Er vi et kirkesamfund i krise, spørger Christian Heldgaard Bylund efter en samtale præsterne imellem til præstekonvent.
cand. theol. og præst Christian Peter Heldgaard Bylund,
Fredag den 4. februar indtog teolog og præst Bodil Højbak Møller præstekonventets talerstol med oplægget “Hvorfor døber vi ingen?” Bodil har gennem sine teologistudier på Københavns Universitet undersøgt netop det emne: Baptisters dåbssyn, altså hvordan forståelsen af dåb har udviklet sig og ikke mindst status på de konkrete dåbstal. Bodil fremlagde tallene, der taler for sig selv: 83 % af de etnisk danske baptistmenigheder har døbt mellem 0-3 personer igennem de sidste tre år, og 50 % af menighederne har ikke holdt dåb de sidste tre år. Vi døber altså ganske, ganske få. Når jeg ser vores tal i Tølløse, ser det bestemt ikke imponerende ud! På baggrund af disse tal plantede Bodil følgende spørgsmål i vores hoveder “Hvorfor døber vi ingen?”
Spørgsmålet, Bodil stiller, er både vigtigt, bekymrende og interessant. Jeg tror, at nogle af grundene til, at vi ikke døber, kan findes i tre tendenser.
Én af årsagerne, tror jeg, skal findes i vores dåbsforståelse. Siden midten af det 19. århundrede har vi som baptister kæmpet for, at troen er noget, vi selv tilslutter os. Dåben er vores eget kald og bekendelse til Jesus. Vi opstod som en protestbevægelse mod en statskirke og en lovgivning, som ikke tillod andet end det, statskirken stod for. Meget vand er siden løbet gennem åen.
I disse år diskuteres dåbssynet og syndsforståelsen i folkekirken. Frelser barnedåben?[1] – Eller er barnedåben blevet noget andet? Kort fortalt, oplever jeg, at mange præster argumenterer for barnedåben på samme måde, som vi argumenterer for barnevelsignelse: at vi viser vores taknemlighed over det barn, der er os skænket, og vi ønsker den rigeste velsignelse over familien og barnet.
Ligeledes er folkekirkens konfirmation og vores dåb blevet identiske, da flere og flere forældre lader børnene i lutherske familier selv bestemme, om de vil døbes eller ej, og flere og flere bliver døbt lige op til konfirmationen.
Har vi som baptister vundet? – Og står vi nu med en identitetskrise på samme måde, som Dansk Folkeparti oplever det i disse år uden sammenligning i øvrigt? Da de fik deres mærkesag gennemført i form af en stram udlændingepolitik i Danmark, blev deres eksistensberettigelse samtidig udfordret. Hvad er de, når flere store etablerede partier har en stram udlændingepolitik? Og hvad er vi, når vores dåbssyn er blevet danskernes og folkekirkens? (Ikke på papiret men i realiteten!)
Gennem det sidste år har vi i menigheden i Tølløse talt om dåb i forbindelse med en overvejelse over dåb og medlemskab. En af de ting, der kom frem, var dåbshistorier eller mangel på samme. Igennem de sidste hundrede år har menigheders dåbssyn bevæget sig fra at være styret af tvang, til nærmest ikke at blive italesat. En udfordring ved et dåbssyn som vores er, at det kræver, at muligheden for dåb italesættes, men ikke på en måde, så der opleves tvang eller pres. Det skal til alle tider være den enkelte, der vælger at blive døbt. Men dåbens mulighed skal italesættes. Det kan blive så frit, at vi aldrig hører om dåben eller åbner dåbsgaven op.
Den sidste tendens er mindre fastforankret end de to foregående, men alligevel tror jeg, den har indflydelse på vores fælles kirkesamfund. Vi har ikke haft vækst siden 1950. Antallet af etnisk danske baptister er dalet igennem mange år, og vores nuværende medlemstal bliver holdt oppe af vores brødre og søstre fra blandt andet Myanmar. Vores menigheder lukker, forsvinder og bliver mindre. Årsagen kan være mange ting. Man er ikke længere “Baptist hele livet”, lige så vel som man heller ikke er “Socialdemokrat eller Venstremand hele livet”. Måden, man praktiserer tro på, har ændret sig. Vi er blevet firehjuls-kristne eller fejringskristne, som bruger kirken til højtiderne. Vi finder roen i yoga, og kalenderen er fyldt med et hav af skræddersyede aktiviteter til den enkelte.
Måske er kirkens tilbud ikke længere relevant ind i menneskers liv? Ikke budskabet men måden vi er kirke på? Giver gudstjeneste søndag efter søndag kl. 10 mening for unge såvel som gamle i 2022? Eller skal kirken noget helt andet? Er det vigtige gudstjenesten og den kendte menighed, eller skal vi videregive evangeliet på ny og forunderlige måder?
Under lederkonferencen 4.-5. februar blev der fra talerstolen spurgt “Hvem drømmer om at blive formand for BaptistKirken?”. Ingen umiddelbar positiv respons blandt de 89 ledere på tværs af kirken. Min umiddelbare reaktion var: “Jeg har ikke en drøm, men et mareridt om, at jeg nok er dum nok til at sige ja en dag.” Og det er utroligt ærgerligt! I forbindelse med, at jeg blev valgt til ledelsen, takkede flere for, at jeg gjorde det, for de orkede det ikke. Både unge og gamle. Jeg har hørt flere pænt takke nej til et ledelseskandidatur igennem tiden af mange grunde men også med den begrundelse, at de havde nok i den lokale menighed, de holdt af og ærligt talt, kunne de ikke se meningen med det fælles arbejde.
Det er ærgerligt, at vi har et samfund, vi ikke er begejstrede for at stå i spidsen for. Er det fordi, vi er i krise, en dåbskrise, en medlemskrise, en identitetskrise? Er det fordi, vi ikke ved, hvem vi er? Eller hvad vi er? Er det det, vi skal bruge de næste år på? En samtale om BaptistKirkens teologiske fundament og eksistensberettigelse i Danmark? Formålet skulle være at finde en ny gnist, ikke nødvendigvis en ny protest, men et brændende håb for at være kirkesamfund i Danmark.
[1] https://baptist.dk/en-lang-tradition-for-frelsesuniversalisme/
URL: https://baptist.dk/hvorfor-doeber-vi-ingen/