Lola Skagen,  28. november 2016

‘Henrys Hus’ er oprindeligt Kaspers bedsteforældres hus. Her boede hans morfar, Henry, indtil han døde for et år siden: ”Huset har altid været ramme om fællesskab og gæstfrihed, da mine bedsteforældre boede her”, fortæller Kasper og fortsætter: ”Mine bedsteforældre var gode til at åbne deres hjem for andre, og den ånd kunne vi godt tænke os at føre videre. Det er noget helt særligt at få lov til at gøre det her i deres hus.”

Kasper, Maria og børnene flyttede sammen med et vennepar – ligeledes med to børn – ind i huset i maj. Indtil da boede Kasper og Maria på Nørrebro i en andelslejlighed, og i deres opgang havde der i årenes løb udviklet sig en slags bofællesskab med 12-18 mennesker.

Mindre og lidt kan blive til mere

”Vi spiste sammen ca. fem aftner om ugen og kom og gik hos hinanden”, fortæller Maria. ”Mens vi var ved at renovere vores eget køkken, boede vi på et tidspunkt i underboens køkken, da det støvede for meget hos os selv. Derfra udviklede det sig mere eller mindre tilfældigt. Det var ikke noget, vi havde planlagt – det skete bare gradvist. Men vi fandt ud af, at det var en ideel måde for os at bo på”.

Vi begyndte for første gang at overveje, at vores liv måske ikke behøvede at handle om at stræbe efter vækst eller efter større og mere.

Allerede tidligt i Kasper og Marias ægteskab fik de øjnene op for fordelene ved en anden måde at leve på. ”Vi var næsten lige blevet gift og ledte efter et sted at bo. En veninde spurgte, om vi ville flytte ind hos hende. Der boede vi på 18 m2 og delte bad og køkken med hende, og selvom det ikke umiddelbart var sådan, vi havde tænkt os at bo, fik vi alligevel øjnene op for, hvad det betød at bo mindre og have råd til mere både økonomisk og tidsmæssigt. Her begyndte vi for første gang at overveje, at vores liv måske ikke behøvede at handle om at stræbe efter vækst eller efter større og mere”.

”Man får mere tid til at gøre noget andet, fordi man ikke hver især står i sin lejlighed og laver mad og vasker op”, supplerer Kasper. ”De fleste aftener kan man sætte sig til et bord, hvor andre har lavet maden og rydder op bagefter. Det er til at tage at føle på, når man i stedet for at købe ind og lave mad har tid til at tage sine børn med ud at gøre noget andet om eftermiddagen”.

Vi er vant til at sætte os selv i spil, og fordi vi har fået slebet nogle kanter af i fællesskab med andre, bliver det lidt lettere.

Et andet kald

For Maria og Kasper handler det også om at gøre noget andet: ”Vi længes efter tid til familie og til at prioritere børnene i vores liv. Lige som de fleste andre”, siger Kasper. ”Det handler om, hvad det er for en historie, vi gerne vil have, at vores børn fortæller om os om 20 år. Hvad er det for nogle forældre, vi gerne vil være, og hvilke valg gør vi for at blive dem? Hvordan kommer vi derhen, hvor vores børn forstår den mission, vi er på? Det tænker vi meget over”, siger Kasper og fortsætter: ”Det er en anden slags kald end det, vi selv var vidne til som børn, hvor vi måske oplevede tro, kirke og hverdagsliv som mere opdelt. Det handler for os om, hvordan vi skaber sammenhæng i hele vores liv og om, hvordan vi har børnene med i det, sådan at de også forstår og oplever det”.

At tilbyde andre fællesskab

”Vi ønsker at bruge vores tid sammen med andre og for andre. Det er et bevidst valg, at vi ikke vil bo et sted, uden vi kender dem, vi bor dør om dør med, eller dem vores børn går i børnehave med”, fortæller Kasper. ”Da vi var flyttet til Tårs, inviterede vores bofællesskab forældre og børn fra børnenes børnehave og skole hjem til os. Vi fandt ud af, at der var mange af de andre forældre, som havde boet i byen i mange år, som heller ikke kendte hinanden, og at vi kunne være med til at skabe fællesskab sammen med dem”, fortæller Maria. ”Selvfølgelig er det en udfordring også for os bare at invitere andre. Vi skal også overvinde vores umiddelbare frygt for, hvad de andre tænker, eller hvad de synes om os. Men fordi vi er vant til at sætte os selv i spil, og fordi vi har fået slebet nogle kanter af i fællesskab med andre, bliver det lidt lettere”, siger Maria.

Jeg er i hvert fald kommet et bedre sted hen af at blive spejlet og få vist mig selv, som andre ser mig.

At spejle sig i andre

”Fordi vi har haft ’tilskuere’ til vores liv, er vi blevet nødt til at reflektere over, hvorfor vi hver især gør, som vi gør, og hvorfor virker det nogen gange dårligere? Man får øje på, at man nogle gange ikke gør sig umage, at man er doven, har dårlige vaner osv. Og man arbejder med det”, fortæller Maria. ”Det er da hårdt, men man bliver en bedre udgave af sig selv. Jeg er i hvert fald kommet et bedre sted hen af at blive spejlet og få vist mig selv, som andre ser mig. Så jeg ikke bare får lov at blive i min egen verden. De store belønninger kommer af, at de andre alligevel vælger mig til – på trods af at jeg gør fejl. Og jeg finder ud af, hvordan jeg lever sammen med andre på deres præmisser og ikke kun på mine”.

”Man behøver ikke at flytte i bofællesskab for at praktisere fællesskab. Det handler om at gøre noget sammen med dem, der bor omkring én. Det kan være fællesspisning én eller flere gange om ugen eller noget andet. Vi behøver ikke alle sammen bruge tid på det samme eller eje hver vores udgave af samme køkkenmaskine, grill eller plæneklipper. Det handler om at bringe sig selv i spil og lade det udvikle sig derfra”, slutter Kasper.

URL: https://baptist.dk/faellesskab-som-grobund-for-vaekst/