Trods flere smertefulde tab og udfordringer igennem de sidste par år holder Brande Baptistkirke fast og tænker menighed fremad. De blev nødt til at tale om det, der var knap så perfekt, og det gav plads til, at kærligheden fylder mere og mere.
Jamie Lynn Cunningham,
Siden 2007 har Brande Baptistkirke været uden en fuldtidspræst, men det forhindrer dem ikke i at holde kirken og aktiviteterne kørende. De har aldrig haft problemer med at finde prædikanter til de forskellige gudstjenester (børne-, stille- og søndagsgudstjenester) med hjælp fra interne ildsjæle og en vifte af forskellige frikirkelige præster fra nær og fjern. Og selv om nogle af og til savner en rød tråd i prædikerne, så er de fleste glade for variationen.
Den unikke bygning rummer også børnekirke og -lejre, seniorgruppen med foredrag og bibeltimer, tre store årlige fester og en sommerudflugt samt alt det praktiske. Dét fylder ikke for lidt. Køkkenet er i gang til kirkekaffe og fællesspisninger, musikken og teknikken til gudstjenester, der skal lægges på menighedens hjemmeside, samt lydanlæg, diasshow og hjemmesiden skal passes. Så er der også gudstjenester, der skal planlægges og gennemføres, og omsorg, der skal drages!
Mange meldte sig og overtog de forskellige opgaver uden, at menighedsrådet var nødt til at udpege nogen eller oprette bestemte udvalg. Det, man brændte for, var det, man meldte sig til og fik koordineret og planlagt, og endda uden en oplevelse af at stå alene om en bestemt opgave. Og sådan er det også i dag.
Denne proces har muligvis set kaotisk ud til tider, især hvis man er vant til, at præsten og menighedsrådet helst skulle tage sig af den slags. For menigheden er en af de ældste, fra 1863, med en lang og stolt tradition for et stabilt antal medlemmer på ca. 100, trods udvandring til USA og oprettelse af nye menigheder i nærheden.
Af forskellige smertefulde årsager stod menigheden, som nu har 70 medlemmer, for et par år siden pludselig også uden menighedsråd nærmest fra den ene dag til den anden. Man valgte at bruge tre søndage på at kigge hinanden i øjnene og få talt sammen, mens nogle af de hidtil vigtigste kulturbærere manglede. Ingen vidste, hvad det ville føre til. En nedlukning eller noget andet?
Det eneste, de vidste, var, at de ville hinanden og at de elsker hinanden.
Det eneste, de vidste, var, at de ville hinanden og at de elsker hinanden. De besluttede at indgå et samarbejde med Jan Kornholt om et Vital-forløb. Ordet ”vital” betyder livskraft og livsnødvendigt, og det er et kursus-redskab til at finde kernen i menighedens udvikling.[1]
Nogle meldte sig til menighedsrådet, mens andre måtte skubbes og trækkes. Tanken var at give det en skalle midlertidigt. Oplevelsen var præget af, at Helligånden fik lov til at erstatte alt det praktiske for en stund, hvor menigheden fik talt frimodigt, åbent og kærligt om deres ønsker og drømme. Samtidigt fik de lagt fokus på need to have (nødvendigt at have) frem for nice to have (dejligt at have), netop for at passe på hinanden.
Vi skal leve i den enkeltes inspiration fra den levende Gud og under Guds ledelse.
Man overvejede individuelle styrker og skånehensyn, og alle blev inddraget i, hvad man ønskede at forsætte med og hvad man ønskede at lægge fra sig. Jørgen Johansen, den nuværende menighedsrådsformand, siger: ”Der er styr på det ud fra den aktuelt realistiske situation, fordi folk tog ansvar, men vi skal ikke dø i menighedsforpligtende drift. Vi skal leve i den enkeltes inspiration fra den levende Gud og under Guds ledelse”.
Brande har en smart måde at inddrage alle menighedens medlemmer – også dem, der bor langt væk. Alle er delt op i fire forskellige grupper, hvor opgaven for de fire centrale begivenheder: adventsfest, julefest, takkefest og sommerudflugt går på skift. Så har alle haft mulighed for at være med til at stå for alle fire begivenheder i løbet af fire år. Flammen går videre endnu.
[1] Se ”Hvad er vitalt?”, https://baptist.dk/hvad-er-vitalt/?
URL: https://baptist.dk/braendende-kaerlighed-i-brande/