Raymond Jensen
”Hvor mange gange skal jeg tilgive en, der gør noget forkert imod mig? Syv gange?” ”Nej, ikke syv gange, men 77 gange”, svarede Jesus.[1]
Raymond Jensen,
Raymond Jensen
Hævnen er sød, siger man. Hævnen er det stof, som nattens drømme er gjort af. Den koldblodige, blodtørstige hævn er underbevidsthedens sprog. Tilgivelse er ikke naturlig for os, når vi lider uret. Tilgivelse skal man lære – og vi har den bedste læremester.
Bibelens Gud og hans søn Jesus kender til vrede. I tidernes morgen valgte Gud at drukne sin egen skabning i en syndflod af vand; men vi har fra samme kilde modtaget et løfte om, at det ikke vil ske igen.
Profeten Mika lever i Juda, efter at Davids kongerige er gået i opløsning. Det er urolige tider. Mennesker er rådvilde og overtræder loven, så samfundets svage lades i stikken. Det er en tid, hvor kaos lurer. Ikke desto mindre afslutter Mika sin profeti ved at udbryde: ”Der er ingen Gud som dig. Du er den, som tilgiver os det, vi har gjort forkert. Du bliver ikke ved med at være vred på os, for du elsker at være trofast. Du vil igen vise kærlighed; du vil trampe vor skyld i jorden og kaste det, vi har gjort forkert, ned i havets dyb.”[2]
Gud renser igen verden med vand; men det er ikke mennesket, der druknes! Det er skylden, der druknes i vandet.
Gud ønsker at sætte sit folk fri. Gud ønsker ikke at binde os i gamle stridigheder og kævl: ”Jeg slår en streg over dine lovovertrædelser. De forsvinder, som om de var en sky. Jeg udvisker dit svigt, som om det var en tågebanke.”[3]
Profeten Esajas går rundt i verden med åbne øjne. Han har ikke et romantisk syn på det, der foregår. Han har fødderne plantet i virkeligheden og blikket rettet mod evigheden, mod Kristus. Esajas er profet. Han kan se, og han vidste, at Gud var i færd med at barsle med en søn, Jesus Kristus. Frelsen i egen person. Der er uret, ja; men det er ikke uretten, vi skal rette vores opmærksomhed og vores blik imod. Det er kærligheden. Vi er skabt af Gud, og vi er tilgivet. Derfra får vi mod til at tilgive.
Det er ikke en passiv ting; det er en bevægelse. Så længe vi er opfyldt af hævnfølelse i forhold til dem, der har gjort os ondt, er vi bundet sammen med dem og deres onde handlinger. Ved at leve hævnen ud bliver vi ligesom dem, og vi befinder os i samme mørke.
Tilgivelsen er ikke en passiv accept af ondskab, svigt og ydmygelse, men derimod et aktivt tilvalg af deres modsætninger: Kærlighed til mennesker og ophøjelse af Jesus, som er det kødelige, konkrete og ultimative tegn på, at Gud har tilgivet sin skabning og ikke vil hævne sig på os. Vi har fået hans søn i pant på det løfte.
At tilgive føles som at smide en rygsæk på 200 kilo, du måske ikke engang rigtig vidste, du bar på.
Den danske forfatter Dan Turèll var alkoholiker, og hans datter Lotus Turèll har skrevet en bog om, hvordan det var at være barn i et hjem med misbrug. Det var et hjem præget af utryghed og mistrivsel. Hun har valgt at tilgive for at komme videre med sit eget liv. Hun siger: ”At tilgive føles som at smide en rygsæk på 200 kg, du måske ikke engang rigtig vidste, du bar på. Tilgivelse giver adgang til at forstå, acceptere, transformere, genskabe relationer, mærke kærligheden og være i livet. I stedet for at sidde fast i fortiden. Men tilgivelse kan man ikke forcere. Den kommer, når den kommer.”[4]
Der er slet ingen tvivl om, at tilgivelse er en fantastisk nøgle til at lukke op for kærlighedens sluser; men tilgivelse kommer ikke af sig selv. Tilgivelse skal læres. Det kræver en god lærer, men det kræver også, at du forstår dig selv som en, der har brug for at lære. Jesus vil gerne være læremester for os. Som altid kræver det træning at lære nyt.
[1] Matthæusevangeliet kap. 18, vers 21-22 (Bibelen 2020)
[2] Mika kap. 7, vers 18-19 (Bibelen 2020)
[3] Esajas kap. 44, vers 22 (Bibelen 2020)
[4] Lotus Turèll: Hemmeligheder for Pige, udgivet 2017
URL: https://baptist.dk/tilgivelse-skal-laeres/