Glædelig Grundlovsdag

Glædelig Grundlovsdag

Bente Christa Hansen,  

Sommersol og danske flag – og taler med mængder af fine ord om frihed og muligheder. Jeg er vokset op med forældre, der altid deltog i Grundlovsfester, så jeg vidste, det var den vigtigste lov i landet.

Jo, vi fejrer stadig Grundlovsdag i Danmark – og det har vi grund til – men måske er grunden blevet mindre fast under vores Grundlov? Den er blevet udhulet i løbet af de seneste år med særlove, der sætter vores grundlovssikrede rettigheder ud af spil.

Det kunne jeg ikke forestille mig ville ske, for Grundloven er både over og under alle andre love, som skal ligge inden for dens rammer. Måske er det på tide, at vi insisterer på, at den står over regeringens særlove og nødlove? Måske skulle vi give den mere opmærksomhed? Måske endda læse Grundloven?

Grundlovsdag er stadig en festdag, for vi har trods alt en Grundlov, som kan give et godt fundament for vores fællesskab.

Ja, den er fra 1849 og sværere at læse end korte opslag på de sociale medier – men tænk, hvis vi forsøgte at finde tilbage til nogle af de værdier, den beskriver? – de værdier, der udgør vores forfatning? Hvis vi som samfund og fællesskab talte om, hvilke værdier vi ønsker i en “grundlov” for fremtiden?

Jeg kommer til at tænke på eventyret om ‘Den lille havfrue’, der betalte med sin stemme for at få sin drøm opfyldt om at blive menneske. Det er jo mest en uhyggelig Disney film nu, især med billederne af havheksen i al hendes ondskab, over for den uskyldige havfrue, der er villig til at give alt for leve lykkeligt med sin prins til deres dages ende.

Men H.C. Andersen havde måske alligevel fat i en større sandhed, end vi oplever i filmen? At vi gerne giver mere i bytte for noget, vi ønsker os, end det egentlig er værd?

Vi mister en del af vores identitet, når vi giver vores stemme i bytte, både ved valg og i hverdagen. Min stemme er også ordene, jeg siger – som kun jeg kan sige – og de ord, jeg tier med.

Måske kunne vi også lige repetere Guds Riges Grundlov?  Minde om, at det er vores handlinger, der tæller – ikke vores store ord. Vi må sætte os selv i spil i livet med de evner og talenter, vi har fået – og gøre det i hver vores lille verden, som kun du og jeg kan gøre det.

Det er vist for resten det, Danmarks Riges Grundlov lægger op til.

God Grundlovsdag.

Læs Grundloven

Bent Hylleberg kommer her med “Fremadrettede grundlovstanker”

 

URL: https://baptist.dk/glaedelig-grundlovsdag/