Lone Møller-Hansen,
Et døgn forud for lederkonferencen på Trinity i Fredericia sidste weekend mødtes baptistpræsterne – for første gang siden oktober 2019. Grunden har været Corona, for der har været planlagt to præstekonventer, som måtte aflyses.
Programmet i år var alsidigt; Henrik Holmgaard fra SCMT (Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi) opfordrede os til at fremme mere positiv omtale af det at være præst. Der er en del præster, der stopper i de kommende år, og der er pt. kun et par baptister, der læser teologi. Vi kunne dog glæde os over, at der var seks nye, fortrinsvis præster med til præstekonventet.
Jan Kornholt holdt oplæg til samtale om at være fri til at tjene – eller det modsatte, ikke at være fri. Oplægget var inspireret af Magnus Malms bog og Jans egne erfaringer.
Fredag kom sognepræst Kristian Bøcker, som har skrevet en bog for Bibelselskabet om ”synd for både begyndere” – og viderekomne. Her var konklusionen – ikke overraskende – at synd er kommet for at blive.
Endelig holdt Bodil Højbak Møller et oplæg ud fra sin bachelor-opgave på teologistudiet. Det handler om, hvorfor vi næsten ikke døber nogle i vores menigheder. En meget stor del af baptistkirkerne har ikke døbt en eneste de sidste tre år. Læs mere i Christian Bylunds artikel om ”Hvorfor døber vi ingen?”
Generelt er der al mulig grund til at glæde sig over præstekonventet. Der var en fornyet ånd og et afslappet fællesskab, som lover godt for fremtidens præstekollegium.
URL: https://baptist.dk/praesterne-endelig-sammen-igen/