Lise J. Theisen,
København Vineyard holder til på Frederiksberg. Det har vi gjort siden 2008. Den tidligere rockmusiker John Wimber satte gang i Vineyard-bevægelsen. Wimber fandt Gud gennem musikken, og han og hans venner længtes efter at se Guds ord komme til live i tegn og undere, helbredelser samt socialt ansvar for samfundets fattige.
I begyndelsen af 1990´erne blev Flemming Mølhede opmærksom på Vineyard på en konference i Nordamerika. Efter hjemkomsten oplevede han, at Gud talte til ham om at flytte til København og etablere en Vineyard. Og når Herren siger gå, så går Flemming Mølhede. Sammen med sin kone, Anne, og fem andre voksne samt nogle børn flyttede han til København og etablerede en netværksgruppe. Den voksede i løbet af kort tid, og nye netværksgrupper blev plantet.
Vineyard er en familie, en hær, en skole og et hospital.
Flemming Mølhede blev inspireret af John Wimbers definition af Vineyard som en person. ‘Vineyard-personen’ har Bibelen og Guds rige som fundament og ståsted. Vores ben er dels lovsang og tilbedelse, dels diakoni og socialt ansvar. Kroppen er, at Vineyard er en familie, en hær, en skole og et hospital. Den ene arm er mission og kirkeplantning; den anden økumeni og tværkirkelighed. Jesus er naturligvis hovedet for sin kirke.
Kirkeplantning er en del af Vineyards DNA og et omdrejningspunkt for Vineyard i Danmark. Siden den første lille netværksgruppe har København Vineyard plantet seks kirker: I Roskilde, Odense, Aarhus, Helsingør, Rønne og Aalborg – og flere er på vej. I dag er der ca. 1.150 medlemmer af Vineyard i Danmark. Samtidig har Vineyard også kirker i Norge, Sverige og Finland.
Gudstjenesten skal opbygge fællesskaber. Derfor er kirkekaffen inkluderet og placeret midt i gudstjenesten, så alle har mulighed for at møde nye mennesker. Desuden lå det Wimber meget på sinde, at Helligånden altid virker i os. Derfor skal vi ikke anstrenge os for at oppiske en stemning for, at Han kan tale eller møde os. Efter aftengudstjenesten er der café i foyeren, hvor gamle og nye venner kan mødes, inden den næste uge begynder. Café-fællesskabet er vigtigt. Her er alle velkomne og inddrages i samtaler.
Vi har 29 netværksgrupper i Storkøbenhavn. De er altafgørende for at inkludere nye i kirkefamilien.
Vi har 29 netværksgrupper i Storkøbenhavn. De er altafgørende for at inkludere nye i kirkefamilien. Derfor er alle grupper åbne. Her mødes vi, lovsynger og deler liv, sorger og glæder med hinanden. Her kommer vi tæt på hinanden og tør være sårbare og åbne os, så Guds helbredelse kan komme til.
Undervisning i Guds ord inspirerer os til at udleve det i praktisk tilgang. Vi inspirerer også gensidigt hinanden i medvandring, og vi tror, at Gud selv møder os i vores fællesskab og inspirerer os ved sin Ånd.
Vi tjener vores by gennem aktiviteter hele året:
Plan A: En besøgstjeneste til bordeller i København, Amager og Frederiksberg. Et team tilbyder bøn og samtaler – og kommer med julegaver til pigerne.
Family Time: Udsatte familier inviteres på mad og fællesskab en aften hver måned. De får en pose med madvarer med hjem, hvis det kniber økonomisk.
Årlig julegave-uddeling: I 2019 kom 234 familier forbi, og 798 børn fik julegaver. Gaverne er indsamlet i løbet af november og december og bliver uddelt i løbet af en uge i december.
”Everybody gets’ to play”; altså: ”Alle kan lege med”.
At involvere er ikke blot at række ud til dem, der er dårligere stillet end os. Det handler også om at efterleve det, John Wimber er kendt for at sige: ’Everybody gets to play’ – altså: ’Alle kan lege med’. Det kommer fx til udtryk ved, at alle bliver opfordret til at bede for hinanden under gudstjenesten, når der inviteres til at reagere på prædikenen.
URL: https://baptist.dk/inkludere-inspirere-og-involvere/