”Ikke alle troende er tosser”, ”der er også normale mennesker, der tror”. Citaterne fra en Ph.d.-afhandling om troende i Danmark var omdrejningspunktet i beretningen fra BaptistKirkens formand Per Beck ved Landskonference 1, LK1 2019, i Lindenborg
Per Beck,
Per Beck blev genvalgt som formand for BaptistKirken. Han har været formand i foreløbig to år.
”Ikke alle troende er tosser”, ”der er også normale mennesker, der tror” — stod at læse i Nordjyske Stiftstidende i januar måned. Baggrunden var en Ph.d.-afhandling om synet på troende muslimer og kristne – Vi synes nok ikke, at det er nødvendigt med en ph.d. for at fastslå denne kendsgerning! – Det slås fast, at den gruppe, der er ekstrem, udgør et forsvindende mindretal, men det er dem, der har pressens bevågenhed til skade for synet på alle troende. Videre hedder det, at de ekstremt religiøse og ateister låser sig på de simple synspunkter, og ikke vil se et nuanceret billede af troens væsen og udformning. Og som Thomas Willer siger sidst i samme artikel: ”mange danskere sætter lighedstegn mellem at være troende og være fundamentalist”
Det nærmest modsatte af mistro overfor troende mødte jeg i efteråret, hvor jeg fik lov at besøge Rwanda og Burundi, bl.a. illustreret ved, at ved afslutningen af vores høflighedsbesøg hos Guvernøren i Kayanza (regionen Musema og Rubura er placeret i), hvor jeg blev bedt om at bede for regionen og arbejdet der – det var nok ikke sket i Danmark!
Når vi debatterer statens indblanding i eller pres på religiøse samfund i Danmark, må vi sige, at her er vi langt fra forholdene i Rwanda, hvor man lukker kirker, der ikke opfylder bestemte bygningskrav, bestemmer uddannelse af menighedens præst og i øvrigt kræver en organisationsstruktur, der helt svarer til den verdslige statslige opbygning uanset om det er passende for kirken eller ikke. Helt så langt er det ikke kommet i Burundi, men vi arbejder i samfund, hvor de statslige myndigheder nøje følger arbejdet i kirkerne.
Overordnet var det en god oplevelse at tale med kirkelederne i de to lande, og jeg blev overbevist om, at vi må udbygge forståelsen af, at vi samarbejder med ligeværdige kirkesamfund, der på nogle områder har en anden kulturel baggrund og syn på nogle områder end vi har. Lad mig blot nævne et lidt humoristisk eksempel: Ved afslutningsgudstjenesten i en forstad til Bujumbura blev jeg efterfølgende bebrejdet, at jeg havde ladet Morten Kofoed præsentere den danske delegation, det skulle jeg som delegationsleder havde gjort, men som lederen sagde, ”jeg er godt klar over at der ikke er den rigtige respekt om lederne i Danmark.” ”Hvordan ser du det,” spurgte jeg. Han svarede: ”Jo, jeg har været til en samling i Danmark, og her lod man formanden sidde på tredje række!”
Et meget positivt indtryk fik jeg af landbrugsprojekter og spare-lånegrupper. Det var befriende at se kvinderne rette ryggen og fortælle om, hvordan det forbedrede udbytte af markarbejdet bl.a. via investeringer fra spare-lånegrupperne havde betydet, at de kunne sende deres børn i skole med uniform og bøger, og kunne bidrage økonomisk til husholdningen, hvilket havde aftvunget ny respekt fra deres mænd.
I Rubura fik jeg også lov at være med til indvielsen af vandprojektet og overdragelse af ambulancen (som vi hos os ville betegne som en sygetransportbil). Projektet er gennemført af Rotary i samarbejde med BaptistKirken og UEBB, hvor de samlede udgifter på små 700.000 er finansieret med et økonomisk bidrag fra BaptistKirken på små 90.000 kr.
I årsrapporten som projektudvalget i den Lokale Han Herred Rotary klub aflægger læses: Projektet er gennemført i et vigtigt samarbejde med BID. Bag dette ligger en meget stor respekt for og tillid til baptister med engagement og kærlighed til Burundi. Jeg tager dette med som et eksempel på, at når der opnås kendskab til vores og de afrikanske kirkesamfunds arbejde, aftvinger dette respekt og mulighed for at samarbejde med andre ressourcestærke organisationer, og en understregning af, at troende ikke er tosser.
Alt i alt har vi fortsat en rolle at spille i Rwanda og Burundi, samt i Myanmar i et tillidsfuldt samarbejde med kirkerne dér, og vi skal ikke være tilbageholdne med at præsentere samarbejdet, der vil aftvinge respekt også udenfor kirkelige kredse.
Ved landskonferencen i november vedtog vi første gang vedtægtsændring med udvidelse af ledelsen. Her til morgen har jeg ikke kendskab til opstilling af kandidater så alle pladser kan besættes. Det er tankevækkende og også lidt frustrerende, at det har været så svært at få mennesker til at stille sig til rådighed for arbejdet i ledelsen. Dagen i dag vil vise, hvor vi ender i denne sag.
I maj fik vi meddelelse om, at Lone Møller-Hansen ønskede at fratræde stillingen som generalsekretær, og med afvikling af ferie og forskellige opgaver afsluttes tjenesten med udgangen af september. Vi modtog meddelelsen med beklagelse, men har forståelse for Lones ønske. Lone har udført en meget vigtigt og værdsat arbejde i vort kirkesamfund – vi vil senere på landskonferencen få lejlighed til at sige tak til Lone.
Generalsekretærens fratræden betyder – som det jo ofte også er tilfældet i menigheder, der skifter ansat medarbejder – at vi overvejer situationen, kaster alle bolde op i luften, og søger at finde den rigtige løsning på længere sigt. Vi er meget glade for, at Torben Andersen med opbakning fra Hjørring Baptistkirke har sagt ja til at varetage tjenesten i foreløbig to år og med Lone som kommunikationsmedarbejder. Vi er i ledelsen overbeviste om, at Torben har menighedernes tillid, og vil kunne medvirke til at knytte positive bånd i vort kirkesmfund.
Den konkrete aftale mellem Torben, Hjørring Baptistkirke og Baptistkirken i Danmark udestår, men vi har al forventning til, at vi vil nå et positivt resultat. For en ordens skyld skal jeg understrege, at Torben ikke ledelsesmæssigt har haft lod og del i denne løsning.
Økonomisk ser vi en afmatning i forhold til den stigende tendens menighedernes bidrag til basisbudgettet tidligere udviste. Det er afgørende, at vi i fællesskab som menigheder sikrer de nødvendige driftsmidler til BaptistKirkens arbejde. Økonomisk har vi nydt godt af, at menigheder, der afvikles eller har solgt bygninger, har tilgodeset forskellige af BiDs aktiviteter, og vi glædes over, at der er mennesker, der testamentarisk betænker Baptistkirken eller vore menigheder.
Baptistkirken deltager i mange kirkelige samarbejdsrelationer, her vil jeg pege på to:
Samarbejdet i Danske Kirkers Råd (DKR), hvor frikirker, ortodokse kirker, den katolske kirke og folkekirken mødes i et godt fællesskab. DKR kan tale med en stærk kirkelig stemme ind i den politiske virkelighed, og vi søger at bruge DKR, når de værste tidsler i lovgivningen om trossamfund udenfor folkekirken skal fjernes.
Samarbejdet med Det Danske Missionsforbund har en særlig plads i begge kirkesamfund. Vi forelægger et samarbejdspapir til orientering for Landskonferencen, og tror at dette samarbejde stadig kan styrkes.
Det er spændende, at Missionsforbundets børne- og ungdomsarbejde og Baptistkirkens børne- og ungdomsarbejde overvejer en evt. sammenslutning. Jeg hilser de administrative fordele, der kan opnås, velkomne, og lægger afgørende vægt på, at der i udkastet til samarbejdsdrøftelserne skrives, at foreningerne skal bevare tilknytningen til deres menighed. Forbindelsen mellem børne- og ungdomsarbejdet og menigheden må aldring brydes.
Vi har sikkert ofte hørt udtrykket om kirken som værende ikke af verden, men i verden. I den samfundsmæssige og politiske debat har klimaet fået en meget fremtrædende plads, med initiativer til at sikre bæredygtighed. Hvordan medvirker vi som kirker og menigheder i samtalen om at vise respekt for og bevare skaberværket. Danske Kirkes Råd har i en årrække arbejdet med projektet ”Grøn Kirke”. Læses på DKRs hjemmeside, hvilke menigheder, der er registreret som ”Grøn kirke”, er Frikirkerne svagt repræsenteret. Jeg tror, vi som menigheder skal søge at finde svar i klimadebatten. Måske som ”Grøn kirke” eller på anden vis, men således at miljø – forstået som at varetage Guds skaberværk – får en større plads hos os.
Sammenhængskraften tales der i tide og utide om med henblik på vort nationale samfund. Desværre bliver udtrykket i den politiske debat ofte brugt til at udelukke bestemte grupper, og lukke sig om sig selv. Sandheden i at se det centrale i de nære sammenhænge bliver brugt – som at et nyvalgt folketingsmedlem i Kristeligt Dagblad – til at understrege, at din næste er i din fysiske nærhed og ikke omfatter den lidende udenfor Danmarks grænser.
Som kirke må vi være et korrektiv til den slags udtalelser, og understrege, at alle mennesker er Guds skabninger og elsket af Ham, og ansvaret for medmennesker ikke har nogen geografisk begrænsning. Så har vi en mulighed for positivt at være med til at opbygge sammenhængskraft mellem mennesker, og det er langt fra at være tosset!
Perfekthedskulturen med angst, utilstrækkelighed og manglende selvværd specielt for unge præger den samfundsmæssige debat. Flere og flere specielt unge præges af stress, frygt for ikke at nå topkarakter i alle fag, og frygt for at vælge forkert i livet. Og samtidig ser vi, at disse problemstillinger spreder sig til andre aldersgrupper.
Vi har Guds ord for at alle mennesker er værdifulde, og som kristne menigheder pligten til at formidle dette i en ofte kold verden. Vi kan være tilbøjelige til at sige: ”du er god nok” – hvilket kan opfattes som ” du kan bruges, når det nu ikke kan være anderledes”- men vi skal sikkert turde sige: ”Du er elsket, som den du er, for du er Guds skabning og er i Hans hånd”.
Fællesskaber er ofte en af de vigtigste faktorer for hjælp til mennesker med dybe sår. Her har vi som kristne fælleskaber særlige muligheder. Det er positivt, at BAM sammen med BiD vil arbejde på at kortlægge, hvordan menighederne kan hjælpe mennesker med omsorg og diakoni.
Endelig vil det være naturligt at knytte et par bemærkninger til det kirkepolitiske indhold i det forståelsespapir, som den nye regering bygger på. Dette er hurtigt gjort, for der står ikke noget om kirkepolitik i forståelsespapiret. Behovet for at vi markerer os i det samfund, vi er sat ind i, bliver dermed endnu vigtigere for at modvirke, at kirkeligt arbejde opfattes som en anakronisme.
Arbejdet i og ud fra menighederne er vidt forgrenet og forskelligt ud fra de givne forudsætninger, som varierer med forskelle i ressourcer – menneskeligt og økonomisk –forskellige geografiske vilkår og kontaktmuligheder med det omgivende samfund, forskellige muligheder i arbejdet blandt børn og unge, forskellige udtryksmåder i gudstjenestelivet mv. Men det er min klare overbevisning, at der alle steder er et stærkt ønske om at forkynde Kristus.
Vor baptistiske arv bygger på, at alle mennesker er lige for Gud, og derfor har alle lige stemme i vore organisatoriske rammer i menigheden, hver enkelt menighed har samme vægt i repræsentation ved Landskonferencen. Alle synspunkter har krav på at blive taget alvorligt, fordi vi betragter hinanden som alle søgende efter Guds vilje og vej i vore liv og menighedernes liv. Vore menigheder må udgøre fælleskaber, hvor den enkelte føler sig tryg og styrket i tjenesten.
Den forskellighed, der kan udspringe af forskellige tolkninger og veje, på tværs af alder, køn, spritualitet mv. er værdifulde og inspirerende i vort arbejde, så længe målet er at pege på Kristus, og det som opstanden.
Som en af vore præster sagde til mig: Vi kan bruge kræfterne på at bekrige hinanden, men vi kan også bruge kræfterne på, at forkynde Kristus i verden.
En undersøgelse fra Nordjyske ved årsskiftet viste, at 53 % af panelet betegnede sig selv som ikke-troende. De, der betegnede sig som troende, pegede ofte på mødet med kristne begreber og trosformidling i barne- og ungdomsårene. Det skal sammenholdes med, at 1/3 under 30 år betegnede sig som troende, mens det samme gjaldt for 2/3 af de over 60 årige. Den kendsgerning understreger vigtigheden af at formidle den kristne tro til børn og unge. Det er netop det, vi den kommende tid sammen med DBS og BBU vil inspirere alle menigheder til, som et fokusområde i den kommende Fælleserklæring, at have fokus på bl.a. trosoplæring af børn og unge.
Ikke alle troende er tosser. Nej, troende har en vigtig funktion som lys og salt i den verden, vi er sat ind i. Vi skal understrege værdien af mennesket, fordi vi alle er skabt af Gud og forkynde frelsen i Kristus. Lad os i dette med Paulus stræbe efter: ”Ikke at gøre os til herrer over hinandens tro, men medarbejdere på hinandens glæde”. ( 2. kor. 1,24)
Per Beck indledte beretningen med følgende bemærkninger:
I henhold til forretningsordenen udarbejder ledelsen en beretning – denne findes trykt i håndbogen – og desuden aflægger formanden sin ”personlige beretning over BaptistKirkens situation”.
I den forbindelse betragter jeg formandsberetningen som supplerende til beretningerne i håndbogen (håndbogen 2019, side 29 ff.), hvor en række af de tiltag som der arbejdes med, er omtalt, og som jeg ikke vil gentage.
URL: https://baptist.dk/ikke-alle-troende-er-tosser/