Glæden ved at give

Glæden ved at give

Der uddeles julehjælp på mange måder i flere baptistmenigheder.

Lone Møller-Hansen,  

I Købnerkirken var der i går uddeling af gratis gavepakker. Inspireret af en organisation, der hedder ”Næstehjælperne Amager”, havde kirken samlet gaver med nye og lettere brugte ting til børn mellem nul og 14 år. ”❤️ Alle AMAGERS børn bør få mindst en gave,” var mottoet for julegavehjælpen. De forældre og bedsteforældre, der ikke har råd til julegaver, kunne komme i går i Café Julius og se, om de kunne finde noget passende. I tillæg blev de budt på en kop kaffe og et stykke kage.

Nogle af de frivillige fra gaveuddelingen i Købnerkirken.

”10 personer fra kirken og fra nabolaget havde tilbudt deres frivillige hjælp ved uddelingen. Der var i alt samlet over 1000 gaver, som dels er givet som genbrug, og dels er købt for penge, som folk har givet,” fortæller Købnerkirkens præst Jan Kornholt, der fortsætter:

“Jeg oplevede mange vidunderlige samtaler med gæsterne i kirken: Den 8-årige muslimske pige der fortalte “jeg får altså gaverne, så snart vi er hjemme, fordi vi fejrer ikke jul i min familie”. En enlig far fortalte, at de gaver, han nu havde pakket fint ind, dem ville han aldrig have råd til at købe selv. Og endelig de tre kristne afrikanske kvinder, som jeg fik en lang snak med om kirke og forfølgelse og sorg over vores afdøde venner.”

Der kom ca. 75 gæster og de fik tilsammen omkring 700 gaver. Resten af gaverne bliver i dag fordelt på et Kvindecenter på Jagtvej og et børnehjem i Husum, så alle gaverne bliver fordelt til mennesker, der har behov.

380 julegaver til Nørrebro

I Regen/Kristuskirken er der efterhånden en lang tradition for julehjælp. Her hjalp mere end 40 frivillige søndag med at pakke poser til i alt 200 familier, primært enlige forsørgere med hjemmeboende børn på Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København. Se en lille video her.

Her har folk skullet ansøge. ”Vi har sorteret bl.a. efter, hvor de bor. Vi vil gerne hjælpe folk, der bor i nærheden.” Der har været 350 ansøgere. Julehjælpen består af to ting, dels alt til en julemiddag med flæskesteg og sødt bagefter. Hver familie får 2-3 poser med mad. I posen ligger faktisk også en lille gave til den voksne.

”Der er også gaver til alle børn til og med 17 år, i alt uddeler vi 380 gaver. Vi har tre gymnasier, hvor de hjælper til – hvor klassekammerater giver julegaver, f.eks. til ’pige 4 år’. En stor firmapartner giver desuden 200 gaver. Og så samler vi penge ind, for vi har købt flere ting i år end tidligere. Julegaverne er kommet på de seneste år,” fortæller præsten på Nørrebro, Henrik Nissen, som må erkende, at der i år er mange, der giver julehjælp. ”Der er rift om sponsorerne.”

Torsdag d. 19. december uddeles poser og gaver fra Kristuskirken på Nørrebro.

222 flyttekasser med julehjælp

Også i Roskilde Baptistmenighed har man i mere end ti år delt meget flotte kasser ud til mennesker, der har en trang jul.

“Det er en gave at få mulighed for at give til andre,” siger de dér.

”Roskilde Julehjælp” er vokset og i år var kirkesalen fyldt af 222 flyttekasser, da modtagerne mødte op den 14. december for at hente ‘alt godt til julen’.

Mange frivillige har været engageret i registrering af ansøgninger, der skulle omkring kommunale sagsbehandlere for godkendelse – i ansøgninger til fonde, sponsorer og firmaer – i afhentning af gaver og donationer – og ikke mindst i pakning, logistik og uddeling på selve dagen.

“Det geniale ved julehjælp er, at det både velsigner byen vi bor i og styrker os som menighed. Udsatte mennesker får en lidt bedre jul og vores indbyrdes fællesskab bygges op,” siger Jakob Vagner, præst i Roskilde Baptistkirke.


Barnets Blå Hus

På Bornholm har baptistmenigheden været med til at give 21 børn i Barnets Blå Hus en god optakt til julen. Her gav menigheden 10.000 kr. til julegaver til børn i familier, der lider under alkoholproblemer. Gaverne blev delt ud ved en julefest, som indledtes med kreativ julegudstjeneste i baptistkirken i Rønne.

Præsten i Korskirken i Herlev, Ole Lundegaard, fortæller, at hvis mennesker kontakter dem og spørger om hjælp til at komme igennem julen, kan de få 1000 kr.

URL: https://baptist.dk/glaeden-ved-at-give/