Gud kommer aldrig for sent

Gud kommer aldrig for sent

Henrik sidder ganske roligt i det kontor, der nu bliver hans eneste arbejdsplads. Kontoret i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing. Inde ved siden af er de i gang med menighedsmøde. Han skal ikke være med, for de skal stemme om hans ansættelse. Ikke at han er usikker på udfaldet – og det blev da også en ansættelse med 100 pct. opbakning.

Lone Møller-Hansen,  

Henrik Søttrup (46):

Gift med Jeanette

Sammen har de David (15) og Julie (13)

Bor i Tårs

Fuldtidsansat i Sæsing fra 1. februar 2018

Henrik har de sidste to år haft, hvad der ligner to fuldtidsjobs. Det ene som chef i en indkøbsforening, egentlig er han uddannet tømrer, men de sidste 25 år har han købt byggematerialer så billigt som muligt for andre.

Det andet frivillige ”fuldtidsjob” har været i kirkecenteret i Sæsing. Han er kørt direkte fra jobbet i Sæby til Sæsing, har haft møder med folk, der ville leje centeret til fest, koncert eller konference – lige hjem til Jeanette og børnene for at spise, og så tilbage i centeret til ledermøde eller øvelse med lovsangsbandet, hvor han har spillet trommer i 20 år. Og så har han været praktisk medhjælp i weekender og hverdage til arrangementer.

Det var ikke holdbart. Det vidste alle.

Og pludselig var den der. Den gave, de havde bedt og råbt til Gud om i lang tid.

Gave på to stillinger

”Gud kommer aldrig for sent, men det kan vi jo godt synes. Det skulle have været for et halvt år siden, men vi skulle helt derud, hvor det ikke var holdbart længere,” siger Henrik med et skævt smil.

Menigheden, der engang hed Østervrå Baptistmenighed men nu hedder Kirken i Kulturcenter Vendsyssel, har fået en donation fra BorgFonden på to fuldtidsstillinger. Fonden betaler 100 pct. af lønnen første år og 80 pct. andet år. Derefter skal menigheden selv kunne finansiere lønnen.

Den ene halvdel af Henriks job bliver i Kulturcenteret, hvor han skal stå for det, han også har stået for de sidste to år, udlejning, koordination af frivillige og planlægning af kalender.

Den anden halvdel er som administrator i menigheden, hvor det også handler om at koordinere de frivillige, planlægge kalender, styre hjemmeside og Facebook.

Ved at adskille de to ansættelser gøres det tydeligt, at center og menighed er to forskellige ting. Men i det øjeblik, centeret begynder at give overskud, kan de betale leje til menigheden og dermed letter det økonomiske pres på de godt 100 trofaste, højtydende menighedsmedlemmer.

”Samtidig ser vi center og menighed som ét, fordi det, der sker i centeret, på sigt vil ske i menigheden. Det er vi sikre på! Når der afholdes et sølvbryllup og gæsterne beder om en rundvisning, og vi kommer til at tale om kirke og tro, så sker det, vi har drømt om,” siger Henrik.

Gud kommer aldrig for sent, men det kan vi jo godt synes. Det skulle have været for et halvt år siden, men vi skulle helt derud, hvor det ikke var holdbart længere

Centeret har nu en timeansat kok, der laver mad til bl.a. fester og store koncerter.

Til Johnny Madsen-koncert i efteråret regner vi med at lave mad til 350 – det er grænsen – og i alt sælge 600 billetter,” afslører Henrik. Arrangør på denne koncert er en ven af huset Bent Anker, som ser muligheder i Kulturcenter Vendsyssel.

Afhængig af mange frivillige

Det er et hold på 30 frivillige fra menighedens netværk, der på skift serverer og går til hånde ved arrangementerne. De tjener med det, de er gode til – borddækning, tjener… – fordi de elsker fællesskabet og brænder for visionen i centeret. Intet kunne lade sig gøre uden de mange frivillige.

Det er ikke kun økonomisk, der er ved at være lys for enden af tunnelen; ”Vi er ved at have godt fat. Folk i den lille by Sæsing (50 huse og ca. 70 indbyggere) ser centeret som et plus og tre damer fra byen er begyndt at hjælpe i netværkscafeen.

Torsdag aften kommer 40 folkedansere, mens huset også er fuld af teenagere til Crazy Zone og kvinder, der beder.

Henrik fortæller taknemmeligt, at ”det i morgen offentliggøres, at centeret er godkendt i et EU-udbud og herefter må alle offentlige institutioner i Nordjylland bruge centeret til konferencer, personalefester og dagskurser. Kulturcenter Vendsyssel er i fint selskab med store hoteller i Nordjylland.”

Kirken i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing blev indviet i 2016 og er 2500 kvadratmeter

Prisen for engagement

Jeg spørger Henrik, hvad prisen har været ved at være så aktiv i kirke og kulturcenter:

”Min kone har sagt, at vi mister alt det sjove. Hyggen har der ikke været tid til. Jeanette er lovsangsleder og er på næsten hver søndag. Hvis vi endelig ikke skal noget en lørdag, så crasher vi sofaen.”

Det skulle meget gerne blive anderledes nu, når Henrik har kunnet opsige chefjobbet i Cantona og helliget sig bygningen i Sæsing og livet derudfra.

Om han nogen sinde har tvivlet på, om projektet ville lykkes?

”Ja, det har vi alle. Økonomien har sejlet, og jeg har tænkt: ”jeg kan ikke give mere”. Vi har brugt alt for megen tid på centerøkonomi. Men nu har vi fået et økonomi-team, fem mand, der virkelig har forstand på økonomi. Vi får nøgletal og der er styr på det. Vi kan arbejde på kirke og center igen. Vi oplever, at vi følger den plan, Gud har givet os. Nu kan vi geare op.”

Som alle andre i menigheden har de selv investeret i bygningen, bl.a. 25.000 kr. til solcelleanlægget.

Tal avler misundelse

Jeg spørger som andre, hvad centeret har kostet i alt? 26 mio. kr.?

”Jeg er så træt at tal,” svarer han med et suk. ”Det kan så nemt virke som pral og det avler misundelse. Det er rigtigt, at vi skylder alt for mange penge væk, og det har kostet rigtig mange penge at bygge dette center. Men jeg vil hellere se på, hvad Gud gør, og dét håber jeg, kan inspirere nogen. Vi har allerede fået masser af goodwill”, siger han og forklarer, hvad den kan bruges til:

”Vi får måske en møg-sag på et eller andet tidspunkt, og så tror jeg, vi har en masse ambassadører, der siger god for os.”

Hør tanker og visioner bag projekt Kirken i Kulturcenter Vendsyssel

URL: https://baptist.dk/gud-kommer-aldrig-for-sent/