Sarah Balasubramaniam er datter af præsten i den internationale menighed i Svendborg. Hun fortæller her om, hvordan alting, hendes mor, Devy Balasubramaniam, drømmer, går i opfyldelse. Både godt og skidt.
Sarah Balasubramaniam,
Bethania International Church i Svendborg blev optaget i BaptistKirken i juli 2019.
Menigheden blev dannet ved opløsningen af Svendborg Baptistmenighed sidst i 2018.
De har siden nytår ikke haft en kirkebygning eller et permanent mødested.
Min mor drømte en nat, at der var tre brødre, som stod på en stor grund, som de gik sammen om og købte til vores menighed. Hun beskrev dem som tre næsten lige høje, lyse mænd.
Gennem hele vores liv er vi altid gået til vores mor, når vi havde brug for et svar.
Ikke fordi hun vidste alt, men fordi vi vidste, at hvis hun bad, så vil Gud åbenbare sig for hende. Ofte ville han i drømme fortælle hende, hvad der ville ske, eller hvilke beslutninger, vi skulle træffe.
Igennem alle disse år har alle fra menigheden på et eller andet tidspunkt opsøgt hende, inden de skulle træffe en beslutning. Ikke en eneste gang har de fortrudt det.
Flere gange har vi oplevet, at hun har kunnet fortælle os, om vi har bestået en eksamen, før vi selv har fortalt hende det. Forleden fortalte hun mig, at hun drømte, at jeg ville modtage dårlige nyheder. Hun gik hele dagen og håbede, at det bare var en drøm, men jeg fik en dårlig nyhed!
Hendes drømme og profetier har hjulpet os, fordi vi så har været forberedte på, hvad der ville ske. Vi holdt flere gudstjenester, da Svendborg Baptistkirke skulle lukkes. For hver en episode, der fandt sted, havde vi forinden bedt om, at hvad Gud havde vist hende i drømme, ikke måtte finde sted. Men det skete.
I dag tror vi, at Gud hele tiden har fortalt os, at vi ikke kunne ændre på de beslutninger, der blev truffet eller kunne ændre på mennesker.
“For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.”
Svendborg Baptistkirke er ikke bare en bygning for os. Det er som vores barndomshjem. Her blev mange barnevelsignet, døbt og her blev min far ordineret som præst. Det gjorde det svært for os at acceptere Guds vilje. At vi ikke skulle få lov til at købe kirken.
I dag når vi ser tilbage, så føles det som en vandring fra Egypten mod Kanaan. Vi vandrer stadig, uden et fast sted. Vi tror dog på drømmen om de tre brødre og også profetier, der har fortalt, at vi kan bygge en kirke til ære for Ham.
En anden lille historie supplerer drømmen:
For ca. 10 år siden, da jeg var 20 år, købte jeg sparebøsser til alle i menigheden og fortalte dem, at vi skulle spare op, for vi skulle bygge vores egen menighed.
Så satte jeg mig ned og tegnede, hvordan jeg tænkte kirken skulle se ud. Jeg har stadig tegningerne.
Min mormor afbrød mig midt i det hele og sagde, at jeg var for ung til at træffe den slags beslutninger.
Folk returnerede ikke sparebøsserne og tænkte nok ikke mere over det.
Jeg husker ikke i dag, hvorfor jeg gjorde det, for vi havde ingen problemer med menigheden dengang. Måske Gud har forsøgt at forberede os på det, vi oplever i dag.
Vi handler ud fra, hvad vi tror, praktisk kan lade sig gøre. Derfor har vi ofte negligeret mange tegn, vi har fået. Vi er en lille menighed, økonomisk svage og ikke kompetente nok at gøre store ting for Gud. Men som Gud fortalte min lillebror (der nu er menighedsrådsformand), og som han også prædikede nytårsaften, så skal vi vandre gennem det Røde Hav i år for at nå frem til Kanaan.
Historien om, hvad Moses og israelitternes gik igennem i Egypten for at slippe væk derfra, har flere forskellige præster og profetier mindet os om i år.
Jo mere vi har skulle gå igennem, jo mere har vi oplevet, at vi er tættere på Kanaan.
Du har nok gennemskuet, at vi ser Kanaan som symbol på et fast sted, en kirke som Gud vil hjælpe os med at bygge en dag. Vi håber ligeledes, at I i BaptistKirken i bøn vil stå sammen med os.
Alt sammen til ære for Gud.
URL: https://baptist.dk/droemmen/