Johannes Aakjær Steenbuch:

• formand for Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Da de sidenhen lod sig ’gendøbe’, og da barnedåben var lovpligtig, var den nye dåbspraksis et udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed – en ikke-voldelig modstand mod politisk og religiøs undertrykkelse. For mange af døberne var konsekvensen, at de måtte lade livet.

En tid præget af konflikter

Baggrunden for døberbevægelserne var ikke kun ikke-voldelig. Tiden var fuld af konflikter og uro. I 1525 indledte bønder i Syd- og Midttyskland et oprør mod magthaverne, som følge af udbredt fattigdom og undertrykkelse.

Det tyder på, at mange af dem, der tilsluttede sig de døberbevægelser, der opstod i årene derefter, havde deltaget i bondeoprøret. Oprøret var præget af endetids-forventninger. Selvom bondeoprøret blev nedkæmpet, så mange stadig frem til et kommende tusindårsrige, hvor Kristus skulle herske med sine 144.000 udvalgte.

Døbernes ulydighed

Døbernes ulydighed mod sociale og religiøse magthavere var udtryk for en afvisning af den samfundsorden, der havde hersket i store dele af middelalderen, hvor kirke og statsmagt var tæt forbundne, men som nu var på nippet til at få sit dødsstød.

Nogle døbere som fx Hans Denck (d. 1527) opfattede troen som et rent åndeligt anliggende – det enkelte menneskes indre død og opstandelse med Kristus. Det førte til et stærkt individualistisk syn på troen, hvor kirken som institution måtte vige til fordel for den enkeltes direkte erfaring af Guds ord. Det betød en skepsis overfor påtvungen religion og et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.

Et forsvar for den enkeltes ret til at følge sin samvittighed.

Pacifisme

De schweiziske døbere gjorde mere ud af menighedens fællesskab, som de så som det konkrete alternativ til det verdslige samfund. En stærk dualisme prægede synet på kirke og samfund. De vantro er en ‘vederstyggelighed’ for Gud, hed det i Schleitheim-bekendelsen[1] fra 1527.

Man kunne derfor ikke have fællesskab med mennesker uden for kirken, men skulle i stedet afsondre sig fra ’det onde, og den ondskab, som djævelen har plantet i verden’. Det indebar en afstandtagen fra pavekirken, men også et afkald på at bruge vold. I stedet for at gengælde ondt med ondt, skulle ondt gengældes med godt, jævnfør Jesus’ bud i bjergprædikenen.[2]

Modstand mod edsaflæggelse

Også modstanden mod edsaflæggelse var udtryk for det, vi i dag kan kalde civil ulydighed. Da Jesus forbød sine disciple at aflægge ed, kunne kristne ifølge døberne heller ikke aflægge ed. Deri lå en klar markering af, at kristnes loyalitet lå hos Gud alene. Det er den opfattelse, der var i sigtekornet, da den lutherske bekendelse, Confessio Augustana, fra 1530 fordømte ’gendøberne’, som forbyder ’borgerlige pligter for kristne’. For Luther var myndighederne indsat af Gud. Derfor var det kristnes pligt at adlyde magthaverne.

Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne.

Pacifismen var mere end blot teoretisk. De muslimske tyrkere havde indledt en offensiv og belejrede Wien i 1529. Døbernes pacifisme betød en afvisning af væbnet kamp mod tyrkerne, og det gjorde den alt andet end ufarlig. Den schweiziske døber Michael Sattler (d. 1527) understregede, at kristne ikke af den grund skulle hjælpe tyrkerne, men modstandskampen var åndelig. Kristne, der bruger vold mod andre kristne, er derimod i grunden værre end tyrkerne, mente Sattler.

Grænser for statsmagten

Andre døbere var knap så afvisende overfor verdslig magt. Balthasar Hübmaier (d. 1528) forklarede, at den verdslige magt har til opgave at straffe dem, som gør skade på svage og forsvarsløse. Myndighederne var, jævnfør Paulus[3] indsat af Gud, og kristne har derfor pligt til at støtte samfundsmagten – fx ved at betale skatter og om nødvendigt at tage del i magtudøvelse.

Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger.

Der var dog grænser for, hvad den verdslige magt kunne blande sig i. Hverken kirke eller stat kan tillade sig at straffe mennesker for deres tro og overbevisninger: ’Den gudløse skal ikke straffes af nogen, heller ikke selvom han forbliver uomvendt og nægter at antage evangeliet’, skrev Hübmaier i sit forsvar for principiel trosfrihed. Derfor kunne civil ulydighed i nogle tilfælde komme på tale.

Arven fra døberne

De apokalyptiske forventninger om et forestående 1000-års-rige fik ny næring, da hollandske døbere hævdede, at ‘det ny Jerusalem’ snart skulle oprettes med magt. Det skulle ske i den nordtyske by Münster, hvor døberne fik magten i 1534. De, der ikke lod sig døbe, blev smidt ud af byen. De ‘civilt ulydige’ var nu dem, der modsatte sig døbernes ideologi.

Da døberkongeriget i Münster i 1536 var blevet nedkæmpet af lutherske og katolske tropper, antog døberbevægelsen igen en mere fredsommelig karakter. Den stærke dualisme mellem kirke og samfund blev påny central, da Menno Simons (d. 1561) forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.

Menno Simons forsvarede en pacifistisk grundholdning, hvor kristne skulle undlade at tage del i samfundsmagten.

Det er den grundholdning, der trods alt står tilbage som arven fra døberne: Kristnes loyalitet ligger hos Jesus alene, og civil ulydighed kan være nødvendig, når samfundsmagten vil regere over menneskers tro og samvittighed.

[1]     Schleitheim-bekendelsen er de schweiziske døberes bekendelse, der primært handler om kirkens karakter

[2]    Matthæus-evangeliet kap. 5, vers 39

[3]   Romerbrevet kap. 13, vers 1 ff.

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 16. dec. 2024 - Camilla Steengaard fortæller om sin dåb
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 10. jul. 2024 - Min dåb

Find flere

Anabaptisterne har en narrativ tradition, dvs. at væsentlig indsigt ikke formidles gennem dogmer og regler, men gennem fortællinger med relevans for nutiden. Det drejer sig først og fremmest om de bibelhistoriske fortællinger, men også martyrernes livshistorier og de nutidige historier, de aktuelle vidnesbyrd er væsentlige. Det skal fortælles, ikke fordi det skete engang, men fordi det, der engang skete, kan gøre os klogere på den virkelighed, vi står midt i. Det er historiske beretninger, der skal få os til at reflektere over troen generelt og vores egen tro specielt.

To anabaptist-historier

Stuart Murray fortalte på BaptistKirkens lederkonference i 2017 to historier, der illustrerer troens indflydelse på den troende.

Dirk Willems var en hollandsk anabaptist, der levede i 1500-tallet. Han lod sig døbe og lod dåbshandlinger udføre i sit hjem. Det var imod både den katolske, calvinske og den lutherske opfattelse af dåben som barnedåb. Derfor blev han arresteret. Det lykkedes ham at flygte fra fængslet. Under flugten kom han til en sø, der var dækket af tynd is. Han havde tabt sig i løbet af sit fængselsophold, så han kom sikkert over på den anden side. En fængselsbetjent satte efter ham ud over søen, men han var mere korpulent, så isen brast under ham, og han råbte på hjælp. Dirk Willems stoppede op, vendte om og hjalp betjenten op af vandet. De øvrige betjente kom til, og de insisterede på arrestation af Dirk Willems, der blev brændt som kætter den 16. maj 1569.

Spørgsmålet er: Hvad fik Dirk Willems til at stoppe op og redde sin forfølger?

Svaret er at finde i anabaptisternes brug af bjergprædikenen[1], hvor Jesus bl.a. taler om fjendekærlighed. De læste den og prædikede meget ofte over den som rettesnor for et kristent menneskes liv.

Men det er mere interessant, hvordan vi reagerer, når vi ikke har tid til at tænke.

Vores principper og vores gennemtænkte tro er ikke uvæsentlige, men det er mere interessant, hvordan vi reagerer, når vi ikke har tid til at tænke. Vores kristne reflekser så at sige. Historierne besidder en magt over os. Derfor må vi spørge os selv: Hvilke historier fortæller vi, og hvilke reflekser fremmer og nærer vores menighed?

Skoleskyderi i et Amish-samfund[2]

En ung mand trængte ind i skolen og begyndte at skyde. Han dræbte en pige, sårede adskillige andre og skød derefter sig selv.

Amish-samfundet reagerede med chok og meget hurtigt derefter med at udtrykke tilgivelse. Reaktionen var så markant, at den af pressen blev betegnet som falsk.

Amish-samfundets medlemmer gik på kondolencebesøg hos drabsmandens mor og vedblev at bygge relationer til drabsmandens familie. Drabsmandens mor er nu – mange år efter – i tæt kontakt med amish-samfundet. Hun kommer ofte på besøg og sidder hos en pige, der blev invalideret i skoleskyderiet.

Årsagen til Amish-samfundets hurtige og dybt mente reaktion med tilgivelse er formentlig at finde i det forhold, at medlemmerne meget ofte beder Fadervor. Her lyder en af bønnerne som bekendt: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”.[3]

Det ser ud til, at den bøn er blevet en integreret del af deres liv.

Henvisning til relaterede artikler:

Den nærmeste familie?

Fokus på fællesskabet

Værdier, vi vil bygge på

Kulturen efter kristendommen

http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/

[1]   Matthæus-evangeliet kap. 5 – 7

[2]   Amerikansk bevægelse med rødder i den europæiske anabaptisme. De lever efter ‘the Ordnung’ og afviser moderne teknologi.

[3]   Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 9 – 13

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Stuart Murray

• er engelsk baptist, og har skabt et anabaptist-center med fokus på anabaptismen og dens betydning i dag
• var i 12 år menighedsplanter i Østlondon, siden da mentor og lærer i menighedsplantning på bl.a. på Spurgeons College
• etablerede i 1997 ‘Urban Expressions’: pioner-organisation i bymission med teams i mange byer og lande
• er tilknyttet Anabaptist Network siden 2001, hvor han har fokus på nye former for at være kirke
• har i 2014 stiftet ‘Center for Anabaptist Studier’ ved Bristol Baptist College
• forfatter til bl.a. ‘The Naked Anabaptist’ (2010) og ‘A Vast Minority’ (2015)

Anabaptister og baptister er ikke familie i lige linje. Moderne baptister er altså ikke direkte efterkommere – heller ikke teologisk – af anabaptisterne. Navnet ligner, men der er snarere tale om en art fætter-kusine relation. Dagens baptister deler en række – men ikke alle – centrale værdier med reformationstidens anabaptister.

Murray definerede syv anabaptistiske værdier, som også er kerneværdier for nutidens baptister. Læs om dem i artiklen: ”Værdier vi vil bygge på”.

Kristen i en efterkristen kultur

Samfundene i Vesteuropa er formet af den kristne historie og var tidligere klart defineret af den kristne tro og institutioner med kristne værdier. Efterhånden har troen og institutionerne mistet indflydelse. Kulturen er ikke længere tydeligt kristen. Den er stadig præget af værdier, der stammer fra den kristne tro, men generelt er der kun ringe tilhørsforhold til den kristne tro. Vi lever i et efterkristent samfund med en efter-kristen kultur. Læs Murrays definition af kendetegn på et efterkristent samfund i artiklen: ‘Kulturen efter kristendommen‘.

Det er tydeligere at tale om ‘at følge efter Jesus’ i stedet for at kalde sig kristen.

Samfundets holdning til kristen tro er altså ændret markant. Kirken og den kristne tænkning er ikke længere centralt placeret i samfundsdebatten. Derfor er der brug for nye refleksioner over troens betydning i et samfund, hvor den kristne tro er marginaliseret. I den proces er anabaptisternes tænkning værdifuld, fordi de levede, troede og tænkte i samfundets udkant.

Murray pegede på fire anabaptistiske værdier med stor betydning i det efterkristne samfund.

Hvad er discipelskab?

Første værdi er at forstå discipelskab som efterfølgelse af Jesus Kristus:

Anabaptisterne var enige med Luther og Calvin om syndsforladelsens betydning, men frem for at se tilbage på den synd, der er blevet tilgivet, havde de fokus på fremtiden med Jesus Kristus. De opfattede discipelskab som at være på rejse. Et væsentligt udtryk for den tankegang er Bunyans ‘En Pilgrims Vandring’. Den beskriver rejsen stærkt individualistisk. Det adskiller bogen fra anabaptisterne, der klart anså de troendes fællesskab for en vigtig værdi.

I det efter-kristne samfund knytter der sig mange misforståelser til ordet kristen. Hvem af os har ikke skullet forklare, at man ikke behøver at være naiv, dum og kedelig for at være kristen? Man kan godt være smart, intelligent, veluddannet – og kristen.

Fredskabende virksomhed er ikke passiv.

Murray påpeger, at det er tydeligere at tale om ‘at følge efter Jesus’ i stedet for at kalde sig kristen. Det giver bedre associationer. Særligt overfor muslimer er det et bedre udtryk, for mange af dem opfatter ‘kristen’ som ensbetydende med ‘vestlig’ – og dermed ofte også fjendtlig.

Fællesskab og gæstfrihed

Anden værdi er fællesskab, gæstfrihed og måltidsfælleskab:

Livet som kristen discipel var for anabaptisterne et liv i forpligtende fællesskab i menigheden. Man havde ansvar for hinanden og stod til regnskab overfor hinanden. Gæstfrihed og måltidsfællesskab var centrale værdier, der prægede menigheden og også blev praktiseret i forhold til fx byernes fattige.

Det er også i dag livsvigtige værdier for kirken. Fælleskab som kerneværdi er af vital betydning i et samfund, hvor ensomhed plager mange mennesker, men ordet fællesskab er blevet udvandet. Vi kan med fordel i stedet tale om venskabsgrupper.

Måltidsfællesskaber er vigtige. At spise sammen udvikler fællesskabet, for omkring bordet kan vi se hinanden, tale med hinanden. Den erfaring deler mange menigheder med anabaptisterne. Menighedernes spisefællesskaber udgør ofte stærke og inkluderende grupper, der deler liv med hinanden. Traditionen for fællesskab om måltidet går tilbage til Det Ny Testamente, og Murray pegede på, at hele Johannesevangeliet er indrammet af måltider. Det begynder med brylluppet i Kana og slutter med brød og fisk ved Tiberias Sø.[1]

Gæstfrihed kommenterede Murray ikke i særlig grad, men at invitere gæster er desværre ofte blevet til udstyrsstykker, der handler mere om at vise sig, end om at være sammen. Ægte gæstfrihed er at åbne fællesskabet i hjemmet for den anden. Den form for gæstfrihed er blevet sjælden i vores samfund. Den er af uvurderlig betydning i mødet med andre mennesker.

At skabe fred

Den tredje værdi, Murray tog frem, er, at den tidlige kirke var fredsskabende og afviste at bruge vold. Det er karakteristisk for anabaptisterne.

Der er i dag en stigende tilslutning til det synspunkt, at vold ikke er svaret. ’Der må være andre måder at stoppe uretfærdighed på, end ved at bruge vold’ – udtrykker den holdning, men mange tøver, fordi de opfatter afvisning af at bruge vold, som accept af passivitet i forhold til verdens uretfærdighed.

Fredskabende virksomhed er ikke passiv. Vi er kaldet til aktivt at arbejde for at skabe fred. Myten om, at vold kan løse alle problemer, er meget stærk i vores samfund. Tænk på de mange film, hvor den gode vinder over den onde – ved at være bedre til at udøve vold!

Kirken og den kristne tænkning er ikke længere centralt placeret i samfundsdebatten.

Det er måske en del af vores kald at sige nej! Det drejer sig om at genoprette retfærdighed – hjælpe ofre og forbrydere til at se hinanden som mennesker.

Kirke er mission

Endelig er det en afgørende værdi, at Jesus selv er det centrale i troen.

‘Gå ud at gøre disciple – så skal jeg nok bygge kirke’, siger Jesus – ifølge Stuart Murray.

Den væsentlige opgave for Jesus´ efterfølgere er at skabe og fastholde disciple.

Det er vi ikke ene om. Der foregår en løbende hvervning og fastholdelse af disciple i vores kultur; en konstant kamp om at præge individet med synspunkter, levevis og forbrug. Tænk blot på hele det område, der kan betegnes ‘sund levevis’, den politiske arena eller annoncekampagner for den ene eller anden vare. Der er mange, der arbejder for at hverve tilhængere. Der er altså en regulær konkurrencesituation i forhold til ‘at gøre til disciple’.

Henvisning til relaterede artikler:

http://anabaptist.dk/2017/04/26/den-afklaedte-doeber-interview-med-stuart-murray/

Kulturen efter kristendommen

Fokus på fællesskabet

Værdier, vi vil bygge på

Martyr-fortællinger – og kristne reflekser

[1]    Johannes-evangeliet kap. 2,1-10; 21,1 – 14

Relateret

• 02. jun. 2026 - Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
• 18. maj. 2026 - Jesus gjorde demokratiet til virkelighed
• 18. maj. 2026 - Sociale medier udvisker de bånd, der binder os sammen
• 18. maj. 2026 - Demokrati som samtale
• 18. maj. 2026 - Baptister og demokrati

Find flere

Blandt andre professor Frederik Stjernfelt har peget på, at Luther var hårdkogt modstander af frihedsrettigheder, og at reformationen i flere lande førte til en tæt sammenknytning af kirke og stat, øget social ulighed, ufrihed og så videre.

Luthers helt store fortjeneste var at sætte fokus på Guds nåde – mennesket kan ikke frelse sig selv, men frelses helt og aldeles ufortjent af nåden, Kristus og troen alene. Kirken har derfor ikke brug for alle dens institutioner og hierarkier af præster og paver.

En ”skjult gud”?

Mange peger på, at alle mennesker ifølge Luther er lige overfor Gud, og at den tanke kan have ført til frihedstanker og demokrati, selvom Luther selv var modstander deraf. Så enkel er sagen dog ikke.

Alle mennesker er nemlig ikke skabt ens, mente Luther. Ikke alle er lige lige overfor Gud, kunne man sige. Nogle er nemlig skabt med evnen til at tro, mens andre ikke besidder denne evne.

Den tanke formulerede Luther blandt andet i sit opgør med Erasmus af Rotterdam, der havde forsvaret den opfattelse, at mennesker selv kan bestemme sig for at tro.[1]

Gud vil ifølge Erasmus frelse alle, men mennesker afgør i sidste ende selv deres frelse.

Gud ønsker at frelse alle mennesker, mente Erasmus, så når det i Bibelen fx hedder, at Gud ”hader” mennesker, skal det forstås sådan, at han hader synden og tugter mennesker for at omvende dem, så de vælger at tro. Gud vil frelse alle, men mennesker afgør i sidste ende selv deres frelse.

Luther var uenig.

Luther udlægger historien om Jakob og Esau sådan, at Gud fra evighed hader nogle, mens han elsker andre, uden nærmere begrundelse. Jesus er i princippet død for alle, men kun dem, som Gud har forudbestemt til at blive frelst, er skabt med en evne til at tro, så de kan få gavn deraf.

Når det i Bibelen hedder, at det er Guds vilje at frelse alle mennesker, og at Gud ikke ønsker en synders død, er det altså kun én side af sagen. Gud er nemlig ifølge Luther ikke bundet af sit ord. Udenfor åbenbaringen findes der en ‘skjult gud’, hvis vilje er en ganske anden end den, vi kender fra det åbenbarede ord.

Derfor er de udvalgte ifølge Luther skabt med evnen til at tro. Resten er skabt med henblik på fortabelse.

Ifølge Bibelen er det Guds vilje at frelse alle, men ‘den skjulte gud’ ønsker kun at frelse få udvalgte, mente Luther. Derfor er de udvalgte skabt med evnen til at tro. Resten er skabt med henblik på fortabelse.

Det var blandt andet den opfattelse, der lå bag mange protestanters afvisning af missionsarbejde.[2] Men også genindførslen af slaveri, der ellers var blevet afskaffet med henvisning til alle menneskers ligeværd, blev forsvaret ud fra den opfattelse, at hele slægter kunne være forbandede.

Døberne

Langt de fleste af døberne vendte sig mod Luthers synspunkter. I stedet bekræftede man Erasmus’ opfattelse, at det er Guds vilje at frelse alle, men også at mennesker har frihed til at vælge troen til eller fra.

Derfor bør vi ivrigt forkynde og missionere for alle mennesker, mente mange af døberne. Allerede under reformationen overvejede grupper af døbere således at rejse til Amerika for at missionere.

Melchior Hoffmann[3] skriver, at ”Kristus har givet sig selv for alle folk, ja for hvert eneste individ, og har betalt for hele verdens synd, taget den væk, skaffet den af vejen, og fremskaffet evig frelse. Og nu er det igen tid til at forkyndelsen af Guds Ord skal nå ud til alle folkeslag, uden undtagelse.”

Mission var afgørende for døberne, for nok var alle mennesker kaldede, men kun ved aktivt at efterfølge Kristus kunne man få gavn deraf. Mens nogle, herunder Hans Denck[4], forsøgte at finde en mellemvej mellem Erasmus og Luther, mente mange døbere ligesom Erasmus, at mennesket havde en fri vilje og selv kunne og skulle afgøre sig overfor Gud.

Begge opfattelser risikerer at føre os ud i afgudsdyrkelse, hvis vi følger dem ud i deres logiske konsekvens.

Det er Guds vilje, at alle får gavn af Jesu offer. Om det faktisk sker, afhænger ifølge døberne af, hvordan mennesker selv forholder sig til evangeliet. Kun når mennesker selv vælger at afvise evangeliet, møder de den mørke side af Gud, ‘den skjulte Gud’, skrev således Balthasar Hubmaier[5]. Men det er altså ikke med Guds gode vilje, at han straffer dem, der afviser ham.

Døberne var altså i mange henseender, som Erasmus, humanister, der lagde vægt på menneskets værdighed. Det kom også til udtryk i deres syn på sociale forhold og krav om trosfrihed.

Men humanismen betød også, at mennesket ifølge døberne i bund og grund var ansvarligt for sin egen skæbne. Det, der afgør sagen er nemlig, om mennesker aktivt vælger at tro og efterfølge Kristus. Forudbestemmelsen til frelse var ikke som hos Luther ubetinget, men betinget af, om Gud har forudset, at mennesker af sig selv ville vælge at tro.

Jesus er Herre!

Luthers fortjeneste ligger i, at han alene vil lade Gud råde. Menneskers skæbne afgøres alene af Gud. Det er ikke mennesker, der vælger Gud, men Gud, der vælger mennesker. Døbernes fortjeneste ligger i, at de mente, at Guds kærlighed gjaldt alle, og at ingen var skabt til at gå fortabt.

Men hvem skal man så vælge? Valget gøres ikke nemmere af, at begge opfattelser risikerer at føre os ud i afgudsdyrkelse, hvis vi følger dem ud i deres logiske konsekvens.

Hvordan det? Jo, hvis Kristus er det sande billede af Guds væsen, må ‘den skjulte gud’ afvises som en afgud. Hvis vi kender Gud fra Kristus, kan der ikke være nogen gud udenfor åbenbaringen.

Svaret er som altid Jesus Kristus.

Men hvis mennesket som hos døberne gøres ansvarlige for deres egen skæbne, er vi lige vidt – for så er mennesket gjort til sin egen gud. Også humanismens tro på menneskets fri vilje må afvises som afgudsdyrkelse.

Mange teologer har før og efter reformationen peget på en – sådan set – ret indlysende løsning på det dilemma. Ifølge kristendommen er det nemlig hverken en ‘skjult gud’ eller mennesket selv, der afgør menneskets skæbne. Men hvem er det så?

Svaret er som altid Jesus Kristus.

Ifølge evangeliet er Jesus Kristus indsat som herre og konge over hele universet. Det er derfor alene ham, der afgør menneskers skæbne. Alt er givet den Jesus, der har lovet, at han ikke vil miste noget af det, han har fået.

Vi skal altså ikke frygte en ‘skjult gud’, hvis vilje er en helt anden end den, vi kender fra Bibelen. Men vi skal heller ikke frygte, at vi selv vælger forkert, for sagen er, at det er Jesus, der vælger for os.

Evangeliet er derfor godt nyt, fordi det forsikrer os om, at uanset hvad der sker, er alt i Jesu hænder.

[1]      Martin Luther, Om den trælbudne vilje.

[2]      Se Shenk, et al., Anabaptism and Mission.

[3]      Melchior Hoffmann (1495-1543) var blandt andet aktiv i Skandinavien, Baltikum, Nordtyskland og Nederlandene, hvor hans profetiske og mystiske døberteologi blev udbredt.

[4]      Hans Denck (1500-1527) var sydtysk døber inspireret af middelaldermystik. Blev en overgang omtalt af modstandere som ”gendøbernes pave”. Døde ung i 1527 efter at være blevet forvist fra Nürnberg.

[5]      Balthasar Hubmaier (1480-1528) var en tidligere katolsk præst, der blev en af de vigtigste døberteologer i sydtyskland under reformationen. Blev henrettet i 1528.

Relateret

• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 24. okt. 2017 - Guds folk – og andet godtfolk
• 29. sep. 2017 - Et stævne med rødder og retning
• 10. jul. 2017 - Noget om den kristne tro

Find flere

Erland Grarup, formand for Mission i Danmark-udvalget:

Jeg skriver dette, mens jeg er på en konference om bøn. Det er fantastisk at komme væk fra det daglige og lytte til, hvad Gud gør andre steder, og have en forventning om, at Gud også har noget for i den menighed, jeg er en del af.

Det er som at komme op på en bakketop, når man ikke kan finde den rigtige vej. Her får man et vidtstrakt udsyn over terrænet, så man kan orientere sig – se, hvor man kommer fra og derpå finde vejen frem. Jeg forventer det store udsyn og Guds ledelse.

Jeg forventer store ting af Gud. Jeg forventer, at lederkonferencen leder mig i den retning, Gud vil, vi skal vandre som ledere og menigheder fremover.

Baptister eller ‘bare’ frikirkefolk?

Jesper Pedersen, menighedsrådsformand, Baptistkirken Bornholm: 

Jeg brænder for, at mennesker skal høre budskabet om Jesus Kristus som vores frelser og komme til at tro på ham.

Da jeg er opvokset i en baptistkirke, falder det mig naturligt at virke her, men en gang imellem kan jeg blive i tvivl, om min tankegang er baptistisk. Meget af det udadvendte arbejde, vi har på Bornholm, sker i samarbejde med andre frikirker. Vi prøver at påvirke samarbejdet med baptistiske værdier, tror vi nok…

Fokus på identitet som baptist

Jeg glæder mig til at deltage på dette års lederkonference, der sætter fokus på, hvem vi er som baptister helt tilbage til anabaptisterne. Er det værdier, der er værd at kæmpe for, eller er de igennem generationer blevet udvandet, så de ikke længere betyder noget? Vores menighed er i gang med en proces, hvor vi vil finde ud af, hvilken berettigelse vi har som kirke. Jeg tænker, at vi skal bruge tid på at lære af fortiden for at kunne forme fremtiden. Og ’for at kunne bryde reglerne, skal man først kende dem!’

Relateret

• 18. okt. 2025 - Fra værdier til virkelighed – BaptistKirken har en plan
• 15. okt. 2025 - Proces efter synoden
• 30. sep. 2025 - BaptistKirken: Fra holdningsfællesskab til handlingsfællesskab?
• 04. sep. 2025 - Værdier
• 21. jul. 2025 - Glade og lettede

Find flere

Luthers 95 teser udgjorde en kritisk kommentar til kirkens liv og teologi. Enhedskirken i Vesteuropa blev splittet på kritikken og delt i fire hovedstrømninger: Den katolske, den lutherske, den reformerte og anabaptisterne. En anden konsekvens var 30-års krigen. Det er 500 år siden, og det er stadig ikke lykkedes at klinke skårene. Er det værd at fejre?

Måske ikke at fejre, men der er god grund til at fastholde bevidstheden om reformationens betydning, for den præger i dag alle kirker. Den blev skelsættende for kirkens liv. De protestantiske kirker blev etableret med reformationen som forudsætning, og den katolske kirke gennemførte en gennemgribende fornyelse. Konklusionen er, at reformationen bar frugt – også god frugt.

Rettidig omhu

Luthers ærinde var ikke en splittelse af kirken, men et ønske om, at kirken skulle vende sig til Bibelen og på den baggrund tage sin teologi og trospraksis op til revision. Havde kirken reageret positivt på reformatorernes synspunkter fremfor at afvise dem totalt, var kirkens opsplitning – og ikke mindst 30 års krig – måske blevet undgået.

Mod til uenighed

”Der er nogen, der skal dø først”, lyder det undertiden, når vi privat taler om udvikling. Det er ikke holdbart. Ingen organisation – heller ikke en menighed – kan udvikle sig, hvis muligheder parkeres på ubestemt tid, fordi man ikke har mod til samtalen om uenighed.

500-året for reformationen er en påmindelse til enhver menighed og kirke om, at det er vigtigt at tage kritik alvorligt. Ingen nok så kærlig kritik har ret i alt, men al seriøs kritik rummer en kerne, der er berettiget og må føre til revision af praksis og teologi.

Relateret

• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 24. okt. 2017 - Guds folk – og andet godtfolk
• 29. sep. 2017 - Et stævne med rødder og retning
• 10. jul. 2017 - Noget om den kristne tro
• 23. maj. 2017 - Fokus på fællesskabet

Find flere

Lasse Åbom:

• præst ved Immanuelskirken, Aarhus Baptistmenighed
• teologiske studier ved universiteterne i København og Aarhus

Reformationen cementerede det ægteskab mellem kirke og stat, som begyndte allerede i Romerriget, da kejser Konstantin[1] med et slag gjorde kristendommen til statsreligion. Luther havde brug for fyrsternes beskyttelse i sit opgør med pave- og kejsermagten, og derfor knyttede han og reformatorerne i mange tilfælde båndene mellem kirke og stat endnu tættere. Men dele af den anabaptistiske tradition udviklede andre måder at være kirke på, hvor man søgte at være kirke uden tilknytning til magthaverne. Måske kan vi lære af deres erfaringer og tanker, når vi forsøger at være kirke i det 21. århundrede, hvor kirken igen befinder sig på kanten af samfundet.

En stemme fra marginen

I anabaptismen finder vi en 500-årig tradition for at tænke kirke, discipelskab og mission fra en minoritetsposition.

Et interessant forsøg på at formulere en teologi for det 21. århundrede inspireret af reformationstidens anabaptister er gjort af den engelske præst og teolog Stuart Murray. Udgangspunktet for hans tænkning og arbejde er, at den kristendom, der i stærk alliance med magthaverne har domineret Europa i mere end 1.000 år, er i opløsning. Samfundet er i stadig stigende grad fremmed over for en religiøs tradition, og kirkerne befinder sig i marginen af kulturen frem for i centrum. Men Stuart Murrays pointe er, at det ikke er en trussel for kirken, men derimod en gave, for det er kirkens naturlige plads i samfundet ikke at tale fra en magtposition, men fra marginen.

En moderne anabaptisme

Murray mener, at i anabaptismen finder vi en 500-årig tradition for at tænke kirke, discipelskab og mission fra en minoritetsposition, og at anabaptismen derfor har en særlig vigtig rolle at spille i det 21. århundrede. Vi kan ikke sætte præcist lighedstegn mellem 1500-tallets anabaptisme og nutidens. Dertil er den historiske anabaptisme en alt for broget og mangetydig størrelse, men vi kan finde inspiration til at formulere en anabaptisme for det 21. århundrede. Stuart Murray peger selv på følgende syv kerneværdier fra den anabaptistiske tradition:

• Efterfølgelse

Tro handler ikke om at have de rette læresætninger, men om at følge Jesus som det centrale forbillede for vores tro, vores måde at leve på og vores engagement i verden.

• Jesus i centrum

Jesus viser os, hvem Gud er, og hvordan Gud er. Derfor er det også Jesus, der er den linse, vi læser og tolker Bibelen igennem.

• Kirke er mennesker

Kirken består af dem, der sammen søger at følge Jesus, og kirken kommer på afveje, hvis den er mere interesseret i at fastholde sin institutionelle magt eller alliere sig med magthavere end i at være tegn på det, Gud gør i verden.

• Alle er velkomne

Gud har et særligt øje for de sårbare, de udstødte og de magtesløse. Kirkens opgave er altid at være på deres side og invitere dem ind i fællesskabet omkring Gud.

• Et broget fællesskab

Kirken er et broget fællesskab af mennesker, hvor vi ser vores forskellighed som en styrke og et vidnesbyrd om Guds forsonende kærlighed, og ikke som en svaghed, der skal bekæmpes.

• Omslutter hele livet

Vores tro har betydning for hele vores liv, herunder hvordan vi forvalter vores ressourcer, vores tid og vores evner. Målet er at leve enkelt og mådeholdent, så vi ikke er bundet til det materielle, men så vi kan være generøse med det, der virkelig betyder noget.

• Søger freden

Guds fred er det centrale tema i evangeliet, og de, der følger efter Jesus, er forpligtet på at arbejde for fred og forsoning i deres eget liv og i verden.

Målet er, at kirken skal være et levende alternativ, eller et tegn på, hvad Gud er på færde med i verden.

Et levende alternativ

Med de værdier søger Stuart Murray og folkene omkring ham at formulere en troværdig alternativ fortælling til den fortælling, kristendommen har fortalt i mange år, og den fortælling, vi ellers hører i vores omverden. Målet er, at kirken skal være et levende alternativ, eller et tegn på, hvad Gud er på færde med i verden. Som sagt går der ikke en direkte linje til den oprindelige anabaptisme, men inspirationen er tydelig, særlig når det gælder forholdet til magthaverne og fokuseringen på, at tro og liv hører sammen.

Læs mere

• om anabaptismen på anabaptist.dk
• om Stuart Murray og hans arbejde på anabaptistnetwork.com
• af Stuart Murray: ‘The naked Anabaptist – the Bare Essentials of a Radical Faith’ og ‘Church after Christendom’

Du kan møde Stuart Murray på BaptistKirkens Lederkonference d. 21.-22. april 2017.

Inspiration til liv

Spørgsmålet er, om vi i Danmark kan hente inspiration i Stuart Murrays forsøg på at formulere en anabaptisme for det 21. århundrede? Når vores politikere er optaget af at tale om kristne værdier, og underlægge religionen deres politiske dagsordner, vil vi så også lytte til stemmerne fra marginen og forsøge at være troværdige tegn på, hvad Gud gør i dag?

[1] Romersk kejser år 306-37

Relateret

• 06. jan. 2021 - Gud har aldrig vigepligt
• 01. dec. 2020 - Dåben har flere betydninger
• 01. maj. 2020 - Døbernes kamp for tros- og samvittighedsfrihed
• 25. jun. 2018 - Frihed til at tro?
• 25. jun. 2018 - Religionsforskel

Find flere

Baptister diskuterer for tiden, hvordan man bør forholde sig til fejringen af reformationen.[1] Står vi i den reformatoriske arv som protestanter i linje med Luther og Calvin, eller bør vi som baptister identificere os med reformationstidens radikale – døberne (”anabaptisterne”) – der unægtelig har visse lighedstræk med senere baptister? Der kan dog være gode grunde til at holde en vis sikkerhedsafstand til disse diskussioner, for baptister står, når det kommer til stykket, i gæld til den lutherske såvel som den radikale fløj af reformationen.

Den europæiske frihedstradition

Martin Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne.

I den almindelige fortælling var det som resultat af reformationen, at individet kom i centrum så den enkelte fik trosfrihed til at tolke bibelen og de teologiske dogmer efter sin egen overbevisning. Det er muligt, at den europæiske frihedstradition i nogen grad kan spores tilbage til reformationen, men i fortællingen glemmes det dog ofte, at det kun var et fåtal af reformationens hovedpersoner, der forsvarede en egentlig religions- og trosfrihed.

Martin Luther forsvarede i flere tilfælde dødsstraf mod døberne.[2] Myndighederne havde pligt til at straffe ”gendøbere” med ”sværdet”, ikke kun på grund af deres i flere tilfælde voldelige og revolutionære fremfærd, men også på grund af deres teologiske synspunkter. Efter reformationen blev det almindelige princip, at landets myndigheder afgjorde indbyggernes religiøse bekendelse (jf. princippet cuius regio, eius religio). Et egentligt forsvar for religionsfrihed skal derimod findes hos de døbere, der afviste brugen af ”sværdet” i trosanliggender samt hos de første engelske baptister i det syttende århundrede.

Det betyder ikke, at baptister i dag ikke kan lære noget af reformationen. Selvom vi nok kan være skeptiske overfor den officielle fortælling om lutherdommens velsignelser, er der ingen tvivl om, at baptister historisk skylder Luther samt Zwingli og Calvin æren for centrale dele af deres troslære.

Forskellige menneskesyn

Hvor reformationstidens døbere ofte forsvarede et menneskesyn, hvor mennesket i høj grad selv var ansvarlig for sin egen frelse, var senere baptister i højere grad enige med Luther og Calvin om, at frelsen alene er Guds gave. Især de tidlige engelske partikular-baptister[3] radikaliserede de reformatoriske fem hovedsætninger (”solaerne”) om nåden alene, Kristus alene, troen alene, Skriften alene og Guds ære alene (sola gratia, sola Christus, sola fide osv.).

Der havde ikke været baptister, hvis ikke det var for Luther, Calvin og Zwingli.

For døbere som Balthasar Hübmaier og senere Menno Simons var Guds nåde frit tilgængelig for alle mennesker, men den afhang dog af menneskets aktive tilvalg og efterfølgelse. Netop den opfattelse synes at være populær især i frikirkemiljøer i dag. Men hvor døberne i mange tilfælde så troen som menneskets aktive tilvalg, så de første baptister ligesom Luther tværtimod troen som en nådegave udvirket af Gud i den troende.

Guds nåde afhang for baptisterne som for Luther hverken af menneskets tro, valg eller gerninger, som snarere måtte forstås som tegn på nåden. Menneskers tro er ikke en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, men et resultat af, at mennesker allerede er blevet erklæret retfærdige i kraft af Kristi gerning på korset. Bekendelsesdåben var således ikke en måde at tilvælge Gud på, men tværtimod en bekendelse til evangeliet om Guds betingelsesløse nåde.

Reformationens betydning for baptister

Når vi i dag diskuterer reformationens betydning for baptister, kan vi nogle gange glemme den side af baptisters historiske arv. Der havde ikke været baptister, hvis ikke det var for Luther, Calvin og Zwingli. Som baptister – og kristne i det hele taget – skylder vi reformatorerne meget. Deres hårde slid for at få kirken på rette kurs igen, er noget vi alle bør være taknemmelige for. Også katolikkerne fik på flere punkter øjnene op for teologiske huller og fejlagtige praksisser, som blev justeret.

Menneskers tro er ikke en betingelse for retfærdiggørelse og frelse, men et resultat af, at mennesker allerede er blevet erklæret retfærdige i kraft af Kristi gerning på korset.

Vi kan lære af reformationens princip om en tilbagevenden til kirkens kilder – ’ad fontes’ – og vægtningen af den personlige tro og kærlighed til Gud. Med reformationen kom der, teologisk set, et større fokus på Guds faderrolle, og mindre på dommerrollen – vores forhold til Gud afhænger ikke af bod, aflad, gerninger eller mishandling af os selv, men af hans barmhjertighed.

Baptisters dobbelte opgave

Det handler ikke om, at baptister skal vælge den ene eller anden ”side” i debatten om reformationen. Vigtigere er det at være opmærksom på den dobbelte arv. Fra Luther og Calvin har baptister historisk arvet den klare overbevisning, at det ikke er os, der vælger Gud, men Gud, der vælger os. At alt er af nåde. Fra døberne har baptister arvet det umiskendelige fokus på tros- og samvittighedsfrihed.

I dag kan det være baptisters opgave at minde om, at den så ofte fejrede religionsfrihed ikke så meget er et produkt af den lutherske reformation som af den radikale reformation, døberne og frikirkebevægelsen. Samtidig kan det være baptisters opgave overfor de frikirkesamfund, der ikke i samme grad er forankret i historisk protestantisme, at minde om vigtigheden af reformationens måske vigtigste principper: Nåden alene, Kristus alene, troen alene, Skriften alene og Guds ære alene.

[1] Se fx http://baptistteologi.dk/2016/07/03/consortium-of-european-baptist-theological-schools-cebts-i-elstal/

[2] Martin Schwarz Lausten, ”En forvrænget omtale. Jo, Luther godkendte dødsstraf mod gendøbere” i Kristeligt Dagblad 30. august 2010 (http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/en-forvr%C3%A6nget-omtale.-jo-luther-godkendte-d%C3%B8dsstraf-mod-gend%C3%B8bere)

[3] De baptister der, som de reformerte, lærte, at forsoningen i Kristus med sikkerhed udvirker frelse for de udvalgte, men som derfor også typisk mente, at den kun gjaldt for netop de udvalgte (partikulært) – modsat general-baptisterne, der hævdede, at forsoningen skete til bedste for alle mennesker (generelt), men at den dog kun fører til frelse for dem, der selv vælger det. En tredje mulighed, der også er blevet forsvaret af baptister, er den, at alle mennesker er udvalgt i Kristus, og at forsoningen derfor med sikkerhed virker til frelse for alle i sidste ende.

Relateret

• 11. feb. 2026 - Dét, alle kristne har til fælles
• 03. feb. 2026 - En ny måde at tale sammen på: 80 deltagere til BaptistKirkens første læredag
• 26. sep. 2025 - Diakoni er troens handling!
• 18. sep. 2025 - Spændvidden er en gave
• 25. aug. 2024 - Når krigen bliver menneskers virkelighed

Find flere

Det er nogle af de spørgsmål, som ledere fra alle menigheder kan blive klogere på, når der indbydes til Lederkonference 2017 på Brandbjerg Højskole den 21.-22. april 2017.

Vi hører hele tiden om Luther i dette reformations-markerings-år. Det er dog ikke den eneste strømning, der kommer til os fra reformationen. Hans samtidige, anabaptisterne, havde nogle værdier, vi stadig kan lære af: Jesus er nøglen til Biblen, kirke er mission, økonomisk solidaritet, forsonet fællesskab, socialt engagement og kristne er fredsstiftere.

Et par af dem trækkes frem på konferencen: Hvad betyder det, at kirke er mission? Hvordan kan forsoning præge vores menigheder? Og hvad indebærer socialt engagement?

Den internationale taler er engelske Stuart Murray, der er ekspert i anabaptismen. Sæt kryds i kalenderen. Det er for hele menighedsrådet og alle ledere i menighederne. Tilmelding inden 10. marts. Gå til tilmelding og yderligere oplysninger her.

Relateret

• 27. apr. 2026 - I Guds rige vender magten på hovedet
• 09. apr. 2026 - Ledelse – eller tjeneste?
• 20. feb. 2026 - Sebastian tog skridtet fra fællesskab til lederskab
• 06. jan. 2026 - Nytårshilsen fra BaptistKirkens ledelse – januar 2026
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”

Find flere

Der er forskel på martyrer. Nogle ønsker at dø – og tager andre med sig i døden. Vi burde kalde dem fanatikere eller terrorister. Andre nægter at fornægte deres tro – heller ikke, når de udsættes for tortur, der fører døden med sig. Det var sådanne vidner, de første kristne kaldte martyrer.

Kristne martyrer

En kristen martyr fastholder sit vidnesbyrd om Jesus Kristus, selvom det koster ham eller hende livet. De første kristne martyrer var Stefanus[1] og Peter[2]. Det var strafbart at være kristen i Romerriget. Typisk lød anklagen mod de kristne, at de nægtede at ofre til kejseren. De stod i valget mellem at fornægte deres tro eller at blive henrettet. Mange valgte det sidste og blev efter deres død beundret som martyrer og helgener.

Et af de Jesus-ord, der hjalp martyrerne til at fastholde deres bekendelse, lyder: ’En dåb skal jeg døbes med, og hvor det knuger mig, indtil den er fuldendt’[3]. Her taler Jesus om dåben som et billede på sin egen lidelse og død, hvorved han holdt fast i sin identitet som Guds søn. Denne brug af ’dåb’ blev afgørende for martyrerne. Som døbte fastholdt de deres nye identitet som Guds børn – langt ind i døden. Andre kristne blev herved endnu stærkere i troen. Omkring år 200 skrev Tertullian: ’Vi bliver flere, hver gang vi mejes ned!’

Brændt, druknet, hængt

På reformationstiden blev mange af vores forfædre og -mødre martyrer. Vi taler om ana-baptisterne, der opstod i Zürich i 1525. De byggede menigheder, som apostlene gjorde det. De brød altså med den enhed af kirke og kultur, der havde præget Europa siden 300-tallet. De blev i kraft af deres kirke- og dåbssyn hverken katolikker eller protestanter. Både den gamle og de nye barnedøbende kirker forfulgte døberne, og mange af dem blev enten brændt på bål, druknet eller hængt – af deres medkristne!

Døberne talte om dåben i tre former. Når de personligt hørte evangeliet og troede på Jesus Kristus som Herre, sagde de, at de var blevet døbt med Helligånd. Herefter lod de sig døbe i vand, idet dåb i Ånd og vand skaber Guds folk. De forstod kirken som et fællesskab af søstre og brødre, der under alle forhold ønskede at efterfølge Jesus og leve efter hans eksempel[4]. Det bragte mange af dem til martyriet. Som Kristus-vidner blev de – ofte ganske kort tid efter deres dåb i Ånd og vand – døbt med den tredje form for dåb: De blev ’døbt i deres eget blod’. Flere tusinde led den skæbne på få år.

Martyrernes spejl

Vi kender mange af de døbere, der i 1500-tallet blev martyrer. Det skyldes Martyrs Mirror, der udkom 1660 med martyr-historier og vidnesbyrd, især døbernes. Bogen indeholder tillige 104 kobbertryk, der viser samtidens frygtelige behandling af disse baptister, der ofte gik syngende i døden. Bogens titel lyder: ’Det blodige teater eller martyrernes spejl, der fortæller om forsvarsløse kristne, der blev døbt på bekendelse af deres tro, og som led og døde på baggrund af deres vidnesbyrd om Jesus, deres Frelser’[5] – en titel, der er lige så lang, som bogen er tyk med dens ca. 1.500 sider.

Altid frejdig, når du går

De fleste kender denne salme. Men ingen af os kan altid gå frejdigt! Det er dog heller ikke dét, salmen siger. Digteren skrev: ’Altid frejdig, når du går veje, Gud tør kende’. Det er straks noget andet. De kristne martyrer var frimodige, når de ’gik veje, Gud tør kende!’[6] Som døbte tilhørte de Den Korsfæstede og Opstandne Herre. Gennem blod-dåben gik de ind til Livet.

1 Apostlenes Gerninger kap. 6 og 7.

2 Johannes-evangeliet kap. 21, vers 15-19

3 Lukas-evangeliet kap. 12, vers 50

4 1. Peters brev kap. 2, vers 20-21

5 Se http://www.homecomers.org/mirror/

6 Se Christian Richardt: ’Altid frejdig, når du går veje …’, Salmebogen nr. 691

Relateret

• 10. jan. 2026 - Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren
• 29. apr. 2025 - Påskefællesskab med undervisning
• 16. dec. 2024 - Camilla Steengaard fortæller om sin dåb
• 27. okt. 2024 - 185 års historie begyndte med 11 menneskers mod til at tro
• 10. jul. 2024 - Min dåb

Find flere