De er i meget farverige klæder, meget smilende og synger og beder højt og inderligt. Det var det indtryk, jeg tog fra Svendborg med, da jeg havde besøgt den tamilske menighed sammen med andre fra BaptistKirkens ledelse.
Lone Møller-Hansen,
Bethany International Church, Svendborg
Angela, 34 år, er forsker i biomedicin Samuel, 26 år, er nyuddannet ingeniør Sarah, 30 år, er ergoterapeut og læser nu jura Bala, 61 år, pensionist og præst
Menigheden skulle optages i BaptistKirken, og vi ville snuse til endnu en farverig del af Guds kirke i Danmark.
Den lille menighed tæller 35 medlemmer og er 22-30 til gudstjeneste. De kalder sig en ’international menighed’, selvom der til denne gudstjeneste kun er tamiler.
”Vi vil gerne favne alle nationaliteter og taler både dansk, engelsk og tamilsk. Når der er gæster, oversætter vi det, der foregår,” fortæller menighedsrådsformanden Samuel Balasubramaniam. Selv prædiker han hellere på engelsk end tamilsk. Han fortæller, at der lige nu kommer tre danske familier i deres kirke.
”Vi begynder at bevæge os mod det internationale. Vi har oplevet Helligånden – og så kommer der altid modgang. Vi har mange udfordringer, men vi tror også på, at Gud holder hånden over os.”
Tre søskende leder
De tre søskende Angela, Sarah og Samuel er ledende figurer i menigheden. Deres far er internationalt kendt som Pastor John Bala, og han har skrevet over 200 sange, der bliver sunget over hele verden til tamilske gudstjenester. Han prædiker hver torsdag i en canadisk radio. Bala har boet i Danmark siden 1986 som flygtning. Dengang var han hindu. Deres mor, Devy, kom til Danmark i 1988 sammen med Angela, der dengang var tre år. Hun var kristen, og i 1991 blev Bala også kristen og blev døbt i Svendborg Baptistkirke.
Der blev hurtigt lavet en evangelisations-gruppe, som ville sprede evangeliet til de mange tamiler på Fyn. I Odense blev tamilerne medlem af baptistkirken dér. I Svendborg kom de også i baptistkirken, men de insisterede på at holde gudstjenester på tamilsk. De ønskede en løsere tilknytning til menigheden, og var nok heller ikke helhjertede med. Det paradoksale er, at nogle af dem, der strittede imod at blive en del af en dansk menighed – de sidder nu i pinsekirken til totalt danske gudstjenester…
Ville gerne købe kirken
For sidste år skete der det, at tamilerne i Svendborg dannede en selvstændig menighed. Det skete, da de måtte indstille sig på, at de ikke fik lov til at købe baptistkirken i Svendborg, da den skulle lukke. To grupper i den daværende menighed ville begge gerne købe kirken, og det blev den burmesiske gruppe, Matu Baptist Church, som fik lov til at købe kirken og drive menighed dér.
”Det er svært at tiltrække nye mennesker, når vi ikke er i en rigtig kirke,” forklarer Samuel.
Siden de blev en selvstændig menighed og ikke længere kunne være i baptistkirken i Svendborg, har de søgt efter et fast sted at være. De blev taget imod af et ældre ægtepar i deres villa, hvor de havde indrettet et møderum. I mellemtiden er manden død og det er ret usikkert, hvor længe de kan blive. De kan heller ikke lave mad eller spise sammen dér.
”Vi drømmer om at få vores eget sted, hvor vi ikke er afhængige af, at andre giver os lov til at holde møde,” fortsætter Samuel.
Indtil videre er det sådan, at alle tamiler på Fyn én søndag om måneden mødes i Odense baptistkirke. Det har man gjort i over 20 år.
Oure Baptistkirke har også åbnet deres kirke for den nye menighed, når dé ikke selv har gudstjeneste.
Mange aktiviteter
Trods omstændighederne er det en menighed med mange aktiviteter: De holder gudstjeneste hver søndag, bibelundervisning for børn og unge om lørdagen. Den anden lørdag i måneden er der fastemøde, hor man ikke spiser før kl. 13, når bedemødet er slut. Kvinderne mødes også til bedemøde en lørdag om måneden, og to-tre kvinder mødes om tirsdagen og beder. De udgør en evangelist-gruppe, som besøger 20-25 tamilske hjem, som ikke er kristne. Denne gruppe arrangerer også et årligt ’gospel-møde’, hvor man inviterer alle de kontakter, man har. Der bor 250-300 tamiler i Svendborg-området. Halvdelen af dem er kristne og 30 af dem er blevet baptister. Der er altså stadig et stort potentiale.
Jeg tænker; Der er meget tale om, hvad kvinderne gør. Hvor er mændene? Svaret er: ”Én af mændene har et pizzeria. Der arbejder mange af mændene om aftenen og i weekenderne. Kvinderne arbejder i dagtimerne, og derfor er de mest aktive lørdag-søndag.”
Spørgsmålet er også, om det kun er de ’gamle’, der holder fast i den tamilske kultur. De tre søskende taler alle flydende dansk og mange af de unge går i gymnasiet. Angela fortæller, at hendes datter på 10 år både kan læse og skrive tamilsk. Der er 256 bogstaver i det tamilske alfabet.
De tre søskende Angela, Sarah og Samuel er ledende figurer i menigheden. Deres far er internationalt kendt som Pastor John Bala, og han har skrevet over 200 sange, der bliver sunget over hele verden til tamilske gudstjenester. Han prædiker hver torsdag i en canadisk radio. Bala har boet i Danmark siden 1986 som flygtning. Dengang var han hindu. Deres mor, Devy, kom til Danmark i 1988 sammen med Angela, der dengang var tre år. Hun var kristen, og i 1991 blev Bala også kristen og blev døbt i Svendborg Baptistkirke.