikke noget i debatter blot at repetere tekster fra 1500 tallet, når man skal tale om dåb – eller noget som helst andet – i dag. Og ja, der kan være behov for at gøre op med tidligere tiders teologi, endda at gå videre end skriftens ord (ligesom vi f.eks. gør i spørgsmålet om slaver som alle i dag fordømmer, men som Bibelen tillader, eller om kvinder skal tie i forsamlinger, at vi ikke må spise blod, eller at kvinder skal have noget på hovedet under gudstjenesten af hensyn til englene, og at det ikke sømmer sig for mænd ikke have langt hår [1. Kor. 11]) som vi har gjort på utallige andre områder i erkendelse af, at vi er et andet sted, og al udvikling er ikke af det onde, heller ikke en anden teologi om arvesynd og dåb end den augsburgske bekendelse.

”Abba, far”

Jesus talte aramæisk. Evangelierne er skrevet på græsk. Men ét aramæisk ord oversatte man ikke hver gang til græsk, men lod det ind imellem stå på aramæisk. Det er ordet “Abba”, der er aramæisk for “far”. Af alt, hvad Jesus sagde, er dette ord bevaret på hans eget sprog. Som om vi andre også skulle høre det direkte fra Jesu mund: Gud er Abba, far.

Prøv at sig det! På tværs af tid og sprog taler du til Gud med det samme ord, som Jesus gjorde! Tankevækkende i øvrigt, at Jesus ikke en eneste gang kalder Gud for dommer! Betyder det, at der ikke er noget, der hedder dom? At alt er lige meget? Nej da! Det betyder at dommeren er – vores far. Den samme som dømte den hjemvendte fortabte søn.

Læs også Teologisk Forums indlæg i dåbsdebatten i: ‘Dåben er ikke en præstation, men indvielse til tjeneste’.

Relateret

• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 04. apr. 2026 - ”Vær ikke forfærdede”
• 12. mar. 2026 - Fællesskab er vigtigt!
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 19. feb. 2026 - Normer

Find flere

Johannes Aakjær Steenbuch

• formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
• Ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• Cand. mag. i filosofi
• tilhører Kristuskirken / regen

Baptister har i tidens løb givet forskellige bud på, hvordan børn kunne frelses, når de nu ikke var troende og omvendte. Nogle har helt afvist læren om arvesynden, mens andre har peget på, at dens magt er brudt i kraft af Jesus. Nogle baptister har ment, at børn først er ansvarlige for at tage imod evangeliet, når de når en vis alder.

Det giver ingen mening at formulere en særlig ‘teologi om børnene’, for som mennesker står vi principielt i samme situation uanset, hvilken alder vi har. Vi forstår kun stykkevist, som Paulus skriver. Den dansk-tyske baptistpionér Julius Købner slog derfor fast, at vi alle er børn overfor Gud.

Vi er alle i samme båd

Når Jesus forklarer, at Guds rige tilhører børnene[1], skyldes det ikke, at børnene har en særlig privilegeret adgang til Gud. Pointen er snarere, at det ikke er vores evner og nok så modne åndelige kvalifikationer, der giver os adgang til Guds rige. Børnene har dog den fordel, at de ingen illusioner har om, at de kan gøre sig fortjent til nåden.

Det giver ingen mening at formulere en særlig ‘teologi om børnene’.

Når Jesus omvendt forklarer, at det er umuligt for en rig person at komme ind i Guds rige[2], er pointen jo, at det er umuligt for os alle sammen – men muligt for Gud. Pointen er, at vi alle er i samme båd og magtesløse syndere overfor Gud. Paulus gør det klart, at alle mennesker er blevet syndere med Adam, at ingen søger Gud, og at ingen derfor kan kaldes ’retfærdig’[3].

Synd betyder i Bibelen mere end bare at overtræde nogle regler. Synd og uretfærdighed kan defineres som det ‘at mangle en relation til Gud’. Synd er ikke nogle bestemte handlinger, men at vi som mennesker har et brudt forhold til Gud.

Det er altså ikke, fordi spædbørn er bevidst ‘onde’, eller fordi de har forbrudt sig mod en eller anden lov, men simpelthen fordi vi som mennesker fødes uden en relation til Gud. Den relation er der ikke naturligt, men skal oprettes.

Den gode nyhed

Den gode nyhed er, at længe før vi blev født, har Gud gjort, hvad der skulle til for at genoprette den brudte relation mellem Gud og mennesker. Det er det, vi kan kalde ‘Guds forspring’.

I lyset af Jesus’ død og opstandelse har Gud alligevel en krog i os – allerede inden vi bliver født.

Som de naturlige mennesker, vi er født som, har vi ingen relation til Gud, men i lyset af Jesus’ død og opstandelse har Gud alligevel en krog i os – allerede inden vi bliver født.

Jesus kom ikke for at dømme mennesker, forklarer han, men for at tilgive og tage imod fortabte syndere. Jesus stiller ingen betingelser for Guds kærlighed. Derfor siger Jesus til sine disciple, at de ikke må forhindre børnene i at komme til ham.

Børn skal ikke igennem et ritual for at stå i det rette forhold til Jesus, for det har han allerede sørget for. I mange traditionelle kirkesamfund har man ellers ment, at børn skulle døbes for at få del i Helligånden, og derved komme i det rette forhold til Gud.

Men dåben er snarere et konkret udtryk for det forhold, som Gud allerede har oprettet til mennesker igennem Jesus. Baptister har peget på, at dåben derfor bør ske frivilligt og ved bekendelse. Dåben er, som Karl Barth udtrykker det, menneskets ’ja’ til det ’ja’, som Gud allerede har sagt i Jesus.[4]

En ny pagt

Paulus forklarer, at de troendes børn er helligede ved dem.[5] Baptister har ofte læst det som et tegn på, at børnene i de tidlige kristne menigheder ikke var barnedøbte. Børnene er netop hellige uden at være døbt, fordi deres forældre er kristne.

‘Hellig’ betyder at være sat til side med et formål. Der ligger måske en pagtstanke i, at børnene er helligede ved troende forældre. Gud har indstiftet sin nye pagt med den kristne menighed. Men hvor andre kirkesamfund har ment, at børn af kristne naturligt var en del af den nye pagt, har baptister ofte peget på, at pagten handler om tro. Mange baptister har derfor afvist, at børn var en del af menigheden.

Børnene har en naturlig plads i menigheden, også selvom de ikke er døbte – endnu.

Risikoen er selvfølgelig, at man kommer til at opføre sig som Jesus’ disciple, der ville forhindre de små børn i at komme til ham. I dag er det mere udbredt at sige med Paulus, at børnene har en naturlig plads i menigheden, også selvom de ikke er døbte – endnu.

I mange år diskuterede danske baptister, om man skulle have et ritual for velsignelse af børnene. I begyndelsen var mange imod, men i dag er det almindeligt at praktisere barnevelsignelse. Denne udtrykker fint det forhold, at Guds kærlighed er betingelsesløs. Den sætter bekendelsesdåben i perspektiv, og minder os om, at Guds kærlighed også rækker uden for de døbtes rækker. Den nye pagt er i sidste ende for hele verden – også børnene.

[1] Lukas-evangeliet kap. 18, vers 16

[2] Lukas-evangeliet kap. 18, vers 24ff.

[3] Romerbrevet kap. 3, vers 9ff.

[4] Karl Barth, schweizisk reformert teolog, der i sine sene værker forsvarede et dåbssyn, der ligger tæt på baptisters.

[5] 1. Korintherbrev kap. 7, vers 14

Relateret

• 26. feb. 2026 - Kunsten at balancere i to verdener
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 18. dec. 2025 - Ønsker
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave

Find flere