Men den største blandt jer skal være jeres tjener…

Torsdagstanke

Men den største blandt jer skal være jeres tjener…

Henrik Andersen,  

Forestil dig Jesus som leder i en moderne organisation. Ville han ”tweete” sine beslutninger – skrevet med store bogstaver – til medarbejderne? Ville han fyre folk offentligt? Og samle magten omkring sig i en eksklusiv klike af rygklappere?

Det er bare et tankespind. Men jeg tror, Jesus ville vælge en anden vej. Ingen farvestrålende præsentationer med hoppende figurer. Ingen nøgletal eller Key Performance Indicators, som det hedder på nudansk. Færre floskler og mere mening i samtalen.  Ingen stive hierarkier. Men en tydelig retning. Et formål større end profit.

Jesus ville sætte mennesker i centrum – ikke som ”Human Ressources”, men som elskede individer.

Jesus talte sjældent om magt, men ofte om tjeneste. Da disciplene diskuterede, hvem af dem der var størst, sagde han:

“Men den største blandt jer skal være jeres tjener.  Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” (Mattæus 23, 11-12).

Det vender op og ned på meget af den traditionelle ledelsestænkning, vi kender. I vores samfund er lederne altid de største. De har kontrollen, styringen – magten. Jesus’ ledelse er uden kontrol, men alligevel ansvarlig. Jesus tager ikke æren, men giver den gerne videre. Han sætte sig selv i tjenerens sted, da han vasker disciplenes fødder skærtorsdag aften. Han vasker endda Peters fødder, selv om han ved, at Peter svigter ham. Og han vasker Judas’ fødder. Judas, forræderen.

Jesus stillede spørgsmål og lyttede. Meget mere end han gav ordrer. Og han gik foran, selv da vejen førte til Golgata.

Hvis Jesus skulle lede os i dag, ville han nok ikke være den mest populære chef. Han ville udfordre medarbejderne til at se kolleger som medmennesker, ikke som konkurrenter til en mere attraktiv stilling. Han ville spørge lederne: Elsker du dem, du leder? Handler du som om, du elsker dem?

Det er ikke en nem ledelsesstil. Nærmest håbløs. Medarbejderne vil råbe på klare svar, ledelsen vil efterspørge mere handlekraft og bestyrelsen vil spørge ledelsen om ikke ansættelsen af Jesus er et fejlskud?

Men – praktiseret med respekt, tror jeg, Jesus’ ledelsesstil over tid vil skabe varig tillid, gensidig forståelse, håb for fremtiden, forandring og indbyrdes kærlighed.

Naiv tanke i en verden, der er væltet om på siden og ligger og spræller hjælpeløst? Måske, men vi kan jo ikke lade verden ligge uden at hjælpe den op at stå igen!

 

URL: https://baptist.dk/men-den-stoerste-blandt-jer-skal-vaere-jeres-tjener/