Lone Møller-Hansen,  19. december 2022

Klimakrisen får nogle progressive regeringer til at investere i bæredygtig økonomi. De forbyder brug af naturressourcer, der ikke kan fornys og reducerer – eller i bedste fald stopper – forurening af atmosfæren. Det ser ud til at være en uskyldig måde at sikre økonomisk vækst på. Men resultatet er stadigt voksende brutal produktion og forbrug. Det er ironisk, at vi skal løse problemerne med global forurening, tab af biodiversitet og voksende klimaforandringer, mens den grundlæggende bekymring for de fleste regeringer er økonomisk vækst eller mangel på samme.

Skabelsen som instrument

En del af problemet er faktisk det teologiske syn på naturen, som er udviklet i de protestantiske lande siden industrialiseringen. Vi har fået et instrumentalt syn på skaberværket. Vi mener, at skaberværkets primære funktion er at sikre en evig forbedring af menneskers velfærd. Det er en tilgang, der er centreret omkring mennesket, som om alt på vores planet skal opfylde vores behov.

Det er sandt, at der ikke ville været noget menneskeligt liv på jorden uden frugtbar jord, rent vand og passende vejrforhold. Men det betyder ikke, at menneskets behov er den eneste grund til, at der eksisterer et ikke-menneskeligt skaberværk.

Naturen har værdi i sig selv

Ifølge Bibelen har naturen en værdi i sig selv. Faktisk har Gud forudsat en orden, som er til gavn for både mennesker og resten af skaberværket; sabbatsreglerne sikrer hvile for både mennesker og planeten. Der står også i Bibelen, at skaberværket har et guddommeligt fællesskab med Skaberen. Skaberværket tilbeder Gud.^[1] Og den nytestamentlige menighed tvivler ikke på, at Guds hensigt er både at frelse mennesker og hele den skabte orden: ”Ske din vilje, som i himlen således også på jorden”^[2].

Guds hensigt er både at frelse mennesker og hele den skabte orden.

Men denne basale relation mellem Gud som Skaber og det ikke-menneskelige skaberværk er blevet overskygget af en forståelse, der adskiller krop og sind, det materielle og det åndelige. Dermed blev alt ikke-menneskeligt passivt underlagt mennesket. Det betyder, at vi har adskilt skaberværket fra frelsen, og vi begrænser dermed Guds handlinger til udelukkende at være åndelige.

Gud handler i det fysiske

Men Gud handler igennem de fysiske elementer. Eksempelvis vand, brød og vin – i dåb og nadver. I vores estiske frikirketradition anses dåben ganske vist som en symbolsk handling. Men vi anerkender, at vand bringer liv. Alt liv på jorden er afhængig af vand. Vand kan imidlertid også medføre lidelse; sømænd dør på havet, og landsbyer bliver skyllet væk.

I Det Gamle Testamente har vandet dog også en frelsende funktion, da jøderne krydser Det Røde Hav og senere Jordan. I den kristne dåb bringer vandet et ekko af denne historie. Skabelse og frelse bliver bundet sammen. Teologen Paul Tillich skriver: ”Hvis naturen mister sin kraft, bliver sakramenterne vilkårlige og ubetydelige.”^[3] Derfor er der behov for, at naturen, Guds skaberværk, igen skal forstås som helligt.

Spørgsmålet er, om vand kun har en hellig betydning, når det bliver brugt til en dåb.

Vand som helligt

Spørgsmålet er, om vand kun har en hellig betydning, når det bliver brugt til en dåb. Kan vand ikke også i andre situationer være rensende og livgivende, som et forvandlende møde med en allestedsnærværende Gud? Fx i et glas vand til en tørstende?

Vi har brug for at se på naturen og skaberværket som hellig og som et mysterium. Når det sker, vil det vække respekt, ærefrygt og beundring. Vi vil opleve naturen, alt skabt, som noget, der tilhører Gud, og så vil fokus flytte sig fra skaberværket til Skaberen, kilden til alt liv.

Helle Liht:

• teolog, fra Estland, vicegeneralsekretær i European Baptist Federation, underviser på det estiske Free Church Theological Seminary, formand for BWA’s udvalg ”Creation Care”
• Artiklen bygger på en udgivelse i Journal of European Baptist Studies: ”Beyond Instrumentalism and Mere Symbolism, Nature as Sacramental”

Vi elsker skaberværket

I den estiske frikirke har vi længe haft en opfattelse af skaberværket som ’faldet’. Det mindsker skaberværkets værdi, og dermed mister skaberværket sin kraft til at være et tegn på Guds nåde.

Opfattelsen er, at jorden er forandret, siden Gud erklærede, at alt var såre godt. Dermed skiftede Guds herredømme over til Satans hånd. Hele jorden blev ramt af faldet og menneskelig synd, og det ’sande’ kristne fællesskab finder sin identitet i at skulle frelses fra denne lidende verden.

Heldigvis bliver Guds skaberværk mere og mere erfaret som god og smuk også her i Estland. I juni 2020 skrev de estiske baptister under på en fælleskirkelig resolution ’Vi elsker skaberværket’. Den bekræfter det gode i skaberværket, kalder på omvendelse fra destruktive vaner og inviterer til refleksion og bæredygtige handlinger i kirkerne.

Vi ser den fysiske verden som hellig og et sted at møde en frelsende og handlende Gud.

Gud er til stede

Et teologisk skifte er nødvendigt, så vi ser den fysiske verden som hellig og et sted at møde en frelsende og handlende Gud. Vi skal væk fra vores arrogante levevis og få øje på, at Gud er til stede i sit skaberværk – såvel i det, vi ikke kan forklare, såvel som det, vi kan. Det er et sakramentalt syn på skaberværket, som inviterer mennesket til at acceptere en mere ydmyg plads i skaberværkets fællesskab.

^[1] Salme 19 og 104

^[2] Matthæusevangeliet kap. 6, vers 10

^[3] Paul Tillich, The Protestant Era, s. 112

URL: https://baptist.dk/skabervaerket-boer-vaere-helligt/