Henrik Andersen,  30. marts 2024

Lyt til artiklen:

I en bil på vej til lufthavnen i Kigali sidder Wenceslas Twagirayesu sammen med en udsending fra den danske ambassade i Kampala i Uganda. Det er den 12. januar 2024, dagen efter Wenceslas er blevet frikendt for medvirken til folkedrabet i 1994 i Rwanda.  I næsten 6 år har han siddet fængslet i Rwanda. Det her er tidspunktet, han har set frem til og troet på, ville komme en dag: Han på vej hjem eller med hans egne ord: ”Hjem til Danmark”.

Men Wenceslas tog fejl. Han var ikke på vej hjem til Danmark.

Wenceslas og Morten på besøg hos deres nygifte venner (Foto: Morten Kofoed)

Efterladt på gaden i Kigali

Vi springer et par måneder frem til midt i marts.

Morten Kofoed er International Sekretær i BaptistKirken. Han kører ad hovedvejen nordpå fra Butare til Kigali i Rwanda. På passagersædet sidder Wenceslas Twagirayesu. De har besøgt BaptistKirkens projekt for ”Young Single Mothers” i Butare. De har også været forbi en fælles bekendt, der netop er blevet gift. Wenceslas er glad. Det er første gang i mange år, han kan rejse rundt i Rwanda. Han takker Morten for turen og glæder sig over Rwandas natur. Han er en fri mand med en tankevækkende historie.

Morten tænder mobiltelefonen og sætter den til at optage. Og Wenceslas fortæller:
”Fredag den 12. januar blev jeg hentet i fængslet af en fra det danske udenrigsministerium. Han vil køre mig i lufthavnen med det samme. Og han har bedt mine venner i Danmark om at skaffe en flybillet. Men da vi kommer tæt på Kigali, siger han: ’Ved du hvad, Wenceslas, situationen har ændret sig. Du skal ikke til lufthavnen og flyve til Danmark i dag.’ Så spurgte jeg ham med lav stemme: ’Hvorfor?’”.

Han svarede, at han netop havde fået at vide, at sagen var anket, og at jeg ikke måtte rejse. Han fortalte også, at de rwandiske myndigheder ville tage sagen op med Danmark ugen efter. På det tidspunkt fik jeg et chok! Men jeg håbede, at samtalen ugen efter ville give mulighed for at jeg kunne rejse. Men det skete heller ikke. Man ville fortsætte samtalerne, og det har man gjort lige indtil nu. Men der sker ikke noget.

Nogle gange når jeg tænker på det, er jeg i chok og bliver ked af det. Men jeg prøver hele tiden at finde tilbage til glæden, selv om det er svært, for hverken Danmark eller Rwanda vil have mig.

Det er kun mine venner derhjemme, min kirke og min familie, der bekymrer sig. Nu prøver jeg bare at overleve her. Nogle gange tænker jeg: Hvis jeg ikke havde min familie og min kirke, hvis jeg er blevet forladt her: Hvem var jeg så her i Rwanda?”

Hvem var Wenceslas efter frifindelsen i januar, hvis ikke det var for hans venner, hans kirke og hans familie? En dansk statsborger, udleveret til årelang retsforfølgelse i Rwanda, frikendt – men med rejseforbud – og efterladt på gaden i Kigali af både Danmark og Rwanda.

Wenceslas under retssagen (Foto: Pirvat)

Tiden i fængsel

Det er svært at forestille sig, hvordan det er at sidde i fængsel. I Rwanda. I næsten seks år uden dom, som anklaget i en retssag, der kører i tomgang det meste af tiden. Wenceslas har prøvet det:
”Da jeg kom i fængsel i Rwanda, var jeg bange. Jeg troede ikke, jeg ville overleve det. Men da jeg begyndte at tale med de andre fanger, forstod jeg, at jeg måtte komme videre med mit liv.”

Wenceslas var fængslet i en særlig international afdeling kun for udlændinge. Han fortæller, at der var løbende udskiftning af de andre indsatte i afdelingen. Ingen var der længere end to år. Blandt fængselspersonalet var der meget forskellig opfattelse af, hvordan fangerne skulle behandles. Men Wenceslas pointerer, at der aldrig var ballade på den internationale afdeling. Der var ikke vold mod de indsatte og han har ikke lidt fysisk overlast:
”Men i afdelingerne for de lokale, der havde de det dårligt,” fortæller Wenceslas, ”De blev tævet af personalet. De blev også tortureret – men det skete ikke på den internationale afdeling. Det handler meget om, hvordan du administrerer dit liv i fængslet: Du kan gøre livet lettere eller du kan gøre det sværere. Men jeg prøvede hele tiden at finde ud af, hvordan jeg kunne gøre livet lettere. Det var derfor, jeg kunne klare mig igennem i fængslet.”

Wenceslas fik besøg fra ambassaden i Kampala i Uganda hver tredje måned. Alle indsatte i den internationale afdeling blev overvåget af deres respektive udenrigstjenester. Fængselsledelsen respekterede også udleveringsaftalen mellem Danmark og Rwanda, der sikrede Wenceslas regelmæssige besøg: En aftale, der ifølge Wenceslas, for det meste blev overholdt. I nogle tilfælde fik man endda lov til at gennemføre besøgene på fængselsdirektørens kontor.

Friske avocadoer fra Nyanza

Morten og Wenceslas passerer Nyanza lidt nord for Butare. I vejkanten er der en vejbod, hvor de lokale sælger avocadoer. Ikke avocadoer som dem vi kender fra supermarkedet. Her har avocadoerne en størrelse, så man skærer en skive og bliver mæt af den.
”De der avocadoer fra Nyanza. Det er bare de bedste. Men nogle gange snyder de med dem. De plukker dem inden de er modne og tager dem med hjem og koger dem!” fortæller Wenceslas.  Morten griner. Han har selv været udsat for tricket, så han ved udmærket, hvordan umoden, kogt avocado smager. Efter seks år i fængsel uden friske avocadoer fra Nyanza, frister tilbuddet om at standse ved den næste vejbod.

På den internationale afdeling i fængslet fik fangerne tre daglige måltider. Og langt bedre mad end de almindelige fanger fik, fortæller Wenceslas. Til morgenmad blev der endda serveret både brød og te. Men ingen friske avocadoer fra Nyanza.

Fra besøget hos “Young Single Mothers” og LLCCM-projekterne (Foto: Morten Kofoed)

Et utroligt vidnesbyrd

Ingen ville undre sig, hvis Wenceslas var blevet en vred og bitter mand. Men sådan er det ikke gået. Når man lytter til Wenceslas fortælling på optagelsen fra bilen, fylder taknemmelighed alle mellemrummene mellem dækstøj, modkørende trafik og dyttende biler. Flere gange nævner han sine venner i Danmark, kirken og børnene. Om det øjeblik han modtog dommen og blev frifundet siger Wenceslas:
”Det var ligesom et mirakel for mig! Min forsvarer og mine venner har kæmpet for, at vi kunne få ret i denne her sag. Det var svært at tro på. Men jeg var overbevist om, at hvis retten kiggede ordentlig på min sag – så gik jeg fri. Da dommeren sagde: ’Du er en fri mand’, så takkede jeg Gud. For det er Gud, der har brugt forskellige mennesker til at hjælpe i min sag. Så da jeg blev fri, takkede jeg bare Gud.”

Det var troen, der bar Wenceslas gennem næsten seks års fængsel:
”Af natur er jeg et glad menneske. Det gjaldt også, da jeg var i fængsel. Alle spurgte mig: ’Hvorfor er du glad, Wenceslas?’ Jeg svarede altid, at jeg har min Gud, der giver mig kraft til at være glad. Når jeg støtter mig til Ham, får jeg tro på, at alting kan gå godt i mit liv.”

Wenceslas fortæller, at hans yndlingsskriftsted er Salme 23. Han vil gerne citere for Morten i bilen, men et enkelt dansk ord er blevet væk i hukommelsen. Wenceslas spørger Morten, om det er i orden at sige det på fransk? ”Dieu est mon berger” – ”Herren er min hyrde” oversætter Morten og Wenceslas fortsætter:
”Det er på den måde, jeg støtter mig på Gud. Uden Ham er jeg ingenting. Med Ham kan alt gå godt.”

”Dieu est mon berger”

Hvad sker der nu?

Wenceslas fortæller, at han er i løbende kontakt med sin advokat i Rwanda. Han er også i regelmæssig dialog med udenrigsministeriets personale i Kigali, der altid er venlige og forsøger at hjælpe. Men der er grænser: Uanset personalets hjælp i det daglige vil de danske myndigheder ikke hjælpe Wenceslas økonomisk. Danmark hævder, at det er Rwandas opgave. Rwandas regering har ikke en eneste gang kontrolleret, hvor han opholder sig. Og hjælp til at opretholde livet kommer næppe. I dag er Wenceslas fanget i Kigali. Gode venner sørger for, at han har et sted at bo og mad på bordet.

”Jeg ved ikke præcis, hvad der kommer til at ske. Men min forsvarer her i Rwanda har fortalt, at han er i gang med at svare på myndighedernes anke i sagen mod mig. Det er det eneste, jeg ved. Jeg har også prøvet at tale med udenrigsministeriets folk i Kigali. De er meget hjælpsomme, men ved de meget mere? Jeg venter på, at der kommer en dialog i gang mellem Danmark og Rwanda. Hvordan skal jeg leve her? Nu har jeg ventet i to måneder og jeg ved ikke, hvad der sker med min sag.”

“Nu har jeg ventet i to måneder og jeg ved ikke, hvad der sker med min sag.”

Der kommer en ny tid

Wenceslas ved, at Gud fortsat er med ham. Han har overvejet, hvordan den først tid skal bruges, når han kommer hjem til Danmark:
”Først vil jeg gerne finde et stille sted og få tankerne på plads igen. Et sted hvor jeg kan isolere mig lidt og komme tæt på Gud igen. Men derefter – så skal jeg bare finde noget arbejde igen.”

Men lige nu, i bilen mellem Butare og Kigali, hvor Wenceslas et øjeblik har mulighed for at reflektere over sin situation, kommer taknemmeligheden til at fylde:
”Jeg er taknemmelig for baptisterne i Danmark. For min kirke. De har været med hele vejen i fængslet med bøn og med hjælp. Og det stoppede ikke med mig: De tog sig også af mine børn. Jeg beder Gud velsigne alle hjemme i Danmark.”

Inden bilen ruller ind i Kigali, får Wenceslas det sidste ord:
”Jeg glæder mig bare til at komme hjem og stå i min kirke og takke Gud og takke alle de mennesker, der har hjulpet mig.”

Læs eller se mere om sagen

På baptist.dk:
Hvor mange gange vil det danske retssystem svigte en dansk statsborger?
“Folkemordets ofre – dansk baptist på anklagebænken i Rwanda”
Retssag mod dansk statsborger fortsætter i Rwanda

På Danmarks Radios webside:
“Vidner skifter forklaring i sag om folkedrab mod dansk statsborger”
“Min ven er anklaget for folkedrab”
“Dansk mand i lyserød fangedragt er netop nu for retten – anklaget for folkedrab i Rwanda”
“Vidner løj i sag om massedrab i Rwanda – blev lovet en ko”

Seneste på dr.dk den 27. februar 2024:
“Han blev frikendt for folkedrab i Rwanda. Men Wenceslas må stadig ikke vende hjem til Danmark”

URL: https://baptist.dk/wenceslas-twagirayesu-dansk-statsborger-svigtet-og-efterladt-af-danmark/