Henrik Andersen,
Torsdag aften, den 20. juli ved halvsyv-tiden, begyndte en sand folkevandring mod den gamle gymnastikopvisningsplads ved fjorden. I den kølige danske sommeraften med frisk vestenvind i ansigtet og drivende lammeskyer, bredte der sig en stemning af glæde og forventning blandt deltagerne. Det er ikke hverdag i hverken BaptistKirken eller i Evangelisk Frikirke Danmark at døbe 12 mennesker – og slet ikke i Guds fri natur.
Christian Bylund, præst i baptistkirken i Tølløse, bød velkommen med beretningen om Jesu dåb fra Mattæus-evangeliet. Christian forklarede, at alle 12 dåbskandidater havde truffet en modig personlig beslutning:
”I har sagt ja til at være Guds forlængede arme og ben på jorden. Det er et stort skridt at tage. Et skridt, der kræver både mod og beslutsomhed.” Vi fik forklaret, at det, vi kender som dåb, på Jesu tid var en renselsesproces. Christian fortalte videre:
”Dåben er ikke en afslutning. Det er begyndelsen på en rejse med udfordringer. Men ligesom I i dåben omsluttes af vand, vil I også i fremtiden blive omsluttet af Guds kærlighed.”
”Paulus skriver til Galaterne at alle, der er døbt, tilhører Kristus. Derfor er I heller ikke alene,” sagde Christian Bylund til de 12 dåbskandidater. For at illustrere dette blev først familierne, derefter vennerne, så menighederne og endelig alle opfordret til at rejse sig. Flere end 800 mennesker stod bogstaveligt talt sammen med dåbskandidaterne i aftenvinden.
Den congolesiske familie til en af dåbskandidaterne sang for os. Flere af dåbskandidaterne fortalte, hvorfor de ville døbes i dag på Lindenborg. Og mens alle sang ”Vi holder ikke igen, vi bær’ vort offer frem” gik de 12 dåbskandidater sammen med deres præster ned til fjorden og ud i vandet i samlet flok.
Inden Jacob Vagner, præst i Baptistkirken i Roskilde, døber den første dåbskandidat, råber han gennem vindens sus: ”Er I med derinde?”. Det var vi.
En efter en svarede alle 12 dåbskandidater med tydeligt ”ja” på spørgsmålet: ”Tror du på Jesus Kristus som din Herre og Frelser?”. Hver eneste dåb blev efterfulgt af jubelråb fra Sommerstævnets børn og unge, og lidt mere afdæmpede klapsalver fra de ældre deltagere.
Efter bøn og velsignelse var verdens fortrædeligheder for et øjeblik skubbet i baggrunden af en umiddelbar glæde over, at mennesker også i dag vælger at finde meningen med livet I troen på Jesus.
Tag med til ‘dåbsfesten’ på video
URL: https://baptist.dk/daabsfest-paa-lindenborg/