Solveig og Niels Christian Nielsen:
At turde holde fast i håbet, selvom krig, krise og kaos føles alt for tæt på. Den udfordring bliver vi alle stillet overfor i disse år.
Maria Klarskov,
Solveig og Niels Christian Nielsen:
Solveig:
Niels Christian:
Sammen:
På en snehvid vinterdag sidder jeg i bilen på vej til et lille landsted udenfor Pandrup. Jeg har fået lov at besøge Niels Christian og Solveig Nielsen for at høre om deres forsøg på altid at stille sig på de svages side – i Burundi, i Danmark – ja, i livet.
Der er hyggeligt og varmt hos Niels Christian og Solveig. Samtalen glider let, og inden længe er vi tilbage i Burundi en dag, hvor Niels Christian og Solveig har besøg fra Danmark. Pludselig stormer ti unge, bevæbnede mænd ind og vil have alle deres penge: ”Ja, dem havde vi jo desværre mange af. Lige bragt dertil fra Danmark”, fortæller Niels Christian.
”Jeg blev smidt på sengen, mens de ødelagde skabene for at finde penge, og så ville de vide, hvor vi havde vores våben. Men dem havde vi jo ingen af. ’Hvis vi finder nogen, så skyder vi dig!’, sagde de, så jeg krydsede fingre for, at vagten ikke havde lagt nogle ude i garagen. Det var jo meget almindeligt at have våben derhjemme, men det har vi aldrig haft. Hvad skulle vi med våben? Vi havde jo ikke tænkt os at bruge dem.”
”Vores ansvar som kristne i konfliktsituationer er at stille os på de svages side. I vores tilfælde var det åbenlyst hutu’erne, som blev undertrykt, men havde det været tutsierne, havde vi nok været nødt til at stå på deres side. Det er ikke min opgave at dømme nogen. Gud skal nok dømme det, der skal dømmes. Min opgave er at elske min Gud af hele mit hjerte, sjæl og sind og min næste som mig selv, selv om det ikke altid lykkes.”
Det virker vitterligt, som om Niels Christian og Solveig altid har taget det dobbelte kærlighedsbud meget alvorligt, både i krisetid og fredstid. De kan fortælle om både at have været konkret til stede med nødhjælp, fødselshjælp, vandprojekter og hjælp til forældreløse børn – og at have forsøgt at oplyse verden om de uretfærdigheder, de var vidne til.
”Jeg har altid syntes, at sandheden var vigtig at få frem, selvom den ofte er ilde hørt. På et tidspunkt blev det sådan, at jeg blev forhindret i at mødes med Amnesty International, når de besøgte Burundi. Det var magthaverne ikke interesserede i. Men jeg har altid fortalt, hvad jeg har oplevet og lært om systemet i Burundi til journalister og andre organisationer. Det var meget vigtigt for mig, at sandheden blev kendt.”
Vores ansvar som kristne i konfliktsituationer er at stille os på de svages side.
”Folket i Burundi bærer jo rundt på en lang historie om spændinger mellem de to stammer, hutuer og tutsier. Specielt efter uafhængigheden først i 1960’erne. Vi har aldrig gjort forskel på de to grupper i vores arbejde. Heldigvis har situationen i de senere år været mere stabil, efter at der bliver holdt ’demokratiske valg’ hvert femte år. Det er da heller ikke længere helt utænkeligt, at der engang i fremtiden kan stille en tutsi-kandidat op, som hutu’er kunne tænke sig at stemme på. Vi skal helst derhen, hvor det er kvalifikationer og kompetencer, der betyder noget – ikke race eller tilhørsforhold.”
”Vores naboer herinde ved siden af kom til Danmark fra Ukraine for ni år siden, og de har haft to familier boende, som flygtede fra Ukraine i foråret. Det er barske historier om familier, der bliver revet over, og familiemedlemmer, der ikke længere kan tale sammen, fordi de står på hver deres side i konflikten. Det er svære overvejelser, en krig fører med sig, men vi må aldrig bare lade stå til. Det er vigtigt, at vi hjælper vores næste, hvor vi kan. Jeg synes ikke, vi skal være bange, selvom krigen i Ukraine føles meget tæt på. Vi ved som kristne, at der altid er håb. Jesus har lovet at komme igen og fortæller os, at vi ikke skal gemme os, men løfte vores ansigter mod himlen, når vi ser tegnene. Desmond Tutu siger, at siden Jesus’ opstandelse er vi kristne ’håbets fanger’.”
Jeg synes ikke, vi skal være bange, selvom krigen i Ukraine føles meget tæt på. Vi ved jo som kristne, at der altid er håb.
”Jeg er i gang med at læse en spændende bog af Magnus Malm, og der var en sætning, der slog mig: ”Kun en leder med virkelig syndserkendelse kan betros at lede andre.” Det er meget centralt i det kristne liv: At vi véd, vi er fejlbarlige. Vi træder dagligt ved siden af og må derfor også dagligt bede om forladelse. Det er en meget vigtig del af det kristne ansvar. Vi må være klar over, at vi kan påvirke verden omkring os og vores næste – både til det gode og til det onde. Og at der altid er tilgivelse at hente hos Gud.”
Niels Christian og Solveig Nielsen har levet et liv tæt på deres næste, men langt væk fra trygheden i Danmark. Alligevel siger de, at de aldrig var rigtig bange. Jeg fornemmer, at det er, fordi de selv har kendt Sandheden hele livet: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!”.
URL: https://baptist.dk/vi-maa-altid-staa-paa-de-svages-side/