Torben Andersen,  25. september 2017

Lars Midtgaard:

• præst i Bethelkirken, Aalborg siden 2008
• tidligere præst i Østervrå Baptistmenighed og Års Frikirke (Vinyard)
• i seks år ansat hos Krifa

Hvad siger I, når jeg siger ord som fællesskab, kirke, Ny Testamente?

CE: Her taler vi ikke bare om et fællesskab om fælles interesser, men om et Kristus-fællesskab. Vi har en levende frelser og herre. Det gør fællesskabet helt unikt. Paulus bruger billedet med Jesus Kristus som hovedet for legemet, hvor vi i kirken er lemmerne – uden ham bliver det et hovedløst fællesskab!

LM: Det, der adskiller det kristne fællesskab fra andre, er, at vi er et fællesskab, som ikke eksisterer for vores egen eller medlemmernes skyld. Fællesskabet er ikke målet, men midlet. Vi har en mission at forvalte. Udfordringen er, at vi let bliver et fællesskab for os, som allerede er en del af det kristne fællesskab.

CE: Ja, det handler om at forkynde Gudsriget i ord og handling.

Chresten Eskildsen:

• præst siden 1973 i baptistmenighederne Bornholm, Roskilde og Bethelkirken
• gik på pension i 2013
• er stadig aktiv forkynder rundt omkring og frivillig medarbejder i Bethelkirken

Vil det sige, at vi egentlig ikke behøver kirkens fællesskab, bare evangeliet forkyndes?

LM: Jo, vi behøver fællesskabet, fordi Gud erfares og forstås i fællesskab. Paulus skriver i Det nye Testamente, at vi ”sammen med alle de hellige må fatte bredden og længden og højden og dybden af Jesu kærlighed”^[2]. Det kristne fællesskab er en modvægt til tidens selvrealisering og fokus på individet.

CE: Hver enhed har fået sin del at bidrage med til helheden. ”I er Kristi legeme”^[3], siger Paulus, og vi har meget at lære af hinanden. Et centralt bibelord er det, Peter skriver: ”Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.”^[4]

Men jeg tror også, at andre kulturer og former for spiritualitet har noget at give os. Naturligvis uden at vi som kristne skal sige ja og amen til alt.

Uden Jesus Kristus bliver det et hovedløst fællesskab!

Det leder til en illustration midt i vores fællesskab. Vi har fokus på hinanden og det, vi taler om, men som Chresten siger: ”Du sidder der og kan se ud af vinduet bag mig. Du kan se noget, som jeg ikke kan se. Jeg sidder og ser ind i væggen og det, der er på den”. Nok havde vi samme fokus og mål den formiddag, men vores synsfelter var ikke de samme, selvom vi var i samme fællesskab. Det blev en lærerig illustration.

LM: Vi er meget forskellige i kirkens fællesskab. Nogle forbinder det med at være synligt til stede og gøre noget sammen. Det kan være praktisk arbejde, men også at mødes med andre i et konkret fællesskab og dele liv. Andre er ikke så synlige. De kommer måske slet ikke i kirken, men oplever alligevel at høre til og være en del af fællesskabet. Man kan ikke forestille sig ikke at være medlem – i ordets egentlige forstand.

CE: Vi lægger let vægt på synlighed. Det skal vi være forsigtige med. Noget andet er, at nogle er blevet såret i fællesskabet. Ethvert fællesskab er sårbart. Spørgsmålet er også, om man kommer for at få eller give? Husk, at alt er givet ’til fælles gavn’.

LM: Opfatter vi os i kirken som kongebørn med de velsignelser, rettigheder og pligter, der følger med, eller som klienter, hvor fokus er at få noget ud af det?

CE: Jamen, nogle er klienter, når de kommer til fællesskabet. De kommer for at få.

Gud erfares og forstås i fællesskab.

LM: Det er rigtigt, men fællesskabet skal gerne være dynamisk og hjælpe til en forandring hos den enkelte. Det kristne fællesskab er ikke noget valg. Siger jeg ja til Kristus, siger jeg ja til fællesskabet. Han kalder til fællesskab!

CE: Vi fødes som børn, nogle med handikap, og nogle bliver aldrig voksne eller modne, andre går mere eller mindre i stå i deres åndelige udvikling!

Ethvert fællesskab er sårbart.

Samtalen fortsætter, tiden går hurtigt, og det er tid at bryde op. Sådan er det med fællesskaber. Man mødes og skilles, men det kristne fællesskab består.

Et sidste spørgsmål: Hvor meget skal fællesskabet ledes og organiseres?

LM: På mange måder er kirkens fællesskab noget rod, og der findes ingen fast skabelon for organisationens struktur. Det er vigtigt, at kirken ikke opfatter sig som en organisation, men som en levende organisme, selvom enhver organisme naturligvis har sin struktur for at fungere. Tænk på billedet med legemet og lemmerne^[5].

Det kristne fællesskab er ikke noget valg.

CE: Vi må holde fast i den opmuntrende tilgang. At hjælpes ad, og at alle har noget at bidrage med. Men uden en vis form for organisation bliver fællesskabet som en amøbe – uden rygrad. Vi må samtidig også lade os inspirere af den første menighed, som igen og igen fyldes af Ånden, og vi læser om Helligåndens indgreb og ledelse.

LM: Hvor Ånden er, dér er der frihed. Kirken med den løftede pegefinger, den moraliserende kirke, har mistet sin kraft!

^[1] 1. Korintherbrev kap. 1, vers 9, som på græsk både har ordet ”ekklesia” (de udkaldte, kirke) og ”koinonia” (fællesskab, delagtighed)

^[2] Efeserbrevet kap. 3, vers 18-19

^[3] 1. Korintherbrev kap. 13, vers 27

^[4] 1. Petersbrev kap. 4, vers 10

^[5] 1. Korintherbrev kap. 12

URL: https://baptist.dk/hvad-kendetegner-det-kristne-faellesskab-fremfor-andre-faellesskaber/