”Vi tæller i millioner nu…”

”Vi tæller i millioner nu…”

Sådan lød en overskrift i det seneste nyhedsbrev fra teamet bag kampagnen ”Lad os tale om tro”. I begyndelsen af oktober havde 1,4 millioner danskere set kampagnen på de sociale medier

Henrik Andersen,  

Lyt til artiklen her:

Åbn lyd i nyt vindue

Få gang i samtalen

”Lad os tale om tro” handler om at få gang i samtaler om tro. Samtaler mellem to mennesker, samtaler i læsekredsen, cellegruppen eller i den gruppe, du mødes med i fitnesscentret – eller samtaler i kirken: Over kirkekaffen eller ved et særligt ”Lad os tale om tro”-arrangement.

Kampagnens formål er at sætte gang i samtalen. Det kan for eksempel ske ved, at:

  1. Se en video fra websiden https://www.ladostaleomtro.dk/ med det emne, der er interesse for
  2. Dele videoen med de mennesker, du ønsker at tale med
  3. Sætte gang i samtalen ud fra de spørgsmål, I ser sidst i alle videoklippene

Der er ingen facitliste, ingen rigtige eller forkerte svar. Du skal bare tage mod til dig og dele en af videoerne med den eller dem, du ønsker at tale med.

Fakta

BaptistKirken er en del af projektet ”Lad os tale om tro” sammen med et historisk bredt udsnit af det danske kirkelandskab. Deltagerne er fx Landsforeningen af Menighedsråd, Bibelselskabet, FrikirkeNet, Danske Kirkers Råd, Frelsens Hær og Den Katolske Kirke.

”Hvad sker der i videoerne?”

For at være helt ærlig: Ikke ret meget! Alle videoerne viser to mennesker, der taler sammen om et emne. En række ”kendisser” taler sammen om tro og en række helt almindelige danskere taler sammen om tro, håb, lykke og kærlighed. Der er citater fra biblen til alle videoerne, men forvent ikke en opskrift på vækkelse i din omgangskreds. Videoerne viser helt almindelige mennesker (”kendisserne” virker også helt almindelige), der inspirerer hinanden gennem samtale.

Plads til overraskelser

På webmediet kirke.dk har sognepræst Jacob Bjorholm anmeldt ”Lad os tale om tro”-konceptet. Han skriver blandt andet:
”Min favorit er til min egen overraskelse en samtale om tro mellem Alex Vanopslagh og Frederik Vad. For det første er det en fornøjelse at se to, som jo politisk er ret uenige, finde et fælles fodfæste i deres nysgerrige omgang med kristendom og kirke. Det i sig selv understreger jo en smuk evangelisk pointe. For det andet møder vi her to, som gør sig overvejelser, der, tror jeg, matcher noget, som rigtig mange yngre mennesker kan genkende.”

Jacob Bjorholm er en smule forbeholden overfor at bruge videoerne som grundlag for en samtale mellem to mennesker:
”Jeg kunne derimod let have mod på at kaste mig ud i at bruge en video til en samtalesalon. For det er faktisk nogle ret gode film.”

Foto: “Lad os tale om tro”

Mere positiv omtale

Det er ikke kun Jacob Bjorholm, der synes godt om ”Lad os tale om tro.” Initiativtagerne bag kampagnen har medvirket i stærke og positive indslag i udsendelserne ”News & Co.” og ”Go’ aften Live”. Kampagnen har også fået en del positiv omtale i Kristeligt Dagblad.

Her kalder Peter Lodberg, professor emeritus i teologi, i en artikel den 19. september samtalerne for ”en mosaik af forskellige tilgange til kristendom med et klart præg af en moderne pietisme.” Det må ikke opfattes negativt, pointerer han: ”… i den mediebårne virkelighed, vi har i dag, er det måske måden at invitere folk til at forholde sig til tro på, fordi man oplever, at andres fortælling kan gøre det lettere at tænke over og tale om sin egen tro.”

Der kommer til at ske endnu mere

Troels Nymann, ansvarlig for kampagnen på sociale medier fortæller:
”Kampagnen fik en dundrende start. Vi kan glæde os over en rækkevidde på vores annoncekonti på mere end 1,4 million. De første såkaldte ”reels” (små videoklip, red.) rammer nok 500.000 visninger i løbet af første uge i oktober. Der har vi kun brugt 1/5 af vores annoncebudget!

Kampagnen fortsætter frem til nytår. I begyndelsen af 2025 beslutter organisationerne bag ”Lad os tale om tro”, hvordan kampagnen skal fortsætte.

URL: https://baptist.dk/vi-taeller-i-millioner-nu/