Fremadrettede grundlovstanker

TORSDAGSTANKE

Fremadrettede grundlovstanker

Bent Hylleberg,  

På lørdag runder vi Grundlovsdag. Og politikerne har igen talt sig varme ved Folketingets afslutningsdebat. Når det gælder religion og trossamfund, har de gennem året ofte været oppe i det røde felt. Beslutningsforslag om religion er steget med 3% over de seneste 5 år.

Man mærker hensigten og bliver forstemt: Muslimerne skal trynes. Og alle andre trossamfund bli’r ramt. Problemet er, at de fleste (?) embedsmænd og politikere generelt anser religion for noget negativt. Hvornår bliver det almindeligt at skelne mellem syg og sund religiøsitet – og handle derefter?

Et af årets forslag – fra De konservative – gik ud på, at der skal fremsættes et lovforslag om, at flere ikke-anerkendte trossamfund skal tvinges til at lade sig registrere, så de kan kontrolleres af Kirkeministeriet. Et sådant forslag om tvang til registrering kan undre. Ifølge Grundlovens §67 må vi vel regne med fortsat at have religions- og forsamlingsfrihed uden registrering – hvis det er dét, vi som trossamfund ønsker?

Glædelig Grundlovsdag!

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

URL: https://baptist.dk/fremadrettede-grundlovstanker/