Lyt til artiklen

Forestil dig, at du er født i New York, har gået i børnehave i Israel og tilbragt dine første skoleår i Mellemøsten. Dine forældre var udsendt, og din barndom blev levet i internationale miljøer med mennesker fra mange kulturer.

Pludselig står du som barn i en helt almindelig folkeskole i en dansk provinsby. Uroen, larmen og den uformelle omgangstone mellem lærere og elever i en dansk folkeskole forvirrer dig.

I dag er du voksen. Du taler dansk, har venner og lever et helt almindeligt liv. Men indeni er du det, forskere kalder en ’skjult immigrant’: du pakker dine minder væk og fortæller sjældent om din farverige fortid.

Du tøver og leder efter ordene, når nogen spørger: ”Hvor kommer du fra?”

Hvad betød forældrenes kald for børnene?

Hvad gør det ved et barn, når forældrenes kald til mission eller international tjeneste betyder lange adskillelser, kostskoleophold og et liv præget af opbrud?

Det er nogle af de spørgsmål, en række danske missionsorganisationer nu ønsker at undersøge nærmere.

På baggrund af norske undersøgelser og Danmissions rapport ’Børn af udsendte’ fra 2025 er seks danske missionsorganisationer og -netværk – blandt dem BaptistKirken i Danmark – gået sammen om en bredere undersøgelse.

Formålet er at få mere viden om, hvordan opvæksten har præget dem – og om der er erfaringer med omsorgssvigt, overgreb eller andre alvorlige hændelser, som organisationerne i dag må forholde sig til og eventuelt tage ansvar for.

Fakta: Ny undersøgelse af børn af udsendte

Undersøgelsen henvender sig til alle myndige børn af tidligere udsendte med relation til de deltagende organisationer – uanset nuværende alder.

Spørgeskemaet åbner for besvarelser 7. september 2026 og er åbent i to måneder.

Bag undersøgelsen står Mission Afrika, Promissio, Brødremenighedens Danske Mission, Operation Mission Danmark, Mosaik – Et netværk af Pinsekirker samt Baptistkirken i Danmark. Dansk Missionsråd har været med til at iværksætte undersøgelsen.

Undersøgelsen skal blandt andet se på:

• kulturtilpasning og ressourcer fra opvæksten i udlandet
• tilknytning og adskillelse fra forældre
• mobning, omsorgssvigt, krænkelser og overgreb
• forholdet mellem forældrerolle og missionskald
• oplevelsen af åndeligt sprogbrug og kristne praksisser
• fysisk og psykisk trivsel i voksenlivet

Hvis undersøgelsen afdækker traumer knyttet til forældrenes udsendelse, vil der være mulighed for et afgrænset psykologforløb med psykologer, der har kompetencer inden for udstationering.

Undersøgelsen varetages af Kompetenceenhed for Udstationerede i CuraVita – Ressourcecenter for sundheds- og omsorgsprofessionelle – med psykolog Maria Techow som projektansvarlig.

Kontaktperson i BaptistKirken:
Sekretær for international mission. Morten Kofoed, Tlf. 3011 2904 / E-mail: morten@baptistkirken.dk

Deltagelse i undersøgelsen finder sted via dette link: https://curavita.dk/kontakt/spoergeskemaundersoegelse-boern-af-udsendte

En barndom mellem kulturer

Børn af udsendte kaldes ofte TCK’ere – Third Culture Kids – eller tredjekulturbørn. De vokser op mellem forældrenes kultur, værtslandenes kultur og en tredje kultur, der opstår imellem dem.

For mange har opvæksten været en gave.

Danmissions rapport fra 2025 bygger på svar fra 55 personer. Her svarer 87 procent, at opvæksten i udlandet har beriget deres liv. Mange har fået globalt udsyn, stærke sprogkompetencer og evne til at bevæge sig mellem kulturer. Rapporten peger også på et højt uddannelsesniveau: 62 procent har en lang videregående uddannelse eller en ph.d. mod 11-13 procent i samme aldersgruppe i befolkningen.

Men rapporten fortæller også en anden historie.

For nogle blev den internationale opvækst forbundet med rodløshed, savn og en oplevelse af, at barnets behov for nærhed og stabilitet måtte vige for forældrenes kald og organisationernes opgave.

Derfor kan spørgsmålet “Hvor kommer du fra?” stadig være svært at svare på for voksne børn af udsendte. Ikke fordi de mangler et pas eller et modersmål, men fordi deres barndom ikke passer ind i én enkel fortælling om hjem, land og tilhørsforhold.

Når adskillelsen sætter sig i kroppen

Et af de alvorlige temaer i Danmissions rapport er adskillelsen fra forældrene.

Ifølge rapporten blev 70 procent af deltagerne sendt på kostskole som børn. De fleste var omkring syv år gamle. For nogle var kostskolen et trygt sted med fællesskab og struktur. For andre blev adskillelsen fra forældrene en erfaring, der satte dybe spor.

Rapporten peger på vanskeligheder med tilknytning senere i livet. Blandt dem, der havde gået på kostskole, kendte op mod 40 procent til at “lukke ned” for sorg, vrede og savn. Derfor bliver adskillelse fra forældre et centralt tema i den nye undersøgelse.

Tavshed, skam og svigt

Danmissions rapport beskriver også erfaringer med mobning, vold og seksuelle overgreb.

35 procent af deltagerne fortæller, at de har oplevet mobning. 14 procent beretter om fysisk vold eller overfald. Seks procent fortæller, at de har været udsat for seksuelle overgreb.

Tallene skal læses med forsigtighed. Rapporten bygger på et begrænset antal besvarelser og kan ikke alene dokumentere forholdene for alle børn af udsendte.

Samtidig peger rapporten på tavsheden som en del af problemet. Flere har båret deres oplevelser alene gennem livet. For nogle har skam gjort det svært at fortælle om overgreb eller svigt. For andre har loyalitet over for forældrenes kald og deres arbejdsgiver været en barriere.

Norge viste, hvad tavshed kan føre til

I Norge har missionærbørns erfaringer allerede ført til offentlig debat, undersøgelser og konkrete ordninger for hjælp og erstatning.

I 2008 udgav Normisjon rapporten ’Barnas plass i misjonshistorien’. Året efter kom den forskningsbaserede IRIS-rapport, som blandt andet viste, at syv procent af de adspurgte havde oplevet seksuelle overgreb under deres opvækst i udlandet.

Siden har norske børn af udsendte organiseret sig i støttegruppen ’Sendt Bort’. I dag har norske missionsorganisationer etableret handlingsplaner og ordninger for læge- og psykologhjælp, og over 137 norske missionærbørn har modtaget 21 millioner norske kroner i økonomisk erstatning.

Norge er ikke Danmark. Men erfaringerne viser, at spørgsmålet ikke kun handler om fortiden. Det handler også om, hvordan organisationerne i dag lytter, undersøger og tager ansvar.

Nu følger Danmark efter

I Danmark har interessen været mere begrænset. Danmission forsøgte allerede i 2009 at gennemføre en undersøgelse, men fik for få besvarelser. Rapporten fra 2025 er derfor et vigtigt skridt, men den bygger på 55 frivillige besvarelser, hvor deltagerne er fundet via Danmissions egne nyhedsbreve. Derfor kan der være tale om såkaldt selektionsbias: at deltagerne ikke nødvendigvis er repræsentative for hele gruppen.

Det kan være svært at finde og kontakte voksne børn af tidligere udsendte. Organisationerne har ikke nødvendigvis opdaterede kontaktoplysninger, og reglerne om persondata sætter også grænser for, hvordan man kan opsøge børn af udsendte.

Det skal undersøgelsen afdække

Den nye danske undersøgelse skal forsøge at give et dækkende billede af børn af udsendtes erfaringer.

Undersøgelsen skal både se på de ressourcer, mange har taget med sig, og på de svigt, overgreb og voldsomme erfaringer, nogle fortæller om.

Et andet tema bliver forholdet mellem forældrerollen og missionskaldet. Hvordan oplevede børnene balancen mellem forældrenes ansvar for familien og deres tjeneste? Og hvordan blev åndeligt sprogbrug, kristne praksisser og tale om kald oplevet – som en ressource, en belastning eller begge dele?

Undersøgelsen skal også se på livssituationen i dag: fysisk og psykisk trivsel, angst, depression og beskæftigelse.

Hvis undersøgelsen afdækker særlige traumer, der er knyttet til forældrenes udsendelse, vil der være mulighed for at tilbyde et afgrænset psykologforløb med psykologer, som har kompetencer inden for udstationering.

Læs flere detaljer om undersøgelsen i faktaboksen.

BaptistKirken genkender erfaringerne

I forbindelse med 100-året for BaptistKirkens engagement i Rwanda og Burundi i 2028 er en række børn af tidligere udsendte blevet interviewet. Også her spænder børnenes erfaringer vidt: fra glæde over livet i Afrika til oplevelser af svigt og brud med familien.

Morten Kofoed, sekretær for International Mission i BaptistKirken, siger:
”Det er blandt andet jubilæumsudvalgets interviews, der har fået BaptistKirken til at engagere sig i undersøgelsen. Men det er udfordrende, for vi har hverken oversigter over eller kontaktinformationer til børn af BaptistKirkens udsendte. Vi skal også være sikre på at overholde persondatareglerne.”

Det er for sent at ændre fortiden. Men den nye undersøgelse kan give voksne børn af udsendte mulighed for at blive hørt – og for at få anerkendt de sår, nogle har båret med sig siden barndommen.

Baptist.dk vil følge resultaterne af undersøgelsen – og det mulige opgør med fortiden, der kan følge efter.

Relateret

• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred
• 25. mar. 2026 - Erik Løvind Andersen – præst og livsengageret menneske – til minde
• 12. mar. 2026 - ”Lad hveden og rajgræsset stå side om side”
• 29. dec. 2025 - ”Vi skal være en kirke med fokus på det enkelte menneske”
• 29. dec. 2025 - ”Det gælder om at skabe en ramme, flest muligt kan se sig selv i”

Find flere

Lyt til artiklen:

Se videoen “”Festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke”

Baptist.dk’s videograf Bent L. Hansen havde også taget turen til Vejle. Det er blevet til en video på BaptistKirkens Youtube-kanal med titlen ”Festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke”. Tjek ind og oplev stemningen! Du er et enkelt klik fra en god oplevelse – se videoen her

Der er festgudstjeneste i Vejle Baptistkirke. De ukrainske sangere og musikere fra Youth Life har øvet sig på danske lovsange. Det går fint, og de er tydeligt glade for at bidrage til menighedens fest. Men da vi begynder på ”Ingen er som du” er musikken og menigheden ikke enige om melodien. I andre sammenhænge ville stemningen måske blive lidt anspændt – men ikke i Vejle.

Menighedens formand, Jan Andreasen, griber mikrofonen og undskylder over for musikerne, at han ikke har fået styr på melodien. Mødeleder Michael Andersen får mikrofonen og synger for, og musikerne falder ind på den nye melodi. Alle smiler, og temperaturen i fællesskabet stiger et par grader. Omkring 50 mennesker er samlet til festgudstjenesten denne søndag.

Lovsangsgruppen fra ukrainske Youth Life (Foto: Henrik Andersen)

Vejle Baptistkirke har inviteret til fest. Menigheden fejrer, at den er blevet selvstændig og en del af BaptistKirken. Bag invitationen gemmer sig en historie om et fællesskab, der begyndte med 18 mennesker i et privat hjem. Siden er mennesker med vidt forskellig baggrund kommet til – ikke mindst en voksende gruppe ukrainere.

Fra begyndelsen har ønsket været at bygge et fællesskab, hvor mennesker bliver set, budt velkommen og deler livet med hinanden.

Vejle Baptistkirkes formand, Jan Andreasen (Foto: Henrik Andersen)

Vi deler liv med hinanden

For Jan Andreasen er Vejle Baptistkirke meget mere end søndagens gudstjeneste. Menigheden skal være et fællesskab, der åbner sig mod verden:
”Vi sikrer os, at alle kommer ind og får en kærlig modtagelse, ikke bare første gang, men både anden, tredje og fjerde gang, de kommer,” fortæller Jan. Så bruger han en formulering, der går igen i mange andre samtaler med menighedens medlemmer:
”Vi deler liv med hinanden.”

At dele liv betyder praktisk handling i Vejle. Menighedens medlemmer møder hinanden til fællesspisning, bibelstudier og sociale arrangementer. Nogle gange går de i biografen sammen. Aktiviteterne er forskellige, men for Jan er pointen den samme: De giver anledning til at dele mere end søndagens gudstjeneste.

Det genkender Michael Andersen. Han fortæller begejstret om at tilbringe en hel menighedsweekend sammen. Der var både bibelstudier og udflugt, men for Michael var den store oplevelse at have tid sammen uden for kirkens rammer:
”Du lærer mennesker at kende på en helt anden måde,” siger han.

Mødeleder på festdagen, Michael Andersen (Foto: Henrik Andersen)

Michael fortæller om den positive forskel, det gør for fællesskabet, når man virkelig kender hinanden:
”Når vi mødes hernede, så er det et kram og et: Hej, hvor er det dejligt at se dig. Du bliver set.”

I gudstjenesten synger vi ’O store Gud’. Menighedens præst Henrik Søndergaard akkompagnerer på guitar. Der skal ikke mere til denne søndag formiddag. En guitar og menighedens stemmer.

Ukrainerne i Youth Life

Youth Life er den ukrainsktalende del af Vejle Baptistkirke og udgør i dag en stor del af menigheden. Jan Andreasen husker, at en gruppe på syv-otte unge ukrainere dukkede op i den tidligere kirke på Islandsvej. De spurgte, om de måtte synge en sang på ukrainsk. Det var de selvfølgelig velkomne til. Da de begyndte at synge, skete der noget mærkeligt: Den danske del af menigheden kendte sangen.
”Så hele menigheden sang, vi sang på dansk, og de sang på ukrainsk,” fortæller Jan. Oplevelsen blev begyndelsen på et samarbejde, hvor Youth Life holder gudstjeneste på ukrainsk og bruger kirken side om side med den danske del af menigheden.

Henrik Søndergaard akkompagnerer salmesangen på guitar (Foto: Henrik Andersen)

Michael Andersen husker også den første tid. Først var de ganske få. Siden voksede de ud af lokalerne på Islandsvej. Især de unges energi og børnene, der leger rundt om i kirken, glæder ham:
”Man bliver simpelthen glad helt ind i hjertet,” siger han.

For Michael er det afgørende ikke, om man taler dansk eller ukrainsk:
”Vi mødes om én ting. Det er Jesus, det er Bibelen.”

Plads til forskellighed

Mennesker er forskellige – også i Vejle Baptistkirke. En af menighedens præster, Jørgen Jürgensen, fremhæver rummeligheden som noget særligt. Her mødes mennesker med forskellige ståsteder, meninger og måder at være kirke på:
”Nogle gange kommer der ligefrem et bud fra salen, mens præsten taler,” griner Jørgen og fortsætter:
”Det kan godt skubbe lidt til præsten…”
Men det hører med til den åbenhed, han værdsætter ved menigheden.

Der var hilsner til den nye menighed fra Kern Sloth, Baptistkirken i Odense, og Tine Kragh, Baptistkirken i Danmark (Foto: Henrik Andersen)

Hilsner og historie

Under hele gudstjenesten har menighedens formand, Jan Andreasen, siddet bagerst i kirken – bag mixerpulten og computeren, der styrer PowerPoint-præsentationen. I en lille menighed har alle flere opgaver. Men nu er det Jans tur til at træde frem.

Efter hilsner fra Baptistkirken i Odense og Baptistkirken i Danmark fortæller Jan om menighedens historie. Han husker begyndelsen, hvor 18 mennesker sang lovsang i hans stue, mens ønsket om et nyt menighedsfællesskab i Vejle voksede frem.

”Mange af de 18 sidder her i dag,” fortæller Jan under gudstjenesten.

Den nye menighed blev knyttet til Baptistkirken i Odense, som blev fødselshjælper for arbejdet. Undervejs voksede fællesskabet: Lovsang, bibelstudier og sociale aktiviteter samlede deltagere, og samarbejdet med de ukrainske kristne i Youth Life blev en stadig større del af menighedens liv.

Der er sket meget på få år – fra lovsang i Jans stue til selvstændig menighed i BaptistKirken. Derfor er gudstjenesten også en anledning til at stoppe op og fejre udviklingen. Men for Jan Andreasen handler dagen ikke kun om at se tilbage:
”Jeg tror på, at vi kun har set begyndelsen af det her, vi er i gang med at skabe her i Vejle,” siger han.

Jørgen Jürgensen prædikede over teksten i Paulus brev til menigheden i Filippi (kp. 1, v. 3-6), hvor Paulus bl.a. siger: “… i tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.”

Hvad Gud har begyndt…

Festdagen handler om en ny menighed. Men i Jørgen Jürgensens prædiken dukker også en gammel historie frem. Jørgen prædiker over Paulus’ brev til menigheden i Filippi og ordene om, at Gud vil fuldføre det gode værk, han har begyndt.

”Hvad Gud har begyndt, det vil han også se til ende,” er temaet for prædikenen. For Jørgen handler ordene også om menigheden i Vejle. Han fortæller, at der tidligere har været en baptistmenighed i Vejle. Den ophørte, og det gjorde ondt på dem, der var en del af den. Nu er der vokset en ny baptistkirke frem i Vejle: Fællesskabet begyndte med en lille gruppe mennesker, siden er flere kommet til, og nu vokser dansk og ukrainsk kirkeliv på tværs af sprog og kultur.

Jørgen glæder sig over, at historien om baptistkirken i Vejle ikke slutter med en lukket kirke:
”Når vi ser ud over dette rum, så ser vi et levende bevis på Guds trofasthed,” siger Jørgen i sin prædiken.

Optagelsen i BaptistKirken er ikke et punktum. Jørgen kalder dagen en milepæl: Noget er nået, og noget nyt begynder.

Det er også Jans blik på fremtiden: Festdagen markerer ikke en afslutning. Den markerer det, der er nået – og begyndelsen på det, der kommer.

Hvad den begyndelse fører til, ved ingen endnu. Men der er god grund til at fejre det, der allerede er vokset frem.

Der var kagemand til kaffen! (Foto: Henrik Andersen)

Kagemand og brunsviger

Gudstjenesten slutter, men festen fortsætter omkring kaffebordet. Her går man ikke hjem lige efter gudstjenesten – slet ikke når der både er kagemand og brunsviger med flødeskum.

Ved kaffebordet bliver Jans ord om, at ”vi deler liv med hinanden” næsten håndgribelige. Snakken går på kryds og tværs mellem menighedens medlemmer og gæster, danskere og ukrainere.

Den officielle del af festdagen er slut. Vejle Baptistkirke er blevet en selvstændig menighed i BaptistKirken. Men der er tilsyneladende ingen, der har travlt med at gå hjem.

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere

Lyt til artiklen:

„Jeg føler, at jeg faktisk har noget at stå på.“

Sådan beskriver 25-årige Marina den forandring, hun oplevede, da hun blev kristen. Før havde hun søgt efter mening i forskellige former for alternativ spiritualitet. Nu oplever hun jordforbindelse og stabilitet.

Marina er en af 30 unge mellem 18 og 30 år, som den engelske tænketank Theos har interviewet for Church of England. Fælles for dem er, at de først inden for de seneste fem år er begyndt at gå regelmæssigt i en anglikansk kirke. Undersøgelsen fortæller om deres erfaringer – ikke hvor udbredt bevægelsen mod kristendommen er blandt unge.

For de 30 handler det blandt andet om mening, ensomhed og fællesskab, angst og præstationspres – og om en søgen efter noget, der står fast i en kultur, hvor den enkelte i stigende grad selv skal skabe sin identitet og sine værdier.

Den polsk-britiske sociolog Zygmunt Bauman beskrev udviklingen som ’flydende modernitet’: Institutioner, traditioner og sociale roller, der tidligere gav livet forholdsvis faste rammer, er blevet mindre stabile. Det giver større frihed, men også et større ansvar for selv at finde ud af, hvem man er, hvad man tror på, og hvordan man bør leve.

For nogle af de unge er kristendommen et overraskende svar på den udfordring.

Når kristendommen ikke længere er det normale

Næsten ingen af de 30 interviewede er vokset op med regelmæssig kirkegang. Mange havde kun begrænset kendskab til kristendom, og nogle kom fra familier, der var direkte kritiske over for religion.

En tredjedel fortæller, at de har været igennem det, de selv kalder en „teenage atheist phase“. Andre – især kvinder – havde eksperimenteret med forskellige former for alternativ spiritualitet.

Kristendommen var altså ikke det oplagte valg. For flere var den noget fremmed, de havde opdaget gennem sociale medier, litteratur, podcasts, bibellæsning eller personlige møder.

Hvor unges oprør tidligere kunne handle om at lægge afstand til kirken, kan det for nogle unge i dag være modkulturelt at læse Bibelen, bede, faste eller deltage i gudstjenester med rødder flere hundrede år tilbage.

20-årige Farid var som teenager stærkt påvirket af religionskritikeren Richard Dawkins og ateistiske miljøer på Reddit. I hans øjne har den form for ateisme mistet noget af den kulturelle status, den havde for 10 eller 15 år siden.

Noget at stå på

Marina fortæller, at hun tidligere bevægede sig „her og der“, mens den kristne tro har givet hende noget solidt at stå på. Samtidig oplever hun større psykisk stabilitet efter perioder med depression.

22-årige Jake fortæller om en periode, hvor han befandt sig på det mørkeste sted i sit liv efter psykisk sygdom og et afsluttet parforhold. Kirken og troen har siden givet ham „en følelse af retning, en følelse af formål, en følelse af fred“.

Ingen af deltagerne begyndte at gå i kirke for at få det psykisk bedre. Alligevel fortæller alle om forbedret trivsel efterfølgende. For flere hænger det sammen med håb, mening og følelsen af at høre til.

Erfaringerne peger dermed på en dimension af mistrivsel, som let overses: behovet for mening, retning og et sted at høre til.

Gå til kilden!

Denne artikel er skrevet på baggrund af materiale fra The Church Of England bl.a. rapporten “Understanding Young Adult Journeys to Faith in the Church of England” udgivet den 23. juli 2026. Artiklen er også inspireret af Kristeligt Dagblads Mandagsnyhedsbrev den 11. august 2026.
Rapporten kan hentes her
Læs også:
“Beyond the headlines: young adults and faith”  og
“Learnings on young adult faith”

Fællesskab uden algoritme

Mange opdager kristendommen på nettet gennem videoer, podcasts, debatter og kristne influencere. Nogle begynder også at læse Bibelen eller teologiske bøger på egen hånd.

Men nettet får dem sjældent hele vejen ind i kirken. Her er mennesker afgørende.

En ven, bofælle, partner eller præst bliver ofte forbindelsen mellem digital nysgerrighed og det første besøg i en menighed. Præsten Rich Miles sammenfatter et af undersøgelsens vigtigste fund: „Fællesskab er det, der forvandler nysgerrighed til engagement. Unge kan opdage Jesus online, men de bliver ofte, fordi de finder et sted at høre til.“

28-årige Ryan beskriver livet som ung på arbejdsmarkedet i London som temmelig elendigt: Man bor med mennesker, man knap kender, tjener ikke meget og oplever både egen bolig og familie som en fjern drøm. Kirken gav ham et hjem, en identitet og et fællesskab.

20-årige Millie er aktiv i flere fællesskaber, men den gensidige omsorg, hun møder i kirken, har hun svært ved at finde andre steder.

For nogle bliver kirken dermed en analog modpol til det digitale liv. Her møder de mennesker i forskellige aldre og med forskellig baggrund og livserfaring. Da 30-årige Lorna var bekymret over at fylde 30, fandt hun perspektiv hos ældre mennesker i menigheden. Andre fremhæver tilsvarende værdien af en „kirkefamilie“ på tværs af generationer.

Når man ikke behøver præstere

For nogle af de unge mænd bliver kirken også et sted, hvor de må vise svaghed.

Flere beskriver en kultur, hvor mænd holder problemer og følelser for sig selv. Nogle havde søgt mod bodybuilding, selvoptimering eller internetmiljøer, hvor svaret på usikkerhed er større muskler, flere penge og en stærkere maskulin identitet.

27-årige Zachary fortæller om en mandegruppe i kirken, hvor deltagerne kan tale åbent om det, der bekymrer dem, uden at skulle opretholde billedet af „den maskuline mand“.

Flere beskriver dermed kirken som en modvægt til forestillingen om, at problemer skal løses gennem mere selvkontrol, fysisk styrke eller succes. Her kan værdi og tilhørsforhold komme før præstationen.

Omsorg før tro

I Winchester har to anglikanske kirker taget et praktisk skridt. The Pillar Project støtter 11–18-årige, som kæmper psykisk, men ikke opfylder kriterierne for specialiseret hjælp.

Her kommer omsorgen før samtalen om tro. Faglig ledelse og traumebevidste frivillige møder de unge, og når tilliden vokser, begynder nogle selv at stille spørgsmål om tro. Andre gør ikke.

Erfaringen er enkel: Kirken behøver ikke altid begynde med svaret. Nogle gange begynder den med at være til stede.

Oprør mod ’anything goes’

Fællesskab og omsorg forklarer ikke hele tiltrækningen. Noget af det mest interessante i Theos-undersøgelsen er søgningen efter ’tyngde’.

For nogle handler søgningen i kristendommen også om et opgør med den moralske relativisme, de oplever omkring sig. 23-årige Aditya oplevede under sit fysikstudium en eksistentiel krise og en voksende modstand mod en ’anything goes’-kultur, hvor alle idéer kan være lige gode.

For 28-årige Nik blev Dostojevskijs romaner ’Forbrydelse og straf’ og ’Brødrene Karamazov’ afgørende. De fik ham til at spørge, om hans ateistiske og materialistiske verdensbillede havde en fyldestgørende forklaring på moral.

For nogle er kristendommen altså ikke attraktiv, fordi den gør livet lettere, men fordi den tilbyder en sammenhængende forståelse af verden og stiller krav til den enkelte.

De unge er samtidig langt fra enige om den kirke, de ønsker at møde. Nogle søger højkirkelig liturgi, sakramenter, gamle bønner og stilhed. Andre foretrækker moderne lovsang, spontan bøn og evangelikale gudstjenester.

De efterspørger altså ikke én bestemt kirkestil. Det fælles er snarere alvor, autenticitet, dybde, relationer og en tro, kirken selv tør tage alvorligt.

Kirken behøver ikke ligne det, de unge møder alle andre steder. Det kan være en del af dens tiltrækning, at den tør være noget andet.

Måske er det dét, der er oprøret

Man skal være forsigtig med fortællinger om hele generationer. 30 unge englændere fortæller os ikke, hvad hele Generation Z tænker, og Theos understreger selv, at undersøgelsen ikke kan sige noget om omfanget af en mulig religiøs bevægelse blandt unge.

Men historierne udfordrer forestillingen om, at unge først og fremmest ønsker en mindre krævende, mindre traditionel og lettere tilgængelig kristendom.

Nogle gør sikkert. Andre synes at søge det modsatte: autenticitet, alvor og dybde.

Kirken kan dermed blive et alternativ til noget af det, der præger mange unges hverdag: løse fællesskaber, digitale relationer og et stærkt krav om hele tiden at udvikle og forbedre sig selv. Her møder de i stedet et forpligtende fællesskab og en tro på, at mennesket ikke først skal præstere for at have værdi.

Måske består oprøret for nogle unge netop i at opdage, at de har brug for noget at stå på.

Andre artikler om samme emne:

Hvad kan kirken lære af nye troende?
Trosanalysen 2026: Når unge søger mening, bør kirken lytte
Unge vælger dåb og kirke til: Et skifte, der går under radaren

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?

Find flere

Lyt til artiklen:

Søndag den 30. august starter et langdistanceløb, hvor alle kan være med. Vi løber igennem Bibelen – sammen! Ved at læse to kapitler hver dag, kommer du igennem Bibelen på to år. Hvis du tænker, at du kun får læst ét kapitel om dagen, så når du igennem Det Nye Testamente to gange og udvalgte tekster fra Det Gamle Testamente i løbet af de to år.

Og det fantastiske er, at du kan gøre det sammen med andre. Derhjemme. Du kan nemlig koble dig på en digital læsegruppe, enten med nogle, du ikke kender eller med en gruppe, du selv har dannet.

Det er dét, den nye app, Bibelstien, tilbyder. Og du kan koble dig på allerede nu og være parat til den 30. august. Tilmelding til en digital læsegruppe sker i appen.

Hent Bibelstien til Android eller iPhone (IOS) allerede nu på linket: https://scriptajourney.com/Bid/hent-app.php. Linket sender dig direkte videre til henholdsvis Apple App Store eller Google Play, hvor du plejer at hente apps.

Hvis du ikke har en mobiltelefon, men gerne vil læse efter læseplanen, bliver den også lavet som PDF-dokument, der kan hentes fra siden Tro i bevægelse på BaptistKirkens hjemmeside.

En dynamisk læseplan

Den 30. august begynder Bibelstien at leve med en daglig læsning: Hvis du læser et enkelt kapitel, når du igennem Det Nye Testamente to gange og nøgletekster fra Det Gamle Testamente i løbet af to år. Hvis man er med på at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit, man kan jo godt læse forud eller indhente det forsømte!), så når man igennem hele Bibelen på to år.

Vi starter ikke med 1. Mosebog og læser kronologisk. Vi læser et brev eller et evangelium sammen med en tekst fra Det Gamle Testamente, og somme tider er det en tekst fra f.eks. en af Mosebøgerne, Samuels Bog eller en af Salmerne, som knytter sig til situationen. Det er altså en meget dynamisk læsning, vi går i gang med sammen.

Læs sammen med andre

Vi ved, at det kan være svært at holde ved. Derfor opfordrer vi alle til at læse sammen med andre. Det kan man selvfølgelig gøre i menigheden: Lav læsegrupper, hvor I mødes. Men man kan også koble sig på en gruppe i appen, Bibelstien. Så bliver man sat sammen med et par andre læsere, og i appen kan I udveksle tanker og erfaringer, fordi I læser det samme. Det er også muligt at tilmelde sig som gruppe i appen.

Hver gang vi tager et nyt skridt på Bibelstien: hver gang vi tager hul på et nyt skrift, vil en af præsterne fra BaptistKirken give en kort videointroduktion i appen. På den måde skaber appen også kendskab til de præster, der er i baptistkirkerne rundt omkring i Danmark.

Tro i bevægelse frem mod 2033

Fra den 30. august opfordres menighederne også til at tage hul på Acts2Movement, Tro i bevægelse, ved at bruge de syv oplæg til prædikener, der ligger på BaptistKirkens hjemmeside. Acts2Movement 2033 har som grundidé, at vi ser frem til 2033: 2000-årsjubilæet for den kristne kirke, som opstod efter Helligåndens komme på den første pinsedag. Samtidig fejrer vi også 2000-året for Jesu død og opstandelse. Det gør vi sammen med mange andre kirkesamfund verden over. Acts2Movement er Baptist World Alliances initiativ i denne anledning.

Evangeliet skal helt ned på jorden

De syv prædikenoplæg handler om den opgave Jesus gav kirken: at forkynde evangeliet til alle folk i hele verden. Det er ikke lykkedes den kristne kirke at fuldføre den opgave endnu. Det er der mange grunde til: Der er stadig er sproggrupper, der ikke har en Bibel på deres modersmål. Der er mange mennesker – også i vores eget nabolag – der aldrig har hørt evangeliet fortalt af et menneske, der selv tror på Jesus, og hvor Jesus har betydning i hverdagen. Et troværdigt vidnesbyrd, helt nede på jorden.

Evangeliets forkyndelse handler også om, at vi i kirken skal kendes på at have omsorg for den by eller det lokalsamfund, vi er en del af. Og endelig handler Jesus’ bud om at kæmpe for trosfrihed for alle mennesker – og for andre menneskerettigheder, der følger af den kamp.

Der er mange stier, vi kan gå, når evangeliet skal ud til alle mennesker inden 2033.

Lige nu starter vi med Bibelen, og så kommer de andre stier til hen ad vejen. Måske har du fået lyst til at læse Bibelen sammen med én, der aldrig har læst den? Hent Bibelstien og tilmeld dig allerede i dag.

Her er links til meget mere information:

Hent Bibelstien til Android eller iPhone (IOS) allerede nu

Se og hør Christian Bylund og Jakob Vagner fortælle hvorfor:

Se og hør Michael Frost præsentere ”Bibelstien” og vise, hvordan den virker

”Bibelstien” er en del af Acts2Movment – Tro i bevægelse, som du kan læse mere om her

Oversigt over artikler om Tro i bevægelse på baptist.dk

Relateret

• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør

Find flere

Lyt til artiklen her:

I forbindelse med forslagene til Landskonferencen ønsker BaptistKirkens ledelse at skabe gode rammer for information, spørgsmål og uddybning. Der stilles i år flere større forslag end sædvanligt. De giver naturligt anledning til både spørgsmål og refleksion. For at give plads til dette – uden at tiden på selve konferencedagen den 3. oktober bliver for presset – indbyder vi derfor til en række online informationsmøder. Det er desuden ledelsens håb, at initiativet giver mulighed for, at flere deltager i samtalen.

Lidt praktisk info

På møderne gennemgår vi tre af forslagene, ledelsen og deltagerne i udvalgsarbejdet svarer på spørgsmål og modtager feedback. Hvert møde varer to timer, og der er fokus på ét forslag, så der er god tid til gennemgang og spørgsmål. Nedenfor er de enkelte forslag kort gennemgået, og der er links til de fulde forslag. Der er udsendt materiale til menighederne. Det kan du finde her.

Du kan deltage på online via Zoom (se faktaboks om Zoom) på møderne:

• Onsdag den 19. august kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Samværspolitik
• Tirsdag den 25. august kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Ordination og akkreditering
• Tirsdag den 1. september kl. 16.00–18.00 (Zoomlink til tilmelding)
  Emne: Ny bidragsmodel

Faktaboks om Zoom

Zoom er et populært online mødeværktøj. Du bruger det til at møde andre via computer eller telefon. For at deltage som helt ny bruger klikker du blot på det tilsendte mødelink, vælger at åbne i din webbrowser eller hente programmet, og skriver dit navn.

Det kræver ingen brugerkonto eller betaling at deltage i et møde, som en anden har oprettet.

• Find linket: Åbn den e-mail eller besked, hvor du har modtaget invitationen. Klik på det blå internetlink (f.eks. https://zoom.us…).
• Åbn i browser: Hvis du ikke vil installere noget, skal du se efter teksten i bunden af siden, der hedder noget i stil med “If you cannot download or run the application, join from your browser”. Klik på det link.
• Skriv dit navn: Indtast dit navn i feltet, så de andre ved, hvem du er, og klik på Join eller Deltag.
• Tillad lyd og billede: Computeren vil sandsynligvis spørge, om du vil tillade brug af mikrofon og kamera. Tryk Tillad (Allow). Tænd for lyd: Klik på ikonet med et headset eller et mikrofonsymbol i hjørnet (og vælg Join Audio / Computer Audio), så de andre kan høre dig.
• Vigtigt: Sluk din mikrofon, når du ikke har ordet!

Baggrund om Samværspolitik

Forslaget er udarbejdet af BaptistKirkens ledelse med mulighed for input fra ungdomsorganisationerne Danske Baptisters Spejderkorps (DBS) og Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund (BBU).

Forslaget har fokus på BaptistKirkens nationale samlinger – fx stævner, lederdage og temadage. Politikken skal skabe trygge rammer for samtaler på tværs af generationer, menigheder og traditioner. Den lægger op til, at undervisning, debat og fællesskab skal være ikke-polemisk, omsorgsfuldt og håbsorienteret, og at vanskelige emner som seksualitet, bioetik, bibelsyn, partipolitik og internationale konflikter behandles med omtanke – især når børn og unge er til stede.

Forslaget skelner derfor mellem arrangementer for børn, unge, voksne og plenum (hvor alle aldre deltager), så samtalerne bliver alderssvarende og placeret i de rette rammer. Samtidig lægger politikken vægt på et sprog, der kan forstås af både kirkefolk og kirkefremmede, og den slår fast, at fælles samlinger ikke skal gøres til politiske kamppladser. Forslaget behandler også synlige manifestationer som flag, bannere og flyers og de enkelte menigheders muligheder for at manifestere særlige holdninger.

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Baggrund om ordination og akkreditering

Forslaget om ordination og akkreditering genindfører ordination af præster i BaptistKirken. Samtidig indfører forslaget en national akkreditering. Forslaget beskriver ordination som menighedens og kirkesamfundets bekræftelse af det kald, en præst har fået til tjeneste. Ordinationen sker ved forbøn og håndspålæggelse i den lokale menighed. Forslaget fastholder, at den lokale menighed fortsat kalder sin egen præst, men at menighed og præst efter 12 måneders tjeneste kan søge BaptistKirkens ledelse om ordination. Akkreditering er derimod en løbende national anerkendelse af ordinerede præster og skal styrke præstens tilknytning til det fælles præstefællesskab, efteruddannelse, mentoring og ansvar for kirkesamfundets liv og sammenhæng. Akkreditering er en anbefalet ordning – ikke et krav for lokal præstetjeneste – men den indebærer forventninger om baptistisk teologisk forankring, ansvarlig livsførelse, kollegial deltagelse og loyalitet over for BaptistKirkens fælles værdier og beslutningsprocesser.

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Baggrund om ny bidragsmodel

På det sidste af de tre onlinemøder handler det om en ny model for menighedernes bidrag til BaptistKirkens fælles arbejde.

I dag betaler menighederne som udgangspunkt 7,5 procent af deres indsamlede midler til basisbudgettet, men forslaget peger på, at modellen rammer skævt, fordi der er stor forskel på, hvor meget menighederne indsamler pr. medlem. Den nye model foreslår derfor, at bidraget fra 2027 beregnes som 250 kr. pr. medlem om året plus 2,5 procent af den første million, menigheden indsamler. Modellen skal både udjævne forskellene mellem menighederne og gøre det tydeligere, at medlemskab også indebærer et fælles økonomisk ansvar. BaptistKirkens ledelse kan i særlige tilfælde give en tidsbegrænset nedsættelse, fx ved store byggeprojekter, renoveringer, menighedsplantning eller større missionsprojekter.

Et oplagt debatpunkt er forslaget om en strammere praksis: Menigheder, der ikke betaler det fastsatte bidrag, bliver kontaktet af ledelsen. Vedvarende manglende opfyldelse af forpligtelsen betragtes som en udmeldelse af BaptistKirken!

Læs hele forslaget (som PDF-fil) her.

Vær med til at prøve noget nyt

Det er nyt i BaptistKirken, at vi møder hinanden online og taler om vigtige spørgsmål. Imidlertid har Internationalt Udvalg de seneste to år haft meget positive erfaringer med onlinemøder. Det er disse erfaringer, BaptistKirkens ledelse forsøger at bygge videre på – forhåbentlig med mange interesserede deltagere. Efter de tre møder vil ledelsen evaluere forløbet og – måske – tage værktøjet i brug senere.

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 29. jun. 2026 - Når trosfrihed bliver et spørgsmål om fred

Find flere

Lyt til artiklen:

“Syv år, Niller, så ved man et eller andet!”

Sådan lyder en af de mindeværdige replikker fra den danske filmskat. Og selvom en ph.d.-afhandling måske ikke helt kan sammenlignes med Mulles livserfaring, var der alligevel noget om det, da jeg i marts forsvarede min ph.d.-afhandling efter seks års arbejde.

Afhandlingen udspringer blandt andet af min tid som præst i Bethelkirken i Aalborg, hvor jeg blev opmuntret til og fik mulighed for at begynde arbejdet. Sideløbende med forskningen ledte jeg det daværende Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi, SCMT. Det blev seks år med fordybelse, interviews, analyser og mange samtaler om tro – og om, hvordan karismatiske frikirkers identitet formes i spændingen mellem kirkens fællesskab og en sekulær hverdag.

Mennesker er forskellige

Mennesker er ikke som vandhaner, man bare kan åbne, så svarene begynder at flyde. Det kræver overvejelse og metode at undersøge, hvordan mennesker beskriver deres trosrejse, og hvilken betydning kirken har haft.

Men mennesker er også historiefortællende væsener. Vi forstår vores liv gennem de fortællinger, det sprog og de fællesskaber, vi bliver en del af. Derfor kan livshistorier give indblik i, hvordan mennesker tilegner sig tro – og hvordan kirkens identitet bliver levet og formet.

Ti livshistorier om vejen til tro

Min afhandling undersøger ti personer, der er vokset op uden tro på Gud, men som i deres voksenliv er blevet troende i en karismatisk frikirke i København. Gennem deres livshistorier undersøger jeg, hvordan troen vokser frem, og hvordan kirkens fællesskab, sprog og praksis medvirker i processen.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Henrik Holmgaard

• cand.theol. og ph.d.
• sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker
• aktiv sejler
• gift med Mette og far til Isaac og Noah
• Tidligere:
  • Studerende ved  IBTSC: International Baptist Theological Study Centre i Amsterdam
  • Leder af StudieCenter for Menighedsbaseret Teologi (SCMT)
  • Præst i Bethelkirken i Aalborg
  • Formand for ”Tjeneste og uddannelsesudvalget” i BaptistKirken
  • Kirkeplanter i Apostolsk Kirke i Aalborg
  • Podcastvært og meget mere

Læs Henrik Holmgaards afhandling.

Hvad viste livshistorierne?

Undersøgelsen viste først og fremmest, at nye troendes vej ind i tro og menighed er en kompleks og erfaringsorienteret proces. I nogle frikirkelige sammenhænge, præget af vækkelsestraditionen, kan forståelsen af at blive troende være formet af omvendelse som en særlig øjebliksbeslutning, hvor “man siger ja til Jesus”. Det sprogbrug findes i de menigheder, jeg undersøgte. Livshistorierne viste, at troens tilegnelse ofte var mere kompleks. Men over tid lærte deltagerne at tolke deres tro som en beslutning. I deres fortælling var selve “beslutningen” ikke afgørende for deres tro. Den fungerede nærmere som en markering, der var vigtig for fællesskabet, fordi det dermed kunne genkende “de nye troende”.

Hjemkomst eller udforskning

I materialet tegnede der sig især to måder at fortælle om trosrejsen. Nogle fortalte om troen som en “hjemkomst”. Fortællingen afspejlede på en måde, hvad der kunne karakteriseres som en klassisk “omvendelseshistorie” med en u-vending fra noget dårligt til et godt liv som troende. I disse livshistorier talte deltagerne i nogen grad med et sprog, som indeholdt begreber som synd, frelse, nåde og et tydeligt før og efter.

Den anden gruppe fortalte om trosrejsen som en “udforskning”. Det var en mere lineær beskrivelse af en personlig udvikling. Her var fraværet af ord som synd, frelse og nåde bemærkelsesværdigt. I stedet udfoldede deres fortælling det, man kan kalde en selverkendelsesproces om “hvem er jeg?” sammen med Gud. Historisk har de karismatiske frikirker kritiseret andre kirkelige retninger for en “blodløs frelse”, som har negligeret Jesu objektive rolle i frelseslæren. Dette fund peger på, at der ligger en lignende nutidig udfordring i forhold til, hvordan frelse forstås og forhandles i mødet med en sekulær og individualiseret kultur.

Sognepræst i Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker, Henrik Holmgaard, prædiker ved indsættelsen den 14. september 2025 (Foto: Nebsager, Bjerre og Stenderup Kirker)

Kirken giver erfaringer – men mangler forklaringer

Hvis deltagernes beskrivelse af den udlevede kirkelige identitet kort skal opsummeres, så lykkes de karismatiske frikirker med at hjælpe mennesker til at genkende og leve med en erfaring af Gud som nærværende i et ellers sekulært hverdagsliv. Kirkens udlevede identitet beskrives som et fællesskab af mennesker, der samles om en særlig gudserfaring, hvor Gud er personlig, kærlig og aktiv.

Troens relationelle natur bliver særligt understreget gennem fællesskabet med andre nye troende og ved, at mere modne troende “investerer” tid i samtale og sidemandsoplæring i bøn og bibellæsning, enten en-til-en eller i mindre grupper.

Samtidig viser materialet, at nogle klassiske pentekostal-karismatiske udtryk – især tungetale og forbøn for helbredelse – kan opleves som fremmedgørende eller decideret overdrevne. Ligeledes viser undersøgelsen, at selvom disse kirker er gode til at give deltagerne “gudserfaringer”, så er de knap så gode til at forklare disse erfaringer. De nye troende bliver i særlig grad tiltrukket af erfaringen af Gud som en indre mystik, de kan erfare igennem kroppen i forbindelse med lovsang og bøn, og som kan hjælpe dem med at fortolke mening i hverdagen. Ligeledes afspejler livshistorierne den udfordring, at der kan opstå en for snæver forståelse af, hvad der er de “rigtige” gudserfaringer. Der er måske behov for en mere “generøs” forståelse, praksis og refleksion over gudserfaringens medierede natur, mangfoldighed og rolle, som integrerer erfaring, Bibel og tradition i den teologiske refleksion og praksis.

Henrik Holmgaard (Foto: Privat)

Fra klare grænser til et tydeligt centrum

Endelig viser undersøgelsen, at den udlevede kirkelige identitet er organiseret omkring et tydeligt defineret centrum. Dette centrum kan man som medlem være mere eller mindre tæt på eller længere fra. Det er en ændring fra den måde, karismatiske frikirker historisk har forstået sig selv på som tydeligt afgrænsede fællesskaber af bekendende troende, hvor dåb, medlemskab og menighedsetik markerer, hvem der er inden for og uden for.

Deltagernes livshistorier beskriver de kirkelige fællesskaber som åbne og nærmest som en genopdagelse af “teltmødets” funktion, hvor man kan komme og gå, som man vil. Kirkerne skaber rum, hvor mennesker kan undersøge troen, deltage i fællesskabet og langsomt orientere sig mod det definerende centrum af idealer om særlige gudserfaringer, praksis og etik. Medlemskab bliver beskrevet som forskellige niveauer af deltagelse med idealet om at deltage så ofte som muligt, hjælpe til så meget, man kan, bidrage og tage ansvar økonomisk, tale om og undersøge tro med andre og lade sig forme af fællesskabets definerende centrum.

Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”.

Denne organisering med et definerende centrum frem for en klar afgrænsning til samfund og andre kirker giver nye muligheder, men også markante ændringer i kirkelig identitet. Der er nye muligheder for, at man uforpligtende og undersøgende kan finde vej ind i kristen tro, uden at man skal tilegne sig “hele pakken”. Det definerende centrum holder et klart menighedsideal frem, men der er frihed til at vælge til og fra. Det betyder, at nye troende kan se sig selv som medlemmer i “periferien”, uden at de skal stå på mål for “særlige gudserfaringer”, kirkens lære eller særlige etiske normer om seksualitet m.m.

Denne ændrede struktur, hvor fællesskabet er centralt og ikke har en tydelig grænse til det omgivende samfund og andre kirker, minder på sin måde om en “abonnementsordning” som den, der for eksempel findes i fitnesscentre, hvor man kan være medlem på flere niveauer.

Denne forandring af strukturen og medlemskabet er en markant ændring, som kan tolkes som resultatet af forhandlingen af den udlevede karismatiske frikirkeidentitet i en sekulær kultur.

Forandringen kan også tolkes som en bevægelse fra en “bekendelseskirke” hen imod at være en “kirke med en bekendelse”, som denne bevægelse tidligere har taget kritisk afstand fra.

Hvad kan kirken lære?

Så hvad kan kirken lære af nye troendes livshistorier?

Deres livshistorier spejler den forhandling, der sker mellem samfund og religiøse minoritetsfællesskaber, når det kommer til, hvordan den erfaringsorienterede forståelse af Gud og kirke møder et mere eller mindre sekulært samfund.

Ligeledes spejler livshistorierne, hvordan nye troende individuelt forhandler den tro, de forsøger at undersøge og tilegne sig, og hvordan de forsøger at passe ind – en proces, der ikke er let i en sekulær kultur.

De gode nyheder er, at det fortsat sker, men nogle gange på trods.

Henrik og Mette Holmgaard i Amsterdam ved forsvaret af afhandlingen (Foto: Privat)

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 09. aug. 2026 - Mission – hvordan griber vi det an?

Find flere

Lyt til artiklen her:

Temaet var gennemført ved alle gudstjenester og de store taler. Hvad sker der, når Jesus inviterer os til at spise sammen, nyde nadveren sammen og rykke sammen? Og hvem er i det hele taget til stede ved bordet? Hvem er velkommen – og er der nogen, der ikke er det?

Artiklens forfatter, Lone Møller-Hansen på talerstolen ved BWAs årsmøde i Toronto, Canada. (Foto: Jeff Peck).

Over 500 baptister fra 65 lande deltog, og 435 var til stede, da Baptist World Alliance holdt årsmøde på Tyndale University i Toronto i begyndelsen af juli under temaet: ’At the table of Christ, one gospel, many people’, på dansk ’Ved Jesu bord, ét evangelium, mange mennesker’.

Generelt var opfordringen, at alle var velkomne ved bordet. I hvert fald fra talernes side. Men når man så diskuterede rundt i de små grupper, kom det frem, at der er menigheder, hvor kun menighedens medlemmer kan modtage nadver – eller hvor man skal have bekendt sin tro på Jesus offentligt, før man kan modtage nadver.

Konservativ eller liberal?

Vi er en meget sammensat verdenskirke. Det er helt klart, at den voksende kirke i Afrika er ret konservativ, og at amerikanerne er splittede i mange teologiske spørgsmål. Alligevel siges det, at BWA er for liberal, fordi vi anerkender kvinder som præster og ledere. Sydstatsbaptisterne, som ikke er med i BWA længere, har netop taget en beslutning om, at det ikke er bibelsk! I BWA er vi enige om, at Jesus skal være i centrum. Og han spiste netop med alle dem, ingen andre ville være sammen med! Og kvinderne var jo de første prædikanter, der kunne fortælle om hans opstandelse. På prædikestolen i Toronto var der stort set lige mange mænd og kvinder.

Lone ved den røde stol sammen med Valérie Duval-Poujol, der er BWAs ambassadør i kampen mod vold mod kvinder. (Foto: Jeff Peck).

”Den røde stol”

Den nye struktur i BWA indebærer blandt andet, at der kan udnævnes ambassadører til specifikke emner. Foreløbig er der tre BWA-ambassadører: Én til Mellemøsten, én til forkyndelse og voksende kirker, og én til kampen mod vold mod kvinder. Valérie Duval-Poujol fra Frankrig er den sidstnævnte. Hun gør en indsats for de kvinder, der bliver slået ihjel af én af deres nærmeste. Hver eneste dag bliver 137 kvinder slået ihjel af en partner eller et familiemedlem. Baptist-kvinderne har hvert år et projekt, de kalder ’den røde stol’. I det offentlige rum placeres en rød stol; det kan være en helt almindelig stol med et rødt klæde over. Stolen symboliserer de kvinder, der kunne have siddet med om bordet og i snakken, men som er blevet slået ihjel af nogle af deres nærmeste. Og så handler det om at opdrage ikke mindst vores drenge og unge mænd til, at vold ikke er i orden. At der er andre løsninger end at slå hende ihjel. Og at de, der slår kvinder ihjel, skal retsforfølges. Den undervisning skal starte hjemme, men den skal støttes i kirken. Vold mod kvinder er bare ikke i orden. Det er vold mod mænd selvfølgelig heller ikke.

BaptistKirken som rollemodel! Mange var interesserede i at høre om vores arbejde med Acts2Movement og Bibel-app’en. (Foto: Jeff Peck).

Vi er rollemodeller

Et andet stort tema på årsmødet i Toronto var selvfølgelig kampagnen Acts2Movement. Det er et fokus på missionale tiltag frem mod 2000-året for Jesu død og opstandelse, Helligåndens komme over mennesker og kirkens opståen. Året er 2033. Ikke kun baptistkirker sætter sig for, at det er nu, vi skal prøve at opfylde Missionsbefalingen (Mattæusevangeliet, kapitel 28, vers 18-20). At budskabet om Jesus skal ud i hele verden.

Andre verdenskirker arbejder mod samme mål. Måske lykkes det denne gang.

Det viste sig, at vi i BaptistKirken bliver set som en rollemodel. Jeg fik lov til at præsentere, hvad vi har gjort så langt: oversættelse af Acts2Movement-korset, det lille hæfte, der er sendt ud til alle kirker, som skal klæde ikke mindst menighedernes ledere på til at fortælle om Acts2Movement, som vi også kalder ’Tro i bevægelse’.

Lone sammen med Julio fra USA ved den smukke nadverceremoni, der afsluttede årsmødet. ( Foto: Jeff Peck).

Oplægget til syv prædikener om den bibelske baggrund for Acts2Movement, og den bibel-app, som alle opfordres til at downloade inden 30. august. Med den og din bibel kan du komme igennem hele Bibelen – eller Det Nye Testamente og udvalgte tekster i Det Gamle Testamente i løbet af to år – alt efter om du vil læse to eller et kapitel om dagen. Bibelappen vakte interesse i flere delegationer, så måske er der potentiale for, at andre vil købe den af Michael Frost, der har udviklet den. Det afgørende i denne app er, at du kan få en læsegruppe, der kan støtte dig til at holde ud, og som du kan dele dine læseoplevelser med.

I øvrigt vil vi gerne have en Acts2Movement-ambassadør i alle menigheder …

Chad Pillon ledte forsamlingen i lovsang i det smukke kapel på Tyndale University (Foto: Jeff Peck).

Rørt til tårer

Der var meget varierende musik og sang ved dette årsmøde. Mest rørende var det, da en musiklærer i kørestol, Chad Pillon, ledte forsamlingen i det smukke kapel på Tyndale University. Universitetet har i øvrigt tidligere været et kloster. Vi sang, mens vi græd, og hårene rejste sig på armene.

Og så er der alle de små samtaler, møderne med gamle og nye venner, opmuntring og forbøn. Helligånden var i den grad til stede.

Næste år er årsmødet i Caribien. Vi må vente til 2030. Da er der verdenskonference i Europa. Inden næste sommer ved vi, hvor.

Læs mere på BWA’s webside: https://baptistworld.org/annual-gathering/table-of-christ/

Den smukke klosterkirke er fra 1961. Klosteret blev overtaget af Tyndale universitet i 2003 (Foto: Lone Møller-Hansen).

Relateret

• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 12. jul. 2026 - Ole er 90 år – og stadig bibelambassadør
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker

Find flere

Lyt til artiklen:

Der er messe i Østerbrohuset: Mystikkens Univers med tilbud om clairvoyance, irisanalyse, tarotkort, dyretelepati og krystaller. Ved Bibelselskabets stand står Ole Engel med Bibelen i mange versioner, bøger om tro og farverige udgaver af Det Nye Testamente.

En midaldrende mand kommer hen til Ole, peger mod biblerne og spørger:

“Tror du på det pjat der?”

Ole ser sig lidt undrende omkring. Han mener ikke, han kan se noget pjat. Manden fortæller, at han for længst har gjort op med kristendommen. Ole spørger venligt, om han har læst Det Nye Testamente. Det har han ikke. Det Gamle Testamente? Heller ikke.

Læs om Oles oplevelser på Mystikkens Verden (Foto: Ole Engel)

“Så giver jeg faktisk ikke ret meget for din vurdering,” vover Ole at svare.

Svaret kunne have lukket samtalen. I stedet åbner det den.

“Der fik du mig sgu,” svarer manden overraskende ærligt.

Nu fortæller han om en streng religiøs opvækst i Jehovas Vidner, et brud med troen og om afstand til familien. Ole lytter. Og lidt efter vover han at gøre samtalen endnu mere personlig.

Ole fortæller manden, at han taler med Vorherre hver dag. Så spørger han forsigtigt, om han må bede for ham.

“Det er der fandeme aldrig nogen, der har tilbudt mig,” svarer manden.

Samtalen fortsætter lidt endnu. Men nu i en anden tone.

Selvom det blev deres første og eneste møde, husker Ole sit løfte. Han beder stadig for manden.

Ole Engel – BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet i 30 år (Foto: Privat)

Det begyndte med en praktisk løsning

Ole Engel blev født i København og gik som barn i søndagsskole i Kristuskirken. Kort efter Anden Verdenskrig flyttede familien til Vejle, hvor Ole senere blev døbt i Baptistkirken i 1953.

Efter soldatertiden, der blandt andet førte til et års ophold i USA, kom han til Københavnsområdet. Sammen med sin hustru, Birgit, sluttede han sig til Korskirken i Herlev, som han stadig tilhører.

I 1995 blev Ole valgt ind i BaptistKirkens missionskomité. Her mødte han Torben Andersen, der var præst i Rønne og BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet.

”Vi aftalte, at jeg kunne overtage Torbens plads som BaptistKirkens repræsentant i Bibelselskabet. Møderne blev holdt i København, og jeg boede herovre. Så var Torben fri for at rejse fra Rønne til København hver gang,” fortæller Ole.

Det begyndte som en enkel opgave: Ole skulle deltage i Bibelselskabets repræsentantskabsmøder. Men hurtigt voksede engagementet til mere.

Han mødte Hans Arne Jensen, en af ildsjælene bag Bibelambassadørerne – frivillige, der ville gøre Bibelselskabets arbejde kendt lokalt. Snart hjalp Ole med udstillinger, hentede bøger på forlaget og fortalte om Bibelselskabet dér, hvor mennesker kom forbi.

Bibelselskabets stand ved Gentofte kirkes basar i 2025 (Foto: Ole Engel)

Bibelen kom med ud

I mere end 25 år har Ole fortalt om Bibelselskabet på Sommerstævner, Folkemødet på Bornholm, lokale kulturarrangementer, i sognekirker, ved landemode i Helsingør Stift og på Mystikkens Univers i Østerbrohuset.

Et særligt højdepunkt var nok Bibelselskabets 200-års jubilæum i 2014. I Helsingør Stift arrangerede Ole og Hans Arne Jensen en indsamling af bibler med særlige historier. Biblerne blev fremvist ved en festgudstjeneste i Frederiksborg Slotskirke, fotograferet og registreret af Ole og Hans Arne, før de blev leveret tilbage til ejerne. Resultatet blev samlet under titlen ’Historiske Bibler i Helsingør Stift’.

For Ole har glæden ikke først og fremmest været arrangementerne, men møderne ved standen.

Bibelen til alle – i 80 år

Bibelselskabet er en del af det internationale fællesskab United Bible Societies, der arbejder for missionen ’the Bible for everyone’ – Bibelen til alle. Fællesskabet blev etableret i maj 1946 efter Anden Verdenskrig og består i dag af 156 bibelselskaber, der arbejder i mere end 240 lande og territorier. Bibelselskaberne udgiver og udbreder Bibelen og hjælper mennesker med at møde den på et sprog og i en form, de kan forstå og bruge.

Nogle kom nysgerrigt hen. Andre var skeptiske. Nogle ledte efter en bestemt bog, mens andre bare var på vej forbi. Uanset anledningen har Ole forsøgt at følge et enkelt princip:

”Ingen må gå forgæves til Bibelselskabets stand og de skal helst huske besøget!”

Alle skal have noget med. En bog. Et julekort. En kuglepen. En nøglering. En magnet med et skriftsted. En forklaring. En samtale. Eller bare en oplevelse, der gør, at de husker mødet med Bibelselskabet.

Når “åsyn” ikke siger noget

En fredag på Mystikkens Univers kom flere gymnasieklasser forbi. Ole faldt i snak med tre piger fra 3.g og spurgte dem undervejs, om de kendte ordet “åsyn”.

Det var ikke lige en del af pigernes ordforråd.

Ole spurgte, om de var blevet konfirmeret. Det var de alle tre.

Ole Engel – og Hans Arne Jensen – med Bibelselskabets stand på Mystikkens Univers i 2024 (Foto: Hans Arne Jensen)

“Kan I ikke huske præstens velsignelse?” spurgte han. “Herren løfte sit åsyn på jer.”

Pigerne kunne genkende velsignelsen, men ordet havde ikke sat sig fast. Ikke som noget forstået. Ikke som noget, de tog med sig videre.

For Ole blev det endnu et eksempel på, hvorfor Bibelens sprog hele tiden må forklares og oversættes.

En anden gang kom en ung kvinde hen til Ole med et bibelvers, hun gerne ville have forklaret. Ole fandt verset i Den Nye Aftale og talte med hende om betydningen. Først bagefter fortalte hun, hvorfor hun spurgte: Hun havde fået verset til sin konfirmation seks år tidligere, men havde aldrig forstået, hvad det betød. Dengang turde hun ikke spørge.

Siden har Ole ofte sagt til folkekirkepræster:

”Når I giver konfirmander et skriftord, så sørg for, at de også forstår det.”

Gamle ord skal høres på ny

Ole møder ofte spørgsmålet: ”Hvorfor bliver man ved med at oversætte Bibelen? Er den ikke allerede oversat?”

For nylig modtog Ole og Hans Arne Jensen Bibelselskabets årlige pris. De fik begge en indrammet side fra Christian IV’s bibel fra 1633. Ole har siden taget sin bibelside med på udstillinger. Den er smuk og historisk, men næsten uforståelig for de fleste moderne danskere.

Selv når man kan tyde de gotiske bogstaver, er sproget så anderledes, at teksten ikke uden videre giver mening.

“Kan I se, hvor nødvendigt det er, at vi oversætter Bibelen?” spørger Ole, når han viser siden frem.

Ole Engel og Hans Arne Jensen (ved bordenden i baggrunden) til Fællesskabsaften i Nyrup umiddelbart før menigheden lukkede (Foto: Privat)

En ny autoriseret oversættelse, DO36, er i gang og planlagt til at udkomme i 2036. For Ole er det afgørende, at nye oversættelser ikke ændrer Bibelens budskab, men gør det muligt at forstå det.

Dansk forandrer sig. Ord kan skifte betydning.

”Tag et ord som at spotte,” siger Ole. ”I bibelsk sammenhæng betyder det at håne eller gøre nar af. De romerske soldater spottede Jesus før korsfæstelsen. I dag kan det også betyde at få øje på eller fremhæve nogen – som når man spotter en talentfuld fodboldspiller.”

Derfor er det vigtigt hele tiden at prøve og justere Bibelens sprog. Ikke for at ændre Bibelens budskab, men for at mennesker kan forstå Guds ord.

Ingen skal gå forgæves

Engang stod Ole ved Bibelselskabets stand op mod jul med blandt andet en række farvestrålende bibler. To nydelige ældre damer kom forbi, elegant klædt og tydeligt skeptiske over for de udstillede bibler og bøger.

“Synes du virkelig, det er pænt med alle de farver?” spurgte de lettere opbragt.

Ole kiggede sig forsigtigt omkring og svarede lavmælt:

“Mellem os: Nej, det er egentlig heller ikke helt min smag.”

“Ingen skal gå forgæves…” er Oles motto for arbejdet med at præsentere Bibelselskabets udgivelser. Her på Mystikkens Univers 2024 (Foto: Privat)

Så var isen brudt.

Ole spurgte, om de skrev personlige julehilsner. Det gjorde de naturligvis. Så gav han dem hver en kuvert med nogle af Bibelselskabets smukke julekort.

Det korte møde ændrede tonen. De to damer gik fra standen i en helt anden og mere positiv stemning, end de kom med – og med noget i hånden, der kunne bruges.

En baptist i et større fællesskab

En stor del af Oles frivillige arbejde er foregået i folkekirkelige sammenhænge. Da han første gang blev foreslået til Helsingør Stiftsudvalg, gjorde han opmærksom på, at han var baptist. Det krævede en afklaring. Kort efter fik han at vide, at han var meget velkommen.

Ole glæder sig meget over et voksende økumenisk fællesskab, hvor Bibelen er fælles grund. Folkekirkepræster, lægfolk, katolikker, baptister og andre frikirkelige kan stå forskellige steder – men Bibelen samler.

For Ole er det en særlig glæde, at Bibelselskabets pris i år gik til både Hans Arne Jensen og ham selv: en folkekirkemand og en baptist, der som frivillige i mange år har båret Bibelen ud til andre.

Nu skal stafetten videre

Ole er så småt begyndt at trappe ned.

Han har gjort BaptistKirkens ledelse opmærksom på, at tiden er kommet til at finde en ny repræsentant til Bibelselskabet. Den næste repræsentant behøver ikke overtage hele udstillingsarbejdet, understreger Ole. Opgaven er først og fremmest at deltage i repræsentantskabsmødet, holde kontakten og formidle nyt tilbage til BaptistKirken.

Bibelselskabet var også med på Sommerstævnet i Lindenborg i 2023 (Foto: Ole Engel)

Oles engagement viser, hvad der kan vokse ud af en opgave, når den bliver båret af interesse og glæde ved arbejdet. For ham har det været en hjerteopgave at formidle Bibelselskabets oprindelige idé: At Bibelen skal være tilgængelig for alle mennesker på deres eget sprog og til en pris, de kan betale.

En samtale, der stadig fortsætter

Ole har aldrig set manden fra Østerbrohuset igen.

Han ved ikke, hvad samtalen kom til at betyde. Måske fandt manden en ny vej til troen, til Bibelen eller til fred med sin egen historie?

Om ikke hver dag, så hver uge er manden stadig med i Oles bøn.

Måske er det sådan, Oles tjeneste bedst kan beskrives: Bibelen på et udstillingsbord og en samtale, der får lov at vare lidt længere end forventet. Og et menneske, der ikke går tomhændet fra mødet.

Relateret

• 29. aug. 2026 - “Vi deler liv med hinanden”
• 15. aug. 2026 - Vil du læse Bibelen på to år – tag med på Bibelstien!
• 13. aug. 2026 - Deltag i online informationsmøder om forslag til Landskonferencen
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord

Find flere

Lyt til artiklen:

I juli 2026 begynder en ny by at vokse op i Hedeland Naturpark. Ikke med parcelhuse og asfalt, men med telte, rafter, bålsteder og mudrede sko. Her lærer børn og unge noget om sig selv ved at løse opgaver sammen med andre.

Fra den 18. til den 26. juli 2026 bliver Hedeland Naturpark mellem Roskilde og Høje-Taastrup rammen om Spejdernes Lejr 2026. Mere end 30.000 spejdere sætter kurs mod lejrpladsen. 5.000 af dem er internationale spejdere fra over 50 lande.

For baptistspejderne begynder den store lejr lokalt. I kredsene, hvor børn, unge og førere pakker rygsække, planlægger turen og rejser af sted for at blive en del af noget, de ikke kan skabe alene. Samtidig er Danske Baptisters Spejderkorps med som ét af de fem korps bag Nordens største spejderlejr.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Baptist.dk har talt med spejderchef Tue Sandbæk og vicespejderchef Karoline Bundgaard om, hvad Spejdernes Lejr 2026 betyder for det lokale baptistspejderarbejde:

”For os baptistspejdere er Spejdernes Lejr en enestående mulighed for at blive en del af noget større. Lejren giver spejdere og førere oplevelsen af at indgå i et landsdækkende fællesskab, hvor tusindvis af spejdere samles om de samme værdier, aktiviteter og eventyr. Det er med til at give en forståelse af, at man er en del af en bevægelse, der rækker langt ud over ens lokale kreds og eget korps.

For spejderne giver lejren mulighed for at skabe nye venskaber, møde andre spejdertraditioner og få oplevelser, som vi som et mindre korps ikke kan tilbyde alene. For førerne er lejren en kilde til inspiration, erfaringsudveksling og nye idéer, som kan bringes hjem og styrke det lokale spejderarbejde.”

Det er en vigtig pointe for et lille korps: Den store lejr erstatter ikke det lokale arbejde. Men den kan give noget tilbage til det.

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Alle ind i fællesskabet

’Alle ind i fællesskabet’ er temaet for Spejdernes Lejr 2026. Det er et stort udsagn. På en spejderlejr bliver det til noget, man kan mærke: i patruljen, ved lejrbålet, i underlejren og i de opgaver, der kun kan løses sammen.

På lejren er fællesskabet organiseret i fire tematiske underlejre: Havet, Landet, Byen og Skoven. En nødvendig opdeling, når 30.000 mennesker skal bo, spise, sove og finde vej samme sted. Men den har også en pointe: Det enorme skal gøres nært.

Hvornår mærker spejderne så fællesskabet stærkest på en stor lejr? Karoline og Tue er ikke i tvivl:

”Særligt ved de store fælles samlinger, åbningslejrbål og afslutningslejrbål oplever mange spejdere følelsen af at være en del af noget, der er større end dem selv. Når tusindvis af spejdere synger, jubler og deler oplevelser, opstår en stærk følelse af sammenhold og tilhørsforhold. For mange spejdere er det ved de store lejrbål, man oplever det stærkeste fællesskab.

Blandt de mange frivillige fra alle korps er der også et stærkt fællesskab med fokus på at få opgaverne løst bedst muligt. Venskaber opstår, når vi står sammen med vores forskelligheder.”

Spejdernes Lejr

– arrangeres i fællesskab af de fem korps i Foreningen Spejderne: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Baptistspejdere i et større fællesskab

Spejdernes Lejr arrangeres af de fem korps i Foreningen Spejderne. Danske Baptisters Spejderkorps er ét af dem.

For et lille korps er en fælleslejr en adgang til oplevelser, ressourcer og fælles energi, som korpset ikke kan løfte alene. Samtidig bringer hvert korps sin egen tradition med ind i helheden. Hvad bidrager baptistspejderne særligt med? Karoline og Tue svarer:

”Vi som baptistspejdere bringer noget særligt ind i det tværkorpslige fællesskab. Som et lille spejderkorps er der kort vej fra idé til handling, stærke relationer og en kultur, hvor alle kender hinanden. Vi er med til at vise, at spejderarbejde kan udfolde sig på mange måder.

Lejrbål på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Vi kan bidrage med vores egen identitet, og det styrker mangfoldigheden i fællesskabet. Det tværkorpslige fællesskab bliver stærkere, når både store og små korps deltager aktivt.

Samarbejde på trods af forskelle i livsopfattelse, tro, samfundsstatus og økonomisk formåen er en af spejderfællesskabets største styrker. Spejdere bærer forskellene ind i fællesskabet. På den måde lærer børn og unge at forstå og samarbejde med andre, der ikke ligner dem selv.”

Spejdernes Lejr 2026 og bæredygtighed

Spejdernes Lejr 2026 har fokus på bæredygtighed i stor skala. Lejren planlægger 750.000 måltider. Mindst 500.000 af dem bliver vegetariske, og mindst en tredjedel bliver økologiske. Affaldet skal sorteres i otte fraktioner.

På den måde bliver bæredygtighed ikke kun noget, spejderne taler om. Det bliver noget, de øver sig i – sammen.

 

Mere end aktiviteter

Programmet rummer over 300 aktiviteter – fra internationale møder og praktiske udfordringer til FabLab på RUC. For spejdere er aktiviteter aldrig bare tidsfordriv. De er måder at lære ansvar, samarbejde og mod på. Fællesskab handler ikke kun om holdninger, men om at øve sig sammen.

Hvad håber spejdercheferne så, at spejderne tager med hjem fra lejren – ud over gode minder?

”Drømmen er, at når spejderne rejser hjem fra Spejdernes Lejr 2026, er det ikke kun rygsækken, der er fyldt. De tager hjem med nye venskaber, store oplevelser og minder for livet.

En stor spejderlejr er også med til at udvikle nye færdigheder, som kan tages med hjem. Spejderne vil blandt andet lære at tage ansvar og arbejde sammen i fællesskaber på tværs af korps. Gennem leg, eventyr og samarbejde udvikler de både selvtillid og mod til at prøve nye ting.”

Herlevspejderne på SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

Tro midt i spejderbyen

Samlingsområdet på Aktivitetscenter Øst er et særligt område på Spejdernes Lejr 2026. Her ligger den kirkelige base, “Kirken”, som giver plads til eftertanke, fordybelse, fortællinger, leg, kreativitet og sang.

Det kirkelige tilbud har mange former: Morgenandagter, alternative gudstjenesteformer, Taizé-andagter, aftennadver, beatbox-gudstjeneste, pop-up-aktiviteter og et escape room med gamle profetier, stjernekort og mystiske spor.

Her er ikke mange kirkebænke, salmebøger eller traditionelle højmesser. På en spejderlejr flytter troen ud under teltdugen. Den får form gennem samtaler, sang, nysgerrighed, stilhed og fællesskab.

For Tue Sandbæk og Karoline Bundgaard handler det ikke om at gøre lejren til en prædikestol. Det handler om at være til stede.

”Vi udspringer af baptisterne, og de fleste af os har et tilhørsforhold til en menighed. På lejren giver det os mulighed for at bringe de baptistiske traditioner med ind.

Spejdere og gæster får mulighed for at lære om andet end den traditionelle folkekirke, som alle kender. Vi skal ikke ud for at prædike og omvende folk, men der er plads og mulighed for, at alle, der har lyst eller brug for det, kan komme og få en snak.”

I Samlingsområdet findes også Samlingspunktet, et stort telt for ro, nærvær og samtaler. Her kan spejderne trække sig lidt fra lejrens tempo, høre oplæg eller deltage i talks.

Søndag den 19. juli kl. 13.00 er der fælles lejrgudstjeneste.

Oversigt over en del af SL2022 (Foto: Jacob Pihl / foto.dbs.dk)

At blive set

Lejrsalmen “Aldrig alene” henter inspiration i fortællingen om Zakæus – manden, der blev set af Jesus og kaldt tilbage i fællesskabet. Det er en stærk fortælling at tage med ind i en lejr med 30.000 deltagere.

I et stort fællesskab risikerer den enkelte at forsvinde. Man bliver én blandt mange. En lille stemme i et stort kor. En spejder i en uniform, der ligner de andres.

Derfor er ”Aldrig alene” et vigtigt budskab fra kirken på lejren: Fællesskab er først sandt, når det enkelte menneske bliver set.

Karoline har reflekteret over budskabet og lejrens betydning for den enkelte spejder:

”Spejdernes Lejr kan noget særligt. Det er blandt andet en unik mulighed for at være frivillig. Jeg har tidligere haft flere frivillige i mine teams og har set flere bruge det som en legeplads, hvor der er mulighed for at udvikle sig uden at være bange for at mislykkes eller fejle. De har brugt det som en mulighed for at komme videre – nogle endda i en retning, de ikke havde troet, de skulle gå.

Selv på vores egne lejre er der muligheder, om end i mindre størrelse. Det er her, vi kan sætte en lille spire, som senere kan få mulighed for at vokse sig større.

Det er derfor, det er vigtigt, at vi holder fast. For selv i vores lille korps kan de små blive store.”

Baptistspejderne rejser ikke kun til Hedeland for at være med på en stor spejderlejr. De kommer med erfaringer fra lokale kredse og menigheder, hvor spejderarbejdet bygger på tro, ansvar og fællesskab.

Når lejren slutter, forsvinder byen igen. Teltene er pakket sammen. Rafterne båret væk. Græsset får lov at rejse sig.

Men noget bliver tilbage.

Ikke i Hedeland, men i spejderne selv: modet til at handle, erfaringen af at høre til – og en stille fornemmelse af, at ingen er alene.

Læs mere her

Læs om Hans Christians Dahl oplevelser under Spejdernes Lejr 2022 i artiklen:
”Alle har ret til et godt udeliv”

eller læs om demokratiet i spejderkorpset i artiklen:
Demokrati i blå uniform

Du kan også prøve at skrive “spejder” i søgefeltet, hvis du vil se flere artikler om spejderarbejdet. Husk at du altid kan finde flere informationer på https://baptistspejder.dk/ og på Facebook: https://www.facebook.com/DanskeBaptistersSpejderkorps

Alle baptistspejderne på Spejdernes Lejr 2022 (Foto: Bjarne Fich / SPEJDERNE)

Relateret

• 27. aug. 2026 - Religionens rolle
• 24. aug. 2026 - Det nye ungdomsoprør: Faste holdepunkter i en flydende verden
• 12. aug. 2026 - Tacklet af Gud
• 05. aug. 2026 - Pinseunderet er, at Gud taler til os i forskellige sprog, som vi kan forstå
• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder

Find flere

Lyt til artiklen:

I forordet til ’Trofast’ fortæller Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke, om en samtale med Carl Otto Hansen under en ombygning af kirken. Carl Otto ville gerne bevare søjlerne i caféen. Ikke af arkitektoniske grunde, men fordi han kunne støtte sig til dem, når bentøjet ikke helt makkede ret.

Hændelsen giver anledning til at trække på smilebåndet. Men den er et meget præcist billede på Carl Ottos liv. Gennem årtier har han og hans hustru Inga været mennesker, andre kunne støtte sig til. Mennesker, der har båret familie og menighed – ikke med store ord, men med et langt livs omsorg og trofasthed.

Bogen er skrevet af Andreas Ravnsborg Daugaard i anledning af Carl Ottos 100-års fødselsdag den 20. maj 2026. Andreas er Carl Ottos barnebarn, jurist og bosat i Honduras. ’Trofast’ bygger på Carl Ottos egne nedskrevne erindringer og dybe samtaler mellem morfar og barnebarn. Bogen er selvudgivet og bærer undertitlen: ’Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år’.

En bog for den nærmeste familie? Helt sikkert. Men den er meget mere end det.

Carl Otto i uniform som soldat. Omkring år 1947 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’)

Et liv uden rampelys

Andreas skriver om sin morfar, der aldrig har været berømt. Carl Otto Hansen har ikke stået på de store scener eller søgt opmærksomhed. Netop derfor bliver beretningen om hans almindelige liv i en nær, men ofte glemt, fortid interessant for andre end familien.

For ’Trofast’ fortæller danmarkshistorie gennem Carl Ottos liv. Fra barndommen på Bornholm, hvor livet var nøjsomt og arbejdet fysisk hårdt, over lærerige ungdomsår, arbejde, kærlighed, tab og familieliv til mange års tjeneste i Roskilde Baptistkirke.

Andreas har lyttet, spurgt, optaget, redigeret og skrevet for at bevare en stemme, før den forsvinder. Måske er det et af bogens vigtigste budskaber: Mange af dem, der har båret menigheder, efterlader sig ikke store arkiver. De efterlader sig spor i andre mennesker.

Plads til både alvor og humor

Carl Otto hedder egentlig Karl Otto. Men han begyndte selv at skrive sit fornavn med C, ‘fordi K’et var lidt for omstændeligt’. En detalje, der siger noget om bogens tone. Der er plads til både alvor og humor i fortællingen.

Der er også brylluppet med Inga i 1954, hvor de tre rum i Ingas barndomshjem på Lundergårdsmark i Pandrup blev ryddet for møbler, så der kunne dækkes langbord gennem døråbningerne. Det må, som Carl Otto selv bemærker, have været svært at komme rundt med serveringen, når bordet gik gennem døråbningerne. Men det gik.

Det er her bogen er bedst: Når den fortæller i billeder. Langbordet til brylluppet. Søjlen i kirkens café. De små praktiske besværligheder. Navnet med C. Vi får lov at forestille os, hvordan det var.

Humoren i fortællingen er som et lunt blik på livet: Sådan fandt man ud af det.

Bryllup, 1954 (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Trofast – også når livet gør ondt

I bogen er der en tidslinje over Carl Ottos liv. Her står nogle af de tunge begivenheder helt nøgternt: Datteren Lena blev født i 1958, hun blev ramt af sygdom og døde, inden hun fyldte et år. I 1962 var Carl Otto plaget af stress forårsaget af et alt for stort ansvar på arbejdet på støberiet Maglekilde. Året efter investerede han i et støbegodsfirma, der gik konkurs. I 2025 døde Inga efter mere end 71 års ægteskab.

Det er store og livsomvæltende begivenheder, men bogen bruger ikke store ord for at gøre dem større. Det er en styrke. Sorgen får lov at stå, og tabet bliver ikke forklaret væk. Troen er med hele vejen – ikke som en let forklaring på det svære, men som det sted, Carl Otto og Inga igen og igen vender tilbage til.

Carl Otto var menighedsrådsformand i Roskilde Baptistkirke i en periode med uenighed og diskussioner. På et menighedsmøde blev der ligefrem krævet en afstemning om, hvorvidt Carl Otto kunne fortsætte som formand. I forordet beskriver Jakob Vagner ham som en samlende figur, der med sit rolige gemyt var med til at holde sammen på fællesskabet.

“Min morfar og jeg omkring 1995. Jeg så op til ham dengang – og det gør jeg stadig” (Foto: Privat – fra ‘Trofast’).

Menigheder kan blive rystet af spørgsmål, der udefra ser små ud, men indefra handler om identitet, tilhørsforhold og troens sprog. Her blev Carl Ottos trofasthed mere end et fromt ideal: Han blev stående, da fællesskabet kom under pres.

Med beretningerne om Carl Ottos tjeneste i menigheden bliver ’Trofast’ også et bidrag til baptistisk menighedshistorie: om mennesker, der passer økonomi, bygger kirke, holder møder, tager konflikter, beder, besøger, trøster og bliver ved med at møde op.

Bestil ‘Trofast’

Efter Carl-Ottos ønske går hele overskuddet fra salget af ‘Trofast’ til Roskilde Baptistkirkes internationale arbejde. Første oplag er udsolgt: Bestil bogen ved at skrive til andreas.daugaard@hotmail.com. Nyt oplag går i trykken, hvis der modtages tilstrækkelig mange bestillinger.

Bogen koster 150 kr. Betaling sker ved overførsel til kirkens MobilePay-nummer (20788 – markér overførslen “Bog om Carl Otto”). Bogen skal afhentes på kirkens kontor i Roskilde.

Et stille liv bliver synligt

Som bog er ’Trofast’ stærkest, når den stoler på Carl Ottos erindringer. Når han fortæller om gården på Bornholm, arbejdet, Inga, familien og menigheden, mærker man både tiden og mennesket. Her behøver bogen ikke forklare, hvad trofasthed betyder. Det viser fortællingen selv.

Enkelte steder er bogens pointe om trofasthed forklaret lidt for tydeligt. Læseren har allerede forstået den, når Carl Otto støtter sig til søjlen, når han bliver stående i menighedens konflikt, og når sorgen får lov at være en del af fortællingen.

Men det ændrer ikke ved bogens grundlæggende kvalitet: Den gør et stille liv synligt.

Andreas skriver med tydelig kærlighed til sin morfar, men bogen er ikke kun en privat hyldest. Den løfter et helt almindeligt menneskeliv frem som noget, vi kan lære af.

Carl Otto og Andreas ved udgivelsen af ‘Trofast’ (Foto: Privat).

I bogens forord fortæller Jakob Vagner om Carl Otto, der har brug for at støtte sig til søjlen i kirkens café. Efterhånden som bogen folder Carl Ottos liv ud, vender billedet langsomt: Carl Otto blev selv den søjle, mange støttede sig til.

“Det er en glæde at sende en hilsen i anledning af udgivelsen af Trofast – Carl Otto Hansens liv og tjeneste gennem 100 år.

Carl Ottos livshistorie er ikke blot en personlig fortælling, men også et stykke lokal- og Danmarkshistorie. Gennem årtier har han og Inga været en del af det levende fællesskab i Roskilde og har sat spor i både kirkeliv og lokalsamfund.

Bogen minder os om værdien af trofasthed, ansvar og engagement – kvaliteter, som også er fundamentet for et stærkt fællesskab.

Stort tillykke med udgivelsen.”

Tomas Breddam, Borgmester i Roskilde Kommune

Relateret

• 08. feb. 2026 - Det er om natten, man ser nordlys
• 11. dec. 2025 - Tro, politik og retfærdighed i Honduras
• 28. okt. 2025 - 100 til karismatisk-evangelisk lederdag
• 29. jun. 2025 - Hvad BaptistKirken kan lære af Honduras – og hvorfor vi har brug for en sag
• 25. apr. 2025 - Socialt arbejde giver værdighed og tro – et måltid ad gangen

Find flere