Henrik Andersen,
Nyhedsbureauet Reuters oplyser, at oprørere i den vestlige Chin-stat forsøger at få kontrol over en del af Myanmars grænse til Indien. Reuters citerer Sui Khar, Vice Chairman i Chin National Front (CNF):
“Masser af oprørere kæmpede mandag (den 13. november 2023, red.) mod Myanmars militær fra daggry til solnedgang for at erobre to militærlejre på grænsen til Indiens Mizoram-stat.”
Flere udenlandske nyhedsbureauer fortæller om et oprør, der begyndte i starten af oktober i den østlige Shan-stat. Tre etniske oprørshære i ”Brotherhood Alliance” erobrede en række militærposter og grænseovergange. Sammen med andre væbnede oprørsgrupper kontrollerer ”Brotherhood Alliance” nu det meste af vejnettet i Shan-staten. Dermed har oprørerne også overtaget kontrollen med næsten al handel over land med Kina. Siden har oprøret bredt sig mod vest, hvor der kæmpes på grænsen til Indien.
Sui Khar, CNF, fortæller om kampene til Reuters, at angrebet blev gennemført af op mod 80 oprørere. Angrebet begyndte mandag morgen kl. 04:00 og målene var to militærlejre i Rihkhawdar og Khawmawi. Efter flere timers kampe overtog CNF kontrollen med lejrene.
Efter kampene flygtede 43 soldater fra regeringshæren angiveligt over grænsen til Indien, hvor de blev tilbageholdt og senere overgivet til Myanmars myndigheder. Dette er ikke officielt bekræftet af de indiske myndigheder.
Mediet ANI News fortæller på deres Youtube-kanal, at kampene på grænsen startede efter luftangreb fra militæret. Ifølge ANI News har kampene medført, at omkring 5.000 civile er flygtet over grænsen fra Chin-staten til Mizoram. Dette er endnu ikke bekræftet af andre kilder.
Chin-oprørerne vil nu forsøge at konsolidere deres stillinger på grænsen til Indien og fastholde kontrollen med grænsen. Det kræver, at oprørerne kan erobre yderligere to militærlejre, hvilket ifølge Sui Khar vil ske:
”Vi er på vej frem,” fortalte han Reuters, ”vores taktik er ”fra landsby til by til hovedstaden”.”
Beboerne i Chin-staten oplevede hårde kampe efter militærets magtovertagelse i 2021, hvor tusindvis af chin’er greb til våben støttet af CNF. Oprøret fik støtte fra lokalbefolkningen i Mizoram på den indiske side af grænsen. Efter oprøret søgte flere end 30.000 chin’er ly i Mizoram, hvor der stadig er store flygtningelejre.
Baptistkirken i Danmark støtter arbejdet blandt chin-folket i flygtningelejrene i Mizoram. Sekretær for International Mission i BaptistKirken, Morten Kofoed, rejser til området i begyndelsen af december for at følge op på arbejdet.
Artikel fra maj 2023: Generalerne tog magten i Myanmar ved et blodigt kup den 1. februar 2021. Siden har de holdt befolkningen i et jerngreb af brutalitet og undertrykkelse, som altså i nu i november 2023 er afløst af et åbent oprør mod militæret.
Læs også:
Regimets brutale overgreb er hverdag i Myanmar
Støtte til flygtninge fra Myanmar
URL: https://baptist.dk/myanmars-militaerdiktatur-er-voldsomt-presset/