Conny Hjelm
er diakon og Ph.d. studerende på Center for Diakoni og Ledelse, Dianalund
Diakoni er evangeliet udtrykt i handling. Den diakonale handling i sig selv kan altså forkynde og formidle evangeliet og er ikke afhængig af, at vi sætter ord på. Formålet med den praktiske, diakonale handling er udelukkende at bekræfte en ubetinget menneskelighed. Det er ikke diakoniens opgave at føre den anden frem til en forbedret livssituation, men at bekræfte os begge som menneskelige med samme menneskeværd. Livet skal ikke 'gå op' som et regnestykke, men livet skal leves.[1] Det er diakoniens to væsentlige forudsætninger.
Conny Hjelm,
Conny Hjelm
er diakon og Ph.d. studerende på Center for Diakoni og Ledelse, Dianalund
Hans kaldenavn var ’Hunden’. Han havde en voldsom psykisk sygdom. Han var stor og kendt for et ulmende temperament. Viktoria på ni år, han og jeg sad sammen med andre kirkegængere til kirkefrokost. Pladsen var trang, og vi sad tæt. Indimellem blev jeg lidt usikker og tænkte: ’Hvordan passer jeg på Viktoria, hvis han begynder at ulme?’ Og så sker det fantastiske, at ‘Hunden’ forsigtigt læner sig hen mod Viktoria og spørger: ’Hvilken klasse går du i?’ Og hun svarer frejdigt: ’Tredje’. Og så var den samtale gjort.
Det blev en påmindelse om, at bekræftelsen af det ubetinget menneskelige kan komme fra de mest uventede personer. Viktoria var fremmed i sammenhængen, og ’Hunden’ prøvede at byde hende velkommen! De andre ved bordet var optaget af at tale med dem, de plejede at mødes med. Med sit enkle spørgsmål, som han sikkert har brugt tid på at få frem, bekræftede han hende som et menneske på ni år.
Hans handling forkyndte evangeliet om Guds nåde: At han ser på sit barn med blide øjne. Så enkel er diakoni, egentlig.
Man møder ikke en narkoman, en hjemløs, en psykisk syg, en ensom, men et menneske!
Alle kan udføre en faglig diakonal handling. Hvis man vælger at uddanne sig i diakoni, bliver man (forhåbentlig) dygtigere og kan udføre de diakonale handlinger mere kvalificeret. Det kan sammenlignes med, at alle kan sætte plaster på et sår, men en uddannet sygeplejerske kan (forhåbentlig) mere. Men alle kan altså udøve diakoni!
Faget diakoni tager udgangspunkt i den andens menneskelighed – derimod ikke i den rolle eller den status, som personen har. Derfor møder man ikke en narkoman, en hjemløs, en psykisk syg, en ensom, men et menneske! Mennesket kan så være ensomt, lide af en psykisk sygdom, mangle et sted at bo eller være afhængig af stoffer.
Alle kan udføre en faglig diakonal handling.
Måske er det netop dér, diakonien skiller sig ud: Uanset, hvordan du og dit liv er, bekræftes du midt i elendigheden som et helt og enestående, elsket menneske, og ikke som en fiasko, eller én der har brug for nye muligheder for at kunne gøre det bedre. Nej, midt i det svære mødes vi to – lige menneskelige og lige værdifulde. Diakoni er at gøre det i praksis, og det kan man både som nybegynder og som erfaren.
Det kristne menneskesyn tilkendegiver, at vi er skabt til fællesskab med hinanden og med naturen. Her menes ikke et overskudsfællesskab, men et livsfællesskab, hvor vi tager del i det liv, vi erfarer, enten det er kraftfuldt eller svækket.
Bekræftelsen af det ubetinget menneskelige kan komme fra de mest uventede personer.
Den faglige diakonale handling bliver derved en del af Guds konstante nyskabelse af os som mennesker og af det menneskelige. Og det kræver, at vi indgår i samspil med medmennesket, fordi vi alle er en del af Guds fællesskab, og vi er alle undervejs.
Det diakonale fællesskab består af mennesker, som Gud har gjort hellige, og er et fællesskab, der udfordrer vores individualisme, fordi det fordrer, at vi tør være gensidigt afhængige af hinanden.
[1] I min masteropgave er diakoniens faglighed defineret således: ’Diakoniens faglighed hører hjemme i kristendommens handlingsdimension og har alene til opgave at bekræfte en ubetinget menneskelighed’. Se https://brage.bibsys.no/xmlui//handle/11250/296386
URL: https://baptist.dk/bekraeftelse-af-en-ubetinget-menneskelighed/