For fem år siden…

For fem år siden…

For fem år siden deltog jeg i mit første møde i BWA’s råd. Det var en rystende oplevelse. Nu er jeg optimistisk og taknemmelig for disse dages møder.

Lone Møller-Hansen,  

Det er faktisk ret hyggeligt. Vi kommer ind i hinandens hjem, når vi mødes på Zoom. Står bøgerne på række efter farve – eller er det et køleskab fyldt med magneter, som står lige bag ham…?

Sådan har jeg fået et nyt indblik i de mennesker, som jeg nu har kendt i fem år – det er ikke alt ved Corona og Zoom, der er kedeligt.

Vi har møde i BWA, Baptist World Alliances Eksekutiv Komité, verdensrådet, i disse dage. Så jeg skulle egentlig have været i USA. Det er jeg ikke. Jeg sidder i Teglkås på Bornholm.

Jeg mindes mit første virkelige møde med rådet. Det var i 2016 – og en rystende oplevelse. Økonomien hang i laser, der var opløsnings-stemning, snak om racisme i rådet og masser af misforståelser, der aldrig blev redt ud. Jeg var chokeret.

Her fem år efter – efter et år, som kunne have været forfærdeligt på grund af Corona – er stemningen diametralt modsat. Økonomien for 2020 går mirakuløst i positiv, bl.a. takket være en generøs gave fra USAs regering på 165.000 USD. Forventningerne til dette års regnskab er dog noget afdæmpede. Der vil være mange enkeltdonorer, kirker og baptistsamfund, som er trængt økonomisk, forudser generalsekretær Elijah Brown.

Lone i Washington for fem år siden.

Vækst i ansættelser

Og selvom vi sidder i hver vores verdensdel – og klokken for John i Australien er 23, mens den er 14 hos mig og 8 i Washington – så deler vi liv og har fælles mål. Vi glæder os over, at antallet af ansatte er mere end fordoblet det sidste år – og mange af ansættelserne sker med betaling fra donorer, ellers var der ikke råd. Nu er der knap 20 ansatte, hvoraf nogle er korttidsansatte på kontrakt, og derudover en del frivillige, som giver af deres tid til faste tjenester. Elijah er fænomenal til at skabe strategiske partnerskaber. For eksempel med baptist-verdensorganisationen 21Wilberforce, der har arbejdet i mange år med menneskerettigheder. Nu er denne organisation blevet en del af BWAs arbejde – og derigennem er der alene lagt fem ansatte til. Og 21Wilberforce finansierer sig selv, nu bare på BWAs budget og regnskab.

Online kongres til sommer

Det har været et enormt stressende år for de ansatte. Som i Danmark har amerikanerne arbejdet hjemmefra, hjemmeskolet børn og skullet finde nye tekniske løsninger. De nye ansatte har skullet ind i teamet, uden at man har kunnet mødes på kontoret. Og nogle af dem arbejder i Indien og Afrika.

Normalt er det presset at afvikle de femårige kongresser. Sidste år blev kongressen i Rio de Janeiro erstattet med en lidt forkølet erstatning på Zoom. Men lige nu lægges alle kræfter i at arrangere en verdenskongres online, som giver dyb mening og som er gennemtænkt ud fra præmissen ”online”. Det er 7.-10. juli – det er måske din eneste chance for at deltage i en verdenskongres, så sæt et par dage (og nætter) af til at få et sus fra baptistverdenen med gudstjenester og bibelstudier til billige penge.

Der er store forventninger til, at mange flere deltager, end når man skal rejse langt og dyrt.

Taknemmelig

Så jeg er taknemmelig for at være tilbage i verdensrådet. Og det er jo en fornøjelse af være formand for Human Ressource udvalget, når det er ansættelser, der er på spil. Jeg har godkendt de første fem ansættelseskontrakter for nøglemedarbejdere, og det næste er ansættelse af en ny direktør for BWA Women.

Den gode nyhed er nemlig også, at usikkerheden om, hvordan kvindeorganisationen passede ind, er overstået. En proces igennem tre år er slut, og kvinderne har besluttet at melde sig 100 pct. under fanerne i BWA i stedet for at gå helt selvstændig. Det vil give et boost både til kvinderne – og til mændene.

Og sjovt nok – uden kønskvotering – er der nu flest kvinder ansat i BWA, dygtige, yngre kvinder. Gad vide hvornår man er parat til en kvinde som præsident eller generalsekretær? Der går nok et stykke tid, for rigtig mange baptister – selvfølgelig kun ude i verden – er ret konservative.

Det er jo netop denne kulturelle og teologiske forskel, der er med til at gøre arbejdet i verdensrådet både spændende og vigtigt.

URL: https://baptist.dk/for-fem-aar-siden/