Gud og kampen om Guds køn og personlige pronominer

Gud og kampen om Guds køn og personlige pronominer

Vi har alle brug for at kunne spejle os i det, vi kalder Gud. Det giver et problem i de monoteistiske religioner, for hvilket køn har Gud?

Britta Kornholt, cand.theol., lektor på Københavns Professionshøjskole,  

 

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vindue

Vi har alle brug for at kunne spejle os i det, vi kalder Gud. Polyteistiske religioner har både mandlige og kvindelige guder. Tænk bare på de græske guder Aphrodite (gudinde for kærlighed) og Nike (gudinde for sejr). I den gamle nordiske religion har vi bl.a. Hel (gudinde for døden og underverdenen) og Idun (gudinde for ungdom og evighed). Alle polyteistiske guder har både guder med kvindelige træk og guder med mandlige træk. Selvfølgeligt dybt kønsstereotype tildelinger af evner, så det mandlige handler om krig og magtkamp, og det kvindelige har fokus på familie, frugtbarhed og fred.

I de monoteistiske religioner findes der kun én Gud, så her opstår der et problem med repræsentation, for hvilket køn har Gud? Og er det kønnede overhovedet noget, vi har brug for at spejle os i?

Religioner afspejler den kultur, de er blevet til i

Det er umuligt at tale om religion uden at tale om kultur. Religioner tager form efter den kulturelle kontekst, de er blevet til i, og den kontekst, de udspiller sig i. Derfor er Gud traditionelt blevet omtalt med maskuline pronominer og som et maskulint fænomen i både jødedom, kristendom og islam. Patriarkalske samfundsmønstre har været den virkelighed, forfatterne og redaktørerne har levet i og oplevet sig selv som en del af. De tre skriftreligioner står i en fælles udfordring, da Tanak (den jødiske helligskrift), Bibelen og Koranen alle er blevet til i en tid og en kulturel sammenhæng, hvor kvindens stilling på ingen måde var ligeværdig med mandens. Kvindens plads i de fortidige tekster er entydigt i familien og i hjemmet, hvorimod mandens domæne er det offentlige rum, hvor der skal handles og træffes beslutninger.

Hvordan påkalder moderne mennesker Gud?

Der skulle et billede til, som var velkendt, og det blev altså det patriarkalske overhoved i en familie.

Da jeg blev ordineret til præst i Lyngby Baptistkirke i 1995, var der forud for ordinationen et offentligt ordinationsråd, hvor jeg skulle gøre rede for mit kald og min teologi. Her delte jeg min undren over, at vi har så travlt med at reducere Gud og begrænse menneskers forestillinger om Gud til en personificeret farskikkelse. Jeg vil ikke beklikke, at det for de gammeltestamentlige redaktører har været et pædagogisk fif i stil med Grundtvigs ’menneske først, kristen så’, at betegne Gud som en maskulin farfigur. Der skulle et billede til, som var velkendt, og det blev altså det patriarkalske overhoved i en familie.

I min tid som præst begyndte jeg ofte den store kirkebøn på følgende måde: Kære Gud, vor himmelske far og mor… I dag siger jeg: Gud, vores himmelske forældre eller slet og ret: ’Kære Gud’. Fordi kirkebønnen bedes på vegne af hele menigheden, så ønsker jeg at bede, så de fleste kirkegængere oplever sig inkluderet i bønnen.

Jeg er stadig optaget af at gøre bibellæsere opmærksom på det patriarkalske fundament, de bibelske tekster er blevet til på, og hvordan det har smittet af på teksterne. Jeg har mødt mennesker, der har overlevet livet ved troen på en kærlig far, fordi deres jordiske far udøvede både psykisk og fysisk vold. Jeg har mødt mennesker, der har fået kvalme i kirken af at høre Gud omtalt som en almægtig far, fordi deres eget billede af en far spærrede for det positive farbillede.

Gud er ikke begrænset af menneskelige koncepter om køn.

Gud er ikke begrænset af menneskelige koncepter om køn. I mit teologiske univers kan vi ikke binde Gud fast til binære kønskategorier, men vi må slippe Gud løs af de snærende bånd – og derved slipper vi også mennesker fri til at gribe og begribe gud. Jeg undgår derfor at sige han/ham om Gud, for det får det guddommelige til at skrumpe for mig. Jeg kunne heller ikke drømme om at sige hun/hende, hen/høn eller de/dem, for i min optik vil det også være at gøre Gud mindre. For mig er Gud det alle-kønnede og ikke-kønnede, der ligger udenfor den menneskelige erfarings grænser.

Jesus er en mand født ind i et patriarkalsk samfund

Jesus er født som menneske og omtales i Det Nye Testamentes tekster som en dreng eller mand.

Anderledes forholder det sig med Jesus. Han er født som menneske og omtales i Det Nye Testamentes tekster som en dreng eller mand. I lyset af den oplysning om Guds søns køn, forsøger jeg at forstå hans ageren i det første århundredes middelhavskultur.

Bibelen er fuld af eksempler på, at Jesus bryder med normerne og insisterer på at være sammen med dem, de andre ikke anser for ligeværdige og udenfor det gode selskab. Når disciplene forsøger at holde kvinder og børn væk, irettesætter han dem. Disciplene repræsenterer den patriarkalske dagsorden, mens Jesus repræsenterer et brud med den.

Men hvad så med Helligånden? Har Helligånden et køn?

Hvad så med Helligånden? Hvilket køn har den tredje del af den treenige Gud? Det har tilsyneladende været svært at forklare, hvad Helligånden er for en størrelse, så derfor rummer både Det Gamle og Det Nye Testamente en række symboler og metaforer, der med billeder beskriver Helligånden: ild, vind, åndedræt, due, verdensfornuft (logos) m.fl. Helligånden er ofte blevet tillagt såkaldt klassiske kvindelige egenskaber såsom det sensitive, indfølende, kærlige og nærværende, og er derfor blevet udråbt til at repræsentere det feminine aspekt af Gud. Jeg vil heller ikke begrænse Helligånden med menneskelige koncepter om køn. Det græske ord for Helligånd er iøvrigt pneuma agio (Πνεύμα Άγιο), der er grammatisk intetkøn.

Hvilket køn har den tredje del af den treenige Gud?

Er et fortolkningsfællesskab også et uenighedsfællesskab?

De uenigheder, vi ofte oplever i den kristne menighed, har enten at gøre med den stil, musikgenre, sange og salmer og traditioner, som anvendes i vores menigheder, eller det har at gøre med vores syn på Bibelen og hvordan vi læser den. I et fortolkningsfællesskab, hvilket en baptistmenighed er, vil der være flere fortolkninger af de læste tekster. Søndagens prædikant kan således opleve, at der ved kirkekaffen bliver stillet uddybende eller kritiske spørgsmål til udlægningen af dagens tekst eller der bydes ind med flere nuancer til teksten. Fordi enhver fortolkning afhænger af fortolkerens for-forståelser og egen kulturelle og historiske opvækst, så er det ideelle, at fortolkninger deles og forfines i fællesskabet.

Bibelen, som er genstand for vores fortolkninger i en kristen menighed, er selv blevet til i en specifik kulturel og historisk kontekst. Det kræver i min bibellæsningspraksis en særlig opmærksomhed, så jeg ikke læser Bibelen, som om den er skrevet og samlet i min egen samtid. Denne problematik er ikke kun forbeholdt den kristne religion. Alle religioner med hellige skrifter drøfter i deres fællesskaber, hvordan de tekster skal læses og hvilken rolle de skal spille i både den institutionaliserede religion og i den religiøse udøvers lokale religiøse fællesskab og hverdagsliv. Kan det lokale religiøse fællesskab rumme flere måder at gå til de hellige skrifter på? Ja – det ser sådan ud, da man f.eks. i de lokale menigheder har mulighed for at samtale om det, der kan være uenigheder om, og stadig samles om nadverbordet. Det er nok lidt sværere på det institutionelle niveau at finde en måde at være sammen i et uenighedsfællesskab, da det kræver dialog, vilje og tolerance.

Nå, men hvilket køn har Gud så?

Når noget i samfundet – som kønsopfattelser – forandrer sig, så skaber det naturligvis problemer for religioner, der bygger på skrifter, der er bundet af deres tids historicitet og forestillinger om køn. Men fortolkninger er foranderlige, og religioner er foranderlige og dynamiske og ændrer sig over tid.

Mit gudsbillede har flere kønsnuancer.

Som det vist fremgår af mit skriv her, så mener jeg ikke, at kønsrollerne i de bibelske tekster er gudgivne og statiske, men de er udtryk for det første århundredes middelhavskultur, så selvfølgelig bliver Gud omtalt som en pater familias, en far, en mand med alt, hvad det nu indebærer på den tid, teksten er nedfældet. Hvis det gudsbillede passer godt til din opfattelse af Gud, så er det jo ret ideelt. Mit anliggende er blot at dele, at mit gudsbillede har flere kønsnuancer.

 

Læs også artiklen “Gud er håb og drama”.

URL: https://baptist.dk/gud-og-kampen-om-guds-koen-og-personlige-pronominer/