Flemming Christensen,  29. januar 2016

Flemming Christensen

• f. 1950, sognepræst i Vejle 1977- 2006
• byrådsmedlem (SF) fra 1982
• borgmester i Vejle 1994-2006
• adm. dir. Filadelfia/Epilepsihospitalet 2006-2012

Da jeg var 17 år, skete det første gang. Jeg sad på mit værelse; pludselig og ud af ingenting blev jeg omsluttet af et stærkt og varmt lys, som varede i nogle minutter. Det var både dejligt og overvældende, og jeg var personligt slet ikke i tvivl om, at det var Gud eller Helligånden, der viste sig for mig.

For at sætte oplevelsen ind i en bibelsk ramme vil jeg henvise til fortællingen, hvor Moses møder lyset i skikkelse af en brændende tornebusk^[1]. Gud taler til ham og giver ham en opgave, der på alle måder overstiger hans kræfter. Da Moses ser den brændende tornebusk, er han ikke i tvivl. Det er Gud, han møder – og det lys, der udgår fra busken, er ikke truende eller opslugende, men varmt og oplysende.

Hver især har vi lov at gruble over Guds og livets mysterier.

Tilsvarende bliver Paulus stoppet på vej til Damaskus af et voldsomt lys.^[2] Det lys er så stærkt, at han for en tid blindes, for siden at kunne se! Moses og Paulus oplever Gud i lyset, og deres liv forandres totalt. De har nu set noget, de ikke kunne se af sig selv, men måtte have rakt.

Konsekvenser af gudsoplevelserne

Jeg fik ikke som Moses eller Paulus et ord med på vejen om, hvilken retning mit liv nu skulle tage. Men det fik alligevel også for mig den konsekvens, at jeg ændrede planer. Jeg stoppede i 1. g. matematisk linje og fortalte mine forældre, at jeg efter sommerferien ville starte på ny – men nu med klassiske sprog, fordi planen var at blive præst. Også selv om det var et job, der lå meget langt fra min forestillingsevne, og som var ukendt i det miljø, jeg kom fra.

Efter studentereksamen kunne jeg alligevel ikke se mig selv som præst, og jeg besluttede mig for at læse fransk. Litteratur lå mere naturligt for mig, så efter min studentereksamen flyttede jeg til Paris for at studere. Men efter 6 uger i Paris viste Gud sig igen i lyset. Og så var der ikke længere nogen udvej. Budskabet var ’kommet ind på lystavlen’, og jeg tog hjem for at læse teologi. Min tolkning var, at Gud havde en eller anden plan med mig. Hvorfor lige mig har jeg af gode grunde ingen anelse om.

Undere og viden

Det er klart, at dette at opleve, at Gud er mere end et begreb – Gud er virkelig – det er uafrysteligt og betyder, at jeg aldrig siden har tvivlet et sekund på, at Gud ER – og at Gud også vil mig. Men det er selvfølgelig ikke det samme som, at så ved jeg også mere eller meget bedre, hvem Gud er – og hvordan Gud er.

Budskabet var kommet ind på lystavlen.

Hvorfor får nogle sådanne oplevelser og andre ikke? Det ved vi ikke, for så godt kender ingen Gud. Men det gør heller ikke så meget, at vi ikke ved alt – eller måske i virkeligheden ikke ved ret meget. For dét, vi ved, er mere end nok. Og det kan der leves på. Og hver især har vi jo så lov at gruble over Guds og livets mysterier.

’Lys – mere LYS’^[3]

– et citat fra Goethe, der på sit dødsleje skulle have udtalt disse ord som sine sidste. Nærliggende er det at tænke, at Goethe så direkte ind i dette lys, som var ved at omslutte ham. Når vi har set lyset, er vi ikke i tvivl om, at Gud ER. Undere og mirakler sker – de sker hver eneste dag, om vi ellers har øjne herfor.

¹ 2. Mosebog kap. 3

² Apostlenes Gerninger kap. 9

³ Tema for Aarhus Festuge 2015

URL: https://baptist.dk/sker-der-stadig-undere/