Jette Bjørnestad
”Vi kan sammen, vi er stærke sammen” synger de rwandiske kvinder, der får besøg af Kvindenetværket i februar 2023. Det er næsten et kampråb. Rwandas kvinder vil forandring!
Henrik Andersen,
Under Kvindenetværkets tur til Rwanda i februar ’23 fik Lise Emming og Jette Bjørnestad mulighed for at dele nogle overvejelser om moderne børneopdragelse med en række unge enlige mødre i ”Ngirankugire” – Young Single Mothers-projektet. Mødet med de unge mødre og andre afrikanske kvinder efterlod et uudsletteligt indtryk hos Jette.
Vi ser ofte afrikanske kvinder som undertrykte, som ofre for magtfulde mænds luner og som mennesker uden mulighed for at forbedre deres livssituation. I mange tilfælde er det også sandheden. Men i Rwanda er en stille revolution på vej.
Jette Bjørnestad
Jette Bjørnestad deler en personlig betragtning:
”De her kvinder: De bliver ikke regnet for noget. De bidrager ikke med noget. Mændene er ligeglade med dem: ”I kommer alligevel ikke med penge …”. Men de her kvinder – de rejser sig nu. De er slet ikke aggressive, men de rejser sig og de er stærke. Det gør stort indtryk på mig – også ud fra et kvindepolitisk synspunkt. Jeg synes, det er stort.”
Men de her kvinder – de rejser sig nu
Vi vender tilbage til den skjulte urkraft i de rwandiske kvinder. Men først skal vi en tur omkring Young Single Mothers projektet. Under besøget i Butare mødtes gruppen fra Kvindenetværket med 25 unge enlige mødre. Psykologen Esperance, der er tilknyttet projektet, havde på forhånd spurgt Lise og Jette, om de ville holde et indlæg om børneopdragelse for de unge kvinder. Børneopdragelse i Rwanda er ofte meget håndfast og fysisk afstraffelse er ikke usædvanligt. Det vil Esperance ændre.
En af deltagerne i Young Single Mothers-projektet
Jette fortæller:
”Esperance fortæller os, at hun aldrig slår sine børn: ”Jeg har aldrig gjort det. Jeg går ikke ind for det” fortæller hun. Og hun vil have os, der kommer udefra, til at fortælle, at man kan opdrage børn uden at slå dem.”
Konceptet, som Lise og Jette tog udgangspunkt i, hedder ”Positive parenting” – ”Positivt forældreskab”. Kort fortalt handler positivt forældreskab om at få det bedste frem i børnene ved at fokusere på deres styrker. I stedet for aktivt at forsøge at forhindre negativ adfærd, lægger man vægt på at anerkende og opmuntre positiv adfærd.
Jette siger:
”Min tilgang er ikke særlig videnskabelig. Det handler om, at man vejleder børnene ”med det gode”. Ikke med straf og slet ikke med fysisk straf. Man har en positiv tilgang til barnet. Man regner med, at barnet kan bidrage med noget positivt.”
De unge kvinder har ikke mange forudsætninger for at forstå, at man kan opnå noget ”med det gode”. De bærer selv på historier om misbrug, voldtægt, uønsket graviditet og ofte også udstødelse af kirken og lokalsamfundet. Esperance har talt med kvinderne om at kunne sige ”nej”.
De unge mødre undervises
”Det er ikke noget man bliver opdraget til,” fortæller Jette og fortsætter:
”At sige nej er aldrig noget, man har talt med pigerne om. Hvis der kommer en voksen mand til dem og siger: ”Jeg synes du er dejlig, skal det ikke være os to,” så er ”nej” ikke en mulighed. Vi forstår det næsten ikke, for vi opdrager jo vores egne piger til at kunne sige ”nej” – hver gang! Men de her kvinders historier er fyldt med brudte løfter om ægteskab og guld og grønne skove. De bliver gravide, de er alene og de har mistet deres bagland.”
De bliver gravide, de er alene og de har mistet deres bagland
Mange af kvinderne er mellem 17 og 19 år. De har haft overvejelser om både at give børnene væk og selv begå selvmord. De er i den grad slået ud af kurs i livet.
Alligevel vil de gerne blive bedre til at tage sig af deres børn. Og de vil gerne lære om moderne børneopdragelse.
Lise og Jette bad de unge kvinder fortælle om deres liv. Fortælle om det, der gør det svært at være mor – og især enlig mor. De lyttede til kvindernes beretninger – og kvinderne lyttede til hinanden.
”Bagefter spurgte vi dem, hvem der var deres forbilleder. Hvem er det, der hjælper jer med at være gode mødre?” fortæller Jette og fortsætter: ”Og her fik de lov til at sige, at det jo ikke er de familier, der har forladt dem, der kan være forbilleder. Men hvor finder kvinderne så de forbilleder, der kan hjælpe dem med at blive gode mødre?”
De unge kvinder fik lov til at overveje spørgsmålet og tale med hinanden. Efter et stykke tid kom de tilbage med en overraskende melding.
Jette og Lise fortæller om “Positive Parenting”
”De kommer tilbage og peger på en af de unge kvinder i gruppen. Så siger de: ”Det er hende der, det er AnneMarie, der er vores forbillede. Vi kan se det på den måde, hun er sammen med sine børn. Sådan vil vi også gerne lære at tage os af vores børn,”” fortæller Jette om kvindernes overvejelser. Og hun fortsætter med at tale om AnneMarie: ”Hun fortæller selv, hvordan hun forsøger at løse konflikter mellem børnene. Det er så velovervejet og så modent for en ung kvinde i hendes situation. Det er helt fantastisk at kvinderne peger på en i gruppen og siger: ”Det er vores forbillede. Sådan vil vi også være!””
Undervisningen fortsætter med fokus på, hvad der er vigtigt for små børn: Mad, søvn, fysisk kontakt og øjenkontakt. Det er vigtigt for Lise og Jette at fortælle kvinderne, at de er rigtig gode mødre:
”Vi talte meget ind i, hvor dejligt det var at se, at de hele tiden lagde mærke til børnenes behov. De fulgte hele tiden børnene og lyttede til dem. Og så fortalte AnneMarie lidt om, hvordan hun talte med sit barn, og vi fortalte lidt om en god øjenkontakt. Og at man godt kan signalere til et barn, at ”her er det stop” uden at gribe ind fysisk.”
”På den måde blev det meget mere en samtale end et foredrag,” siger Jette. Hun fortæller videre: ”Vi fortalte dem, at vi kan se på jeres børn, at de ved, de kan regne med jer. Vi kan se, at I giver dem alt det, de har brug for. Alt det I gør, er rigtigt. Det anerkender vi. Hold fast i det! Vi ved og I ved, at I er gode nok! Og lad ikke nogen komme og sige, at I ikke er gode mødre!”
Begejstring over LEGO fra Danmark
Vi skal tilbage til den skjulte urkraft i de rwandiske kvinder. Jette fortæller, at Kvindenetværket flere gange blev mødt af den samme historie fra de kvinder, de besøgte:
”Vi var modløse, vi var dovne, vi var snavsede, vi magtede ikke noget. Men nu er vi sammen, nu kan vi noget. Så rejser de sig op og synger. ”Vi kan sammen, vi er stærke sammen”. Det er næsten et kampråb!”
Jette er begejstret over mødet med en kvindekultur, hvor man glæder sig på hinandens vegne. Hvor man kan sige, at AnneMarie er vores forbillede, uden at det bliver mærkeligt eller akavet. Og hvor man ønsker den kvinde, der får solgt en flettet kurv, tillykke med salget og fortæller hende, at hun er dygtig til at flette!
Hvad er det med de her folk? Hvordan kan vi blive en del af deres fællesskab.
Kvindernes samarbejde og deres evne til at skabe økonomiske resultater og bedre liv for deres familier påvirker også samfundet. Man hjælper dem, der er økonomisk trængt, man passer markerne, hvis nogen bliver syge: Man tager sig af hinanden. Jette siger:
”Det er også et vidnesbyrd, der får folk til at spørge: ”Hvad sker der, i den her kirke?”. Det er på en eller anden måde helt oldkirkeagtigt, at mennesker ser på de her kristne kvinder og siger:
”Hvad er det med de her folk? Hvordan kan vi blive en del af deres fællesskab.”
KVINDENETVÆRKET
Danske Baptisters Kvindenetværk er et kristent netværk, hvor kvinder inspireres, opbygges og udrustes i tro og tjeneste.“Et sted hvor kvinder i et ligeværdigt fællesskab tør være sig selv, udvikle selvværd og lade glæden blomstre.”
Kvindenetværket arbejder ud fra baptistmenigheder og samarbejder med Baptistkirken og andre kristne og humanitære grupper om nationale og internationale projekter.
Som i mange andre frivillige fællesskaber er nye og især unge medlemmer velkomne.
Med Jette Bjørnestads ord: “Vi har lidt forpligtet os til at formidle det (oplevelserne i Rwanda, red.) til især yngre baptistkvinder. Der må være mange flere, der synes vores arbejde giver mening.”
Jette slutter med at fortælle, at der sker noget særligt mellem kvinderne. De har en særlig kærlighed til hinanden. Jette siger:
”Det er fantastisk, at de her kvinder er ved at ændre samfundets opfattelse af kvinder. Og af de kirker, de kommer fra. Det får mennesker omkring dem til at sige: ”Det her er et sted, der er godt være, de tager sig af hinanden.””
De fleste danskeres viden om Rwanda er begrænset til den politiske debat om ”fjernplacering” af danske asylcentre, folkedrabet i 1994 og måske en historie om gorillaer.
Det er nok de færreste danskere, der har fantasi til at forestille sig, at rwandiske kvinder i disse år er ved at give #metoo-begrebet en hel ny dimension: Mændene bliver overladt til sig selv og gennem stærke, positive fællesskaber, hvor man hjælper hinanden i alle livets forhold, skaber kvinderne økonomisk vækst og bedre leveforhold for deres familier.
På baptist.dk finder du artiklen:
På volontørerne Oline & Jakobs blog er der også historier om stærke kvinder og Ngirankugire-projektet:
URL: https://baptist.dk/rwandas-kvinder-rejser-sig-2/