Den stille samtale med præsten afslører, at det ikke bare er for sjov at være på øvelse i Letland med Rusland tæt på.
Nina Dyrhoff Nyegaard, sognepræst og feltpræst,
Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueJeg vågner langsomt fra nattens søvn inde i en skov i Letland. Træerne strækker sig langt ind i himlen, og mens jeg langsomt får øjne i daggryet, stiger sløringsnettene over de store militærbiler frem og adskiller sig en smule fra naturens grønhed. Teltdugen, jeg slog op under et træ, har været mit ly i skovbunden i natten. Langsomt hører jeg, hvordan stilheden brydes af soldater, der rundt omkring i skoven vågner af deres søvn. En søvn, der har været afbrudt af deres vagtpatrulje.
Jeg er ikke soldat. Jeg er præst og derfor udenfor soldaternes opgaver, og alligevel er jeg midt i det hele, mens jeg hører og ser, hvordan verden vågner derude i skoven. En stille frygt sniger sig ind hos mig over, at det er nødvendigt at skjule sig i en skov, at lære at håndtere våben, og at tro det værste om andre mennesker.
Jeg er vågnet i et slags parallelsamfund, som på sin vis ikke adskiller sig fra den verden, vi vågner op til dag efter dag herhjemme i Danmark. Soldaterne har hver deres opgaver for at få hverdagen til at fungere, nøjagtig som herhjemme. Der skal skaffes mad, der skal kommunikeres, der skal arbejdes, der skal forsynes, så der er ammunition nok, for hverdagen skal fungere.
Det er ikke bare for sjov, vi er her i Letland med Rusland tæt på.
For det er hverdag derude i skoven, selvom det er en øvelse soldaterne er på. Og så er der alligevel en uro, en alvor over alt, hvad soldaterne foretager sig. Den stille samtale med præsten afslører det. Det er ikke bare for sjov, vi er her i Letland med Rusland tæt på. Det er ikke bare for sjov, når vi bliver skræmte over droneangreb og nedbrud hos Microsoft. Det er alvor. Det ved soldaterne godt.
Præsten ved også godt, at det ikke er for sjov, mens jeg langsomt vågner i skoven og tænker på gårsdagens gudstjeneste derude på ’slagmarken’, hvor jeg talte lidt om alvoren ved, at Danmark sender soldater ud, og at det netop ikke bare er for sjov, for frygten er flyttet ind hos os. Både hos soldaterne og hos os almindelige mennesker. Jeg ved godt, at soldaterne er toptrænede og tager deres pligt og kald alvorligt, og at de gør det for vores skyld. Alligevel gør det en forskel, at det ikke længere er muligt bare at pege på slagmarken i Afrika eller Mellemøsten og ryste frygten af sig, for krigen føres langt borte. Vi mærker jo alle sammen – måske især vi almindelige mennesker, der ikke er særlig modige – hvor bange vi kan blive, når verdens største mænd spiller med musklerne, og de pludselig på mærkværdig vis ligner os og vores ledere.
Er soldaterne bange, så skjuler de det godt, som de vågner om morgenen i skovbunden. Mens de viser deres kampvogne frem, skjuler de frygten godt. Rolige og fattede udfører de deres arbejde, men i en stille stund tilbage på kasernen dukker den alligevel frem over en kop kaffe. Den stille frygt for, hvordan det hele skal ende. Den stille frygt, som er godt gemt bag uniformen, men som alligevel gør, at det hele emmer af alvor i Letland. En frygt, der er vokset, siden jeg sidst var udsendt med soldater i 2020 – også selvom det igen og igen lyder, at vi jo bare er på øvelse.
Mens de viser deres kampvogne frem, skjuler de frygten godt.
Vel hjemme i Danmark bliver jeg mødt af en ellers meget belæst mand, som undrende spørger mig, hvad jeg dog lavede sammen med soldaterne? Hvorfor jeg synes, det er i orden, at Danmark sender soldater til Baltikum? Og frygten hos ham er tydeligere, end han selv er klar over, da han bebrejdende siger, at det jo er klart, at Putin bliver provokeret, når vi sætter så mange soldater tæt på grænsen til Rusland. Frygten for, at Rusland invaderer Baltikum, afsløres hos ham, mens han argumenterer for, at vi i stedet bør ty til passivitet. At vi skal tage alle soldater hjem og afskaffe alle våben. Tanken er smuk.
Sådan tænkte jeg også hele min barndom. Men jeg er ikke et barn længere, ligesom han heller ikke er det. Jeg er voksen, og jeg har tabt troen på, at freden kommer med passivitet. Jeg har tabt troen på, at det eneste, vi skal gøre, er at vende den anden kind til, for det nytter desværre ikke, hvor smukt det end er. Det er rigtigt, at hvis alle gjorde det – ja, så ville der være fred på jorden, og ingen grund til frygt for morgendagen. Det lærer jeg jo på paradoksal vis også mit barn.
Jeg har tabt troen på, at freden kommer med passivitet.
Men jeg er bange for, at det er rigtigt, som en soldat en dag sagde til mig: Krig er forudsætning for fred. Jeg er ked af, at verden har vist os, at det er sådan, men jeg er også realist, og jeg tror ikke længere på den passivitet, som vi for længe har hyldet. Den passivitet, som vi også har set herhjemme, når vi stille og roligt har lært, at der er så meget, vi ikke længere må sige og gøre, fordi vi så kan krænke andre og deres tro og måde at leve på.
Kun ved at stå ved vores værdier, kan vi finde modet til at se frygten i øjnene. Det er absolut ikke det samme som, at vi ikke respekterer andre og tolererer andre kulturer, men det er at turde tale imod frygten og vise, at vi mener, at det, vores samfund er rundet af, er værd at kæmpe for. Nemlig kristendommen som igen og igen taler imod den livsødelæggende frygt og i stedet viser os det vigtige, at der er noget større end os selv, der er værd at kæmpe for.
Læs også artiklen “Et blik på bekymringer inspireret af Skriften”.
URL: https://baptist.dk/frygten-i-skoven-og-i-livet/