Ole Lundegaard,  16. december 2024

Lyt til artiklen:

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser i bl.a. Ny Testamente og græsk på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Paulus ønskede, at de menigheder, han havde grundlagt, skulle være sunde og være gode vidnesbyrd om Kristus. Det var de ikke altid, og derfor skriver han til dem.

Problemer var der nok af

I menigheden i Korinth fx var der meget, der ikke var sundt. Der var kliker i menigheden,^[i] og hverken nadverfejring^[ii] eller gudstjenestefejring var noget godt forbillede. Det var noget roderi, som udenforstående ikke kunne få noget ud af.^[iii] Tilsyneladende var der nogle af mændene, der besøgte prostituerede,^[iv] og der forekom sågar incestuøse forhold i menigheden.^[v] Og listen er længere. Vi har to breve fra Paulus´ hånd til menigheden i Korinth, men vi kan læse os frem til, at der har været flere breve. De er gået tabt, men de vidner om en alvorlig indsats fra Paulus´ side for at vejlede og nogle gange irettesætte menigheden.

Paulus’ vejledning

Hvis vi læser på tværs af brevene, får vi et klart indtryk af de afgørende punkter i Paulus´ formaninger.

En del af en helhed

Et af de vigtigste billeder, Paulus benytter sig af, er billedet af menigheden som en krop med mange lemmer. Netop til menigheden i Korinth med alle dens interne stridigheder, udfolder han det mest udførligt.[vi] Billedet af legemet og lemmerne bruger Paulus til at minde menigheden om, at de til trods for deres forskelle og variation af talenter, gaver og funktioner, først og fremmest er ét. Enheden betyder meget præcist, at de skal respektere hinanden og drage omsorg for hinanden. Han slår et særligt slag for, at dem, der – efter menneskelig målestok – er de mindst vigtige i fællesskabet, skal vises den største respekt. I baggrunden klinger Jesus´ undervisning om, at Guds rige hører de mindste til.^[vii] Sammenvævningen af mange i én menighed – jøder og grækere, slave eller frie, mænd eller kvinder^[viii] – betyder, at man tager del i hinandens glæder og sorger.^[ix]

Én og samme Herre

En afgørende del af billedet er, at legemet har et hoved – Kristus. Man kan ikke læse Paulus´ breve og udsondre en særlig lære om lederskab. Ikke andet – men heller ikke mindre – end dette: Kristus er legemets hoved! Det betyder, at alle lemmer på legemet uanset funktion – synlig eller mindre synlig – skal ligne Kristus. Især i Andet Korintherbrev bliver det tydeligt, at Paulus´ vejledning af menigheden ikke er gået helt efter planen, for menigheden fortsætter med at være optaget af bestemte lederskikkelser fremfor at tjene Kristus. Ledere er tjenere, ikke herrer.^[x]

Selvhengivelse

Billedet af legemet rummer altså den forståelse, at man er givet til hinanden. Vi er ikke bare lemmer på Kristus, men på hinanden – ja legemet, menigheden, er Kristus´ legeme. Det understreger Paulus yderligere i Romerbrevet og Filipperbrevet, hvor han taler om at bringe et offer. Til menigheden i Rom skriver han, at de skal bringe deres legemer som et helligt offer, der er Gud til behag.^[xi] I deres tjeneste skal de give sig selv til hinanden og til Gud. Overfor korintherne bruger Paulus samme billede af selvhengivelse, når han fremhæver de kristne i Makedonien, fordi ”de gav sig selv ved Guds vilje, først til Herren og så til os.”^[xii] Vi må konkludere, at han anser det at hengive sig til Herren og til sine trosfæller for at være den sunde model.

Når Paulus taler om den selvopofrende tjeneste, klinger Jesus´ ord og eksempel med. Det refererer han specifikt til i brevet til menigheden i Filippi, hvor han siger, at de skal se på Jesus og gøre som ham. Han gav sig selv hen. Han var netop en tjener, og i menigheden skal Kristus´ eksempel følges.^[xiii] Det er en særlig glæde for Paulus, når de gør sådan.^[xiv]

Ikke én model for menigheden

Som nævnt kan man ikke ud fra Paulus´ breve sammenstille ét billede af, hvordan en (sund) menighed er struktureret, eller hvordan den ledes. Der er forskellige bud i alle brevene, men de udgør ikke til sammen et bestemt system. Hvorfor mon ikke? Paulus synes at acceptere, at menigheder har forskelle i deres struktur og organisation. En af teorierne er, at Paulus i de tidlige breve (fx Thessaloniker- og Korintherbrevene) stadig har forventningen, at Jesus meget snart kommer til syne, og så vil hele verden forandres. Derfor går han ikke meget op i organisation og struktur. Det kan godt være, det er sandt. I de sene breve i samlingen af paulinske breve (fx Timoteusbrevene) ser vi tydelige spor af begyndende klarere strukturer og embeder.^[xv]

I et af de seneste udsagn i Paulus´ breve vender han tilbage til sin vigtigste pointe hele vejen igennem: Kristus! Han skriver, at hvis man vil færdes i Guds hus, den levende Guds kirke, er der en ”sandhedens søjle og grundvold” – hvorpå der følger en lovprisning af Kristus!^[xvi] For Paulus er en sund menighed en menighed, der i et og alt ser hen til Kristus som sit forbillede – og ser ham i et selvhengivende liv.

Læs også ‘Rejseberetning fra to uger med post-evangelikale kristne i USA’.

^[i] 1. Korintherbrev kap. 1, vers 10-17

^[ii] 1. Korintherbrev kap. 11, vers 17-26

^[iii] 1. Korintherbrev kap. 14, vers 26-33

^[iv] 1. Korintherbrev kap. 6, vers 12-20

^[v] 1. Korintherbrev kap. 5, vers 1-5

^[vi] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 12-31, men se også Romerbrevet kap. 12, vers 4-6 og Efeserbrevet kap. 4, vers 11-16

^[vii] Se fx Matthæusevangeliet kap. 18, vers 1-5

^[viii] Galaterbrevet kap. 3, vers 28

^[ix] 1. Korintherbrev kap. 12, vers 26

^[x] Læs 2. Korintherbrev

^[xi] Romerbrevet kap. 12, vers 1-2

^[xii] 2. Korintherbrev kap. 8, vers 5

^[xiii] Filipperbrevet kap. 2, vers 5-7

^[xiv] Filipperbrevet kap. 2, vers 1-2

^[xv] Se fx 1. Timotheusbrev kap. 3

^[xvi] 1. Timotheusbrev kap. 3, vers 15-16

URL: https://baptist.dk/en-krop/